Tolstoj om Henry George
Uddrag (Kapitel 12) fra David Redfearns bog om Tolstoj:
Principper for en ny verdensorden
(ISBN 87-90000-15-3)
Oversat af Steffen-Peter Gliese
efter: Tolstoy: Principles for a New World Order
af David Redfearn
Tolstoj om Henry George
Hver gang et menneske kæmper for et ideal, eller handler for at forbedre andres forhold, eller slår til imod uretfærdighed, sættes en lille kilde af håb i gang… og idet disse kilder krydser hinanden fra en million forskellige udgangspunkter af energi og mod kan de samles til en strøm, som kan gennembryde undertrykkelsens og modstandens mægtigste mure.
Robert F. Kennedy.
Muligvis findes der et eller andet sted i Tolstoj-arkiverne et spor i retning af, hvornår han reviderede sit første negative indtryk af Henry George’s doktriner. Det kan være, da han genlæste Samfundets Livsspørgsmål og opdagede følgende afvæbnende udtalelse, at han indså, at statsvold trods alt var det sidste George havde tænkt sig ved indførelsen af sit forslag:
Social forandring skal ikke sikres ved støj og råb; af klager og fordømmelse; ved dannelsen af partier, eller ved at starte revolutioner; men ved en vækkelse af tanken og ideernes udvikling. Indtil der bliver tænkt rigtigt, kan der ikke være rigtige handlinger; og når der bliver tænkt rigtigt, vil rigtige handlinger følge. Magt ligger altid i massernes hænder. Hvad der undertrykker masserne, er deres egen uvidenhed, deres egen kortsynede selviskhed.*1
*1: Henry George. Samfundets Livsspørgsmål (1883). Nyt Nordisk Forlag 1952 (p. 219)
George havde ikke et brugbart kendskab til fransk blandt sine færdigheder, og kendte f.eks. til det, som han vidste om fysiokraterne i det attende århundrede, gennem kommentarer skrevet på engelsk. Det er derfor yderst usandsynligt, at han skulle have haft den mindste anelse om de tilsvarende følelser, allerede omtalt som kendte af Tolstoj, hos sekstenhundrede-tals skribenten Etienne de la Boétie (Kapitel 6). Der er en stærk sandsynlighed for, at de alle tre havde ret i at mene, at folkelig viden om undertrykkelsens maskineri var alt, hvad der krævedes, for at denne kunne blive fjernet.
Hvad der er sikkert ved Tolstojs holdningsændring, let forståelig i lyset af hans allerede bemærkede almindelige omskiftelighed, er at han den 24. november 1894 skrev et brev til en vis Ernest Crosby med helt andre udtryk end dem, anvendt i 1886:
Hvis den nye zar spurgte mig, hvad jeg ville råde ham til at gøre, så ville jeg sige til ham: brug din enevældige magt til at afskaffe ejendomsretten til jord i Rusland og til at indføre fuld grundskyld; og afgiv så din magt og giv folket en liberal forfatning.*2
*2: Leo Tolstoj. Tolstoy's letters; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1978. (p. 512).
Hans nye mening om grundskyld var tydeligvis så god, at han var villig til at tillade bare en voldshandling mere for at se det blive sat i værk. Hvor meget længere kan en fortaler for ikke-vold gå?
Den 9. august samme år havde han allerede skrevet i sin private dagbog:
“På dette tidspunkt besøgte MacGahan [en russisk-født enke efter en amerikansk journalist] og hendes søn mig og medbragte nogle bøger af Henry George. Læste A perplexed philosopher igen. Glimrende. Blev meget levende opmærksom igen på synden ved at eje jord. Det er forbløffende, at folk ikke kan se det. Hvor er det nødvendigt at skrive en bog om det – at skrive en ny Onkel Toms hytte. I går modtog jeg en artikel fra Sergejev og en artikel fra Gegen den Strom. Hvor siges der meget sandt alle steder fra, og hvor lidt af det der dog høres af folket. Der er brug for noget andet.*3
*3: Leo Tolstoj. Tolstoy's diaries; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1985. (p. 337).
A Perplexed Philosopher (1892) 4 var Henry George’s reaktion på Herbert Spencers afvisning af en doktrin, formuleret i hans Social Statics (1850), efter hvilken ejerskab til jord skulle overtages af Staten, som så skulle leje den ud i parceller til alle, som ønsker at blive statshusmænd. Hvor imidlertid Spencers plan ville kræve etableringen af et særligt bureaukratisk departement, ville George’s blot kræve, at eksisterende departementer for vurdering og beskatning skulle opkræve størstedelen af jordrenten og kun overlade så meget af den til dem, der ejer jord udover, hvad de selv behøver, til at de finder det umagen værd at fungere som statens opkrævere.5A Perplexed Philosopher er en typisk polemik, gradvist tiltagende i lidenskabelighed, imod en ubestridelig afvigelse fra den naturlige retfærdigheds sag.
*4:. Henry George. A perplexed philosopher (1892). Henry George Foundation of Great Britain, 1937.
I 1897 skulle Tolstoj skrive til T. M. Bondarev:
“Når al jord i landet er blevet vurderet på denne måde, foreslår Henry George, at der skal indføres en lov, ifølge hvilken jorden efter en bestemt dato i et bestemt år ikke længere skulle tilhøre en person, men hele landet – hele folket; og at alle, som besidder jord, derfor vil skulle betale landet (dvs. til hele folket) den årlige værdi, som den er vurderet til. Denne betaling skulle bruges til at dække alle offentlige og nationale udgifter og skulle erstatte alle andre afgifter, skatter eller toldafgifter.
Resultatet af dette ville blive, at en jordbesidder, som nu besidder, lad os sige 2.000 desjatins, fortsat ville kunne besidde dem, hvis han ville, men at han skulle betale til statskassen – her i Tula guvernementet f.eks. (fordi hans besiddelse ville udgøres af både engjord og avlsjord) – 12.000 eller 15.000 rubler hvert år; og, fordi ingen store jordbesiddere kan overkomme en sådan udbetaling, ville de alle forlade deres jord. Men det ville betyde, at en Tula-bonde i det samme distrikt ville betale nogle få rubler per desjatin mindre, end han betaler nu, og ville få masser af tilgængelig jord i nærheden, som han kunne tage i besiddelse for 5 eller 6 desjatin. Derudover ville han ikke have andre skatter eller afgifter at betale og ville være i stand til at købe alle de ting, som han har brug for, importeret eller russisk, toldfrit. I byerne ville ejerne af huse og fabrikker kunne fortsætte med at eje dem, men de ville skulle betale den offentlige kasse den fastsatte værdi af deres jord. Fordelene ved et sådant arrangement ville være:
- At ingen ville være ude af stand til at få jord at udnytte.
- At der ikke ville være ubeskæftigede folk, som ejer jord og får andre til at arbejde for sig til gengæld for retten til at udnytte denne jord.
- At jorden ville besiddes af dem, som udnytter den, og ikke af dem, som ikke udnytter den.
- At fordi jorden ville være tilgængelig for folk, som ønsker at arbejde med den, ville disse afholde sig fra at lade sig gøre til slaver som arbejdere i fabrikker og værksteder, eller som tjenestefolk i byerne, og i stedet for ville de slå sig ned i landdistrikterne.
- At der ikke længere ville være skatteinspektører og -opkrævere i møllerne, fabrikkerne, raffinaderierne og værkstederne, men kun være opkrævere af skat på jord, som ikke kan stjæles, og hvoraf en skat meget let kan opkræves.
og vigtigst: - At de ikke-arbejdende ville blive frelst fra den synd at udnytte andre menneskers arbejdskraft (i hvilket de ofte selv ikke er de skyldige, for de har fra barndommen været opdraget til lediggang og ved ikke, hvordan man arbejder), og fra den endnu større synd på alle måder at snyde og lyve for at retfærdiggøre deres udførelse af denne synd; og arbejderne ville blive frelst fra fristelsen og den synd at misunde, fordømme og blive ophidsede på de ikke-arbejdende, så at en årsag til menneskers adskillelse ville blive fjernet.” 6
“De der, som Henry George og hans tilhængere, vil afskaffe de love, som gør jord til privat ejendom, foreslår nye love, som lægger en obligatorisk leje på jorden. Og denne obligatoriske jordleje vil nødvendigvis skabe en anden slags slaveri; fordi et menneske, som er tvunget til at betale leje eller grundskyld, i tilfælde af misvækst eller anden ulykke vil være nødt til at låne penge af én, som har noget at låne ud, og han vil igen falde tilbage i slaveriet.” 9
For at man ikke skulle tro, at man havde misforstået udsagnet, skriver han ganske tydeligt i forordet til dette essay:
“Men, da jeg tror, at jeg igennem disse femten år mere afdæmpet og minutiøst har fremsat overvejelser over det spørgsmål, som blev diskuteret i “Hvad må vi da gøre?”, i forbindelse med læresætninger, som for tiden findes og udbredes iblandt os, tilbyder jeg nu læseren nye overvejelser, som fører til de samme svar som tidligere.10
Hvad han her synes ikke at forstå, er, at der ikke er noget spørgsmål om at ‘lægge en obligatorisk leje på jorden.’ Den findes allerede, på grund af Ricardos lov (Kapitel 11), i form af forskellen imellem den årlige værdi af et givet stykke jord og værdien på et stykke af det mindstNoget af dette er ikke helt i pagt med Henry George, som ikke foreslog nogen ændring i ejendomsretten, endsige en speciel dato for dens afskaffelse. Der er heller ingen grund til at antage, at han forventede, at ‘alle’ indehavere af store godser ville ‘forlade deres jord.’ Faktisk forventede han, som vi har set, at de ville blive for at fungere som skatteopkrævere, selv hvis de ikke i bogstavelig forstand udnyttede jorden selv. De ville, selvfølgelig, være interesserede i at slippe af med jord, som for en tid ikke blev udnyttet produktivt, og som de ikke kunne finde forpagtere til. På trods af disse unøjagtigheder i detaljerne har Tolstoj her fremstillet et fremragende resume af fordelene ved grundskyldsystemet; og hans lidenskabelige anvendelse, i det sidste afsnit, af religionens sprog, gav den nøjagtig den drejning, som behøvedes for at overbevise en gudsfrygtig læser.
I 1899 blev en plan sat i værk, som først havde været skitseret i et dagbogsopslag for den 9. august 1894, og udvidet i et for den 26. maj 1895, hvor han skrev: “Nekhljudov må være tilhænger af Henry George og må bringe dette ind…”,7 at skrive en bog om ‘synden ved at eje jord’. Det var romanen Opstandelse8, normalt diskuteret som en historie om heltens soning af sin ubetænksomme forførelse af en pige, hvilket til slut fører til, at hun bliver dømt til eksil for et mord, som hun ikke har begået. Der er, hvad der ligner en sammensværgelse, for at underspille det faktum, at det lige så meget er historien om, hvordan Nekjljudov gør, hvad Tolstoj selv ville have elsket at gøre, nemlig at indføre Henry George’s princip på sine egne godser ved at lade bøndernes leje gå til deres egen velfærd. I dette tilfælde trak Tolstojs samvittighed ham i to forskellige retninger. På den ene side var han dybt optaget af at gå imod den ubetingede private ejendomsret til jord. På den anden side forhindrede hans loyalitet overfor hans egen familie ham i at tvinge dem til at leve i overensstemmelse med hans egne principper. En anden grund til ikke at yde den sociale kritik i Opstandelse tilstrækkelig opmærksomhed er, at der i den også er angreb på Den ortodokse Kirke, retssystemet, og generelt, på voldsregimer til fordel for en lille del af befolkningen. Det er faktisk en håndbog i Tolstojs filosofi, i fiktions-form.
Det må efter alt dette komme som noget af et chok for en studerende, som ikke kender til Tolstojs tendens til at ændre mening om vigtige emner, at erfare, at han ved en lejlighed senere, i 1900, gav efter for sin mistro overfor den magt, som han mente ville være nødvendig for at indføre fuld grundskyld: produktive jord i anvendelse, hvis økonomiske værdi er nul. Alt, hvad der mangler, er at afgøre, hvorvidt denne værdi tilhører et individ eller den almene offentlighed. Hvad der skal gøres i tilfælde af ‘misvækst eller anden ulykke’, er et problem, som rejses for forpagtere, uanset om beslutningen går den ene eller den anden vej; men en sådan ulykke vil under alle omstændigheder sænke lejen.
Hvad det end var for overvejelser, der fik ham til at vende tilbage, så holdt de ihvertfald op med at plage ham i 1902; for det var i januar dette år, at han endelig gik i gang med det projekt, som han havde omtalt i brevet til Ernest Crosby i 1894, nemlig at skrive til zar Nikolaj II om jordreformen og dens store betydning, hvis de sociale spændinger i tiden skulle løses fredeligt (se appendix 1). For at sikre sig, at zaren modtog det, sendte han det i første omgang til et andet medlem af kongefamilien, storhertug Nikolaj Mikhailovich, som havde taget initiativ til at gøre Tolstojs bekendtskab på Krim året før.
Det skulle vise sig, at hverken zaren eller storhertugen var positivt indstillet til Tolstojs forslag; for i foråret det samme år skrev han endnu et brev til storhertugen (se appendix 2), hvori en langt bedre definition af grundskyldsprincippet end de allerede citerede, blev udlagt:
“Essensen i projektet er sandelig, at jordlejen, dvs. den overskydende værdi af jord sammenlignet med jord af laveste værdi, og afhængigt ikke af en mands arbejde, men af naturen eller jordens omgivelser, bruges til beskatning, dvs. almenhedens behov; dvs. indtægter fra almenheden bruges til almenhedens behov. Den eneste effekt af dette projekt er, at hvis De ejer en vis portion jord i Borzhomi og jeg i Tula provinsen, tager ingen jorden fra mig, og jeg er kun forpligtet til at betale en leje for den, som altid er lavere end dens udbytte.11
Det bedes bemærket, at han nu både har forstået betydningen af Ricardos lov og tabt den illusion, at George’s plan gik ud på en masse-overgivelse af jord til staten.
Af resten af brevet er det tydeligt, at storhertugen havde påpeget, at det ville være nødvendigt med en anden zar og andre ministre til at gøre, som Tolstoj ønskede, og at administrative reformer derfor ville blive prioriteret højest. Tolstoj ville ikke vide af noget sådant og pegede på, at sådanne reformer ikke ville betyde andet end at understøtte et forældet enevælde, som ikke havde højere mål med sin eksistens end at bevare sin egen magt. Han havde ret (Kapitel 5). Forestillingen om Rusland som et privat gods ejet af dets prinser og adelsmænd gik tilbage til den tidligste mytiske tid, og den om zaren som Herrens Salvede gik tilbage til kroningen af Ivan den Grusomme i 1547. Ingen af disse forestillinger havde nogen relevans for det begyndende industrialiserede Rusland i 1800-tallet.
Der er et punkt, som vi er nødt til at gøre os klart, førend vi går videre. Vi ved i kraft af efterrationalisering, at Tolstoj efter politi-razziaen på Jasnaja Poljana i 1862 ikke led nogen faktisk overlast i myndighedernes hænder; men han var selv overbevist om, at han når som helst kunne blive tvunget i fængsel eller henrettet. Under disse omstændigheder krævede hans vedblivende offentlige og indtrængende forsvar for synspunkter, som han vidste var i modstrid med de kortsigtede interesser hos det russiske kejserdømmes herskere, den yderste grad af mod. Skrupler over at tvinge sin familie til at følge samme linje kan have ført til visse uoverensstemmelser imellem hans offentlige holdninger og private handlinger; men han ophørte aldrig med at udtrykke sin tro på anarkismen, den logisk baserede kristendom og georgistisk økonomisk teori – når han først var blevet helt overbevist om deres rigtighed – uanset risikoen for de værste konsekvenser.
Tre år senere, den 21. april 1905, skrev han i sin dagbog: ‘Jeg er begyndt at skrive Defenders of the people. Den er ikke dårlig. Og Henry George’.12 Det sidstnævnte arbejde begyndte som en artikel om Henry George, blev i første omgang sendt til The Times, men blev udvidet til A Great Iniquity. Det er en velformuleret fornægtelse af privat ejendomsret til jord, med hyldest til Henry George, en redegørelse for den modstand han var blevet mødt (og stadig mødes) med og lange citater fra en af hans udgivne taler. 13 Således skriver Tolstoj om de metoder, som George’s fjender brugte:
“Da Henry George forelæste i Oxford, organiserede studenterne fjendtlige demonstrationer, og den romersk-katolske fraktion betragtede ganske enkelt hans lære som syndig, umoralsk, farlig og i modstrid med Kristi lære. Den ortodokse nationaløkonomi rejste sig imod Henry George’s lære på samme vis. Lærde professorer afviste den med al deres autoritet uden at forstå den, simpelthen fordi de ikke tog højde for de fundamentale principper i deres pseudo-videnskab. Socialisterne var også fjendtlige – fordi de mente, at det vigtigste spørgsmål på det tidspunkt ikke var jordspørgsmålet, men den totale afskaffelse af privat ejendomsret. Den mest anvendte strategi imod Henry George var imidlertid den, som altid anvendes imod uimodsigelige og selvindlysende sandheder. Denne, som stadig bruges imod Henry George’s teori, var at ignorere den. Denne metode med at tie ihjel blev praktiseret med en sådan succes, at Labouchere, et medlem af Underhuset, offentligt kunne sige og uden modstand, at han ‘ikke var en profet som Henry George, og ikke ville foreslå at tage jorden fra jordejerne for bagefter at leje den ud igen, men at han kun forlangte indførelsen af en skat på jordværdien’. Det vil sige, at Labouchere først lagde Henry George ord i munden, som han på ingen måde kunne have sagt, for derpå at korrigere denne vrangforestilling ved at fremsætte Henry George’s faktiske forslag.”14
Sådanne falske tilskrivninger og korrektioner, præcist fremvist og afvist af Tolstoj i 1905, skæmmer stadig kommentarer fra Henry George’s kritikere næsten 100 år efter.
Dagbogsopslag fra de følgende år af hans liv viser os Tolstojs fortsatte begejstring for Georgist-sagen. Her nogle fra en samling, udgivet på engelsk:
“2. april 1906. ‘Folk taler om og diskuterer Henry George’s system. Det er ikke systemet, som er værdifuldt (skønt jeg ikke alene ikke kender et bedre, men heller ikke kan forestille mig et), men det, som er værdifuldt, er det faktum, at systemet knæsætter en holdning til jord, som er universel og den samme for alle. Lad dem finde et bedre, hvis de kan.’ 15
6. juni 1906. ‘En korrespondent har været her, og jeg skrev nogle småting ned om Henry George og fortalte ham om Dumaen og undertrykkelsen.’ 16
2. september 1906. ‘Så skrev jeg en smule om Henry George – ikke godt.’17
(Redaktøren af samlingen meddeler os her, at dette opslag henviser til forordet i den russiske oversættelse af Henry George’s ‘Samfundets Livsspørgsmål’).
24. september 1906. ‘Jeg har gjort alt det færdigt, som jeg var startet på, og har skrevet et forord til Henry George.’ 18
19. maj 1909. ‘Den kære Nikolejev kom to gange. Hvilken vidunderlig arbejder han er, efter Henry George’s forståelse af begrebet, og hvilket godt menneske på alle felter.’ 19
2. juni 1909. ‘Et telegram fra Henry George’s søn, så én fra Russian Word med korrektur på Mechnikov-artiklen. Rettede korrekturen og skrev om Henry George og sendte det til Russian Word. Formodentlig vil de ikke trykke det.’20
(Denne artikel, ‘Apropos til et besøg af Henry George’s søn’, blev ikke, fortæller redaktøren os, antaget af Russian Word, men blev trykt i Russian Gazette den 9. juni 1909).
5. juni 1909. ‘Lavede intet idag: rettede en smule i The One Command og artiklen om George. George’s søn kom med en fotograf. En behagelig person.’ 21
20. august 1909. ‘En samtale med Tenisjev om grundskyld. Følte mig fredfyldt og følsom.’22
(Dette afslører en ægte kristen indstilling; for, fortæller udgiveren os, Tenisjev nægtede at rejse sagen om grundskyld i Dumaen).
28. august 1909. ‘Jeg inviterede Maklakov ind og talte med ham om at rejse spørgsmålet i Dumaen. Han sagde, at han ikke kendte noget til Henry George, og at det spørgsmål ikke alene ikke ville komme igennem, men at det ikke engang ville fremkalde en diskussion. Han er meget klog på en praktisk måde, men fuldstændig døv for alle spørgsmål, som for alvor er vigtige for folket – virkelig mange, mange mennesker.’ 23
23. oktober 1909. ‘Gik en tur. Svag. En smerte i ryggen. Vendte tilbage, følte mig først ikke helt i form, men skrev så min drøm om Henry George ned. Ikke helt igennem god, men heller ikke helt igennem dårlig.’24
(Dette stykke, oplyser udgiveren os om, udgør den sidste del af trilogien ‘Tre dage på landet’).
7. november 1909. ‘I går morges modtog jeg et vidunderligt brev fra Polilov om Henry George og svarede ham, og noget andet var også rart – Tolstojs pædagogik på bulgarsk.’ 25
(Udgiverens undersøgelser har afsløret at: ‘P. Polilov var et pseudonym anvendt af Tolstojs datter Tatjana, som havde skrevet et populært bidrag om Henry George’s lære, og ønskede at få sin faders upartiske mening om den. Tolstoj blev begejstret og skrev et entusiastisk svar. Tatjana kom til Jasnaja Poljana få dage senere og afslørede ‘Polilovs’ identitet’).
Henry George var død i New York den 28. oktober 1897 under en valgkampagne til støtte for hans kandidatur som borgmester; men Tolstoj havde uanfægtet fortsat det gode arbejde. Han fortsatte med at lægge pres på politikere, skrev selv til premierminister Stolypin i januar 1908. Han brugte sin Posrednik (‘Fortolkeren’) serie af lavpris hæfter til at udgive den store amerikaners medrivende taler; og holdt sig i kontakt med grundskyldstilhængere i andre af verdens lande. F.eks. skrev han i september 1908 et brev til de australske georgister, som havde sendt ham en fødselsdagshilsen. Denne indeholdt bl.a. følgende:
“… Dette problem, dvs. afskaffelsen af ejerskab over jord, kræver i vor tid overalt en løsning lige så påtrængende, som for et halvt århundrede siden problemet med slaveri krævede en løsning i Rusland og Amerika.
Dette problem kræver så påtrængende en løsning, fordi den formodede ret til at eje jord nu er en del af grundlaget for ikke blot den økonomiske krise, men også den politiske uro, og fremfor alt for folkets depravation [sic].
De velhavende herskende klasser, som forudser det tab af fordelene ved deres position, som uvægerligt vil blive følgen af løsningen på problemet, stræber efter ved hjælp af forskellige falske fortolkninger, retfærdiggørelser og lappeløsninger af al magt at udsætte løsningen så længe som muligt.”26
Og til de engelske georgister den følgende marts:
“Ligesom det i loven om ikke-modstand overfor voldens ondskab, dvs. forbudet imod at dræbe under nogen omstændigheder overhovedet, er blevet afdækket, hvorledes uretfærdighed og overgreb retfærdiggøres under henvisning til forsvar og det fælles bedste, således har også Henry George’s lære om den lige ret til jord afdækket, hvorledes uretfærdighed og overgreb retfærdiggør røveri og tyveri under henvisning til enten nogle menneskers særlige ret til jorden, eller fratagelsen af retten til jord for dem, som arbejder, med frugten af deres arbejde for at anvende den til dækning af sociale behov.”27
Det var blot et år senere, i oktober 1910 (Kapitel 1), at han brugte tiden under sin sidste jernbanerejse til at tale med medpassagererne om de sager, der lå ham allermest på sinde, og især om Henry George og grundskyld som eneste skat.
Folk fylkedes ved hans begravelse den 9. november; og en bondekvinde blev hørt sige til sin søn:
Husk ham – han levede for os.
Noter:
Note 5: Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). (Bog 8, kapitel 2 – p. 222).
Note 6: Leo Tolstoy. ‘Letters on Henry George.’ i Recollections and essays. Oxford University Press, 1937. (Tolstoy Centenary Edition). (p. 189).
Note 7: Leo Tolstoy. Tolstoy’s Diaries; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1985. (p. 409).
Note 8: Leo Tolstoj. Opstandelse.
Note 9: Leo Tolstoy: The slavery of our times (1900). The Porcupine Press, 1958. (p. 40).
Note 10: ibid. (p. vii).
Note 11: Leo Tolstoy. Tolstoy’s letters; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1978. (p. 615).
Note 12: Leo Tolstoj. Tolstoy’s Diaries; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1985. (p. 537).
Note 13: Henry George. Fattigdom er en forbrydelse. (I Fattigdom er en forbrydelse – og andre essays. Henry George Forlaget 1994.)
Note 14: Leo Tolstoy. ‘A great iniquity’, i Leo Tolstoy. Recollections and essays. Oxford University Press, 1937. (Tolstoy Centenary Edition). (pp.285-6).
Note 15: Leo Tolstoy. Tolstoy’s diaries; ed. R. F. Christian. London University, The Athlone Press, 1985. (p. 552).
Note 16: ibid. (p. 553).
Note 17: Note 15 ibid. (p. 553).
Note 18: ibid. (p. 553).
Note 19: ibid. (p. 614).
Note 20: ibid. (p. 617).
Note 21: ibid. (p. 617).
Note 22: ibid. (p. 627).
Note 23: ibid. (p. 629).
Note 24: ibid. (p. 537).
Note 25: ibid. (p. 639).
Note 26: Leo Tolstoy. Tolstoy on land and slavery. Land Values Publication Department (376-7, The Strand, London), udateret (p. 68).
Note 27: ibid. (p 70-1)