fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 48, 1923
af Signe Bjørner

En forløber for retsforbundet

Forfatteren Patrick Edward Dove, af hvis bog: Loven for det menneskelige fremskridt vi tid efter anden vil bringe nogle korte udtog som viser, hvorledes retsstatstankerne også har været levende for ham, var en skotte, født i Lasswade, nær Edinburgh, den 31. juli 1815. 

Han var af fin, gammel familie og voksede op i et rigt hjem, fik en glimrende uddannelse i Frankrig og England og rejste meget – kom i forbindelse med tænkere og lærde, hvor han kom frem. Den tilegnelse, hvori han beder den franske professor i filosofi, Victor Cousin, modtage sin bog, viser til fulde, at man i disse kredse ikke blev stående ved overfladen, men søgte til bunds i problemerne. 

Indtil han ved en fejlslagen pengeanbringelse mistede sin formue, var Patrick Dove godsejer. “Der blev sagt” – meddeler udgiveren i sit forord til bogen –, “at han var den mest populære jorddrot i Skotland. Men denne jordejer holdt ikke på jordejerne. Han hævdede, at et lands jord var hele folkets retmæssige arv. Han blev aldrig træt af at gentage, at jordrenten burde gå til staten, til alles gavn.” 

Patrick Dove holdt heller ikke på vildtlovene. Der var aldrig en skytte på hans store gods, og der blev aldrig lagt hindringer i vejen for jægerne, andet steds kaldet vildttyvene. Han sidestiller disse et sted med smuglere, hvis forbrydelse han kalder lovskabt. 

Efter tabet af sin formue, og efter at han havde giftet sig med en dame, der heller ikke ejede noget, bosatte han sig i Darmstadt, i Tyskland, hvor han underholdt sin familie ved at skrive, undervise og holde foredrag. Der var aldrig tale om fattigdom. 

Den bog, her er tale om, var hans første. Den blev udgivet anonymt, udkom i 1850 både i London og Edinburgh. Økonomiske værker blev ikke meget læst på den tid. Ikke des mindre læste Carlyle bogen og roste den. Den store filosof, sir William Hamilton, kaldte bogen epokegørende, og blandt de lærde vakte bogen megen opmærksomhed. 

Men skønt disse grundlæggende tanker, som senere er gået deres sejrsgang gennem verden, og som her i landet så smukt og klart er føjet ind i den eneste logisk mulige og derfor den eneste holdbare samfundsordning – Retsstaten, af dr. Severin Christensen, – var godt og dygtigt fremsat af Dove, var det dog, som om tiden endnu ikke rigtig var moden for dem. Det var forbeholdt Henry George at føre dét ud til masserne, som Patrick Dove fremstillede for de lærde. 

I sine senere år beskæftigede Dove sig meget med tanken om at ruste og uddanne masserne til at gennemføre sejrrigt den sociale revolution, som han, skønt han var en from kristen og en fredelig lærd, ikke kunne indse, hvorledes man skulde kunne undgå. Han oprullede ligefrem skyttekorps og gav stødet til en bevægelse, der i mangt og meget minder om vor riffelbevægelse i provisoriernes dage. Dette var efter, at han atter var vendt tilbage til sit fædreland, og medens han boede i Glasgow. I 1860 blev han pludselig ramt af et slagtilfælde. Fra den tid og til han døde, i 1873, den 28. april, førte han et meget tilbagetrukket liv. 

Når vi nu gengiver hans udtalelser om forskellige forhold i samfundet, som desværre ikke har bedret sig siden hans dage, er det for at vise de tankers universelle gyldighed, som særlig Retsforbundet nu søger at gøre gældende også i det praktiske liv. Hverken afstand eller år kan svække dem, de er af evighed, og vi kan aldrig mere slippe dem, før de enten lydes som lov i vore lande eller før vor kultur og vi selv med er gået under. Kastet i støbeskeen, fordi vi ikke kendte vor besøgelsestid. 

Læs evt. The Theory of Human Progression