Fra Grundskyld, februar 2002 (jubilæumsnummer)

C. Pedersen (Peder Chresten) (1886-1965) Formand for Henry George Foreningen i en årrække. Meget dygtig og meget brugt taler. Medstifter af Retsforbundet. Ud af en landmandsfamilie fra Kværkeby ved Ringsted. Først gårdejer senere husmand i Hvalsø mellem Roskilde og Holbæk. Var på Vallekilde Højskole, hvor især lærer Bennike gjorde indtryk på ham. Derudover ingen boglig uddannelse. Når han alligevel omtales som en, der ved alt, skyldes det en uovertruffen belæsthed og klogskab. J. L. Bjørner sagde ved en tale i Roskilde 1939 om ham: “Der er en husmand på Midtsjælland, der kører mælkevogn, og så er der et par professorer ved Københavns Universitet, som han kunne afløse, så kunne de køre mælkevogn.”
C. Pedersen talte i sin egenskab af formand for HG-foreningen ved indvielsen af mindetalerstolen for Jakob E. Lange i 1948 på husmandsskolen ved Odense, som nu hed Nordisk Landbrugsskole, samt ved foreningens 50-års jubilæum i 1952. Den sidste blev transmitteret i radioen og findes på bånd.

Fra Grundskyld Nr 2, marts 1965

HUSMAND PEDER C. PEDERSEN 18. december 1886 – 5. marts 1965
Redaktør af Grundskyld, tidl. formand for Den Danske Henry George Forening
Umiddelbart før udsendelsen af bladet kom meddelelsen om P. C. Pedersens død. Grundskyld vil i næste nr. bringe en artikel fra hans hånd og udtalelser om hans gerning.

Fra Grundskyld nr. 3, juli 1965

Et livslangt arbejde er afsluttet
Det er med sorg jeg erfarer, at Peder C. Pedersen er død. Henry George Foreningen har med vor redaktørs og tidligere formands bortgang mistet en utrættelig forkæmper. Lige fra vor bevægelses barndom har han deltaget i den danske retstats­bevægelses arbejde som skribent og taler.
Det er navnlig som skribent han vil blive husket. Han har med sine mange tidsskriftartikler kritisk deltaget i den politiske debat fra sin tidlige ungdom. Kritisk var han altid, ingen, hverken venner eller modstandere undgik hans kritik, såfremt der efter hans mening var afvigelser fra den lige vej til målet, Retstaten. Han har i sin kritiske indstilling en væsentlig lighed med sine to afdøde læremestrer Sophus Bertelsen og Henry George. Men som hos disse to var kritikken ikke det primære. Hovedformålet var at oplyse om sandhedens og rettens vej til et retfærdigt samfund og en retfærdig stat.
Peder C. Pedersen havde en god økonomisk viden; som autodidakt med god tænkeevne havde han ved flittig læsning tilegnet sig en ret omfattende viden om samfundsøkonomi. Dette er i sig selv en garanti for rigtigheden af Henry Georges lære, for havde den været gal, så havde P. C. P. med sin kritiske indstilling ikke holdt fast ved den og med begejstring alle sine dage kæmpet for den.
Henry George Foreningen har i P. C. P. haft en god forkæmper og vejleder, han var som Henry George overbevist om, at vort retsyn til sidst vil sejre. Vi siger Peder C. Pedersen tak for hans livslange arbejde i retfærdighedens tjeneste med håbet om, at nye unge kræfter vil videreføre det arbejde han nu har måttet forlade.
Aage Christiansen.

Peder C. Pedersen som skribent
Lige fra han var ganske ung deltog Peder C. Pedersen i den politiske debat med skriftlige indlæg i den politiske presse. Tidlig er han blevet interesseret i den georgistiske bevægelse og i den danske retsstatsbevægelse. Man finder artikler fra ham i det af Severin Christensen udgivne blad Retstaten, i S. Bertelsens tidsskrift Ret, i Det Frie Blad og i Grundskyld.
Fra en del af disse artikler er efterfølgende udpluk taget. Udplukkene er kun et forsøg på i en hast at give et indtryk af vor afdøde redaktørs politiske anskuelser, hans tænkeevne og retsbevidsthed. Udvalget er sket ved at blade i ældre tidsskrifter og lade øjet hastigt løbe over siderne, det er alts langt fra sikkert at udvalget er stort nok til at bedømme P. C. P. som skribent for nye læsere, der ikke i en længere årrække bar læst hans artikler.
Aa. C.

Ved P. C. Pedersens død skrev Børsen:
Redaktøren af Grundskyld, Nordisk Tidsskrift for økonomisk Frihed og Ret, Peder C. Pedersen, er død godt 78 år gammel. Som få skyede Peder C. Pedersen offentlighed om sin person, men han blev alligevel et fremtrædende navn i den offentlige debat. Indlæg i dagspressen fra husmand Peder C. Pedersen, Hvalsø, var altid sikker på at blive læst med interesse på grund af indholdets tankegang og smukke sproglige formulering. For nogle år siden opgav Peder C. Pedersen sit husmandsbrug og flyttede til Tidselbrohuset i Bringstrup ved Ringsted.
Gennem en årrække var Peder C. Pedersen formand for Henry George Foreningen, men det blev især som redaktør af foreningens tidsskrift han slog sit navn fast i offentlighedens bevidsthed. Som ganske ung blev han tiltrukket af Henry Georges lære om samfundsøkonomi og samfundsmoral, og eleven forblev trofast mod læremesteren. Han virkede energisk for udbredelse af kendskab til læren om grundskyld, og han var til det sidste en årvågen kritiker af alle lovgivninger og forslag vedrørende jordspørgsmålet. Enig eller uenig med Peder C. Pedersen – hans eftermæle vil blive indtrykket af en betydelig naturbegavelse og en nobel stridsmand for sine anskuelser.

fra Grundskyld, nr. 1, marts 1966

Til de mindeord, der allerede har stået om Grundskylds afdøde redaktør i bladets nr. 3 for juli 1965, vil jeg gerne gøre et par tilføjelser.
Som Aage Christiansen fremhæver, havde Peder C. Pedersen som selvlært “ved flittig læsning tilegnet sig en ret omfattende viden om samfundsøkonomi”. Et talende vidnesbyrd herom er, at da nationaløkonomen, afdøde professor Axel Nielsen under et besøg på Præstø egnen omkring 1920 kom op at køre hos en bondemand, kom der en længere, udbytterig drøftelse i gang mellem de to om professor Bircks værdilære, som bondemanden – det var Peder C. P. – netop var ved at studere.
Fra ungdommen af var P. C. Pedersen stærkt politisk interesseret, og under sit højskoleophold på Vallekilde blev han gennem V. Bennikes foredrag om Henry George en ivrig georgist. I Sophus Berthelsens tidsskrift Ret. Tidsskrift for mandsret og landsretmøder vi ham som medarbejder fra efteråret 1914. I Ret var tidligere offentliggjort en artikelrække: Ret og Uret af lægen og filosoffen Severin Christensen, artikler som C.P.C. læste “med stigende spænding, og som ændrede megen vurdering af mange forhold”.
Da Severin Christensen i 1916 i anledning af Edvard Brandes’ dementi om salgsforhandlinger vedrørende de vestindiske øer i en kronik i dagbladet Hovedstaden slog til lyd for dannelsen af et “retsdemokratisk” parti, meldte P.C.P. sig til tjeneste for et sådant.
I efteråret stiftedes “Retsdemokratisk Forbund”, der som organ fik tidsskriftet “Retstaten”. Det udgaves i årene 1917 og 1918 af Severin Christensen, Axel Dam og mig, men i dets to sidste år – 1919 og 1920 – tillige af C. Lambek og Peder C. Pedersen samt af en norsk og svensk redaktion. Årgangene indeholder talrige udmærkede artikler fra P.C,P.s hånd.
Under stærk påvirkning af den svenske kammerherre Aug. Schvan stiftedes som bekendt i 1920 “Retsforbundet” med et program, som Axel Dam kaldte “bedre, dvs. mere klart, konsekvent og kort udformet end vort (Retsdemokratisk Forbund) og båret frem af mænd, der har større agitatorisk evne, større social indflydelse og vistnok også større økonomisk styrke til at tage agitationen op”. I efteråret 1920 opløstes derpå “Retsdemokratisk Forbund”.
Den stærke sociale uro efter l. verdenskrig bidrog formentlig meget til, at Retsforbundet i sit program tænkte sig “Retsstaten” indført med et slag og derfor foreslog erstatning til skødeejerne gennem en formueafgift.
Fem og fyrre år er siden gået hen uden “Den retfærdige revolution”. – I et nytårsbrev fra 1920 skriver P.C.P., at Schvans nye tanker måske kan bidrage til at vække interesse for retsdemokraternes sag, men at han ved, han ikke kan være helt enig med ham. Det fremgik med al tydelighed af hans senere stadige kritik af dette punkt i Retsforbundets program. Det var således vel anbragt i Grundskyld efter hans død at bringe hans artikel:
“Bør man have erstatning for at betale sin skyld?”
Gennem et halvthundrede år virkede Peder C. Pedersen utrættelig med mund og pen for indførelse af grundskyld og Retsstaten. Det var både oplysende og fornøjeligt at læse hans klare saglige artikler – en enkelt gang dog nok noget for polemisk prægede. Spørger man om resultater af hans virksomhed, kan man i øjeblikket godt blive pessimist og som han ved forskellige af “ordningerne” på Christiansborg spørge: tror man virkelig, at man kan få spegesild til at yngle ved at sætte dem i gadekæret. Men vi må alle slå os til tåls med, at “var det, vi vandt og virked ikkun småt”, har vi bevidstheden om at have været medarbejdere for, hvad vi mener er bedre og retfærdigere – retfærdige – samfundstilstande.
Holger Hjelholt

 

P. C. Pedersen, Nørreskovhuse. 
En sjællandsk husmand. 

fra Grundskyld, nr. 6, 1941
af J. L. Bjørner

P. C. Pedersen er husmand, og at han arbejder på sin jord kendes på den hårde hud i hans hænder. Men han har ikke alene hænder, han har også hoved, det kendes på de mange kloge artikler, han har skrevet om socialøkonomiske emner. Han sidder inde med megen boglig viden – bogreoler fylder godt i hans dagligstue – men hans viden bærer præg af, at han også forstår at læse de menneskelige tilbøjeligheder og de sociale muligheder ud af livet. Der var en gang en mand, der kaldte P. C. Pedersen for Danmarks klogeste husmand. 

For at fortælle Grundskylds læsere noget om denne mand, hvis navn de så ofte har set i Grundskyld, opsøger jeg P. C. Pedersen og stiller ham nogle spørgsmål. 

“Sig mig, hr. Pedersen, hvornår traf De første gang på navnet Henry George?”

“Det var i vinteren 1905-06, jeg var på Vallekilde højskole. Der hørte jeg første gang Henry George omtale. Det var en aften i den gule skolestue. Ivar Bentsen (senere professor i arkitektur) sad på et skolebord med en flok elever om sig og fortalte om Henry Georges lære. En sætning bed sig fast i mig; det var: “Det er det rigtigste at lægge skatten på kilden til al indtægt, så at enhver kommer til at betale lige meget, enten de udnytter kilden godt eller dårligt.” 

Jeg var forinden stærkt politisk interesseret og ivrig tilhænger af “skat efter evne”­teorien. Den fik sit grundstød den aften. Når det kneb Ivar Bentsen at besvare spørgsmålene, henviste han til V. Bennike, der skulle holde nogle foredrag om Henry George og hans lære. Bennike holdt lidt senere tre foredrag derom; da han var færdig med de foredrag, var jeg georgist om en hals. Det første skrift, jeg læste om grundskyld, var Valdemar Bennikes fra engelsk oversatte Retsamfundet.” 

“Hvorfor kaldte vi Dem i sin tid for Pedersen Grønnegård?” 

Efter at jeg havde været på Vallekilde, tjente jeg et år ved Lemvig og kom så hjem i april 1907 for at bestyre Grønnegård i Kværkeby ved Ringsted for min moder, og der var jeg, til jeg i 1918 købte en gård i Lestrup ved Rønnede.” 

“De har i mange år virket for grundskylds­sagen?” 

“Jeg gjorde forsøg på at omvende den, der gad høre mig, og under et sådant forsøg fortalte en husmandsforeningsformand, at han fik et blad RET, som blev udgivet af S. Berthelsen. Vi aftalte, at han skulle bestille bladet til mig. Ved en fejltagelse blev jeg meldt ind i Henry George Foreningen, hvis medlemmer alle fik bladet. Siden har jeg været medlem. Det er nu 32 år siden.”

“Hvad kan det være for et Henry George stævne, hvor jeg så Dem første gang?”

“Det første Henry George stævne, jeg var med til, var på Fyns Husmandsskole. Jeg kan ikke huske, hvilket år. Derimod kan jeg huske nogle af talerne, nemlig folketingsmand Niels Frederiksen, svenskeren Niels av Ekenstam og professor C. N. Starcke. Den sidste havde jeg haft en diskussion med i bladet Den lige Vej om prioriteterne. En artikel i RET havde vist mig, at Berthelsen nærmest gav mig medhold i diskussionen. Jeg ville derfor gerne hilse på ham. Han var dog ikke til stede ved stævnets begyndelse, men kom senere. Min beskedenhed forbød mig selv at indlede bekendtskab. Ja, jeg kan godt se, De ikke tror mig, men jeg har virkelig været beskeden engang. 

Nå, men jeg sneg mig ind ved siden af ham, da vi skulle spise til middag, og så sørgede Berthelsen for at indlede bekendtskabet. Så snart jeg kom hjem, sendte Berthelsen mig Ret og Skel og noget mere, som jeg skulle læse, og siden hen var han mig en god og villig læremester.” 

“Den første artikel, De har skrevet, hvad handlede den om?”

“Min første artikel var egentlig ikke om grundskyld, men om fri valgret. Den stod under “Frit ordskifte” i Ringsted Folketidende. Det var mig naturligvis en skuffelse, at den ikke stod på forsiden med dobbeltspaltet overskrift. Den indbragte mig forresten en gave, nemlig en gammel trælysestage. Jeg forstod godt, det skulle være en finte, men det var spildte Guds ord på Ballelars. Jeg satte siden hen ikke mit lys under en skæppe, men i en stage.” 

“Har De aldrig fortrudt noget, De har skrevet?”

“Jo, jeg har i hvert fald én gang skrevet en artikel, som jeg mange gange siden har været glad ved, at kun få mennesker læste. Blandt dem var S. Berthelsen, Høng. Han kaldte mig til Høng og holdt et længere foredrag for mig med efterfølgende diskussion. Da jeg så havde tænkt mig om i et par måneder eller lidt mere, foreslog han mig at skrive om emnet igen.” 

“Hvad havde De skrevet?” 

“Nej, jeg skal nok tie stille med, hvad det var, jeg skrev om”

“Men folk er da ellers glade for Deres foredrag og skriftlige arbejde?”

“Jo, det har også hændt mig, at jeg har truffet mennesker, der har været glade for noget, jeg har skrevet.

Jeg kom engang til Gørlev og skulle deltage i et møde for Retsforbundet sammen med Venstre. Da jeg kom ind i mødesalen, kom tømrer Nielsen, Engvang, hen til mig og spurgte, om jeg var den rigtige Peder C. Pedersen, ham, der havde skrevet artiklen om prioriteterne i Fraenckels bog Økonomisk frihed. Da han hørte, det var den rigtige, gav han Retsforbundet en tier til hjælp til dækning af mødets omkostninger.”

“Og så blev De husmand, efter at de var rejst fra Grønnegård?”

“Nej, da jeg rejste fra Grønnegård i 1918, købte jeg Lestrup Ellegård ved Rønnede. Der boede jeg i 5½ år. Jeg var en af de landmænd, der købte, da handelen med landejendomme gik livligt til høje og stadig stigende priser. Den direkte anledning til, at jeg i 1923 solgte, var, at mit græsfrø, der var gået i leje, formodentlig som følge af en relativ rigelig anvendelse af salpetergødning, gav et ringe frøudbytte.” 

Hvis min gode ven, pastor Chr. Norlev, læser dette interview, vil jeg bede ham ikke tage dette som bevis for, at teorien om aftagende udbytte ved stigende kapitalanvendelse er rigtig, det viser kun, at det, – det år i hvert fald – var en forkert kapitalanvendelse.” 

“Jeg har forstået, at De ejer mere end ét Nørreskovhus. Hvorledes det?” 

“Efter at have solgt, prøvede jeg i et års tid forskelligt arbejde og købte så i 1925 det ene af Nørreskovshusene. Det var huse på 3 til 4 tønder land, sikkert udlagte til husmandsbrug ved udskiftningen. I 1933 købte jeg en nabolod til og i 1934 det andet Nørreskovshus.”

“Hvad siger De om udstykningssagen?” 

“Jeg synes, Jakob E. Lange har ret i, at staten ikke skal søge at fremtvinge brug af en bestemt størrelse. Der bør også være helt små brug for dem, der helst vil have sådanne.”

“Er De nogensinde blevet censureret?”

“Om jeg bliver censureret? Jeg er gift! Min kone læser alle mine artikler igennem, inden jeg sender dem af sted, og hvis der er noget, hun finder er fornærmeligt mod andre, bliver det strøget.” 

Jeg siger farvel og tak til den kloge mand med den forstandige kone og henviser for øvrigt til P. C. Pedersens artikel. 

Peder C. Pedersen – 75 år

fra Grundskyld, nr. 1, 1962
af Aage Christiansen.

Redaktøren af Grundskyld har altid hørt til de mennesker, der har afvist omtale af sin person. ­ Bestyrelsen for Den Danske Henry George Forening mener dog, at der må være en grænse for beskedenheden, og tillader sig derfor – uden om redaktøren – i samarbejde med bladets bogtrykker at meddele læserne af bladet, at Peder C. Pedersen den 18. december 1961 fyldte 75 år. 

I en årrække var Peder C. Pedersen vor forenings selvskrevne formand, men det blev vel navnlig som vor redaktør, at han kom til at betyde mest. 

Redaktør Peder C. Pedersen har fra sin tidligste ungdom været optaget af samfundsproblemerne og af Henry Georges lære. I skrift og tale har han utrætteligt viderebragt kendskab til de idealer, han har gjort til sine, og med aldrig svigtende årvågenhed kritisk vurderet alle lovgivninger og forslag, der berører jordspørgsmålet.

Som sin læremester, Henry George, har Peder C. Pedersen hele sit liv kæmpet for, at sandheden og retten skulle sejre. Hans våben har været god indsigt i og kendskab til nationaløkonomiens og samfundsmoralens love, kombineret med eftertanke og sund dømmekraft og aldrig svigtende ildhu. Han har således været godt rustet til at være lærer og vejleder for os alle. 

Den Danske Henry George Forening siger Peder C. Pedersen tak for hans mangeårige uselviske oplysningsarbejde og håber, at han endnu i mange år må have kræfter til at fortsætte det arbejde, som det vil være vanskeligt at videreføre på samme indsigtsfulde måde. P. b. v.: