fra Grundskyld, nr. 1, 1950.
af Ludwig Mehr
l midten af det attende århundrede levede der i Frankrig en gruppe intellektuelle, som kaldte sig selv fysiokrater. Ordet er hentet fra det græske og betyder Naturens Herredømme. Dermed mente de, at de ikke ville krænke naturens orden ved toldmure, forbud eller andet, som de var udsat for under den daværende merkantile handelspolitik.
Merkantilismen tilsidesatte menneskerettigheder for at vinde så megen fordel som muligt for dens tilhængere, mens andre blev trampet i støvet. Dette førte til uoverensstemmelser og mange blodige krige. Sådanne tilstande medfører protest, og det blev fysiokraternes opgave at pege på merkantilismens overgreb og vildfarelser. Handelen skulle frigives i stedet for at søges fremmet ved hensynsløse toldkrige. Handel og industri var ikke heller de bærende erhverv. Det måtte i stedet for være landbruget; thi det hvilede direkte på jorden, som gav sine produkter, uden hvilke industri og handel ikke kunne trives.
En af de betydeligste blandt fysiokraterne var Turgot (Anne Robert Jacques), født i Paris 10. maj 1727. Han tvar af en velkendt adelig slægt, som talte mange dygtige mænd i sine rækker. Slægten var kommet til Normandiet i korstogenes tid og mentes at være beslægtet med en familie i Skotland af samme navn. Denne, påstod man, nedstammede fra en dansk prins ved navn Turgot. Som barn var Turgot indesluttet og en drømmer, hvad ikke er ualmindeligt for børn, der som han troede, at han engang skulle udføre stordåd. På skolen gik han så vidt, at han anså den tid, som ikke blev brugt til overvejelser og studium, for at være spildt. Derfor deltog han ikke i sport og lignende, som ungdommen interesserer sig for. Ved dette billede af Turgot kommer man uvægerlig til at tænke på den lille drømmende korporal Napoleon på officersskolen i Brienne.
På Frankrigs førende skole Sorbonne fik Turgot lejlighed til at vise og udfolde sine evner. Han blev som den dygtigste af eleverne valgt til prior, som dog nærmest var en titel. Han deltog i diskussioner og gav vægtige foredrag, som blev hørt viden om, og som både skaffede ham beundrere og modstandere. Det bemærkelsesværdige er, at han her som 21-årig uden forudgående uddannelse i den retning kunne give en afhandling om pengevæsenet, som beundres den dag i dag. Hovedtanken i hans argument var, at seddelpenge skulle svare til deres pålydende, lige så vel som man krævede. at en justeret vægt skulle veje nøjagtigt og et justeret mål, være sig længde eller rummål, skulle svare til sit mål. Samtidig advarede han mod inflationen og dens følger, som de havde set så store beviser på i de dage.
De to års ophold på Sorbonne var såtiden i Turgots liv. Der hentede han mange af de store ideer. om han senere med begejstring søgte at føre ud i livet. Det var gået op for ham. at han ikke skulle være præst, men i stedet vælge sig en politisk løbebane. Trods venners advarsel og velmente råd forlod han skolen og fik omsider ansættelse i ministeriet, hvor han hurtigt avancerede. Efter 9½ års tjeneste fik han ledelsen af undersøgelsesministeriet og beholdt denne stilling i 7 år indtil han i 1761 blev udnævnt til intendant af Generaldirektoratet Limoges, som bestod af tre provinser. Som intendant havde han næsten uindskrænket magt. Alt, regeringen brød sig om, var. at han tilvejebragte de skatter, som efter skøn blev pålagt de forskellige provinser. Frankrig blev den gang styret af 30 intendanter.
Turgot var blevet intendant for nogle af de mest forarmede provinser i Frankrig. Jorden var frugtbar; men fæstebønderne, som var blevet udsuget ved enorme skatter, havde tabt lyst og mod til at arbejde. Meget af jorden lå udyrket hen. fordi de ikke havde ordentlige redskaber og trækkraft. Det skete ofte, når bygningerne forfaldt, at bønderne ikke turde istandsætte dem af frygt for at synes velhavende, da man frygtede for, at skattemyndighederne som levede efter princippet at tage, hvor der var noget at tage, skulle falde over dem. De var ene om at betale den skat, som et ødelagt hof og regering skulle bruge, mens godsejerne. som hørte til de privilegerede klasser. var fritaget derfor.
På grund af toldmure imellem provinserne kunne det ske, at misvækst i nogle provinser ville resultere i stor katastrofal hungersnød, fordi naboprovinser med god høst holdt kornet tilbage med den motivering, at de var bange for selv at komme til at mangle. Ved sådanne lejligheder var der kornopkøbere, som spekulerede i folks elendighed ved at sælge korn til ublu og ofte ubetalelige priser.
Disse forhold satte Turgot sig for at råde bod på. Han prøvede på at finde ud af, hvor nøden var størst. Han gik i snævert samarbejde med politiet, præster og andre embedsmænd; de skulle være hans tale- og hørerør overfor befolkningen. De begavede unge skulle kaldes frem til tjeneste. Der blev sørget for landbrugets forbedring ved indkøb af egnede frøsorter og andet. Kartoffelavlen blev trods bøndernes mistro fremmet. De vidste, at Turgot, ja selv kongen og hoffet, spiste dem. Der blev indført medicinsk hjælp til nødlidende samt til vordende mødre, og der blev uddannet dyrlæger, som ansattes omkring i provinsen. Turgot prøvede på at få godsejerne til at betale deres del af skattebyrden; men det mislykkedes. De ville ikke give slip på privilegiet, de havde fået i lenstiden ved at stille soldater til kongens tjeneste. Turgot måtte vente, til han fik mere magt. Alligevel lykkedes det ham at bedre befolkningens kår betydeligt. Vejhoveriet (corvée), som bestod i, at bønderne skulle arbejde 15 dage om året på vejene og det ofte på en tid, hvor det var mest ubelejligt for dem, blev lempet således, at bønderne i stedet for arbejde, og til deres egen store tilfredshed, betalte en meget lille skat. Der blev mest faglærte arbejdere på vejene, og resultatet blev, at Limoges blev berømt for at have de bedste veje i hele Frankrig.
Under en meget alvorlig misvækst i Limoges lykkedes det Turgot at afvende en truende hungersnød ved at sikre sig et kgl. dekret, som gav den ønskede frihandel med korn. Desuden blev der sørget for, at spekulanterne ikke profiterede i korn til skade for befolkningen. Fæstebønderne blev beskyttet imod godsejerne, som forlangte en ublu pris for det korn, som bønderne på grund af misvæksten ikke var i stand til at levere. Godsejerne blev holdt ansvarlig for liv og velfærd af de mennesker, som indtil en vis dato havde været i deres tjeneste. Nødhjælpsarbejde blev oprettet, og de velhavende blev opfordret til r at støtte det. Bagerne i byerne forsøgte at berige sig ved de herskende tilstande; men Turgot fratog dem deres privilegium og tillod alle at ringe brød til byen, hvilket havde den tilsigtede virkning. Således lykkedes det Turgot at afværge den truende hungersnød.
Da Turgot efter 13 års virksomhed blev forflyttet, kunne han, når sammenlignes med de andre provinser, efterlade Limoges i mønsterværdig stand. Der blev ved afskeden holdt messe i alle landsdelens kirker, og folk sagde: “Det er klogt gjort af kongen at kalde Turgot; men vi er bedrøvede over at skulle af med ham.”
Ludvig XVI, som lige havde besteget tronen, var fast besluttet på at ville gøre det bedste for Frankrig, og derfor søgte han at omgive sig med gode og dygtige mænd, deriblandt Turgot, som blev kaldet til minister og således fik plads i kabinettet, som var kongens råd. Ved sin tiltræden havde han en personlig samtale med kongen, for hvem han tolkede både sine håb og ængstelser for fremtiden. Kongen svarede ham: “Frygt ikke, jeg vil altid være med Dem.” Kongen syntes at holde sit ord, og der udspandt sig et personligt venskab mellem ham og Turgot. Kongen sagde ved flere lejligheder til Turgot: “De og jeg er de eneste, som virkelig elsker folket.” Turgots store mål var blandt andet at få de privilegerede klasser i Frankrig til at bære deres del af byrderne. Hvis lovene ikke kunne blive vedtaget i ministeriet – der var nemlig kun en mand der, han kunne stole på, så de stod ofte kun to imod fire – så kunne kongen gennemtvinge dem ved et magtbud. Turgot havde som finansminister stor indflydelse i ministeriet, og det var fra ham, initiativet udgik til de fleste lovforslag.
I Frankrig havde man den skik at bortforpagte skatterne til et pengestærkt selskab, generalforpagterne. De skulle inddrive skatterne, og ved at låne penge til en trængende regering fik de lov til at berige sig på folkets bekostning. For at opnå fordelagtige overenskomster med regeringen, gav de gaver til embedsmændene, deriblandt var en gave (potde-vin) på 300,000 livres, som blev givet til finansministeren, når han underskrev en ny kontrakt med dem. Turgot afslog gaven og forbød den, for hvilket han blev meget beundret. Turgot sørgede for, at udlændinge fik en bedre retslig stilling. Han skrev under en sygdom et bønskrift til kongen og bad ham om at værne de små, flittige jordbrugere, som blev udplyndret under et uretfærdigt skattesystem. Hans motivering var, at flid ikke burde straffes, men tværtimod opmuntres. Kongen udstedte samme dag et dekret, som forbød denne udplyndring. De små fabrikanter blev beskyttet imod de urimelige regulationer, og inspektører blev det forbudt under påskud af fabrikationsfejl at konfiskere varer. De skulle hellere vejlede og opmuntr end at straffe. Turgot førte en stadig kamp imod monopolerne og fik mange af dem afskaffet i den korte tid (20 måneder), han virkede som minister. Et typisk eksempel fra Rouen skal meddeles. Byens bagere var ved lov tvunget til at købe deres fulde forbrug af mel fra byens 5 møller. Kun hvis disse møller ikke var i stand til at levere melet, måtte det købes andre steder, og da kun ved at holde møllerne skadesløse mod tab af for tjeneste. Disse forhold medførte ublu brødpriser. Turgot kæmpede for religionsfrihed og vendte sig stærkt imod forfølgelse af protestanterne. Mange unyttige embeder (sine cures), som var blevet oprettet for at begunstige yndlinge ved hoffet, og hvortil der knyttede sig stor løn med lidt eller intet at bestille, blev nedlagt. Professorater og banker blev oprettet, medicin og lægevidenskab blev støttet, og rejseforholdene blev forbedret. Lette postvogne, populært kaldet Turgotinere, blev indsat på hovedvejene, så at en rejse f. eks. fra Paris til Bordeaux, der førhen tog 14 døgn, nu kunne udføres på 5 døgn.
Turgots største arbejde som minister var dog udstedelsen af de seks edikter, som kom i hurtig rækkefølge efter hinanden først på året i 1776. Det første afskaffede vejhoveriet, 2, 3, 5 og 6 var om forskellige lettelser i skatter og afgifter og om frihandel med korn Det 4. edikt ophævede laugsordenen og de gamle mesterrettigheder. Turgot anså ediktet om frihandel med korn for at være det vigtigste og ediktet om ophævelse af laugenc det næstvigtigste. Laugene havde tiltaget sig for store rettigheder. De vågede omhyggeligt over deres håndværk og tillod som regel kun slægtninge at blive optaget i deres forbund. Ingen kunne blive mester uden mesterens sønner eller ved at gifte sig med en mesters enke. Ingen kunne komme frem uden ved bestikkelse. Prisen for udført arbejde var oftest meget ublu. Et sådant system havde overlevet sig selv og måtte opløses.
Disse edikter skaffede Turgot mange fjender. Han havde ved kongens hjælp vundet en stor sejr; men den var dyrekøbt. Næsten alle samfundslag sammensvor sig imod ham. og han måtte tabe i denne kamp. De fattige, hvis sag han forfægtede, var for uoplyste og svage til at yde ham støtte. Havde han kunnet blive i sin stilling noget længere, så han kunne have vundet sig venner under et nyt system, ville hans stilling være blevet styrket betydeligt. Man har ment, at han skulle have faret lidt lempeligere frem, men dette var imod Turgots natur. Det var særlig de to edikter mod vejhoveriet og lavene, som bevirkede hans fald. Bagtalelse og intriger satte ind, også hoffet og dronningen kom med. Dronningen hadede Turgot, fordi han ville spare på udgifterne til hoffet og tillige hindre hende i at få de penge af statskassen, som hun ønskede sig. Kongen havde ret til at trække alle de penge af statskassen, som han ville, men da Turgot blev finansminister, havde han lovet ham, at der skulle blive sparet ved hoffet, og at ingen uden ham selv, eller med hans tilladelse, måtte hæve penge af statskassen.
Det gjaldt for oppositionen om at drage kongen fra Turgot, og dronningen fik omsider kongen til at love, at han skulle blive afskediget. Turgot havde mærket kongens kølighed og forsøgte da at få en samtale med ham. Efter at have gået forgæves et par gange, skrev Turgot et brev til kongen. som både indeholder et forsvar for hans politik og en appel til kongen om at holde ud. Han taler også dristigt, idet han siger: “Glem ikke, herre, at det var svaghed, som bragte Karl I til blokken.” Denne frygt hos Turgot var ikke ugrundet; thi da revolutionen kom nogle år senere, måtte kongen lade sit hoved på blokken, og det var ikke på grund af, at han var ond, men fordi han var svag og havde føjet sin onde dronning og andre dårlige rådgivere.
Den 12. maj 1776 sendte kongen sin gamle minister Bertin for at meddele Turgot. at han ikke længere var minister. Turgot fik tilladelse til at sende kongen et afskedsbrev. Dette brev er rørende og viser os den hengivenhed, som Turgot nærede for kongen. Han håber, at han må komme til i kongens omdømme at stå som en bedrager, hellere end at de ulykker måtte ramme kongen. som han frygtede for måtte blive en følge af hans skridt. Han bad til slut kongen om at bevare sin agtelse for ham. Han regnede ikke med, at han aldrig havde begået fejl; men han havde altid haft de bedste hensigter.
Reaktionen havde nu frit spil, og meget af Turgots arbejde blev omstødt. Under revolutionen 13 år senere blev edikterne genindført og for de flestes vedkommende i hans egne ord. Hans tanker og hensigter viste sig således at harmonere med folket vilje. Havde hans arbejde fået lov til at bestå, var det tænkeligt, at den blodige franske revolution ikke var kommet. Da revolutionen kom, var Turgot for længst død. Han døde af leddegigt i 1781, omtrent 54 år gammel. Med ham gik en af historiens største personligheder bort. Han ville forbedre forholdene i Frankrig uden blodig revolution, men på grund af menneskers snæversind, egoisme og modvilje lykkedes det ikke. Carlyle sagde om ham, at “der boede en fredelig revolution i det menneske,” eller som han udtrykte det “i det hoved”.
Turgots gode ven, ministeren Malesherbes, sagde om ham: “Han havde Baerns forstand og L’Hopitals hjerte.”
Dette er et resumé af en lille bog, som Undertegnede har skrevet om Turgot, og til hvilken der efterlyses en forlægger. I bogen er desuden emner til belysning hentet mange steder fra, også fra Danmark. Tillige er der nogle breve og samtaler af Turgot, som anses for at være meget værdifulde. Nogle kan måske synes, at de er rigeligt lange, og dog er de for vægtige og værdifulde til at udelade eller forkorte; thi de giver os et vægtigt bidrag til et indblik i Turgots personlighed, som vi næppe kunne få på anden måde. Der er i bogen ikke gjort forsøg på at oversætte Turgots skrifter, da det nærmest er et studium for sig selv og tillige ville have gjort bogen unødvendig stor; men der er gjort et forsøg på at skildre Turgots liv og gerning på en sådan måde, at bogen skulle vær letfattelig for alle.
Note:
Havde ventet lidt mere information om fysiokraterne. /pma
Det ser ikke ud til at Ludwig Mehr fandt en forlægger til sin bog. Har søgt, men kan ikke finde noget. En skam, at han ikke efterlod et manuskript i Henry George Foreningen./pma