fra Tidsskriftet RET, nr. 10-11, 1919
Sophus Berthelsen skriver
Fra Norge kom kom for nogen tid siden det sørgebudskab, at dansk-nordmanden boghandler Torp Hansen i Kvileseid i Telemarken var afgået ved døden, 57 år gammel.
I ham taber frisind og retsind en trofast støtte i Norden, Henry Georges venner en fuldtro og glad medkæmper og Norge en brav søn.
Danske venner vil mindes Torp Hansen fra hans ophold ved vist nok flere af de årlige danske Henry George stævner, særlig det 2. pp Vestbirk Højskole i September 1907. Han var der blandt de gladeste og mest begejstrede deltagere, og optog med særlig forståelse de nye samstyre- tanker, som Johan Pedersen netop der fremstillede med så stor klarhed og kraft. Men først og sidst var det dog Henry Georges retfærdstanke, som optog Torp Hansen, når han overvejede folkets fremtid.
Også fra et langt senere samvær i hans gæstfrie hjem i det dejlige Telemarkens dale mindes nedskriveren af disse linjer Torp Hansen med taknemlighed. Det var en oplevelse på ny at færdes med ham mellem hans nye landsmænd, som gennem en menneskealder havde lært ham at kende og holdt af ham, som af en af deres egne. – Et vidnesbyrd herom aftrykkes nedenfor, og dertil har en af Torp Hansens gamle venner i Danmark føjet nogle runer til hans minde. Det vil leve længe blandt hans mange venner og meningsfæller i begge broderlandene. S.B.
Af en nekrolog i Norig, 16. juni 1919:
Boghandler Torp Hansen er død!
Hos tusind af ungdom i Telemarken og udover landet vil dette budskab komme som et slag. For alle, som kendte Torp Hansen, stod han som et lyst og mærkeligt menneske hvem alle måtte holde ar. En forunderlig varm og positiv natur midt i al vor negativitet. En mængde minder vil strømme ind på dem. De vil huske højskolestævnerne, hvor den tætvoksne raske mand med det store, lyse hoved og de gode øjne altid blev midtpunktet. Han rejste tro, når mismod og tvivl rådede. Han førte sangen med sin stærke røst. Han gik altid fremst, hvor det gjaldt en god sag, både med personligt arbejde og med økonomisk offer.
Men nu gik han bort midt i våren. —–
Torp Hansen hørte våren til som intet andet menneske. De, som kom nær ham, fik et levende indtryk af det. Han virkede som en uro i det stille. Var impulsiv og djærv, som en trofast hjælper og rådgiver for dem, som ville noget. Personligt var han visselig el lykkeligt menneske trods sine mange bitre oplevelser. Han ejede en indre harmoni og et lyst syn, som aldrig svigtede.
Han var sønderjyde. Som ung gut for han hjemmefra for at undgå den preussiske militærtjeneste, og i 1882 kom han til Ullmanns folkehøjskole, som da holdtes i Gjerpen. Senere arbejdede han i forretningen hos landhandler Olsen, Selfjord. Folkehøjskolen flyttede nu også derhen, først på Bjørge; senere på Utgarden. Torp Hansen groede helt fast til den. Dér fik han sin åndsdåb, og til Ullmann var han den hele tid knyttet med den inderligste kærlighed. På skolen arbejdede han både som ven og som lærer (i bogholderi og regning). –Endelig købte han en forretning i Seljord og drev den godt op.
I sin højskoletid blev han personlig ven med mange af vore fremste skolefolk, således med den varme højskoleven, præsten Nordlid. Og hans intelligente datter, doktor Martha Nordlid som senere blev hans hustru. Og i alle disse år var han Ullmanns nærmeste ven og kampfælle, og stod sammen med ham i tunge og lyse stunder.
I 1903 flyttedc han til Kviteseid, og der boede han til sin død. Sin forretning her drev han med stor dygtighed, særlig blev hans boghandel stor og omfattende.
Mon han blev ikke slugt af forretningslivet. Hans åndelige interesser var altid forrest. Den store indsats, han gjorde i Telemarkens åndsliv, bliver det eftertidens sag at værdsætte. Vi skal bare nævne, at Telemarkens Højskole visselig ikke havde været det, den er i dag uden Torp Hansen. Det var også ham, som først udkastede tanken om rejsning af et blad for det nationale Telemarken. Hans tro var det, som drog de tvivlende telemarkinger med, da bladet Norig blev slartet. Siden sad han som formand i styret helt til i fjor, da helbredet svigtede så afgørende, at han foreløbig måtte bede sig frilaget. —
Sønderjyden lærte telemarkingen at kæmpe for det, de havde kært. Sønderjyden! Ja, selv dette blev benyttet som våben mod ham! Norges konservative hovedblad Morgenbladet holdt sig ikke for god til at skælde ham ud, fordi denne danske mand kom hid og arbejdede for det norske folkemål. I den anledning skrev Hans Reynolds et vakkert digt til ham og peger på, at dette var det eneste naturlige for en sønderjyde. Torp Hansen kom fra et land, hvor folket var trælle, og hvor folkemålet ikke var tålt. Det viser netop den helstøbte karakter i sønderjyden, at han, når han tog norsk borgerskab, også stillede sig helt på den norske side og kæmpede for folkemålets sag. Dermed var han tro mod det bedste i sig. Og han var alligevel en god sønderjyde, som daglig fulgte med i begivenhederne i Sønderjylland, både før og under krigen. Flere af hans nærmeste faldt eller led ondt under de forhadte preussiske faner. Og, da lysere tider kom, da telegrafen meldte ud over verden oprejsningen for Sønderjylland, blev det meldt ham i telefonen. Det blev stille, længe stille. Endelig kom det med grådkvalt stemme: “Tak skal du ha”. —-
Torp Hansen var en i alle dele frisindet mand. Politisk hørte han til Venstre, men var ivrig tilhænger af Henry George, og drev ihærdigt studium af georgistiske skrifter. –
Han har i sandhed haft til motto:
Kæmp for alt, hvad du har kært…