af H. Thaarup (1903)
Om georgismen – Socialdemokratiels fredelige afløser
En folkelig afløser

Denne lille bog anbefales alle rettænkende mennesker som føler trykket af nøden og elendigheden i vort nuværende samfund og gerne vil gøre et ærligt arbejde for at afhjælpe den, den søger at bringe Henry Georges navn og gerning ind i den offentlige bevidsthed ved at belyse hans store reform fra en enkelt side, navnlig som det store etiske retfærdsmiddel i kampen mod samfundssygdommen. Andetsteds vil den søgende da kunne hente oplysning om reformens praktiske form som beskatningsforanstaltning, hvorledes den er gennemført i andre lande, og hvorledes den kan gennemføres herhjemme og vil virke i alle enkeltheder.

Bogen fremkom oprindelig som en artikelrække i et hovedstadsblad i sommeren 1902, og udgives nu samlet og med god grund efter opfordring fra mange sider. Også den danske Henry George Forening medgiver herved bogen de bedste ønsker.

Høng, 12. december 1902,
Sophus Berthelsen.

En magistratskonference på grundlag af Henry Georges jordrentelære

Den 21. oktober 1902 afholdtes i London af engelske byrådsudsendinge en konference om beskatning af jordværdier i overensstemmelse med Henry Georges principper. Der var mødt et antal af 160 delegerede for 124 magistrater og lokale myndigheder, fra mindre kommuner én udsending, fra større byer, samt fra London, Edinburgh og Dublin to-tre.

Følgende resolution blev sat under afstemning og vedtaget (23 afholdt sig fra at stemme, men ingen var imod):

“Denne forsamling af repræsentanter for magistrats- og andre beskattende myndigheder slutter sig til princippet om beskatning af jordværdien til lokale formål, idet vi holder en sådan beskatning for rigtig og retfærdig.”

En afsluttende og noget udvidet resolution kom til at lyde på, at de tilstedeværende myndighedsrepræsentanter takkede Glasgows byråd for dets forslag om beskatning af jordværdien, samt at man forpligtede sig til ved ethvert tilbørligt middel og så snart blot ske kunne at understøtte ethvert billigt og retfærdigt skridt, der kunne fremme forslagets ophøjelse til lov. – Kun fire stemte imod. Derpå nedsattes en komité på 25 medlemmer, der skulle virke for sagens fremme.

I november 1902 er en lignende konference med endnu større tilslutning (henved 500 delegerede) afholdt i Newcastle; alle politiske partier var repræsenterede, og man var enig om at præcisere nødvendigheden af at skaffe flere penge i de offentlige kasser, at lette byrderne for den arbejdende del af folket og samtidig fremme handel og industri.

Midlerne til begge disse formåls opnåelse lå lige for hånden i en retfærdig skat på jordværdien; landet havde jord nok til rigeligt at ernære alle sine beboere; hvad det gjaldt om var derfor, ved en retfærdig skat at nøde indehaverne til ikke al lade store strækninger henligge uproduktivt, eller så godt som uproduktivt, mens flertallet af landets børn uforholdsmæssigt tyngedes af skat på flid og arbejde. Det var derfor kun simpel pligt at arbejde hen til reformens snarlige iværksættelse.

Misstemningen over for parlamentets konservative flertal gav sig lydeligt tilkende, og man var fast bestemt på ved næste valg kun at støtte sådanne kandidater, der ville fremme jordværdiskattens indførelse.

Ovennævnte konferencer har fundet sted efter at manuskriptet til nærværende arbejde var afsluttet, så at beretningen derom ikke har kunnet indføres på rette sted (Georgismens udbredelse). Men da den kendsgerning, at magistrater og borgerrepræsentanter i England nu også er kommet med i Henry George bevægelsen, afgiver et talende vidnesbyrd så vel om dennes berettigelse som om dens stærke udbredelse, er det måske ret heldigt, at efterretningen derom er kommet til at danne indgangen til et arbejde, hvis øjemed er at vække danskes opmærksomhed og interesse for georgismen. Også vi har forgældede eller magre offentlige kasser; også vi har en arbejdende befolkning i by og på land, der trænger til at hjælpes.

Indledende bemærkninger

Den i året 1897 afdøde amerikaner Henry George er den af tidens mænd, som har talt de vægtigste ord om vej og midler til afhjælpning af den sociale nød og af det uhyre misforhold mellem overvættes rigdom med deraf følgende vellevned på den ene side og overvættes fattigdom med sine ikke mindre skæbnesvangre følger på den anden.

Og netop dette spørgsmål er tidens brændende; nu mere end nogensinde er det kommet os alle ind på livet, ligger alle alvorlige mennesker på sinde og sætter hele verden over tanker og kræfter i bevægelse. Årsagerne hertil kan være mange, men den mest iøjnefaldende er vel den, at det sidste halve århundredes rivende udvikling i alle lande har gjort det næsten umuligt for de tungt arbejdende statsmaskinerier at holde trop, medens dog samtidig den stigende oplysning og en voksende følelse af medansvarlighed lige over for al menneskelig nød og elendighed stedse ivrigere forlanger reformer.

Vel nedsætter regeringerne i alle lande kommission efter kommission for at komme til bedre indsigt på, told- og skattelovgivningens indviklede områder, sagtens fordi det instinktmæssig føles, at her er et af kernepunkterne i sagen; men flertallet af kommissionsmedlemmerne er så sammengroet med hidtil gældende systemer, at man ved hvert herhenhørende arbejde næsten overalt er nøjedes med at gå ud fra disse. Mellem to så yderliggående anskuelser som læren om overbefolkning (så at krig og pest nu og da endog skulle regnes for en gavnlig og naturlig åreladning) og læren om kapitalisterne som skadedyr, der forholder fattigmand hans velfortjente løn – mellem to så mærkelige anskuelser har man kunnet træffe en mængde meninger i alle afskygninger, en mængde forslag i alle retninger, men intet, der er bygget op på ryddet grund. Trods al kundskabsfylde, trods al intelligens, trods al god vilje, er man stedse kommet til kort, og resultatet at årelange forhandlinger er oftest kun blevet ændringer, der hverken har afhjulpet nøden eller tilfredsstillet den højere retfærdighedsfølelse, der trods alt ligger gemt i menneskets bryst som et vidnesbyrd om, at vor ånd har sit udspring fra Gud.

Det er Henry Georges store fortjeneste, at han ved synet af al denne ‘kommen til kort’ har rejst et dristigt: hvorfor? Drevet af dette blev han ledet til at forfølge hin følelse tilbage til dens kilde. Som en Columbus i åndens verden har han, med bestik og kompas i orden, gennempløjet nationaløkonomiens umådelige hav og har hinsides dette opdaget land – et rigt land, et frugtbart land: Guds evige retfærdsplaner, Guds mening med at give jorden til bolig for menneskenes børn. Herfra har han givet svar på hint hvorfor, og svaret lyder i sammentrængt form: verdens styrere og mægtige har i tidernes løb udformet sig et retfærdighedsbegreb, der lidt efter lidt er blevet det almene, men som i alt for høj grad afviger fra Guds eget, fra hans lov og fra hans kærlige omsorg for alle. Alligevel synes denne menneske­retfærdighed et såre stolt værk, og derfor er den i sin indbildte storhed kommet til at skygge for Guds retfærdighedstanker, der ligesom er blevet borte for os.

At få disse tanker frem igen i fuldt lys blev da målet for Georges stræben. Thi han følte, at kun på denne grund ville der kunne opføres noget, der stemte med tidens og med alle kommende tiders krav, med andre ord et system, der ville kunne holde trit med udviklingen.

***
Men medens nu ethvert barn ved besked med den første Columbus, er der herhjemme endnu alt for få, der kender den anden og hans tanker. Ganske vist vakte i firserne Henry Georges hovedværk Fremskridt og fattigdom en del opmærksomhed. Det var udkommet i 1878 og blev hurtigt oversat på alle sprog, også på dansk; men de, der som indehavere af samtidens anerkendte viden sidder inde med bestemt udformede meninger om de store samfundsspørgsmål, har altid vanskeligt ved at bryde med disse og slutte sig til udefra kommende tanker, der er dem helt fremmede; også var i halvfemserne vore forviklede politiske forhold alt for vel skikkede til hos almenheden at kvæle opmærksomheden for en sag der endnu var så ny, at den behøvede mange og ivrige fortalere for at slå an.

Fordi tavsheden om Georges ideer derfor blev almindelig herhjemme, endte mange med at tro, at de virkelig var ude af kurs, medens faktum dog er, at hos de frisindede i ikke få lande står de på dagsordenen til udførelse, ja, nogle steder er de endog allerede ført ud i fuld virkelighed. Georges modstandere kommer da nu til at regne med den nationaløkonomiske bevægelse, han har fremkaldt, og kan ikke vedblivende overse hans ideer hverken som skønne søndagstanker, eller, set under en modsat synsvinkel, som uretmæssig indgriben i det bestående.

Også herhjemme har vi nu fået en Henry George Forening, der energisk tager sagen op.

Henry Georges ‘opdagelse’

Hvad juristerne kalder fuld ejendomsret, som man kan have over sine penge, sine klæder og sit boskab, har ingen selv over sit hus og ingen uden hele folket over jorden, som skal bære og føde dem …
Uret kan aldrig ved nogen lov gøres til ret.
N.F. S. Grundtvig.

Hele menneskehedens ret til jordoverfladen står ubøjelig ved magt, trods alle skøder, skikke og love.
Herbert spencer.

Allerede i en ung alder fik Henry George ved selviagttagelser øjet åbnet for en kendsgerning, som mange enten overser eller forsætligt lukker øjnene for, den nemlig, at de vældige fremskridt, som det forløbne århundrede i det hele har fremkaldt, langt fra at bringe almindelig velstand tværtimod har bevirket en ophoben af rigdomme på enkelte hænder og, trods al arbejdsvillighed, alt for ofte fremkaldt uovervindelige vanskeligheder for de manges erhvervelse af selv det tarveligste daglige brød, altså af det nødvendige til føde, bolig og klæder.

Med iver kastede han sig da gennem mange år over de sædvanlige samfundsøkonomiske studier for ad denne vej at finde en løsning på fattigdomsgåden; men efterhånden blev det ham klart, at menneskers fejlgreb havde forvandlet samfundet til en kunstig mekanisme, der omsider var kørt fast uden udsigt til at komme fri ved de hidtil anvendte midler.

Hans ledende tanke blev da den: jord, hav, lys og luft er, som skabt af Gud, den store fællesgave eller lån til alle mennesker. Retmæssigt, dvs. uden at forurette de mange, kan jorden derfor ikke være nogle enkeltes særeje, ikke være privatejendom i dette ords almindelige forstand. En udstykning af jorden i mangfoldige småstykker vilde på den anden side være meningsløs og aldrig føre til målet. Lad derfor enhver ejer, så længe han selv ønsker det, vedblivende nyde brugsretten til den jord, han sidder inde med, men lad den nøgne jordværdi som den samlede menneskeheds eneste rigdomskilde til gengæld bære al skat; alt, hvad arbejdet kan frembringe af, ved og på jorden bør derimod være skattefrit, da det som en frugt af menneskets flid er så godt som dets egen skabning, dets uomtvistelige særeje i modsætning til jorden, alles fælleseje.

En beskatning af, hvad den enkeltes flid eller opfindsomhed har frembragt, anses da af George for at være et indgreb i ejendomsretten, hvorimod en jordrenteafgift til samfundets fælleskasse for retten til frem for andre at gøre brug af menneskehedens fællesgods, det være sig til bebyggelse, til udleje, til dyrkning eller hvad som helst, ikke alene er en fuldkommen retfærdig, men tillige den eneste lovlige – dvs. for Gud lovlige – beskatning.

På grundlag heraf, viser nu George, at man blot ved at bringe menneskenes love i overensstemmelse med Guds lov hæver enhver fare for overbefolkning, så vel som for overproduk­tion. Jordrenten[1] er nu og til alle tider fuldkommen tilstrækkelig til ethvert samfunds fællesfornødenheder, hertil også regnet enhver art af undervisning, samt sygepleje og rigelig omsorg for gamle og uarbejdsdygtige – goder, der under de nuværende forhold kun kan komme de velhavende til gode i den fulde udstrækning, mens dog den stigende retfærdsfølelse gør det pinligt for myndighederne at stå uden midler til på disse punkter at skabe gode vilkår for alle. Og hvad den enkeltes privatbehov angår, da vil det udbytte, som ærligt arbejde kan frembringe ved direkte eller indirekte brug af slægtens rigdomskilde, jorden, ligeledes være fuldkommen tilstrækkelig for alle slægter til alle tider.

Jordværdiskattens virkninger

Indførelsen af en jordværdiskat vil ikke, så lidt som bondestandens frigørelse i sin tid, kunne ske uden en vis tvang, uden et bud fra lovgivningsmagtens side. Thi som hin begivenhed vil den medføre en omordning af forskellige forhold, og lige over for det ukendte står de fleste oftest uvillige. Dog, da forholdene for et overvejende flertal af mennesker er mere end vanskelige, skulle udsigten til en forandring ikke synes særlig truende, ikke engang for jordejerne selv, hverken de store eller de små, eftersom de uhindret kan vedblive at være besiddere af jorden (som de i øvrigt ret ofte, trods ejernavnet, slet ikke ejer, fordi det er fremmede, til hvem udbyttet, førstegrøden, må afgives) – de vil kunne lade gå i arv, sælge, udleje, ganske som hidtil, og tilmed være sikrere på lønnen for deres arbejde. En af vore oplyste bønder, der dog på det nærmeste virkelig ejede sin gård, har allerede for flere år siden udtalt: “Ja, det er muligt, at min gård ved gennemførelsen af Georges reform vil tabe en væsentlig del af sin værdi, og jeg derved den formue, jeg har stående deri. Men kan reformen have den virkning, at mine børn går ud i verden med sikker adgang til erhverv, som giver rigeligt dagligt brød, da vil dette være mere værd, end om jeg under de nuværende forhold kunne give dem nogle tusinde kroner hver.”

Her er altså allerede forståelse; og forståelsen vil efterhånden komme over hele linjen, thi er der noget, som er simpelt og lige til, så er det Georges reform. Desuden er der ting, som man i grunden nok ved, men over hvis konsekvenser man til daglig blot ikke rigtig tænker.

Blandt de ting, man ved, er således dette, at forskellen på jordens værdi er afhængig ikke alene af kvalitet, men i første linje af beliggenhed og befolkningstætheden. En plet jord så stor som en kvadratmeter kan på hovedstadens bedste forretningsstrøg have en værdi af indtil 6-700 kr., mens det samme areal i en anden egn af landet kan fås for 5 øre. Men lad der, ved privat eller offentligt initiativ, ske en forandring med denne egn; lad der komme fabriksanlæg, minebearbejdelse, eller en havn, jernbane eller hvad som helst andet, der lokker mennesker til, som skal have jord at bo på, så vil der straks begynde en stigning af jordens pris, og den vil vokse ganske i samme forhold som befolkningstætheden tager til. Men hvad grund er der nu til, at en værdistigning af fædrelandets jord skal som ved lotterispil falde i en tilfældig jordindehavers hånd? Kan noget være mere naturligt, end at der af den ved samfundets fremskridt udviklede jordværdi udredes jordrente, eller i alt fald en klækkelig jordrente­skat til samfundets fælleskasse, der så til gengæld har at udrede alle offentlige udgifter og at afskaffe al skat på flid, altså ikke alene told, men også bygnings-, maskin- og alle andre driftsafgifter. Kun på den måde kan alle et lands beboere få den andel i fædrelandets jord, som med rette tilkommer enhver, men hvorfra det nuværende skattesystem udelukker de fleste.

Mens alle indirekte skatter, og måske da navnlig tolden, altid kommer til at ramme den fattige befolkning hårdest, fordi det for den er det i forvejen alt for knappe daglige brød, der beskæres, vil en jordværdiskat bringe ligevægt i tingene; thi uden at berøve nogen hans virkelige ejendom eller hans arbejdes frugt, vil den forhindre den ene medborger i at leve højt på den andens bekostning, ved den andens arbejde; og nyopstående højere jordværdi – således som den altid vil være forhånden i ethvert ikke stillestående land, eftersom ny jordværdi uafladelig skabes blot derved, at der er mennesker til stede, som arbejder – vil efter jordrentesystemet ikke fremtidig kunne berige enkeltmand i hans blotte egenskab af jordejer, hvad hidtil så ofte er sket, ja stadig sker, idet f.eks. mange mennesker kan sidde og vokse sig til rigdom blot derved, at de i store byer og disses omegn lader henligge dem tilhørende grunde og jordstrækninger, indtil samfundsudviklingen og befolkningstætheden med den deraf følgende stærke efterspørgsel efter jord, altså alt andet end ejerens egen virksomhed, har bragt prisen på de oprindelig billigt erhvervede jordstrækninger til en sådan højde, at de ved salg kan indbringe hele formuer.

De sidste halvhundrede års udvikling af Frederiksberg og anvendelsen af de store gartnerhaver nord, øst og syd for vor hovedstad taler højt om sådanne ved held eller spekulation erhvervede formuer. Dog skal de mennesker, der således har siddet stille og vokset sig rige, ikke nu høre ilde derfor – det er en følge af vort skattesystem, og det er ikke deres skyld, at de er privilegerede og al de er blevet rige, mens bolig og livets første fornødenheder er blevet stedse mere uoverkommelige for småfolk.

Men fordi et system hidtil har haft hævd, er der ingen grund til at holde på dets bevarelse, når der er et andet i sigte, der er mere retfærdigt. Og det er der nu; thi efter georgismens principper skal ethvert grundstykke, i by eller på land, svare grundskyld i forhold til sin virkelige værdi[2], ganske uanset om det er bebygget eller ej, om det anvendes produktivt, eller om man lader det ligge hen til fornøjelse eller på spekulation, kort, uden hensyn til, hvad brug der gøres af det. Således vil da de jordværdier, der ikke fremstår som løn for enkeltmands arbejde, men ene og alene derved, at et samfund vokser og udvikler sig, så der stedse bliver større trang til byggegrunde fremtidig komme på rette hånd, samfundets egen nemlig, til fremme af hvad der tjener alle dets medlemmer; ligeledes vil ejerne, om de ikke er rige nok til at lade en således beskattet jord henligge uproduktivt, ved den jorden påhvilende grundskyld nødes til at sælge til rimelig pris, hvilket atter vil komme arbejdende samfundsmedlemmer til gode og derved indirekte det hele samfund.

Når vi da med George opfatter jorden som den fælles rigdomskilde, forvandles ethvert samfund til en naturlig organisme med plads for de enkelte led til fri rørelse, mens det nu, trods al proklamation af friheden, for størsteparten af mennesker er småt bevendt med friheden til at røre sige, eftersom tusinder og atter tusinder på grund af arbejdsløshed ikke ved, hvor de skal tage føde og bolig fra på denne rige jord, og det uagtet jorden stiger i værdi og altså i skatteevne. Jo mere den benyttes, jo flere mennesker der kommer, jo større fremskridt der sker, både ved de forskellige offentlige anlæg og ved en voksende handel og industri, kunst og videnskab, alt dette, der efter georgismen ikke skal beskattes, men gives fri, og som derfor kan trives og ernære sine udøvere, både de fremragende og de mere almindelige.

Forstår vi, hvad jorden betyder, så har vi med det samme løsningen på skatte-, bolig-, arbejds- og lønspørgsmålet. Der er talt så meget om politisk frihed, at man helt har glemt, at den økonomiske er langt den vigtigste. Dette ses bedst i et land som Amerika: ved det forrige præsidentvalg understøttede kapitalmagten efter sigende i lige grad begge de kæmpende partier, og den vidste sig altså godt hjulpen, hvilket af partierne der end kom til roret. Hvad hjalp da massernes politiske frihed?

På georgismens og socialismens fremgangsmåde er der en væsensforskel, uagtet de begge går ud på at skaffe bedre kår for dem, der er på skyggesiden: socialdemokratiet bekæmper rigdommen og avler had og misundelse; georgismen derimod bekæmper fattigdommen, overfor hvilken socialdemokraterne har vist sig at stå magtesløse trods al forøget arbejdsløn. Og georgismen kan virkelig besejre den, fordi dens princip viser sig i stand til at lokke kapitalerne frem til virksomhed og retfærdig fordeling. Fra at være herre forvandler dette princip kapitalmagten til at være tjener, og det uden vold, ad ganske naturlig og frivillig vej: jorden, der er beskattet, må udnyttes og har således, direkte eller indirekte, brug for alle hænder, mens prisen bliver overkommelig på bolig, føde og brugsgenstande, eftersom alt det, menneskers egen flid tilvirker, ikke må beskattes.

** *
Den opgave, Henry George har sat sig, er i ikke ringere grad en etisk end en praktisk, og han har løst den i Guds eget lys ved at spørge: hvad har Gud ment? – Gud, der dog kun vil menneskers fremskridt, udvikling og lykke, også rent timelig set. Når desuagtet livets rent ydre forhold for flertallet af mennesker er alt andet end lyse og lykkelige, kan vi umuligt have forstået Guds mening ret og må søge om igen.

På denne søgen efter Guds mening, Guds vilje, har George sat sit liv ind og har derved fundet grænseskellet mellem hvad der er de manges (jorden), og hvad der er den enkeltes (frugten af ærligt arbejde): de manges, det fælles, kan aldrig blive privatejendom og må derfor beskattes til fælles bedste; den enkeltes virkelige ejendom må derimod være skattefri.

Her er vejen, ad hvilken fremtidens sociale udvikling må gå, ja allerede sine steder er godt i gang.

Arbejdets kår

Arbejdets kår af Henry George udkom i 1891 som svar på en rundskrivelse, udsendt af pave Leo XIII i anledning af arbejderspørgsmålet.

Da intet bedre end dette Georges arbejde er i stand til at give et billede af reformatorens genialitet, hans sunde sans, hans retskafne karakter og hele tænkemåde, skal dets indhold kortelig og for en del i citater gengives her.

Også Leo XIII ser med forfærdelse på den urimelige forskel i den nuværende fordeling af timelige goder. Også han ræddes over den herskende nød og over den hermed i forbindelse stående slette moral både opad og nedadtil, og i følelsen af sin ansvarsfulde stilling har han ment at burde fremkomme med et ord til retledelse. Men de udveje han anbefaler, er efter Georges opfattelse aldeles ude af stand til at fremme det tilsigtede mål, retfærdighedens sejr; og da rundskrivelsen tillige må betragtes som et direkte angreb mindre endog på socialismen, end på Georges egne ideer, tager Henry George til genmæle og forsøger på grundlag af den Guddommelige retfærdighed at vinde Leo XII for sin sag. George lige så lidt underkender pavens store indflydelse som oprigtigheden af hans ønske om at gavne menneskeheden; ja, han erklærer rent ud, at hans reform er for stor en sag til at kunne gennemføres blot ved en klog afvejning af personlig fordel; den religiøse samvittighedsfølelse må med, om den rettelig skal fuldbyrdes. Selv oprigtig troende indser George, at det er af yderste vigtighed at få ærlige kristne overbeviste om ideernes retmæssighed i forhold til Guds vilje. Og derfor har hans bog – Åbent brev, som han kalder den – budskab til os alle; thi er den end rettet til den katolske kristenheds overhoved, fordi nu netop han gav anledningen, så er det dog en kendsgerning, at pavens opfattelse af de store sociale spørgsmål i alt væsentligt er den samme, som almindelig næres i protestantiske lande.

Georges ideer er dog ingenlunde blot en trossag. Et vidnesbyrd om deres praktiske betydning og om, at de også kan bestå for tænkningens domstol ligger alene deri, at de anerkendes som kloge offentlige foranstaltninger og som blot sådanne allerede har vundet mange forkæmpere.

George viser i Arbejdets kår, at man ved den gennem mange slægtled nedarvede opfattelse af jorden som enkeltes privatejendom er blevet ledt til ikke at tage hensyn nok til sagens etiske side; og han minder som en slags modvægt om Thomas af Aquinas ord: “Den menneskelige lovgivning er kun lov i kraft af sin samklang med sand visdom, altså, når den står som udslag af den evige lov. Afviger den fra den rette tænknings vej, må den kaldes uretfærdig, og i så fald er den slet ingen lov, men snarere en slags vold”.

Som direkte modsætning til den af ham foreslåede naturlige jordskat henleder George derefter opmærksomheden på de skatter, der overalt i den civiliserede verden opkræves til samfundets kasse: “Accisen, der omgiver de italienske byer med skranker; de uhyre toldskatter, der hæmmer forbindelsen mellem såkaldte kristne stater; alle de forskellige skatter på næringsdrift og arbejdsfortjeneste, på formueanvendelse, på husbygning, på jorddyrkning, kort, på flid og arbejdsomhed under alle former”. Og han spørger: “Kan det være sådanne veje, Gud har tænkt, at regeringerne skulde følge for at skalte de nødvendige indtægter? Er nogen af dem af en sådan art, at vi kan tænke os dem som et led i en fornuftig og retfærdig plan?” og videre siger han: “Kristendommen lærer os, at alle mennesker er brødre, at deres sande interesser står i samklang og ikke i indbyrdes strid” … Men man betragter Kristus som uvidende på samfundslærens område, og man docerer nationalvelstandslove, der står i den skarpeste modsætning til hans lære”. – Man har teorier, der forherliger nationalhad, fremkalder krige verden over og lærer folk, at deres velvære afhænger af, om de kan påtvinge andre folks produktion sådanne bånd, som de ikke selv vil vide af, hvor det gælder egen virksomhed. Og i stedet for den kristne læresætning om menneskenes broderskab opstilles det som borgerdyd at skade de fremmede.

For nu med kraft at imødegå Leo XIIIs grunde til at hævde den private jordejendomsret tager George 8 punkter af hans bevisførelse enkeltvis under behandling.

1) hvad der er købt og betalt med retmæssig ejendom er retmæssig ejendom, siger paven.

Hertil svarer George, at køb og salg kan ikke skabe ejendomsret, kun overdrage den. Ejendom, der i sig selv ingen berettigelse har, bliver ikke mere berettiget ved at gå fra sælger til køber. I denne sammenhæng peger han på køb og salg af slaver og viser, hvorledes kernen i alt slaveri er at give det ene menneske magt til at tilegne sig frugten af det andet menneskes arbejde. Men ganske den samme virkning har den private jordejendomsret. Slaveejeren må lade slaven beholde nok af sit arbejdsudbytte til at opretholde livet. Har man i såkaldte frie lande ikke store skarer af arbejdere, der ikke får mere? Hvor meget mere af deres arbejdsfrugt får landarbejderne i England og Italien, end slaverne fik i vore sydstater? Satte ikke den private jordejendomsret i fordums mere rå tider de europæiske jorddrotter i stand til at forlange deres ‘førstenats ret’ ved bøndernes bryllupper? Men er det ikke den samme skændsel blot under andre former, der endnu i vore dage møder os i den usædelighed, som affødes af uhyre rigdomme på den ene side og bundløs armod på den anden? Livegenskabet i Rusland berøres, og det vises, at når jordtilegnelsen er gået så vidt, at der ingen fri jord er tilbage, som den jordløse kan få til brug, da træder uden yderligere vold den skjulte form af arbejdsrov i stedet for det ligefremme slaveri. Og denne skjulte form har den fordel at være mere økonomisk for jordejerne: Man behøver hverken at indfange eller passe på slaverne, ja ikke engang at føde dem, når man ingen brug har for dem; de kommer af sig selv, bedende om lov til at arbejde, og kan afskediges, når man ingen brug har for dem. Pisken kan undværes; sult er lige så virksom. Dette er grunden til at de normanniske erobrere i England og de engelske erobrere i Irland ikke delte befolkningen men jorden mellem sig. Slaveriet er ingenlunde afskaffet…

2) “Den private jordejendomsret er en naturlig følge af menneskets fornuftbegavelse”, siger Leo XIII.

Naturligvis indrømmer George, at hvad mennesket frembringer ved brugen af sin tænkeevne og ved sin forsynlighed uimodsigelig kommer ind under privatejendomsretten; men den samme ret kan ingenlunde udstrækkes til, hvad der er frembragt ved Guds tanke og ved Guds forsyn, og dette klargør han bl.a. ved et billede: Et rejseselskab drager gennem ørkenen. Enkelte af de rejsende har været så forsynlige at medbringe vand og har derved erhvervet sig retmæssig ejendomsret til dette. De andre, der ikke har forsynet sig og derfor vansmægter i ørkenen, kan vel bede om vand af nåde og barmhjertighed, men ingenlunde fordre det som en ret. Thi mens vand i for sig er en af Guds gaver, skyldes dog vandet på dette sted de menneskers forsynlighed, der har ført det med sig, og derfor er det udelukkende deres ejendom. Men lad os antage, hedder det videre, at enkelte bruger deres klogskab og omtanke til at ile i forvejen og sætte sig i besiddelse af kilderne for derefter at nægte de andre rejsende adgang til at drikke af disse, med mindre de vil betale for det. Ville slig forsynlighed give nogen virkelig ret? Nej, mener George og bebrejder paven, at det netop er den sidste slags forsynlighed, han forsvarer ved at tage den private jordejendomsret under sin beskyttelse, uagtet det dog i en af rundskrivelsens paragraffer er udtalt: “Menneskets behov er uophørlige; tilfredsstillede i dag kræver de ny forsyning i morgen, naturen skylder derfor mennesket til daglig forsyning af dets daglige behov et forrådskammer, der aldrig tømmes, og dertil kan kun jorden med dens uudtømmelige frugtbarhed tjene”. Med mennesket mener paven ganske naturligt alle mennesker, og i god overensstemmelse hermed spørger George, om da det, som naturen skylder alle mennesker, kan gøres til nogle menneskers privatejendom, hvorfra de kan udelukke alle andre? Og han henviser til biskop Nulty, der, gående ud fra bibelstedet: jorden har han givet til menneskenes børn, siger: Da enhver indbygger i et land er Guds skabning og barn, og da alle er lige for hans åsyn, så må enhver bestemmelse mht. landets jord, hvorved nogen, om så blot den ringeste i landet, udelukkes fra sin andelsret til den fælles arv, være ikke alene en skændig uret mod dette menneske, men tillige en formastelig trods mod skaberens velfærdstanke.

3) Den private jordejendomsret, mener Leo XIII, afskærer ikke nogen fra at bruge jorden, og, skønt delt mellem private ejere, ophører jorden dog ikke at yde alle, hvad de har behov.

George derimod mener, at kendsgerningerne taler et helt andet sprog. Han viser, hvorledes det, der har fordømt den engang så frugtbare romerske Campagne til gennem århundreder at henligge som en ørken, netop var den i romerriget stedse voksende størrelse af jordejendommene, en fare, for hvis ødelæggende virkninger allerede Plinius havde øje. Fremdeles peger han på de vidtstrakte skotske vildtbaner, der nu kun henligger som nogle få ugers adspredelse for enkelte store godsejere og deres gæster, skønt de samme strækninger i gamle dage under den gæliske lov, som anerkendte alles ret til landets jord, fostrede en kraftig slægt. Han nævner Irland, hvor landsbyer er forsvundet i løbet af et par slægtled og afløst af græsgange for godsejernes kvæg; USA, hvis landområde er stort nok til at huse hele Europas befolkning, men hvor man ikke desto mindre er begyndt at se skævt til hver ny indvandrer, fordi den kunstige mangel, som skyldes den private jordejendomsret, får det til at se ud, som om der knapt var plads og arbejde nok til dem, der allerede er der; Australien, hvor folkets masse på en unaturlig måde sammenpresses i storbyer, fordi den private ejendomsret har beslaglagt landet (her mest til græsning for uhyre fårehjorde).

Ja, siger George, man kan gå til hvilket som helst sted, hvorhen nutidens i sig selv så velsignelsesrige opfindelser er trængt, og man vil se, at den private jordejendomsret er den forbandelse, der får folk til, som profeten siger, at lægge ager til ager, at de må bo ene i landets midte.

Og dette vil kristne mennesker forsvare? spørger George.

4) Det at have anvendt arbejde på jorden giver ejendomsret til denne. Desuden kan forbedringernes værdi hverken skelnes eller skilles fra jordens værdi.

Var dette argument holdbart, siger George, så ville det føre til, at jorden ganske af sig selv gled ud af hænderne på de nuværende jorddrotter og gik over til forpagtere og arbejdere. Men argumentet er ikke holdbart.

Det arbejde, der anvendes på jorden, giver ejendomsret til dette arbejdes frugt, ikke til selve jorden, ganske som fiskerens arbejde giver ham ejendomsret til de fangede fisk og ikke til selve havet.

Nu kan vel ingen finde på at benægte, at sikker besiddelse af jord er en nødvendig betingelse for overhovedet at bruge og forbedre den, således som det sker i alle samfund, hvor man er kommet ud over den blotte jagt, eller fiskeri, eller indsamling af vilde frugter. En sikker besiddelse af jord, siger George, er ligefrem nødvendig for at sikre ejendomsretten til arbejdsprodukterne. Thi hvem vilde så, hvis høsten ikke var ham sikret ved privatbesiddelse? Og hvem ville rejse kostbare bygninger, hvis ikke retten til jordbesiddelse sikrede ham arbejdets frugt? Men at ejendomsret til jord er noget ganske andet og aldeles ikke nogen nødvendig betingelse for at bearbejde den, ses alene af den kendsgerning, at der i alle civiliserede lande findes jord, som ejes af en, men dyrkes og forbedres af en anden; ligeledes er kostbare bygninger opført af folk, der ikke ejer grunden, men kun har en tidsbegrænset besiddelsesret. Ikke alene er næsten hele London opført på sådanne betingelser, men så vel i den gamle som i den nye verdens storbyer vil man for mange af de største bygningers vedkommende finde, at husejer og grundejer er forskellige personer; ja så let er det at adskille jordværdi fra forbedringer, at halvparten af den grund, hvorpå det kolossale Grand-Pacific Hotel i Chicago er bygget, for nogle år siden solgtes for sig alene; og på Ceylon er det ret almindeligt, at en ejer et frugttræ og en anden den grund, hvorpå det står. Der er i virkeligheden ingen som helst forbedringer, hverken rydning, pløjning, gødskning, brøndgravning eller husbygning, der jo ikke, så længe dens nytte består, har en særværdi, som er tydelig adskilt fra selve jordens værdi; thi jord med slige forbedringer kan altid sælges for mere end lignende jord uden dem.

Jordrenten er da den afgift, der, efter Henry Georges princip, af jordbesidderen, dvs. brugeren, skal udredes til jordejeren, dvs. samfundet, som repræsenteres af landets styrelse; den beregnes efter den nøgne jords værdi (salgs- eller lejeværdi) og vil veksle i forhold til efterspørgsel og vekslende samfundsforhold, – alene nedlæggelsen eller opførelsen af en bro, en bane eller lign. kan medføre et fald eller en stigning i jordens værdi, og dermed også et fald eller stigning af jordrenten – og af skattebeløbet. Men det, at jordrenten bliver eneste skat, vil foruden på anden måde også komme selve jordbrugerne til gode, eftersom det er billigere at erhverve beskattet jord end skattefri.

5) Den private jordejendomsret støttes af den offentlige mening, har medført fred og ro og billiges af den Guddommelige lov.

Selvom det nu virkelig forholdt sig således, siger George, at den offentlige mening støtter den private jordejendomsret, så ville dette ikke sige stort: den billigede også engang slaveriet, som den vel overhovedet har billiget mangfoldig anden offentlig uret, så længe den ikke forstod bedre.

Men George viser, med hånden på historien, at den private jordejendomsret, således som vi kender den, intetsteds er vokset frem af en virkelig offentlig mening, men kun er blevet til ved overgreb og vold. Som slaveriet er den en frugt af krigen, og vi har den som en arv fra romerriget, hvis civilisation den undergravede og hvis herredømme den tilintetgjorde. I sit møde med de nordligere folkeslags friere ånd frembragte den lensvæsenet, hvori der, trods den underordning, der var trådt i lighedens sted, dog endnu lå en slags anerkendelse af den almene ret til jorden; thi len var betroet gods, til hvis besiddelse der var knyttet visse forpligtelser lige overfor det almene bedste og med ansvar overfor kongen, folkets repræsentant. Men efterhånden som lensvæsenet forfaldt og udnyttedes til de få jordindehaveres privatfordel, blev det, som man ved, et middel til undertrykkelse af de mange. Thi når det at sidde inde med jord bliver ensbetydende med erhvervelse af en rigdom, der frembringes ved andres arbejde, så vil de stærke og de samvittighedsløse sikre sig jorden. Og således udviklede sig da privatjordejendomsretten, som vi har set den brede sig over både den gamle og den nye verden, overalt fremkaldende et stort proletariat.

Når dernæst paven fremdrager bibelsteder til forsvar for den private jordejendomsret, så opstiller George ordet: “Jorden må ikke sælges for stedse, thi den tilhører mig,” siger herren, “og I er fremmede og gæster hos mig”. Ja George mener overhovedet, og sikkert med rette, at når skriften blot læses i den rette ånd, vil den ikke findes at indeholde noget som helst til forsvar for den private jordejendomsret; tværtimod kan det overalt ses, at jorden betragtes som Guds frie gave, som “det land, herren din Gud giver dig”.

Men hvor bliver Guds frie gave af, når enkelte sidder som lovlige ejere af store jordrettigheder (i vore dage hyppigst i form af prioritetsrenter af jord) og derved aftvinger størsteparten af landets børn værdien af deres ret til fædrelandets jord?

6) I sin rundskrivelses § 14-17 nævner Leo XIII (til forsvar for den private jordejendomsret) fædrenes forpligtelse til at sørge for deres børn og til at forsyne dem med alt, hvad de har behov til på hæderlig vis at sikre sig mod mangel og elendighed i dette livs omskiftelser, og tilføjer: men dette kan ingen fader gøre på anden vis end ved at eje indbringende ejendom, som han kan lade gå i arv til sine børn. Naturligvis indrømmer George fædrenes forpligtelse til at drage omsorg for deres børn; men, siger han, hvad der ikke er muligt (nemlig at efterlade indbringende ejendom som arv), kan ikke være pligt. Under den private jordejendomsrets herredømme er i de rigeste lande ikke engang fem procent af fædrene i stand til at efterlade deres børn noget nævneværdigt arvegods; de fleste efterlader næppe nok til deres egen begravelse. Et mindretal af børn arver rigdomme større end de har godt af, men det store flertal arver ikke blot intet efter deres fædre, men udelukkes ved den private jordejendomsret fra den arv, deres himmelske fader har tiltænkt dem, så de tvinges til at ansøge andre om tilladelse til at leve og arbejde og til at slide hele livet igennem for en ussel løn, der ofte end ikke sætter dem i stand til at undgå sult og armod. Men netop dette forhold, denne uret understøtter paven og hans meningsfæller, naturligvis ikke forsætligt, ved at tage den private jordejendomsret i forsvar. I modsætning til ovennævnte abnorme tilstand minder George da om, hvorledes hele menneskeslægten i virkeligheden er bestemt til at leve fra hånden til munden. Gud har selv ordnet forholdet således ved at give os både evne og pligt til arbejde og yderligere stadfæstet det ved bønnen: Giv os i dag vort daglige brød. Men han har da rigtignok også i fuldt mål sørget for muligheden af bønnens opfyldelse ved at skænke den samlede menneskehed jorden til fælles forrådskammer, og det er ikke hans skyld, men menneskers begærlighed og uretfærdighed, når hans faderlige forsorg ikke er kommet slægten til gode efter hans hensigt.

Hvad George med rette hævder som fædrenes pligt, alle fædres pligt, overfor børnene, det er ved eget levned og ved børnenes opfostring og oplæring at arbejde på, at de kan vokse op til mennesker, sunde på sjæl og legeme, med gode sæder, fromhed og flid og under en samfundsorden, som giver dem alle fri adgang til alfaderens gaver. Herved, fortsætter han, ville fædrene gøre mere for at sikre deres børn mod mangel og elendighed end hvad der nu er muligt for selv den rigeste fader … Thi Guds retfærdighed spotter menneskenes forsøg på at forvænne den, og i kraft af de skjulte love, der sammenbinder menneskeheden, for giftes de rige ved de fattiges lidelse. Og han spørger, om ikke livet har lært os, hvor lidt gavnligt det er for et barn at blive stillet over sine medmennesker og sat i stand til at tro, at Guds arbejdslov ikke gælder for det?

Under den samfundsorden, George og hans tilhængere arbejder for, bliver Guds gavmildhed ikke længere monopoliseret, og det vil blive muligt for alle ved rimeligt arbejde at fortjene rigelig løn. Og ved hjælp af det voksende fond, som samfundet gennem jordrenteskatten vil forsynes med, vil der kunne drages omsorg for alle, der har mistet deres arbejdsførhed eller deres naturlige forsørgere, og det ikke som en kneben og nedværdigende almisse, men som en borgerret, som den forsikring, samfundet i et kristent land skylder alle sine medlemmer.

7) I sit forsvar for den private jordejendom siger paven endvidere: den opildner fliden, øger rigdommen og knytter menneskene til jorden og fædrelandet.

Hertil svarer George, at det er forvekslingen af ejendomsret med besiddelsesret, der på dette som på andre punkter er årsagen til, at man har tillagt den private jordejendomsret æren for, hvad der i virkeligheden tilkommer den tryghedsfølelse, som fremkaldes af sikkerheden for ved varig besiddelse at kunne nyde sit arbejdes frugt, en sikkerhed, som er langt bedre betrygget ved Georges end ved det nuværende system. Ved skattebyrdens overflytning fra forskellige nuværende skatteobjekter til jordværdien alene vil langt flere end nu føle sig knyttede til fædrelandets jord, da denne efterhånden vil kunne fås til brug mod faldende købesum og ved udredningen af en årlig afgift, jordrenten. Og selv de, der på grund af omstændighederne ikke ønskede at komme i besiddelse af jord, vil få lige andel med alle andre i de fædrelandets fremskridt, som den nye ordning ikke kan undlade at medføre.

8) sluttelig hævder Leo XIII, at den private jordejendomsret hviler på naturretten, ikke på menneskelige bestemmelser; at staten ikke har ret til at ophæve den, og at skattepålæg med det formål at tage jordværdien vil være uretfærdige og grusomme mod de private ejere.

Eftersom naturen kun yder frugt for flid, mener George, at man med ganske anderledes ret kan tale om arbejdsudbyttet som naturret. Og denne arbejderens ret til sit arbejdes frugt er ældre end staten, fortsætter han, og står over dennes bestemmelser, så at skat på arbejdet og dets frugter er vold mod naturretten og uret mod den private ejer, der har frembragt disse frugter ad netop den vej, Gud selv har anvist ham: arbejdets vej.

I tilblivelsen af det fælles forrådskammer, jorden, har mennesker derimod ingen del, så den private jordejendomsret hviler tydelig nok ikke på naturens love, men på statens. Ikke blot må staten have ret til at afskaffe denne ret, men det må ligefrem være statens moralske pligt at gøre dette, eftersom den krænker naturretten og er en grov uretfærdighed fra statens side. Langt fra at der skulde ligge noget uretmæssigt igennem jordrenten at tage den nuværende jordejendomsrets fulde værdi til samfundets brug, mener George tvært imod, at den virkelige uret består i at lade den forblive på privatmands hånd – en uret, der i virkeligheden er som rov og mord, når henses til de utallige ofre af menneskelykke og menneskeliv, som denne ordning ad indirekte vej har på sin samvittighed.

Det er langt fra altid, at det er proletariatets egen skyld, at det er proletariat.

Det, at staten endelig en gang besinder sig på sin pligt og betragter ikke alene de store, men også de små som ligeberettigede til landets fælles forrådskammer, jorden, er lige så lidt noget, der kan fordre erstatning (hvad nogle mener skyldes), som slaveriets afskaffelse i sydstaterne hjemlede de daværende slaveejere erstatningsret for tabet af slaverne. Desuden, hvad der lige overfor jorden forlanges, er jo ikke nogen tilbagebetaling af de umådelige summer, der ved den private jordejendomsret, altså ved fortidens rov, er kommet på enkeltmands hånd; det er blot en fremtids foranstaltning: alle nuværende jordejere beholder deres jord som jordbesiddere; men til statens kasse indbetales den jordrente, som med rette tilkommer samfundet til fælles bedste.

***

Efter således på samme tid at have talt til samvittighederne og til forstanden, slutter George sit reformforslag med det håb, at man snart vil komme til at indse, at jordværdiskatten vil være et direkte og stort gode for alle små jordbrugere, hvis interesse som arbejdere er langt større end deres interesse som jordejere, og at, skønt de større jordejere eller, klarere udtrykt, den hele besidderklasse, som gennem prioritetsrenter, forpagtningsafgift osv. sluger jordbesiddelsesindtægten vil være den forholdsvis tabende part, så vil selv de i virkeligheden vinde derved, da følgen vil være en voksende almenvelstand og bedre sæder.

Georgismens udbredelse og praktiske følger

Intetsteds er vel i øjeblikket de lykkelige følger af arbejdet på gennemførelsen af Henry Georges ideer så iøjnefaldende som i New Zealand, hvis navn for os ældre har så kendt en klang fra den tid, da biskop Monrad efter vor ulykkelige krig i 64 valgte den ene af dem til midlertidigt opholdssted. Tilsammen er disse øer af Italiens størrelse; men skønt både jordbund og klimatiske forhold er gode, husede de dog kun en forholdsvis ubetydelig folkemængde, i 1870 ikke meget over en kvart million, hovedsagelig efterkommere af engelske indvandrere. Fra 1871 til 91 var landets pengeforhold i en ynkelig forfatning og folkemængden aftog med 20.000 mennesker årligt; mangfoldige unge mænd og kvinder udvandrede, fordi de ikke kunne finde deres livsophold hjemme, skønt landet med lethed kunne ernære en befolkning 50 gange større end den daværende. Grunden til denne tilsyneladende fattigdom var den, at størsteparten af landets jord var på forholdsvis få hænder, der med stor fortjeneste for de enkelte lod deres uhyre fårehjorder græsse på vidtstrakte landområder, som under en forstandigere jordfordeling kunne have ernæret en talrig befolkning. Og som i dette således i alle forhold: nogle få havde adgang til al fortjeneste, mens hovedmassen af befolkningen levede under trykkede forhold, dobbelt tyngende ved det uretfærdige skattesystem, der her som alle vegne hårdest ramte de arbejdende og de ubemidlede.

I 1891 var det endeligt forbi med det konservative regimente, under hvilket al jord, penge, styrelse havde været monopoliseret af de få, mens de manges livsforhold havde været yderst trange. Nu kom frisindede mænd, dels personlige venner af George, dels besjælede af hans principper, til roret; de fleste skatter ophævedes, mens der pålagdes en statsskat af visse procent på al nøgen jordværdi, efter stigende skala, for så vidt nogen enkelt besad jord til en værdi af 95.000 kr. eller derover.

Efter at dette var prøvet i 6 år, udvidedes bestemmelsen til også, hvor man måtte ønske det, at gælde som grundlag for kommunalskatten, hvorved samtidig al anden skat ophævedes i enhver af de kommuner, hvor man valgte denne beskatningsmåde; og dette skete mange steder med stor majoritet.

De gavnlige følger viste sig hurtigt. Befolkningen har i de sidste 11 år været i stærk tiltagen; agerbrug, værkflid og handel i en uafbrudt fremgang, og i samme tidsrum er befolkningens privatformue tiltaget med 40%, medens dog stat og kommuner har haft det langt rigeligere med penge end før. Princippet er: hverken millionærer eller tiggere, og der arbejdes ikke efter tørre doktriner, men efter et sundt og ædrueligt syn på tingene, så omdannelsen af landets forhold, hvilke tidligere faldt ganske sammen med de gammel europæiske, ikke foregår under trykket af et besiddelsesløst proletariat eller af en stor socialistisk arbejderhær, men gennem en dygtig og omsorgsfuld mellemklasse, hvis ledende mænd har forladt Europa, fordi de der ikke fandt forholdene tilfredsstillende, og som nu i en ny verden med held gennemfører principper, der kan føre til en større retfærdighed end den, man hidtil har kendt og slået sig til ro med. Deres bestræbelser har da det dobbelte mål at skabe tilfredsstillende arbejds- og livsvilkår ikke alene for sig selv, men også for deres medmennesker.

En af de ledende mænd, Rich. Seddon, der som premierminister har efterfulgt John Ballance ved dennes død i 1893, udtalte for 4 år siden i en valgtale, hvor det gjaldt om at forsvare det nye princip (samfundet som den egentlige jordejer og besidderne som en slags fæstere eller lejere), der stadig bekæmpes af de konservative, men ivrig og med grund forsvares af de liberale og stedse mere søges overført på al jord: “Hvis fæstebestemmelserne ophæves, vil det blot føre til, at prioritetshaverne om kortere eller længere tid vil tage ejendommene og blot lade besidderne beholde landevejene. Staten som ejer af jorden er mere liberal end pengeudlånerne, og vi bør fortsætte med statslån til indkøb af mere land, så alle, der vil, kan få jord i fæste. Seddon sigtede herved til de gode erfaringer, der allerede da var gjorte ved anlæggelsen af landsbykolonierne, som i 1898 omfattede omtrent 35.000 acres veldyrket jord med 5.000 mennesker (forhenværende arbejdsløse) i jævnt gode økonomiske forhold. Det er den samme tanke, der i midten af 90erne fremkaldte loven om tvangskøb af landejendom til kolonisation; men denne lov gik rigtignok først igennem efter megen modstand og trussel om udvandring fra de store jordejeres side. Af de riges udvandring blev der dog intet; de fandt deres regning ved at blive; ja så rigeligt blev efterhånden jordtilbuddet fra deres side, at staten endnu langt fra har haft midler nok til at købe al den jord, der blev udbudt til den. Indførelsen af grundværdiskatten i kommunerne er i stadig fremgang. Således melder Single-tax review, verdensorganet for det nye beskatningssystem, at hovedstaden Wellington nylig har gjort det sidste skridt ved fra 1. april 1902 at udskrive alle sine skatter efter den nøgne jordværdi, så at man der nu ikke har anden skat end jordrenten.

***
På Australiens fastland fulgte New South Wales i 1895 New Zealands eksempel. Personlig ejendom og forbedringer blev friivet, og en jordværdiskat af ¼% procent indførtes, de første 4.000 kr. dog skattefri; loven bestemmer, at jordbesidderen fradrager fra skattebeløbet renten af sine prioriteter. På prioritetsobligationer er der en stor indkomstskat, som dog først begynder for indtægter over 3.800 kr. årligt. Tolden er stærkt nedsat og mentes at skulle være helt ophævet omtrent nu.

Mange mente, at loven vilde modvirke nybyggeres virksomhed, fordyre jorden og bringe den ud af brug. Men det stik modsatte viste sig at være tilfældet. Der blev ivrig efterspørgsel efter jord og lige så stærkt tilbud fra spekulanternes side, for hvem det nu ikke længere betalte sig at holde på den. Der blev således en rask udstykning af ejendomme på 50­100.000 acres og derover; og hundreder, ja tusinder af familier dyrker nu den jord, der før var overladt til fårene.

Lovgivningen har givet adgang til alle naturens kilder, har lokket kapital til, gavnet landbrugeren og arbejderen, værkflid, skibsfart og handel, samt øget efterspørgsel efter materiale, på samme tid som statsindtægterne er steget.

Således flere steder på Australiens fastland og i Amerika; i modsætning dertil kan nævnes det til New South Wales grænsende Victoria, hvor alt er ved det gamle og, lige som New Zealand før 1891, i stærk tilbagegang.

New Zealand er fremdeles i livlig fremgang, og intet ser ud til at hindre denne, da landet er forblevet uafhængigt af de øvrige australske stater og altså fremdeles kan følge sin sunde finanspolitik. New South Wales er derimod nylig trådt ind under de Forenede australske Stater, og det vides endnu ikke, om dette vil hæmme eller fremme landets udvikling.

Inden vi går over til Europa skal her nævnes, at sagen også har stor fremgang i Canada, hvor det viser sig, at enhver af dens sejre betegner et fremskridt i almenvelstanden; ligeledes, at det i USA af mange erkendes, at man i single-tax (eneste­skatten) har det sikreste våben mod de overhåndtagende trust’er og ringe, som fra storindustriens og monopolernes side truer med at tage brødet ud af munden på alle udenforstående næringsdrivende og arbejdere. De frisindede partier er derfor ved første valgkampagne rede til at tage single-tax op som fornemste programpunkt; overalt er man på færde med oprettelse af single-tax-klubber, foredragsrejser, andragender til sogne-, by- og amtsråd, kort, alt hvad der kan tjene til at fremme sagen og sprede kundskab om den.

En af de ivrigste forkæmpere er mangemillionæren Tom Johnson, borgmester i Cleveland i Ohio. Han har følt sig så grebet af det retfærdige og praktiske i Georges ideer, at han har stillet sit liv og sin formue til jordrentesagens rådighed. Allerede sidste eftersommer er han begyndt på en foredragstourné, der skal strække sig over alle staterne og fortsættes gennem to år, dvs. til næste præsidentvalg. Han agter nemlig at gøre Roosevelt rangen stridig og har blandt andet foreslået, at de to i en offentlig debat skulle forsvare hver sit standpunkt. Som bekendt synes nemlig præsidenten så blændet af den glans, det nuværende systems mangemillionærer kaster over landet, at han betragter trusterne med venligere øjne end det kan bestå med de manges interesser, der ikke har del i eller gavn af den såkaldte nationale rigdom. Thi vel lyder det stort, når statistikken fortæller, at nationens formue nu udgør 1445 $ pr. hoved, så at der blot på en familie bestående af fem personer falder en så anselig sum som 7.225 $, ligeledes at bankindskuddene er fordoblede i de sidste 10 år; men billedet forandres lidt, når man på samme tid og ad samme vej erfarer, at af hver 1000 personer må de 999 lade sig nøje med sådan noget som 250$, eftersom gennemsnitlig hver tusinde person ejer de 1.200.000$. Og trods al statistik er det en kendsgerning, at mange end ikke ejer fem $, og at det, der kaldes nationalrigdom, ikke betegner hvad folkets masse ejer, men hvad der kommer på de forholdsvis få hænder.[3]

* * *
Vender vi os nu til Europa, får man ved bladenes almindelige efterretninger just ikke det indtryk, at georgismen spiller nogen rolle i regeringers og rigsdages rådslagninger. Og dog viser det sig ved nøjere eftersyn, at selv et land som Tyskland i de sidste 3-4 år har gjort yderst interessante erfaringer på dette område. Mens dets øvrige kolonier stadig er i tilbagegang og kræver voksende tilskud fra moderlandet, er dets koloniland i Kina, Kiautschau, under den mest levende fremblomstren: kineserne vandrer tilbage til den forhadte, tyske koloni; englændere og andre europæere foretrækker Kiautschau endog for engelske besiddelser, der dog ellers altid prises; prægtige byer fremstår, en fortræffelig havn er anlagt og forretningslivet blomstrer, alt sammen uden at det pålægger moderlandet byrder. Og grunden? Ja, den simple, at man har været så fornuftig at indføre jordrenten som eneste grundlag for beskatning, hvoraf atter følger, at spekulation i jord er umulig, hvorimod jordværdien og dermed samfundets økonomiske evne til nye fremskridt vokser i ganske samme forhold, som selve samfundet vokser, så at man aldrig er i forlegenhed for midler til fremme af det heles vel og vækst.

Navne som admiral Diedrichs, Miquel og marineminister Tirpitz er knyttet til ordningen af Kiautschaus forhold i 1899. Under det tyske Kolonialgesellschaft‘s møde i Halle 1902 vedtoges det at anmode rigsregeringen om at indføre jordrentesystemet i alle tyske kolonier; man havde jo nu syn for sagn mht. dets formålstjenlighed. Også må det bemærkes, at den første tyske kolonialkongres i Berlin (okt. 1902) enstemmig har vedtaget en tak til rigskansleren for systemets gennemførelse i den kinesiske koloni.

I modsætning hertil kan nævnes, at jordspekulanterne, der føler sig brøstholdne ved det nye system, her som alle vegne af al magt holder på det gamle og gør hvad de kan for at mistænkeliggøre det nye.

Måske er det Kiautschaus trivsel, der ligger til grund for, hvad der fortælles mht. det store, nordtyske kanalprojekt. Skønt kanalanlægget åbenbart i høj grad ville fremme handel og vandel, tilbagevistes forslaget af rigsdagen på grund af de uhyre omkostninger. Nu, påstås der, vil kejseren en skønne dag på ny forelægge forslaget, men uden at kræve videre tilskud af statskassen dertil, idet han simpelthen til dækning kun forlanger en lov til opkrævning af de nye jordværdier, som kanalernes anlæg ikke kan undlade at skabe overalt på deres vej.

Tanken er så sund og retfærdig, at man kun kan ønske den virkeliggjort. Kommer kanalerne, vil mangfoldige jordstrækninger af tidligere ringe eller middels værdi pludselig få en meget betydelig værdi, og denne værdistigning vil aldeles åbenbart ikke skyldes jordejernes flid eller arbejde, men kun samfundets vækst, der nødvendig- eller ønskeliggør kanalernes anlæg. Der er da god mening i, gennem en jordværdiskat at lade disse nye værdier komme det samfund til gode, som har skabt dem ved sin vækst og sit stigende behov, hvorimod det kun ville være en af de gamle, idelig gentagne uretfærdigheder, om man for kanalanlæggenes skyld pålagde nye skatter eller forhøjede de allerede bestående, så at livet blev gjort surt for de mange, der i forvejen har det knapt nok, mens de få, der sidder inde med de pågældende jorddistrikter, sovende ville kunne inkassere uhyre summer. Nej, skal ikke tilfældigheden, men retfærdigheden råde på jorden, så er jordværdiskatten den eneste mulige vej, der er at gå, ikke alene i nye, men, som man ser, også i gamle lande, når disse sidste da ikke vil stå stille eller bringe flertallet af sine beboere i en forarmet tilstand.

Mens ovennævnte fremgangsmåde, der hurtigt ville kunne bringe tyskerne den ønskede kanalvej, endnu kun ligger i formodningernes verden, må det noteres som en kendsgerning, at der rundt i Tysklands byer er en stedse stigende stræben efter at få de kommunale skatter overført på jorden, således at grundenes egen værdi og ikke deres faktiske nytteværdi lægges til grund for jordskatten. Særlig har man opmærksomheden henvendt på reformens gunstige virkninger mht. boligspørgsmålet, der jo overalt er blevet et af tidens brændende; en skat på jordrenten vil nemlig tvinge de nu så stærkt sammentrængte storbyer til at flade sig ud over de omgivende jordstrækninger, idet disses indehavere, når der ingen forskel bliver på afgiften af ubebygget og bebygget jord, ikke kan stå sig ved at lade arealerne henligge ubebyggede; således vil ikke alene huslejen falde, men sunde boliger med lys, luft og sol langtfra i så høj grad som hidtil udelukkende være et privilegium for de forholdsvis få bedre stillede.

Der skulle i det hele synes at være udmærket jordbund for Georges reform i Tyskland (det har da også sit Boden-Reform-Bund, der virker gennem sit tidsskrift Deutsche Volkstimme.), hvor man i flere mindre kommuner, som byerne Klingenberg, Bermersbach, Langenseeboldt og Freudenstadt fra tidligere tider har bevaret et skattesystem, der i sine grundtræk er ganske i overensstemmelse med Georges reform. Således har Freudenstadts 1500 borgere i 300 år ikke betalt nogen af de mange kommunale skatter, hvormed andre er bebyrdede, thi jorden, enten det nu er ager-, skov-, mine- eller byggejord, udreder alle udgifter, og der bliver endda et årligt overskud til enhver af de indskrevne borgere.

I Frankrig, hvis offentlige finanser længe har været i nedgang på grund af det fortvivlede skattesystem, er der nylig sket et lille fremskridt, idet Paris’ kommunalbestyrelse i fjor har afskaffet visse acciseafgifter og blandt sine nye skatter indført en skat på ubebygget jordgrund. Allerede inden dennes opkrævning sporedes dens gavnlige virkninger: ejerne af de store luksusparker fandt det klogest straks frivillig at give disse en almennyttig anvendelse. Reformen har derfor også vakt betydelig opsigt.

Som det vistes på de første sider i bogen er man i England nået så vidt, at grundværdiskatten virkelig står på de politiske partiers program; og hvad den kommunale styrelse angår, så er mangfoldige kommuners skattelove allerede nu stærkt prægede af dens principper, så at de øvrige skatteobjekters tal stadig indskrænkes. Da i England jordlodden oftest tilhører en og huset derpå en anden, gennemføres reformen der simpelthen på den måde, at man overfører et stedse større mål af skat fra huset til grunden.

Også til Holland og til Schweiz er bevægelsen nu nået.

I Danmark synes regeringen og folkerepræsentationen endnu ikke direkte påvirkede af den georgistiske bevægelse, skønt det forlyder, at mange rigsdagsmænd vedkender sig princippernes rigtighed og adskilligt også tyder på, at der i de ledende kredse er en begyndende forståelse af ideernes vidtrækkende betydning.

Hvad det hos os gælder om er da, at man i stedse højere grad bliver klar over, at jordrente-systemet er et spørgsmål, der må tages op i folkebevidstheden til indgående drøftelse og forståelse, en sag, ingen har lov til at skyde fra sig som sig uvedkommende. Vi er jo dog alle, mænd som kvinder, medlemmer af samfundet, og det bør derfor ikke være nogen af os ligegyldigt, om skatterne pålægges efter et gennem tiderne og ved forandrede forhold sammenflikket system, eller om dette sker efter et klart og retfærdigt princip, der i sig selv er på samme tid retlinjet og elastisk: retlinjet, så at udviklingens gang ikke rokker dets retfærdighed, elastisk så at det af sig selv følger alle udviklingens bevægelser.

Som man andetsteds har foreninger til at udbrede oplysning angående dette vigtige samfundsspørgsmål, har vi også her i landet vor Henry George Forening, der gennem møder, foredrag, småskrifter og forslag søger at sprede forståelse i stedse videre kredse. Så at de politiske partier herhjemme ligesom andetsteds vil nødes til at tage bestemt stilling til denne betydningsfulde skattereform og tage den op som programsag til gennemførelse af landets regering.

Og dette vil ske, når partierne får øje ikke alene for sagens ideelle, men også for dens praktiske berettigelse. Reformen vil ikke røre ved jordejendomsrettighed i betydning af rådighedsret, men kun i betydning af udbytteret; også ønsker dens venner den kun gennemført ad lovgivningens vej, på det bestående samfunds grund, i passende og rimelige overgangsformer, så at ikke nogen berettiget enkeltmands interesse krænkes. Spørgsmålet står på dagsordenen hele verden over. Hos os spørger nu sagens venner sig selv: hvilket af vore politiske partier vil vel først åbent vedkende sig denne reform, som har alle betingelser for at blive folkets krav? Hvilket af dem vil først tage ‘eneste skatten’ på sit program?

Spørgsmålet kan synes berettiget på grund af vor fortvivlede partipolitiske splittelse; men når henses til den geniale simpelhed, der præger Henry Georges teorier, er der al grund til at tro, at jordrentesystemet i lige grad kan tiltrække sig alle sande fædrelands- og menneskevenner, i lige grad kan finde tilknytningspunkter i alle politiske partier og således blive det nationale samlingsmærke, hvorefter befolkningen sukker; thi

– det er konservativt i god forstand, eftersom det går ud på at bevare fædrelandets jord for fædrelandets børn.

– det er demokratisk, folkeligt, thi det tilsigter ikke at gavne nogen enkelt, men alle klasser, idet dets forkæmpere går ud fra, at uretfærdigheden ikke kan være til virkelig gavn for nogen, mens retfærdigheden derimod gavner alle.

– det er socialistisk i dette ords bedste forstand, thi det tilsigter at skaffe tålelige kår for de mange, der nu, trods al arbejdsvillighed, på grund af forholdene ingen udveje ser til forbedring af deres kår; det vil hindre dannelsen af det store proletariat, hvis liv i lige grad er en skændsel og en byrde for samfundet og for det selv; men dets fortalere prædiker ikke misundelse og had, de har forståelsens klarsyn og er ikke så uretfærdige at gøre de besiddende personlig ansvarlige for de fattiges slette kår. De peger på fortidens fejl og siger: lad os rette dem, så baner vi vej for Fredsfyrstens rige.

***
Hensigten med foranstående fremstilling af georgismen bar udelukkende været den at pege på og vække interesse for en bevægelse, der synes at gå i den rigtige retning og at rumme store fremtidsmuligheder. Enkelthederne ved systemets udførelse i praksis vedkommer ikke os lægfolk, det er en sag for nationaløkonomer, og det derhen hørende arbejde er taget op af Henry George Foreningen. Men når man af sagens modstandere og af andre, der vel ved lidt men ikke rigtig besked, bl.a. kan høre, at der ikke engang i Amerika, hvorfra bevægelsen dog er udgået, høres mere om Henry George, så er dertil at svare, dels at Amerika er stort, og dels at Georges tanker i den grad er gået fremskridtsfolk i alle lande i blodet, at det for en stor del er disse tanker der ligger til grund for de nye retfærdighedsbestræbelser rundt om, hvorfor man nu ikke hvert øjeblik behøver at fremdrage navnet på ideernes ophavsmand. Herhjemme er det derimod nødvendigt at slå stærkt til lyd for Henry George, fordi hans ideer her er forholdsvis ukendte og lidet bearbejdede.

Henry George selv

Læserne har ikke brug for nogen egentlig karakteristik af Henry George; af hvad der er udviklet under Arbejdets kår, vil det være fremgået, at han hører til dem, der hungrer og tørster efter retfærdighed og derfor af Kristus selv prises salige med de ord: ‘De skulle mættes’. Han gav Gud sit sind, og Gud gav til gengæld ham sin velsignelse, så at hans tanker nu er det væld, hvoraf der øses af alle, som søger folkeslagenes vel; forskelligt i de forskellige lande og efter de forskellige personligheder; klart og med fuld bevidsthed et sted, famlende og usikkert et andet.

Men også et digterord har en betegnelse, der kan anvendes på George. I Kongsemnerne hedder det, “At Gud kan sidde inde med en tanke til en tid; men når stunden er der, kårer han sig en såmand til at strø den ud. Som man ser, en ny form for det bibelske udtryk ‘og Gud oprejste, eller opvakte’ den og den. Det skete i de gamle dage, og det sker den dag i dag: når tidens fylde er der, står de frem, disse mennesker, og udtaler ord og tanker, som vi almindelige mennesker til at begynde med har ondt ved at forstå og at vedkende os, fordi det almindelige livs tanker og veje er kommet langt bort fra Guds, men som dog omsider, trods spot og modstand, vinder indgang, netop fordi det er den evige Guds tanker, der ikke kan dø.

Af disse såmænd vedkender nogle sig straks kaldet fra oven og udfører Guds vilje i lydighed; andre går som Bileam deres egne veje i ulydighed, men tjene Guds formål må også de. Historien og livet viser os det stadigt.

Til dem der tjener i lydighed hører Henry George; men derfor går han også så lige på, så uforfærdet og uden omsvøb. I tillid til den Gud, der har betroet ham gerningen, kender han ikke til menneskefrygt og betænker sig aldrig på at sige magthaverne sandheden rent ud; men i modsætning til så mange andre, der heller ikke skåner magthaverne, er han hensynsfuld i sine angreb, forudsætter aldrig ond vilje, kun mangel på blik. Han har den skønne tillid til menneskene, at de i det hele og store kun er vildfarende. Og i det hele og store har han heri ret.

Om karakteren altså intet yderligere her, og af hensyn til pladsen, kun nogle få data af Georges ydre liv.[4]

Henry George blev født i Philadelphia d. 2. sept. 1839, og røbede allerede som barn ualmindelige anlæg og en stor videbegærlighed, der altid måtte tilfredsstilles ved selvsyn. I 16 års alderen lykkedes det ham efter mange overtalelser at opnå forældrenes samtykke til foreløbig at forlade den bogtrykkerlære, hvori han var sat, for at gå til Indien og se om også forholdene svarede til alt, hvad han havde læst derom. Denne rejse varede tre år; så tog han atter fat på sin uddannelse som bogtrykker, men afbrødes dog snart heri på grund af firmaets fallit, hvorefter han gik på nye rejser; men med alt det sørgede han dog for i 21 års alderen at stå som udlært bogtrykker – et træk, der heller ikke fortæller så ganske lidt om manden.

George vakte tidligt opmærksomhed ved sine velskrevne bladartikler, der både i form og indhold var noget ualmindeligt. Et par gange i sit liv var han selv redaktør. Han har opholdt sig både i de østlige stater og i Californien, overalt iagttagende, tænkende og oplevende som få, fordi hjertet var med i alt. Hos ham gik aldrig forstanden alene, og hans livsvandel svarer helt igennem til hans ord.

Grebet af storstædernes rent ud overvældende modsætning mellem de uhyre rigdomme på den ene side og mangelen af de allerførste livsfornødenheder på den anden, kom hans tanker til at kredse om dette, at finde først årsagen til og siden lægemidlet for denne uhyggelige samfundssygdom. I et tidsrum af 9 år ser vi ham fordybe sig i statsøkonomiske, historiske og sociologiske studier; han læste alt herhenhørende; men altid blev han tillige drevet frem ad den selvstændige tænknings vej, prøvende og vejende, så han ingen tid blev lænkebundet af fastslåede doktriner.

I 1877 træffer vi ham efter opfordring holdende foredrag for de studerende ved universitetet i San Francisco. Hans syn på de sociale spørgsmål klaredes stedse mere; endelig er det tidspunkt kommet, hvor han ser sig nødt til at bryde med fortidens lærdomme, og efter to års ihærdigt arbejde udkom i 1879 hans epokegørende bog Fremskridt og fattigdom. Som alle banebrydere havde George naturligvis haft ondt ved at finde en forlægger, men endelig slog han igennem, og bogen er senere udkommet i oplag på oplag og oversat på tysk, fransk, italiensk, på hollandsk, spansk, russisk, ja selv på tyrkisk; også på norsk og svensk foreligger den, mens nye udgaver er fremkommet i England, Amerika og Australien; ja, i californiske skoler er den endog indført som læsebog. Også som foredragsholder blev George nu kendt både i den nye og den gamle verden.

Af hans senere værker skal her nævnes Samfundsspørgsmål, Beskyttelse eller frihandel, Arbejdets kår; også disse arbejder er nu let tilgængelige for danske, da de første er udkommet på norsk, medens det sidste haves i en god dansk oversættelse ved Jakob E. Lange.

Alle Georges arbejder henvender sig i lige grad til læserens hjerte og forstand. Han har en egen måde at tale til vor samvittighed, og kernen i hans værker er dette: skal vi have gode, dvs. for alle menneskeværdige kår her på jorden, må retfærdigheden i højsædet. Lad den sejre, så får vi fredsfyrstens rige; lad os ramme en pæl igennem dets henvisning blot til himlen, thi dette er ikke Guds vilje. Kristi ord: ‘Nøjes med det i har’, er ikke stilet til dem, der mangler det daglige brød; det har en anden adresse.

George tvivler da ikke på, at Guds rige både kan og skal realiseres her på jorden, som vi står der med alle vore menneskelige fornødenheder, der hverken kan eller skal afvises. Og deri ligger hans styrke; thi sandelig, al suk og klage over uretfærdigheden på jord er afmægtig, så længe vi slår os til tåls med tingenes tilstand, hvad så grunden dertil end er, enten fordi vi har vort på det tørre, eller fordi vi mener, at uretfærdighed nu engang er uadskillelig fra menneskelige kår og aldrig vil forsvinde, så længe jorden står. Nej, Gud har taget os selv til medarbejdere på sit riges komme, og dette fuldbyrdes ikke derved, at vi nøjes med lunkent og kun med tanken på os selv at bede: ‘Komme dit rige’, eller ‘Ske din vilje’, eller ‘Giv os i dag vort daglige brød’, men derved, at disse bønner bedes i inderlighed og med kraft, så vi drives til at spørge os selv: hvad er da Guds vilje, og hvordan vil han lade disse bønner opfyldes, også den sidste, af hvis opfyldelse så meget afhænger, der ikke mindre angår menneskers åndelige end deres timelige velfærd.

George har spurgt i alvor og i inderlighed, og svaret gav Gud ham i en oplyst forstand og i en vilje, der var gennemglødet af Guds ånd; derfor kunde han som få blive retfærdighedens talsmand, og hans navn vil leve, når mangt et stort navn er blegnet, hvis bærer, ledet af den blotte lærdom eller af egenvilje, lånte sit lys andetsteds fra, og således ikke tilførte slægten den levende Guds tanker. At modtage og fastholde disse er det sande genis kendemærke.

Henry George og kirken

Henry George er død, men hans gerning lever, og den føres for hvert år der går videre i alle lande. Mange steder har gejstligheden allerede sluttet sig til den, og det er netop hvad George både håbede og ventede, ja ligefrem bestræbte sig for, thi han vidste, at de landes befolkninger, hvor kristendommen nu engang hører hjemme, dog trods al agitation i deres inderste grund er religiøst sindede.

I sit ‘Åbne brev’ har han foreholdt kristendommens forkyndere, at de for lidet tager hensyn til det store økonomiske spørgsmål, at de vel giver mennesker lige arveret til himlen, men, ved at godkende den nuværende tingenes tilstand, nægter dem den lige arveret til jorden; ligeså, at de ikke ved religionens hjælp har fundet en klar og en retfærdig løsning på dette vigtige spørgsmål. “Dersom teologien”, siger George, “som Thomas af Aquina mente det, er alle videnskabers sum og brændpunkt, er det da ikke religionens sag klart og frygtløst at sige, hvori det vrange i arbejdets kår ligger? – Det var en dyb og rigtig følelse, der i oldtiden drev mennesker til oraklerne med det spørgsmål: hvormed har vi krænket Guderne? Dette skete, når en eller anden almenulykke truede. Også i vore dage truer en almen ulykke: det voksende misforhold, der endog truer selve samfundets beståen. Også i vore dage rettes det samme spørgsmål til kirkens mænd af mennesker, som føler, at der er noget galt. Hvad svar får de? Ak, i regelen er det ligeså vagt og ufyldestgørende som de svar, de hedenske orakler gav. Kan man da undres over, at masserne taber deres tro?” Og, kan her tilføjes, thi vi ser jo daglig vidnesbyrd derom, med hån og spot vender sig mod kirken i dens afmagtstilstand.

Men troens forlis anser George for den største ulykke, der kan times slægten, og derfor betoner han atter og atter, at det må blive kirkens sag at vise menneskene, også dem, der sidder inde med magten, at Guds retfærdighedskrav alt for mangelfuldt gennemtrænger vore jordiske forhold, og at det i det omhandlede forhold er vor tilsidesætten af skaberens velfærdstanke med jorden som fælles rigdomskilde, der er skyld i, at selv retsindige og arbejdsvillige mennesker i tusindtal nu forgæves beder og leder om det ‘daglige brød’, om hvis mangeartethed og uundværlighed, men samtidige uoverkommelighed for så mange vi dog alle ved besked. At sådanne af den grund mister troen på Gud og på den kærlighed, der forkyndes dem fra prædikestolene, er ikke alene en ulykke for hver enkelt selv, men også en nationalulykke.

Og har George ikke ret på dette punkt, ret i at råbe vagt i gevær? Ikke at vi skal ønske en mere eller mindre maskeret genopståen af den rationalistiske tid med alle dens fejlgreb og dens præsters gåen i detaljer; nej, blot et retfærdigt syn på den nuværende tingenes tilstand og en ved Guds ånd opladt forstand til at skønne om, hvorledes sandheden og retfærdigheden både kan og skal indføres i de jordiske forhold. Thi alene den sunde sans må jo sige os, der tror på Gud, at han ikke er så meningsløs i sin handlen, at han skulde have sat de væsner, han har skabt i sit eget billede, på en jord, der ikke kan ernære alle dem, han giver liv, og hvor ikke retfærdigheden skulle kunne ske fyldest. – Men kan den fyldestgøres, så skal det ske.

Dette er fordringen, som George stiller til kirken, og der er grund til at stille den. Thi der er så megen sløvhed, eller måske rettere umyndighed og uvidenhed hos mangfoldige af os på punkter, der ikke berører os selv personligt, at vi ofte trænger til, at de, der som præsterne har lejlighed dertil (de har i alt fald én gang ugentlig deres menigheds øre), giver tankerne et lille stød i den rigtige retning; ellers hænder det let, at man falder i søvn eller i hænderne på ringere vejledere. Og hvilken indflydelse netop præsterne har i jordiske forhold ses bedst, når det gælder barmhjertighedsgerninger (der for øvrigt nu er omtrent som kastet i et bundløst svælg, netop fordi retfærdighedskravet ikke har været tilstrækkelig hævdet). Ingen kan her som de få hjerter hos nogle og punge hos andre lukket op, og på dette punkt er mange præster ikke bange for at gå deres medmennesker ind på livet, og det skal de have tak for. Men stor tak ville de også fortjene, om de alle som en blev retfærdighedens uforfærdede talsmænd og lige så direkte pegede på de gerninger, som denne, set i Guds lys, har at udføre på jorden. Kun retfærdighedsploven kan berede jordbunden for barmhjertighedens sæd til god frugt.

George kan i sit “Åbne brev” til paven, om hvis manende indhold han for øvrigt ligefrem siger, at det har bud til alle, hvem det blot kan nå, ikke noksom betone, at han ikke sigter nogen enkelt for mangel på alvor eller følelse, fordi man hidtil har fulgt de gængse anskuelser om forholdet mellem rigdom og fattigdom – i dem er jo hele slægten vokset op, og de deles af folk, der betragtes som vise og lærde, så det er intet under, at man i almindelighed ikke drager deres rigtighed i tvivl. Men på den anden side lægger han ikke skjul på, at han nærer den sikre fortrøstning, at hvad han har udviklet må kunne omstemme sindene. Det, hvorpå det da kommer an, er, som den store norske digter har sagt, ‘Menneskeåndens revoltering’ mod forældede og misvisende systemer, dvs. en revoltering, som har sin rod ikke i spidsfindige mennesketanker, men i Guds egne. Det er i lydigheden imod Guds tanker og hans klare bud, at Henry Georges ‘revoltering’ har sit udspring, og på denne grundvold hviler den bygning, han derefter har opført til menneskers brug; derfor må begge dele anbe­fales til kristne menneskers alvorlige overvejelse.

O’Connors betænkning
En engelsk politiker udtaler sig for skattelove i overensstemmelse med Henry Georges princip

Den mand, talen her skal være om, Arthur O’Connor, tidligere parlamentsmedlem, nu dommer, blev i 1896 indvalgt i en kommission, som ministeriet Salisbury samme år nedsatte til undersøgelse af de engelske skatteforhold. Opgaven lød på dels at undersøge selve det system, efter hvilket man opkræver skatter til lokale formål, dels at afgive erklæring om, hvorvidt de forskellige slags fast og løs ejendom (real og personale) måtte siges på retfærdig vis at bidrage til skatteydelserne, og endelig, for så vidt dette måtte besvares benægtende, da at udfinde, hvilke forandringer i loven der måtte finde sted for at sikre en retfærdig skatteligning.

Men skønt arbejdet stod på i hen ved 5 år (man afsluttede først i 1901) har majoriteten i sin betænkning næppe nok berørt det, der skulde synes at være hovedsagen, spørgsmålet om systemets retfærdighed, i den grad er den gået ind på sidespørgsmål; og grunden hertil, siger O’Connor undskyldende, må vistnok søges deri, at der lige til det sidste ikke var blot tilnærmelsesvis enighed om den nøjagtige betydning af udtrykkene i den ministerielle skrivelse, som lå til grund for undersøgelserne.

Et mindretal, blandt hvis medlemmer man træffer to af navnet Balfour, anbefaler derimod en fremgangsmåde, der i princippet om end ikke i udtrykkene, delvis slutter sig til jordrentesystemet, og skønt O’Connor i høj grad påskønner dette arbejde som et betydningsfuldt skridt hen imod den rigtige løsning, har han dog heller ikke underskrevet denne betænkning, fordi den ikke logisk har gennemført princippet at lade skatterne, middel- eller umiddelbart, hvile på al jord, men har skelnet mellem jord, eftersom den er i bebygget eller i ubebygget stand, og eftersom den hører til by- eller landkommuner; han indsender derfor til kong Edward en særskilt betænkning, og da den er god at få forstand af også for andre end englændere, skal den her fremsættes så sammentrængt som muligt.

For at det nu først skal blive klart, hvad det er der har bortledt især majoritetens opmærksomhed fra hovedspørgsmålet, nævner O’Connor i begyndelsen af sin betænkning alle de ting, hvormed kommissionen har beskæftiget sig, som: beskaffenheden af de samfundsopgaver, der nu behandles lokalt; hvilke af disse der bør regnes for kommunale og hvilke der angår staten; hvorledes man skal fremkalde lettelser for de lokale skatteydere, samt sådanne lettelsers rette fordeling; af hvad natur, form og udstrækning statstilskud bør være; den nuværende skattegrænse; skattefradrag og mange andre forhold; alt sammen noget, siger O’Connor, der vel kan fortjene en drøftelse, men det er ikke derom man har forlangt vor betænkning. Den nuværende tingenes tilstand erklærer han at være “En til de mindste enkeltheder udarbejdet forvikling af anomalier (uregelmæssigheder) mht. styrende, beskattende og pengeudgivende myndigheder, skatter og grundbyrder, fradrag, godtgørelser og forskellige skatteligninger, forskellige for hvert af de tre forenede riger, og i England forskellige for hovedstaden og det øvrige land”. Men, slutter han, hvad der nu end kan siges om alt dette og hvad enten myndighedsområderne er adskilte eller griber ind i hinanden, så bliver systemets retfærdighed eller uretfærdighed dog den samme.

For tilfredsstillende at kunne løse regeringens opgave mener O’Connor da, at man har

• først at definere udtrykkene “lokale formål” og “fast og løs ejendom”;
• dernæst at klargøre sig det system, efter hvilket skat til lokale formål nu opkræves, samt påvise, hvorvidt alle arter af fast og løs ejendom ved anvendelsen af systemet bidrager til skatteydelserne;
• og endelig at fastslå, om afgiften kan siges at være i overensstemmelse med retfærdigheden og som følge deraf at udfinde: hvad er retfærdigt.?

Således forstår O’Connor udtrykkene i det ministerielle pålæg, og ud fra den klare basis, som han derved har vundet, afgiver han sin betænkning.

Lokale formål er da alt sådant, for hvis skyld de stedlige myndigheder nu er berettigede til at give penge ud. Men her må man rigtignok gøre sig det klart, siger han, at noget af dette rettere vedkommer staten end kommunen og derfor snarere skulde bekostes af hin end af denne, mens andet, som renovation, gas- og vandforsyning o.lign. ikke i egentlig forstand er samfundsopgaver, der vedkommer skatteligningen, eftersom det er noget, den enkelte simpelthen bør betale for, ganske som man betaler for sin føde og beklædning, helt uanset hvordan ens formue klassificeres. Tilbage som anledning for lokal beskatning i egentlig forstand står da kun sådanne samfundsopgaver, der har en virkelig offentlig karakter og som forøger egnens fortrin og dermed dens jordværdi.

Hvad nu angår udtrykket løs og fast ejendom mener O’Connor, at det tydeligvis ikke i denne sammenhæng skal tages i streng retslig forstand, thi der er former af begge slags ejendom, der efter retslig fortolkning ikke gøres til genstand for vurdering eller skattepålæg. Udtrykket rørlig og urørlig ejendom synes ham mere betegnende og mere at svare til hensigten med spørgsmålet; men nu er huse og maskiner, når det kommer til stykket, ikke immobilia, dvs. noget, der er ubevægeligt, som ikke kan flyttes. Det eneste virkelig ubevægelige er jorden, og der er en naturlig og væsentlig forskel på jord og alle andre genstande for ejendom,

Om det andet punkt for undersøgelse, det nuværende skattesystem, mener O’Connor, at det af både majoritets- og minoritets betænkningen fremgår, at der er mange særskilte myndigheder, som overfor forskellige og ofte ind i hinanden gribende og over hinanden hvilende områder pålægger, opkræver og atter udbetaler pålignede skatter af forskellig benævnelse, til en mængde forskellige formål, på forskellige former af ejendom, med forskellige værdsætningsmåder og skatteprocenter. Og han påviser udførligt, hvorledes det er fattigloven fra dronning Elisabeths tid, der er lagt til grund for al senere skattepligt, og at denne altid viser sig at have været knyttet til jord (dertil regnet huse i følge princippet quicquid plantature eller interesse i jord, medens rørlig ejendom lades ubeskattet. Senere skete det ganske vist her og der, med uregelmæssige mellemrum og uden at det var fastslået ved lov, at folk beskattedes på interesser uden forbindelse med jord. Og så længe er sligt mange steder gået i svang, at man endte med at betragte denne praksis som fastslået ved lov; men desuagtet modstod dog størsteparten af befolkningen i størsteparten af landet lykkelig og vel alle forsøg på at beskatte den blotte personlige (dvs. rørlige) ejendom. Ja, allerede så sent som 1836 udkom en lov, af hvilken det tydeligt fremgår, at også nu var hvad man ville beskatte kun jordværdien, og ikke hvad der erhvervedes ved flid, og i 1840 stadfæstedes det samme ved en lov om fattigskat. Efter 1840 (altså foranlediget ved den da begyndende stærke udvikling af maskindrift) er der fremkommet en hel del bestemmelser, i følge hvilke visse former af maskineri beskattes, men dog med stor usikkerhed i fremgangsmåden, så at beskatningen endogså foregår forskelligt på de forskellige steder. Kort udtrykt kan det da siges, at hvad man hidtil har beskattet er: 1) jord og interesse i jord, 2) bygninger og 3) maskiner, og, slutter O’Connor denne del af sin undersøgelse, det spørgsmål, der er forelagt kommissionen til betænkning, vedrører al slags ejendom, men ovennævnte tre i særdeleshed, og det, der ønskes undersøgt er, om skatteydelserne fra disse er indbyrdes retfærdige.

***
I det foregående er behandlet de to første punkter i O’Connors undersøgelse, og dermed er vi altså nået til det tredje, spørgsmålet om det indbyrdes retfærdige i de forskellige skatteydelser, således som de affordres efter det nugældende system.

Majoriteten, siger O’Connor i sin betænkning, har rent ud erklæret, at om end forskellige nævnte vanskeligheder var overvundne, så stod man dog der med den største af alle, den nemlig at finde et kriterium eller sikkert kendemærke på retfærdigheden. Men, siger han længere hen, kan der ikke opstilles noget nyt kriterium, så er der vel al grund til at formode, at også i dette tilfælde vil det gamle retfærdighedsprincip holde stik, der fordrer, at der, hvor fordelen er, skal også byrden være; og det må være i lyset af dette princip, at de forskellige arter af ejendom må betragtes, der nu om stunder er udset til at bære byrderne. Og, føjer han til, gør vi det, så er vi ikke alene i overensstemmelse med sund sans og retfærdighed, men lykkeligvis også i fuld samklang med Englands lov: “Intet menneske,” citerer han, “er retmæssig den absolutte ejer af jorder (lands), men kan kun sidde inde med en besiddelse derpå. (uphold an estate in them); og denne besiddelse haves kun under kronen, samfundets repræsentant. “Englands jord tilhører Englands krone”, siger loven.

O’Connor påviser da det urimelige i, at Englands jord ejes af et forholdsvis ganske ringe antal mennesker, hvem de øvrige af landets børn må betale for tilladelsen til at bebo den fædrene jord, medens selvejernes indtægter, uden nogen som helst personlig fortjeneste, alene på grund af samfundets udvikling og den stedse tiltagende befolkningsmængde, umuligt kan andet end stige aldeles uforholdsmæssigt fra slægtled til slægtled, ja fra tiår til tiår.

Derfor vender O’Connor atter og atter tilbage til dette: lad den, der sidder inde med jord, betale samfundet for det gode, som forretten til brug af samfundets fælleseje dog i virkeligheden er; men lad ham på den anden side være i ubeskåret nydelse af det, som han gennem egen flid og snilde frembringer ved hjælp af denne jord, enten det så er huse eller andre forbedringer, som dræning, vejanlæg, brøndgravning m.m.; alt dette kommer han nemlig ikke sovende til i den blotte egenskab af jordejer, men som arbejdende medlem af samfundet, og er da, ganske som skibsbyggeren, skrædderen, lægen eller pløjekarlen, et nyttigt medlem af samfundet, til hvis fremvækst han bidrager; hans bygninger og andre forbedringer bør være skattefri, efter som alt sådant i første linje er hans eget i modsætning til jorden, der i første linje er samfundets og kun hans betingelsesvis og i anden linje.

At det er tilstrømningen af mennesker, der skaber jordværdien, oplyser O’Connor ved et eksempel: En eller flere selvejere har generationer igennem ladet en lav og sumpet jordstrækning ved bredden af Tynefloden henligge i ubenyttet stand, indtil en foretagsom og intelligent mand kommer og tilbyder sig som lejer deraf. Han udgraver en dok og starter et skibsbyggeri, hvorved han altså organiserer arbejde, skaber beskæftigelse, samler en hel hær af arbejdere og udvikler en by. Hvis han nu for hver tilvækst af tjeneste, som han således yder sine medmennesker, nødes til at betale ejerne, der hele tiden intet har gjort, en stedse voksende leje, indtil jord, som oprindelig kun havde en værdi af 1 pund sterling om året, nu koster 1000, er det så ikke i overensstemmelse med sund sans og retfærdighed, at de 1000 pund sterling om året beskattes i ejerens hånd, frem for at lægge nye byrder på lejerens skuldre? Den arbejdsskabte ejendoms værdi kan ikke vedligeholdes endsige vokse uden ved indehaverens stedsevarende udgift til opførelse og vedligeholdelse af bygninger og maskiner, hvorimod grundens værdiforøgelse, der skyldes tilvækst af mennesker, som skal have et sted at bo på, udelukkende knytter sig til jorden og forøger deres fordel, mellem hvem den indvundne leje deles.

Enhver, som yder sine medmennesker nyttige tjenester, det være sig som arbejder, som læge, præst, jurist, kunstner eller digter; det sker enten ved opfindelse, produktion eller handel; til søs eller til lands, i det offentlige eller det huslige liv; enhver sådan gavner samfundet ved sin flid og bør ubeskåret nyde frugten af denne. Lad ham betale for, hvad der tjener til hans særskilte og personlige gavn (altså også for gas, vand, renovation og lign.), men lad samfundets fællesudgifter – de vedkommer nu stat eller kommune – betales af samfundets fælleseje, jorden.

Og således er O’Connor da nået til den konklusion: retfærdigheden fordrer, at huse og maskinerier ikke beskattes for lokale formåls skyld.

Hvad nu jordbeskatningen angår, siger han videre, så bør den anvendes på al jord, lige meget om i by eller på land, til hvad som helst brug den er, eller om driften (brugen) deraf er lønnende i jordindehaverens hånd eller ej. Hvis dette princip gennemførtes, vil særegne ejendomme (special properties) som jernbaner, kanaler, dokker, gasværker, sporveje osv. ikke frembyde vanskeligheder, som ved det nuværende system. En jernbanestation i en by eller en jernbanelinje gennem landet vil blive beskattet i overensstemmelse med den værdi, som den optagne jord repræsenterer, og intet mere; og således med alle lignende foretagender. En tønde agerland vil blive beskattet i overensstemmelse med sin værdi som jord, helt uden hensyn til bygninger og jordforbedringer. En tønde land i en afsides eller øde egn[5] vil betale sin ubetydelige afgift, og de pragtfulde ejendomme i de tæt befolkede storstæder vil betale i forhold til beliggenhedsværdien, der forårsages og bestemmes af tilstedeværelsen af det store indbyggerantal. Vanskeligheden med hensyn til hvad man nu kalder uoptaget (unoccupied) jord vil på en gang forsvinde, thi sådan jord vil blive beskattet i forhold til sin virkelige værdi.

Antager vi da grundværdiafgiften i sin renhed, fortsætter O’Connor, og anvender vi den på hver eneste td. jord i landet, enten den så hører til by eller land, enten den er benyttet eller ej, så står endnu kun tilbage at overveje følgende 3 punkter:

A) om princippet er praktisk anvendeligt, dvs. om det er gørligt at vurdere jord uafhængig af bygninger og andre forbedringer;

B) om skattebyrden kan blive retfærdig fordelt i forholdsmæssige andele mellem dem, hvem jordværdien tilfalder;

C) hvorledes man har at forholde sig lige over for bestående kontrakter.

A) mht. dette punkt afviser O’Connor da straks alle de indvendinger, som rejses derimod af folk i almindelighed, og er i denne sammenhæng så heldig at kunne henvise til, at ingen blandt de sagkyndige vidner, som kommissionen desangående afhørte, vilde indrømme at han, om nødvendigt, ikke selv skulde kunne foretage en sådan vurdering; faktum er, at det er noget, som hver dag sker for private formåls skyld, ligesom princippet også i det offentlige er i stadig anvendelse. Hvad der mangler er ikke andet, end at den offentlige mening skal gøre sig klart, hvad det er der sker i de enkelte givne tilfælde, som f.eks. i 1895 ved parlamentsakten angående Tower Bridge, ved hvilken lejlighed ikke alene omegnens grunde og bygninger blev værdisat hver for sig, men hvor også Londons County Council fik bemyndigelse til at beskatte de grunde, der steg i værdi ved broanlægget, og fordele skatten mellem alle, der havde nogen som helst part i denne værdi. Her blev altså princippet helt gennemført. Og, tilføjer O’Connor, når man blot ikke forblindes af personlige interesser, eller af klasse- og professionsfordomme, er det let at se, at der ikke er nogen virkelig vanskelighed ved tingen, og at det ville være lige så gørligt at udarbejde et kort over det hele land med angivelse af den nøgne jordværdi pr. td. land (og endnu mindre mål), som det er at lave et kort, der viser højden over havet for hvert sted i landet. På begge kort vilde man træffe sletter, højdedrag og toppe; men hvad der betegner top på højdekortet, ville ganske vist ofte blive dal på værdikortet, og omvendt.[6]

B) hvad dernæst angår det at fordele byrderne retfærdigt mellem de forskellige interesser, så må det vel erindres, at den hele jordværdi langtfra altid tilfalder den, der kaldes ejer; og retfærdigheden kræver, at enhvers skattebyrde skal stå i forhold til hans virkelige part af fordelen. Alt hvad der til fordel for andre skal udredes af jorden, direkte eller indirekte, er i virkeligheden at regne som ‘stykker ud af kagen’, og hvert af disse bør derfor bære sin forholdsmæssige del af det heles skattebyrde. Er det nu, hvad rimeligt er, jordindehaveren der skal stå inde for denne, så må han fra sine ydelser (forpagtningsafgift af tiender, udredning af livgeding[7], visse former af grundrente o.a.) være berettiget til at drage et så stort beløb, som svarer til den del af skatten, der efter princippet for jordværdibeskatningen bør betales af de indirekte jordbesiddere, dvs. af dem, der uden at kaldes ejere får del i den nøgne jordværdi, og som derfor ikke bør slippe for deres part af skatteydelsen.

Alt dette påviser O’Connor udførligt, og om panteforskrivninger eller prioriteter siger han, at de vanskeligheder, man på dette punkt vil op· stille for principets gennemførelse, snarere må søges i juridisk sprogbrug end i retfærdighed og praksis; thi i virkeligheden er en prioritets­haver kun en sikret kreditor og betragtes ikke som ejer, før han ophæver indløsningsretten ; hvis han gjorde dette, eller tog ejendommen i besiddelse, vilde han naturligvis komme til at indestå for betalingen af skatten ganske i samme udstrækning som sin skyldner.

For at vise hvor simpel sagen i og for sig er, tager O’Connor et eksempel fra minoritets­betænkningen om byforhold: ejeren A. har i 1830 for et tidsrum af 99 år til B. udlejet en grund for 15 £ om året. B. bygger et hus til en værdi af 1000 £ og udlejer det til C. for 75 p. Stuehuset beregnet til 60 p. om året. C. Udlejer det i 1870 atter til D. for 100 p., og d. i 1899 til E. for 120 p.

Af de 120 p., som E. betaler i årlig leje, er 60 altså for huset og 60 for den jord, der 69 år i forvejen kun havde en årlig værdi af 15 p.; hvis han da udreder skatten af de 60, som grunden nu er værd, skal han have ret til al formindske de 120 p., han betaler i leje, med det fulde skattebeløb, og en tilsvarende fuld fradragsret tilkommer også B., som byggede huset; thi ingen af disse to har nogen særskilt avance på jorden; af de 75d. B. fik i leje, var de 60 for huset, mens han, som man har set, for grunden kun fik det samme, han selv betalte til A., 15 p. nemlig. Avancen på jorden er da fordelt imellem 3 personer, og af de 60 p., som nu udgør dens årlige lejeværdi, falder de 15 på A., de 25 på C., og de 20 på D.; mellem disse tre bør derfor grundværdiskatten fordeles, mens huset i følge det tidligere udviklede er skattefrit.

På den indvending, at de således beskattede jordejere blot vil forøge lejen med et tilsvarende beløb, giver O’Connor et tredobbelt svar: 1) Hvad som helst, der betales i skatter, leje o.a., frembringes ved arbejde af den arbejdende del af samfundet; 2) at ejeren (udlejeren) allerede nu tager, hvad han kan få, og lejeren betaler, hvad han er nødt til; 3) at hvis ejeren allerede nu, hvad nogle bestrider, bærer skattebyrden, om end kun indirekte, så kan det jo ikke være ham til skade, at folk får at se, at han gør det; og hvis han ikke gør det, så kan det jo lige så lidt være lejeren til fortræd, om han fremtidig kommer til at udrede i leje, hvad han nu udreder i skat.

C) Retfærdigheden fordrer, at bestående kontrakter ikke omstødes. Men netop kontrakterne, mener mange, vil i høj grad vanskeliggøre eller forsinke reformens gennemførelse; thi i England lyder mange forpagtnings- og lejekontrakter på en lang årrække. Hertil er at svare, siger O’Connor, at det arbejde, der fordredes af kommissionen, ikke var en sikring af eller et forslag om lovens øjeblikkelige forandring, men snarere en påvisning af den retning, i hvilken retfærdigheden peger, så at den nuværende uretfærdighed kan fjernes uden rystelse for statslegemet. Men, for den langt overvejende del af indehavere (Occupiers), vil ikke desto mindre blot nogle få år være nok til at bringe tingene i orden. Desuden er de længst løbende kontrakter de færreste i antal, og når det nye system først var påbegyndt derved, at alle kontrakter, som efter en bestemt dato sluttedes i modsat retning, erklæredes ugyldige, ville forandringen virke gradvist og lempeligt, indtil den endelig var helt indført.

Sit forslag samler O’Connor i 4 punkter: 1) kun virkelig offentlige lokale formål kan kræve lokal beskatning. 2) den eneste genstand for lokal beskatning er jorden (undtagen hvad der allerede er udlagt til offentlig brug). 3) alle bestående kontrakter respekteres. 4) skatten betales af indehaveren med sikret ret til fradrag (se ovenanførte eksempel).

***
Det er retfærdighedshensynet, der har været det ledende i hele O’Connors udvikling, men til slutning anbefaler han sit forslag til antagelse også af klogskabshensyn; thi, siger han, i betragtning af den stedse stigende oplysning, eller i det mindste politisk viden besked, kan man ikke lukke øjnene for, at folkets store masse ikke ret længe endnu vil være ligegyldig overfor den virkelige økonomiske stilling. Men når den først er klar derover, vil den sandsynligvis ledes til at benytte sin indflydelse til gennem underhuset at fremkalde en skattereform, der gør enhver art af virksomhed skattefri og lægger byrderne der, hvor fordelen er. Men hvis dette, tilføjer O’Connor, skete som følge af en almindelig agitation og som udslag af en voldsom partikamp, vil vanskelighederne for de enkelte blive pludselige og store, ligesom også forrykkelsen af interesser ville blive ødelæggende for samfundet.

Til denne fremstilling af forhold, som specielt vedkommer et fremmed land, indvender man nu ikke, at dette ikke kan have nogen betydning for os, og at jorden desuden i Danmark er på forholdsvis langt flere hænder end netop i England. Hvor mange af vore jordbesiddere er vel selvejere i ordets virkelige betydning? Det danske kreditlånesystem, der siges at være udviklet til en fuldkommenhed som i intet andet land, har jo medført, at den såkaldte ligeligere ejendomsfordeling i Danmark i grunden kun er et dække af formel ret, hvorunder skjules de uhyre grundrenteforpligtelser, som ejerne har pådraget sig overfor den internationale kapitalmagt.

Men hvorom alting er, så er det en kendsgerning, at også vi trænger til et skattesystem, som helt ud hviler på retfærdighedsprincippet, denne ypperlige vejleder, der for noget over 100 år siden førte til nedsættelsen af vor berømmelige landbokommission, som med så stort held forberedte bondens frigørelse og gjorde det, så at stavnsbåndsløsningen 1788 fandt sted 2 år efter dens nedsættelse.

Hver tidsalder har sin opgave. Denne gang er det arbejdets frigørelse det gælder og dermed det daglige brød for tusinder af familier. Men i et land, der virkelig skal kaldes civiliseret, betyder det daglige brød noget mere end på sydhavsøerne – det betyder civilisationens virkelige goder (ikke dens overforfinelse) opnåelige for alle landets arbejdsvillige børn, ligegyldig af hvad art deres arbejde er, så enhver efter sine forhold billedlig talt kan ‘sidde under sit figentræ’ med glæde. Kan retfærdighed i vore offentlige forhold sejre, opnås vel ikke, at der er lige rigeligt i enhver pung, thi personlige evner og forhold vil altid fremkalde forskel, men der opnås, at enhver rimelig grund til bitterhed og misundelse fjernes; og dermed fjernes meget andet ondt.

Litteratur, benyttet ved udarbejdelsen:

Henry Georges egne værker.
Land Values. Engelsk månedsskrift.
Deutsche Volkstimme, udgivet af Damaschke.
Soziale Streitfragen., do. do.
Forskellige andre fremmede og danske småskrifter, tidsskrifts- og dagbladsartikler, deriblandt: Vestindiske reformer af S. Berthelsen
Særtryk af O’Connor’s betænkning.

[1] dvs. den jordværdi, som ikke er skabt ved jordejernes virksomhed, men kun ved heldige konjunkturer og ved den blotte tilstedeværelse af mennesker.
[2] dvs. efter sin nøgenjord-værdi, der kan bestemmes ved salgspris og svarer til de omgivende benyttede arealers værdi.
[3] I England menes forholdet at være dette, at af landets godt 40 millioner indbyggere kan de 11 millioner føre et komfortabelt liv, de 15 leve netop fra hånden i munden, mens resten, de 14 millioner kun undtagelsesvis får sund og tilstrækkelig ernæring.
[4] For dem, der ønsker mere, kan anbefales den af sønnen udgivne biografi, der efter forlydende senere kan ventes at udkomme i dansk oversættelse.
[5] Her nævner O’Connor eksempelvis Salisbury sletten, men nu erfares det at netop nu er denne slette udset til et stort kaserneanlæg. Dér som overalt vil da tilstedeværelsen af mennesker straks forøge jordværdien; ved Tynefloden skete værdiforøgelsen ved privat initiativ, her vil den iværksættes ved udgift fra det offentliges side; intet af stederne burde den, som det imidlertid nu sker, gå i privatmands lomme. Alene bestemmelsen om kaserneanlægget er tilstrækkelig til at fremkalde spekulationen i jordværdien: en grund, der for to år siden kunde være købt for 80 pund sterling meldes nu at være solgt for 350 pund sterling. Gennem en jordværdiskat vil samfundet få de ved dets arbejde nyskabte værdier, og jordejerne vil ikke uretmæssigt blive beriget.
[6] Men rimeligvis måtte et sådant kort jævnlig revideres, eftersom samfundsudviklingen og befolkningstilvæksten i kort tid kan forandre den nøgne jordværdi på enkelte steder i landet.
[7] Livgeding (ty. leibgedinge) kaldtes i ældre tid de godser og landområder i et kongerige, som en enkedronning fik til underhold. (fra da.wikipedia)/pma