Aage Christiansen
Rids af Severin Christensens filosofiske tanker
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 1.marts 1967

Severin Christensens Biografi (Fra Biografisk Leksikon)
1867-1933, filosof. f. 19. marts 1867 i Rønne, d. 19. januar 1933 i København, begr. i Gentofte. Forældre: købmand Hans Christian Julius C. (1830–94) og Laura Christine Margrethe Sørensen (1829-1901). Gift 5. september 1896 på Frederiksberg med Elna Emilie Henriques, f. 27. maj 1866 sst., d. af sekretær, senere hospitalsinspektør og justitsråd Vilhelm Moritz H. (1828-89) og Marie Christine Rasmussen (1826-1913).
C blev student 1885 fra Rønne og cand. med. 1892. Efter at have gjort tjeneste som kandidat foretog han en studierejse til udlandet og begyndte 1896 at praktisere i Kbh., hvor han 1905-10 var assistent ved poliklinikkens afdeling for børnesygdomme og fra 1913 til året før sin død kommunelæge. 1918-23 var han medlem af værgerådet. -C. forfattede en række skrifter foruden talrige artikler, hvori han kraftigt, ofte stærkt polemisk, talte individualismens sag over for en samtid, der efter hans mening overså nødvendigheden og værdien af personlighedslivets udvikling og i alt for høj grad tolererede statens indblanding i spørgsmål, der måtte betragtes som ganske private. I sine rets- og moralfilosofiske arbejder (“Naturlig ret på grundlag af ækvivalent kompensation” (1907), “Ret og uret” (1909, s. å. på svensk), “Retsstaten. En fremstilling af det offentlige livs etik” (1911, 2. udg. 1922), der sammen med “Naturlig ret” udkom i en svensk bearbejdelse: “Social etik” (1913), “Professor Torp som retsfilosof” (1911), “Retsmoral i privatliv og statsstyre”, udg. i fællesskab med Axel Dam og C. Lambek (1916, s. a. på svensk), “Fra magtstat til retsstat” (1924) søgte C. at vise, at man med udgangspunktet i den tendens til kompensation (“lige for lige”), der som en “social naturlov” har dannet grundlaget for alle tiders og steders samfundsliv, vil kunne formulere et moralprincip, der indeholder minimumsbetingelserne for et roligt og trygt samfundsliv og frembyder de bedste ydre muligheder for personlighedslivets udvikling. Ud fra dette princip er de handlinger moralske, der er bestemt ved hensynet til, at ydelse og modydelse (vederlag) afvejes således, at de er ækvivalente med hinanden, og som resulterer i, at “enhver får og beholder sit, dvs. det ved ækvivalent ydelse erhvervede eje”. Ved dannelsen af Danmarks Retsforbund, der i væsentlig grad er præget af C. og hans tanker i forbindelse med georgeistiske synspunkter, tilsigtes virkeliggørelsen af “retsstaten”. Da C.S moralprincip for ham havde almengyldighedens karakter, mente han, at der med det var åbnet vej for en videnskabelig etik (“Etikens logiske begrundelse” (1912), “Om muligheden af en objektiv eller videnskabelig etik” (1929. – Ud fra sin opfattelse af filosofien som “Læren om livsværdier” fremstillede C. i en række afhandlinger (bl. a. “Livsfilosofiske omrids” (1914), “Hvad filosofi er” (Vor Tid, I, 1915), “Indad. Det sjælelige værdigrundlag” (1918), “Ett kungarike for en livsåskådning. Till belysning av det kategoriska imperativet” (1926, på dansk 1933)) en livsfilosofi, der i første række tager sigte på det karakterdannende (til dels i tilslutning til L. Feilberg, men med bestemt afstandtagen fra dennes metode og naturvidenskabelige analogier), men i øvrigt indeholder en teistisk farvet livsanskuelse, hvor “den intuitive vejning” af livsværdierne spiller hovedrollen. – Til C.S forfatterskab hører også, foruden nogle lægevidenskabelige artikler, en novelle og en række oversættelser bl. a. af Nietzsche, G. Th. FechneI, John Ruskin, O. M. Donaldsen.
H. Munch·Petersen i Ugeskr. for Retsvæsen, 1908, B., S. 179-82. Carl Torp sst., 1911, B., s. 193-203. ). C. Kali: Filosofi og religion, 1915, s. 87, 121-55. Jørgen Fr. Jørgensen i Vor Tid, II, 1918, s. 676-95. Viggo Cavling og Jørg. Fr. Jørgensen i Politiken 10., 15. og 16. oktober 1918. Anathon Aall: Filosofien i Norden, 1919, s. 188 f. Svend Ranulf: Moralen og samfundet, 1927, s. 18-23. C. Lambek i Højskolebladet 3. febr. 1933. Axel Dam i Berl. Tid. 11. febr. 1933. Alf Ross: Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis, 1933, s. 387-90.
V. Rasmussen.

Hosstående artikel er uddrag fra Biografisk Leksikon og giver et koncentreret billede af mennesket Severin Christensen som forfatter af retsmoralske og filosofiske arbejder.
Den 19. marts 1967 var 100 års dagen for Severin Christensens fødsel. Der kan i denne højtidelige anledning være grund til en omtale af hans tankeverden, således som den foreligger i hans mange skrifter og artikler.
S.C’s forfatterskab gav sig udtryk i bøger og skrifter på to betydningsfulde områder, som særligt kan karakteriseres tilhørende etikken. Det ene område var den videnskabelige del af etikken, socialetikken, eller som han helst selv benævnte den: Retsrnoralen. Det andet område var den personlige etiks, livsfilosofiens eller kulturfilosofiens område.

Livsfilosofien

Hele sit liv var S.C stærkt optaget af det personlige livs problemer. I sine livsfilosofiske bøger og artikler klarlægger han resultaterne af sin tænkning og læsning af andre filosoffers arbejder og kritik eller anerkendelse af disses tanker. Han peger på de filosoffer, hvor vejledning kan hentes. Filosoffer som Nietzsche, S. Kirkegaard, Fejlberg, Schweitzer, Bergson, Fechner og flere fremhæves, diskuteres og kritiseres.

Den opmærksomme læser får indtryk af, at S. C har foretaget meget grundige og indgående studier af andres filosofiske arbejder, før han selv begyndte sit vejledende arbejde for andre på det personlighedsdannende område i menneskenes tilværelse med dens utallige muligheder for valg.

Hvad er filosofi, spørger vi, og S. C svarer: Filosofi er ikke en syntese af alle andre videnskaber, ikke ensbetydende med erkendelsesteori, logik, psykologi eller andet specialstudium. Filosofi er en lære om livet og begynder der, hvor man går over fra at spørge om, hvad der er til, til hvad skal vi foretrække. Filosoffen må være psykolog og kunne belære om årsagsforholdene på det sjælelige område. Filosof er den, der lærer menneskene at vælge og vrage. Filosoffen er nok videnskabsmand, men ikke blot videnskabsmand. Han må kende sjælelivets flora, dets vækstlove og vækstbetingelser så nøje, at han som en god gartner er i stand til at opelske en frodig, afvekslende og harmonisk vækst af personlighedslivet.

S.C. ville lære menneskene at koncentrere viljeslivet mod vitalitetens stigning, men en vitalitet med kvalitativt præg, angivet af en brugbar målestok for livsværdier. Man må ikke lade sig vildlede af en problematisk livsfilosofisk målestok som lyst eller nydelse. Det er en kendsgerning, at en tilstand, en mening, et princip, en forestilling kan føles umiddelbart berigende, opbyggende, løftende, horisontudvidende, kort sagt som et plus til livsmodet, vitaliteten. Og S.C gør særligt opmærksom på den positive lystfølelse, der gives ved skabende virksomhed og nyttig målbevidst aktivitet.

Vi – menneskene – skal lære livets vitale drifts særlige karakter at kende, liv er forøgelse af liv, ekspansion og vækst. Vi ejer en grundlæggende trang til forøget vitalitet, og vi har målestokken givet som en umiddelbar – intuitiv – følelse, en umiddelbar vækst­glæde og sans for, hvad der fremmer eller hæmmer denne vitalitet. Livets op- eller nedgang føles ganske umiddelbart hos det sunde individ, og denne kvalitativt udprægede forskelsfølelse er grundlæggende for vor værdisans.

Værdisansen er ikke kun rettet mod ydre objekter. Værdisansen, for så vidt som den rettes indad, går da ud på at prøve de enkelte bestanddele af mit sjælelige eje, for så vidt livet byder mig dem enkeltvis til valg, i forhold til den sjælelige baggrund, den centrale livstendens, hvis nærmere karakter vi ovenfor søgte at bestemme. Heri består den intuitive vejning som ingen uden jeg selv er i stand til at foretage, og som jeg endda kun er i stand til at foretage under særlige omstændigheder i de heldigste øjeblikke af mit liv. (Livsfilosofiske Omrids).

Filosofi er ikke videnskab eller en syntese af de positive videnskaber, altså ikke beskrivelse eller udforskning af relationer. Filosofi er at hensætte sig i selve objektet, “spekulere” over det og trænge ind i dets væsen for at erkende dets absolutte værdi.

Men den, der er kommet ind på at filosofere på denne måde, vil konsekvent gå et skridt videre, selv om det snarere kunne se ud som et spring end et skridt.

Han ville sige til sig selv: Jeg har nu samvittighedsfuldt prøvet alle tings værdi for mig, jeg har søgt at vinde klarhed over mit væsen, og jeg har søgt at rense ud alt, hvad der vil forringe mig, og derimod søgt at knytte til mig selv alt, hvad der vil hæve mig som personlighed. Men jeg selv, har jeg ikke værdi for nogen eller noget? Jeg har hidtil betragtet mig som tilværelsens centrum, men jeg ved dog, at jeg kun udgør en såre ringe del deraf. Hvad værdi har jeg, mit hele liv, min virksomhed og stræben for andre mennesker eller for livshelheden ?

Dette er kernen i det religiøse problem. Det religiøse problem er ikke, som man har sagt, identisk med det psykologiske eller det livsfilosofiske. Disse drejer sig om livshelhedens værdi for mig, men det religiøse er det stik modsatte: spørgsmålet om min værdi for livshelheden. For den religiøse livsanskuelse er centrum i tilværelsen forlagt udenfor mig selv. For det religiøse menneske er den absolutte værdibestemmelse forlagt fra individets intuitive opfattelse af sit eget væsenskrav til verden udenfor. I stedet for at alle ting skal tjene ham, ønsker han at tjene helheden, således som han opfatter den.

Det religiøse problem er altså værdiproblemet tankemæssigt ført til bunds – spørgsmålet om en absolut værdi, idet man ikke længere opfatter sig selv som alle tings form, men anlægger det synspunkt, at den vurderende ener, man udgør, selv må bedømmes i forhold til en større livshelhed.

I sin bog Et kongerige for en livsanskuelse siger S.C.:

Det ubetingede Skal, den absolutte værdi, opleves kun, hvor individet har anskuet sit aktive forhold til den store omgivende natur og dannet sig en opfattelse af dette forhold. Et skal findes kun ved beskuelse af det, der lever frem i mig – i forhold til det, der gror udenom mig. Se og oplev denne enhed, og tænk tanken ud! Så bliver opgaven og målestokken dig klar! Det gælder om at indstille sig til at anskue, hvad der foregår af vækst og nyskabelse enten i os selv eller udenom, og den skabende evne og trang, vi opdager som kvintessensen af disse oplevelser og oplever som livets positive element, opstiller vi da som livsprincip, et levende idealbillede, og ikke – som Kant ville det – et begreb eller en ide.

Videre i samme bog siger S.C.:

“Den sondring, vi frem for alt må klargøre os, er mellem den livsudfoldelse, der sker ved hjælp af indre kræfter, i form af vækst, produktiv skaben og yden – og den, der sker på andet livs bekostning, for ikke at tale om det “liv”, der for et indtrængende blik demaskerer sig som ødelæggelse, fortrængning, snylteri og voldelig undertrykkelse. – Sæt aldrig en ting, en sag eller en abstraktion selvom den har de mest klingende navne (fædreland, ret, vorherre) over en livsmulighed i individuel skikkelse. Ti det rummer fare for fortrængning på bekostning af vækst.
Agtelsen for de menneskelige individers selvbestemmelsesret må være uindskrænket, ti den er ensbetydende med agtelse for de berigelsesmuligheder af nyskabende karakter, der findes i verden. –Det menneskelige individuelt prægede liv er overalt helligt og ukrænkeligt for os, det rummer i alle sine fremtoninger muligheder, som vi ikke er i stand til at lodde. Det er mulighederne, vi elsker.
Fra dette standpunkt set og kun fra dette vil den objektive morals – Retsmoralens – fordringer være uafviselige.”

Det er klart, at det ikke er muligt i en kort artikel at give en oversigt over S.C.s livsfilosofi, der klart viser hans tankeverden på dette område, det må anbefales selv at læse bøgerne. I en tid, hvor der er stor interesse for personlighedslivet og eksistentialisme bør man lytte til denne kloge røst.

Retsmoralen

Det var Severin Christensen meget om at gøre – og han gør det gentagne gange i sine både retsfilosofiske og livsfilosofiske bøger – at slå fast forskellen mellem personlig (kategorisk) værdilære og en objektiv og videnskabelig etik.

Hans ledende tanke var, at personligheden, individet, ikke er altings mål, personlighed er ikke det største i verden, men det første. Det største i verden er at sætte sin personlighed ind som ansvarsbevidst tjener overfor det universelle liv. Men det første må da være at have en personlighed at sætte ind.

Personlighedens udvikling hos os selv og andre er vor opgave midt i en verden, der beherskes af materiens og kræfternes love. Men denne opgave kan ikke løses uden i en atmosfære at frihed, og denne er det retsmoralens opgave at berede ved hjælp af sit redskab: Retsstaten.

S.C. kaldte den objektive og almengyldige del af moralen for retsmoralen. Retsmoral er ensbetydende med begrebet moralsk ret i modsætning til juridisk ret.

I sin bog Naturlig Ret begrunder S.C. ret (rets­moral), og i sin bog Retsstaten beskriver han retsmoralens anvendelse på det offentlige livs problemer.

Filosoffers interesse for rettens begrundelse er ikke af nyere dato. Så langt historiens vidnesbyrd rækker, har man kunnet konstatere, at der har været to hovedretninger i opfattelsen af det retfærdiges væsen. Den ene hævdede, at ret havde sin oprindelse i lovgivningen og dennes straffe, og den anden at retten havde sin oprindelse i mere permanente forhold uafhængige af autoriteter og andre efemere faktorer.

Græsk (Aristoteles – Sokrates) og romersk (Cicero) filosofi var allerede kommet langt i retning mod en nøjagtig bestemmelse af det retfærdiges væsen, nemlig som det princip, der yder lige erstatning for lige ydelse, og enhver efter sin fortjeneste. Ret er altså et begreb, der hviler på kvalitative og kvantitative vurderinger. (Naturlig Ret).

Og så siger S.C. videre disse vigtige sætninger:

“Denne trang til kvalitativ og kvantitativ kompensation har i virkeligheden dybe rødder i den animalske natur, ja viser langt tilbage til den ubevidste organiske verden. Går man til bunds i, hvad der ligger i begreber som erstatning, reparation eller regeneration i den organiske verden, vil man måske der få et vink til forståelse af det længe uforklarede faktum, at forestillingen om det lige (lige for lige) har tiltvunget sig en så fremragende og universel plads i de menneskelige samfundsforhold.”

Organismer har altså en uvilje mod at lide tab, og en tendens til at dække dem, der er lidt som kan forfølges helt ned i det ubevidste dyre- og planteliv. Denne lov er en universel lov for alt liv. Den modificeres, efterhånden som vi rykker op i højere livsformer, men der er ingen tvivl om, at vi i den fremdragne ubevidste tendens har spiren til de ejendommelige vilkår for bevidste organismers samvirken som vi her beskæftiger os med. S. C. fremdrager i Naturlig Ret eksempler på det organiske livs evne til at udligne tab, og forklarer, at det først er ved hjælp af hjernen, at de højere dyr bliver i stand til at tilfredsstille erstatningstrangen og hævde deres intakthed overfor omgivelserne i nævneværdig grad. Og det nævnes, at raseri og vrede kan være organismen nyttige våben mod overlast, og at hævnen er trang til kompensation mod lidte tab, hvor kompensationen særligt har som mål at lamme tabsvolderen. Denne med magt fremtvungne kompensation er dog kun den ene af retsprincippets rødder, den anden og vigtigste er den på aftaler eller stiltiende overenskomster hvilende fredelige kompensation, som går ud på at udligne modtagne fordele.

S.C.s undersøgelsesresultat af den ekskursion, han i begyndelsen af Naturlig Ret foretager i den græsk­romerske begrebsverden og i det organiske og sociale liv, er det, at det princip, de græske filosoffer betegnede ved “lige for lige”, besidder en af tidsforholdene upåvirket levedygtighed. Som grundlaget i retsprincippet fandt han hensynet til ækvivalensen, og han definerede det retfærdige som det princip at afveje ydelse og gengæld, således at hensynet til ækvivalensen iagttages. Det er dette princip, som blev det grundlæggende i Romerstatens jus naturale såvel som i primitive folks samlivsregler.

S.C. mener ikke, det moralske begreb pligt er præcist, og foreslår det erstattet med ordet skyld, og han undersøger så skyldfølelsen, som den opstår, når fordele modtages, eller skade udøves, og siger, at det ejendommelige ved skyldfølelsen er den empirisk vundne respekt for skyldforholdets funktion, for kompensationsretten, kompensationsprincippet, og dette hviler direkte på, hvad der empirisk er fastslået som den fuldkomne sociale samvirken, og i interessen for at underkaste sig de fundamentale vilkår derfor. S. C. foretager en grundig undersøgelse af kontrakter og løfters forhold til skyld og ansvar og påviser deres betydning for det fredelige sociale samliv.

Det var S.C. meget om at gøre at få Retsmoralen anerkendt som en videnskabelig morallære, og han behandlede dette spørgsmål i flere af sine skrifter. Vi skal kortfattet pege på de vigtigste af hans argumenter og henvise til den meget mere udførlige, han selv har skrevet.

Det er ikke videnskab at vurdere rangfølgen af menneskelige formål inden for den personlige livsførelse. Men findes der formål, som er almenmenneskelige, så er sådanne formål (grundværdier) og midlerne, som fører til disse formål, videnskabelig interesseområde. Sådanne områder er økonomien og sundheden, og det er også retsmoralen, der som grundværdi har det fredelige tillidsfulde samliv mellem autonome mennesker. Det er en hypotetisk videnskab, der skal behandle og interessere sig for midlerne til at nå et formål, men det har den etiske videnskab fælles med en række andre videnskaber.

S.C. analyserer begrebet samvittighed og påviser, at filosoffer og forfattere i tidens løb har gjort begrebet så omfattende, mangetydigt og modstridende brugt, at det er uegnet som et koncist moralsk begreb. Han foreslår i stedet “skyldfølelse”, som mere nøjagtigt viser hen til en handling, som skal udføres, for at kompensere noget lovet eller en påført skade, idet forudsætningen for skyldfølelsen er, at man har sanktioneret det skyldprincip, som igen er forudsætningen for et tillidsfuldt samliv.

Men at begrunde skyld kræver, at man har rede på ejendomsbegrundelsen. Og hvad skaber ejendomsret. Og svaret ligger i loven om ækvivalent udveksling, i begrebet “lige for lige”. Man har ejendomsret til det, man ved udførsel af fysisk og psykisk arbejde, nedlagt i arbejdsresultatet, har skabt. Dette arbejdsresultat har producenten alene herredømmet over, indtil han overdrager det til andre ved salg, bytte eller gave. Arbejdsprocessen og dens resultat er selve det grundlæggende etiske forhold. Ingen må bryde dette forhold uden den skabende selv. Dette er en praktisk empirisk bestemmelse, og tillige en naturmæssig, der ikke adskiller sig væsentlig fra, hvad man ellers regner for naturlig rigdom, f. eks. en persons ejendom af sine lemmer, sanseorganer eller af sig selv, dvs. sin selvbestemmelsesret. Der er ingenlunde nogen skarp overgang her. Ejendomsretten over ens person er lige så lidt nogen selvfølgelig medfødt ret som retten til andet eje, den har ikke altid været anerkendt (således ikke af Aristoteles) den er fremtvunget af det sociale behov; og de objekter, vi betragter som etisk ejendom, er på en vis måde lige så naturmæssig samhørende med os som vore legemsdele; den energi, der af mig deponeres i et produkt, er i grunden en ligeså organisk og personlig bestanddel af mig som den energi, der endnu sidder i mine arme og i min hjerne.

Ejendom i etisk forstand er den kompensation, man – tvunget af det praktiske livs behov – indrømmer den personlige indsats.

Det etiske ejendomsbegreb drager den fulde konsekvens af dette standpunkt, etisk set må det hedde: hvad der ikke kan være frugt af personlig indsats, kan etisk set heller ikke være ejendom. Det er en sætning, der direkte udspringer af det sociale behov. Den enkelte kan ikke fiksere, hvad der skal være ejendom.

Det fremgår heraf, at jorden og ubehandlede naturprodukter ikke med rette kan være nogen enkelts ejendom. Jord kan aldrig komme til at tilhøre dennes okkupatør eller af denne overdrages eller sælges med etisk ret til andre. Jorden er ingens ejendom og det falder praktisk sammen med, at den er alles ejendom. Der kan ikke gives etisk begrundede særrettigheder til at udnytte jorden. Jorden er menneskenes uundværlige arbejdsstof, og det må ikke monopoliseres for nogle med udelukkelse af andre.

Naturlig Ret udkom i 1907, og foran anførte er et meget koncentreret rids af bogens indhold og altså af Severin Christensens undersøgelse af de moralske teoriers udvikling, og hans kritik af disse teorier og hans begrundelse af Retsmoralen. Forhåbentlig er det lykkedes at fastslå, at S.C. ikke, som af nogle opfattet, begrundede Retsrnoralen i det enkelte individs eksistens, men i det sociale livs trygge og tillidsfulde funktion.

Hvordan ser så den stat ud, som skal være det organisatoriske center for et sådant samfund. Det var det, som S.C. behandlede i sin bog Retstaten, og om dennes indhold vil det forsøges at kaste lys over i en senere artikel.