Thomas Paine: 29. jan. 1737 – 8. juni 1809
af Jacob Holmblad

Hans fødested er Thetford i Norfolkshire, hvor faderen tjente brødet til sig og sine ved at forfærdige korsetter. Med dette arbejde hjalp sønnen ham, alt mens han søgte at erhverve sig nyttige kundskaber.

Vel nærmest på grund af disse opnåede han tidlig at blive embedsmand i toldetaten, men da han ligeså tidlig havde stiftet familie, slog indtægterne ikke til, og den forøgelse, han troede at kunne bringe til veje ved anlægget af en tobaksfabrik, blev ikke blot til et tab, men til et så betydeligt tab, at han måtte opgive sit bo. Da han omtrent samtidig blev afskediget fra sit embede, drog han mismodig, fattig og forladt til Amerika, hvor han fandt beskæftigelse hos en boghandler i Philadelphia. Her bestilte han imidlertid andet end at læse titlerne på ryggen af bøgerne, for allerede 2 år efter – 1776 – udgav han en bog, der gjorde uhyre opsigt ved sit forsvar for koloniernes interesser, – en bog, der havde stor indflydelse på den nordamerikanske revolutions hele udvikling, – en bog, der gjorde datidens største mænd: Washington og Franklin til Paines trofaste venner og varme forsvarere. Bogens navn, som det hyppigst høres i daglig tale, er Common Sense; den efterfulgtes af tidsskriftet: The Crisis, der tæller 6 årgange. Denne virksomhed havde også omsider forskaffet Paine sekretariatet i kongressens udenlandske departement, dog hverken til held for ham eller kongressen. Misfornøjet herover og i følelsen af at være bleven gjort uret, opgav han denne stilling, tog til Frankrig og derfra til England, hvor han atter forbavsede verden ved et skrift: The Rights of Man, der findes oversat så godt som i alle europæiske sprog, og som i England oplevede i forholdsvis kort tid 6 usædvanlig store oplag. Det var egentlig et modskrift mod Burkes Reflexions on the revolution in France, også et berømt og meget læst værk; eller man kan sige, det var den amerikanske friheds-og fremskridts­mands (Paines) forsvar mod den selviske, engelske statsmand, der intet højere og bedre kunne tænke sig end sit eget lands forfatning og dens aristokratiske grundvold. Sandheden er ilde hørt, og dens åbenbare bekendere fårsom oftest en ilde medfart; således har det været så længe verden har stået, og således var det altså også den gang. Hvem kan da undre sig over, at de forsigtige og alt andet end frejdige englændere, satte deres egen kære majestæt over sandhedens, og så en højforræder i den mand, der åbent turde bekende: for mig er mennesket kun menneske, han være konge eller tigger? For at undgå følgerne af en slig majestætsforbrydelse – en påbegyndt proces gik ud på intet mindre – forlod Paine for anden gang sit fødeland og tog til Frankrig, skuepladsen for en revolution for hvis rædsler vi gruer, men hvis følger vi dog nu velsigner og glæder os over. Og som det går os nu, gik det Paine dengang. Han var ingen ven af revolutionens vilde mænd. Robespierre havde ikke mere tilovers for Paine end at han gerne havde ladet hans hoved falde med de 13-1400 andre, han lod kappe af; Marat morede sig påPaines bekostning og kaldte ham spotvis en kvæker; Danton følte sig næppe tiltalt af den mand, der gav ateismen et dødsstød som det, Paine bibragte den i sin veltalende og overbevisende bog: The age of Reason, som vi herved i oversættelse forelægger den danske læseverden.

Af revolutionens princip, af dens grundtanke, var Paine derimod en ven, og derfor blev han også modtaget med glæde i Frankrig, ja, blev endogså medlem af nationalkonventet som deputeret for departementet Pas de Calais. Under navn af Achille Duchatelet udgav han nu et flyveskrift, i hvilket betragtninger over kongens flugt og den ny statsforfatning var hovedemnet. Da han, som sagt, ingenlunde var voldsomhedernes mand – han ville således ikke stemme for kongens henrettelse – havde man egentlig ikke den dengang ønskede nytte af ham i konventet, af hvilketman da også fik ham udvist som udlænding, ja, mistænksomheden gik endog så vidt, at han i 14 samfulde måneder blev holdt i et just ikke meget mildt fangenskab. I dette var det, han skrev sin ovenfor omtalte, i alle henseender lige udmærkede bog: Fornuftens tidsalder, som vi har tilladt os at kalde den i vor oversættelse. På den nordamerikanske regerings forestillinger om, at Paine ikke burde rammes af nationalitets­føleriets ensidige, snæverhjertede dom, men tværtimod måtte betragtes som en verdensborger, ethvert land kunne være stolt af at turde regne til sine egne, og som i hvert fald selv ingen skyld havde i den forbrydelse ikke at være født i Frankrig, fik han sin frihed igen i december 1794 og omtrent samtidig dermed sin gamle plads i konventet. Dette opløstes jo imidlertid året efter og fra nu af levede Paine som privatmand ivrig beskæftiget med statistiske og finansielle undersøgelser, der ikke tiltrak sig mindre opmærksomhed end hans øvrige værker. Unionens præsident, den retslærde Jefferson, søgte imidlertid at formå Paine til at vende tilbage til Amerika og hans bestræbelser lykkedes omsider.

I syv år levede Paine nu her i fred og ro, genstand for almindelig højagtelse, kærlighed og hengivenhed, glad herover og glad over at kunne med tilfredshed i sindet se tilbage på et langt liv, tilbragt i kamp for sandhed og frihed.

Af Thomas Paine på dansk

I paperback udgave:

• Sund fornuft. Henry George Forlaget, 2000 
• Ligeretten til jorden. Henry George Forlaget 1999
• Krise I-IV. Forlaget Fritanken 2007
  
• Krise V-XIII, Forlaget Fritanken 2009
• Menneskets rettigheder. Forlaget Fritanken 2012

Som ePub:

• Sund fornuft. Forlaget Fritanken 
• Ligeretten til jorden. Forlaget Fritanken
• Krise I-XIII. Forlaget Fritanken 2012
  
• Menneskets rettigheder. Forlaget Fritanken 2012
• Udvalgte Essays, Forlaget Fritanken 2012

Se også Paine biografi af Robert G. Ingersoll i Sund fornuft