SIGNE BJØRNER
af Peder C. Pedersen 
fra Tidsskriftet Grundskyld Årgang 35, Nr. 2 – 1958

Fru Signe Bjørner døde den l. februar i år, knap en måned før hun ville være fyldt 81 år. (10. marts). – Dermed er den sidste af de store gamle georgister gået bort. Hun var blandt dem, som vi, der var unge, da vi kom med i Henry George bevægelsen, kaldte de gamle georgister, fordi de allerede da havde gjort et arbejde, der havde gjort dem kendt i de kredse, hvor der var interesse for samfundsspørgsmål. 

Fru Signe Bjørner har gjort et stort manuelt arbejde for vor sag. Det første jeg husker herom var et oplysningsbureau kaldet »Hovedkontoret for grundværdibeskatning«, der havde hjemsted i Bjørners hjem i Fredericiagade. – I det meste af Henry George Foreningens historie er dette arbejde udført af familien Bjørner. Kun i enkelte perioder er det udført af andre. 

Femogtyve stævner er planlagt og ledet af ægteparret Bjørner. – I mange år blev de ikke holdt sammen med Henry George Foreningens årsmøder, fordi stævnerne var en af foreningen uafhængig institution. Hvilken herlig oplevelse var det ikke for en ung mand at komme til et sådant stævne første gang, måske i den tro, at man vidste en del om Henry Georges samfundssyn og så opdage, hvor mange nye revolutionerende tanker der kom frem, og hvor rygende uenige talsmændene for den samme sag kunne være, og ikke mindst at ville man komme til klarhed over, hvad der var det rigtige, så var der ingen anden udvej end at tænke selv. 

Fru Signe Bjørners mest betydningsfulde indsats er dog nok den, hun har øvet som taler og skribent. Hun har holdt mange foredrag overalt i landet, og hun forstod at fængsle tilhørerne. Personlig kender jeg mest til hendes virksomhed som skribent, særlig det hun skrev i Henry George bevægelsens blade. Fra hendes deltagelse i diskussionerne er der særlig en ting, jeg husker fra en diskussion om grundskyldens indflydelse på grundrentens størrelse. Hun påviste, at man ikke fra den kendsgerning, at grundrenten steg lokalt, når der blev givet en egn særlige fordele kunne drage den slutning, at grundrenten også ville stige, når sådanne goder blev almindelig udbredt.  

Signe Bjørner var i sin tid med i det lille samlag, der kaldtes: »Det universelle Samstyre-Samfund«, og hvis opgave det kort kan siges at være: for medlemmerne gennem fælles udveksling af tanker at finde sandheden. 

Det fik aldrig ret stor udbredelse, men dets betydning er sikkert meget større end de aktive medlemmers tal lader ane. 

Fra disse folk kom tankerne om fri valgret – Johan Pedersens opdagelse – ud i videre kredse. Henry George Foreningens, Retsdemokratisk Forbunds, Retsforbundets og muligt flere sammenslutningers love er prægede af disse ideer om sandt folkestyre. Men også en senere betydningsfuld bladdannelse var bygget op på de principper, der var lagt til grund for det første lille blad: »Samstyre«.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at fru Signe Bjørners indflydelse har haft stor betydning for, at »Det frie Blad«, som hun i mange år redigerede, blev bygget op som den frie tankes talerstol. Forskellige blade, udgivet af forskellige grupper, som alle havde frihed og menneskeret til mål, blev  slået sammen til et: »Det frie Blad«. 

Bladet fik vel størst betydning som organ for diskussioner om politiske og økonomiske mål samt veje og midler til at opnå disse mål. Diskussionerne hjalp til at klare mange spørgsmål, og endnu mange år efter kan man ved læsningen blive optaget af den tids diskussioner. Det frie Blad, der begyndte at udkomme 1921, fik også en læsekreds uden for de kredse, der oprindelig stod sammen om det. – Jeg har også hørt det blive kaldt fru Bjørners blad. 

Da Retsforbundet blev politisk parti, blev der, dels af hensyn til lokalinteresser, dels fordi mange ønskede et blad, der undgik diskussionerne og var mere agitatorisk og partibestemt, igen oprettet andre blade. I 1924 påbegyndte Henry George Foreningen udgivelsen af sit eget blad: »Grundskyld«, som fru Signe Bjørner også redigerede i 4 år (1941-45). 

Også i hjemmet søgte ægteparret Bjørner at samle venner og meningsfæller til diskussioner om forskellige emner, dels for at skabe klarhed herom og dels for at opmuntre til nyt arbejde.

I hele sit virksomme liv har fru Signe Bjørner arbejdet for en retsorden, som hun ikke tvivlede om ville skabe både frihed og tryghed for alle, også for de besiddelsesløse. Ingen kan vide, hvor stor betydning dette arbejde har haft, eller hvor stor betydning det vil få i fremtiden. Men hun var en tro og virksom tjener og vi vil ære hendes og alle de gamle georgisters minde ved at fortsætte arbejdet for de idealer, som hun trofast tjente.

–––––––

og følgende søde historie fra Grundskyld, nr. 3, 1958
af Niels Balle

ET MØDE

En søndag eftermiddag sidst i halvfemserne havde pastor Brücker samlet sin menighed i Kolding højskolehjems sal. Blandt tilhørerne var både gamle og unge, alle diskret klædte og af et landligt præg. I den lidt triste ensformighed dukkede nævnte dag et nyt ansigt op. Det var et ungt pigeansigt med et strålende smil og med viltre gule lokker. Påklædningen, der næppe var fornem, faldt mærkelig fremmedartet ud. Alles øjne rettedes mod hende, hun var ganske tydelig en fremmed fugl. Pigen hed Signe Lyngholm og var en niece af Højskolebladets redaktør.

Min søster, der var student gjorde snart hendes bekendtskab, og endnu samme aften var hun gæst i mit hjem.

Hun var lige ankommet fra Amerika og talte med accent livligt og fornøjeligt, mens jeg, der var på hendes alder, og kun var smededreng, blev mut og tavs og stak af – håbløst forelsket! Men der var større løver i Kolding på den tid og alle faldt de for frøken Lyngholms charme – dog uden held. Snart forsvandt hun fra byen og blev gift – dog ikke med en sheik, men med en håndværker, altså en mesalliance efter manges mening. –

Mon? – Gennem et langt liv har den strålende unge pige sammen med sin mand grosserer J. L. Bjørner kæmpet i ideens tjeneste for frihed og ret!