af Sophus Berthelsen

Så brast omsider det store hjerte, som efter mange vidnesbyrd bankede stærkere og renere for sandhed og ret, end vistnok noget andet nulevende menneskes. – Leo Tolstoy er død, en af de største og ædleste mænd, som nogensinde har levet.

Den dybe sorg, som alle George venner over hele verden føler ved Tolstoys bortgang, forener sig med takken for, hvad han har udrettet for vor verdensbevægelse ved sin ubetingede og stærke tilslutning til den. Thi det er uberegneligt, hvor langt hans navn og ord har båret Henry Georges reform frem i folkenes sind – som måske det stærkeste menneskelige vidnesbyrd om vor sags ærlighed og godhed. – ­

Leo Tolstoy stod i forbindelse med Henry Georges venner over hele verden. På sin 80-års fødselsdag modtog han talrige hyldestbreve fra disse venner i mange lande (også fra Danmark) og amerikanske meningsfæller bragte “den store russiske profet en hilsen fra tilhængere af profeten fra San Francisko”.

Allerede i midten af 90’erne var der planer fremme om at ordne en sammenkomst mellem Leo Tolstoy og Henry George i Schweiz, men den sidstes vaklende helbred og omsider hans død i 1897 umuliggjorde denne plan.

Til den internationale kongres om grundværdireformen, som for tiden forberedes til afholdelse næste år, var det tanken, at Leo Tolstoy skulle udsende indbydelsen, og brevskifte derom var indledt fra mange sider, også fra Danmark.

I sommeren 1909 modtog Leo Tolstoy besøg på Jasnoia Poljana af Henry Georges ældste søn, på dennes hjemrejse til Amerika fra Japan, og var hjertelig glad over den unge mand, som så trofast arbejder i faderens fodspor.

Tolstoy omtalte da, at han var sysselsat med et større arbejde. På gæstens spørgsmål om dette berørte socialpolitikken, svarede Tolstoy: “Nej, det skal behandle moralske spørgsmål, og disse satte deres fader i første række”.

Ved afskeden ytrede Tolstoy alvorlig og bevæget: “Dette er sidste gang jeg ser dem. Snart skal jeg gå for at møde Deres fader. Har De nogen hilsen til ham -?”

Den unge George siger at han studsede og tav, men Tolstoy ventede på svar. Og sønnen svarede da: “Sig ham at hans værk går fremad”.

Ja Gud ske tak og lov for, at dette kan siges med sandhed.

***

af  Jenny Bergquist Hansson.

Leo Tolstoy og Henry George

Til alt, hvad der nu ved den ædle Leo Tolstoys ord fremkommer om hans livsgerning og samfundsopfattelse, fortjener ogsna at kendes hans stilling til den reformtanke, som er knyttet til Henry Georges lærc,

Det er jo et særsyn at se stolte mænd virke for hinandens idéer. Sædvanlig optager en enkelt stortanke så helt og fuldt sin mand, at der kun bliver lidt til overs til andres. Men heri gør Leo Tolstoy en undtagelse. Han havde visselig i højere grad end de fleste sin egen lære. Men derfor var han ikke utilgængelig for andres.

At Tolstoy ville føle sig tiltrukket af Henry Georges tanker er let at forstå. Hos George mødte han den stærke moralske følelse, som var det bærende hos ham selv. Og hertil kom, at George beskæftigede sig netop med det spørgsmål, forholdet mellem mennesket og jorden, som også Tolstoy anså for det mest fundamentale af alle samfundsproblemer. Han opgav aldrig selv sit livsforhold til jorden, og havde også derfor let ved at tilegne sig og føre bevis for sandheden af Henry Georges synsmåder.

Tolstoy lærte disse at kende først gennem den lille dybsindige, men litterært højtstående bog, Samfundsspørgsmål, som George udgav i 1883. Han lod den straks oversætte til russisk og skrev selv et forord. Derefter læste han Fremskridt og fattigdom og senere Georges øvrige værker, som hurtigt blev oversat af en af Tolstoys venner.

Så grebet var han af Henry Georges reformtanke, at han både mundtligt og skriftligt virkede for dens udbredelse i Rusland. Han talte med bønderne der, og langvejs fra kom russiske bondeførere rejsende for at få sagen udlagt af Leo Tolstoy, der besvarede mangfoldige breve fra bønder om Henry Georges lære, og gav anvisning på de bøger, som bragte yderligere oplysning.

Talrige artikler om jordværdireformen skrev Tolstoy i russiske og udenlandske blade og tidsskrifter, såvel som en småbog, som han adresserede “til det arbejdende folk”. En artikelrække, som han sendte det engelske blad Times om vor sag, blev senere udgivet særskilt under titlen Den store uret og spredtes i tusindtal af Henry Georges vcnner i Amerika og England. Den største tjeneste, Tolstoy har gjort vor sag, turde dog måske være hans sidste store og verdenskendte roman Opstandelse hvori han lader bogens helt, en russisk godsejer, udrede og tilpasse Henry Georges reformtanker for bønderne på sit gods.

Leo Tolstoys urokkelige tro på grundværdireformen fremgår bedst af en samtale, som verdensbladet New York Times’s korrespondent havde med ham under den russiske revolution for nogle år siden.

Journalisten bad Tolstoy udtale sig om denne revolution og Ruslands fremtid, og denne svarede:

“En af de grusomste vildfarelser – værre end al religiøs overtro, som også har kostet strømme af uskyldigt blod – er den sælsomme overtro som udspringer af bbrugen af voldsmidler, nemlig at en håndfuld mennesker skulle være i stand til at omdanne samfundslivet for et helt folk. Dette forsøg på ad voldsom vej at omskabe del nuværende system er ikke blot håbløst forgæves, men det hæmmer endog den rette udviklings gang. Revolutionsmændenes attentater og voldshandlinger kan lige så lidt som regeringens tyranni og undertrykkese føre til nogen forbedring for vort folks liv. Tværtimod.
Historien er fuld af beviser for rigtigheden heraf. Den blodige franske revolution førte til en Napoleon. Den amerikanske borgerkrig skabte negerproblemet derovre.” “For femti år siden var de livegnes frigørelse den store sag, som optog alle sind i Rusland. Det brændende spørgsmål for tiden er herremagten over jorden. De russiske bønder har aldrig erkendt det private herredømme over .jorden. De betragter jorden som tilhørende Gud.
Jeg frygter for, at mange vil kalde det dumt, hvad jeg nu siger, men dog skal det frem: Hverken revolutiomsmændenes førere eller regeringens embedsmænd foretager det eneste, som netop vil skaffe fred i landet, nemlig indførelsen af Henry Georges jordværdireform. Jeg har optegnet en plan om, hvorledes jordspørgsmålet ad denne vej kan løses, og har oversendt det såvel til regeringen som til dumaen (rigsdagen). Jeg har skrevet om den til en højtstående embedsmand, hvis familie jeg kender meget godt. Men også hans hænder er bundet. Hans stilling til hoffet og til hans modstandere er således, at han intet kan udrette. Jeg bebrejder ham intet – beklager ham kun. De forstår ikke, at en rigtig løsning af jordspørgsmålet er den eneste måde til at genrejse de ni tiendedele af Ruslands folk.
Som jeg påviste i mit forord til Henry Georges Samfundsspørgsmål, er folkets store masse endnu ukendt med Henry Georges store idé, uagtet den forelå klart og grundig udformet for mere end 30 år siden. Dette er dog ganske naturligt.
Henry Georges reform, som vil forvandle hele det bestående system til fordel for det fortrykte, retsløse flertal, og til mén for det herskende mindretal, er så uimodståelig overbevisende, og fremfor alt så enkelt, at det er umuligt ikke at forstå den; og forslår man den, er det umuligt ikke at gøre et forsøg på at få den praktisk gennemført. Derfor er det eneste middel mod denne idés sejr, enten at fortrænge den eller tie den ihjel. Og dette har man gjort lige siden Henry Georges idé fremkom – både forvrænget og ignoreret den, så at det til sidst er blevet svært at formå folk blot til at læse hans værker opmærksomt eller at tænke på denne sag.
Der findes i flere lande mange gode små tidsskrifter, som virker for jordværdiafgift, men de har forholdsvis kun få læsere. Blandt den store mængde af intelligente mennesker rundt om i verden er Henry Georges ideer ukendte, og ligegyldigheden overfor dem måske i tiltagende. Samfundet behandler idéer, som forstyrrer dets fred, ganske som bierne behandler de larver, som de anser for farlige for sig, men ikke magter at ombringe. De bedækker larverne med en sej masse, så at disse hindres i at formere sig og derved gøre yderligere skade. Netop således behandler Europas stater de idéer, som er farlige for den nuværende tingenes orden, eller rettere for den uorden, som man har vænnet sig til. Blandt disse idéer er også Henry Georges. Men lyset skinner gennem mørket og mørket kan ikke skjule det. En sand og frugtbar idé kan ikke udryddes – den lever, trods alle forsøg på dens undertrykkelse. Før eller senere vil sandheden lyse frem af de tåger, som endnu dækker den, til den skinner for hele verden. Og således vil det også gå med Henry Georges idé”