Abel Brink:
Joesph Jay Pastoriza. 1857-1917.
Skattedirektør og senere borgmester i Houston, Texas, USA
fra Tidskriftet RET, Nr. 12, september 1917

Han var en af de ejendommeligste og kraftigste skikkelser i den amerikanske Henry George bevægelse. Fra han i 1897 blev grebet af de georgistiske ideer og skattelærdomme, har han arbejdet utrætteligt for deres virkeliggørelse og har opnået store synlige resultater af sit 20 års arbejde for vor sag. Gentagne gange har Ret da også omtalt denne hædersmands store reformgerning.

Allerede som barn kom Joseph Jay til Houston, hvor han siden, med små afbrydelser, levede og arbejdede hele sit liv. Som dreng solgte han aviser på gaden og drømte da om engang at blive borgmester – dengang kun som en drøm om højhed og glans, senere ønskede han det som udtryk for en sejr for de ideer, han arbejdede for.

Han lærte typografhåndværket og fik senere selv trykkeri. Ved sin energi og klogskab lykkedes det ham at arbejde sig frem til gode kår; men det var dog først, da han gav sig til at spekulere i grundværdierne i den hurtigt voksende by, at han tjente så meget, at han snart kunne trække sig tilbage fra sin private forretning og helt hellige sig arbejdet i det offentlige liv.

Joseph Jay agiterede nu i hele staten Texas fra nord til syd og fortalte sine tilhørere og læsere, hvorledes han selv var blevet velstående – ja stadig blev rigere på alle andres bekostning og ved deres arbejde uden selv at gøre det mindste. Han havde bl.a. for en ringe pris købt et stykke jord ude i en skov udenfor byen. Han opførte et blokhus på den, og derude holdt han sine møder. Grunden, der som følge af, at distriktet var blevet fint villakvarter, steg og steg i værdi, brugte han som praktisk illustration på det nuværende skattesystems tåbelighed. (se billedet i Ret oktober 1913, side 24.)

Imidlertid blev det ikke ved agitation og demonstration. I 1911 blev han valgt til direktør for skattevæsenet i Houston. Han var frygtet af den klike, som før havde styret byens finanser. De vidste, at hans valg betød ændret skattepolitik; men de håbede dog, at han ville knække halsen på statens grundlov, der påbød “ensartet og lige beskatning” af al slags ejendom. De blev imidlertid skuffede. Joseph Jay fulgte den grundsætning at angribe, hvor der var mindst modstand, og et sådant angreb frembød sig netop ved vurderingen af fast ejendom, jord og bygninger, der den gang udførtes under al kritik på grund af den uensartethed og den tilfældighed, hvormed man gik frem.

Joseph Jay fik derfor i 1911 og 12 indført ingeniør Somers vurderingssystem, hvorved de store ejendomme i byens centrum og spekulationsarealerne i byens udkanter blev vurderet efter samme målestok som de små husejeres i forstæderne. Trods det, at han undlod at vurdere løsøre, værdipapirer, penge o.lign., steg det samlede vurderingsbeløb betydeligt, og skatteprocenten kunne følgelig i 1912 sættes lidt ned.

Dette første træk gjorde Joseph Jay populær blandt husejere, medens grundspekulanter og store ejendomsbesiddere begyndte at se en farlig mand i ham. Den videre udvikling i samme retning skete, da han i 1912 beskattede bygninger efter 25% af deres værdi, men jorden efter fulde 100%. Alt andet blev skattefrit.

Virkningen af denne skattereform for byens opkomst og fremgang var betydelig. Fra 1910 til 1915 fordobledes indbyggerantallet. (se Rets juni-juli-hefte 1915.)

Joseph Jay blev efter dette stykke arbejde folkets mand. To gange blev han genvalgt til skattedirektør med stigende flertal, og flere andre mindre byer i Texas efterlignede det populære “Houston skattesystem”, som det nu kaldes.

I 1914 gik imidlertid fem af byens store grundspekulanter til domstolene og fik Joseph Jay dømt til at ændre beskatningsmåden i henhold til grundlovens regel: Lige og ensartet beskatning af alle værdier. Han sagde: “All right, som De ønsker, mine herrer”. Men det viste sig, at end ikke de fem protestanter ønskede beskatning efter grundloven fuldt gennemført, idet de ikke ønskede at angive, hvad de selv havde af ejendom af forskellig art. Beskatning efter grundloven havde således vist sig uigennemførlig i praksis og måtte forlades. Joseph Jay  gik da en mellemvej, idet bygninger beskattedes efter 50% af fuld vurdering, medens jorden sattes til fuld værdi. Løsøre o.l. betragtedes atter som ikke eksisterende til beskatning. Altså en afgjort sejr for Joseph Jay og hans “ulovlige” skattesystem.

I februar 1917 efter en hård valgkamp blev Joseph Jay valgt til borgmester i sin by. Det var en sejr både for vore ideer og for Joseph Jay som person. Efter en kort hviletid, kastede han sig ind i arbejdet for sit nye embede (byen har nu ca. 180.000 indbyggere). Men nu kommer den sørgelige meddelelse derovre fra, at han, efter så kort tids forløb, er afgået ved døden af et apoplektisk tilfælde – en times tid efter at han var gået fra sit kontor!

Hans legeme er borte; men hans indsats i arbejdet for vor sag vil blive slående som et af de skønneste monumenter, en mand kan sætte sig: at have bidraget til at skabe lykkeligere, gladere og mere hengivne mennesker.

Vi skal slutte med at trykke, hvad det lokale blad Houston Post skriver om Joseph Jay:

“Det hurtige slag af dødens le ender al strid, der herskede om ham. Hans personlige egenskaber var så milde, hans natur så sympatetisk og hans livs mål så bristende fulde af gode impulser til fælles lykke og retfærdighed, at noget hadsk minde ikke vil overleve ham.
Tværtimod, sorgen over hans død deles af alle her i vor by, og det store menige folk vil føle, at en ven, som elskede den højt og tjente dem uegennyttigt, er gået bort og ikke skal færdes mere iblandt os.”

Vi skal hertil føje uddrag af breve, skrevet af Joseph Jay til fru Fels kort før og efter al han blev valgt til sit sidste embede. Joseph Jay viser her stadig sin store trofasthed mod vore ideer. Han skriver bl.a.:

“Jeg har talt med et par af disse “samfundsstøtter”, og den største af dem spurgte mig, om jeg ville holde op med at arbejde for georgismen, hvis jeg kunne blive valgt til borgmester. Jeg svarede et bestemt nej. Georgismen var min religion, og jeg ville ikke svigte den for noget som helst embede i USA. Jeg var først og fremmest georgist og dernæst politiker. Hvis folk ikke ønsker mig, kan de stemme mig ned.”

Kort tid efter valget skrev Joseph Jay: “Husk på, at jeg har herredømme over mit legeme og mine vaner. Mine venner behøver ikke at være bange. Jeg vil vedblive at være rask, for, som det er min hensigt, kun at være borgmester en periode og derefter bruge min tid til at tale og prædike georgisme overalt i USA.”

Hvor smukt at se den praktiske politiker og store arbejdskraft stå som den store idealist, der til det sidste agtede at arbejde for vor fælle store ide og evige sandhed: menneskenes fælles ret til jorden.