Lange: Henry George

Forord

Amerika[1]har, lige siden den nye verdens opdagelse, haft overmåde stor betydning for Europa. Mest dog ved sin blotte tilværelse. Den nye verdensdel på den anden side kloden gav realitet til forestillingen om jorden som en kugle, frit svævende i verdensrummet – ikke en grundfæstet flade – og udvidede derved mægtigt menneskehedens horisont. Men af dybere betydning blev landet som frihetens stamort på jorden– åndeligt, politisk og socialt. Pilgrimsfædrene, der landede i Plymouth 1620, blev trosfrihedens pionerer; frihedskæmperne i 1774 gav i uafhængighedserklæringen forbilledet for Menneskerettighedernes erklæring1789, optakten til den nye tid i Europa. Men mere end ved noget andet fik landet betydning som målet for den endeløse udvandrerstrøm af proletarer fra alverdens lande, der her fandt den virkeplads, som var blevet dem nægtet i hjemlandet, og derved omskabtes fra underklassevæsener til pionerer og erobrere af en ny tilværelse.

Ved sin blotte eksistens blev således Amerika, det Amerikanske samfund, gang på gang af afgørende betydning for Europa. Men også ved sin tale, knyttet – som tankerne stedse var det – til handling, til dåd, til virkelighedens krav. Som Franklins syslen med elektricitetslæren frarev himlen dens lyn; som Jeffersons uafhængighedserklæring var brændstoffet i løsrivningskrigens af Washingtons førte motortog; som Onkel Toms hyttelevendegjorde de lighedskrav, Abraham Lincoln satte folkets liv ind på at virkeliggøre ved slaveriets afskaffelse – således har der altid været en nøje forbindelse mellem teori og praksis, mellem tanke og dåd, i Amerikas liv, der giver det en særlig slagkraft overfor Europas folkemasser. Dette præger også Henry George. Det er linjen fra Jefferson til Lincoln han føler sig kaldet til at forlænge og uddybe. Det er ikke blot teoretisk-filosofiske undersøgelser fra studerekammeret, vi møder; det er folkets økonomiske frigørelse, der lyser som målet for al hans digten og tragten. Men det er karakteristisk for ham som skribent og åndelig stridsmand, at han, til trods for sine bestemte mål og sin brændende sjæl, aldrig nogensinde bliver den demagogiske agitator; at han altid, trods sit varme hjerte, holder sit hoved klart, man kunne sige videnskabelig køligt, udredende og afgørende. Det er dette, der hæver ham til det høje stade, han indtager, som folkeoplyser og vejleder i frigørelseskampens evigt standende strid.

I. Baggrund og billede

Skønt den åndelige stormand i kraft af geniet hæver sig over sin tids skranker og sit hjemlands horisont, er han dog i udpræget grad et barn af tiden og fædrelandet, hans tanker dybt og stærkt bevæget af folkets liv.

Således også Henry George. Endskønt hans ideer er universelle, har gyldighed til alle tider og overalt, er de tydeligt og stærkt befrugtede af den nye verdens liv og lynne.

For en overfladisk betragtning kommer dette dog ikke til syne. Man kunne måske endog forundre sig over at netop det sociale spørgsmål skulle tiltrække en Amerikansk tænkers opmærksomhed – endsige beherske hans hele liv – da dog Amerika på hans tid, dvs. i 70-årene i forrige århundrede, frembød langt mindre grelle sociale misforhold end det gamle Europas stater, ja, tværtimod, var alverdens arbejderes forjættede land. Det var jo her den gamle verdens fortrykte og forskudte havde søgt hen, så at de på deres egen måde havde virkeliggjort Karl Marx’s parole fra Det kommunistiske manifest: Proletarer i alle lande forener eder, ikke ved en klassekamps-organisation til erobring af magten i de gamle lande, men ved pionerernes organisationsløse og fredelige erobring af brødet ved plovfurens gang over de endeløse prærier, hvorved et nyt arbejdets verdensrige var skabt.

Og dog var det alligevel just Amerikas aktuelle problemer, der kaldte George frem. Netop i hans første manddomsår viste i Amerika det sociale spørgsmål sit ildevarslende ansigt på en egen grel måde.

Thi medens der i årtierne efter 1850 i Europa utvivlsomt i nogen grad kunne spores et fremskridt i underklassens kår (i kraft af handelens delvise frigørelse, voksende udvandringsmuligheder og begyndende politiske rettigheder), så frembød Amerika i disse år det modsatte billede. Landet var ganske vist inde i en eksempelløs fremskridtsperiode: staternes tal øgedes, nationalformuen voksede, jernbaner byggedes over prærier, ørkener og bjerge, til sammenbinding af Atlanterhavskysten og Stillehavet. Men for arbejderne, fremskridtets egentlige hær, blev kårene ringere. For hvert år der gik, kunne den skarpsynede iagttage en tydelig forringelse af arbejdets chancer, og dermed af arbejderens uafhængighed og frihedsfølelse.

Dette bliver især synligt i tiden efter borgerkrigen i 60erne. Og tifold meningsløs måtte denne folkets vanskæbne synes netop på dette tidspunkt. Her havde folket, med indsats af hele sin eksistens, gennem borgerkrigens nederlag og sejre endelig udryddet negerslaveriet hos sydens plantere. Og nu kunne de samme plantere, sydstaternes godsejer-kapitalister, forarget pege på forholdene i norden og ikke helt med urette hævde, at de dog sammenlignelsesvis havde behandlet deres slavearbejdere godt – i hvert fald givet dem tag over hovedet og nådsensbrød i alderdommen –, mens nordstaternes frie arbejdere mere og mere blev gjort til viljeløse redskaber ved maskinen, ja næppe bedre end det tandhjul i kæmpefabrikken, der kastes på vragdyngen, når det er udslidt. – Arbejdets soldater, der i fredelig kamp med plov og økse havde erobret verdensdelen, var ligesom de romerske verdenserobrende legionærer uden lod og del i sejrens frugter. Og de måtte mere og mere føle sig synkende ned til den proletariatets usselhed i den gamle verden, som de selv eller deres fædre havde lagt bag sig.

Ikke tilfældigt bliver da Fremskridt og fattigdom navnet på Henry Georges hovedværk. Det var jo netop denne tilsyneladende uløselige sammenknytning af økonomisk sejrsgang med indre forringelse, som gennemrystede George’s bevidsthed, da han blev den var, og gjorde løsningen af det sociale spørgsmåls gåde til hans livs opgave.

Men Amerika ikke blot stillede opgaven. Den stilledes tillige her på en sådan måde, at man i sin søgen efter dens løsning ikke førtes på vildspor og afveje. Europæiske samfundsreformatorer kunne let forledes til at søge årsagerne til fattigdommens urokkelighed – trods nationalrigdommens vækst – i sådanne forhold som militærbyrdernes evige tryk, fyrste-ødselhed, kirke- og adelsvælde osv., eller til at trøste sig med, at ophævelsen af folkets politiske umyndighed nok skulle klare sagen. Men intet af alt dette fandtes i Amerika. 60-årenes hær havde jo været en borgerhær: dens fordums oberster og kaptajner var nu, som før krigen, farmere, smede, kontormænd. Fyrste- og adelsslægter var kun repræsenteret af enkelte uheldige yngre sønner eller vekselbedrøvere, som Europa havde skilt sig af med i stilhed. Og stemmesedlen var enhver amerikansk borgers fødselsret.

Endnu oftere stod dog for den gamle verdens mænd overbefolkning som den egentlige grundårsag til armod og nød. Denne tankegang, der gerne stemples med Malthus’ navn: at fremskridt ikke udrydder fattigdommen, fordi ethvert økonomisk skridt fremad opsluges af folkeformeringen – har jo gang på gang magtstjålet frihedens forkæmpere ved at kaste tvivl i deres sind om fremskridtets værd, så at de i stedet for arbejdet for almenvelstand resigneret har nøjedes med at sætte som mål ‘den størst mulige velstand for de flest mulige’ og i stedet for kampen for folkets økonomiske frigørelse, har sat arbejdet for mådehold og sparsommeligheds udbredelse blandt underklassen i befolkningen.

Men i Amerika var overbefolkning som forklaring på fattigdomsondet og folkets voksende proletarisering på forhånd en meningsløshed. Landet tørstede jo efter mennesker. Alene Californien ikke blot drømte om, men følte sig reelt i stand til at rumme Frankrigs befolkning, men havde på dette tidspunkt ikke Jyllands. Og dog gik der arbejdsløse på San Franciscos gader.

Men ikke blot var Amerikas forhold af den art, at det vrangsyn, og de deraf følgende skinforklaringer, som Europa fostrede, ikke kunne forvirre den redelige forskers blik. Amerika viste på enestående måde, direkte, hvor grundårsagen var at søge.

Thi hvad var det, der havde gjort Amerika til arbejdets forjættede land? Hvad var det, som alverdens arveløsgjorte havde søgt og fundet i Amerika, men som hjemlandet havde nægtet dem? Om svaret kunne der ikke være tvivl: jorden, virkepladsen, de åbne rigdomskilder var det, som den nye verden bød sine fosterbørn. Jorden var den mægtige magnet, der havde formået at drage dem over Atlanterhavet med den uimodståelige kraft, overfor hvilken slægtskabsbånd, hjemkærlighed, vanens magt og sprogets usynlige lænker alle viste sig for svage. Jordhunger var drivkraften for denne den største og mægtigste af alle folkevandringer. Og adgangen til jorden var det, som havde forvandlet de indvandrede proletarskarer til erobrere. Som en ny Anthæus havde arbejderen ved den blotte berøring med Amerikas jord vundet styrke og nyt mod.

Ikke at arbejdet havde været legeværk. Tvært imod. Ofte havde det vel stillet krav til næsten overmægtig energiudfoldelse. Her blev den nyankomne ikke budt nogen hjælp og støtte, ingen landsfaderlig omsorg og vejledning. Indvandrerens lille kapital var i regelen slugt af rejseudstyrs udgifter; driftskapital var dyrere end hjemme, forholdene nye og ukendte, sproget fremmed, – men alt blev opvejet af det ene: adgangen til jorden, grundbetingelsen for alt virke.

Men nu, netop i Georges første manddomstid, begynder grundlaget at svigte. Ikke således at der nu ikke længere var jord og plads nok; men storkapitalens beslaglæggelse af rigdomskilderne var ved at tage fart: jernbanekonsortier, mineselskaber osv. havde opdaget, at de ved at komme forud for arbejdets pionerer kunne udnytte dem ganske som i det gamle Europa. Tit måtte udvandreren med sin oksevogn køre milevidt over udyrket, jomfruelig jord, før han nåede en plet, han frit kunne sætte ploven i, uden at blive skatskyldig til en ejer. Og grundspekulationen havde sat ind og grebet næsten alle: arbejde var ikke længere den søgte vej til velstand, men derimod beslaglæggelse af arbejdsmulighederne.

Alt dette er ganske vist noget, som ethvert fremskridtsland med voksende befolkning frembyder eksempler på. Men her i Amerika var ikke blot alt efter en mere kæmpemæssig målestok: spekulationsfeberen hærgede hele stater, hvor det i Europa gjaldt en enkelt by. Alt var tillige her nyt. Der var ikke en gammel overklasse, der fortsatte og udvidede sin udbytning af folkets masse, ikke en von Adelschildt, der udsugede Jens Husmand, men Per, der i kraft af en nyvunden ejendomsret kunne byde Poul at afstå sin halve høst for retten til at sætte ploven i jorden. Og misforholdet blev derfor dobbelt grelt og iøjnefaldende. Og tillige blev problemets hele natur og rækkevidde derved langt tydeligere; det sås, at det ikke blot var et spørgsmål om godsejervælde eller anden overklasse-forret mod underklassen, ikke et bondespørgsmål eller husmandsspørgsmål, men et alment socialt spørgsmål, grundproblemet om borgernes indbyrdes ret.

Forståelsen af dette spørgsmåls hele dybde og omfang, af dets forskellige faser under vekslende samfundsforhold, var tillige ganske anderledes lige til for den, der oplevede Amerikas udvikling, end for forskeren i den gamle verden. Her fandtes jo i samme tidehverv, inden for samme folk, fra vest til øst som i et tværsnit alle samfundsdannelsens stadier, lige fra guldgraverens camp og nybygden i vildmarksskoven eller på prærien til storbyen med dens stålkonger og trustmagnater.

Således opruller da Amerika for Georges geniale opdagerøje jordspørgsmålet i hele dets udstrækning og dybde, som det fundamentale for folkets kår, under alle forhold, til alle tider, og som det almenfolkelige grundspørgsmål, overfor hvilket svaret kun kan blive: alles lige ret.

–––––––––––

Alles lige ret til landets jord. Svaret er gammelt og dog nyt, dybere og videre end hvad før var tænkt. Vel har – til alle tider de – der ville folkets vel, arbejdet for almuens jordret, for så vidt muligt at skaffe enhver sin plet at dyrke. Moselovens jordlovgivning er det ældste almen kendte eksempel i så henseende, og tillige det mest indgribende, det mest alvorlige forsøg på at hindre dannelsen af et jordløst – og derfor rodløst – proletariat.

Men problemet, som Amerika rejser det, er større. Det er ikke spørgsmålet om, hvorledes en stedbunden bondebefolkning får tildelt og tilsikret den plet, hver enkelt har behov til nødtørftigt underhold. Det er spørgsmålet om, hvorledes adgangen overalt åbnes for alle. Thi ikke retten til en enkelt plet, men fri adgang til at bruge sine kræfter og søge lykken overalt, fra Atlanterhav til Stillehavskyst, var hvad et sådant erobrerfolk måtte kræve. Og det er ikke et blot og bart agrarspørgsmål: minefeltet, kulminerne såvel som byggegrundene til byernes himmelstræbende skyskrabere drejer det sig fuldt så meget om som om den blotte agerjord til landets bondebefolkning.

Derfor må Georges løsning også være almen, alt omfattende, må være udslettelse af jordmonopolet. Men ophævelsen af al forret til rigdomskilderne, med bibeholdelse af enkeltmands ret til uindskrænket at råde over sit arbejdsfelt, kan kun ske ved at lade enhver grundejer betale til folkets fælleskasse, hvad jordbesiddelsen er værd. – Således når da George til kravet om en almen grundskyld som betingelse for al fremtidig ret til jorden og dermed som grundvold for folkets samfundsbygning.

Dermed vil al grundspekulation, al forud beslaglæggelse være umuliggjort. Thi når jordværdien stadig skal forrentes til samfundets kasse, kan kun jordens brug, ikke den blotte jordejendomsret give indtægt for ejeren; og ingen kan da ønske at besidde mere, end han selv kan udnytte.

Og som adgangen til at besidde jord mod betaling af grundskyld er udtrykket for den almene jordret, alle borgeres lige ret, er grundskylden selv udtrykket for folkets fælles ret. Og kun således kan fællesretten finde udtryk. Folket er landets godsejer. I folkets kasse indgår derfor værdien af al fædrelandets jord.

Men herved bliver tillige grundskylden grundlaget for statens økonomi. Alt som samfundet vokser – og dermed også kravet til offentlige foranstaltninger – øges også jordværdien og dermed statens indtægter. Således tilvejebringes da et naturligt forhold mellem statens behov og dens indtægt, og hele skattevæsenet revolutioneres fra grunden af. Medens statsmagten hidtil overalt på vilkårlig måde skaffede sig fornøden indtægt ved indgreb i borgernes personlige ret, ved at beskatte deres forbrug gennem toldskatter og ved at tage procenter af deres arbejdsindtægter, får den ved grundskylden på rationel måde sin retmæssige indtægt. Retmæssig, thi hvad staten således indkræver til samfundets fællesbehov, er værdier, som netop er skabt af samfundet og som ingen enkeltmand, ingen private overhovedet, har ret til.

Medens nemlig enhver anden værdi – tingenes, produkternes værdi – altid er udtryk for personligt arbejde og indsats (hvad enten det gælder en kniv, et hus eller en afgrøde), så er jordværdien et udtryk for samfundets liv og virksomhed, så den i storbyen, omkring trafikcentre og havne osv. endog kan stige til ganske fabelagtige højder.

Og disse samfundsskabte værdier må inddrages af samfundet. Det er netop det forhold, at de overlades til de tilfældige ejere, der fremkalder den jordspekulation og jordmonopolisering, som spærrer vejen for arbejdets hær og ophober ufortjente rigdomme på enkeltmands hånd og derved spalter folket i over- og underklasse.

Således nåede da George mere end han søgte. Ikke blot fandt han vejen til arbejdets frigørelse ved hævdelsen af ligeretten til rigdomskilderne. Han fandt derigennem tillige den solide grundvold for statens økonomi. Ja mere end det: derigennem klaredes også det gamle økonomiske grundproblem om den enkeltes og samfundets ret, individualismens og kommunismens århundredlange grænsestrid.

Så længe man ensidigt stirrede på den enkelte som tingenes skaber og værdiernes ophav, måtte man fornægte samfundets fælles ret. Og omvendt, hvor man blot havde blik for, at kun i samfundsmæssigt samarbejde kan mennesket udrette noget, måtte fællesretten blive det alt overskyggende. Men med Georges naturlige delingslinje for øje er striden endt: den enkelte har overfor samfundet og alle medborgere ubestridelig ret til sit arbejdes frugt, til tingene og tingenes værdi; men samfundet har ligeså ubestridelig ret til de værdier, der skabes af det, og som er knyttet til, hvad ingen har frembragt: jorden, vor fælles rigdomskilde.

Jordspørgsmålet formede sig i Amerika på en sådan måde, at dets art og betydning måtte påtrænge sig den søgendes opmærksomhed. Den egentlige grund hertil var dog ikke, at Amerika var et nyt land, med uopdyrkede prærier og urørte vildskove. Thi i virkeligheden er naturligvis jordspørgsmålet universelt, ja om muligt fuldt så overvældende betydningsfuldt i et tætbefolket land som England eller Belgien, hvor adgangen til arbejdspladsen er trangere, og jordens fulde udnyttelse en mere bydende nødvendighed. Nej, når det måtte stå så indlysende klart for henry George, hvad tidligere tænkere kun utydeligt eller halvt havde forstået, var kernegrunden selve folkets liv og tænkemåde.

Når tidligere socialøkonomer, lige fra Adam Smith til Karl Marx, betragter produktionen og dens vilkår, er altid arbejdsgiveren for dem den centrale figur, den, hvorfra bevægelse og kraft udgår, arbejderen kun et mere eller mindre villigt værktøj eller led i maskinen. Det er forståeligt, at en sådan opfattelse kan beherske tankegangen hos den, hvis blik væsentligt har været tiltrukket af forholdene i et stort industricentrum med en proletariseret lønarbejderbefolkning, uden udsyn eller selvstændig fremdrift, ude af stand til så meget som blot at tænke sig at undvære en arbejdsgiver. Derfor bliver også for disse lærde det sociale spørgsmål hovedsageligt et spørgsmål enten om, hvad arbejdsgiveren kan gøre for arbejderne eller hvorledes staten, ved at træde i arbejdsgiverens sted, kan sikre folk arbejde, – helst med kortere arbejdstid og højere løn –, og således skaffe dem del i fremskridtets frugt.

Men i Amerika var folkets brede lag intet sådant råd- og dådløst proletariat, kun tjenligt til hjul i arbejdsgiverens fabrikker. Det var tværtimod folket, der havde fuldført landets fredelige erobring. Nybyggeren eller guldgraveren havde ikke søgt efter en arbejdsgiver til at føre an, end mindre ventet på, at staten skulle organisere arbejderhæren. Selv havde han overvundet vanskelighederne: opdyrket prærien, ryddet skoven og vandet ørkenen. Arbejderen er da her selv kraftcenteret. Endog de mest fortrykte indvandrere indsuger med Amerikas luft selvstændighedstrangen, kilden til den energi, som overvinder selv de største hindringer, når blot ikke adgangen er spærret. Derfor bliver her det sociale problem ikke at skaffe arbejde eller at skaffe gode kår, men at rydde skrankerne af vejen, der udelukker folket fra rigdomskilderne og således magtstjæler det.

Forståelse af Henry Georges ideer vækkes derfor også kun dér, hvor selvstændighedsfølelsen er levendegjort. En lønarbejderbefolkning, hvis stræben endnu ikke rækker ud over at aftvinge arbejdsgiverne kortere arbejdstid og højere løn – eller måske at blive endnu bedre betalte funktionærer i industribedrifter under statens ledelse – har liden sans for hvad adgangen til jorden betyder. Men når tanken vågner om at overflødiggøre arbejdsgiveren, om at bygge eget fæste, da fødes naturligt samfølelsen med Henry George.

Alt som selvstændighedstrangen vågner i folkenes brede lag, vil da samklangen med Henry Georges ideer blive tydeligere. Og kravet om lighed lyde over verden. Ikke en lighed som er frihedens forlis, men den lighed, som er lige ret for alle til de værdier som skabes ved samfundets liv.

Og når dette krav uimodståeligt føres frem til sejr, da har vi erobret den nye verden. Og da vil folket forstå og værdsætte Henry George, i historiens klare lys, som den store opdager, det nye tidehvervs Columbus, der først satte fod på det nye San Salvador, kysten af lighedens land.

II. Liv og virke

Henry George fødtes for snart hundrede år siden, 2. sept. 1839, i Philadelphia, i de n af kvækerne grundlagte stat Pennsylvania. Broderkærlighedens by var dengang ikke det millioncentrum, den er nu, men en mindre, provinspræget handels- og havneby. Og Henry Georges hjem var småborgerligt, gammeldags gudfrygtigt, noget pietistisk præget. Familien var for moderens vedkommende af skotsk herkomst. Farfaderen var kommet fra Yorkshire, men havde walisisk blod i årerne.

Fra farfaderen stammede familiens traditioner i retning af stor-koffardifart. Men også religiøse interesser havde rod i familien, og Georges fader var i en række år udgiver af serier af søndagsskolebøger o. lign., men havde dog sin meste tid en bestilling under toldvæsenet.

Som det ofte er tilfældet med unge, der har rige og store evner, at de som unge storfugle støder de voksende vinger mod tremmerne, var det også her med sønnen Henry. Hverken hjemmet, skolen eller værkstedet kunne binde ham fast. Skolegang blev der ikke meget af. Ved 9-års alderen kom han fra pogeskolen til en slags mellemskole. Og allerede året efter møder vi ham i en ny skole med det højtklingende navn Det episkopale akademi. Faderen havde dér, som forhenværende udgiver af religiøse bøger, fået en halv friplads for sønnen, af de ellers for præstebørn reserverede; men det syntes drengen var snylteri og brød derfor af. Så læste han privat i forberedelse til latinskolen; men også i denne blev han kun kort. Næppe 14 år gammel brød han overtvært.

Dette brud med den sædvanlige lærdomsvej var vel nok afgørende for Henry Georges fremtid og personlighed. Det er jo ikke godt at vide, om Det episkopale akademis lige og jævnt stigende banespor havde kunnet føre ham til kleresiets højeste toppe – hvad vel kunne tænkes. Latinskoleuniversitetsdannelsens normaliserende og dermed åndeligt afstumpende indflydelse undgik han i hvert fald. Selv vedblev han, som voksen, at regne skolelærdommen for en underordnet værdi. Til sønnen Richard, den senere billedhugger, skrev han som 40-årig (da drengen var omtrent 15 år):

“Hvis du kan finde dig en plads som typograflærling, må du hellere afbryde skolegangen. I og for sig var det jo godt, om du kunne få noget mere skolegang; men du er så gammel nu, at det er vigtigt for dig at lære at sørge for dig selv; thi det er nu langt den vigtigste side af al oplæring. Vi skal lære så længe vi lever, der er altid noget at lære og noget at prøve på at nå. Men prøv først at få gode, korrekte vaner; og først og fremmest opdrag dig selv til at arbejde strengt, når du arbejder. Hvad du end gør, læg kræfter i det.”

Mangelen på videnskabeligt dannelsesgrundlag føles dog ikke direkte hos George som tænker og forfatter. Var han en ringe skolediscipel, var han lige fra barn af en kundskabstørstende, videbegærlig dreng. Og i hans værker møder vi denne hans kundskabsfylde. Men han blev ganske vist ikke indlevet i den autoritetstro, der så ofte hæmmer den universitetsdannede og gør ham mindre fri og mindre umiddelbart i stand til at tænke og handle end den, der har sin viden først og mest fra livet, ikke fra bøgerne.

Henrys første egentlige læsestof var naturligvis faderens bogsamling: bibelen – nøje fortrolighed med denne præger Henry Georges forfatterskab, som så mange andre inden for den engelske kulturverden – såvel som skipperbøger, rejseskildringer o. lign. Tidligt, omtrent ved 15-års alderen, er han dog tillige en flittig, næsten daglig tilhører ved populærvidenskabelige foredragsrækker om snart sagt alle mulige emner, især naturvidenskabelige. Og omhyggelig dagbog fører han allerede fra 13­årsalderen. For øvrigt var han et stykke tid butiksdreng i en fajanceforretning.

Dette var dog ikke et liv, der egentlig kunne siges at føre til noget, og ikke noget for et aktivt gemyt som Henrys. Søen kaldte. Farfaderens storskipper-tilværelse fristede med traditionens magt. Og da Henry var 15 år gammel, frembød sig en lejlighed. Den gamle Indiensfarer The Hindoolå sejlklar for Australien og Indien. Og skønt forældrene var betænkelige, gav de dog lov (men bad kaptajnen om blot ikke at gøre det for rart for drengen). Med bibelen i skibskisten og forsynet med mange gode råd og formaninger gik han om bord til det 14 måneders togt.

Denne lange rejse må vel siges at være den unge Henry Georges første virkelige skolegang til orientering i livet. Navnlig bidrog den mægtigt til at give hans opfattelse af forholdene i verden et realistisk drag. Det var jo ikke 1001 nats Indien – som han i fantasien ofte havde besøgt – han nu oplevede, men Indien i 1855, med dets nød, dets foragt for menneskeliv og dets pariabefolkning i pragttemplernes skygge. Og guldlandet Australien fremviste kun strejker og nød, tusinder uden arbejde og uden brød. – I øvrigt formede det daglige liv på skibet sig ret ensomt for drengen; hans bedste kammerat var vel nok hans lille tamme abe.

Ved hjemkomsten opgav han søen, måske særligt fordi kaptajnen skildrede for ham i et brev hvor udsigtsløst det liv var, den førte til. Forældrene gjorde også hvad de kunne og fik ham anbragt som typograflærling i byen.

Her kom han i berøring med den faglærte arbejder, hvis tankegang og erfaringskreds han derved blev fortrolig med – som det ofte ses i hans værker. Den strikse disciplin på værkstedet passede ham dog dårligt, og skønt han var dygtig, brød han efter en strejke af og lod sig hyre på ny med en skonnert i kystfart. Om denne fart beretter han senere med stolthed, hvorledes skipperen, der, da han hyrede den lille fyr, næppe mente han kunne tjene jungmandshyre, ved afmønstringen gav ham fuld matrosløn. Men dermed var det også endelig forbi med hans sømandskab.

Den snæversynede pietisme i hjemmet faldt stadig den unge verdensomsejler for brystet; blot at køre i omnibus på sabbatten var jo helligbrøde. Og nu brød han også politisk ud fra hjemmets konservatisme. Negerslave­problemet var blevet brændende; og den unge George var naturligvis straks radikalt på frigørelsessiden, medens moderen forsigtigt holdt på det bestående.

Nogen udløsning for sin livslyst fik han i den litterære forening han sammen med nogle kammerater oprettede til drøftelse af poesi, socialøkonomi og mormonisme. Der eksisterer endnu fra dette ungdomslag et indlæg fra hans hånd mod mormonernes flerkoneri, der fuldstændigt sønderknuser dette. Men i øvrigt har den ungdommelige forsamling nok ikke overvejende været højtideligt litterær. Et brev fra en af klubbens andre medlemmer, nogle år senere, giver indtryk af dette: “Kan du nogensinde glemme den muntre, friske og varmhjertede tone, der prægede vores klub – så uønskeligt og opsigtsvækkende, at man til sidst lukkede os ude fra lokalet (i kirken), hvor vi nød vore spøgelseshistorier, bokse­matcher og anden fandensdom, og vore øvelser, der mere var muskel- end tankeøvelser, og hvorledes vore medlemmer mere vandt berømmelse ved at tømme bægere, synge viser og ryge utalte cigarer end ved mere filosofisk idræt.” – Dog forbliver hos George stedse tænksomheden et fremtrædende træk. Da han stifter bekendtskab med frenologien, bliver han straks optaget af den og begynder med en undersøgelse af sig selv, der ikke er uden skarpsyn og blik:

“Mere sans for almen oplysning end for kritisk bedømmelse. Har ofte dristige og originale tanker om forskelligartede emner; men kun med anstrengelse, eller når han bliver opildnet, i stand til at gennemføre en sammenhængende bedømmelse af sådanne.
Tager gerne parti overfor enhver sag, der kommer under debat.
Har tilbøjelighed til at gå med fuld kraft løs på store foretagender og drive på med så stor energi og iver, at han må synes dumdristig.
Har en umættelig lyst til at rejse omkring og se verden, og først derpå slå sig ned.”

Med sådanne tilbøjeligheder måtte Henry George naturligvis blive grebet af den almindelige rejsefeber. Westward ho! var jo ungdommens signaltone i hele det 19. århundredes Amerika. Foreløbig gjaldt det Oregon, hvor drengen havde lidt forbindelser. Rejseomkostningerne kom han let over: som helbefaren sømand kunne han undgå den besværlige rejse over ørkenprærier og klippebjerge. Han fik hyre med en toldkrydser, der sønden om Kap Horn gik til San Francisco, hvortil den ankom efter 5 måneders forløb, i maj 1858.

Så var han da her i dette mærkelige nye vestens vordende hovedstad, eventyrbyen, vovemodets og ungdommens internationale mødeplads. Og dermed hørte for ham Philadelphia og hjemmet fortiden til.

George blev dog kun kort tid i San Francisco. Hans første tid i vesten blev et uroligt omflakkende liv. Vi træffer ham snart på vej til Canada. Der var fundet guld i Fraserflodens leje, lige nord for grænsen mod USA. Og George tog da hyre til Victoria. Da han kom derop, spurgtes det dog snart, at guldfundene var sluppet op; og han vendte tilbage til San Francisco, fik lidt typografarbejde, men søgte på ny op mod guldfelterne (denne gang i Nord-Californien), som han dog aldrig nåede. Guldsøgerstrømmen vendte, før han nåede så vidt, og rev ham med sig tilbage. Han huggede sig igennem ved tilfældigt sjov, som landarbejder, møllearbejder, halvvejs vagabond, med natteleje i lader, ad lange veje ned ad mod kysten igen. Således nåede han efter den hårdeste tørn i hans liv tilbage til San Francisco, hvor det lykkedes ham at få arbejde på ny, hvorved han endelig knyttedes til typografkassen. Således var der omtrent gået 2 år.

Hvad der optager hans tanker på dette tidspunkt får man et glimt af i et af hans mange breve til søsteren Jennie, hans nærmeste fortrolige, skrevet 1859, da han var omkring de 20.

“Jeg læser ikke stort, undtagen aviserne. Du løber fra mig på dette område. Næsten hele min fritid går med at holde mig ajour med dagens begivenheder. Sikken tid vi lever i! Store begivenheder følger så rask efter hinanden, at vi næppe får tid til at undres over dem. Vi kører åbenbart med halsbrækkende fart et eller andet sted hen: Emerson siger til himlen, Carlyle til det andet sted. Men hvor forskelligt de end ser på, hvor det går hen ad: Farten har vi! –
Jeg er forresten inviteret i morgen til litterær aften i en læseklub og vil således – hvis det ikke bliver regnvejr – gøre min entre i det pæne selskab her på Pacific-kysten. Du kunne vist li’ at se mig gøre min entré og bukke pænt, snuble over vanskelige ord. Men du kan tro nej. Jeg er ikke den undselige fyr, jeg førhen var; – jeg er slet og ret Henry George, højstærede! Passer han dig ikke, så flyt dig og lad mig komme forbi. –

Det var skade det gik forkert med H’s ægteskabsplaner. Imidlertid, jo mere jeg ser af mennesker og forhold i verden, og jo mere jeg undersøger mit eget hjertes tilstand, desto mindre tilbøjelig føler jeg mig til at dømme andre.

Skønt Henry George på det tidspunkt var vokset fra al ortodoks, officiel kristendom, var han dog ikke uden interesse for religiøse problemer:

“Den eneste episkopale præst, jeg har hørt herude, var en forhenværende skuespiller og nu renlivet højkirkelig (helligholder alle helgendage og prædiker om nødvendigheden af, at alle bliver døbt senest 8 dage efter de er født). Jeg kommer der ikke mere! – Californien lider ynkelig mangel på missionærer, det ville være en god idé, om søndagsskolerne hjemme ville sende nogen herover – hvis de da er immune overfor guldfeberen.”

En kort tid sluttede Henry George sig endog til en frimenighed, nærmest dog for nogle venners skyld og måske under indtryk af en vis hjemve. Det fik dog ikke nogen væsentlig betydning for hans udvikling. Men gribende var forældrenes dybt rørte glæde over at vide sønnen i havn.

Borgerkrigens udbrud (1861) gjorde i almindelighed ikke videre indtryk i Californien. Landet lå jo i de tider så fjernt fra østen som Spanien fra Finland. Men på George virkede den stærkt. Han havde jo været en ivrig slaverimodstander allerede fra drengeårene. Og et brev fra faderen, hvori han omtalte nogle af barndomskammeraternes beslutning om at gå med som frivillige, virkede også stærkt. Men allerede nu er han dog mere direkte optaget af fattigdoms-problemet, særlig som det daglig kom ham personligt ind på livet. Man mærker den unge mands tumlen med livets problemer i følgende brev til søsteren:

“Jeg har næsten intet læst i de sidste halvandet år – lige undtagen aviserne. Hvor jeg længes efter guldalderen, det bebudede tusindårsrige, hvor enhver frit kunne følge sine bedste og ædleste indskydelser, uden de strammende bånd og nødvendighedens tryk, som samfundet nu påtvinger os, – hvor selv den ringeste og fattigste ville kunne udfolde de evner, Gud havde givet ham, i stedet for at være nødtvungen til at spilde den bedste del af sin tid for at kunne skaffe sig ikke stort mere end hvad der kræves til det rent dyriske livs opretholdelse. – Er det at undres over, at menneskene tørster efter guld og er villige til at give omtrent hvad det skal være derfor – når det betyder alt: muligheden for at tilfredsstille deres hjertes reneste og helligste trang, udfolde deres ædleste kræfter. – Undertiden væmmes jeg ved den forbitrede kamp i vor højt civiliserede tilværelse.

Hvis jeg var hjemme, gik jeg nok med som frivillig, ikke at det tiltaler mig at skulle slås med sine egne landsmænd eller at der er nogen stads ved at være soldat; men i denne kamp på liv og død ville jeg gerne være med.”

Der var i øvrigt nok, der bandt ham. Hjemmet i Philadelphia, med de mange yngre børn, var i vanskelighed. Faderen var i 64-års alderen blevet afskediget. Og Henry hjalp så godt han kunne, når han havde lidt penge til overs. Men også dermed kneb det. Sammen med nogle typografkammerater havde han startet et lille aftenblad. Men trods slid, dag og halvvejs nat, var de ved at blive klemt ud af konkurrencen. Til sidst måtte de – kvalt af pressetelegrafmonopolet – sælge ud. Og George stod nu atter på bar bund.

Tabet af penge betød dog i øjeblikket kun lidt for ham. Han havde andet på hjerte.

Omkring ved den tid var Annie Corsina Fox, en 18-årig fader- og moderløs pige fra Australien, kommet til Californien, hvor hun boede hos en onkel, der var hendes formynder. Faderen, der havde været officer i den engelske hær, var efter et brud rejst bort og forsvundet fra familiens horisont. Moderen døde ikke længe efter. Datteren var katolsk opdraget, hendes søster var nonne sygeplejerske.

George lærte frk. Fox at kende på dette tidspunkt og var ikke længe om sit valg: hende måtte det være.

Han besøgte hende dagligt, til alle mulige tider, lånte hende bøger, læste digte for hende. Da han fik at vide, at hun var forlovet med en velbegavet ung mand med de bedste udsigter, ville han naturligvis trække sig tilbage; men også hun var klar over, at de nye bånd til ham var de stærkeste.

Familien, der i og for sig syntes godt nok om den unge typograf, var naturligvis betænkelig og blev det mere og mere, alt som den arbejdsløses klæder blev mere og mere luvslidte. Og til sidst forbød de hans besøg. For en ung mand af Henry Georges støbning var dette det afgørende stød. Nu eller aldrig! Han fortæller selv mange år efter, hvorledes frieriet gik for sig. Han kom ind til Annie, tog en dollar op af lommen og sagde højtideligt: “Det er hele min formue, Annie, vil du gifte dig med mig?” Annie, der var af samme støbning som han selv, svarede: “Tør du påtage dig ægteskabsansvar, så tør jeg vel med.” Samme aften lånte han nogen dollars af en ven, lejede et værelse for en uge og fik en af sine gamle skibskammerater til at følge med i køretøjet for at hente bruden ud af onkelens hus. De blev viet i den nærmeste kirke, og næste morgen stod han op kl. 5 for at søge arbejde.

Dette dumdristige ægteskab: to unge og uerfarne mennesker af forskellig religiøs indstilling, af vidt forskellig familie og opdragelse, uden spor af økonomisk grundlag, blev indledningen til et samliv af enestående harmonisk og trofast art, af uberegnelig betydning for Henry Georges hele liv. Til hans død fulgte Annie George sin ægtemand gennem alle hans vildsomme veje: fattigdom, miskendelse, kampe, sejre, nederlag; uden betænkelighed gav hun afkald på livets små rolige glæder, uden tøven lod hun manden følge sin brændende trang og kamplyst, når han, ofte dumdristigt og uovervejet i ungdomsårene, eller med ubegrænset vovemod i de ældre år, kastede sig ind i kampen uden at tænke på følgerne.

Kort efter brylluppet drog de unge til Sacramento, hvor han fik lidt typografarbejde. Men disse første år blev de strengeste i Henry Georges liv. Arbejde kneb det stadig med. En tid virkede han som agent for vridemaskiner for endelig at vende tilbage til San Francisco i 1862, hvor den første søn blev født samme år, den anden i 1865.

Stadig gør han ret forgæves forsøg på at komme nogenlunde på fast økonomisk bund. Sortest så det vel ud for ham i 1865, ved sønnen Richards fødsel. Hans dagbog for disse år er fyldt med opfordringer til ham selv om mere metodisk og stadigt at arbejde sig frem, uden at lade sig optage af andet; men fremgang var stadig ikke i syne.

Selv fortæller han mange år efter, at de på det tidspunkt var nær ved at gå helt til grunde, havde ikke en gang en håndfuld majsmel i huset. Det giver et levende billede ikke blot af nøden, men også af George selv og Californien i hans dage, når han videre fortæller:

Mælk kunne vi ikke længere få på kredit, føde havde vi ikke i huset den dag Richard blev født. Jeg gik ned på gaden, fast besluttet på at få penge af den første den bedste, jeg mødte, der så ud til at have noget tilovers. Jeg standsede en vildfremmed og sagde, at han måtte give mig 5 dollars, sagde ham også hvorfor. Han gav mig pengene. Havde han ikke gjort det, tror jeg, jeg havde været desperat nok til at slå ham ned.

Trolig nok, at manden var villig, stående overfor Henry George’s stærke, ophidsede blik. Betegnende også for det frie vesten, hvor endnu en fattig mand ikke uden videre var en tigger med udstrakt hånd efter skillingen og mumlende en bøn om almisse, men en medborger i nød, der kunne kræve med livets ret.

Sønnens fødsel i januar 65 synes at være nulpunktet i familien George’s økonomiske tilværelse. Skønt også de følgende år var fulde af besvær, også ofte af fattigdom, lykkedes det dog stedse at holde båden oven vande, selvom den unge familiefader trak alt andet end jævnt på årerne. I dagbogen nedskriver han sine fortsætter om pertentlig flid og penny-sparsommelighed. Men han var for stærkt optaget og dybt bevæget af tiden og dens store begivenheder til at kunne drive sparebøsse­økonomi.

Hvad der navnlig bevægede sig i hans sind var en gryende litterær evne. Han skrev forskellige skitser – mere eller mindre fantastiske – en af hvilke han fik optaget i The Californian(et ugeblad, hvori bl.a. Mark Twain og Bret Harte skrev). Men hans gennembrud som skribent kom ved budskabet om Abraham Lincolns død (april 1865). Ganske kort efter slave­frigørelseskrigens afblæsning, blev som bekendt præsident Lincoln myrdet under en teaterforestilling af en forrykt skuespiller, der, idet han skød ham ned, råbte ud over teateret: Sic semper tyrrannis!

Budskabet satte lidenskaberne i kog i San Francisco. Og navnlig gik det ud over de slaveejer-venlige blade. Sammen med en gammel skibskammerat havde George aftalt at gå løs på et af disse; men inden han nåede derhen, var trykkeriet og redaktionen smidt på gaden, så der var intet for George at gøre.

Det kogte stadig i ham. Da han kom hjem, udløstes hans spænding i en glødende artikel med overskriften Sic semper tyrannis! I højt svulmende veltalenhed begynder den unge mands artikel:

“En mand for op mod præsidentens loge, svingende en dagger i sin højre hånd, idet han råbte: Sic semper tyrannis(pressetelegram).

Hvilken scene afmaler ikke disse få ord. Levende som det lynbud, der bragte dem. Den strålende glans langs balkonen og fra det overfyldte parterre, silke og juveler i det blege hav af opadvendte ansigter, stirrende øjne. Og uhyggelig stilhed, dødens stilhed. – Og der, foran dem alle, for menneskeheden i al fremtid – står et øjeblik snigmorderen, rede til spring, med det glimtende stål i sin højre og med triumfbrølet, det trodsige skrig, genlydende gennem salen: Sic semper tyrannis! Er det at undres over at de sidder tryllebundne? De kom jo for at le ad komedie: nu står de over for tragedien, en tragedie, som vil få et folk til at græde og hvis mægtige betydning århundreder næppe vil forstå. Så længe jorden står, vil denne scene leve i vor erindring.”

Artiklen lagde han i redaktionens postkasse på det dagblad, hvor han var typograf. Og næste dag så han sit værk på fremtrædende plads i bladet. Det gik ligedan med en følgende artikel. Og det førte til, at George forlod sætterkassen og blev bladets reporter. Og forholdsvis hurtigt blev hans pen anerkendt i bladverdenen. Han vendte dog tilbage til typografarbejdet. Det syntes at kunne give gode indtægter, og i over et år arbejdede han i Sacramento ved tryksags-leverance til regeringskontorerne.

Ind mellem disse professionelle fremskridt, allerede i forsommeren 1865, havde Georges let vakte kamplyst og vovemod dog givet sig et nyt udslag. Borgerkrigen havde han jo haft på afstand. Men nu havde folket i Mexico rejst sig mod ærkehertug Maximilian, som Napoleon 3. havde sendt over og gjort til kejser over landet.

Folkets rejsning under Juarez vakte mægtig sympati i nabolandet Californien. Og her så George en chance for at komme med i kampen for folkefrihed. Skønt han havde kone og to småbørn hjemme, kunne han ikke holde sig tilbage. – Og Annie ville mindst af alt holde ham tilbage. Han fik en mælkemand, som skyldte ham penge, til at levere familien mælk, fik bladet til at love at optage krigskorrespondancer, og så var han rede. – Først gik han dog med hustruen til barnedåb, og derefter, da de var hjemme igen fra kirken, knælede de begge ved vuggen. Og så drog den unge mand af sted til appelpladsen.

Heldigvis blev hele ekspeditionen – der var ganske uorganiseret og halvvejs sørøverisk i sit anlæg – stoppet lige udenfor havnen af et søpoliti skib. Men hvilket billede giver episoden ikke af henry George – og af Annie.

I Sacramento, hvor hans økonomiske forhold var forholdsvis rolige, blev han mere og mere optaget af at skrive, snart sagt om alt muligt: Short stories, afhandlinger; han tænkte også på en regulær roman. De enkelte arbejder røber voksende evner; og forholdene kunne have ført ham ind på digter-forfatterbanen, om ikke stærkere krav havde tvunget ham ind i større baner.

Den første frugt af hans skribentvirksomhed i disse år var hans selvstændige tagen stilling til store økonomisk-politiske problemer. Protektionismen, som han hidtil uden nøjere undersøgelse havde accepteret – den var jo nordstaternes synspunkt – tog han nu op til kritisk revision. Og jo mere han hørte af argumenter for den, desto mere blev det ham klart, at det var én stor vildfarelse: han blev frihandelsmand, helt og ubegrænset. Hvorledes han uddybede sit syn på denne sag ses af Beskyttelse eller frihandel, som han skrev en snes år senere.

Imidlertid var George vendt tilbage til San Francisco, hvor der blev tilbudt ham en plads som medarbejder ved et nyoprettet dagblad, The Times, i hvis redaktion han senere indtrådte. Det var på dette tidspunkt han skrev en magasin-artikel der, skønt den er præget af øjeblikket, viser hvor langt Henry George allerede nu er inde på det spor, han senere fulgte til vejs ende i Fremskridt og fattigdom. Artiklen fra 68 hedder Hvad jernbanen vil bringe osog er skrevet i anledning af at Pacific banen nærmede sig fuldendelse, så San Francisco ville blive sammenbundet med østen.

George skildrer først hvorledes den nye trafikåre vil betyde uhyre udviklingsmuligheder for San Francisco, hvorledes byen har al mulig chance for ikke blot at vokse til en hovedstad af verdensformat men overstige både New York og London og blive som et nyt verdenscentrum. Men han fortsætter derpå:

“Dog midt i vor jubel og begejstring, lad os se klart og nøgternt. Hvad vil denne udvikling betyde?

Folkevækst og voksende rigdom fører os, når vi er kommet et stykke på vej, ikke kun nærmere de gamle landes kår: Østens og Europas. – Er England med sine 20 mio. indbyggere, på en tredjedel af Californiens landområde, og med en nationalformue forholdsvis 6-7 gange større end vor, et bedre land at bo i end Californien? Sandsynligvis, ja – hvis man er født som hertug, er arving til et skorstensbaroni eller på anden måde placeret blandt overklassens 10.000. Men om man er født blandt de øvrige 19-20 millioner, hvad da? – Den simple sandhed for den, at jernbanens fuldførelse og den dermed følgende store vækst i folketal og virksomhed vil ikke gavne alle, kun en del. – Og lad os ikke forglemme, at et folks værdi har mere at betyde end dets tal, at godernes fordeling er en endnu vigtigere sag end deres frembringelse.

Et nyt blad var startet i San Francisco, The Herald, hvortil George var blevet knyttet som redaktør. Og ved juletid 1868 påtog han sig for bladet en rejse til New York for at skaffe det forbindelse med presse­sammenslutningen og dermed mulighed for at få telegrammer til den reducerede pressetakst, hvad der var en livsbetingelse for vestens dagblade. Han genså på vejen, efter 10 års fraværelse, hjemmet og forældrene. Men i New York var der ikke beredt ham nogen særlig venlig modtagelse. Her mødte han for alvor den storkapitalistiske monopolisme. Ikke blot nægtede man det lille blad adgang; men da han så selv satte et korrespondancebureau i gang, kvalte man dette ved baghånds indflydelse på det private telegrafselskab. Den lille Californiske typograf og pressemand lod sig dog ikke sådan lumpe. Han forfulgte sagen lige til chefkontorerne og derfra ud i pressen, så man mærkede, hvor stærk han var. Den lille Thor løftede dog ikke Midgårdsormen. Men drog han end hjem som en verdensklogere, og fattigere, mand, han havde i hvert fald lært at hævde sig og mærket sin slagkraft.

Det var dog ikke denne strid, der blev hans afgørende oplevelse i New York. – Allerede forinden drejede hans tanker, som artiklen om jernbanen viser, sig i udpræget grad om den faretruende udvikling i fremskridtets spor: kløften mellem fattig og rig, folkets forarmelse under nationalformuens vækst, storbyens armodskår for menneskene. Men det havde dog hidtil nærmest været tankespind. Den virkelige storby kendte han kun af omtale. Han var jo vokset op under provinsielle forhold, og senere havde Californien kun vist ham det frie vestens primitive, hårde, men uafhængige tilværelse.

Nu stod han i den verdensby, hvis glans og herlighed han, som alle Californiere drømte om at overstråle i fremtidens San Francisco, men så også dens fornedrelse, stærkere og mere reelt, end hans fantasi havde kunnet afmale den.

Den udvikling, han havde frygtet, viste sig som en virkelighed med de grelleste, mest skrigende farver: rigmands-palæerne og proletarkasernerne med en befolkning, der skjulte sig i deres skygge eller hobede sig sammen i endeløse og trøstesløse slumkvarterers mørke og smuds.

“For mange år siden kom jeg her til New York, ukendt, uden forbindelser. Her så og opfattede jeg for første gang det rystende modsætningsforhold mellem uhyre rigdom og nedværdigende armod. Og her aflagde jeg et løfte, fra hvilket jeg aldrig siden er veget: at udfinde og, om det var mig muligt, at udslette den grundårsag, der fordømmer småbørn til at leve et liv som det, De, mine tilhørere, ved der føres i de usle slumkvarterer.”

Det virkede som en åbenbaring, en tanke ovenfra, der slog ned i hans sjæl, midt om dagen, på gaden, som et lyn, der gennemrystede ham og bestemte hans fremtid.

Således stillede østen ham det store problem. Vestens primitive forhold viste ham vej mod dets løsning.

Han fortæller selv hvorledes en i og for sig ubetydelig, dagligdags hændelse gav hans tanker deres bestemte retning og orienterede ham i det vildsomme problems grundforhold.

Engang efter endt redaktion var han på sin hest redet langt udenfor Oakland (hvor han dengang boede) i et vidtstrakt, kratbevokset terræn. Her mødte han tilfældigvis en mand med et spand heste, og i mangel af bedre snak spurgte han, hvad jord vel kunne koste på disse kanter. Manden pegede med pisken over mod nogle køer, der græssede så langt borte, at de så ud som mus, og svarede: “Jeg ved skam ikke, men derovre er der én, der vil sælge for 1.000 dollars pr. acre.” – “Som et lyn slog det ned i mig, at her havde vi jo grunden til den voksende armod under stigende rigdom. Med folketallets vækst stiger jordværdien, og arbejderne, der bruger jorden, må så betale den dyre entre. Denne forståelse har jeg fra den dag af udvidet og uddybet.”

Først et par års tid senere kunne han dog fremsætte resultatet af disse overvejelser i et lille skrift: Vor jord og jordpolitik. Forskellige aktuelle opgaver kaldte på ham og optog hans tid.

Vigtigt i så henseende var hans forbindelse med Californiens guvernør Haight. Denne, der ligesom George var blevet klar over frihandelens nødvendighed for folket, var derigennem blevet opmærksom på den unge redaktørs fremragende egenskaber som skribent ved det lille frihandelsblad i Oakland. Den mest nærliggende og påtrængende opgave for bladet (og guvernøren) var dog kampen mod Pacific baneselskabet, der nu omtrent havde opslugt alle konkurrenter og på skamløs måde udbyttede hele samfundet. Selskabet havde lige fra sin start modtaget uhyre subsidier, alt i alt langt større værdier, end hele anlægget havde kostet; og dets ledere var i løbet af kort tid blevet mangemillionærer.

Haight fik nu Henry George til at overtage ledelsen af hovedstadsbladet State Capital Reporter, og han blev dermed en hovedmand i valgkampen mod monopolisterne. I Reporterblev hans kamp dog kun kortvarig. Binde hans mund med guld, som andre fremtrædende mænd var blevet bundet, kunne man ganske vist ikke. Men så sikrede baneselskabet sig aktiemajoriteten i bladet, og George måtte trække sig ud af redaktionen. Men hermed var han dog ikke slået ud. Han begyndte nu med flyveblade og pjecer, hvori han belyste banens subsidiers, såvel som andre understøttelsers fordømmelighed ud fra demokratiske principper. Han blev tillige opstillet som kandidat ved valget til statens rigsdag.

Men jernbanen var dem for stærk, valget blev ved dens indflydelse et knusende nederlag; og George faldt naturligvis hårdest.

Desto mere betydning for ham fik det da, at han straks efter valget kunne udsende Vor jord og jordpolitik. Det havde ikke kostet ham dybere studier i biblioteker mv. at forfatte dette skrift. Det var jo kun en udredning af forhold, han og alle andre i Californien var fortrolige med, set i lyset af hans nye opdagelse. Skriftet faldt i 5 afsnit: – Jorden i USA, – Jorden i Californien, – Jord og arbejde, – Tendensen i den jordpolitik, der nu drives, – Hvorledes burde vor jordpolitik være?

Kort kan indholdet gengives således:

“Grundlaget for amerikanerens lyssyn og selvsikkerhed, og for hans villighed til at åbne landet for indvandring af de fortrykte fra alle lande, var hans forestilling om det praktisk uudtømmelige forråd af offentlig jord, med plads til farme og hjem for alle. Men fra borgerkrigens tid var mere og mere af disse vidtstrakte områder blevet sløset bort, og særlig givet som gave til private jernbaneselskaber, således at hvis dette skulle vedblive at gå for sig uhindret, ville ‘jordfonden’ være tømt allerede omkr. 1890. Alene en enkelt bane havde just fået overladt 25.000 acres for hver engelsk mil – svarende til et over 30 km bredt bælte på hver side af banelinjen! Og i Californien er det endda endnu værre. Her i vort, i forhold til folketallet, uhyre landområde, hvor der intet jordspørgsmål burde være, er det nu yderste alvor.Allerede nu er der enkelte mænzzd, der råder over 100.000 acres eller mere, og man kan rejse milevidt over frugtbart land, der aldrig har set en plov, men som ‘ejes’, og hvor derfor ingen nybygger kan bygge sig et hjem uden at måtte betale hvad tribut det måtte behage disse grundejer lorder at aftvinge dem.

Jorden, den beboelige del af jordkloden, er det forrådskammer, hvorfra mennesket kan fremdrage materiale til alt hvad det frembringer. Jorden er ikke i sig selv et formuegode, al formue er jo arbejdsskabt. Den har kun værdi, hvor der er for lidt af den. Dens værdi er ikke af samme art som fx. værdien af en pakke søm. Thi sømmene er et arbejdsprodukt. Og når sømmene betales, er det med arbejdsprodukter, og det er altså et arbejdsbytte, der finder sted, men jorden er ikke frembragt ved arbejde, men skabt af Gud, og hvor som helst der ydes arbejde eller arbejdsprodukter for at bruge den, er det en tribut, der betales til jordejeren.

Jordværdi og arbejdsværdi står i omvendt forhold til hinanden. Med samme produktion er det indlysende, at jo mere der må betales til jordejerne, desto mindre bliver der til arbejdets mænd: hvor jordrenten er høj, er arbejdslønnen lav. I nye lande er jordværdien på minimum, og arbejdets løn derfor høj, idet den praktisk talt udgør hele udbyttet ubeskåret. Men jo dyrere jorden bliver, desto ringere bliver lønnen, og des stærkere vil endda tendensen være til endnu større forringelse af lønnen, thi desto vanskeligere vil det være for den jævne mand at blive sin egen arbejdsgiver, desto mere vil han være i kløerne på jordejere og kapitalister.

Var al jord på deres hånd, som faktisk bruger den, da ville jordværdien have sin naturlige højde. Men hvor jorden opkøbes eller på anden måde samles på private grundejerhænder, får den en falsk, langt højere værdi. Forskellen mellem naturlig og falsk, spekulationsmæssig værdi er her i USA uhyre og udgør en beskatning som jordens monopolisering belaster arbejdet med.

Nu er jo ejendomsrettens grundlag åbenbart hvert enkelt menneskes ret til sig selv. Derfor er hvad et menneske har frembragt med rette hans eje, til brug, salg eller gave. Og kun således opstår virkelig ejendomsret. Men ethvert menneske har tillige, i kraft af sin blotte tilværelse, ret til adgang til naturen, i så vid udstrækning som det kan forenes med alle andres lige ret. At tillade én at monopolisere den jord, hvorpå andre skal leve og virke, er derfor ensbetydende med at tillade ham at udbytte dem. De samme kræfter, som har formindsket Englands jordejendomsbesidderes tal fra 3-400.000 i midten af det 18. århundrede til 30.000 nu, udøver også deres virkning hos os. Ikke alene overlades uhyre landområder til enkelte. Men vi driver en jordpolitik, der fremkalder en uafladelig opslugning af den mindre farmer.

Hundrede tusind acres, som ejes af enkeltmand, betaler kun en ringe brøkdel af den skat, et lignende område, fordelt mellem 600 bønder, må udrede.

Koncentration er tidens løsen. Storbyen opsluger de små købstæder, storkøbmanden driver de små handlende ud. De bliver kontorister eller ekspedienter i stormagasinernes arbejdsstab. Og selv vore kæmpeforetagender, affødt som de er af de nye samfundskræfter som en Watt, en Stephenson indførte i verden, opsluges af andre, endnu mere gigantiske koncerner. Hvad chance er der, under disse nye forhold, for den jævne mand, hvis også jorden monopoliseres? At jorden ejes af en snæver kreds af landets borgere er ensbetydende med, at disse også råder over landets skæbne. Spaltes folket i en rigmandsklasse og en ejendomsløs fattigbefolkning, er et virkelig republikansk styre umuliggjort.

Har vi overvejet alt dette, har vi forstået forholdet mellem mennesket og jorden, så vi indser, at den der ejer den jord, hvorpå andre skal leve, praktisk talt ejer menneskene selv, da kan vi ikke være i tvivl om, hvordan der bør disponeres over vort offentlige område.

Jorden bør for det første overlades gratis[2], i mindre lodder til alle nybyggere. Men således kan man jo kun gøre ved den jord, der endnu er tilbage på offentlig hånd. De uhyre strækninger, jernbanerne har fået overladt, de vide felter, over hvilke jordspekulation har sat ind, hvad med dem? Hvorledes dæmmer man op mod koncentrationstilbøjeligheden?

Når man ved, at vort land, med sine 40 mio. indbyggere, udskriver 800 mio. dollars årlig i skat, ligger det snublende nær at søge midlet i en reform af vort hele skattesystem.

Feudaltiden knyttede pligter over for samfundet til alle rettigheder. En del af jordejendommene udredede statens administrationsudgifter, militærbyrderne påhvilede en anden del, en tredje bekostede kirketjenesten, fattigforsorg osv., medens den afgiftsfrie jord var fælles, åben for alle til nødtørftigt brug. Den mægtige statsgæld i nutiden, og skatteskruens voksende tryk, er resultatet af, at man har forladt dette hævdvundne system. Var fx. i England disse feudale jordafgifter blevet holdt i hævd og ført a jour, ville staten have rådet over en hær af 600.000 fuldt udrustede krigere, uden en pennys udgift for finanshovedkassen.

Hvorfor ikke forny det gamle, prøvede system og påligne jorden landsstyrets udgifter? Grundværdiafgifter skruer ikke priserne op, hæmmer ikke produktionen. De kan ikke omgås, koster lidet at opkræve og kan ikke overvæltes af jordejeren på forbrugerne eller andre.

Ved at afkræve jordejerne værdiafgift af jorden (den nøgne jord, uden alle forbedringer, bygninger osv.), inddrager vi kun, hvad der i virkeligheden tilhører os alle. Spekulanten, der lader sin jord ligge ubrugt hen, vil da betale lige så meget i skat af den, som den virkelige jordbruger, der dyrker hvede, bygger huse osv. på sin.

Virkningen ville hurtigt vise sig: jordpriserne ville falde til jordens virkelige værd, spekulationen få sit dødsstød. Millioner af acres land, som nybyggere nu er udelukket fra, ville blive åbnet: forladt af spekulanterne eller solgt for en slik. Produktionen ville blive befriet fra det nuværende skattetryk, arbejderens hus såvel som kæmpehotellet, farmerens plov så vel som oceandamperen ville være skattefri. Tænk det nærmere efter: overalt i dette vort land ville virksomheden tage fart. Skattefrit arbejde overalt og jorden åben for enhver! Ville der mon da være mange arbejdsløse på gaderne, vagabonder på vejene? Ville New York have 100.000 arbejdsløse, ædende fattigdom og ætsende last som nu, hvor blot synet deraf knuger hjertet fortvivlende sammen hos manden fra det frie vesten.

Således kort kan indholdet af dette lille skrift gengives, det første, hvori Georges grundsyn er udfoldet. Skønt skrevet midt i valgtummelen, står det roligt og fast som den første milepæl på en tænkers bane, præget af den vej, han har vandret, det lands skæbne, han har levet med i.

* * *

George stod nu atter uden fast virksomhed. Men sammen med en ven, der var bogtrykker og interesserede sig for sagen, startede han kort efter sit første selvstændige blad. George havde ganske vist indvendt, at han ingen startkapital havde; men vennen svarede, at starte et blad med kapital kunne enhver, de skulle starte uden. Og så tog de fat, med kun 1800 dollars i ryggen, og udgav San Francisco Evening Post. Det skulle være et blad billigere end noget andet, var faktisk så billigt, (1 cent), at der ikke fandtes småmønter i tilstrækkelig mængde, da bladet begyndte at udkomme.

Bladets historie er fuld af kamp. I rigspolitikken tonede det flag for en virkelig demokratisk politik, særligt frihandel, foruden naturligvis den grundskyld, som George i pjecen havde slået til lyd for. Men også dagens problemer blev der taget på med fast hånd, særligt overgreb fra magthavernes side, således navnlig den usle behandling søfolk ofte var udsat for. Men det var så sin sag uforbeholdent at påtale overgreb i datidens Californien, hvor revolveren sad løst i baglommen. Og Henry Georges personlige mod måtte ofte stå sin prøve.

Bladets mund kunne dog ingen binde, hverken med guld eller bly, selv hvor store blade lod sig retledeved passende midler. Navnlig kostede det bladet dyrt, at det ikke ville lade sig hovmesterere af saloon-indflydelsen, der var en af de stærkeste og let kunne berøve bladet dets annoncer. Og da pengekrise o.a. vanskeligheder stødte til, måtte bladet opgives i 1875.

Nu stod Henry George da penge- og arbejdsløs på ny. Og, hvad der føltes værre endnu, den lille ivrige, kamplystne og modige mand – Little Harry som de kaldte ham -, stod berøvet det våben, han havde smedet sig til kamp mod uretten.

Han var klar over, at den kæmpeopgave, han havde følt sig kaldet til at løse, ikke var løst med at skrive et lille skrift, men krævede en mere indgående undersøgelse og udredning. Og for at få tid dertil ville han gerne have en lille bestilling med lidt at fortjene og ikke for meget at udrette, og han søgte og fik derfor posten som gasmåler-inspektør i staten.

Nu kunne han tage fat for alvor på sit livs egentlige opgave.

Skønt studier og undersøgelser i disse år (1876-79) beslaglagde hans tid og tanker og selve udarbejdelsen afFremskridt og fattigdomtog det meste af et par år, var Georges sind så aktivt, at han ikke kunne begrænse sig til dette hovedarbejde, men tog andre opgaver op.

Baggrunden for denne store produktivitet og åndsvirksomhed er hans harmoniske og rige hjemmeliv. Forholdet til hans hustru blev mere og mere inderligt og fortroligt. Og hun, der nu ikke i så høj grad optoges af slid og bekymringer for at holde hjemmet oven vande økonomisk, udviklede sig mere og mere til hans rådgiver i alle vanskeligheder, gyroskopet i hans bevægede liv. Børnene, der nu var ved at vokse til, gjorde hjemmet rigt. George havde en egen evne til at krydre måltiderne med diskussioner eller forvandle samværet til spørgetimer. Og de mangeartede studier, han i disse år driver, opfylder hans hjerne på en sådan måde, at de ligesom giver overflod til hans samtaler med børnene. Den ældste søn bliver i det sidste tidsrum hans sekretær og stenograf.

En af de sideløbende opgaver, der således optog Henry George i disse år, var foredragsvirksomhed. Af særlig interesse er hans første, og eneste, universitets forelæsning, der holdtes på det nylig oprettede Berkeley universitet ved San Francisco.

Man havde anmodet ham om at holde nogle foredrag, og der ymtedes om hans udpegning som kandidat til et professorat i social-økonomi, som man hidtil havde savnet.

Emnet, som Henry George havde valgt, var, som han sagde, intet specielt teoretisk. Hvad han tilsigtede var at vise tilhørerne, at socialøkonomien, som gerne blev anset for at være et indviklet og ubestemmelig afgrænset emne, i virkeligheden var simpelt og fast i linjerne, let at følge og værd at beskæftige sig med, fordi den har afgørende betydning for den enkelte og hele folket.

“For at studere socialøkonomi behøver man ingen specielle kundskaber, intet uoverskueligt bibliotek eller kostbart laboratorium; man behøver ikke engang håndbøger og lærere, om man blot kan bruge sine egne tænkeevner. Alt hvad der kræves er omhyggelig analyse, så man forstår at udskille de enkelte led af sammensatte forhold, at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Grundlaget er de simpleste velkendte love for menneskenes handlinger. Hvad det gælder om er, ikke at godtage nogen anskuelse: “prøv alt, hold fast ved det gode”. Hele den sædvanlige opmarch af professorer, hele det tunge lærdomsapparat, gør ikke menneskene klogere. Det kan højst hjælpe de søgende til selv at finde sandheden. Her kan I finde kundskaberne; men skal de være jer til nytte, må I selv bruge dem. En abe med et mikroskop, et pakæsel med en bogsamling på ryggen, sådan er de alt for talrige unge, der gennemgår hele lærdomsmaskinen og kommer ud ved enden som lærde tåber, fyldt med kundskaber, de er ude af stand til at gøre brug af, så meget desto skadeligere for sig selv og for folket, som de går og gælder for sagkyndige.

I studenter er blandt de begunstigede få. Og I kan vel derfor kun vanskeligt gøre jer virkelig klart, hvorledes den bitre økonomiske kamp, der er de manges lod, kan nedsætte og forsimple mennesker, hindre deres vækst og slukke deres ild. Men I kan ikke være uvidende om, at selv her i vort fædreland hersker der en nødstilstand, der, når I virkelig fatter den, må gribe jer om hjertet, stålsætte jer til at samle jer til fremtidigt arbejde og vække den brændende indignation, der river os med til at kæmpe mod og omstyrte uretten.

Om det socialøkonomiske studiums vigtighed kan der ikke være tvivl. Den videnskab, der udreder lovene for rigdomsproduktion og fordeling, drejer sig jo om, hvad der optager 9/10 af menneskenes hele indsats og tanke. Den omfatter såvel arbejdslønnens højde som kapitalens rentefod, alle handelsrestriktioner, alle penge­ og finansspørgsmål, alle skatter og statsudgifter, alt der har med værdi at gøre, alle fordelingsspørgsmål i samfundet. Skønt socialøkonomien ikke er en statsstyre­videnskab, udgør den et nødvendigt grundlag for denne.

Men studiet er ikke uden vanskeligheder. Just den betydningsfuldhed, som de socialøkonomiske sandheder har, skaber vanskeligheder. Opdagelse af nye kendsgerninger og love indenfor andre videnskabsområder kan rokke ved forkerte forestillinger, som folk hænger fast ved. Men socialøkonomiens sandheder rører ved den mest følsomme af alle nerver, den til tegnebogslommen. Socialøkonomien kan simpelthen ikke undgå at komme i berøring med, ja i åben konflikt med mægtige finansielle interesser, knyttet til toldtariffer, subsidier, bankinteresser, prioriteter, fagforeninger og kapitalistsammenslutninger, skattesystemer, grundejerinteresser.

Modstanden mod dens sandheder møder vi ikke blot fra uvidenhedens mørkeborg, men fra særinteressernes stærke og lidenskabelig forsvarede fæstningsværker.

Vanskelighederne øges yderligere derved, at socialøkonomien, selv som dens betydeligste mestre har udformet den, er i høj grad usammenhængende og uden faste linjer. Enkelte forhold finder man klart og skarpsindigt udredet, men man ser også, let store evner er blevet sat ind på hårkløvende diskussioner og intellektuelle spidsfindigheder; medens de store hovedlinjer ikke er klart udstukket. Socialøkonomiens indstilling til livet har været grundfalsk. Tag dens bedste og mest læste lærebøger. Medens de hævder kapitalens frihed og forsvarer som nyttig al den selviske begærlighed, der dynger rigdom på rigdom, byder de ikke arbejderen andet og bedre end løfter om, at han måske kan håbe på bedre kår, hvis han vil indskrænke sin børneavl.

Kan man vente at folket, der smertelig føler de sociale misforholds tryk, uden klart at se hvad der fremkalder det, skal modtage, med udstrakt hånd, en sådan ensidig videnskab, der må synes dem kun at retfærdiggøre uretten og kanonisere selviskheden ved at kaste en glorie af nyttighed om dens hoved.

Men bliver de klar over socialøkonomiens virkelige love, vil de opdage, at samfundets svaghed og sygdom skyldes ikke disse love, men derimod misgreb og overgreb, som vi selv kan rette og forhindre. De vil lære at indse, at samfundslivets virkelige lov er kærlighedens og frihedens lov, at den gyldne regel også er grundlov på socialøkonomiens område.

Det er vel forståeligt at autoriteterne, der sad pænt stille og hørte på denne glødende veltalenhed, men næppe var videre begejstrede over at høre om deres egen unyttighed eller om “pakæsler med en bogsamling på ryggen” ikke gentog deres invitation. Og det var vel ingen skade til, at George ikke fik sit kateder på et universitet. Hans auditorium var universelt.

***

Nye afbrydelser fulgte. Han blev draget ind i endnu en valgkamp, hvor han led nederlag, fordi han ikke ubetinget ville forskrive sig til at følge en fører eller boss. Af større betydning for ham var hans 4. juli tale 1877.

På denne den amerikanske nationaldag, da alle talerstole flyder med skøntale om frihed, havde også George valgt friheden som sit emne. Træk af talens højt svungne slutning (der genfindes i Fremskridt og fattigdom) gengives her særlig for at vise sindets højspændthed hos George, umiddelbart før han begyndte den endelige udformning af sit hovedværk, og det hele grundsyn, der bærer dette frem.

Alle mennesker er skabt lige; de er af skaberen udrustet med visse uafhændelige rettigheder, hvortil hører liv, frihed og stræben efter lykke.

Men just disse rettigheder fornægtes, når man fornægter den lige ret til jorden. Lighed i politisk henseende kan ikke erstatte lige ret til naturens gaver. Alt som befolkningen vokser og opfindelserne øges, bliver den politiske frihed –når denne fundamentale ret fornægtes – blot frihed til mod sulteløn at konkurrere om arbejde. Dette er den sandhed, vi har miskendt. Vi ærer friheden i navn og form. Vi rejser billedstøtter af den og udtoner dens pris, men vi har ikke fuldt sat vor lid til den. Og med vor udvikling vokser dens krav. Den nøjes ikke med halv tjeneste.

Frihed, det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt praleord. Thi frihed betyder retfærd, og retfærd er naturens lov – loven for sundhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke.

De som tror, at friheden har fuldbyrdet sit værk, når arvelige forrettigheder er afskaffet og folk har fået stemmeret, har aldrig fattet dens virkelige storhed. For dem må de digtere, der har besunget den, synes lutter frasemagere og dens martyrer narre.

Vi taler om frihed som en ting for sig selv, om dyd, velstand, kundskab, opfindelsesevne, folkekraft og uafhængighed som ganske andre ting; men friheden er alle disses moder. Den er for dyden, hvad lyset er for farven, for velstanden, hvad solskinnet er for kornet, den er opfindelsernes genius, folkekræfternes nerve, den folkelige uafhængigheds ånd. Hvor friheden stiger, der vokser ædelsind, velstanden tiltager, kundskaber udbredes og opfindelser øger de menneskelige kræfter, og i kraft og ånd står det frieste folk blandt sine naboer som Saul blandt sine brødre, højere og skønnere.

Kun i brudte stråler har frihedens sol hidtil skinnet blandt menneskene. Men alle fremskridt har dog den kaldt frem!

Friheden kom til et folk af trælle, som våndede sig under ægyptiske svøber, og førte det ud af trældommen. Den stålsatte det i ørkenen, og gjorde det til et folk af vindere. Moselovens frisindede ånd førte dets tænkere op på højder, hvor de så guds enhed, og begejstrede dets digtere til sange, som endnu den dag i dag er et udtryk for tankens højeste flugt. Friheden dæmrede på Fønikiens kyst; og gennem Herkules-søjlernes port sejlede skibe for at pløje det ukendte hav. Den kastede et halvlys hen over Grækenland, og marmoret blev til skikkelser af fuldendt skønhed, ordet et redskab for de skarpsindigste tanker. Og mod de frie stæders fåtallige folkevæbning knustes den store konges talløse hærskarer som bølgerne mod en klippe. Den kastede sine stråler på de italienske bønders småbrug, og af dens kraft sprang en magt, der erobrede verden. Den lyste ud fra de germanske krigeres skjolde og Augustus græd over sine legioner. Ud af den nat, som fulgte på dens formørkelse, faldt dens første daggry på frie stæder og den tabte videnskab levede op igen og den moderne civilisation tog sin begyndelse. Det var den kraft, som fostredes af Magna Charta, der vandt sejrene ved Crecy og Azincourt. Det var den frihedens ånd, der førte en kronet tyran til blokken, som der lagde det frø, hvoraf et så mægtigt træ skød frem. Det var gammel friheds dådskraft, som hævede Spanien, dengang det havde vundet enhed, til det mægtigste rige på jorden; men kun for at det skulle falde til svaghedens nederste dyb, da tyranni afløste friheden. Eller se på Frankrig, hvorledes al åndelig kraft sank hen under det 17. århundredes tyranni for i glans at løfte sig op igen, da friheden vågnede i det 18. århundrede og ved de franske bønders befrielse i den store revolution, vakte den vidunderlige kraft, som i vor tid har trodset nederlag.

Skal vi da ikke tro på friheden!

I vor tid, som i fordums dage tvinger kræfter sig frem, som avler ulighed og derved ødelægger friheden. I horisonten begynder skyerne at samle sig. Friheden kalder os på ny; vi må følge den videre frem, vi må helt og holdent stole på den. Hvis ikke vi helt og fuldt optager den iblandt os, vil den ikke blive. Det er ikke nok, at menneskene har stemmeret, at de teoretisk er lige for loven. De må have frihed til at udnytte livets goder, de må stå på lige fod overfor naturens gaver. Enten dette, eller også kommer mørket, og de kræfter, som fremskridtet har fostret, bliver til ødelæggende magter. Dette er århundredernes lære. Samfundsbygningen kan ikke blive stående, når dens grundsten ikke hviler på retfærdighed. Ruiner af døde riger vidner derom, og en indre stemme i hvert menneskes bryst udsiger det.

Det er noget større end velgørenhed, noget mere ophøjet end barmhjertighed, det er retfærdigheden selv som kræver af os, at vi skal udslette den himmelråbende uretfærdighed, der går i svang, hvor skaberens rige gaver beslaglægges, så størsteparten af hans børn udelukkes fra livets bord.

Det er den blindhed, der altid går forud for ødelæggelsen, som i den civiliserede verdens febersyge pulsslag ikke ser andet end en forbigående virkning af kortvarige årsager. Mellem vore demokratiske ideer og vor aristokratiske samfundsorden er der en uforsonlig strid.

Men endnu er der tid!

***

Fremskridt og fattigdom blev påbegyndt omkring sept. 1877 og fuldført 1879, halvandet år senere.

Der var krisetilstande på det tidspunkt overalt i staterne. Kæmpestrejker vakte uro i østens storbyer, militæret var udkommanderet, mange blev dræbt under opløb, og uhyre værdier ødelagt. I Californien kom så yderligere hertil en delvis tørke misvækst og katastrofalt fald i sølvminernes produktion. De monopolstærke baner truede med lønnedskæring. Og hvad der yderligere bragte arbejdernes sind til kogepunktet var den nyoprettede borgervæbning, der fik våben fra krigsministeriet, maskingeværer og øvrige militære tilbehør, for at holde underklassen i ave.

Selv vidste George af personlig erfaring hvad kriser betød. De havde grebet ind i hans liv fra han var læredreng, og de truede nu også hårdt hans eget hjem. Det var da ikke at undres over, at undertitlen til Fremskridt og fattigdomvar en undersøgelse af årsagerne til kriserne og den stigende armod under rigdommens vækst.

Egentlig havde George først tænkt sig at skrive en tidsskriftsartikel på baggrund af de aktuelle forhold; men han indså snart, at nu var det tid at bygge fra grunden af, og gøre denne grundvold så bred og fast, at den kunne bære et hovedværk. Allerførst måtte da grunden ryddes og piloteres, hvor der var kviksand.

Forinden han i bogen når til en nærmere udvikling af de tanker, som hans taler i disse år og Vor jord og jordpolitikgiver udtryk for, måtte han derfor revidere og konsolidere socialøkonomien, således som den officielt lærtes, derunder også befolkningslæren, eller rettere overbefolkningslæren, således som den var forkyndt af Malthus og senere indflettet som den røde tråd i socialøkonomiens hele lære, den lære, hvis falskhed han længe havde følt og som havde givet hele socialøkonomien sit præg af elendighedslære i videste forstand. Adam Smith, Ricardo, Maithus og Stuart Mill er da de klassikere, hvis lære han belyser og kritiserer, førend han på de brugbare ægte grundsten, der er blevet tilbage efter oprydningen, ordnet og cementeret, opfører sit eget værk.

Til indholdet af dette hovedværk i verdenslitteraturen skal vi senere komme udførligt tilbage. Her må blot fortælles om bogens videre skæbne i de første år.

For Henry George betød fuldførelsen af Fremskridt og fattigdom en mægtig spændingsudløsning. Men ingen reaktion. Så længe han levede var George urokkelig overbevist om, at han havde løst den tidens og menneskehedens opgave, han havde påtaget sig, trukket linjerne op for den vej, ad hvilken vi måtte vandre, om samfundets sammenbrud skulle afværges, og brolagt vejbanen med så fast en logik, at den virkelig kunne bære. Og han følte tillige, med rette, at bogens udformning, dens stil og klarhed, var en sådan, at den trods problemernes storhed og vide omfang, kunne forstås, selv af den jævne mand og derfor ville være et mægtigt våben og værktøj i folkets arbejde og kamp for friheden.

Men han overvurderer ikke dens popularitet i øjeblikket. Til sin gamle fader skrev han:

Det er med en dyb følelse af taknemmelighed overfor vor fader i himlen, at jeg sender dig et eksemplar af min bog. Jeg er taknemmelig over, at jeg har oplevet at kunne udarbejde den, og at du har levet længe nok til at kunne få den at se. Den har betydet et stort arbejde for mig og ikke så lidt af savn; men nu er det fuldført. Bogen vil ikke blive anerkendt lige straks – måske ikke for en tid – men den vil til sidst nå at blive vurderet som et storværk; den vil blive trykt både i den gamle og den nye verden og oversat på forskellige sprog. Dette ved jeg, selvom ingen af os vil opleve det. Men den overbevisning, jeg har givet udtryk for i denne bog, overbevisningen om at døden ikke er den endelige afslutning for os, gør tidsspørgsmålet til et ringe spørgsmål.

Et fyldigere indtryk af disse sidste linjers betydning, af den betydning det for Georges egen livsanskuelse havde fået, at han gennem arbejdet med udarbejdelsen af bogen havde fundet frem til en indsigt i tilværelsens loves harmoni på et bestemt område, kan man få ved at gennemlæse det ejendommelige sidste afsnit af Fremskridt og fattigdom: Menneskelivets gåde.

Forlæggerne var ikke just villige til at have med bogen at gøre. For dens radikalisme havde de øje, ikke for dens storhed. George fik da selvet lille oplag trykt i San Francisco; men endelig kom dog et stort New York-forlag på noget andre tanker og et større oplag blev trykt og sendt vidt ud over verden (Jan. 1880).

Det var en stor opmuntring for George at enkelte betydelige mænd udtrykte deres glæde og beundring for bogen. Den bekendte New Zeelandske statsmand sir George Grey skrev: “Jeg betragter Deres bog som et af de betydeligste værker om tidens store spørgsmål, – de emner, som menneskehedens fremtid nu væsentlig afhænger af. Også Gladstone svarede i pæne vendinger – Emiie de Laveleye, den berømte franske forfatter og socialøkonom, var den første til at anmelde bogen (i Revue Scientifique) i meget begejstrede vendinger. Og en udmærket tysk oversættelse blev udarbejdet af C.D.F. Von Gutschow. Mindst var naturligvis anerkendelsen i Californien, hvor aviserne enten var fjendtlige (særlig jernbanernes klike) eller behandlede bogen med et overbærende smil som “Lille Harry Georges store kæphest”.

Opmuntring kunne for øvrigt nok gøres nødig. Henry Georges økonomiske forhold var ret håbløse. Sin lille bestilling havde han mistet efter valget; af gæld havde han mere end han kunne se udvej for at klare, af udsigter ingen i det hårdt kriseramte land. Forbindelsen med Californien var ved at løsne sig, og i august 1880 brød han op, – for foreløbig alene – at søge sig en fremtid i New York.

Journalist-arbejde, som han havde håbet på, var der foreløbig intet af. Men præsidentvalgs kampagnen var begyndt. Republikanerne satte beskyttelsestold politikken øverst på programmet. Og nu gjaldt det for demokratiet at finde dygtige forsvarere. George var mere end villig. Her var jo oven i købet store muligheder for at slå til lyd for frigørelsestankerne fra Fremskridt og fattigdom. Det blev dog kun til et enkelt vælgermøde; George forfærdede alle pæne, moderate demokrater ved uden videre at erklære, at hvad det gjaldt om var fuld frihandel, alle toldbomme ud af verden. Og næste dag blev han kaldt hovedkulds hjem af kampagneledelsen.

Det så sort ud. En tid tænkte Henry George for alvor på at gå tilbage til sætterkassen igen. Den 42-årige mand, ene i New Yorks store Babylon, syntes uden chancer. Men endelig lysnede det lidt. Omtrent et års tid efter at Fremskridt og fattigdomvar udkommet tog salget fart – hvad der jo også gav George lidt penge til at klare den allerværste gæld. Og nu fik han opfordring til at skrive en artikel om det irske spørgsmål til et tidsskrift. Dette blev af stor betydning for ham og propagandaen for hans ideer.

I april 1879 havde den irske folkefører Michael Davitt, der havde fået sin uforfærdede kamp for Irlands frihed betalt med 7 års tugthus-fængsel, hvorfra han nylig var løsladt, rejst sin fane på ny med indskriften ‘Jorden for folket’.

Nu ville man ikke nøjes med almindelige politiske selvstyrekrav. Nu gjaldt det de engelske godsejere, der udsugede de usselt stillede irske bønder, som de havde gjort til afhængige forpagtere, og som de oven i købet havde så at sige hals- og håndsret over på alle måder, og ikke betænkte sig på at sætte omtrent nøgne på landevejen.

Den irske landliga, som Davitt var sjælen i, pressede de politiske, mere konservative førere, især Parnell, frem. Og både han og Davitt kom til Amerika i 1880 for at søge støtte for deres kamp, navnlig blandt det store irske element i staterne. Parnell var selv godsejer og præget af engelsk overklasse-tankegang; men Davitt var bondefødt. Ham stolede Henry George på; og Davitt så straks hvad Fremskridt og fattigdomville betyde for Irland.

Dette var baggrunden for Georges nye arbejde. Den påtænkte artikel om Irlands forhold voksede under hans. hånd til et helt skrift: Det irske jordspørgsmål(Hvad det indebærer og hvorledes den eneste mulige løsning kan findes). Hovedpunktet i skriftet er selvsagt dette: inddrag gennem en almen grundskyld jordværdierne i folkets fælles kasse, da vil jordejer klassens økonomiske magt være brudt og dermed også dens øvrige åg på folkets skuldre. Hvad det gælder, fortsætter han, er dog ikke blot de irske bønders frihed, det er menneskenes frigørelse i alle lande. Irlands tilfælde er kun et særlig ondartet og akut udslag af den konstitutionelle sygdom, der hærger alle samfund, hvor almenretten til jorden krænkes. Den irske frihedskamp må udvides til en menneskehedens frigørelseskamp.

Ikke blot skrev han denne pjece; han deltog også aktivt som taler i en agitationskampagne i staterne og Canada, hvor naturligvis særlig de mange indvandrede af irsk rod, som godsejervældets utålelige tryk havde drevet bort fra den grønne ø, modtog ham med begejstring.

Dog alt blev gjort under det stadige opslidende tryk af udsigtsløs fattigdom. Det er gribende at se denne mand, hvis ry var ved at flyve over landene, skrive således til en ven i San Francisco, hvem han tilbagesender 20 dollars, han engang i yderlig nød havde lånt af ham.

Jeg kan ikke sige dig, hvad dette lille lån har betydet for mig. Det er ikke så meget selve pengemangelen, som den sindstilstand den fremkalder, der er livets plage. Hvem der ikke forstår dette, forstår ikke hvorfor folk kan begå selvmord af næringssorger.

Trods alt synes forsynet dog at ville hjælpe mig igennem. Da jeg bad dig om de 20 dollars, syntes dagen mig sortere end nogensinde i mit liv.

Men der kom nu til George en uventet og kærkommen chance. Bladet The Irish Worldindbød ham til at rejse til Irland og England som korrespondent og iagttager. Her åbnede sig store muligheder for hans arbejde for sagen. Og omtrent samtidig var det store blad Truthbegyndt som bilag til bladet at trykke Fremskridt og fattigdom. Redaktionen af bladet, den unge Louis F. Post, som i årene derefter var Henry Georges betydeligste discipel og højre hånd, havde fået retten til offentliggørelse overalt – uden betaling.

I oktober 1881 sejlede Henry George, sammen med sin hustru og de yngste børn, som nu var kommet til New York, til Europa.

Kort før George landede i Irland var Parnell blevet fængslet, Michael Davitt på ny sendt til straffeanstalten. Den irske landliga havde erklæret rente[3]-strejke for bønderne. Landet var spækket med engelsk politi og militær.

Henry Georges sympati flammede op til glødhede ved at være vidne til alt dette. Han modtog indbydelse til Dublin, hvor begejstringen i folket var endeløs. Men de irske politiske ledere var mere tilbageholdende. De anså åbenbart en mand med så radikale anskuelser for en farlig hjælper. De fleste, særlig Parnell, tænkte kun på at gennemføre et slags selvejendom for bønderne, ved køb af jorden. Så var modtagelsen i Englands radikale kredse mere varm og uforbeholden. Navnlig Helen Taylor – John Stuart Mills steddatter, den mest fremtrædende skikkelse imellem de engelske irlandsvenner, – var begejstret for Fremskridt og fattigdomog dens forfatter. Han traf også Herbert Spencer. Men mødet med ham var en dyb skuffelse for George. Spencer havde jo skrevet at “retfærd udelukker privat jordejendomsret”, og George’s forargelse var derfor dyb, da han måtte høre Spencer svare, at de irske agitatorer fik kun, hvad de havde ærlig fortjent: de havde jo ophidset bønderne til at nægte godsejerne, hvad der med rette tilkom dem.

Gladstone, der havde indset, at den hårde kurs ikke førte til nogen løsning, gjorde på denne tid det opsigtsvækkende, kloge skridt, at indlede forhandlinger med de fængslede irske førere. Parnell greb den udstrakte hånd, men måtte samtidig søge at dæmpe den irske land-ligas krav. Davitt og hans radikale fløj stod hårdt imod, men deres stilling blev yderligere vanskeliggjort, da den nyudnævnte minister for Irland blev myrdet i Phoenix-parken i Dublin. Davitt syntes han måtte dæmpe sin røst og moderere sine krav. Han begyndte at tale om kompensation til godsejerne og holde sig noget på afstand fra George.

Til gengæld var der stærkere røre blandt de radikale i England og i Skotland, hvor jordspørgsmålet i visse måder var lige så brændende, ganske særlig for de skotske bjerg- og hedebønder, der levede under usle kår. Her kom George til, som han sagde, at starte re­volutionen ved sin tale. Og at han et par gange var blevet arresteret af politiet i Irland, var jo kun yderligere reklame. Han skrev til en ven:

“Så sandt vi lever, har vi tændt ilden i England, ingen menneskelig magt kan slukke den. De engelske venner vil absolut have mig til at blive her, men det behøves ikke nu.

Næste mandag venter jeg et nyt 20.000 oplag af Fremskridt og fattigdom udsendt. Et år var gået siden han havde forladt New York. Et mærkeligt år. Ukendt var han draget ud, og nu ved hjemkomsten blev der gjort ikke så lidt stads af ham. Arbejderne – navnlig det irske element –samledes om ham til massemøde. Men også folk af borgerskabet mødte op til middag for deres berømte landsmand. George drillede adskillige af dem i valgkampen 3 år efter, når de fordømte hans ansvarsløse angreb på ejendomsretten, med at de havde nok glemt hvor glade de engang havde været ved ham. Folk ville også have ham ind i rigsdagen; men han følte, at hans arbejde lå andetsteds. Han havde nye værker på stabelen: en bog om frihandel og beskyttelse, en populær socialøkonomi. De måtte dog vente til senere. Hvad tid hans foredragsrejser levnede ham blev optaget af en bog, han nu skrev – først som en række kronikker i et New York blad og derefter udgivet under navnet Samfundsspørgsmåli 1883.

I følge sin tilblivelsesmåde består denne bog af en række korte, ret selvstændige kapitler om aktuelle spørgsmål, hvad der gør den mere journalistisk end Georges andre værker. Men ikke desto mindre peger den så langt fremad, trækker linjerne så klart op for udviklingen, at den synes lige så aktuel nu, et halvt århundrede senere.

George forudsiger med stor styrke den voksende ulighed, den voksende sociale spænding:

“Alt i verden i vor tid går i retning af at vække menneskenes naturlige lighedsfølelse, at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav, og uddybe deres følelse af de rige og privilegeredes uretfærdige begunstigelse. Men samtidig tenderer alt i retning af med rivende fart at øge denne uhyrlige ulighed.

Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmeres bekostning: store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorde, Bonanza-farme på 10.000er af acres dyrket af sjak af løsarbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader. Den gammeldags håndværker er praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ved siden af sin mester, arbejdet lettedes ved lejlighedsvis ordveksel, afbrødes af en munter latter eller en stump historie. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend, svenden gik med et mesterskab i maven. Nogle få redskaber og lidt råmateriale var nok til at han kunne begynde for sig selv. Han stod i direkte forbindelse med sine kunder. Den forfærdelige frygt for fremtiden, for at se sine chancer forsvinde, levebrødet taget ud af munden, han selv og familien hjælpeløs – nagede ikke hans sind.

Sådan var det for væveren, for landsbysmeden. Smedjen stod ved landsbygaden: gennem den åbne dør fik man et glimt af himlen, af skyerne, af markerne, af færdselen. Tilfældige rejsende stoppede op for at spørge om vej, naboer kikkede ind, og børnene vovede sig hen mod essen for at se jernet gløde og gnisterne flyve. Snart skoede smeden en hest, snart smedede og hærdede han knive eller stemmejern, eller han forsøgte sin kunst med at sno jern til et kunstfærdigt sving til den åbne arnes gryde.

Men kom nu til en af de nye kæmpefabrikker, der dækker utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er sammenhobede, og hvor jern og stål ved dampens og maskinens kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger.

“Ingen adgang for uvedkommende” er det første, man møder. Og selvom man får lov at komme ind, må man ikke tale til arbejderne, hvad der for øvrigt også ville være omsonst, da larmen opsluger al tale og gør, at man næppe kan høre sig selv tænke. Her ser man arbejderne fx. vende og dreje et stykke jern, frem og tilbage, 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind. I hele fabrikken er der kun enkelte, gammeldags udlærte, som kan udføre noget helt. Alle de andre kan kun deres enkelte greb, ser aldrig de færdige ting, de er med til at fremstille sammen med hundreder af andre. Arbejderen kan stå ved maskinen til hans hår gråner uden at lære mere. Han har ikke mere herredømme over de forhold, hvoraf hans beskæf­tigelse afhænger, end en jernbanerejsende over togets fart. Begivenheder som han aldrig kan forudse, endsige hindre, kan hvad dag det skal være kaste ham på gaden, som en hjælpeløs arbejder uden spor af faglig duelighed, dårlig nok i stand til at bruge en spade eller en hakke. Og strejken, den selvpålagte arbejdsløshed og lønløshed, er hans eneste våben, både når det gælder at modstå lønnedskæring og om at få en smule lod og del i de gode tiders overskud.

Når således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, medens samtidig voksende demokratisk selvbevidsthed i folket vækker levende følelse af, at også den jævne mand har ret til livets goder, må spændingen tendere mod sprængning. Når en voldsom storm mødes med en rivende strøm, må man vente hård sø.

For snart 19 hundrede år siden, da en anden civilisation havde skabt uhyrlig ulighed, da masserne overalt var nedknuget i et håbløst slaveri, fremstod der i en jødisk landsbyen ulærd tømmermand, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøse formalisme, forkyndte for arbejdere og fiskere det glade budskab om Guds faderkærlighed og menneskenes broderskab, og som lærte sine disciple at bede om at Guds rige måtte komme til os på jorden. De lærde lod hånt om ham, farisæiske præster fordømte ham, han spottedes som drømmer, opvigler og kommunist. Og samfundsmagten rejste sig til sidst og korsfæstede ham mellem to røvere. Men ordet gik ud over verden og udbredt ved slaver og flygtninge trængte det frem, til det revolutionerede menneskeheden og bragte spiren til en ny verden frelst ud af den henrådnende gamle.

Men de privilegeredes klasse samlede sig sammen på ny, hængte krucifikset med hans billede op på kongernes sarkofager, forvred hans glade budskab til et forsvar for samfundsuretten, en sanktion af uligheden. Dog, de samme ideer om et fælles broderskab, en fælles fader, om en samfundstilstand uden ødelæggende slid og håbløs mangel begynder at bryde frem.

Enhver der tænker over de voldsomme modsætninger, der mødes i tiden, må vel sande ordene:

“Tro ikke at jeg er kommet for at sende fred til jorden. Jeg kom ikke for at sende fred, men sværd.”

I andre kapitler i bogen tager han dagens enkelte spørgsmål op til undersøgelse. Indvandringen, Amerika som Europas losseplads. Overproduktionen og arbejdsløsheden.

Vagabonden og millionæren hører sammen. Jeg har påpeget, hvorledes det er tilsidesættelse af menneskerettighederne, der er grundbetingelsen for de store kæmpeformuers opståen. Og lige så tydeligt udspringer armoden og proletariseringen af samme årsag.

Tænk på vagabonden, som vi nu møder ham overalt fra Atlanterhavskysten til Det stille Hav. Hvilket forfærdende tidens tegn er han ikke; mere faretruende for vor republik end fjendtlige flåder og hære.

Et af de mærkeligste og betydningsfuldeste afsnit i bogen er det, der handler om indirekte beskatning og statsgæld. Så absolut er hans fordømmelse, så skarp hans kritik, at selv adskillige af hans disciple var betænkelige. Nu, efter verdenskrigens bitre erfaring, turde det være indlysende for alle tænkende mennesker, hvor skarpt og rigtigt han så.

Når nutidens Europa, trods civilisationens vækst, er en eneste vældig krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden.

Hvis det virkelig var muligt at låne af fremtiden, ville det være den allerfarligste magt, man kunne udøve, en magt, som uundgåelig ville blive misbrugt. Men vi ejer ingen sådan magt. Statsgælden er ikke et middel til at tvinge den kommende generation til at betale for, hvad de nulevende mennesker ønsker sig; det er simpelthen en metode, hvorved nulevende formueejere formås til at opgive nogen af deres rigdomme mod løfte om at alle andre menneskenes børn skal blive beskattet til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige mod rente, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.

Den statsgældsstiftelse, som bedst lader sig forsvare, er den som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke sådan gældsstiftelse forårsaget her i USA. Eksemplerne er utallige og derfor overflødige. Og hvad skal man så sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.

Omkostningerne ved vor borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller af folk i andre lande, men af de værdier, som fandtes her. Om vi, den gang vi kaldte mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage, om fornødent 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld. Og hvad skal man så sige om statsgælden i Europa. Hvad betaler nutidens englænder renter af? Omkostningerne til flådeudrustning og sold til lejetropper for at tvinge de amerikanske kolonier til underkastelse, for at træde det irske folk i støvet, for at opretholde kongedømmet af guds nåde!

At betale rente af statsgæld er ikke som at betale rente af sin oldefaders gæld. Det er som at betale rente af det reb, hvori ens oldefader blev hængt, eller risknipperne til det bål, hvorpå han blev brændt.

Will. H. Vanderbilt forsikrer os rigtignok, at statsgælden ikke bør afbetales, men at den tværtimod bør øges. Thi enhver, som ejer en statsobligation, bliver derved en loyal og velvillig borger. Det var dog ikke loyale og velvillige borgere med obligationer i tegnebogen, der strømmede til fronten i borgerkrigens dage. Men det er unægteligt, at statsobligationer kan gøre deres ejermænd loyale og velvillige overfor magthaverne, der vil sikre dem kuponernes indløselighed. Allerede nu ser vi her i USA den deraf flydende demoralisation og voksende modstand mod virkelige reformer.

George viser dernæst hvorledes demoralisation af samme art, men endnu mere vidtspredt, flyder af den indirekte beskatning, det store hovedmiddel til at plukke gåsen, uden at den skriger, og til at øge de riges magt og rigdom, forbitre den jævne mands tilværelse.

Et af de interessanteste kapitler i bogen, og et af dem, der stærkest viser Georges evne til at læse tidens tegn, er det, der handler om den amerikanske farmer. Det påvises her, hvorledes den uafhængige farmerbefolkning, rygraden i staternes frie samfund, mere og mere trues af udviklingen.

Storkapitalistiske godser opsluger farmerens jord, eller han synker i gæld, for senere at forvandles fra selvejer til afhængig forpagter. Denne udvikling, som nu overalt er synlig og hvis skæbnesvangre betydning alle samfundssindede politikere er enige om at erkende, så han således klart for et halvt århundrede siden. Og da man fra autoritativ side ved hjælp af den officielle statistik ville modbevise hans skildring, viste det sig, at hans blik for realiteter havde været så skarpt, at beviserne, der fremførtes imod ham, sank ynkelig sammen.

Bogen sluttede så med en stærk appel til hans læsere: større muligheder har vi end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke ved skrig og skrål, ikke ved snæversynet, egoistisk klassekamp, end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folkets ret, løser vi tidens problemer. Ved at bruge naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vor nationalrigdom. Det gælder nu at finde og følge samfunds lovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen og bygge et virkeligt frit folkehjem.

Men nu blev der kaldt på George på ny fra England. Der var planer oppe om at få ham fast derovre som redaktør, hvad han dog afslog. Men en stor foredragsturne gik han ind på at foretage. Og nytårsaften 1883 sejlede han fra New York. “Østlig vind, søen rolig” skrev han i sin dagbog, ligesom for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

I England gik søen højere. De organiserede lønarbejder-masser var ganske vist endnu uden videre politisk indsigt, interesse og indflydelse. Karl Marx var nylig død, ret ukendt udenfor sin snævre kreds. Men indenfor det oplyste borgerskab begyndte det sociale spørgsmåls alvor og overhængende farefuldhed at gå op for folk. Irlands homeruleoptog sindene og ved siden deraf det irske jordspørgsmål, takket være først og fremmest Henry George og hans Fremskridt og fattigdom, hvis gribende alvor og vidsyn måtte virke stærkt i en tid, hvor ellers en vis optimistisk forestilling om almindelig fremgang i oplysning og velstand var fremherskende.

Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London, der satte yderligere stormgang i bølgerne. Ligaen til forsvar for frihed og ejendom, som var blevet dannet for at forsvare de bestående rettigheder, angreb George på det voldsomste, som en uretfærdighedens profet, hvis evangelium var revolution og rov. Men til gengæld voksede forbitrelsen mod godsejerregimentet, selvom naturligvis langt fra alle liberale turde sige god for George, dårligt nok række en finger til hans støtte.

Mest sangbund fik hans ideer i Skotland, hvor jordspørgsmålet var særligt brændende. De fattige bjerglandshusmænd, resterne af den bondebefolkning, som havde måttet vige for godsejernes dyreparker og shæferier, trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem. Og nu rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der slet ingen plads blev tilbage til godsejerne. Under Georges besøg her blev den skotske Land-Restoration Leaguedannet, og George skrev dens proklamation tii det skotske folk om genvinding af folkets ret til fædrelandets jord.

Efter nogen måneders foredragsrejse vendte George tilbage til Amerika, hvor han igen blev modtaget ved et massemøde af arbejdere; men hvor derimod det bedre borgerskab klogelig udeblev fra festmiddagen. Skønt Georges berømmelse var vokset siden sidst, var også hans ideers farlighed begyndt at gå op for samfundsstøtterne. Snart var han dog i England igen.

Derovre var Irlands homeruledet altopslugende politiske spørgsmål. Men navnlig folkets elendige boligforhold havde vakt opmærksomhed for grundspekulationens uheldssvangre betydning. Og som et vidnesbyrd om, hvor langt ind Henry Georges krav var trængt i det engelske samfund kan det tages, at en Royal Commission, hvori selve prinsen af Wales havde sæde, offentliggjorde en betænkning, hvori den tog til orde for at påligne alle ubebyggede spekulations byggegrunde en særlig grundværdiskat på 4%, for at dræbe grundspekulationen.

Ved hjemkomsten (i 1885) kunne George endelig, efter disse lange afbrydelser, tage fat på arbejdet med sit værk om frihandelen, som allerede var påbegyndt et par år før Beskyttelse eller frihandeludkom i 1886.

***

Beskyttelse eller frihandeler den mest enkle, den mest ensrettede og derfor også den i sin slags mest komplette af Georges bøger. I sit forord giver han optakten til den:

Jeg har i denne bog ikke nøjedes med at gå de sædvanlige veje. Jeg har ført undersøgelsen længere frem, end de indbyrdes modstandere i kampen om denne sag hidtil har vovet at gå. Jeg har derved søgt at klarlægge hvorfor protektionismen, trods al påvisning af dens fejlslutninger, vedblivende holder sig så stærkt iblandt os, og at efterspore forbindelsen mellem toldspørgsmålet og andre endnu vigtigere samfundsspørgsmål, der er ved at blive brændende i vor tid. Jeg påviser hvor falsk den tro er, at arbejdet kan værnes ved toldlove, men peger samtidig på de kendsgerninger, der giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstumpet såkaldt frihandelsreform, hvor meget af virkelig fuldt gennemført frihandel.

Idet jeg herved tilvejebringer samklang mellem de sandheder, som frihandelsmændene har for øje, og de kendsgerninger, som beskyttelsesmændene støtter sig til, tror jeg at have skabt et grundlag, hvorpå de, som nu synes at stå uhjælpelig adskilt, vil kunne mødes: den fulde virkeliggørelse af frihandelstanken.

Derved tror jeg at kunne bidrage til at afværge, at de som har fælles mål for øje deler sig i fjendtlige lejre, og til at opnå, at bestræbelserne for arbejdets frigørelse bliver mere målbevidst, og endelig til at udrydde den tro på et modsætningsforhold mellem de enkelte nationers interesser, som får folkene, selv de, der er af samme stamme og tungemål, til at betragte hinanden som fjender.

“Tæt udenfor det vindue, som jeg sidder ved og skriver, står der en stor tyr tøjret ved en ring i næsen. Mens den græssede har den gået rundt og atter rundt og har derved snoet tøjret om tøjrepælen. Nu står den som en lænket fange og pines ved synet af det dejlige græs, som den ikke kan nå; den kan ikke engang slå med hovedet og jage fluerne væk, som samler sig på dens bov. Af og til prøver den på at komme løs, men forgæves, så brøler den ynkeligt og hengiver sig derpå stille til sin usle skæbne.

Denne tyr, dyret med den vældige kraft, der lider nød med overflod lige for øjnene og hjælpeløst må lade sig udsuge af svagere skabninger, bare fordi den ikke er klog nok til at indse, hvorledes den kunne komme fri, synes mig et billede på den arbejdende menneskehed. Under alle regeringsformer ligger magten til syvende og sidst i folkemassens hænder. Det er ikke konger eller stormænd, jorddrotter eller pengemænd, der i virkeligheden trælbinder folkene. Det er deres egen uvidenhed.

Dette viser sig klarest i lande, hvor styret hviler på almindelig stemmeret. Arbejderne her i USA kunne forme lovgivningen, retsvæsenet og forfatningen som de ville. De politiske partier overbyder hverandre i at vinde deres stemmer. Men hvad nytter det? Den sammensluttede kapitals lillefinger er stærkere end de arbejdende massers arm, så længe de ikke ved, hvorledes de skal bruge deres magt.

Frihandelsspørgsmålet, som her skal undersøges, er i og for sig et spørgsmål af stor vigtighed, men langt vigtigere bliver det i sine følger. Det fører lige ind mod det store arbejderspørgsmål, som for hver dag, der går, træder mere og mere i forgrunden i alverdens civiliserede lande. Det er nemlig et spørgsmål om vejretning, om hvilken af to skilleveje man skal slå ind på: det er spørgsmålet om, hvilken vej tyren skal gå for at sno tøjret af pælen og sætte sig fri.

Bogens første afsnit er en gennemgang af de gængse argumenter for og imod. Forsvaret for frihandelen, således som det har været ført lige siden Adam Smiths dage, fremstilles og uddybes, og det påvises, hvorledes såvel de gamle som de nyere argumenter for protektionismen er uholdbare. Men George peger nu på, hvorledes, trods denne teoretiske sejr, frihandelen overalt kommer til kort, hvorledes protektionismen vinder frem og vinder massernes tiltro, medens frihandelen anses for en storkapitalistisk opfindelse, der lader hånt om arbejdernes krav. Er folkets brede lag ikke ligefrem fjendtlig mod frihandelstanken, betragter de i hvert fald spørgsmålet som ret ligegyldigt: er ikke arbejdernes kår i frihandelslandet England lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller USA.? Og således indstillet lader folket sig uanfægtet udbytte af den monopoliserede beskyttede industri.

Årsagerne til denne tingenes tilstand er lette at få øje på, når man virkelig søger til bunds i samfundsforholdene. Frihandel gør det mulig at fremstille produkterne med mindst muligt arbejde, hævder dens talsmænd med rette. Men lyder det tiltalende i arbejdernes øren? I de arbejdsløses øren? Hilses ikke selv snefog, der standser al trafik, med glæde som noget der skaffer arbejde? Slog ikke arbejderne i maskinernes første tid disse i stykker, hvor de kunne komme af sted dermed, for at de ikke skulle tage arbejdet fra dem? Naturligvis går både snefog og maskinødelæggelse til syvende og sidst ud over arbejderne; men så længe arbejdsløsheden eksisterer, vil alt hvad der på kunstig vis skaffer arbejde blive grebet med glæde.

Men bag arbejdsløsheden står den store hovedkendsgerning, at folk er afskåret fra at skaffe sig selv arbejde, først og fremmest fordi de igennem beslaglæggelsen af jorden er udelukket fra selvstændighed. Og enhver fremgang opsluges for dem. Jordmonopolet er den store røver, der tager alt, hvad de andre har levnet.

Så længe fremskridtet, der øger jordværdierne, derigennem øger de byrder, der lægges på arbejdets skuldre, til fordel for monopolisterne, vil frihandel, så lidt som andre fremskridt i produktion og omsætning, kunne blive til arbejdernes reelle gavn. Nutidens industrielle slaveri hviler på monopoliseringen af jorden. Så længe en befolkning lever spredt under primitive forhold og der er nok af tilgængelig jord, er den eneste måde, hvorpå den kan udbyttes, at gøre den til slaver, eller livegne. Men når befolkningen bliver tæt og jorden mere og mere monopoliseres, er det ikke længere nødvendigt, for at udbytte sine medmennesker, at gøre sig til personlig herre over deres liv. De vil komme af sig selv, nødtvungent, for at arbejde for løn, selvom denne yder dem ringere livsvilkår end slavens.

Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer. Vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv, til jorden, den fælles rigdomskilde.

Til at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere fordrives, eller at staten skal overtage al jord. Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen privat kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Al årsag til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.

Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomheden kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.

***

George fik ikke lang tid at hvile sig i efter det intense arbejde, som udarbejdelsen af Beskyttelse eller frihandelhavde været.

Der var lagt beslag på hans kræfter til en indsats, som skulle vække mere opsigt i hans nærmeste verden og mere opmærksomhed overfor hans ideer, end alle bøger hidtil havde gjort.

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York. Kommunalvalgene var hidtil noget, som den jævne borger havde ladet gå sin skæve gang. De betragtedes som tovtrækkeri mellem de to store partiorganisationer om hvem der skulle komme til fadet og sikre sig embeder, privilegier og indflydelse for sine levebrødspolitikere.

Men nu var adskillige af de mest oplyste og samfundssindede borgere blevet rystet over de misbrug, der gik i svang. Og hvad der betød endnu mere, arbejderne var begyndt i deres organisationer at rejse krav om indflydelse. Og hos dem opstod tanken om at samle sig om Henry George som deres mærkesmand ved borgmestervalget.

Arbejdermasserne savnede dog både samlet organisation, selvstændig presse og virkeligt program. Men kunne de sikre sig Henry George: typografen, der var blevet socialreformator og hvis røst var trængt igennem, selv ovre på den anden side Atlanten, kunne det opveje alt.

George holdt sig tilbage. Borgmesterværdigheden og rampebyens administration fristede ham ikke. Hans livsværk lå på andre linjer. Men han havde jo selv appelleret til arbejderne, havde vist dem, at deres kamp ikke kunne føres blot på værkstedet, ved strejker og boykot, at de måtte gøre en indsats med stemmesedlen. Og nu, da de rejste sig for at følge dette kald, kunne han vanskeligt svigte. Kun om ham var det på dette tidspunkt muligt at samle dem til en hær. Og dertil kom, at hans valgkamp jo ville rejse bølgerne netop om jorden for folket, og det højere end de nogensinde før havde gået.

Han modtog da kandidaturen, betingede sig blot, at mindst 30.000 skulle forud binde sig til hans vælgerskare, at ikke en fiasko skulle skade sagen, som det før var set.

De to store partiers kandidater var A. Hewitt og Th. Roosevelt (den senere præsident). Kampen stod væsentlig mellem Hewitt og Henry George.

Arbejderne havde, som sagt, hverken organisation, presse eller penge. Et lille, på tysk skrevet, socialistisk farvet blad og så en lille valgavis, som Georges venner fik stillet på benene, var alt. Men George havde ordet i sin magt. Og med ungdomsfrisk begejstring gik han i spidsen. En mægtig støtte havde han tillige i sin ven, den katolske præst McGlynn, fattigmandspræsten, som han var blevet kaldt, der havde folkets hjerte i lige så høj grad som han fra det højere præsteskab var mødt med censur og trusler om afsked og bandlysning.

Afstemningen var i de tider ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi gik i svang. Og ved en hidtil ukendt, uhyre valgdeltagelse lykkedes det, skønt George fik 68.000 stemmer, at sikre Hewitt et overtal. Men nederlaget føltes som en kæmpesejr: for første gang havde tusinder marcheret i taktfast følge bag jordkampens banner.

Helt til England mærkedes dønningerne af valgkampen. Det konservative blad St. James Gazetteskrev opskræmt: “Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige partipolitiske stridigheder for at samle sig til modstand mod den ny fare, der truer samfundet”.

Fra nytår startede nu Henry George et selvstændigt ugeblad, The standard. Dette blads opgave, skriver han til indledning, skal være at tage et tag for udryddelsen af det industrielle slaveri. I tro på sandhedens magt skal vi uden skånsel gå imod alle misbrug og ingen skånsel vente fra misbrugernes side. Den første opsigtsvækkende sag bladet rejste, var protesten mod straffeforholdsreglerne, og senere bandstrålen mod McGlynn, som havde pådraget sig prælaternes vrede ved sin åbne støtte til Henry George, medens andre høje kirkens dignitarer upåtalt støttede hans modkandidat. Hele denne kontrovers førte senere til Georges berømte åbne brev til pave Leo XIII, hvorom senere. Men det første udslag var dannelsen af Anti-fattigdoms-foreningenmed McGlynn som formand og George som næstformand, efter at McGlynn havde talt om ildet nye kors­tog” til en mægtig forsamling af sin menighed og andre meningsfæller.

De nærmest følgende år (1887-88) var i mange henseender strenge og vanskelige for Henry George. Den så hurtigt og stærkt opflammede offentlige mening blussede af, den løst sammentømrede arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister, hvoraf følgen var rivende nedgang i stemmetal ved senere valg. Personlig gik det ham dybere til hjerte, at vennen Mcglynn brød med ham, særlig på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde stille sig til de eksisterende store partier ved præsidentvalget. George var ikke mand for med stærk hånd at undertrykke indre tvist og samle en hær. Han havde ikke den personlige ambition og den kølige hærførervilje, der skaber den store politiske leder.

Hvad der for George opvejede disse tab var særlig den forståelse og tilslutning han mødte fra betydelige mænd i andre lejre. En stjerne, som vi har fået øje på, synes klarere og nærmere, når vi hører, at også andre har set den. Navnlig Leo Tolstojs ubetingede tilslutning glædede ham. Det var her ikke alene øst og vest, der mødtes, men to mænd med en mærkelig modsat udvikling mod samme punkt. Begge mødtes de tillige i deres levende håb og fortrøstning. “Om 30 år vil den private jordejendomsret lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England, Amerika og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte Tolstoj.

“Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for fremskridts-liberalismen i hele verden” (interview i Pall Mall Gazette). Og i slutningen af ’88 og foråret ’89 foretog George to foredragsrejser til England, hvor han fik indtryk af tankernes dybere rodfæste.

Nærværende bogs forfatter, der fra 1886, som ganske ung mand, havde sluttet sig til Henry Georges ideer og fulgt hans kamp, fik ved denne lejlighed sit første personlige indtryk af ham. Efter en forceret og eventyrlig rejse nåede jeg til Edinburgh kort før han skulle tale for en mægtig forsamling. I komitéværelset bag salen afventede en kreds af nære tilhængere ham. Ind trådte en meget jævnt udseende mand af under middelhøjde, med gråsprængt, rødbrunt fuldskæg. Det ret store hoved domineredes af den høje pande, den hvælvede, omtrent skallede isse og et par lyse og lysende øjne, der dog nærmest havde et træt udtryk. Absolut intet af den romantiske helt og folkefører, langt mere af “Lille Harry fra San Francisco”.

Men da han kom ind i salen og stod på den brede platform voksede skikkelsen, de lysende øjne lynede, og den jævne lille Harry blev til George-ridderen i kamp mod dragen. “Mage til veltalenhed har jeg aldrig hørt”, sagde Viggo Ullmann, i sin tid vel Norges mest veltalende mand.

Dette dobbeltindtryk af manden var utvivlsomt rigtigt og bekræftes af andres erfaring. George var alle dage personlig den lille, beskedne, fordringsløse mand af folket; der gik aldrig autoritet i ham. Men når tankerne tog ham, og bevidstheden om ideernes overvældende betydning for menneskeheden levede op i ham, blev han deres magtfulde forkynder, og hans ellers mere end jævne tale hævede sig til patos, hans svar blev til lynsnare hammerslag.

Og nu kom den for George mest oplevelsesrige rejse: jorden rundt med Australien og New Zeeland som hovedmål (1890).

Mange forhold bevirkede, at George villigt efterkom indbydelsen til besøget i Australien. Dette nye land bød store muligheder for sociale reformer af grundlæggende art. Det var gået i spidsen for den hemmelige afstemningsmetode, som George så ivrigt havde arbejdet for til undgåelse af valgtryk og svig. Man var derovre i nogen grad kommet ind på at gennemføre grundværdibeskatningens princip, og kampen om frihandel og beskyttelse gik i høje bølger. Mærkeligt ville det også være for ham at gense det land, han først som skibsdreng havde set et glimt af.

Rejsen blev som et triumftog. Men den største glæde for George var vel nok at stifte personligt bekendtskab med sir George Grey, den store liberale statsmand, der før nogen anden havde takket ham for Fremskridt og fattigdomog sluttet sig til hans ideer.

Men det var en uhyre anstrengende tur. Over hundrede foredrag, mere end et om dagen, endeløse rejser og fester. Og skønt rejsen hjem over Indien-Italien-England bød nogen hvile, viste det sig ved hjemkomsten at have været for meget, selv for Georges stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen tid afficerede talecentret, nødvendiggjorde et længere rekonvalescentophold på Bermuda. Og skønt han tilsyneladende fuldt genvandt sit helbred, var han blevet en tydelig ældet mand.

Vel hjemme igen fra Bermuda satte han med kraft ind på at skrive den bog, der så længe havde været i hans tanker, en socialøkonom forståelig for hvermand. Men dertil fik han ikke længe ro.

I 1891 udsendte pave Leo XIII et hyrdebrev (Encyclica, Rerum Novarum) om det sociale spørgsmål. Den kloge kirkefyrste fandt det betimeligt at lade kirkens røst høre. Og denne røst var ikke til at tage fejl af. Medens der naturligvis udtales varm sympati for de arbejdende klassers velfærd, ikke så lidt forståelse af nødvendigheden af sociallovgivning og arbejderbeskyttelse, og alvorligt formanende ord til de arbejdsgivere, der misbruger deres magt, vender hyrdebrevet sig absolut afvisende mod alle angreb på de bestående grundforhold i samfundet og navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særlig naturligvis ejendomsretten til jorden.

Henry George havde lært de katolske kirkefyrsters stilling til hans grundtanker smerteligt at kende gennem forfølgelsen mod præsten McGlynn. Han så nu her en mulighed for at føre sine argumenter frem til hovedsædet, og samtidig derigennem retfærdiggøre vennen McGlynn.

Georges svar Arbejdets kår, et åbent brev til pave Leo XIII, kom nogle få måneder efter hyrdebrevet sammen med en oversættelse af dette. Brevet, der under udarbejdelsen var vokset til en hel lille bog, er et af Henry Georges ejendommeligste og populæreste skrifter, idet det kan forstås uden nogen socialøkonomiske forudsætninger.

Bogens tone er præget af respekt og ærbødighed. Dette var ikke på skrømt. Skønt George for længst var kommet ud over al konfessionel religion, var hans grundindstilling dybt religiøst præget; og gennem sin hustru, der jo var opdraget i den katolske lære, og dr. McGlynn, der for ham stod som billedet på en kirkens stridsmand for retfærdighed på jorden, havde han en levende følelse af, hvad den katolske kirke indebar af muligheder.

Men trods den respektfulde holdning er bogens tone ubetinget fri og dens kritik bidende. Pavens halve standpunkter og uholdbare slutninger belyses skarpt. Men navnlig viser George med afgørende styrke, hvorledes al tale om retfærd i kirkens mund må forstumme, om ikke den åbent vil erkende og uforbeholdent hævde den menneskenes lige ret til jorden, der er den urokkelige konsekvens af forestillingen om skaberen som alles fader. Alle pavens argumenter for opretholdelsen af privat jordejendomsret gennemgås og analyseres med det resultat, at de beviser det modsatte: den private jordejendomsrets utilstedelighed. Et brudstykke kan belyse dette:

“Deres hellighed udtaler, at den private jordejendomsret ikke forhindrer nogen i at bruge jorden.

Deres eget udsagn, “at jorden er den uudtømmelige rigdomskilde, som gud er menneskene skyldig”, må have vakt en ubehagelig tvivl i Deres sjæl om hvorvidt det nu også er rigtigt, at jorden behandles som privatejendom. Thi som for at overbevise Dem selv søger de videre at bevise, at det, at nogle ejer den, ikke vil skade andre. De siger omtrent følgende: “Selvom jorden er delt mellem private ejermænd, ophører den ikke at yde alle, hvad de har behov, eftersom de, der ingen jord har, kan forskaffe sig jordens frembringelse ved at sælge deres arbejdskraft.”

Lad os antage, at De i egenskab af moraldommer skulle afgøre følgende samvittighedsspørgsmål:

“Jeg er en blandt flere søskende. Vor fader efterlod os en mark, der rigelig kunne føde os. Eftersom han ikke udstykkede den mellem os, men overlod til os selv at bestemme grænserne for hver enkelts besiddelse, så tog jeg, som den ældste, det hele som særejendom for mig. Men herved har jeg da ingenlunde berøvet mine

??? Side???

 

vide kredse i Europa som tidens ledende tænker. Anerkendt også af overklassen, der fandt værdifuld støtte i hans protest, i den personlige friheds navn, mod alle statsindgreb, som man fra demokratisk side krævede til arbejderbeskyttelse, og mod arbejderorganisationernes forsøg på at hæmme den frie konkurrence.

Særlig brugtes hans ord af den “liga til forsvar for frihed og ejendom”, hvis særlige formål var at forsvare grundejerinteresserne. Men nu var der hændt det, at gennembrudsværket fra hans radikale ungdom Social Staticsvar blevet opdaget af radikale arbejderordførere, og her havde de fundet de skarpeste våben, smedet af den unge Herbert Spencer, imod den bestående samfundsuret og særlig rettet netop mod den private jordejendomsret, som hans værker nu benyttedes til at forsvare.

Sådan lå situationen. Men den forværredes yderligere for Herbert Spencer derved, at han ikke tidligere havde standset salget af sine ungdomsværker, ej heller med klare grunde modbevist sine egne tidligere udtalelser, men nu, da han blev draget til ansvar for dem, dels svarede undvigende, dels bortforklarende, samtidig med at han stærkt fremhævede sine nu af alle samfundsstøtter så højt værdsatte reaktionære anskuelser.

Det var dette, der optændte Henry Georges vrede. Og det er dette der forklarer ikke blot hans modskrifts ætsende kritik, men den tone af forargelse, der præger det, allerede synlig i titelen: En forvirret filosof. (A Perplexed Philosopher). Men George er for øvrigt, som altid, strengt loyal. Han genoptrykker ikke blot de mest slående og stærke udtalelser, men hele kapitler af Spencers værker, og hans bidende kritik er til det yderste saglig.

Da den unge Herbert Spencer i 1850 udsendte Social Statics, var det hans udtalte formål at søge at finde en samfundsmoralens grundide, der kunne være af større værdi som vejleder og kompas end de skiftende anskuelser om hvad der var hensigtsmæssigt eller hvad der kunne sikre de fleste livsgoder for de flest mulige eller lignende vage demokratiske slagord. Han fandt dette retsprincip udtrykt i ordene ethvert menneske har frihed til at gøre hvad han vil, forudsat at han ikke derved gør indgreb i andres lige frihed. Han finder i disse ord først grundlaget for al personlig ret til livet, for ukrænkeligheden af den enkeltes legeme og sjæl, men dernæst fortsætter han, med direkte sigte mod jordspørgsmålet:

“Tænker vi os en hvilken som helst slægt af levende væsener, der har lige krav på frihed til at følge deres livstrang. Og tænker vi os en verden, der kan tjene til tilfredsstillelsen af trangen, da følger uundgåeligt deraf, at de må have lige ret til brugen af denne verden. Særejendomsret til jorden er derfor uforenelig med retfærd. Thi hvis en del af jordens overflade med rette kan gøres til et enkelt menneskes absolutte og eksklusive ejendom, da kunne også andre dele af den, eventuelt hele jorden, gøres til sådan udelukkende privatejendom og alle andre menneskers liv og velfærd således blive fornægtet, så de hjælpeløst ville være afhængige af jordejernes nåde og barmhjertighed.

Nogle vil måske synes at denne absolutte ligeret når jeg kun til ved at drive en læresætning ud over sin naturlige begrænsning. Der er jo dem, der altid søger at forlige nej og ja; men og mon er deres livsord. Men de skulle agte på, at moralsandheder er lige så eksakte og tvingende som fysiske sandheder. Har jordens ejermænd virkelig ret til den, da må vi tage konsekvensen. Da er hertugen af Sutherland i sin gode ret, når han fordriver højlandsbønderne til fordel for sine får.

Men fastholder vi, at alle mennesker har lige ret til at bruge jorden, da kan vi derpå opbygge et samfund i fuld samklang med moralloven. Og ikke før de nuværende såkaldte jordens ejermænd kan bevise, at gud har givet dem et særligt skøde på jorden, og udelukket alle andre, vil vi vige fra denne moralens faste grund.”

I sådanne og lignende, næsten endnu stærkere ord fordømmer den unge Herbert Spencer privat-jordejendomsretten. George havde da med god ret kunnet hævde, at hans eget hovedsynspunkt var i fuld samklang med Spencers, datidens største autoritet. Og man forstår hvor uhyre pinlig en overraskelse det havde været for ham, da han første gang personlig i London stod over for Spencer, at høre ham affeje de irske bønders krav med et: “Godsejerne er i deres gode ret”.

Henry Georges kritik var i virkeligheden fuldstændig tilintetgørende for Herbert Spencer. Dennes egne udtalelser stilles op ved siden af hinanden og viser deres håbløse indbyrdes modstrid. Hans forklaringers tågethed og hans undskyldningers tåbelighed overgås kun af hans personlige uvederhæftighed. Eksekutionen er til tider næsten pinlig. Og det føles som en befrielse, når Henry George til sidst i en lille skitse, Skoleforstander Brownudløser foragten og harmen i et smil. Han skildrer her mr. Brown som en yankee, der i sine unge dage skrev glødende artikler mod negerslaveriet, senere grundede en skole i sydstaterne og blev en af selskabets prominente personligheder. Da bølgerne i antislaveri agitationen begyndte at gå højt, skete det, at nogle af hans ungdomsartikler blev gravet op og benyttet som et virksomt våben mod slaveejerne. Dette førte til nogle for Brown meget pinlige forespørgsler fra fremragende mænd af hans nuværende klientel, som han først søgte at snakke sig fra, men, drevet yderligere frem, til sidst måtte søge at frigøre sig for overfor offentligheden, ved i de mest utvivlsomme vendinger at erklære, at om end muligvis i en vis abstrakt forstand personlig frihed kunne have sin berettigelse, også når det gjaldt negre, var det klart, at en sådan ikke kunne praktiseres i et ordnet og på ejendomsretten fast grundlagt samfund, bl.a. alene af den grund, at negrene jo ikke kunne tænkes at opnå personlig frihed uden ved at købe sig fri, hvad de jo ikke kunne gøre på grund af den høje værdi, de stod i, fordi de arbejdede uden løn. Den højeste politiske tænkning måtte derfor afvise som umoralsk og samfundsomstyrtende ethvert krav om slaveriets ophævelse.

George slutter fortællingen således:

“Idet jeg henleder opmærksomheden på ligheden mellem skoleforstander Brown og Herbert Spencers udvikling og fremgangsmåder, ønsker jeg dog ikke at drage nogen personlig sammenligning mellem de to. Det ville være uret mod Brown: han vidste jo, hvad han kunne vente sig: tjære og fjer!

Herbert Spencer svarede aldrig, og hans stilling og meninger er nu uden betydning. Men hvad der giver Henry Georges bog varig værdi er det opgør den indeholder, mod den særlige form for udviklingslære, der gjorde den indbyrdes kamp for tilværelsen, gennem de bedst egnedes overlevelse, til grundlov for menneskelivet. En lære, som med eller mod sine forkynderes vilje føre bort fra alt folkeligt demokrati, hen imod en eller anden form for overmenneskekultur. Herimod sætter Henry George, som allerede i Fremskridt og fattigdompåpeget, samarbejdet som fremskridtets drivkraft, og derfor ligeretten, samarbejdets grundbetingelse, som den virkelige grundvold for samfundet.

Herbert Spencers autoritet, særlig i de engelsktalende lande, var så uhyre, at selv nogle af Georges egne venner fandt det halsløs gerning at vove sig ud mod denne åndelige gigant, end sige da at måle sig med ham som tænker. Set med nutidens øjne tager det sig anderledes ud. Nu slår Henry George som grundlægger af den virkelige samfunds-udviklingslære.

Et par af Henry Georges velstående personlige venner havde stillet midler til rådighed for ham, så han uden alvorlige økonomiske bekymringer kunne hellige sin tid til udarbejdelse af den længe planlagte Socialøkonomi. Arbejdet voksede som sædvanlig under hans hænder. Mere og mere syntes det ham nødvendigt at udvide rammerne, så hans rige menneskelige erfaring og hans evne til problemernes skarpe belysning kunne skabe et omfattende værk, der bedre end de mange hinanden modsigende teoretiske lærebøger kunne give en virkelig sammenhængende udredning af de socialøkonomiske grundforhold. En sådan følte han mere og mere påkrævet, om folkestyret skulle få nogen art.

Stridsskriftet mod Spencer havde til fulde vist, at han, skønt tidlig ældet, intet havde mistet af tankens klarhed og skarphed. Men det var ham umuligt fuldstændigt at indmure sig til studerekammerarbejde. Snart optages han af præsidentvalgkampen, hvor W.J. Bryan for første gang søger at bringe virkelige demokratiske principper ind i demokraternes parti, og hvor nogle af Georges venner kaster en millionudgave af Beskyttelse eller frihandelind i agitationen. Snart er det hans instinktmæssige, aldrig svigtende samfølelse med småmanden, der driver ham frem. Således da præsident Cleveland mobiliserede statstropper for at tvinge arbejderne til underkastelse, da de under en jernbanestrejke i Chicago havde ødelagt lokomotiver, sat ild på lokomotivremiser og deslige. Skønt guvernøren i Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der turde støtte ham. Men George tog til orde:

“Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det minder om Warshaw. Det er den ordenens opretholdelse, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

The Standardhavde han standset allerede i 1892. Men kun for at føre kampen ud i videre kredse end dette ugeblad kunne nå. Navnlig stod han med styrke som bekæmper af den panik, som monopolister og kapitalister af alle slags søgte at rejse og bruge som deres vigtigste våben mod den radikale reformpolitik, Bryan stod for.

“Lad jer ikke skræmme! Tab ikke hovedet, fordi I hører enhver, der kæmper for frihed, udskældt for anarkist, kommunist, en æreløs, ansvarsløs person. Tag ikke de forudsigelser for alvorligt, som afmaler alle de landsulykker, der vil strømme ind over os, hvis vi blot beskærer deres magt en smule, der udbytter og plyndrer befolkningens brede lag.

Således har det altid været i enhver kamp for fuldere frihed, som vi nogensinde har læst om i historien.”

Til andre tider drages han ved sit skarpsyn og sin indsigt ind i løsningen af praktisk-økonomiske vanskeligheder, som da et stort jernværk, en af hans venner var interesseret i, søgte hans råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den overfor at måtte lukke og sætte sine 500 arbejdere på gaden, fordi den under en pengekrise i staterne ikke kunne betale. George rådede den til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nødpenge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog, og som blev indløst i løbet af et par år, hvorved kalamiteten blev undgået. Men Socialøkonomien lå ham dog først og fremmest på sinde.

Særlig efter valgkampen i 1896, hvor han havde følt, at yngre og stærkere skuldre måtte bære dagens byrde og hede i den økonomiske frihedskamp, blev det ham mere og mere magtpåliggende at skrive frihedens lovbog. Thi samfundets økonomiske grundlove kom for ham mere og mere til at stå som en grundvold for samfundslivets, ja for hele menneskehedens livslove, og derfor også som et uundværligt led i forståelsen af menneskelivets vilkår.

Værket voksede derfor under hans hånd fra et til to bind. De ting, han tidligere havde gået let hen over, krævede uddybning og større videnskabelig grundighed, afklaring fra den polemiske hede, støbning i de reneste linjer.

Men dette hans sidste hovedværk skulle aldrig blive fuldført.

Bryans nederlag i den nylig udkæmpede valgkamp havde overrasket George og derfor virket stærkt nedslående. Det bidrog til, at det for ham kom til at se ud som århundredets slutning mørknedes under truende skyer, med aristokratiets og plutokratiets voksende overmagt. Han kunne vende sig bort fra dette og fordybe sig i sit arbejde. Men det var ikke hans natur at holde sig tilbage, hvor nye muligheder syntes at åbne sig for ham til at være med at stemme op for den truende flod.

Der skulle atter (nov. 1897) være borgmestervalg i New York, der nu var udvidet til at gælde hele kæmpebyens område. Var det muligt at finde en virkelig demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som et samlingsmærke for folket? Der var kun et navn, der kunne blive tale om: Henry Georges.

George holdt sig længe tilbage. Lægerne sagde, det ville være den visse død. Nogle slog på den afbrydelse, det ville volde i udarbejdelsen af hans store værk.

Men trods alt besluttede han sig til at tage kampen op.

Til sin hustru sagde han:

“Annie. Husker du hvad du sagde om Michael Davitt i 1882, at han burde rejse til Dublin og slutte sig til sit folk i dets nød, selvom det skulle koste ham livet. Jeg sagde dengang, at jeg måske engang måtte erindre dig om disse ord. Det gør jeg nu. Du vil heller ikke holde mig tilbage. Folket har brug for mig, de har ingen anden at samles om … Hvis jeg tager kampen op, bliver det et spørgsmål om menneskerettighederne, om friheden. New York vil blive en skueplads af verdens vid betydning.”

Og George kendte sin hustru. Hendes svar var: “Gør din pligt, hvad det end vil koste”. Til vennernes advarsler svarede hun:

“Da jeg var en langt yngre kvinde, besluttede jeg at gøre alt hvad jeg formåede, for at hjælpe min husbond i hans arbejde. Og jeg kan nu, efter de mange år sige, at jeg ingensinde har søgt at hindre ham i at gøre, hvad han klart så, var hans pligt. Beslutter han sig til at tage kampen, vil jeg intet gøre for at holde ham tilbage, skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår, for at styrke og opildne ham.”

Valgkampen blev af uhørt voldsomhed. Den strakte sig over tre uger. Og så stor var opmærksomheden, at folk langvejs fra rejste til New York for at være med. George selv syntes at få livskraft på ny, trods sine svage legemskræfter. 3-4 daglige vælgermøder var det almindelige. På hans banner stod “Retfærd, Frihed og Lighed”.

Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. 4 dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget for hans kræfter. Hans sidste tale var uklar. Og da han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Og næste morgen var han død.

Hans død lige før valget vakte naturligvis uhyre opsigt. Selv modstanderpartiernes blade strømmede over af beundring. Et af dem skrev:

“Han var mere end valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som en sandhedens apostel, – for sandheden, som han så den, – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

Hans ligfærd gennem New York ledsagedes af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd. På hans gravsten i Greenwood kirkegården står disse ord fraFremskridt og fattigdom:

“Den sandhed, jeg har søgt at klarlægge, vil ikke let vinde fem. Havde den kunnet det, så var den blevet antaget for længe siden, ja var aldrig blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den, og om det kræves, dø for den.

Thi sådan er sandhedens magt.”

 

III. Karakteristik

Socialøkonomen, reformatoren, tænkeren.

Fyrretyve år er forløbet siden Henry Georges død, 60 år siden hans første bog udkom. Afstanden er blevet stor nok til at muliggøre en oversigt, en bedømmelse af hans livsværks størrelse og udstrækning i tankens verden, hans forhold til sin egen tid og vor, hans betydning for fremtiden.

Selv var han ikke i tvivl. Skønt personlig yderst beskeden, afskyende al højstemt beundring, så han med geniets overlegne sikkerhed sit værk som et storværk, Fremskridt og fattigdomsom en skelsættende milepæl i socialøkonomiens historie: som man i astronomien skelner mellem tiden før og efter Kopernikus om himmellegemernes kredsløb, må man i socialøkonomien skelne mellem før og efter Fremskridt og fattigdom. Hvor der før var indbyrdes modstrid og indviklethed i alle forklaringer, er der nu enhed og klarhed.

At dette endnu ikke er blevet almindelig anerkendt er naturligvis i denne sammenhæng uden afgørende betydning. Derimod har de kæmpemæssige eksperimenter i opbygning af moderne riger som USSR, på grundlag af en anden økonomisk-politisk lære, foreløbig sat Henry George noget i skygge. Men på den anden side har den forløbne tid kun yderligere gjort det indlysende, hvor indbyrdes modstridende og usammenhængende den socialøkonomi, der ignorerer Henry George, er, og hvor lidt den har formået at tilvejebringe et grundlag for en virkelig rationel politik og en fornuftig økonomisk verdensorden.

Overalt ser man landene væbnet til tænderne i en økonomisk kampstilling mod naboerne for at hindre det universelle samarbejde; overalt handles der ud fra falske forestillinger om, at den enes død er den andens brød, og om at overbefolkning er nødens årsag. Overalt ser man samfundsklasserne væbnet mod hinanden til klassekamp, skønt de 99% af befolkningen, ret beset, har fælles interesser mod en snæver kreds af monopolister. Så trangen til virkelig socialøkonomisk udredning af samarbejdets grundlove, til blottelsen af de falske forestillinger og de endnu farligere halve sandheder, er så påkrævet som nogensinde.

Den der er fortrolig med Henry Georges ideer i deres fulde dybde og udstrækning vil være tilbøjelig til, uden at kanonisere alt hvad George har udtalt, at give ham ret. Uden om Henry George ingen vej til social fred og økonomisk sunde tilstande mellem folkene indbyrdes og i forholdet mellem menneskene. Hans værker er derfor nu så betydningsfulde som nogensinde. Thi de sætter retten og friheden ind som kulturens grundlove i en verden, hvor overtroen på magten har ført menneskeheden til selvødelæggelsens rand.

Socialøkonomi

Georges mindre skrifter og bøger er berørt i det foregående afsnit. Her skal gives en samlet fremstilling af hans socialøkonomiske grundopfattelse og tankebygning ved en resumerende gennemgang af hovedværket Fremskridt og fattigdom. Hvem der vil søge en mere indgående forståelse kan finde mange punkter nærmere belyst i det ufuldendte, og hidtil uoversatte, værk, The Science of Political Economy.[4]

***

Man har bebrejdet George, at han i sine socialøkonomiske udviklinger væsentlig tager hensyn til og stilling til de klassiske forfattere fra Adam Smithtil John Stuart Mill. I virkeligheden turde dette for nutidens læsere være en fordel. Andre betydningsfulde socialøkonomiske værker, fx. Karl Marx, Kapitalen,skæmmes og vanskeliggøres ved hidsige polemiske udfald mod ubetydelige, nu længst forglemte samtidige. Men naturligvis må læserne være klar over, at mænd som Proudhon, Karl Marx og Lassalle var George ukendte på det tidspunkt han skrev Fremskridt og fattigdom.

Hvad der først gør indtryk ved læsningen af Henry George, er vel som oftest hans strømmende, billedrige, til tider højt svungne sprog. Men man mærker ved nøjere studium, at denne veltalenhedens strøm ikke, som det ofte er tilfældet, tager magten fra tanken.

Hvad der udmærker George som socialøkonomisk tænker er netop i første linje hans evne til en skarp analyse og klar, præcis udtryksmåde. Han fortsætter og udvikler her de bedste traditioner fra den klassiske tid.

Hans terminologi er håndfast. Han opløser ikke de økonomiske grundbegreber, som mange senere forfattere er tilbøjelige til, i tåget psykologi eller historisk afskygget ubestemthed, men kalder en kat en kat. Det er betegnende for ham i så henseende, at han i Fremskridt og fattigdomanvender de indledende kapitler (i denne dog til folkelig læsning bestemte bog) til udredning og afgrænsning af udtrykkenes betydning, ud fra den rigtige opfattelse, at uklare udtryk umuliggør klare tanker. Han definerer derfor skarpt sådanne økonomiske samlebegreber som jord, arbejdsløn, kapital, formuegoder, renter. Han afviser navnlig den tågede og derfor farlige brug af ordet kapital som udtryk for såvel jordejendom som erhvervede rettigheder, erhvervede færdigheder eller uddannelse, monopoler og patentrettigheder, kapitaliserede forventninger osv. Kapital, siger han, er alle formuegenstande, der ikke tjener direkte til forbrug, men anvendes i produktionens tjeneste. Et mineralleje, en frugtbar mark, en gunstig beliggende byggegrund, er ikke kapital, men jord. Kilden må ikke forveksles med øsekarret. Ej heller er slaver kapital. Kapitalmængden i landet ville ikke øges ved at gøre dets frie mænd til slaver. Ej heller er en statsobligation kapital. Dens opbrænding ville ikke formindske landets samlede kapitalmængde, kun aflaste staten for en forpligtelse til at lade en vis del af skatterne tilflyde obligationens ejermand. Det, man i daglig tale forstår ved en kapitalist, er altså som oftest en monopolist.

Skønt George i hovedtrækkene følger Adam Smith i sin udredning af værdilæren, fører han den da også langt mere konsekvent til bunds. Han viser ikke alene, at tingenes værdi normalt svarer til det arbejde, den indsats, det koster at frembringe dem (eller nøjagtigere sagt: hvad det ville koste at frembringe ting af samme art), og at derfor hvad man betaler for en ting, som andres arbejde har frembragt, er de ting (eller tjenesteydelser), man giver i bytte, så at al sådan værdi er en bytteværdi og ombytningen en udveksling af arbejde, af noget for noget. Han viser tillige at værdien, nøjere bestemt, er, hvad det koster at frembringe vedkommende ting på produktionsgrænsen, dvs. på de for produktionen ringeste steder, som det er nødvendigt at tage i brug for at fremskaffe den i sådan mængde, at der bliver nok til at tilfredsstille den efterspørgsel, der er tilstede. Men heraf følger uundgåeligt, at der opstår en værdi af anden oprindelse, en fordelsværdi eller eneretsværdi, knyttet til alle fordelagtigere lokaliteter, hvor arbejdet er mere produktivt, (bedre agerjord, rigere miner, gunstigere byggepladser osv.), idet producenterne vil være villige til at give hele merudbyttet for eneretten til at udnytte vedkommende plads. Hvor denne jordværdi, der altså ikke er et udtryk for arbejde, men for forret, tilfalder private grundejere, repræsenterer den altså ikke et lige for lige mellem menneskerne, men et ulighedsforhold af grundlæggende natur, en ret for nogle til, uden gengæld, at tilegne sig andres arbejde. De vidtrækkende praktiske konsekvenser af denne rent tankemæssige udredning er lette at se, peger direkte mod ophævelsen af den ubetingede jordejendomsret som et uafviseligt lighedskrav.

En prøve på Georges skarpsindige kritik og strenge fordring til omhyggeligt ordvalg har man i hans efterprøvning af selve Adam Smiths forklaring af hvad kapital er. Smith anfører bl.a., at de tillærte nyttige færdigheder, som befolkningen er i besiddelse af, er en del af dens kapital, skønt han selv definerer kapital som den del af en mands formue, som han venter sig indkomst af. Og en gang imellem kan George med sin levende humoristiske sans ikke dy sig for at lege lidt himmelspræt med de lærde skribenter, som når han citerer en samtidig forfatter, der erklærer at kapital må nødvendigvis frembringes ved opsparing, og gør opmærksom på, at samme forfatter lidt senere forklarer at jorden, der frembringer en afgrøde, ploven, der vender furen, arbejdet, der sikrer avlen osv. er alt tilsammen kapital, og spydigt tilføjer: “Hvorledes jord og arbejde kan frembringes ved opsparing, forklarer forfatteren os dog ikke”.

Når Henry George således indleder med en kritik af udtryk og definitioner, er det ikke for at vise sin skarpsindighed, men fordi han klart indser, at alle disse mere eller mindre misvisende forklaringer kan føres tilbage til en fælles årsag: forfatternes kapitalistiske indstilling, der fører dem til at sætte kapitalen som det fundamentale og centrale i produktionen, ikke arbejdet og jorden.

Denne bagvendte indstilling kommer særlig frem, når talen bliver om arbejdslønnen og de love, der bestemmer dens højde, den part af det samlede udbytte, der tilfalder arbejdet i videste forstand. Thi skønt den oprindelige orden gerne anerkendes af klassikerne (Adam Smith skriver således: “Arbejdsproduktet udgør arbejdets naturlige belønning eller arbejdsløn”), så forlader han og alle senere forfattere straks denne idé for at erstatte den med en ganske anden. De ser uden videre bort fra, at endnu på deres tid var i den civiliserede verden langt den største del af menneskene deres egen arbejdsgiver, for hvem altså det fremstillede produkt (når jordrente og kapitalrente var udredet) udgjorde arbejdslønnen. Og de ser bort fra, at lønarbejdernes arbejdsløn selvfølgelig må ses i relation hertil, fordi folk naturligvis ikke arbejder for mindre løn, end de kan tjene selv. Og i stedet for nærmere at forfølge denne kendsgernings betydning, indfører de kapitalen som ende og begyndelse på hele sagen og lader uden videre arbejdslønnens højde afhænge af, hvor stor en samlet kapitalmængde der til en given tid eksisterer som lønningsfond og hvor mange arbejdere, der er at dele den imellem. Dette hovedproblem forfølger George nu med overlegen klarhed til dets yderste konsekvenser.

Først påviser han, at ikke blot de mennesker, der arbejder for sig selv, naturligvis frembringer deres egen løn (ikke får den udbetalt af noget kapitalfond) , men at også lønarbejderne gør det. Opgør en fabrikant sin status mandag morgen og den påfølgende lørdag aften, efter at have udbetalt ugelønnen, vil han normalt finde, at hans sidste status var bedre end den første. Med andre ord: arbejdet har ikke alene givet ham, hvad hans arbejdere har fået, men mere til. Lønnen er altså ikke taget af noget eksisterende lønningsfond men af ugens produktion; arbejderen trækker ikke på fabrikantens kapital, så lidt som indskyderne i en bank trækker på bankens kapital, når de uddrager noget af, hvad de i ugens løb har indskudt.

Efter at have belyst dette grundforhold med et utal af eksempler ender George denne undersøgelse med at udtale, at teorien om at lønnen afhænger af kapitalfondets størrelse og arbejdernes antal er tydeligvis gal, at arbejderne frembringer deres egen løn, og lønnen derfor burde vokse med arbejderantallet, fordi produktionen – alt andet lige –vokser stærkere end antallet af arbejdere. Men dette alt andet lige peger hen mod et problem, som må klares, før man kan komme videre i undersøgelsen af arbejdets trængsler, nemlig spørgsmålet om hvorvidt naturens rigdomskilder kan forslå til en voksende befolknings fornødenheder.

Hermed møder George Malthus og hans befolkningslære.

Skønt befolkningsspørgsmålet ikke egentlig er et centralt socialøkonomisk spørgsmål, men grænser op til sociologien har det i sin malthusianske skikkelse øvet en overordentlig indflydelse på den socialøkonomiske tænkning.

Både som populær og videnskabelig forklaring på fattigdommens uudryddelighed møder man overalt overbefolkningsteorien. At storbyens myldrende befolkning finder forklaringen på sin fattigdom og den permanente arbejdsløshed i læren om, at der er for mange mennesker og ingen plads til nyankomne ved livets bord, kan ikke forundre. Men også videnskabsmændene har lige op til vor tid slugt forklaringen rå og betragtet Malthus’ overbefolkningslære som en urokkelig grundsandhed og smeltet den sammen med deres egen lære om arbejdslønnens afhængighed af kapitalfonden, der gør enhver ny arbejder til en trussel mod alle andre.

Buckle i sin Civilisationens historie i Englandudtrykker kun den almindeligt herskende opfattelse, når han skriver:

Næppe var det 18. århundrede udrundet, før det blev afgørende bevist, at arbejdets løn afhænger udelukkende af to forhold, nemlig 1) størrelsen af det nationalfond, hvoraf alt arbejde lønnes og 2) antallet af arbejdere, mellem hvilket dette fond skal deles. Dette uhyre fremskridt i vor erkendelse skyldes hovedsagelig Malthus, hvis værk Om befolkningen, ved siden af at betegne en epoke i tankens verdenshistorie, allerede har affødt adskillige praktiske resultater og sandsynligvis vil fremkalde andre, endnu mere betydningsfulde.

Og i årene umiddelbart før George var Malthus’ teori blevet yderligere styrket ved at indgå som et led i en endnu videre, mere almen, verdensomfattende teori, nemlig udviklingslæren, således som denne særlig af Charles Darwin var blevet udformet med kampen for tilværelsenog de bedst egnedes overlevelse[5]som bærende ide. Darwin selv siger, at kampen for tilværelsen er Malthus’ lære anvendt med mangedoblet kraft på dyre- og planteverdenen. (Det må dog bemærkes, at Malthus’ lære i sig selv ikke indeholder nogen forestilling om en udvikling som frugt af trængslerne).

Skønt Georges erfaringer fra Amerika, hvor landet overalt tørstede efter mennesker, på ethvert punkt måtte afkræfte overbefolkningslæren og ikke gav den den baggrund, som Europas tætbefolkede lande syntes at give; og skønt han allerede var fuldt klar over, at kapitalfondens størrelse i forhold til arbejdernes tal ikke var, hvad der tvang lønnen ned, og at menneskene, blot jorden stod dem åben, var i stand til ved arbejde overalt at bane sig vej fremad, måtte han dog på grund af Malthus’ overvældende autoritet tage kampen op, skønt det kunne synes halsløs gerning at bestride disse som urokkelige sandheder opfattende læresætninger.

Han gør det ved et angreb fra alle sider, der ikke lader sten på sten tilbage. Drøftelsen af hele befolkningsspørgsmålet optager et helt afsnit af Fremskridt og fattigdom, der bør studeres i sin helhed. Her skal kun nogle enkelte ting anføres.

Det er ikke til at undres over, at en teori, der falder i tråd med fattigfolks tankegang, samtidig med at den aflaster de rige og de mægtiges samvittighed for al skyld i folkets armod, kan få et mægtigt tag i befolkningen …

Ikke desto mindre kan hele tankebygningen ikke stå for en virkelig undersøgelse. Allerede ved at bevise at arbejdslønnen ikke udredes af noget kapitalfond, men tilvejebringes af arbejderne selv, har vi rokket dens fundament; hverken analogislutninger eller kendsgerninger bekræfter dens sandhed.

Af alle de talløse tilfælde, der angives som eksempler på folk, tynget under elendighed, er der ikke et eneste, i hvilket disse ulykker kan føres tilbage til en faktisk forøgelse af mundene ud over, hvad hænderne magtede at fremskaffe til deres mættelse; medens det tværtimod altid kan påpeges, at den skyldes antisocial uvidenhed, rovgriskhed, uretfærdige love, ødelæggende krige.

Befolkningen skulle altid og overalt tendere mod overbefolkning! Hvorledes kan det da forklares, at denne, vor klode efter alle de årtusinder (eller, som man nu vil sige, årmillioner) endnu er så tyndt befolket? Hvorfor er så mange af de menneskehedens bikuber, der har eksisteret, nu forladte, marker, der før blev dyrket, nu overgroet af junglekrat. Slikker ikke ville dyr deres unger, hvor der engang levede virksomme menneskesamfund? Ransager vi verdenshistorien, finder vi lige så ofte nedgang som opgang i folketallet. Om jordens samlede befolkning nu er større end i nogen tidligere historisk epoke, er yderst tvivlsomt.

Amerika er uden tvivl vokset i folketal i den historiske tid, dog ikke nær så meget som gerne antaget. Der er endog dem, der mener, at Perus befolkning på opdagelsesrejsernes tid var større end hele Sydamerikas nuværende befolkning. Og alt tyder endda på, at der i tiden før opdagelsen har været endnu flere mennesker i Amerika. Hvilke store folkeslag her kan have levet deres liv, hvilke riger der her har oplevet deres storhed og fald i denne, den nye verden, som er den gamle, kan vi kun ane. Men bare i Yukatans og Centralamerikas skove er der spor af mægtige byer, der alt var forglemte, da spanierne kom til landet …

Og i Øvresøens (Lake Superior/pma) kobberminer finder vi spor af en højere kultur end den de indianere besad, som indvandrerne kom i kontakt med. Eller lad tanken vandre til Lilleasien, Syrien, Babylon, Persien, hele Alexander den Stores vidtstrakte rige. Hvor der engang var store byer og befolkningsmylder, finder vi nu usle landsbyer og nøgen ørken. …

Irland er det af alle Europas lande, der mere end noget andet fremdrages som bevis på overbefolkningens frygtelige følger. Irsk armod, irsk hungersnød, irsk udvandring: er det ikke beviser nok?

Jeg tror ikke man kan finde et bedre eksempel på, hvorledes forudindtagethed kan gøre blind for forholdenes virkelige sammenhæng. Sandheden er dog øjensynlig den, at Irland endnu aldrig har haft en så stor befolkning, at ikke landets naturkræfter, alt efter de produktive erhvervs standpunkt til enhver tid, rigeligt kunne have underholdt den. På den tid da befolkningen var størst, skrev Mac Culloch (1838):

“Befolkningens overordentlige tæthed i Irland er den umiddelbare årsag til den yderlige armod og fortrykte stilling, hovedmassen af folket lever under. Det er ikke for meget sagt, at der i øjeblikket lever dobbelt så mange mennesker i Irland, som det med sine forhånden værende produktionsmidler fuldt kan sysselsætte eller underholde i nogenlunde velstand”.

Irlands befolkning var i 1838 ca. 8 millioner. Forandrer vi Mac Cullochs negative sætning til en bekræftende, skulle altså efter overbefolkningsteorien landet være i stand til at underholde 4 millioner i nogenlunde velstand. Nu vel. Men da Swift i begyndelsen af det 18. århundrede skrev sit Beskedne forslag[6], var Irlands befolkning kun omtrent 2 millioner. Da nu hverken produktionsmidler eller produktive erhverv gjorde nævneværdig fremgang i det mellemliggende århundrede, skulle der altså på Swifts tid, efter Mac Cullochs egen antagelse, have været meget mere end nogenlunde velstand for disse to millioner.

Men dette var så langt fra tilfældet. Det irske folks yderlige armod og fortrykthed var i 1727 en sådan, at Swift med skærende, sviende ironi foreslog at bøde på overbefolkningen ved at give almenheden smag for stegte småbørn og årligt bringe 100.000 til torvs som en lækkerbisken for de rige. Kun den mest grænseløse forudindtagethed kan give overbefolkningen skyld for det ulykkelige, udsugede og misregerede Irlands armod og nød.

I et andet afsnit kommer George ind på en undersøgelse af den grundforskel, der er mellem dyrene og kulturmennesket i forhold til naturen. Selvom man vil hævde, at der mellem dyrene, hvor deres antal øges, må opstå en indbyrdes kamp om føden, kan derfra ingen slutning drages for mennesket. Thi mennesket er producent. Er der to ræve på en ø, er der kun halvt så mange gæs til hver, som da der kun var en. Men jo flere mennesker, der er i et land, desto flere kreaturer, fjerkræ, frugttræer vil der også være pr. indbygger. Den indbyrdes kamp for eksistensen mellem dyrene, som endda sikkert spiller en mindre rolle, end man på Georges tid var tilbøjelig til at antage (thi selv i dyreriget spiller samarbejdet for eksistensen en vis rolle) kan derfor aldeles ikke tages til indtægt for Malthus’ overbefolkningsteori.

På trods af alle autoriteter, i direkte modstrid endog med John Stuart Mill, den af hans ældre samtidige tænkere, han beundrede højst, frakender George da endegyldigt, i kraft af sine beviser, overbefolkningsteorien enhver værdi: idet han vender Mills sætninger om til deres modsætning, udtaler han som det endelige resultat, at det virkelige forhold er:

  • At på et hvilket som helst civilisationstrin kan et større antal mennesker blive bedre forsørget end et mindre,
  • at det ikke er naturens karrighed, men samfundets uretfærdighed, der er årsagen til den mangel og elendighed, der tilskrives overbefolkningen,
  • at medens nye munde ikke kræver mere føde end de gamle, kan de hænder, der ledsager dem, under naturlige forhold producere mere,
  • at befolkningens forøgelse, hvor der hersker lighed, må have en stadig tendens til at gøre hver enkelt rigere, ikke fattigere.

Således var den gængse forklaring af den voksende fattigdom trods nationalrigdommens vækst, modbevist og forkastet. Og George måtte stævne ud mod ny og bedre.

* * *

Er samfundets skrigende misforhold mellem fremskridt og fattigdom naturlige følger af de økonomiske love eller opstår de ved brud på disse love? Dette er hovedspørgsmålet.

Et skeptisk indstillet nutidsmenneske vil måske nøjes med at svare: er der overhovedet sådanne love? Er der andre økonomiske love for forholdet mellem mennesker end at

“he shall take who has the power
and he shall keep who can”.

George ville hertil kunne have svaret: hvis der ikke er naturlove for det menneskelige samarbejde, hvorpå samfundets opretholdelse og den enkeltes tilværelse hviler; hvis der ikke er nogen naturlig, retmæssig fordeling, da er der overhovedet ingen økonomisk retsordning mulig. Og tilbage bliver da kun en endeløs kamp om magten og en diktatorisk fordeling af livets goder, ingen mulighed for social fred eller personlig frihed.

Kan socialøkonomien ikke påvise love for, hvad der økonomisk er ret og billigt blandt menneskerne, da er den uden al virkelig betydning.

At det ikke er produktionen, men fordelingen, der er noget i vejen med, var på forhånd klart for George. Den tekniske udvikling var jo rivende nok. Det blev lettere og lettere at frembringe, ofte i næsten ubegrænset målestok. Herredømmet over naturkræfterne udvidedes, og så langt fra at udtømmes øgedes tværtimod jordens rigdomskilder. “Det er et rigt provianteret skib, hvorpå vi gør vor jordiske sejlads; synes et proviantrum at tømmes, åbner vi blot for et nyt.” Del er altså fordelingens love det gælder. Her må der sættes ind.

Allerede Georges første undersøgelser over værdilæren havde givet et afgørende fingerpeg. Thi medens tingenes værdi kan føres tilbage til arbejdet, og betalingen for dem derfor er en naturlig arbejdsløn, så er jordens værdi af anden art, kan føres tilbage til forretten, så betalingen til dens ejermand for brug af jorden altså er en tribut fra arbejderen til monopolisten.

Men efter hvilke love reguleres nu arbejdets løn, såvel som jordrenten, hvad kan øge, hvad formindske arbejdets tribut til monopolet? Fordelingens love, de love, hvorefter delingen af arbejdsudbyttet foregår mellem de tre faktorer: jorden, arbejdet og kapitalen, må nødvendigvis udgøre et sammenhængende hele. Men atter dér møder der George en åbenlys forvirring i den herskende socialøkonomi. Navnlig fordi man i denne ved siden af de tre grundbegreber: jordrenten, arbejdslønnen og kapitalrenten gerne tumler med et fjerde begreb, som oftest benævnes profit. Det er dog let for George at få dette ud af verden, idet han påviser, at hvad der bliver tilovers i en virksomhed til driftsherren, når jordrenten og renten af den indskudte kapital og den lejede arbejdskraft er betalt, enten er løn for lederens eget arbejde, risikopræmie (der jo i det lange løb udjævnes), eller monopolgevinst (der falder uden for økonomiens love, da monopoler jo er vilkårlige indgreb i disses virkning).

Men selv når begrebet profit lades ude af betragtning, var lovene for fordeling endda uden indre sammenhæng, og altså helt eller delvis urigtigt udformede.

Her lå da Georges nærmeste opgave.

At fastslå lovene for jordrenten (jordens pris), voldte ingen vanskelighed. Her var der fra Ricardos tid tålelig klarhed og overensstemmelse. Jordrentens højde afhænger tydeligvis i hvert enkelt tilfælde af, hvilket merudbytte den kan yde ud over, hvad der ved arbejds­ og kapitalanvendelse kan produceres på den bedste jord, der kan fås for intet, eller med andre ord, jorden på produktionsgrænsen. Hvis fx. en sølvmine for en vis kapital- og arbejdsindsats kan give et årligt produkt af 10.000, medens man på det ringere, værdiløse minefelt kun kan vente 6.000, vil førstnævnte felts årlige værdi være 4.000 (dets salgsværdi ca. 100.000 (hvis rentefoden er 4%). Er derimod det bedste frit tilgængelige felts ydeevne kun 3.000, vil man være villig til at yde indtil 7.000 årligt for brugsretten til det rigere sølvfelt.

Men har man klart forstået denne jordrentelov, siger George, kan man ikke undgå at indse, at loven for arbejdslønnen står i nøje samklang dermed, er den modsatte side af det samme forhold. Arbejdslønnens højde afhænger ikke, som den autoritære forklaring lød, af forholdet mellem kapitalfond og antallet af arbejdere. Nej, arbejdslønnen afhænger af jordens dyrhed. Det menneskelige arbejde kan intet skabe, kun frembringe, og kræver derfor adgang til naturens rigdomskilder. Jo højere entre, der kræves til arbejdspladsen, jo dyrere jorden er, desto mindre af det totale arbejdsudbytte bliver der tilbage til arbejdets mænd: jo rigere godsejere, desto fattigere bønder. Arbejdslønnen står altså i et omvendt forhold til jordprisen, falder, når den stiger. Og dette gælder ikke blot den arbejder, der er sin egen arbejdsgiver, men også lønarbejderen. Thi som George tidligere havde påvist, vil lønningerne naturligvis stige, hvis der er voksende muligheder for selvstændigt erhverv, synke hvis arbejderne ser mulighederne for selvstændighed svinde. Man arbejder jo ikke for andre for mindre end man kan tjene selv.

Men når det selvstændige arbejdes forhold fremhæves som lønnens regulator, rejser spørgsmålet om kapital og kapitalrente sig. Thi om end jorden og menneskene er produktionens grundfaktorer, så kræver jo praktisk talt alt arbejde i et moderne samfund kapitalanvendelse, og ved siden af jordrenten spiller derfor kapitalrenten en rolle.

Hvad er da kapitalrentens årsag og hvoraf afhænger dens højde. Ej heller her kunne klassikerne give svaret. At sige at “renten stiger, når efterspørgselen overstiger tilbuddet” er jo ingen forklaring, når man ikke yderligere påviser, hvoraf efterspørgsel og tilbud afhænger.

George må da atter selv søge vej frem. Naturligvis udelukker han først fra begrebet kapital al den falske kapital, der spiller en så uhyre rolle i nutiden, men som ikke er en reel del af folkets formue. Skinner, stationsbygninger, lokomotiver osv. udgør et jernbaneselskabs kapital, men derimod ikke de udbytningsmuligheder, det har, i kraft af sit monopol, og som muligvis kapitaliseret udgør langt mere end al dets faste og rørlige ejendom.

Ej heller er statslånsrente virkelig kapitalrente. En obligation er kun et bevis for indehaverens part i statens magt til at beskatte borgerne. Den virkelige kapital er udelukkende de ting og produkter, der i og på jorden anvendes i produktionens tjeneste: bygninger, besætninger, maskiner, vareoplag osv.

Hvorfor svares der nu almindeligvis rente af sådan kapital, og hvoraf afhænger dennes højde? Ville renten bestå, når alle monopoler var ophævet og lige ret til jorden sikret?

George besvarer dette spørgsmål med et ubetinget ja. Renten er et naturligt udtryk for kapitalens vokseevne, for tidselementets betydning i produktionen. Nutidsværdi er normalt større end fremtidsværdi.

Af de forskellige årsager hertil fremhæver George særlig den vokseevne, der er i alt levende. Kalven bliver i tidens løb til ko, én tønde såsæd bliver i årets løb til ti. Og ganske vist er der en arbejdsindsats med i spillet; men kornet vokser også, medens bonden sover.

Såvel jorden som kapitalen repræsenterer naturkræfternes betydning for arbejdet. Men medens jorden ingen frembringer har, og den såkaldte jordejer derfor ej heller nogen ret til at indkassere jordrenten, er kapitalen et arbejdsprodukt, dens rente derfor en retmæssig indtægt for frembringeren.

Ej heller er kapitalen monopolistisk, som jordbesiddelsen. Kapitalfrembringelsen ligger i arbejdets hånd, blot jorden står det åben. Som nybyggerne på prærien, når de ikke kunne låne, efterhånden – om end med besvær og tidstab – kunne øge deres egen kapital, således er kapitaldannelse altid en mulighed. Og et folk, der lever under blot nogenlunde gode sociale forhold, vil normalt producere den for dets udvikling nødvendige kapital.

Men hvad bestemmer da højden af denne den virkelige kapitals naturlige rente? Åbenbart det samme som bestemmer arbejdslønnens højde: hvad kapitalanvendelse kan give i forøget produktion. Kan man med stor fordel anvende sin kapital selv, låner man den kun ud mod høj rente, er chancerne derimod kun små, nøjes man med en ringere eller næsten ingen.

Men kapitalens frugtbringende anvendelse afhænger af adgangen til naturen, til jorden. Sår man sin hvede på stengrund, bliver foldene få. Jo bedre jord der står mig til rådighed på billige vilkår, desto rigere frugt vil kapitalen bære, desto højere rente vil den yde. Ligesom arbejdslønnen står altså kapitalrenten i omvendt forhold til jordrenten.[7]

Sandheden er altså ikke, som det gerne læres, både af kapitalistisk prægede professorer og lønarbejderagitatorer, at renteudbyttet afhænger af, hvor langt arbejdslønnen kan trykkes ned. Den virkelige kapitalrente stiger og falder med arbejdslønnen.

Gennem disse undersøgelser når således George til den samklang mellem fordelingslovene, som den autoritære socialøkonomi totalt manglede.

Han opstiller dem selv således:

Den gængse forklaring.

Jordrenten afhænger af dyrkningsgrænsen, så at den stiger, dersom denne falder og omvendt.
Lønnen afhænger af forholdet mellem arbejdernes antal og den kapital, der tjener til deres sysselsættelse.
Renten afhænger af forholdet mellem tilbud og efterspørgsel efter kapital eller, som det siges om profitten, af arbejdslønnen, så den stiger, når lønnen falder og omvendt.

Det virkelige forhold.

Jordrenten afhænger af dyrkningsgrænsen, så at den stiger, dersom denne falder og omvendt.
Lønnen afhænger af dyrkningsgrænsen, så den stiger, dersom denne stiger, men falder, hvis jorden bliver dyrere.
Renten (hvis forhold til lønnen bestemmes ved den vokseevne, som kapitalen har), afhænger af dyrkningsgrænsen, så den stiger, dersom denne stiger, men falder, hvis jorden bliver dyrere.

I den gængse fremstilling mangler lovene enhver indbyrdes harmoni. I den skikkelse, de her er givet, udspringer de fra et fælles punkt, støtter og udfylder hinanden til et fælles hele. Lovene står nu i et enkelt og samlet forhold til hinanden som Kopernikus-Keplers love for solsystemet i modsætning til tidligere tiders famlende og indbyrdes modstridende forklaringer.

Men har vi nu ved denne udredning opnået noget af virkelig reel betydning, noget hvorved vi kan klarlægge årsagen til det, som vi skulle bringe til klarhed: fattigdommens urokkelighed og voksende tryk under fremskridtets voksende fart?

Hvori består det materielle fremskridt? Det centrale er vel, at samarbejdet vokser i udstrækning og dybde. Samarbejdet betinger de uhyre tekniske fremskridt og fremmes selv ved disse, hvorved naturkræfterne bindes til fremskridtets triumfvogn. De menneskelige evner kommer til videre udfoldelse. Folketallet vokser. Ved alt dette mangedobles produktionskraften.

Hvorledes virker nu disse forhold på produktionens tre faktorer, menneskets arbejdskraft, kapitalen, jorden?

Den personlige dygtighed får ganske vist for enkelte fremragende et videre virkefelt og større opgaver; men i almindelighed er den en mindre afgørende livsbetingelse end under primitive forhold, hvor styrke, hurtighed, omtanke for den enkelte spiller en afgørende rolle. Men det samlede arbejdes produktivitet øges i en enorm målestok. Så mulighederne for almen velstand stiger.

Kapital bliver lettere og lettere at frembringe. En stenøkse, en kano repræsenterer for den vilde et uhyre arbejde. Selv total ødelæggelse af hele byer og landskaber restitueres under moderne forhold i ganske kort tid. Kapitalens værdi formindskes ligefrem ved fremskridtet, ikke blot fordi den bliver lettere at genfrembringe, men fordi den i sin form forældes desto raskere, jo hurtigere udviklingen går. I en hurtig voksende bydel er nyopførte huse allerede delvist forældede, inden de bliver færdige; nye maskiner må afskrives i stedse hurtigere tempo.

Men jorden vokser i værdi. Da hesten spændtes for ploven, voksede efterspørgslen efter agerjord. Spindemaskinen kan sluge uendelig mere bomuld og hør end rokken, og dyrkningen må udvides i forhold dertil. Bilen og flyvemaskinen sætter fart i oliejagten i fjerne egne. Selv hvor befolkningen ikke vokser, stiger derfor dens jordbehov – endsige hvor den vokser, som den Europa og Amerika voksede i det 19. århundrede.

Og jordværdien vokser med den.

Men har vi da i denne jordværdiernes vækst ikke den umiddelbare forklaring på nøden og armodens urokkelighed. Kan det være anderledes, når menneskene må tage deres tilflugt til stedse ringere rigdomskilder? Er det ikke bevis nok på, at Malthus alligevel havde ret?

Ingenlunde. Selvom ringere jord tages i brug, kan produktionen på den jo godt øges. Kildens fattigdom på vand kan ophæves af pumpeværkets mere fuldkomne indretning. Men selvom produktionen på den ringeste jord skulle vise nedadgående tendens, kan jo produktionens stigning andre steder langt overveje denne nedgang, så produktionen som helhed stiger. Men fordelingen bliver en anden, jordrenten stiger og sluger mere, måske hele udbyttet. Det er dette, vi overalt ser i fremskridtslandene. Ja vi ser endog jordværdierne stige voldsomt, selv hvor man ikke er blevet nødt til at tage sin tilflugt til ringere jord.

I et af de mest berømte kapitler skildrer Henry George denne samfundsudvikling ud fra samtidens liv i Amerika, med selvsynets liv og styrke:

“Lad os tænke os en ubegrænset, grønklædt slette, hvor græs og blomster, træer og buske overalt ser ligedan ud, så øjet trættes af ensformighed. Så kommer den før­ste nybyggers lastvogn. Han ved ikke, hvor han skal slå sig ned; det ene jordstykke forekommer ham lige så godt som det andet. Frugtbarheden, adgangen til ved og vand, er overalt lige god. Han slår sig ned på det første det bedste sted og begynder at bygge sig et hjem. Jordbunden er jomfruelig og rig, der er vildt i overflod, naturen overgår så at sige sig selv. Han ejer alt, hvad der ville gøre ham rig, dersom han var i en folkerig egn, men desuagtet er han yderst fattig. For ikke at tale om de åndelige krav, der ville få ham til at modtage selv den bedrøveligste fremmede med åbne arme, så arbejder han under alle ensomhedens materielle besvær. Han kan ikke til større arbejder få en håndsrækning. Endskønt han har kvæg, smager han sjældent ferskt kød, thi for at få en bøf, må han slagte en stud. Han må være sin egen smed, hjulmand og skomager, kort sagt have 19 håndværk og 20 ulykker. Han kan ikke skaffe sine børn nogen skolegang. Afhentning af en flaske medicin eller erstatning for et brækket bor koster ham en lang rejse til civilisationens fjerne grænser. Kort sagt, selv det strengeste arbejde kan kun skaffe ham tilfredsstillelse af de simpleste behov. Naturen er rig nok, men manden er fattig.

Så kommer der en ny indflytter. Skønt hver eneste del af den endeløse slette er lige så god som alle de andre, betænker han sig ikke et øjeblik på, hvor han skal slå sig ned. Der er et sted, der for ham åbenbart er det bedste, nemlig der, hvor han får en nabo. Kårene forbedres nu øjeblikkelig for den først ankomne. Meget bliver muligt for ham, som før ikke kunne lade sig gøre: nu kan man hjælpe hinanden. ”

George fører skildringen videre af koloniens vækst, til en skole kan bygges, diligencen lægger sin rute forbi, håndværkere slår sig ned, en købmandsbod slås op, ja selv et omrejsende cirkus kommer derud, efter høst, med levende løver, som dem der lagde sig for Daniels fødder, kameler, som dem, der stod hos, da Josefs onde brødre slæbte ham fra vandgraven og først og sidst den vidunderlige musik!

“Gå til vor nybygger nu og sig til ham: “Du har så og så mange frugttræer, som du selv har plantet, en lade, et hus osv. Din jord er ikke fuldt så rig, som da du kom; jeg vil betale dig dine forbedringers fulde værdi fra ny, dersom du vil overlade mig jorden og drage ud på ny, ud over grænsen for bebyggelsen. Han ville le dig ud eller tro, du var fra forstanden. ”

George skildrer nu hvorledes nybygden yderligere vokser til stationsby, til storstad med uhyre produktion. Der står stadigvæk lige så god jord til rådighed, ubrudt, på prærien udenfor byens opland, dyrkningsgrænsen er ikke sænket; men samfundsudviklingen har givet byens jord en værdi, der i dens centrum stiger til fantastiske højder. Samfundets rigdomsproduktion er mere kæmpemæssig end nogensinde.

Således er da jordværdiernes uhyre stigning ingenlunde ensbetydende med, at befolkningen har måttet søge ind på stedse ringere felter. Den er tværtimod et udslag af rigdomsfrembringelsens kæmpemæssige vækst og koncentration.

Men formuefordelingen er blevet en anden. Rigdommen er vokset, men fattigdommen blevet til dybere armod.

Befolkningsvæksten, stigende teknisk udvikling, voksende samarbejde, mere fuldkomne trafikmidler: alt tenderer mod at drive jordpriserne mere op. Til tider kan prisstigningen være så stor, at den fuldstændigt opsluger hele det tekniske fremskridt, så dette slet ikke kommer den arbejdende menneskehed til gode. Og det samme gælder forbedret statsstyre, sæder og moral, der indirekte fremmer produktionen. Frihandelen har i uhyre grad forøget Storbritanniens rigdom uden at formindske fattigdommens tryk. Og dersom det gennemrådne styre i vore store amerikanske byer forvandledes til mønstre på redelighed og økonomi, så ville virkningen kun være den, at værdien af grundbesiddelsen øgedes.

For fuldt at forstå fremskridtets indflydelse på de sociale forhold, særlig i de lande, hvor bevægelsen er mest rivende, er der endnu et, man må tage i betragtning: jordspekulationen.

I almindelighed regner man jo med, at ved dyrkningsgrænsen er jordværdien 0, jorden står gratis til rådighed for nybyggerne, medens jorden indenfor denne grænse er fuldt optaget. Men i lande som USA forholder det sig ganske anderledes. Den nybygger, der starter fra vor østkyst for at nå produktionsgrænsen, hvor jorden er gratis, må ligesom manden, der måtte svømme over floden efter vand, køre igennem et vidtstrakt bælte af jomfruelig, ubrudt jord. Thi skønt jorden er uopdyrket er den beslaglagt, opkøbt på spekulation. Det samme skuespil kan man få at se i vore hurtigvoksende byer. Selv inde i de indre bydele kan man finde bygge­tomter eller pladser med usle rønner, der trods deres uhyre værdi holdes tilbage på spekulation, hvorved nybebyggelsen presses ud, undertiden langt udenfor bygrænsen. Og jorden udenfor denne grænse kan ikke købes til sin dyrkningsværdi. Den holdes i spekulationspriser mange gange højere.

Således udøver da de spekulationsmæssigt opdrevne priser et yderligere, tit voldsomt tryk på al virksomhed. Og dette tryks virkning ses i lande som USA endda særlig tydeligt, fordi man der endnu har en så høj arbejdsløn, at den kan trykkes betydelig ned, medens lønnen i andre lande omtrent er på nulpunktet.

***

Efter således at have udredet de økonomiske kræfters grundforhold, går George over til at vise deres virkning på det moderne samfund. De ligger klart for dagen.

Først tager han de økonomiske kriser op til undersøgelse, disse idelig tilbagevendende stivkrampeanfald, der både ved deres voldsomhed og deres meningsløshed allerede har samlet økonomernes opmærksomhed og fremkaldt alle slags forklaringer, lige fra solpletteorier til overproduktionsteorier. George sætter straks ind på det centrale punkt.

Naturligvis er der samvirkende årsager i krisernes udvikling. Produktionens hele maskineri er så sammengribende, at ethvert brud, enhver standsning, forplanter sin virkning i vide kredse. Pengevæsenets grundfejl, at omsætningsmidlerne svinder, netop når der er mest brug for dem, kredittens uhyre svingninger, spiller ind med i kriserne. Beskyttelsestolden, der ved sine kunstige skranker hindrer de produktive kræfters samspil, og mange andre forhold forværrer og forhaler kriserne. Men der kan ingen tvivl være om, at den store, oprindelige årsag er grundspekulationen.

Tænker vi os et fremskridtsland med voksende befolkning og stedse nye forbedringer. Jorden i et sådant land må stadig stige i værdi. Denne stigning må afføde spekulation, hvorved jordpriserne drives op over, hvad der kan ydes, når kapital og arbejde skal opnå deres sædvanlige indtægt. Produktionen hæmmes da. Måske ikke så voldsomt, at den ligefrem går tilbage, men også stilstand er i et fremskridtsland tilbagegang, idet nye arbejdere, nydannet kapital ikke kan finde beskæftigelse. Denne standsning i produktionen på et sted, må nødvendigvis vise sig på andre steder i produktionens vidtforgrenede væv som en standsning i efterspørgselen, og så forplantes krisen videre.

Denne tilstand vil vedvare, til jordens spekulationspris er svundet ind, arbejdets effektivitet er øget ved tekniske fremskridt og befolkningsvækst, eller til at arbejde og kapital slår sig til tåls med at sætte ind, trods lavere udbytte. Eller rettere sagt indtil alle disse tre forhold tilsammen fremkalder ligevægt på et nyt punkt.

Skønt både den gængse forklaring, at krisen skyldes overproduktion, og den lige så gængse, at den skyldes overforbrug, udtrykker noget af det, der virkelig sker, giver de dog ingen virkelig forklaring. Men at grundspekulationen er ulykkens grundårsag, kan ses med den største tydelighed her i USA. I enhver fremgangsperiode er grundværdierne steget, til sidst i mægtige spekulationsspring, derpå er fulgt en partiel standsning i produktionen, og så er udviklingen gået videre på den sædvanlige vis.

George udvikler hele kriseteorien, belyst ved praktiske eksempler, som her dog ikke kan eftergås. Pointet er klart: som frosten, der hinder jorden, forhindrer mureren fra at opføre huse (eller i hvert fald gør arbejdet mere besværligt), øger arbejdsløsheden og formindsker lønnen og derigennem virker standsende på butikssalg og fabrikation, således vil grundspekulationen, der fryser jorden til, i langt videre og stærkere grad fremkalde den standsning, der forvandler livlig fremgang til stilstand og arbejdsløshed og tvinger arbejderne økonomisk i knæ, producenten til fallit.

Og når standsningen først har rokket tilliden til tingenes normale gang, når kreditten forsvinder og det ene styrtende hus river det andet med sig, da kulminerer krisen for derpå langsomt at begynde opbygningen af ny tillid, nyt samarbejde, og ny spekulation i fremskridt, som vej til nye kriser.

Men skønt jordspekulationen i kriserne viser sin voldsomste virkning, er jordværdiens konstante, uafladelige tryk på arbejdet dog af langt større, mere universel betydning. Dette kan udtrykkes kort således:

Grunden til, at arbejdslønnen, trods de produktive kræfters vækst, stadig har tendens til at synke ned til et lavmål, som kun netop forslår til det strengt nødtørftige, er, at hvor produktionskraften vokser, har jordrenten tendens til at vokse endnu mere og således udøve et stadigt tryk på lønnen.

 

 

Al fremskridende civilisation har i første linje tilbøjelighed til at forøge arbejdets evne til at tilfredsstille de menneskelige behov, til at udrydde fattigdom og bortjage mangel og frygt for mangel. Dette gælder både befolkningsvækst, udvidet omsætningsområde, nye opfindelser, stigende oplysning og forbedret styre … Men arbejdet høster ikke disse fordele. Da jorden, som er uundværlig for arbejdet, er blevet gjort til privatejendom, så fører enhver stigning i arbejdets produktionsevne kun til at forøge jordrenten, til at højne de adgangspenge, arbejdet må betale for at komme til … Den, der blot er arbejder, har således ikke mere fordel af det almindelige opsving, end slaverne på Cuba har af en prisstigning på sukker. Ja fremskridtet kan endog forværre deres stilling.

Fremskridtet er jo nemlig delvis betinget af en stedse mere vidtdreven arbejdsdeling, der gør den enkelte arbejder mere afhængig af det hele, uden at give ham større indflydelse derpå. Og når samtidig jordprisernes stigning og yderligere spekulationsmæssige forhøjelse gør det vanskeligere selv at skaffe sig beskæftigelse, end det var under mere primitive forhold, da bliver hans afhængighed og dermed hans hjælpeløshed endnu større, og han bliver et offer for al slags udbytning, bliver, trods sit frimandsnavn, en slave, der kunne misunde vildmanden sin frihed.

Jeg hører ikke til dem, der sentimentalt beundrer de vildes levesæt. Jeg henter ikke min opfattelse fra Rousseau eller Cooper. Jeg kender helt vel deres materielle og åndelige armod. Men ikke desto mindre vil jeg hævde, at ingen, som virkelig vil se, kan undgå at komme til den slutning, at der midt i vort civilisationsområde findes store samfundsklasser, som selv den mest uforfalskede vildmand intet kunne vinde ved at bytte med. Hvis nogen på sit livs tærskel fik valget mellem at begynde tilværelsen som ildlænder, australneger, polareskimo eller som medlem af de laveste klasser i fx. Storbritannien, ville han gøre absolut bedst i at vælge vildmandens lod. Der kan være dem, som kalder dette overdrivelse, men det er kun fordi de selv aldrig har brudt sig om at lære at kende de samfundslags virkelige stilling, som den moderne civilisations jernhæl hviler på med hele sin vægt.

Hvad jeg har påvist, udtaler George, med hensyn til jordspørgsmålets afgørende betydning for hele den arbejdende menneskeheds kår, kan ikke modsiges. Historien viser det såvel som nutidens kendsgerninger.

Meget tyder på, at arbejdslønnen i middelalderens England var større end den er nu. Meget lavere kan den i hvert fald ikke have været. Den umådelige forøgelse i arbejdets produktivitet har kun forøget jordrenten. Forpagtningsafgiften er nu, efter prof. Rogers, beregnet i hvede, 14 gange så stor, som for 500 år siden, medens jordrenten af byggegrunde og miner er blevet umådelig mange gange større. Efter prof. Fawcetts beregning beløber Englands jords værdi sig til 81.000 mio. kroner. Nogle få tusinde engelskmænd har altså fordring på alle de øvriges arbejde, hvis kapitaliserede værdi er mere end dobbelt så stor (efter middelprisen på negre i sydstaterne 1860), som værdien af alle Englands indbyggere tilsammen ville være, om de var slaver. Behøves noget stærkere bevis? Men hvortil for øvrigt beviser. Man kunne lige så godt give sig til at forlange historiske beviser for tyngdeloven.

Det er ingen hemmelighed hvorfor arbejdslønnen i Californien i året 1849, og i Australien i 1852, steg så pludseligt og så stærkt. Det var opdagelsen af guldlejer på herreløs grund, som drev lønnen for kokke i San Franciscos restauranter op til $ 500 om måneden og lod skibene rådne i havnen, forladt af mandskab, indtil rederne gik ind på en løn, som overalt i verden ville være blevet anset for fabelagtig. Havde disse guldlejer ligget på privatejendoms-områder, ville det have været jordværdien, ikke arbejdslønnen, der var svimlet til vejrs. Comstock-åren var rigere end udvaskningsfelterne. Men den blev straks monopoliseret; og nu er det kun minearbejdernes stærke organisation, der kan holde lønnen for at lade sig halvstege 2000 fod under jorden oppe på $ 4. Men minernes værdi beløber sig til hundreder af millioner.

Så simpel og klar er den store, almengyldige sandhed om den arbejdende menneskeheds forhold til jorden og jordværdien, at har man blot én gang fuldt indset den, kan man aldrig slippe den af syne … Ejendomsretten til jorden er det grundforhold, der bestemmer et folks sociale og politiske, og følgelig også dets åndelige tilstand. Overalt, til alle tider, blandt alle folk, er ejendomsretten til jord grundvolden for alt aristokrati, grundlaget for storformuer, kilden til magt. Som braminerne sagde i den grå oldtid:

“Den, som ejer jorden, ejer også dens frugter.

Hvide solskærme og elefanter, rasende af hovmod,

Det er de frugter, jordforleningen bærer”.

Reformatoren.

Vi må gøre jorden til almen ejendom.

Over det afsnit af Fremskridt og fattigdom, hvori George på socialøkonomiens grundvold og i retfærdighedens navn rejser kravet om at gøre jorden til almeneje som en grundbetingelse for, at samfundet kan blive et virkeligt folkets hus og fremskridtet en virkelig løftestang for menneskeheden, sætter George et motto af John Stuart Mill. “Når det gælder om at højne et folks varige tilstand, er små midler nytteløse; de frembringer ikke engang små virkninger, de frembringer slet ingen”.

Georges grundindstilling er da også revolutionær. Skønt han altid ivrigt støttede selv yderst moderate skridt i den rigtige retning, var det væsentlig fordi han håbede at vække og stimulere folkets interesse for de større mål, for at ‘drive på de vegger, der kan gå’.

Men inden han stillede sit absolutte krav om den ubetingede private jordejendomsrets ophævelse, undersøger han dog omhyggeligt de vigtigste af de almindeligt foreslåede palliativer. Det vil ikke her være nødvendigt nøjere at gennemgå disse, hvis utilstrækkelighed han overalt påviser.

At man intet kan vente sig af en yderligere stigning i produktionen og endnu mere fantastiske tekniske fremskridt, har det forgangne opfindelsernes århundrede givet fuldgyldigt bevis for.

At en udvidet hjemsteds lovgivning, der stiller øde jord til rådighed for nybyggere, kan have nogen betydning, kan ikke benægtes; men den bliver vanskeligere og vanskeligere, alt som storspekulationen breder sig. En tilnærmelsesvis ligedeling af jorden, som der tilstræbtes ved moselovens bestemmelser, kan give en slags løsning i et stillestående, ensartet bondefolk, men er uanvendelig under moderne forhold. Ikke en særret til et enkelt jordstykke i en enkelt sektion, i en enkelt stat, men ligeret· til jorden i hele det store fædreland, er hvad der kræves. Og navnlig overfor den industrielle jord og byggegrunde svigter et sådant system fuldstændigt.

Kan organisation af lønarbejderne da løse spørgsmålet?

Skønt arbejderorganisationerne i USA endnu var svage, deres berettigelse og betydning underkendt, var George naturligvis klar over, at de i visse tilfælde kunne hæve arbejdslønnen. Men han var også klar over, at så privatjordejendomsretten består som grundlag for et mægtigt rigmandsvælde er stillingen for dem ret håbløs. Lykkes det dem ved strejke eller strejketrusler at hæve lønnen i et fag, drives varepriserne op, og den samlede befolkning må betale gevinsten for fagets arbejdere i form af dyrere varer, dyrere husleje. Efterspørgselen går ned, samtidig med at nye maskiner sættes ind for at erstatte det dyrere menneskelige arbejde, og resultatet bliver, trods den højere løntarif på papiret, arbejdsløshed og ringere kår.

I visse egne af England forsøger landarbejderne at organisere sig for at hæve deres usle løn. Hvis det var farmerne, de egentlig skulle brydes med, så det ikke så galt ud for dem. Thi farmerne kan ikke stort bedre undvære arbejdere, end arbejderne kan undvære løn. Men farmerne kan ikke give store indrømmelser, uden at de kan få forpagtningsafgifterne ned. Bag ved dem står godsejerne, de er de få og de stærke, for dem drejer det sig desuden kun om pengetab. For farmerne er striden ruin, for arbejderne sult. Englands grundejere er Englands virkelige herrer.

Der er en gammel hinduskik, der tjener til inddrivelse af en retfærdig gæld fra en skyldner. Fordringshaverne sidder dharna, dvs. sidder ved skyldnerens dør, uden at spise eller drikke, til gælden er betalt. Arbejderorganisationernes strejkemetode er at sidde dharna. Men de har ikke, som hinduerne, overtroens støtte for deres foretagende.

Der er ingen vej udenom den lige ret til jorden. Ikke blot er den nødvendig for at bøde på nutidens brøst. Den er også grundbetingelsen for at opbygge et fremtidssamfund, hvor velstand har afløst fattigdom, lighed, ulighed og hvor vejen står åben til endnu større mål. Verdenslovene knuser ikke menneskenes ædleste drømme, fremskridtet kan forme sig som en bevægelse hen imod større og større lighed, og må forme sig således, om det skal fortsættes, thi: Vi er skabt til samarbejde, som fødder, som hænder, som mundens tænder.

At kravet om almenret til jorden er et retfærdskrav, er for George naturligvis det afgørende. Kun på retfærd kan et levedygtigt samfund opbygges. Ikke på magt, ej heller blot og bart på snildt udtænkte teorier eller en vis ligevægt mellem klasserne. Retskravet er det fundamentale.

Overalt hvor menneskenes lidenskaber brydes, er det spørgsmålet om hvad der er ret, ikke blot om hvad der er klogest, der trænger sig i forgrunden. Til syvende og sidst hænger det vel sammen med en tydelig, om end dunkel, følelse i menneskenes sind af den dybe sandhed, at kun det er virkeligt klogt, som er retfærdigt. I den enkeltes liver det ofte vanskeligt at se denne lov; i nationernes liv lægges den overalt for dagen.

Men jorden kan ikke med rette være privatejendom; at tilegne sig betaling af andre for brug af jorden, er at skaffe sig uberettiget indtægt på disses bekostning, er at gøre indgreb i arbejdets ret. Og denne er og må være ukrænkelig.

Hvad er det, der danner det retmæssige grundlag for ejendom, hvad er det, der tillader et menneske med fuld føje at sige om en ting den er min? Er det ikke just det forhold, at et menneske udgør et uafhængigt hele, at hvert enkelt par hænder adlyder en enkelt hjerne? Som et menneske tilhører sig selv, så ejer det også sit eget, i konkret form udførte, arbejde. Denne den enkeltes ret krænker ingen andres. Og denne ret kan naturligvis overføres fra den oprindelige frembringer ved bytte eller bortgives til andre.

Men privatejendomsret på noget andet grundlag kan da ej heller tænkes. Når det undertiden kan synes så, er det kun fordi folk sammenblander ejendomsretten til tingene med ejendomsret til naturen. Både et hus og det grundstykke, hvorpå det står, er i daglig tale og i juridisk sprog ejendom, fast ejendom, men har i virkeligheden intet tilfælles. Det ene er arbejdsskabt, det andet et stykke natur. Medens anerkendelsen af ejendomsretten til huset er et usvigteligt retskrav, er anerkendelsen af den ubetingede ejeret til grunden utilstedelig i et retssamfund.

***

Ligesom alle har ret til at indånde luften, må retten til jorden være en almen ret. Der kan overhovedet ikke eksistere nogen absolut ejeret til jorden. Selvom alle nulevende bortskænkede deres ret, ville de senere fødtes ret ikke kunne tilsidesættes. Dette har selv de vilde folkeslag forstået. Da maorierne på New Zeeland havde solgt jord til de fremmede, kom de igen og krævede en betaling for hvert nyfødt barn.

Således viser det sig da, at privatjordejendomsretten til jorden ikke blot er grundårsagen til den skæve udvikling, men i bund og grund uretfærdig.

Der er intet besynderligt eller uforklarligt i de foreteelser, der nu forfærder den moderne verden: hvorledes kan et hus stå, der ikke er bygget på fast grund, på ligerettens og retfærdighedens grundvold?

Er slavehold uretfærdigt, da er privatejendomsret til jord det også. I virkeligheden er der ingen reel forskel. Sæt 100 mennesker på en ø. Hvad enten vi gør de 9 til den enes slaver eller giver ham eneret til øens jord, er resultatet det samme. Under større og mere indviklede forhold er hovedresultatet dog det samme: arbejdets trældom. Ja, jordejendomsretten er just den moderne form for trældom.

Når slaveejerne i syden betragtede de frie arbejderes kår i de mest fremskreden civiliserede lande var det intet under, at de kunne komme på den tanke, at slaveriet var en guddommelig indretning. Den planter, der havde tvunget sine negre til at arbejde så hårdt og leve så usselt, som masser af frie mænd må gøre i frie lande, ville være blevet betragtet med afsky. Men i London eller New York, -blandt mennesker, som ville være villige til at ofre penge og blod for slavernes frigørelse, i byer hvor ingen ustraffet kan mishandle et dyr, der kan man se barfodede og lasede børn på gaden ved vintertide og kvinder slide sig ihjel i nøgne tagkamre eller overfyldte kældre. Er det noget under, at kravet om slaveriets afskaffelse stod for sydens plantere som hyklerisk tale? Og nu, da slaveriet er afskaffet, finder planterne, at de ikke har lidt noget tab. Ejendomsretten til den jord, som de frigivne må leve på, giver deres fordums herrer lige så stor udbytningsmulighed, eller større, end forhen.

Under moderne produktionsformer er tilmed den direkte forbindelse mellem udbytter og udbyttede blevet så fjern, så indirekte, at der intet personligt forhold er, der kan mildne trykket. En uhindret konkurrence tvinger arbejderen i knæ, uden at han egentlig forstår, hvem eller hvad den skyldes, selvom dens piskeslag snærer værre end slavefogedens pisk. Og selvom arbejdsgiveren personlig er en rettænkende mand, kan han intet væsentlig gøre for at afbøde slagene. Flipfabrikanten i Boston, der betaler sine arbejdersker 7 øre i timen, kan beklage deres kår, men han beherskes ligesom de af konkurrencen, og forretning er forretning.

Den private jordejendomsret er den nedre møllesten, hvorunder menneskene knuses af konkurrencens overtryk, der drives frem med voksende hurtighed af fremskridtets kræfter.

Men er således jordejendomsretten både uretfærdig og fordærvelig, er dens afskaffelse en bydende nødvendighed. Kun et kan stille sig i vejen derfor: spørgsmålet om ejernes krav på erstatning.

George tager derfor dette op til undersøgelse, da selv en mand som Spencer ikke uden videre afviste det.

Egentlig er dog spørgsmålet absurd. Er jorden almeneje, må det jo være de nuværende ejere, der er erstatningspligtige overfor folket, ikke omvendt.

Man kunne for så vidt godt gøre gældende, at fx. den engelske godsejer skulle afstå ikke blot jorden, men alle slotte, forpagtergårde, obligationer osv., som han ejer. Thi alt er jo tilvejebragt ud af den jordrente, som godsets befolkning, arbejderne såvel som farmerne, har tjent til ham og hans slægt. Men et sådant krav fremføres ikke fra folkets side.

Men hvad krav har godsejerne? Vel ikke mere end slaveejerne havde? Og erklærer vi menneskene for personlig fri, med rette, hvor kan der da blive tale om, at ejerne skulle have erstatning for uretmæssig at have holdt dem i slaveri. Eller godsejerne for at have udbyttet dem. Men, vil man sige, godsejerne har dog købt og betalt jorden. Kunne man finde den, der oprindelig beslaglagde folkets jord, kunne man naturligvis fratage ham den. Men nu? George svarede dertil: det er ikke gamle, længst forglemte handlinger, det drejer sig om. Det er netop nu, vor egen dag, det gælder. Privattilegnelsen af jordrenten er et konstant, dagligt ran fra folket. Hvem skulle da kunne kræve erstatning, om vi nu besluttede fremtidig at lade den gå i folkets fælles kasse, hvor den med rette hører hjemme.

I en omfattende historisk oversigt over jordejendomsrettens opståen og udvikling belyser George hele den kamp mellem forrettens repræsentanter og folket, der løber som en rød tråd gennem verdenshistorien. Og navnlig pointerer han, hvorledes nutidens uhyre private beslaglæggelse af jordværdierne skyldes, at det er lykkedes godsejerne efterhånden at udslette og skyde fra sig alle forpligtelser, der oprindelig påhvilede jordbesidderne. Hvis vi blot genindførte feudaltidens grundafgifter, ville jordejernes uhyre indtægter for en væsentlig part blive socialiseret. Det må være en folkelig regerings første opgave ved inddragning af grundværdierne, at restituere, hvad et aristokratisk styre har ødelagt.

Tilbage står for George at undersøge, hvorvidt a1menret til jorden og fælles ret til jordværdierne kan gennemføres uden at komme i konflikt med det praktiske livs krav.

Det hævdes fra visse sider, siger George, at den private ejendomsret til jorden er en grundlæggende betingelse for produktionen i et civiliseret samfund og derfor ikke tåler at rokkes. Men dette er en ganske urigtig opfattelse.

Det er ikke forretten til, uden afgift, at besidde værdifuld jord, eller det at kunne udbytte andre, der bruger den, der er arbejdets grundvold. Det er sikkerheden for at kunne høste, hvor man har sået, bo, hvor man har bygget. Det er ikke bondens ret, vi vil til livs, men godsejer retten, hvad enten den nu tager form af en årlig forpagtningsafgift eller, som i de fleste moderne lande, ydes som købesumsforrentning. Besiddelse betinget af en jordværdiafgift til det offentlige giver i enhver henseende arbejdet bedre vilkår, end det nu har.

Og det er en sådan ordning, der bør tilstræbes. Man kunne naturligvis gøre jorden til almeneje ved at annullere alle skøder, leje al jord ud til den højstbydende eller underkaste den offentlig drift. Men sådanne udveje gør unødig brud på tilvante samfundsforhold og rummer faren for bureaukratisme og misrøgt. Og de er ganske unødvendige. Hvad det gælder er hverken at købe eller konfiskere privatejendomsretten til jorden. Lad de mennesker, der nu besidder jorden, fremdeles beholde den, om de ønsker det, lad dem købe og sælge, bortgive eller borttestamentere den. Vi kan roligt overlade dem skallen, bare vi har kernen. Det er ikke nødvendigt at beslaglægge jorden, blot jordrenten bliver vort fælles eje. Jorden bør sikres brugeren, jordrenten folket.

Derved tager vort grundkrav form af en jordværdiafgift, en grundskyld, pålignet al jord og grund i by og på land, svarende til den nøgne jords værdi.

En sådan grundskyld vil ikke alene sikre folkets ret til jordværdierne, men muliggøre skattebyrdens aflastning.

Selvom vi tænker os det offentlige styre langt mere økonomisk og redeligt, end det i almindelighed er, vil tilvejebringelsen af de for det offentlige nødvendige midler ad de nuværende skatteveje udøve et tungt og stedse voksende tryk på landets befolkning og al privat virksomhed. Dette gælder ikke alene, hvad mange indser, de såkaldte indirekte skatter, men også de direkte, der i øvrigt næsten aldrig fortjener dette navn: en skat på huse træffer således ikke den rige husejer, men lejerne, og det samme gælder al skat på kapitaldannelse, ja i det lange løb endog væsentlig indkomstskatten. Den hele, endeløse liste af skatter er et væv af mere eller mindre vilkårlige, mere eller mindre urimelige indgreb i borgernes privatliv og fortjeneste.

Ikke således grundskylden, der, selv når den blot betragtes som en skat til afløsning af alle andre viser sin rationalitet. Den er ingen beskatning af virksomhed og flid, af opsparing, af dygtighed. Den falder med samme beløb på den jordbruger, der forsømmer sin jord, som på den, der bygger og forbedre. Den kan ikke skydes over på andres skuldre gennem forhøjede varepriser, den kan pålignes med sikkerhed og rigtighed, da jorden ikke, som kapitaler og indkomster, kan skjules, og dens værdi er åbenbar. Bare et blik på et værdikort over grundene i en gade kan afgøre, om de står i nogenlunde rigtigt indbyrdes forhold, medens værdiansættelsen af gadens huse er usikker og kræver langvarige og indviklede undersøgelser.

Men hvorfor, vil man spørge, er da grundskylden, hvor den fandtes, næsten overalt blevet formindsket eller afskaffet, medens toldskatter osv. er trådt i stedet? Svaret er lige til: grundskylden er den eneste skat af nogen betydning, som ikke kan skubbes over på andre. Den hviler på grundejerne, på den klasse, der gerne er den stærkeste og indflydelsesrigeste i landet, medens toldskatter o.lign, selvom de tynger folket til jorden, gør det, uden at folket er sig det bevidst. Og de er derfor det mægtigste middel i politikernes hånd til uden protest at skaffe sig de midler i hænde, der er betingelsen for deres magt og for at de kan stå som folkets velgørere.

Men vil folket sin økonomiske frigørelse, må det styre frem under signalet: skatterne bort, grundskylden frem.

Et samfund, hvor folkets almenret således var sikret, ville ikke uden videre være et idealsamfund. Men grundvolden til et sådant ville være lagt.

I stedet for at folkets børn nu fødes på forhånd arveløsgjorte, ville de i et sådant land fødes som godsejerbørn. Grundværdien, der i et nogenlunde udviklet land udgør omtrent halvdelen af alle ejendommes samlede værdi, ville være socialiseret.

Landets indbyggere ville være skattefri: arbejdsindkomster, huse, besætninger og maskiner ville være unddraget beskatning, og den grundskyld, der skulle udredes, var ingen skat i egentlig forstand, men en betaling for brugsretten til den jord, man besad. Den del af samfundets fælles område, man havde rådighed over.

Ikke alle monopoler og monopolindtægter ville være forsvundet, men beskyttelsestolden, denne uhyre kilde til privatbeskatning af landets borgere, ville være udslettet. Monopolistiske trafikmidler, særlig jernbanerne, ville naturlig blive statsforetagender, drevet til samfundets tarv, ikke i første linje med udbytning for øje. Og den ved dem fremkaldte stigende grundværdi ville blive en offentlig indtægt, ligesom de grundværdier, der fremkaldes omkring nyanlagte havne, som nu blot giver anledning til spekulation og dermed til uretmæssig indtægt.

Men navnlig ville virkningen på arbejdslønnen og konkurrencen være af afgørende betydning. Jordens spekulationsmæssige fordyrelse ville forsvinde. Nybyggeren, der nu ofte må bruge størsteparten af sine sparsomme midler til at købe jord (der i virkeligheden er så ringe eller dårligt beliggende, at han snarere skulle have offentligt tilskud til dens dyrkning), ville få en fastere stilling, selvstændighed ville være lettere at opnå, og dermed den indbyrdes konkurrence mellem lønarbejderne formindskes. Grundene i byernes yderkanter ville komme ned på normal værdi, og bolignødens pres derved lettes. De store monopolistiske mineselskabers stilling ville totalt ændres. De ejer nu ofte vidtstrakte kulfelter osv., som de ikke foreløbig udnytter, men som de kan udelukke alle andre fra. De dikterer derfor både kulpriserne og adgangen til arbejde for minearbejderne. Disse ubrugte felter ville grundskylden tvinge dem til enten selv at tage i brug, og altså efterspørge arbejdere og konkurrere deres egne kulpriser ned, eller overlade til andre (fx. arbejder-kooperativer) at drive dem.

Og endelig ville den voksende jordværdi, som fremskridtet afføder, muliggøre nyttige, offentlige foretagender. Skoler, sportspladser, bade, parkanlæg osv. ville kunne stilles gratis til offentlig benyttelse, så forskellen mellem de rige og de ubemidlede på væsentlige punkter udslettedes. Udviklingen, der nu tenderer mod stedse voksende ulighed, ville således ændre karakter, blive en bevægelse mod større lighed. Klassekløfterne, som nu stedse bliver dybere, og klassefølelsen, som nu vokser i bitterhed, ville udjævnes og mildnes. Og med frygten for fattigdommens helvede ville også det afsindige stræb efter rigdommens himmerige svinde og give plads for livets virkelige værdier.

På retfærdsgrunden, den lige ret til de fælles goder, ville et nyt samfund kunne opbygges.

Over et halvhundrede år er forløbet siden Henry Georges udredning af socialøkonomiens grundlove og fremsættelsen af de derpå grundede reformkrav: økonomisk frigørelse på grundlag af alles lige ret til jorden, gennemført ved grundværdiernes socialisering. Der kan være grund til nu, efter en sammentrængt fremstilling af hans ideer er givet, at kaste et tilbageblik på dem, for at se om tiden har svækket eller styrket dem, kritikken underkendt dem eller bøjet sig for dem, og for at se deres forhold til andre af tidens ledende ideer.

Det må da straks fastslås, at de i hovedsagen står urokket, og at udviklingen kun har øget deres vægt. Vore dages tilspidsede kamp om rigdomskilderne, nationalt og internationalt, skærpelsen af konkurrencen og klassekampen og væksten af arbejdsløsheden er kun en videre udvikling af, hvad George så og forudså, og som han forudsagde ville blive resultatet, hvis man ikke inddrog de samfundsskabte værdier til fælles bedste. Protektionismens fordærvelige eneråde i verden er en uundgåelig følge af, at man ingensteds har vovet at sætte ind for virkelig at frigøre produktion og handel ved at åbne lige adgang til jorden og nedbryde alle toldmure. Og krigen er fulgt i den økonomiske udbytnings spor og har selv yderligere udvidet og øget denne og derved forberedt nye krige og revolutioner.

Ingen kritik har rokket ved den hovedgrundsætning, at jordværdierne, som samfundsskabte, må tilhøre samfundet, og at anerkendelsen af alles lige ret til jorden, er af fundamental betydning. Uden dette kravs virkeliggørelse ingen virkelig retsstat, intet grundlag for frit samarbejde, intet demokrati.

I enkeltheder kan man vel finde punkter, hvor George, under det overvældende indtryk af dette grundforholds betydning, kan være kommet til at tillægge visse faktorer og forhold en noget for stor betydning. Han selv var klar over, at både jordværdiens vækst og spekulationens virkning i et land som USA var større end den kunne være i de gamle lande. Selvom det må indrømmes George, at grundrenten altid har tendens til at sluge mere og mere af fremskridtets frugt, af det voksende produktionsudbytte (under primitive forhold er den jo 0, under fremskredne forhold altid stor), så er det dog en kendsgerning, at denne tendens modvirkes af andre kræfter. Navnlig udnyttes jo den dyre j ord til større produktion. Selvom et grundstykke i storbyen er hundrede gange mere værd, end da det var åben mark, så arbejder der muligvis også hundrede gange flere mennesker på det, så jordrenten pr. individ ikke er vokset. Storbyernes jordværdi er ganske vist enorm (selv i skyskraberkvarteret i New York er grundene mere værd end de uhyre kostbare bygninger). Men byernes jordværdi udgør dog pr. indbygger ikke grumme meget mere end landets.

Når jordværdierne ikke er vokset endnu stærkere i de fremskridende lande, skyldes det også andre forhold.

Navnlig må man være klar over, at den almene økonomiske fremgang ikke er tilnærmelsesvis så stor som det tekniske fremskridt, idet befolkningen lever under et stadigt tryk af den enormt voksende statsgæld og de monopoliserede foretagenders overkapitalisering,

Med andre ord hvad George under ét kaldte Den fiktive kapital.

Georges forestilling om, hvilken direkte finansiel betydning jordværdiens inddragning ville have, kan derfor synes noget vidtgående. Der er dog ikke desto mindre ingen tvivl om, at jordværdien overalt i verden ville kunne dække alle legitime statsudgifter i et samfund, hvor de økonomiske forhold var sådan bragt i orden, at arbejdsløsheden var bragt ud af verden, og fredelige forhold havde gjort alle rustningsudgifter overflødige, (at der under ekstraordinære forhold uden skrupler kunne tages 999.000 fra enhver millionær, for at bruge Georges eget udtryk, er jo en sag for sig).

En socialøkonom i 70’erne i forrige århundrede kunne naturligvis ikke have nogen forestilling om de muligheder nutidens landsomfattende stærke arbejderorganisationer indebar for en højnelse af løn og arbejdervilkår. Der har jo været tider, hvor arbejderne selv troede, de ad organisationsvejen, gennem lønkamp, kunne vinde varige fordele af overvældende betydning. De senere tiders arbejdsløshed, arbejdsgivernes organisationsstyrke, konjunkturernes tryk og arbejdernes mangel på indflydelse på prisniveauet, peger dog i modsat retning. Selv med det rygstød som offentlig støtte til de arbejdsløse giver, er arbejdernes kamp, så længe den, som nu, ensidig rettes mod arbejdsgiverne (der selv er under konkurrencens tryk) i det lange løb gerne en stationær skyttegravskamp … Ligesom Amerikas åbning for indvandring af Europas arveløsgjorte millioner i sin tid gav det afgørende stød til arbejdernes fremgang, således må adgangen til naturrigdomskilderne, skabelsen af et Amerika i hjemlandet, være hvad det først og fremmest gælder at sikre, om arbejdets kår skal varigt forbedres.

Georges forhold til socialismen (kommunismen) og individualismen er af særlig interesse. Han fremstilles ofte som antisocialist. Og der er jo det sande deri, at hans grundindstilling er såre fjern fra den tankegang, der behersker de fleste socialistisk-kommunistiske forfattere: at det først og fremmest gælder om at knuse, eller med mindre voldsomme midler kvæle eller undergrave al privat virksomhed for på ruinerne at opbygge mægtige statsforetagender, der om muligt skal overgå de tidligere kapitalistiske koncerner i arbejdets gennemførte organisation. Ud fra sit livs erfaring har han, som grundlag for sin hele tankegang, en levende følelse af arbejdernes evne til at stå på egne ben og vinde frem ved egen hjælp, blot jorden står dem åben. Og han tror ikke på, at magt over folket (som den socialistiske stats­kapitalisme betyder) vil blive uegennyttig brugt til folkets gavn, at den kan udøves, uden at diktatur og magtmisbrug bliver dens følger. Økonomisk frihed er grundlaget for politisk frihed.

Men han har om mulig endnu mindre tilovers for den individualisme, der under erhvervsfrihedens navn på jordmonopolets grund opbygger kapitalistiske sammensværgelser til udbytning af folket.

Berøringspunkter mellem George og Karl Marx fattes ikke. Allerede i Det kommunistiske manifest(1848) havde Karl Marx jo sat konfiskation af grundrenten i første linje, og både i 1. og 3. del af Kapitalenfremhæver han jordmonopoliseringen som den oprindelige grund til arbejdernes udbytning og proletarisering. Men hele Marx merværdilære er, for George, udtryk for en uklar tankegang, en mangel på indtrængende analyse, opstået under ensidigt indtryk af en proletariseret fabriksarbejderbefolknings tankesæt og liv.

Karakteristisk for George, i modsætning til de fleste mere spekulativt indstillede social-reformatorer, er det, at han ikke lægger hovedvægten på, hvorledes samfunds­bygningen skal indrettes, men på hvad grund den skal bygges på. Samfundets hus kan indrettes på mange måder, alt efter forholdenes forskellighed: statsstordrift, kommunalforetagender, kooperative virksomheder, privat bedrift i større eller mindre stil, småbrug, alt kan have sin berettigelse, ligesom alle stilarter i et bygningsværk. Med frihed er betingelsen for enhver sund, udviklingsdygtig samfundsordning, at bevægelsen under sådanne forhold vil gå i retning af at gøre mere og mere til fællesgoder, var ham fuldt indlysende. Således ville vi da nærme os en frivillig kommunisme, al folkeligheds fremtidsdrøm.

Det kunne have stor interesse at gøre rede for, hvorledes ideer og reformplaner på samme linje som Henry Georges kan påvises i den ældre litteratur. Særlig efter at George så stærkt havde slået til lyd, blev man opmærksom på ikke blot fysiokraterne med deres frihedsidéer og deres krav om indførelsen af eneste­skatten af naturrigdomskilderne, men tillige på visse senere engelske forfattere, særlig Patrick E Dove og Thomas Spence, der i mangt og meget kan kaldes Henry Georges forgængere i tankens verden. Her skal dog kun peges på en, af særlig betydning for de nordiske folk, den danske folkeopdrager Grundtvig.

Skønt over 50 år ældre end Henry George og tilhørende et gammelt, i sammenligning mere stillestående kultursamfund, møder man hos Grundtvig ikke blot den samme folkelige grundindstilling, men de samme synspunkter overfor samfundets livsspørgsmål. Fælles for begge er kærligheden til friheden, den luft, uden hvilken folkelivet kvæles. Fælles tillige den dybe religiøse undergrund, hvoraf som en selvfølge må udspringe en ligeretsfølelse, lige ret for alle guds og folkets børn, lige ret til livet, lige ret til jorden. Allerede i 1819 skrev Grundtvig:

“Hvad det gælder er folkets ret til landet … Det er en falsk og fordærvelig forudsætning, at hvem der har lovligt skøde på et jordbrug også har fuld ejendomsret derover … … Folket er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret.”

Også al anden forret var Grundtvig, som George, en vederstyggelighed: protektionismen, akademiske privilegier, såvel som privilegeret valgret for de rige. Ja selv på spørgsmålet om udbytternes ret til erstatning mødes de to: Grundtvig afviser al tale om at løskøbe negerslaverne som absurd. Fælles for dem begge er først og fremmest deres grundmurede tillid til det jævne folks sans for ret og billighed og deres ringe respekt for dem, der føler sig hævet over almuen, for autoriteter og akademisme. Fælles endelig er deres dybe blik for historiens levende lære, at kulturens stigen og fald afhænger af folkelivets indre sundhed, og deres forvisning om, at i frihedens lys kan folkenes liv udfolde sig til en skønnere fremtid end nogensinde.

George er klar over, at hans samfundsreformation ikke ville have nogen let vej til sejr. Den er så radikal, at mere moderate palliativer først vil blive prøvet, så simpel, at den først vil vinde frem, når mere indviklede metoder forgæves har været forsøgt. Og han betonede rigtigt den bitre modstand, den ville møde, ikke blot fra storgrundejere og kapitalister, men fra mange bønder og håndværkere, der gerne følger trop i hælene på godsejere og storindustriens herrer. Og han var ikke blind for, at industriens lønarbejderskarer så jordspørgsmålet som noget fjernt, kampen mod arbejdsgiverne (som de ud fra en vis populariseret merværdilære betragtede som de egentlige udbyttere), som det nærliggende og betydningsfulde, statens overtagelse af al produktion som det fjerne, reelle mål. Han var mindre klar over, at selve den måde, hans forslag om en socialisering af de samfundsskabte værdier var udformet på, til en vis grad ville være en svækkelse. Faren for at hele forslaget skal blive opfattet som en blot og bar skattereform er dog ikke ringe. Og en sådan kan vanskeligt påvirke fantasien og vække begejstring i folkets brede lag. Ja selv det at, som George siger, reformen lader jordejerne beholde skallen, når vi tager kernen (jordværdien), kan svække interessen for jordkampen i de jordløses skare. Thi folk er jo vant til at tænke mest på skallen, det synlige. (det er fx. langt lettere ved en inflation af pengevæsenet at berøve al arbejdsløn og alle sparekasseindskud deres halve købekraft, end ved et direkte indgreb at nedsætte løntariffen med 5 øre, eller konfiskere 5% af folkets sparepenge. Og det er lettere at forvandle et despotisk styres form, end at skabe virkeligt folkestyre.

Ikke desto mindre er det så, at hvor trangen til virkelig økonomisk frigørelse, til selvstændighed, vågner, vågner også samfølelsen med Henry Georges ideer. Hvor som i et demokratisk nybyggerland som New Zealand, eller blandt jordløse bønder i Danmark, jord­spørgsmålet bliver brændende, ser vi kræfter udvikle sig stærke nok til at rejse grundskyldsfanen. Reformens simpelhed og umiddelbart indlysende retfærdighed vil bringe den endelig sejr.

Tænkeren.

Loven for det menneskelige fremskridt

En fremstilling af Henry Georges ideverden ville ikke være fuldkommen, hvis den standsede ved de blot socialøkonomiske problemer.

Hans tænkning fører ham videre frem, til et mere vidtstrakt tankens rige, til at tage op som helhed loven for det menneskelige fremskridt, civilisationens evolutionsteori.

“Er de slutninger, vi i socialøkonomien er nået til, et naturligt led af og i samklang med selve loven for det menneskelige fremskridt? Og hvorledes lyder denne lov? De gængse værker over historiens filosofi giver ikke mere besked herom end den gængse socialøkonomi forklarer, hvorfor fattigdommen synes uudryddelig, trods rigdommens vækst.”

Mennesket, hvorledes det nu end er opstået, adskiller sig altid fra dyret ved en ledende ejendommelighed: evnen til fremskridt. Bæveren bygger dæmning, fuglen rede. Men dæmning og rede er altid uforandret de samme. Menneskets bygningsværk går fra hytten af grene til det strålende moderne palæ. Vi kender ingen dyr som laver sig klæder, våben, værktøj eller ejer et virkeligt sprog. Men aldrig har man hørt eller set mennesker, som ikke gjorde det. Uden denne evne ville mennesket være så dårligt udrustet fra naturens hånd, at det næppe nogetsteds ville kunne klare sig; med den kan det skabe sig en eksistens overalt.

Men denne evne udfoldes i umådelig forskellig grad. Mellem den simple kano og dampskibet, mellem råt udskårne gudebilleder hos de vilde og den græske kunsts åndende marmor er afstanden næsten umålelig.

Denne uhyre forskel kan ikke tilskrives forskel i oprindelige anlæg. Nutidens højest udviklede folk var ville endnu indenfor den historiske tid, og folk af samme folkeæt kan frembyde de største forskelligheder. Ejheller kan det udelukkende skyldes naturomgivelser: steder hvor kunst og videnskab engang havde deres vugge, er nu i mange tilfælde barbarers tilholdssted. Forskellighederne hænger åbenbart sammen med samfundsudvik­lingen: fremskridt er for menneskene kun mulige i samfund, gennem samvirke.

Hvad er da loven for denne civilisationens fremgang. Ud fra hvilke almenprincipper kan vi gøre os rede for de forskellige samfunds forskellige civilisationstrin?

Den fremherskende tankegang nu om stunder er den, at civilisationen er en udvikling i løbet af hvilken menneskets evner øges og dets egenskaber udvikles i kraft af erhvervede egenskabers nedarvning og de bedst egnedes overlevelse i eksistenskampen. De dygtigste fører således slægten videre ved nedarvning, og de derved opståede overlegne slægter og nationer sejrer yderligere i kampen over underlegne racer.

Det praktiske resultat af denne teori er en slags skæbnetro i forbindelse med en vis overtro på egen fuldkommenhed blandt herskernationernes befolkning.

Men kan denne teori, om at forskellen mellem de vilde og det civiliserede menneske er fremkaldt ved en langvarig raceforbedring, der skyldes en naturlig udvælgelse af de mest fuldkomne individer, stå for kendsgerningernes lys? Og kan vi stole på, at der virkelig foregår et sådant evindeligt, varigt fremskridt?

Nej, tværtimod. Så såre vi ser os om i verden, møder vi de ubevægelige, forstenede civilisationer. Størsteparten af menneskene kender intet som helst til fremskridt. Størsteparten ser hen til det forbigangne som storhedstiden. Hvorledes passer det med teorien? Man kan i hvert fald ikke, overfor hinduen eller kineseren, påstå at vor overlegenhed er resultatet af en længere opdragelse. Thi både hinduen og kineseren var jo højt civiliserede, havde store byer, mægtige stater, filosofiske skoler, forfinede sæder og betydelig handel, håndværk og kunst, mens vore forfædre endnu var omvandrende barbarer, som boede i hytter og skindtelte. Dersom fremgangen er resultatet af faste, evige love, der driver menneskene fremad, hvorledes skal vi da kunne forklare disse kendsgerninger?

Man har villet forklare dem ved at pege på, at når vildmanden er bleven så vidt tæmmet, at han er begyndt at leve i samfund, underkastet visse vedtægter, opstår der en skorpe af regler og love. Og at denne skorpe efterhånden kan blive så fast, at al meningsbrydning kvæles og dermed også vækst og fremgang.

Men denne forklaring kan ikke anvendes på de tilfælde, jeg har nævnt. Thi den her omtalte stivnen måtte indtræffe på et langt tidligere tidspunkt i samfundene. Men de stivnede civilisationer havde tilbagelagt en uendelig lang vej, før de gik i stå. De var nået frem til et kulturtrin, næppe ringere end det europæiske i det 16. århundrede, eller i hvert fald det 15.

Gennem årtusinder må der altså have været liv og røre, glæde ved fremskridt og virksomhed.

Den ubevægeligste og mest forstenede af alle civilisationer, vi kender, var Egyptens, hvor endog kunsten til sidst antog en vanemæssig og uforanderlig form. Men vi ved, at der forud for denne tid har været tider fulde af liv og kraft, en udvidelses- og udviklingsdygtig civilisation, sådan som vor nu er, thi ellers kunne kunst og videnskab aldrig have nået så højt et standpunkt. Og nyere undersøgelser har bag det Egypten, vi bedst kender, bragt for dagen et endnu tidligere Egypten, billedkunstværker, som ikke præges af en hård, stivnet type, men stråler af liv, og som viser os kunsten kæmpende, varm, naturlig og fri. Noget lignende må også have været tilfældet i alle andre civilisationer, der nu er forstenet.

Men ikke blot stilstanden finder ingen forklaring i den gængse udviklingslære. Den forklarer lige så lidt tilbagegangen. Og der er jo dog ikke blot folk, der er gået i stå, der er folk, der har vandret et vist stykke frem ad fremskridtets vej, og derpå er gået tilbage. Ja, det er endog den almindelige regel. Enhver civilisation, som verden hidtil har set, har haft en tid af kraftig vækst, stilstand, synken og fald. Af alle de civilisationer, vi kender, er nu blot de stivnede og så vor egen tilbage, og denne er jo ikke engang så gammel som pyramiderne var, da Abraham så over mod dem, og bag pyramiderne var endda et par tusind års historisk tid.

At vor egen civilisation har et bredere grundlag, en højere og raskere flugt end nogen tidligere, er vel sandt. Men den er dog næppe mere forud for den græsk-romerske, end denne var forud for de asiatiske. Men om så var, beviser det intet om dens levedygtighed, med mindre den ikke lider af de skrøbeligheder, der bragte de tidligere civilisationer til fald.

I virkeligheden kan intet være mindre i stand til at forklare verdenshistoriens kendsgerninger end den teori, at civilisationen er resultatet af et naturligt udvalg, der virker fremmende og højnende på menneskenes egenskaber. Thi at fremskridtet er begyndt overalt, men intetsteds har været vedvarende, er absolut uforklarligt ud fra en sådan lære. Thi dersom fremskridtet virkede i retning af at rodfæste menneskenaturens forbedringer og således fremkalde nye fremskridt, så måtte, trods tilfældige afbrydelser, den almindelige regel være vedvarende fremskridt, højere udvikling. Det modsatte er imidlertid ikke blot det sædvanlige, men en almengyldig regel. Vor jord er en grav for døde riger, ikke mindre end for døde mennesker. Overalt ser vi, hvorledes kunst og videnskab går tilbage, kraften svækkes, befolkningen aftager, indtil der af et folk, der havde bygget templer og storbyer, blot er blevet tilbage en levning usle barbarer, som har tabt erindringen om deres forfædres bedrifter, og betragter de levnede spor af den fordums storhed som værk af en kæmpeslægt fra før syndfloden.

,,O, Rom! Dette vil engang blive din skæbne!” sagde Scipio, grædende på Karthagos ruiner. Og Macauleys billede af new zealænderen, tankefuld stående ved London Bridge’s forfaldne buer, må gøre indtryk selv på den amerikaner, der har set byer opvokse i ødemarken og været med til at grundlægge et verdensrige.

Og læg mærke til dette: det er stadigvæk ikke den race, der er bleven opdraget, og som skulle være blevet arvelig forbedret under den gamle civilisation, der begynder den nye, men en frisk, fra lavere trin opstigende race. Det er det ene tidsrums barbarer, der bliver den næste tids kulturmennesker, efter at fortidens kultursamfund er fordærvet og vanslægtet. Intetsteds falder fremskridtet sammen med nogen arvelighedslinje.

Men ét viser alle disse tidsbølger os: at hindringer, fremkaldt ved selve fremskridtet, til sidst får dette til at gå i stå, opblomstringen til at ende med forstening eller forrådnelse.

George går dernæst over til at undersøge hvori forskellen i civilisationen egentlig består, hvilke forskelligheder det egentlig drejer sig om.

At ulighederne ikke er udtryk for medfødte uligheder hos det enkelte menneske i de forskellige kultursamfund, er let at indse. Selvom det nu er moderne at tilskrive arveligheden så at sige alt, kan den her kun spille en ringe rolle. Forskellen mellem kulturmennesket og de uciviliserede er fra naturens hånd ikke betydelig, det er kulturpræget, der betyder langt det overvejende. Hvad er vel dybere indpræget i os end sproget, tankens værktøj, ofte vor tænknings moder? Og dog, om end et barns forfædre i uendelig mange led har talt et sprog, vil barnet, når det fra først af intet andet hører, med lige lethed tilegne sig ethvert andet sprog. Og hvide børn, som fra små af opvokser i indianerens wigwam, bliver fuldstændige indianere.

Negrene i Amerika er kun ved få slægtled skilt fra vildmandstilværelsen. Og dog er negerbørnene i de første skoleår ingenlunde bag efter de hvide skolebørn. Ganske vist, i de sidste skoleår falder de ofte af på den; men hvorfor? Åbenbart fordi de begynder at forstå, at deres fremtid kun byder dem muligheder som opvartere, skopudsere osv., at de uvægerlig tilhører en underklasse. Det går gerne på lignende måde med de børn i de offentlige skoler, der er fra fattigkvarterene.

En stor del af de eksempler, der fremføres som bevis på nedarving, er i virkeligheden uden beviskraft. At fx. en stor mængde af New Yorks forbrydere og tiggere nedstammer fra 3-4 slægtled af fattiglemmer, beviser intet om nedarvning. Fattiglemmer opdrætter fattiglemmer, selvom det ikke er deres egne børn. Og det samme gælder forbrydere. Janitscharerne bestod af ynglinge, som i en tidlig alder var røvet fra kristne forældre; men de var ikke desto mindre fanatiske muselmænd, med alle de tyrkiske karaktertræk. Jesuitterne har deres bestemte karaktertræk, som jo i hvert fald ikke kan skyldes nedarvning. Ja selv skoler og regimenter, hvis medlemmer kun forbliver sammen i få år, kan have et vist særpræg.

Det er den samlede helhed af traditioner, troslærdomme, sædvaner, love og fælles interesser, der opstår i ethvert samfund og omgiver ethvert enkelt menneske, som hovedsagelig bestemmer folkekarakteren.

Dette, langt mere end nedarvede egenskaber, skiller engelskmanden fra franskmanden, amerikaneren fra kineseren, civiliserede fra vilde. Det er på denne måde folkeejendommeligheder bevares, vokser eller ændres.

Hvorledes ville det gå mennesker, der opvoksede uden berøring med hele dette uendeligt forgrenede væv af traditioner?

Man tænke sig nogle børn af højt civiliserede forældre overført til et ubeboet land og på vidunderlig måde holdt i live, til de havde nået den alder, da de skulle kunne sørge for sig selv. Hvad ville man da få at se? En flok vilde, mere hjælpeløse end dem, vi nu kender. De ville have at opfinde de simpleste redskaber, lære sig ildens brug, famlende søge frem til de mest primitive kundskaber, ligesom et barn lærer at gå. At de med tiden ville nå frem, tvivler jeg ikke på, thi alt ligger som muligheder i menneskets sjæl; men ville de nå hurtigere eller sikrere frem end børn af vilde forældre? Hvordan ville det gå med kulturen, selv den mest blomstrende, hvis hvert slægtled var skilt fra det foregående ved et mellemliggende tidsrum ligesom 7-års græshoppernes generationer. Ville ikke blot et eneste sådant tomrum bringe menneskeheden tilbage, ikke blot til barbari, men til en tilstand lige så langt lavere, som barbariet er under vor højeste civilisation.

Enhver, der har haft med mennesker af forskellige folk og klasser at gøre, vil sikkert have nemmet den vigtige lærdom, at den menneskelige natur er sig selv lig hele verden over. Det samme kan også al oldtidslitteratur lære os, overalt hvor den giver os glimt af andre tiders og folkeslags liv og tankegang. Er ikke resultatet af alt studiet af menneskene gennem historien og kunsten, at vilde var just sådan som vi.

Hvad omgivelserne betyder, mere end direkte nedarvning, kan vi også se hos jøderne. Skønt de i høj grad har giftet sig indenfor deres egen stamme, er det dog religionsbåndet, der har været afgørende for deres særpræg, både direkte og ved at fremkalde modtryk og isolation, hvorved der er blevet bygget afsondrende mure omkring dem. Hvad en forfølgelse, der gik til de yderste grænser for at udslette jødefolkets særpræg, ikke har kunnet udrette, sker nu så at sige af sig selv her i Amerika, på grund af de religiøse modsætningers svindende betydning, så forskellen mellem jøde og hedninger mere og mere udviskes.

Det er også traditions-vævets bånd som forklarer, hvorfor mindre civiliserede folkeslag mangler evne til at tilegne sig en højere civilisation. Kinesere nævnes gerne som det mest uforanderlige af alle folk. Og dog tilegner kineseren i Californien sig hurtigt og let amerikanske arbejds- og handelsmetoder, brug af maskiner osv. At de i andre henseender ikke forandrer sig, skyldes åbenbart den kinesiske indflydelse, der vedblivende behersker dem. De er stadig opfyldt af tanken om at vende tilbage, og lever derfor som i et lille Kina for sig selv, ligesom englænderen i Indien skaber sig et lille England.

Den formodning, at slægten indenfor noget os bekendt tidsrum skulle have gjort fremskridt i legemlig henseende, savner ethvert bevis. I hvert fald ved vi da fra antikkens billedkunst, fra oldtidens væddeløbsberetninger osv., at der ikke er sket nogen fysisk raceforbedring. Påstanden om, at åndsevnerne skulle være vokset, er endnu mere urimelig. Vi børn af den moderne civilisation rager langt højere op end vore forfædre og end de mindre fremskredne folkeslag i nutiden; men det er ikke fordi vi er større, men fordi vi står på en pyramide, bygget af svundne slægtleds liv og tanker. Det menneskelige fremskridt foregår i samme grad som det ene slægtleds fremskridt sikres som fælles eje og gøres til udgangspunkt for nye fremskridt i den næste generation.

Vi må, siger George, klart og koncist kunne udtrykke fremskridtets lov.

Drivfjederen til fremskridt er vor medfødte trang til at tilfredsstille vore behov, tanke- og følelseslivets behov såvel som de rent fysiske krav, en trang der praktisk talt er ubegrænset, da den vokser, alt som den næres.

Livets kortvarighed tillader kun det enkelte menneske, det enkelte slægtled, at gå et kort stykke vej. Men når hvert slægtled tager de forriges landvinding i arv, kan de gradvis højne menneskehedens stade, som koraldyrene bygger den nye ø. Åndsvirksomhed er således fremskridtets bevægkraft. Fremgangen vil stå i forhold til den åndelige kraft, der sættes ind derpå, til tekniske fremskridt, kundskabsudvidelse og forbedring af samfundsforholdene.

Men da vore evner er begrænset, er de åndelige kræfter, der kan blive drivkraft for fremskridtet, kun det overskud, der bliver, ud over hvad der medgår til opretholdelse og strid. Opretholdelse vil i denne sammenhæng sige alt, hvad der angår ikke blot livets bevarelse, men vedligeholdelse af samfundstilstanden og de opnåede fremskridt. Strid vil sige ikke blot al ligefrem krig og krigsforberedelser, men alle forsøg på at tilegne sig fordel på andres bekostning og al modstand mod sådanne overgreb.

Samfundet kan sammenlignes med en robåd. Bådens fart afhænger ikke af mandskabets anstrengelser i det hele taget, men af den del, der faktisk anvendes til at drive båden frem, og som formindskes ved ethvert forbrug af kraft til øsning, til indbyrdes stridigheder eller til skodning med årerne.

Da nu det isolerede menneskes evner og kræfter fuldstændigt medgår til livets opretholdelse, og overskudskræfter derfor kun kan blive til rådighed, hvor samarbejde finder sted, er sammenslutning fremskridtets grundbetingelse. Og jo mere omfattende og inderlig den er, desto større vil muligheden for fremgang være. Og da det åndelige kraftspild ved stridigheder er størst, hvor ligeretten mest tilsidesættes og krænkes, så er lighed eller retfærd, det andet grundvilkår for fremgang.

Sammenslutning i lighed er altså loven for det menneskelige fremskridt.

Samfundsudviklingen vil dog naturligvis foregå hurtigere eller langsommere, eftersom den møder større eller mindre modstand. Disse hindringer er dels ydre, dels indre. De førstnævnte betyder mest på civilisationsstigens lavere trin, de sidstnævnte på de højere.

Den første modstand mod sammenslutning og samfundsudvikling vil landenes fysiske natur være. Hvor de tropiske skoves yppige liv spotter det uciviliserede menneskes magtløse stræben efter herredømme over naturen, hvor bjærge, ørkener eller hav adskiller, kan sammenslutningen fra først af kun skride langsomt frem. Men på de varme landes rige sletter, der byder bedre forhold, og hvor menneskene kan leve tættere samlede på et begrænset område, vil der på et forholdsvis tidligt udviklingstrin kunne frigøres evner og kræfter, der kan træde i fremskridtets tjeneste. De store floddale og højsletterne i de varme lande var civilisationens vugge.

Men alt som de forskellige samfund udvikler deres særpræg, opstår modsætningsforhold, der næres af slægtsstolthed, sprogforskelligheder, religiøse fordomme. Berøring fremkalder trætte, overgreb afføder nye overgreb, uret ægger til hævn, og gensidig slagtning og ødelæggelse af land og gods bliver resultatet.

Hvor længe sligt fjendskab kan vare, hvorledes forestillingen om de fremmede som fjenden kan æde sig ind i selv de højkultiverede folks sjæl, derom vidner i nutiden protektionismen og de stående hære højlydt nok.

Men afspærring, krig og krigsforberedelsen er sammenslutningens fornægtelse. Hvor små halvbarbariske stammesamfund lever under stadige fejder, kan det første skridt til civilisation og fremskridt være en erobrende stammes optræden, der forener de adspredte og splidagtige til et stort hele, i hvilket i hvert fald indre fred opretholdes. Men ikke alene erobring kan fremme samvirket. Handelssamkvemmet fremmer kulturen, ikke blot direkte, men også ved at fremkalde interesser, der er krigen modsatte og ved at afsvække vankundig fordom, der så ofte afføder had.

Skønt religionen ofte har været årsag til splittelse og krige, kan dog også den være et middel i civilisationens tjeneste. Fælles gudsdyrkelse lagde hos grækerne grunden til enhedsfølelsen. Havde den kristne kirke ikke eksisteret, dengang det romerske verdensrige søndersplittedes, kunne Europa let være sunket ned til en tilstand, der ikke var meget højere end de amerikanske indianeres, eller være påtvunget en civilisation af asiatisk præg ved hjælp af indtrængende horders erobrende krumsabler, – disse horder, der selv var blevet sammensvejst til en vældig magt ved en religion fostret i Arabiens ørkener.

Verdenshistorien viser os overalt, hvorledes civilisationen svinder, hvor sammenslutningen brydes, opblomstrer, hvor samarbejdet muliggøres. Men for til fulde at forstå udviklingens gang må vi tage i betragtning den indre modstand, der fremvokser i selve de fremskridende samfund. Den alene forklarer, hvorfor en kultur, der først er kommet vel i gang, kan gå i stå eller svækkes, så den bliver et let bytte for barbarernes overfald.

Samfundets udvikling er, for at bruge Herbert Spencers ord, en overgang fra en ubestemt, usammenhængende ensartethed til en bestemt, sammenhængende uensartethed. Det uudviklede samfund er som en laverestående celle-organisme, det højt civiliserede som en organisme af højere art, med vidt forskelligartede væv og organer. Ved samfundsudviklingen skabes altså uensartethed. Og hvis ikke der sker ændring i samfundsforholdene, som kan øge ligheden under de nye forhold, vil uensartetheden avle ulighed. Vi ser eksempler herpå ved væksten af patriarkalske samfund. Familiefaderens naturlige myndighed bliver til stammehøvdingens magt, til arvekongens herredømme, indtil endelig, om udviklingen ikke forstyrres, et folk kryber ved foden af en trone og hundredetusinder arbejder livet igennem for at rejse et gravminde over et dødelig menneske som dem selv. Og som det kan gå med den politiske magt, kan det gå med retsplejen, med kirkemagten: de falder i hænderne på enkeltmænd eller klasser.

Men hovedårsagen til ulighedens opståen og vækst er dog det naturmonopol, som ejendomsret over jorden giver. Oprindelig møder vi overalt den opfattelse, at jorden er fælles ejendom. Men privat tilegnelse af jord følger i krigens spor: store dele af det erobrede land tilfalder medlemmer af den herskende klasse; folket bliver trælle eller forpagtere. Ja til sidst vil endog, som i England omkring 1800, de fælles jordområder, græsgange osv., som endnu er tilbage i folkets eje, blive gjort til særejendom og tilfalde godsejerne som løvens part.

Således vil udviklingen kunne øge sammentrængningen af magt og rigdom på enkelte personer eller magthaver-klassers hånd. Og da bliver den almindelige befolknings lod kun et stræb for livets opretholdelse, uden mulighed for fremgang, medens overklassen går op dels i luksus, dels i magtudfoldelse for at holde folket nede. Og så går udviklingen i stå. Et samfund, der er delt i en herskende rigmands- og herskerklasse på den ene side, og en fattigbefolkning på den anden, kan muligvis bygge pragttempler og slotte. Og i templernes lønkamre vil man kanske endnu søge efter viden; men den vil blive omhyggelig skjult for folket. Thi uligheden gør overklassen fjendtligsindet mod al bevægelse, der kunne være farlig, – og underklassen fordummet konservativ i sin uvidenhed. Og alle sluttede korporationer, lige fra præsteskaber til håndværkerlaug, jurister som læger, har en instinktmæssig uvilje mod alt nyt.

På sådan vis træder forstening i fremskridtets sted. Det fremlyser af hvert af historiens blade, forklarer udviklingens forskelligartede gang i asiatiske verdensriger, i Grækenland, i Europa efter romertiden osv., alt eftersom der har været betingelser for at bryde forsteningsprocessen, eller denne har gået sin uhindrede gang.

Vor tids kulturs overlegenhed udspringer fra det forhold, at lighedens vækst har holdt skridt med sammenslutningens. To hovedårsager hertil kan påpeges: de nordiske folks indfald i romerrigets områder og kristendommens indflydelse. Uden den første kunne der være indtrådt en lignende forstening og langsomt forfald, som i det østromerske rige, hvor kirke og stat var nøje sammenknyttede, og hvor tabet af ydre magt ikke med førte nogen afsvækkelse af det indre tyranni. Og uden den anden ville det hele være sunket ned i et barbari uden sammenslutning og fremskridt. Men nu gennemtrængte teutoniske lighedstankers surdej hele den opløste masse. Byernes borgere erhvervede sig friheder, livegne erhvervede sig en vis ret til den jord, de dyrkede. Og skønt samfundet var splittet i utallige dele: selvstændige, ofte i indbyrdes fejde indviklede byer, småriger osv., holdes dog det hele delvist sammen i forestillingen om en almindelig kirke. Uagtet hedenske guder blev optaget i dens Pantheon og hedenske forestillinger i dens lære, så blev dog dens grundtanke om menneskenes lighed aldrig fuldstændigt kvalt. Pavedømmets oprettelse hindrede åndsherredømmet fra at smelte sammen med den verdslige magt. Og præsternes cølibat hindrede dannelsen af en arvelig præstekaste på et tidspunkt, da alt tenderede mod arvedømme.

Kirkens lovbud kendte ingen politiske grænser. Kirkens magt kunne blive lagt i hænderne på folk af ringe byrd; tjenernes tjener kunne, som bærer af en simpel fiskers ring, gøre fordring på at være skilledommer mellem folkene og lade sin stigbøjle holde af konger. Trods alt var kirken således i nogen måde en fremmer af sammenslutningen, et vidne om menneskenes naturlige lighed. Og selv fostrede den den ånd, som sønderbrød de lænker, hvormed ellers pavekirken ville have kunnet binde menneskeånden.

I alle sine hovedtræk, såvel som i sine enkeltheder, kaster den europæiske historie lys over den sandhed, at fremskridtet afhænger af lighed, sammenslutning, samarbejde, retfærd. Enighed og frihed er dens ophav.

I den fatalismens ånd, der gennemsyrer vore dages litteratur, er det skik og brug at tale selvom krig og trældom som midler til menneskehedens fremskridt. Men krigen, som er sammenslutningens modsætning, kan kun gavne fremskridtet, såfremt den hindrer endnu værre krige og nedbryder samfundsfjendtlige skranker mellem folkene. Og slaveriet er jo frihedens modsætning og friheden er fremskridtets drivkraft. Slaveriets vækst har aldrig kunnet bidrage til fremskridtet. Slaveriet er altid menneskeligt kraftspild. Thi ikke blot er trællearbejde mindre produktivt end det frie arbejde, men slaveejernes tid og kræfter bortødes på at bevogte slaverne.

Alt hvad der fornedrer arbejderen og berøver ham frugten af sin møje, kvæler opfindelsesånden og hindrer anvendelsen af opfindelser, selv når de gøres. Det er slaveriets ophævelse, som har muliggjort vor tids hele mægtige tekniske udvikling i modsætningen til oldtidens kulturlandes primitive forhold.

Nej, ikke slaveri, men frihed er fremskridtets model. Just i samme grad som samfundsindretningerne fremmer retfærd, anerkender ligheden i rettigheder og personlig frihed, kun begrænset af alle andres lige ret, kan civilisationen skride frem. Socialøkonomi, samfundslære og historie kan ikke lære os noget på dette område, som ikke lå i de simple sandheder, der engang forkyndtes for fattige fiskere og almuefolk i jødeland, de samme sandheder som, om end aldrig så forvrænget og formørkede, dog har dannet grundlag for enhver religion, der nogensinde har forsøgt at give udtryk for menneskenes længsler og håb.

***

Det alvorligste spørgsmål i nutiden er, om tilbage­gang og forfald truer vor højt priste moderne civilisation i sin rod.

Der er ganske vist i vore dage en tilbøjelighed til spottende at afvise enhver antydning af, at vi ikke i enhver henseende går frem. Og dog ved vi, at der overalt har været tilbagegangstider såvel som fremgangstider. Og det er ligeså klart, at al sådan tilbagegang var man fra først af blind for og uden forståelse af.

Det skulle have været en dristig mand, som dengang Augustus forvandlede det teglbyggede Rom til en by af marmor, da rigdommen øgedes, de sejrrige legioner udvidede rigets grænser, sæderne forfinedes og litteraturen var mere glansfuld end nogensinde, var trådt op for at forkynde, at nu gik det ned ad bakke med Rom. Og dog var dette faktisk tilfældet.

Men enhver, der vil bruge sine øjne, må kunne se, at uagtet vor civilisation går frem med større fart end nogensinde, så virker også nu de samme årsager, der forvandlede Roms fremskridt til tilbagegang.

Hvad der ødelagde alle tidligere civilisationer var tendensen til magtens og rigdommens ulige fordeling. Og denne tendens møder vi i nutiden overalt, stærkest i de lande, hvor fremskridtet er stærkest.

Jeg har påvist grundårsagerne hertil, har vist hvorledes misforholdet kan rettes. Lad mig da nu pege på hvorledes, hvis det ikke bliver gjort, fremskridtet må gå over til forfald og vor civilisation synke ned til barbari, ganske som alle tidligere tiders. Vel er der mange, som synes dette må være umuligt. Gibbon mente fx., at det ikke kunne ske, fordi der ikke længere fandtes barbarstammer, der kunne overvælde kulturrigerne. Og hvor kan moderne videnskab gå til grunde nu, da bogtrykker­kunsten har mangfoldiggjort bøgernes tal ubegrænset.

Den moderne civilisations historie er historien om den personlige, politiske og religiøse friheds kamp og sejr. Videst er man i disse henseender nået i USA. Politisk og retslig lighed er gennemført, bureaukratiet umuliggjort, hvor enhver kan gøre sig håb om at blive præsident, og hvor enhver religion eller ikke-religion er ligeberettiget. I Europa er der i mange lande endnu meget af fortidens forret tilbage. Men hvornår kongedømmet af guds nåde sammen med resterne af adels­ og kirkevældet fuldt vil forsvinde, synes dog selv i de mest tvangsstyrede lande nærmest et tids- eller snarere et lejlighedsspørgsmåi. Vi kan da tage USA som typen på det moderne samfund og her iagttage, hvad personlig og politisk frihed i og for sig er i stand til at udrette.

Den første virkning af den større politiske lighed var en jævnere fordeling af formue og magt. Men snart træder virkningen af jordens overgang til privatejendom og den dermed følgende monopolisering tydeligt frem. Politisk lighed hindrede ikke disse virkninger; tvært imod ses det mere og mere tydeligt, at når politisk lighed møder voksende økonomisk ulighed, bliver resultatet en eller anden form for enevælde eller anarki.

For at forvandle et republikansk styre til det mest brutale despoti, er det ikke nødvendigt formelt at ændre landets forfatning. Og netop fra folkelige styreformer kan frihedsindholdet lettest forsvinde, en statsforfatning med almindelig stemmeret gå over til despoti. Thi der sker forandringerne i folkets navn. Har man engang sikret sig magtens kilde, har man sikret sig alt og kan uhindret herske despotisk. Der findes ingen politisk myndig klasse, der kan rejse sig og kræve sin ret; ingen privilegerede stænder, der kan håndfæste despoten. Det var baronerne, der tvang Englands konge ind under Magna Charta. Men et blot og bart pengearistokrati vil aldrig åbenlyst bekæmpe en tyran, så længe der er håb om at bestikke ham og hans kreaturer.

Og vokser den økonomiske ulighed, gør almindelig stemmeret det kun lettere at tilrive sig magten. Mange vil, fordummet af nød, sælge deres stemme til den højestbydende eller følge den højest skrålende demagog. Hvor der findes en nogenlunde ligelig ejendomsfordeling, dér er styret desto bedre, jo mere demokratisk det er. Men hvor der hersker skrigende ulighed, bliver det desto værre, jo mere demokratisk regeringsformen er. Thi et fordærvet demokrati har en mere ødelæggende indvirkning på folkekarakteren end et fordærvet aristokrati. At lægge den politiske magt i hænderne på en menneskehed forbitret og fornedret af fattigdom, er at stikke øjnene ud på en Samson og lægge hans arme om folkelivets søjler. Et fordærvet demokrati må til sidst ødelægge hele folket, og hvorfra skal så genrejsningen komme? Det er skæbnens plovs opgave at tildække forrådnelsen.

Det er en sådan forandring fra folkestyre til despoti, der allerede nu er godt på vej i USA. Typen på den moderne udvikling er storbyen. Og hvad viser den os? En lige så skarpt fremtrædende herskende klasse, som i de mest aristokratiske lande i verden, hvis medlemmer uddeler embeder og har hele bykvarterer i lommen. Og hvem er de: fremtrædende, fortjenstfulde borgere? Nej: spillere, nævekæmpere, værtshusholdere, stemmekøbere. Det er gennem disse mænd at de rige korporationer og pengematadorer fylder borgerrådet og domstolene med deres kreaturer. Der findes mange valgkredse, hvor en George Washington, en Thomas Jefferson ikke ville have mere udsigt til at blive valgt end en simpel bonde i Frankrig under det gamle styre havde til at blive marskal.

I princippet er vi ivrige demokrater. Vi afviser med afsky ordensdekorationer. Men vi har medborgere, der udpeger guvernører over selvstændige stater, som de antager en kontorist, og hvis vilje er ligeså afgørende i de lovgivende forsamlinger, som den franske konges før revolutionen.

Vi kan ikke skjule det for os selv: samfundet undergraves i sin grundvold. Alt peger derpå. Et af barbariets kendetegn er dets ringeagt for person- og ejendomsret. Men er det ikke en kendsgerning, at enhver, der finder for godt at dræbe en anden, kan gå ind i et af de store befolkningscentre og gøre det og så overgive sig til retfærdighedens håndlangere med hundrede chancer mod én til ikke at komme til at lide nogen større straf, blot han har penge nok til sagførere, der kan fremskaffe falske vidner og kender midler til at gøre jurymedlemmerne uenige.

Og folket vænner sig mere og mere til den voksende korruption, ja man møder den tankegang, at den, som ikke selv meler sin kage, må være noget af et fæ.

Folket selv begynder at blive fordærvet. Hvor denne udvikling fører hen, er klart. Når kræftsygen bliver kronisk, da fostres der i dybet vulkanske kræfter. Jeg taler kun om USA, fordi dette samfund er det længst fremskredne af alle store riger. Men hvad skal man sige om Europa, hvor dæmninger af gamle love opstemmer den stigende flod, og hvor stående hære presser sikkerhedsventilerne ned på dampkedelen, hvorunder der stadig fyres stærkere.

Men hvorfra skal de nye barbarer komme? Gå igennem storbyernes smudsigste kvarterer, og du vil se deres horder. Men hvorledes vil vor videnskab kunne forgå? Bøgerne vil blive forvandlet til brandfakler. Og hvad er vore massiveste bygninger mod oldtidens? Har vi ikke petroleum og dynamit?

At antyde at vor civilisation muligvis kunne synke og forfalde, synes folk en vild pessimisme. Troen på fremskridtet er jo dybt rodfæstet. Men således vil det altid være, hvor udpræget fremskridt gradvis går over i tilbagegang. Det skyldes bl.a., at når civilisationen synker, går tilbagegangen ikke ad de samme veje, som fremskridtet fulgte. Den ville i politisk henseende ikke føre os fra republik til indskrænket monarki og derfra til feudaltiden; den ville snarere kaste os ind i enevælde eller anarki. Den ville i religiøs henseende ikke føre os tilbage til vore fædres tro, men til nye former for overtro, i videnskaben ikke tilbage til Bacon, men til lærd kineseri.

Tilbagegangens fænomener vil sikkert endog af det store flertal blive opfattet som fremskridt. Man så det i Grækenland i forfaldsperioden efter den klassiske guldalder, hvor samtidens mennesker mest beundrede den opstyltede og raffinerede kunst og litteratur. Ja, det kan endog gå så langt ned, at selv tilbagevenden til det barbariske bliver anset, om ikke uden videre som ønskeligt, så dog som påkrævet. Nylig har man genindført pryglestraf i England. Forbrydelsernes stadige tiltagen kan måske endog føre til, at anvendelse af tortur ved retslige undersøgelser vil blive påkrævet, ligesom den tiltog i Roms forfaldsperiode.

Overalt er det klart, at denne ulighedens vækst ikke kan gå stort videre, uden at drive vor civilisation ud på et skråplan. Overalt ser man tilværelseskampens stigende bitterhed, alle nerver anspændt for ikke at blive distanceret, trampet under fod i kapløbet. Og således forbruges de kræfter, som skulle bære fremskridtet. I alle lande er da også proletarisering, forbrydelse og sindssyge i tiltagen. Og om end i visse henseender fremskridtsfloden endnu stiger, er understrømmen tydelig begyndt at ebbe ud.

Et af de mest betydningsfulde af tidens tegn er den umådelige ændring af alle religiøse forestillinger. Kristendommen er ikke blot ved at frigøre sig for overtro, den er ved at dø ud til roden i folkets sjæl, ligesom det gamle hedenskab, på det tidspunkt, da kristendommen trådte ind i verden. Og intet indtager dens plads. Enten det nu er et fremskridt eller det modsatte, kan ingen være i tvivl om, at der herved forberedes mægtige begivenheder. I mindre målestok gik en sådan tilstand forud for den franske revolution; men nu er det dybt og ikke grundt den materialistiske tankegang pløjer. Hvad forandring der vil komme, formår ingen dødelig at sige, men at mægtige forandringer vil komme, begynder alle tænkende at forstå. Den civiliserede verden står skælvende overfor en stor bevægelse. Vil det blive et spring mod nye højder eller en nedstyrtning mod barbariet?

Om grundbetingelserne for fremskridtets sejrrige fremgang kan der ikke herske tvivl. I socialøkonomiens som i historiens lys træder den lige tydelig frem. Ruiner af døde riger vidner derom: civilisationen kan kun varigt opbygges på ligerettens grund. Kun hvor stråler af frihedens sol trænger ind, kan den menneskelige kultur blomstre.

Denne Georges fremstilling skal ikke kommenteres her. De forløbne 60 år er tilstrækkelige kommentarer.

Epilog

Henry George føjede til Fremskridt og fattigdomen epilog, Menneskelivets gåde, som på ejendommelig måde kaster lys over hans hele arbejde og indstilling overfor livets grundproblemer, og som det derfor er naturligt her at berøre.

Georges stilling til, hvad man i videste forstand kan kalde det religiøse, fremlyser overalt af hans skrifter og danner undertonen i hans tale. Kristendommen i dens doktrinære, konfessionelle skikkelse var ham nærmest tomhed. “Konfessioner er mig ligegyldige”, siger han et steds, “lad enhver tro hvad han vil, uforstyrret af religionslærens diktat”. For den officielle kirke, der gerne giver de fattige anvisning på himlen, men roligt lader de rige erobre jorden og dens goder, havde han kun glødende harme. Og næsten endnu mere vederstyggelig var ham den endnu almindeligere såkaldte kristelige indstilling, ud fra hvilken man talte vidt og bredt om barmhjertighed mod de fattige, men stod kold og uforstående eller rent ud fordømmende overfor alle virkelige krav, som George havde rejst dem, om simpel menneskelig retfærd, om ligeretten til guds gaver til menneskehedens børn.

Den var jo som de præsters og bispers, han havde hørt prædike ydmyghed for slaverne, appellere blidt til slaveejernes humanitet, men fordømme dem, der ville frigøre slaverne for åget og lænkerne.

Men navnlig i svaret til pave Leo XIII kommer den tanke stærkt til orde hos George, at netop alle, der føler sig levende knyttet til kristendommen, forkynderen af guds faderlighed og menneskenes børneforhold til gud, naturligt må føle sig kaldet til at samle sig til en sindenes opstand mod uretten. Da hans ven, præsten McGlynn, i den nydannede antifattigdomsforening rejste korset til et nyt korstog, hilste George dette som et tegn til nyt liv i kristenheden, en udfoldelse af friske skud på de tørre krumstave.

Hvis man ved religiøsitet forstår at leve sit liv som var det en forpligtende gave fra gud, et led i hele menneskehedens liv, med medansvar for dens nutid og fremtid, må George kaldes en dybt religiøs personlighed; han følte sig alle dage som en kaldet.

At der bag verdensaltets uendelige mangfoldighed, bag livets endeløse formrigdom, måtte stå en skabende og ledende ånd, var for George en ganske selvfølgelig tanke, lige så selvfølgelig, som at der bag ethvert menneskeværk ufravigeligt står en menneskelig intelligens, bag kunstværket en kunstner. En materialistisk kosmogoni måtte synes ham blottet for al fornuft.

Men står verden under en faderlig gud, eller er den et galehus eller en underafdeling af helvede? Var der mulighed for det godes sejr? Skønt vi også her møder Georges rationelle begrundelse, er det dog, naturligt nok, følelsens varme, der præger hans ord.

Det menneske, der ved synet af den nød, uvidenhed og råhed, der forvoldes af samfundets misforhold, sætter sig den opgave, så vidt hans evner rækker, at rette dem, vil komme til at lide bitre skuffelser. Således har det været alle dage. Men den bitreste tanke, og den opstår undertiden selv hos de bedste og modigste, er, at al møje er håbløs, al opofrelse forgæves, at sandheden og retfærdighedens fane kun rejses for atter at blive nedtrampet, mange gange i blod. Sokrates rakte man giftbægeret, Gracchus dræbte man med stokke og sten, og én, den største af dem alle, korsfæstede man. Den dag i dag er Ruslands fængsler fyldt. Og i lange rækker går mænd og kvinder, som, hvis det ikke havde været for deres ædle fædrelandskærligheds skyld, kunne have levet i velstand, i lænker til Sibiriens levende død.

Men ser vi det hele?

Nys så jeg i en avis en kort meddelelse om tre nihilisters henrettelse i Kiev: “Ved foden af galgen fik de lov at kysse hinanden. Så skar bøddelen rebet over. Lægen konstaterede, at døden var indtrådt. Legemerne blev begravet ved skafottets fod og nihilisterne var overgivet til evig forglemmelse”. Jeg tror det ikke! Nej, ikke til forglemmelse.

* * *

Socialøkonomien er blevet kaldetHåbløshedens videnskab[8]. Og som den sædvanligvis doceres er den håbløs og fortvivlende. Men det er kun fordi den er blevet fornedret, så dens indsigelse mod uretten er blevet fordrejet til en stadfæstelse af uretfærdigheden i verden.

Set i det rette lys, stråler den i håbets farver. Thi dens love viser netop at ikke alles krig mod alle, men samarbejde i lighed er loven for det menneskelige fremskridt, og at en samfundstilstand er mulig, hvor alle menneskenaturens bedste egenskaber kan komme til udfoldelse.

Når vi således ser, at samfundsøkonomiens grundlove og moralloven er ligeløbende, ikke modstridende, og at de sandheder, som granskning og studium fører os til, er de selvsamme, som vor retsbevidsthed, vor følelse umiddelbart fatter, da kastes der en strøm af lys ind over menneskelivets gåde.

Overalt hvor vi kan spore loven for samfundslivet falder den sammen med moralloven; i samfundenes liv henter retfærdigheden altid sin løn, uretfærdigheden sin straf. Men i det enkelte menneskes liv synes det ikke så. Har da loven ingen gyldighed her, eller ser vi ikke det hele.

I livet, som vi kender det, kommer vor åndelige udvikling kun et kort stykke fremad. Næppe har menneskesjælen begyndt at kende og bruge sine kræfter, før den forsvinder ved legemets død. Er der intet mere, synes der at foreligge et brud, et formålsløst spild, der står i modstrid med den sammenhæng, der ellers viser sig i verden.

Vor fornuft kan ikke fatte, at der skal være virksomhed uden mål og med. Man har da forsøgt at overføre tanken om fuldkommengørelse på slægten som helhed, men det løser jo ikke vanskeligheden. Også slægternes liv er tidsbegrænset. Engang vil jo polarlandenes is brede sig over jorden på ny.

For mig synes da livet kun forståeligt som et overgangsled, en forhal til en anden tilværelse. Menneskelivet som vi kender det, synes kun at få en virkelig mening, om vi søger at forklare det som mennesker i alle folkeslag, til alle tider, i deres dybeste og dunkleste higen har søgt at belyse det i myte og billedtale: livet som et arbejde, der skal udføres i vingårdsmandens have, livet som en prøvelse, en evig kamp mod mørkets magt.

Det gamle billedsprog har endnu liv. Ormuzd kæmper endnu mod Ahriman, lysets fyrste mod mørkets. Kampluren kalder hvem der vil høre.

Således slutter Henry George sit hovedværk. Med et kampsignal. Signalet har, trods sin alvor, en lys tone. Thi det kalder ikke til en håbløs kamp mod urokkelige naturlove, under hvilke menneskets liv og lykke ubønhørlig knuses, og fremskridtet bliver til forbandelse, men til en kamp mod det mørke, der indhyller samfundslivets virkelige love, mod uretten i dens fasteste forskansninger, og som derfor er et led i menneskehedens evige kamp for lysets og rettens sejr.

Ikke med urette kaldes da Henry George grundlæggeren af den folkelige samfundslære.

––––––––––––––––

[1]Lange bruger både USA, De forenede Stater og Amerika. Hvor De forenede Stater er brugt, har jeg ændret til USA. Amerika her er naturligvis også USA – selvom det jo reelt betegner hele verdensdelen./pma

[2]???/pma: Mod betaling af grundskyld, kunne han godt have skrevet.

[3]Mon ikke dette betyder forpagtningsafgift?/pma

[4]Oversat og udgivet på Forlaget Fritanken i 2014: Den nationaløkonomiske videnskab./pma

[5]Dette var vist Herbert Spencer?/pma

[6]A Modest Proposal. Oversat til dansk af Henrik Eismark: Et beskedent forslag, udgivet på Forlaget Fritanken og på grundskyld.dk /pma

[7]Det er utvivlsomt rigtigt, at arbejdets løn og kapitalanvendelsens udbytte begge bevæger sig omvendt som jordrenten. Men der er et andet forhold, som siden Georges dage har fået umådelig betydning og som kan drive den rente, der må betales for lån, opad på trods af arbejdsløns og udbyttes dalen, nemlig udvidelsen af den falske kapital og forøgelsen af skattetrykket. Hvis fx. en regering foretager oprustning (dvs. anvender arbejdskraft og værdier i uproduktivt eller destruktivt øjemed), må den enten ved skatter beslaglægge virkelig kapital (og tage arbejdere fra nyttigt, produktivt arbejde) og derved formindske landets rigdom, hvoraf må følge, at pengene bliver dyrere, eller den må ved udstedelse af statsobligationer o. lign. lokke kapital bort fra produktionen, hvorved producenterne tvinges til, for at få fat i den fornødne kapital, at tilbyde højere renter. Hvis statslån og skatter til uproduktive formål indskrænkedes, ville altså renten falde, men arbejdslønnen snarest stige.

[8]The dismal Science