En forløber for Henry George
af Valdemar Bennike
fra tidsskriftet RET, nr. 9 og 10, 1908
Der er intet nyt under solen. Selv de store åndshøvdinger og banebrydere er børn af deres tid og har fået påvirkninger fra mange forskellige mennesker og menneskers tanker, inden de er kommet frem med det tilsyneladende splinternye, hvormed de har forbavset verden. Sandheden er dog altid den en og samme gamle; den må blot opdages om og om igen til de forskellige tider, når den er blevet glemt eller indfiltret i uklare mennesketanker. Men det er ikke enhver opdager, der bliver en stor mand og en folkehøvding. Det bliver kun den, der har evne til at lægge den nyopdagede sandhed rent og klart, med vælde og med hele sin sjæls varme frem for folkenes brede lag, og som på samme tid hos disse træffer en udviklet modtagelighed derfor, ja den, som træder frem i en tid, der i så henseende kan kaldes tidens fylde for folket, kan prise sig lykkelig.
En sådan lykkelig mand var Henry George. At han har fået sit sunde syn på samfundsforholdene udviklet ved andre menneskers hjælp har han aldrig lagt skjul på, og det kommer mere og mere for dagen, at der har været adskillige klartskuende mennesker før ham, der har haft det samme syn på jordforholdet og udtalt det lige så klart og bestemt som han.
En sådan mand var Patrick Edward Dove, født 1815 i det sydvestlige Skotland, i det fra folkedigteren Roberts Burns bekendte Ayrshire. Han hørte til en af landets rigeste og mest ansete slægter, og hans forfædre havde i mange led beklædt høje officersposter i den engelske flåde. Selv havde ynglingen også mest lyst til søen, men faderen ville have ham opdraget til herremand ligesom han selv. Han blev da sendt til Paris for at uddannes, blev en lærd mand, gjorde udenlandsrejser og nød alle de herligheder, verden har at byde en ung, oplyst mand med lommen fuld af penge. 25 år gammel overtog han sin faders gods og var så i syv år herremand, men en helt anden slags herremand, end man hidtil havde kendt. Ved alle lejligheder udtalte han, at indtægten af jorden egentlig slet ikke tilkom ham, men det skotske folk, og han så aldrig skævt til nogen, fordi de skød en hjort eller en hare på hans grund, skønt han selv både var en mesterskytte og en ivrig jæger. Ligesom han var en af de skønneste mænd at se til, var han også et af de elskeligste mennesker, man kunne tænke sig, og den mest afholdte herremand i hele landet, der næsten blev til et ordsprog for sin almindelige færd, for sit ædle væsen og sit lykkelige hjem. Hans store retfærdighedsfølelse gav sig bl.a. udslag i hans utrættelige forsvar for irlænderne, som han hævdede, ikke ville være sunket så dybt i nogen henseende, hvis engelskmændene blot havde behandlet dem lidt mindre tyrannisk.
I året 1848 indtrådte der en pludselig vending i Doves hele liv, idet han da mistede hele sin formue, som han havde anbragt i en usikker forretning og måtte som følge deraf gå fra sit gods som en fattig mand. Kort efter giftede han sig med en fattig pige og rejste til Darmstadt i Tyskland, hvor han tilbragte nogle år som videnskabsmand, studerede, holdt forelæsninger og skrev bøger. Hans første værk udkom i 1850, en menneskealder før Fremskridt og fattigdom blev til, og hed The Theory of Human Progression, (Lovene for det menneskelige fremskridt), et værk, som man næsten ikke kan tænke sig skrevet af andre end Henry George selv; sådan fremstilles jordens og menneskets indbyrdes forhold næsten ord til andet, ganske som Henry George gør det i sine værker, så man bliver aldeles forbavset derover.
“Hvad er grunden til fattigdommen i vort land”, spørger han, “og til den stadig genkommende hungersnød i Irland og de skotske højlande? Hvorfor kommer med få års mellenrum dårlige tider med arbejdsløshed? Hvorfor nødes arbejderne til at udvandre? Er det fordi jordens naturlige frugtbarhed er blevet oparbejdet til det yderste, og der endda er et befolknings overskud, som jorden ingenting kan yde til?”
“Nej, grunden er, at staten har afhændet folkets jord og derfor har måttet beskatte landets værkflid”, svarer han, ligesom Henry George senere,
Dove viser derpå, hvordan den videnskabelige fremgangsmåde i politiske sager altid må begynde forfra. Hvad er en forbrydelse? Dette besvarer en given tids lovgivningsmagt, så godt den kan, efter bedste skøn, og straffer overtræderne derefter. Det har sådan til forskellige tider været anset som forbrydelser at være en jøde eller at være en heks, at skrive om politik og bedømme regeringens handlinger osv. Et nyt slægtled har imidlertid aldrig følt sig mere bundet af sådanne bestemmelser, end at det har ændret lovene, hvis det har ment at kunne udtrykke forbrydelsens væsen på en mere sand måde, mere overensstemmende med sund sans end den forrige slægt. Den næste slægt søger at nå endnu nærmere til den oprindelige sandhed, og man søger på denne måde, slægt efter slægt, at komme tilbage til det oprindelige grundforhold mellem det tilladte og det forbudte, som Gud har indstiftet det, og nå til den fuldkomne retfærdighed.
Lad os tænke os en ø, der er delt i 30 godser, som ejes af 30 godsejere og dyrkes af negerslaver, hvoraf hver godsejer ejer 100. Slaverne gør alt arbejdet og får lige livsopholdet, godsejerne lever i lediggang og svælger i overflod. Lad os dernæst tænke os, at i stedet for, at hver godsejer ejer sine 100 slaver, som intet har med andres godser at gøre, så indfører godsejerne en ny ordning sådan, at de, der en tid ikke har brug for så mange, kan blive fri så længe for at underholde alle de 100. For at gennemføre denne ordning og samtidig kaste besværlighederne, der er forbundet dermed, over på slaverne, ophæver de det personlige slaveri og opgiver hver især retten til sine slaver som sin personlige ejendom. Men det må laves sådan, at negrene vedblivende kommer til at dyrke øens jord og godsejerne dog får udbyttet deraf. Dette iværksættes på den måde, at det bliver slået fast, at negrene skal have føden af dem, de arbejder for, og som løn skal de have deres øvrige livsfornødenheder. Da al jorden er i herrernes vold, kan negrene jo nemlig kun finde livsopholdet ved at arbejde for dem som før.
Man finder dog snart, der er ubehageligheder forbundet med denne nye ordning. På visse tider af året er der jo vel arbejde nok for alle de 30.000 negre; men på andre tider er der ikke arbejde nok for dem alle, og da de jo må have livsopholdet fra godsejerne også i den tid, opretter disse et offentligt fond til deres underhold. Sådan er fattigvæsenets historie.
Men endnu er det muligt at forbedre systemet, det vil sige muligt at kaste endnu flere af besværlighederne over på negrene, uden at herrerne mister noget af deres udbytte derved. Det er nemlig noget vanskeligt at få fordelt fødevarerne i rigtig mængde til de forskellige arbejdere, og man opretter så en mellemklasse, der modtager varerne fra godsejerne og fordeler dem til arbejderne. Disse handelsmænd er selvfølgelig arbejdere, der har fået anvist deres særlige arbejde i økonomiens tjeneste.
Imidlertid kræver denne nye opfindelse et byttemiddel, for at godsejerne kan forvisse sig om, at ingen af arbejderne får føde uden at have udført det skyldige arbejde: og der må derfor tilvejebringes et udtryk for arbejdet, der kan skaffe en dags føde for en dags arbejde, sådant et udtryk er penge. Har arbejderen udført en dags arbejde, får han en mønt, et sneglehus, et tegn eller et stykke papir, hvis betydning er krav på en dags føde”
Men da handelsmanden selv er arbejder og skal have sin løn for det, han bestiller, bliver det sådan indrettet, at han modtager mere føde for tegnene af godsejerne, end han giver arbejderne for dem.
Sådan kan man stadig blive ved at udvide billedet, til det kommer til at passe på hele vor tids samfundsorden, – der, som det fremgår klart af denne udvikling – er sammensat, af de to grundemner, jordejeren og slaven. Her er ikke længere tale om enkelte slaver, der ejes af enkelte slaveejere; men hele arbejderbefolkningen er lige så sikkert hele grundejerlagets ejendom, som den nogensinde har været, da ingen arbejdere kan få deres livsophold uden at arbejde for dem.
Men sæt nu, at, godsejernes ophobede rigdomme var tilstrækkelige til, at de kunne leve deraf i flere år, uden at deres jord blev dyrket, og at de så fandt på at lade den ligge hen og afskedige deres arbejdere, da måtte disse selvfølgelig forarmes og være prisgivet hungersdøden, så skønt den enkelte arbejders liv ikke længere stod i en godsejers bånd, stod hele arbejderklassens liv dog i godsejerklassens hånd. Og hvis en del af denne ville rejse bort fra øen og bosætte sig andetsteds og lade jorderne ligge udyrkede, ville en del af arbejderklassen selvfølgelig’ være overgivet til nød og elendighed, og det er netop sådan, forholdet er i Irland.
Er arbejderne så ikke slaver under sådanne forhold? Jo, jeg hævder, at Englands, Skotlands og Irlands arbejdere virkelig er slaver, skønt navnet klinger ilde, og deres slavetilstand tilsløres ved den ordning af forretningslivet, som hører vor tid til.
Lad den politiske forfatning være, hvad den være vil, lad der blive almindelig eller betinget valgret; så længe adelen ejer al jorden og tager indtægten deraf, er arbejderen kun slave og vil vedblive at være det til han med rode har oprykket denne private ejendomsret til jordrenten.
Om forholdet mellem frihed og ejendomsret til jord skriver Dove et sted: At tildele et enkelt menneske en vis del af jorden, er det samme som at udelukke alle mennesker fra denne del, og hvor kan vel det ene menneske begrænse det andets frihed? En lov om jordejendomsret kan derfor ikke være nogen selvstændig lov i sig selv, adskilt fra lov om frihed, men må nødvendigvis indbefattes i lov om frihed, som en del deraf. Og når vi engang får en upartisk frihedslov, må dermed nødvendigvis følge en upartisk lov om retten til alle naturgoder, ja til alt, hvad der ikke er frembragt ved enkeltmandens dygtighed og arbejde.
Med bestemmelsen “ejendom” burde det samme være tilfældet; men det er så langt fra, at det er det. En konge har letsindigt tilskødet en af sine yndlinger et stort stykke af landets jord, dette regnes så for hans ejendom, og denne opfattelse tør intet følgende slægtled røre ved. Og dog er intet særere end den betragtning, at et forgangent slægtled skal kunne tage bestemmelser, der berøver det nærværende sin ret til at råde med jorden, som den synes bedst. Var det dog ikke rimeligt, at man ved begrebet “ejendom” lige så godt som ved begrebet “forbrydelse” søgte mere og mere at fjerne sig fra fortidens vilkårlige opfattelse deraf og søgte at nærme sig det, der stemte med naturens orden og stillede alle mennesker i lige og retfærdigt forhold til hverandre, så naturens kilder ikke skal flyde med rigdomme for enkelte og være tilstoppede for andre, ja for de mange. Den eneste forklaring på, at den forældede, vilkårlige opfattelse i denne henseende regnes for så hellig og ukrænkelig, er den, at jorddrotterne gennem lange tider har været de samme som lovgiverne, og de så selvfølgelig deres fordel ved at alt blev ved det gamle, ja, at det endogså regnedes for en .helligbrøde at foreslå forandringer heri.
Dove går så over til at vise, at forbrydelse og jordejendomsret er ganske ensartede begreber for lovgivningsmagten, da det i begge tilfælde er forholdet til menneskenes handlinger, det drejer sig om. Har en mand ejendomsret til jord, så har han udelukkende ret til at benytte den, og så har han ret til at hindre alle andre i at benytte den, altså til at hindre dem i deres virksomhed og lade dem straffe når de udøver den, ganske som ved en begået forbrydelse.
Både forbrydelse og ejendomsret er ældre end al lovgivning. Og ingen lov kan for bestandig fastslå, hvad der i sig selv er forbrydelse eller ejendomsret. Hvad love kan, er kun at fastslå hvor nær et givet slægtled er kommet den oprindelige og naturlige opfattelse af disse begreber, og hvad man altså bør rette sig efter, indtil en større del af den oprindelige sandhed klarer sig for en, for sandheden er dog altid den højeste lov.
Nu er det for tiden slet ikke påbudt indehaveren af sådan en særret, som det at eje jord er, at udnytte sin jord vel. Han kan lade den ligge udyrket. Og – som det er sket i de skotske højlande – drive befolkningen helt bort fra den. Den gældende lov har altså frataget de fattige det eneste middel, hvorved fattigdom kan hindres, og forbudt dem at sætte en spade eller plov i selv den mest øde henliggende jord. En lovgivning, der omhandler disse forhold, er altså ganske af samme slags som forbryder-lovgivningen og må lige så vel som den kunne forandres af lovgivningsmagten, når man får et syn på den, forskelligt fra det slægtleds, der gav den.
Ville man blot anlægge den samme målestok for myndighedernes adfærd som for enkeltmandens og dømme deres forbrydelse lige så strengt som den enkeltes, så var man inde på den rette vej til en gennemført retfærdighed i samfundslivet, og så ville sådanne uting som toldlove, jagtlove, særrettigheder og deslige være umulige for fremtiden. Man må nemlig være klar over, at selve den regering, der giver love om slaveriets ukrænkelighed, om hævdelse af religionstvang og lignende, er den virkelige forbryder, der ville blive straffet, hvis der gaves en upartisk domstol, og ikke det menneske, som overtrådte slige vilkårlige og unaturlige love. En samling af mennesker, om den end kaldes med nok så velklingende navne, som regering, rigsdag, amtsråd eller lignende, er jo dog lige så lidt fejlfri som enkeltmanden og kan lige så vel forsynde sig mod de naturlige love som ham, altså begå virkelige forbrydelser. For en domstol, der ikke skulle dømme efter menneskelove, men efter naturlig sund sans, ville en skatteopkræver sikkert nok blive dømt som en mand, der gjorde indgreb i anden mands rettighed til sine ejendele. Og følgelig må den regering, der beskatter værkfliden (ved told- og erhvervs-skatter o.lign.) også være skyldig til den samme dom, hvor sund sans skal gælde. Sådanne vilkårlige love som de nævnte kan ingen være moralsk forpligtede til at rette sig efter, og kan man ikke ved fornuftgrunde få dem ophævede og skaffe folket dets tabte rettigheder tilbage, så er dette i sin fulde ret, når det tiltvinger sig dem af de forbryderiske myndigheder.
Når vi nu er klar over, hvad forbrydelse i sig selv vil sige, uafhængig af tidernes vilkårlige fortolkning deraf, så bliver det næste spørgsmål: “Hvad er så ejendomsret?” Og her kommer vi da ind på et emne, som efter alt at dømme i løbet af få år vil blive det store tvistens æble i vort folk, det vil blive den klippe, hvorpå Englands berømte forfatning med sine konger, lorder og folkevalgte mænd vil lide sit endelige skibbrud. Ja, hvis vi fortsætter på den bane, vi er inde på, vil vi se spørgsmålet om ejendomsret til jorden fremkalde en forfærdelig kamp mellem Britanniens adel og arbejdere, en kamp, som må ende med forfatningens kuldkastelse. Der er nemlig kun et af to at vælge imellem. Enten skal befolkningen udsultes, forarmes og forvises fra sit fædreland, eller adelsvælden skal gå til grunde. Og jeg nøler ikke med at forudsige, at Britanniens folk vil lige så sikkert frigøre sig for adelsvælden som det russiske folk vil frigøre sig for livegenskabet; for adelsvælden i England er ikke ældre og ærværdigere end livegenskabet i Rusland. Ja, adelsvælde og livegenskab løber i grunden ud på et og det samme og følges ad i virkeligheden, selvom navnene er forskellige. Slaveriet har blot skiftet form i tidernes løb, men består i virkeligheden lige så fuldt nu som i gammel tid.
I det øjeblik man anvender en videnskabelig fremgangsmåde overfor spørgsmålet: “Hvem ejer jorden, og hvordan bør den fordeles?” vil Englands adel være undergravet og Brittanniens samfundslove komme til at undergå en fuldstændig genfødelse. Overtroen på dette område kan vel vare nogle år endnu; men så vist som folket vil kræve lighed for loven med hensyn til naturlig frihed, så vist må det også engang komme dertil, at det kræver lighed med hensyn til naturlig ejendomsret. Og så vist som man på alle andre områder søger mere og mere at føre videnskabens oplysninger ind i det virkelige liv, sådan vil man også snart gøre med hensyn til den politiske videnskab, og da vil man kun underkaste sig, hvad retfærdighedens love og ikke hvad et enkelt slægtleds selvlavede love byder”.
Videre hedder det hos Dove: “Når vi nu er gået ind på, at alle slægtled har lige ret til jorden, uden at det ene slægtled behøver at føle sig besværet af, hvordan det forrige har indrettet det, så gælder det altså om at opfinde sådan en ordning, at enhver sikres hans bestemte andel i de naturlige goder, som skaberen har skænket hele menneskeslægten, og at samtidig enhver får rig lejlighed til at udøve sit arbejde, sin flid og dygtighed, til gavn for sig og sine uden afgifter eller hindringer af nogen slags. Naturen har bestemt den flittige til at blive rig og den dovne til at blive flittig, og det er også den almægtige skabers plan med menneskeslægten.
Enhver må have ejendomsret til det, han frembringer. Det er en sandhed, som intet fornuftigt menneske kan benægte, men da ingen enkeltmand eller noget enkelt slægtled har frembragt jordens masse, må den følgelig tilhøre alle med lige ret; ingen kan have større krav på den end enhver anden. Men dens forgængelige frugter er udbyttet af enkeltmands arbejde og bør altså tilhøre ham, og for at disse enkelte kan være sikret det fulde og stadige udbytte af deres arbejde, må jorden dog være i enkeltmands besiddelse”.
Nu viser Dove, hvor utilfredsstillende det ville være at dele jorden i lige store lodder, en for hvert menneske, og siger så:
“Men det gælder jo også kun om, at alle får lige del i alle jordens naturlige fordele, og det kan de få ved at dele jordrenten eller den årlige leje af den nøgne jord, det vil sige ved at lade den indgå som skat i de offentlige kasser, og slå en streg over alle de andre skatter, der uden undtagelse gør indgreb i de privates ejendomsret, i retten til deres arbejdsudbytte, og hæmmer værkflid og fremskridt i enhver henseende.
Der er kun et af to at beskatte, enten jord eller arbejde, da al kapital enten er ophobet arbejde eller ophobet jordrente. Og da nu arbejdet er de privates ejendom, men jorden ikke er det, så tager skat på jorden intet fra noget menneske eller hindrer fremskridt i nogen som helst menneskelig virksomhed, mens en rettelig pålignet grundskat netop vil hæve det pågældende land til en høj grad af velstand.”
Dette må være tilstrækkeligt til at vise, at Dove var en ægte georgist en menneskealder før Henry George. Når man nu med forundring spørger: “Hvor kan det dog være, at denne mands klare løsning på gåden forblev aldeles uænset af hans samtid, mens Henry Georges løsning, da den kom frem, i få år satte hele verden i bevægelse?” må der sikkert dertil svares: “Fordi Dove kom for tidligt”. Buen var ikke spændt for stramt endnu i hans tid. Der fandtes endnu i 1850erne så mange af de hyggelige gammeldags forhold mellem småfolk og deres overordnede i by og på land, og aviserne med deres meddelelser fra alle hjørner af verden om oprørende uret mod arbejderne osv. spillede kun en ringe rolle mod, hvad de gjorde 30 år senere, så øjnene for uretten var ikke så oplukkede eller så lette at oplukke som senere. Modtageligheden hos masserne for et alvorsord i den retning var endnu kun ringe. Og de få, der læste den slags bøger som Doves, var i almindelighed venner af de bestående forhold og af de besiddende klasser og ville ikke se den nøgne sandhed lige i øjnene. Mange frastødtes vel også af sådanne stærke udtalelser bos Dove, som den, at kan man ikke med det gode få omvæltningen i stand, så er det fuldt berettiget, om masserne satte den i værk på voldsom måde. Den slags udtalelser leder man forgæves efter hos Henry George, der altid er fredens mand,
Flere kendte filosoffer læste dog bogen og udtalte både deres anerkendelse og beundring for den, deriblandt selvfølgelig menneskevennen Carlyle. Og Henry George nævner i et af sine skrifter, A Perplexed Philosopher* Dove som en forfatter, han havde lært meget af, og omtalte ham i et offentligt foredrag i Glasgow i 1884 med den varmeste beundring. Men i det hele blev Doves bog kun lidt påagtet. En folkelig bog som Henry Georges var Doves heller ikke. Dens strengt videnskabelige form og fremgangsmåde har sikkert nok hindret menigmand i at fordybe sig i den, og særlig, fordi de 100 sider, den 400 sider store bog indeholder om jordspørgsmålet, først findes mod slutningen af bogen, hvis første to tredjedele optages af drøftelser af de menneskelige fremskridt i andre henseender.
Og Dove kan heller ikke sige som Henry George at have sat livet ind på at gennemføre sin løsning af jordspørgsmålet. Efter i få år at have boet i Darmstadt bosatte han sig i Edinburgh og blev en anset taler og forfatter. Nogen universitets-virksomhed, som man skulle synes, han havde været selvskreven til, hindrede hans store værk og de oprørske anskuelser, han deri havde udtalt, ham dog i at få; og dog synes han ikke siden 1850 at have slået til lyd for den deri omhandlede sag. Han skrev om “Grundevnerne i den politiske Videnskab” om “Romerkirken, rationalismen, og protestantismen”, “Den kristne tros logik” og flere emner. I den sidste del af sit liv optrådte han som militærforfatter, til han efter mange års tilbagetrukkethed og svagelighed døde i 1873 uden at have vundet nogen større navnkundighed. Den begynder han først nu at få gennem Henry Georges venner; og disse sider skulle være et sådant lille blad i ædlingens mindekrans.
*: En forvirret filosof. Udkommet på dansk 2019 i OLe Lefmanns oversættelse
Læs evt. The Theory og Human Progression
Ikke oversat til dansk.