af Arvid Järnefelt, Virkby, Finland, 3. december 1910
fra  Tidsskriftet RET, nr. 3, december 1910

(Fra Tolstoys nære ven og meningsfælle, den finske forfatter Arvid Järnefelt, har RET haft den glæde at modtage følgende originale redegørelse, der overalt vil blive læst med den største opmærksomhed som et sanddru vidnesbyrd om den bortgangne stormands rette sindelag.)

Havde grevinde Sofie Tolstoy, afdøde Leo Tolstoys hustru, i samråd med deres sønner og døtre, før den 10. november dette år, afstået Jasnaja Poljanas vidtstrakte jordegods til bønderne, – mon da Leo Tolstoy havde forladt sin familie? Nej! Men de elskede deres ejendom mere end deres gamle fader og den sandhed, han forkyndte, og derfor har den 10. novembers store tildragelse for evige tider indristet sig i verdenshistorien.

Dog, at elske rigdom mere end sandheden, det gør vi jo alle; og uklogt og hårdt ville det være nu at angribe familien på Jasnaja Poljana. Hvad der her interesserer os, er udelukkende selve årsagen til Tolstoys sidste skridt her i livet: gennem 30 år havde han tålmodigt, midt i rigdommen, levende en simpel fattig bondes liv, ventet forgæves på den dag, da hans familie skulde frasige sig retten til jordegodset; en uge før sin død opgiver han sluttelig dette håb, og idet han forlader godsejer-huset, stiller han sig som en tigger i de jordløses rækker.

Man har beskyldt Tolstoy for asketisme. Men hvad er dette? Når Napoleon i måneder vågede om nætterne, forsømte sine damer og sin diæt, ville man ikke derfor betegne ham som asket. Man ville sige: Napoleon koncentrerede sine kræfter for at slå et hovedslag til befæstelsen af sin verdensmagt. Asket kan man kun kalde den afholdenhed, som sker for denne afholdenheds egen skyld, for egen salighed eller hellighed. I denne betydning kan en hindu stå årevis på det ene ben, en munk leve ugift eller en eremit afsondre sig fra al fællesskab med mennesker.

Når derimod Tolstoy tilråder folket hellere at gå i fængsel end i krigstjeneste, og når han hellere tager tiggerstaven end dør som jordgodsejer, så sker dette ikke for, i lighed med eremitten, at afsondre sig fra menneskene, men tværtimod for at vise vejen til et verdensomfattende broderskab for alle mennesker.

Dette var nu Leo Tolstoys vej.
Hvilken er Henry Georges?

Også Henry George anser en verdensforbedring at være mulig kun derved, at magthaverne frivilligt afstår fra deres privilegier. Men for at lette dem dette nødvendige offer, har han opfundet en hensigtsmæssig måde at frigøre sig for den private herremagt over jorden, så at selve offeret bliver så godt som umærkeligt. De behøver aldeles ikke at opgive deres godser, gribe tiggerstaven og stille sig i de jordløses rækker.

– Nej! Man foretager simpelthen en vurdering af al jord ifølge dennes ydeevne, hvorved man ikke medtager det arbejde og de forbedringer, som man selv har nedlagt i jorden, men kun den værdi, som betinges af dennes naturlige frugtbarhed, heldige beliggenhed ved jernbanen eller i centrum af store byer. Og derefter indføres på al jord – hvad enten den er dyrket eller ikke, bebygget eller ej – en afgift, hvilende udelukkende på dens natur eller beliggenhedsværdi. Og denne afgift (jordskyld) træder da efterhånden i stedet for vore nuværende skatter, som hviler på det menneskelige arbejde. Følgen deraf vil blive, at det private herrevælde over jorden efterhånden vil forsvinde og give jorden til samfundet, idet jordens rente anvendes til bestridelse af alle kommunale og statslige udgifter.

Hvilken himmelvid forskel mellem disse to veje – Tolstoys og Georges!

Man skulle tro, at der intet som helst forbindelsesled fandtes mellem Tolstoys subjektive viljeanspændelse og Georges politiske reformforslag. Thi Tolstoy troede ikke på nogen kamp for ret.

Imidlertid ved vi, at just dette Georges reformforslag dannede en sælsom undtagelse i Tolstoys urokkelige mistro mod al politik. Han har skrevet flere kraftige artikler til forsvar af Henry Georges lære, men ingensteds med sådan klarhed og koncentreret kraft, som i et brev til en russisk bonde, for hvem Tolstoy søger på simplest mulig måde at klargøre sagen.

I dette brev skriver Tolstoy om de antagelige virkninger af jordskyld­reformens gennemførelse således:

“De, som nu ejer store udyrkede strækninger, vil opgive disse, eftersom de ikke vil betale jordrenten af dem. Dermed vil andre mennesker, som er vant til og villige til med egne hænder at udføre jordarbejde, overtage sådanne strækninger. Derved vil reformens første store virkning bekræfte sig: jorden vil overgå fra storbrug til dem, som selv dyrker jorden.
Den anden virkning vil da blive, at arbejdsfolket befris for det slaviske tvangsarbejde i fabrikkerne og som tjenestefolk i storbyerne, og begynder at strømme tilbage til landet.
Den tredje virkning vil bestå deri, at alle livsfornødenheder, såsom tændstikker, the, sukker, olje, jern, klæder, linned og maskiner såvel som de mindre nødvendige ting, vil falde i pris, måske til halvdelen, hvorved reformen vil komme også dem til gode, som ikke bruger jorden.
Menneskeheden vil ved hjælp af denne reform befri sig for tvende store misforhold, som nu skaber lidelser. Først dette, at mennesket har mistet sin selvstændige naturret til jorden, og med skattebyrder har belagt: ikke dennes fællesværdi, men derimod det personlige arbejde, så jo mere man arbejder, jo mere tvinges man til at betale i skat.
Men dernæst det misforhold, at de mennesker, som lever i uvirksomhed, betjener sig af de andres arbejde, i hvilken brøde de dog ofte ikke selv har hele skylden, eftersom de fra barndommen er opfostrede i uvirksomhed, og ikke en gang kan arbejde. De vil ved reformen undgå en endnu større brøde, nemlig den løgn og falskhed, hvormed de nu forsvarer deres skyldighed.
På den anden side vil også de arbejdende undgå deres misundelse, fordømmelse og had mod de uvirksomme, og således bliver vi alle befriet for hovedårsagerne til uligheden blandt menneskene.
Og dette Henry Georges forslag kan gennemføres uden mindste bulder, uden had, uretfærdighed eller uenighed mellem menneskene. Man befrier kun efterhånden arbejds-produkterne for skattebyrden og overfører denne på jorden – da vil denne af sig selv overgå fra de uvirksommes hænder til dem, som elsker jordarbejdet, og alle vil komme til at leve rigere og bedre.”

Efter at have læst disse simple, og med så lys tiltro til fremtiden skrevne ord, spørger man sig atter og atter: hvor kommer det sig, at Tolstoy, som jo ikke troede på parlamentarismen, dog tør lægge en sådan betydning ind i en skattereform, som kun er gennemførbar ved et lovgivende parlament?

Ja, for ikke længere siden end under mit besøg i Jasnaja Poljana i dette forår, fandt jeg Tolstoy lige så fast overbevist om Henry George reformens fremtid, som nogensinde før. Under vor samtale vandt jeg fuldstændig klarhed over Tolstoys forhold til Henry George. Her foreligger ingen som helst kontrovers eller brist på følgerigtighed i Tolstoys tankegang.

Det står nemlig fast, at Tolstoy tror hverken på revolution eller på parlament som kampmiddel for de undertrykte til at opnå den sociale lighed, som de kræver, den eneste vej til verdensforbedring er for de undertrykte at kaste fra sig det våben, ved hvis hjælp de disciplineres for at undertrykke sig selv; for magthaverne er den eneste vej til verdensforbedring ligeledes frivillig opofrelse af deres magtstilling.

Tolstoy har nu på sin måde iværksat denne opofrelse, da han med tiggerstaven i hånd forlod Jasnaja Poljana. Men for de øvrige jordejere (jordværdiejere) anviser han Henry Georges vej, thi han indser, at den er den letteste måde for dem at iværksætte den nødvendige opofring, idet tabet derved lettest og umærkbart vil fordele sig på alle til denne opofring skyldige.