af Severin Christensen
fra tidsskriftet RET, no. 5, februar 1914

Når disse linjer kommer RETs læsere for øje, vil de for længst have hørt det korte, knappe sørgebudskab fra Philadelphia, at Joseph Fels er død i sit hjem den 22. Februar. For alle dem, som var fortrolige med hvad Fels betød for den sag, vi i fællesskab kæmpede for, måtte det komme som et uventet hårdt lag. For den snævrere kreds, som havde haft den lykke at kende denne storstilede og ædle personlighed nærmere, var det en sorg som den man føler, når en nær ven er gået bort.

Det første, som skal siges til minde om Joseph Fels, er at hvad han betød for os, der i en række af år var hans kampfæller i et af menneskehedens allervigtigste anliggender, slet ikke lader sig måle ved den pekuniære støtte, som han med lige så gavmild som betænksom hånd ydede sagen. Naturligvis vil det mærkes føleligt, om denne støtte i fremtiden skulle falde helt bort. Men endnu føleligere bliver savnet af hans ejendommelige, stimulerende person. Overalt i hele verden, hvor der står dønninger om grundskyldsagen, vil man bitterlig savne det næsten årlig tilbagevendende tidspunkt, da det bebudedes, at nu kom Joseph Fels på besøg for personligt at forhandle om sagen. Der var fest over hans lille vævre person; altid fyr og flamme, altid oplagt og rådsnar kunne han i en fart ekspedere mange ting. Med den praktiske amerikaners forretningssans gik han straks lige ind i centrum af sagen og afskyede alt udenoms vrøvl. Der udstrømmede fra hele hans ildfulde person en vældig æggende kraft; enhver følte uvilkårlig trang til at gøre sit bedste.

For folk i almindelighed kunne han let tage sig ud som en noget kantet principrytter. De, der ikke forstod at vurdere den kloge og planmæssige ensidighed hvormed han traf sine pengedispositioner, kunne let misforstå ham, når han gang på gang både mundtlig og i sine talrige skrivelser til godgørende foreninger, udråbte: Ikke en penny til velgørenhed! – Men ak! Denne principfasthed var egentlig lidt af et praleri, det eneste måske, han tillod sig; thi i virkeligheden havde han ikke hjerte til at gennemføre sit princip. Jeg husker således, at han under et af sine besøg i København fik et bønskrift om understøttelse fra en syg landsmand, og at han derpå bad mig undersøge sagen og skrive til ham derom. Jeg gjorde det, og Fels sendte omgående en klækkelig sum.

Joseph Fels var af jødeslægt, født den 16. december 1853 i Halifax, Virginia. Han blev tidlig beskæftiget i sin faders sæbefabrik og i 21 års alderen kompagnon i et sæbefirma. Han opfandt en ny lags vaskesæbe og begyndte at tjene mange penge. Senere åbnede han en forretning i London for at skaffe sine varer indpas på et fremmed marked. Fattigdommen i London gjorde stærkt indtryk på ham, og han begyndte først på nogle filantropiske foretagender, såsom at lede folk bort fra de elendige slums og ud på landet. Han købte en stor gård og kom derved i personlig berøring med jordspørgsmålet. Men han indså snart, at alle filantropiske forsøg ikke blot var dråber i havet, men at de endog kunne komme til at virke stik imod deres hensigt; og efter at være kommet i forbindelse med engelske grundskyldsmænd, særlig John Paul, blev han mere og mere overbevist om, at Henry Georges økonomiske reform var den eneste løsning, som gik til bunds.

Fra det tidspunkt blev han denne sags trofaste mand og ofrede den alt hvad han ejede og havde, både af penge, tid og helbred. Han vidste hvorledes det gik til at blive rig, og han lovede sig selv at gøre alt for at stoppe den trafik i fremtiden. Når man spurgte ham, hvor mange penge han havde givet ud for at fremme Henry George sagen, svarede han: “Jeg har ikke den fjerneste idé derom, men jeg ofrer daglig tolv timers arbejde på den.” Til sidst faldt han på valpladsen efter at have budt sig meget mere, end hans læger nogensinde ville tillade.

Fels var ligetil som få. Når man havde talt med ham i ti minutter, havde man hele manden. Hvad der lå ham på sinde var simple og jævme anliggender, og han gjorde ingen røverkule af sit hjerte. Personligt var han uhyre nøjsom, næsten asketisk i sine vaner. Man måtte i reglen søge ham i et af hotellets mindste værelser, højt oppe, til gården. Han spiste ganske tarveligt og var ikke til at formå til at bruge automobil, selv ikke når det var nødvendigt. Jeg husker engang ude i Bellevue ved Strandvejen, at det kneb stærkt med tiden, hvis Fels skulle nå toget til Hamborg. Forslag om at tage automobil blev pure afvist; han tog sporvognen.

Trods sin uhyre optagethed havde han alligevel god tid. Han gik ~  ikke af vejen for en lang samtale med enkeltmand, hvis der blot var ringe håb om at omvende ham til den lære, der for ham’ var en religion. Under sit første besøg i København var han ude hos en cigarmager på Vesterbro for at handle; naturligvis havde han snart cigarhandleren midt inde i Henry George sagen. Næste gang han kom til byen, får han øje på cigarbutikken. Undskyld, siger han til sine ledsagere, jeg blev ikke færdig med at snakke med den mand sidste gang, hvorpå han forsvandt ind gennem butiksdøren for at fortsætte, hvor han slap.

Egentlig taler var Fels ikke, men han fængslede alligevel i reglen på talerstolen. Thi selvom organet ikke var heldigt, og sproget uslebet yankee-agtigt, havde han dog mange af en god talers egenskaber. For det første havde han noget at sige og kunne sige det klart. Desuden var han slagfærdig og vittig og i besiddelse af et urokkeligt humør.

Som bekendt målte han kun sine fem fod i højden. En gang i St. Louis var der en opponent, som efter en tale af Fels sagde følgende: “Denne by vil en skøn dag blive større. De selv er større nu end den gang, de blev født, ikke sandt mr. Fels?”

“Ikke meget,” svarede Fels.

Han vidste godt, at mange kom og hørte på ham af ren og skær nysgerrighed, fordi de ville se den mærkelige millionær, som fordømte sin egen måde at tjene penge på. Men den nimbus, han derved fik, overtog han med som enhver anden reklame for sagen.

Fels besad i udpræget grad sin races bedste egenskaber. Til disse regnede han ikke selv talentet til at tjene penge. Vi jøder, sagde han, indser alt for godt, at det at arbejde ikke er vejen til at tjene penge; vi har nu engang evnen til at gennemskue finansoperationer så klart som matematikeren overser en geometrisk figur. Intet under, at mange af os taber interessen for at arbejde. Nej, hvad det gælder om er at få fat i et eller andet monopol, jord, gas, transportmidler osv. og så at lade andre arbejde for sig. Han var ganske af Nietzsches mening, at det er så langt lettere at tjene penge end at give dem ud. Han troede derfor, jøderne havde en højere mission end blot at samle på pengene. Når han hørte sætningen om jøderne som guds udvalgte folk, spurgte han: “Udvalgt? – ja, men til hvad?” og han hørte til de ikke få jøder, der med ukuelig vilje forfølger en selvvalgt og storstilet opgave.

Hvad han har udrettet, skal jeg ikke ved denne lejlighed nøjere komme ind på, det kender enhver læser af dette blad i store træk. Overalt, hvor han så en gruppe mænd alvorligt kæmpe for grundskyld­sagen, trådte han støttende til. De øjensynligste frugter har vel hans virksomhed båret i England; man tør vistnok sige, at hvis ikke han havde finansieret agitationen der, ville jordværdibeskatningen ikke allerede nu officielt være sat på regeringens program. Han nåede lige inden sin død at få det glædelige budskab om Lloyd Georges tale i Glasgow. Selv om han måske ikke overalt oplevede så store og håndgribelige resultater, som han havde ventet, opnåede han dog at se sagen spire og grønnes alle vegne. Også vort land satte han store forhåbninger til; og de sidste breve, han sendte fra Amerika, meldte om stor fremgang overalt, hvor han havde været.

En ting til bør særlig fremhæves om hans karakter: Han misbrugte aldrig sin indflydelse til at øve pres overfor de institutioner, han i så rigt mål støttede; med stor takt afholdt han sig fra enhver indblanding i rent lokale anliggender.

Joseph Fels efterlader sig et navn, som for bestandig vil være knyttet til grundskyldbevægelsens historie. Han har på et for denne bevægelse kritisk tidspunkt gjort mere end nogen anden for at løfte den de første vanskelige trin i vejret. Mon der i det hele taget i historien gives nogen enkeltmand, som har udrettet så meget for en bestemt social reform som han? Nu, da han er borte, er det vor pligt at vise, at bevægelsen kan stå på egne ben.

Det er vemodigt at tænke på, at vi aldrig mere skal se hans lille vævre person med de muntre og kloge øjne i vor midte. Det var en oplevelse at lære ham at kende, det var styrkende for ens tro til menneskene at erfare, at der også i vor tid kunne gives et menneske af så storstilet og retlinet en støbning.

Alle RETs venner vil i denne tid sende deltagende tanker over til hans ædle hustru og trofaste støtte og love hende at holde hans minde højt i ære blandt os.

“Takket være den høje magt, som vi alle bøjer os for, håber jeg, at det, når jeg må forlade min gerning hernede, skal kunne siges om mig, at jeg har udrettet noget for mine medmennesker. Jeg håber, det må kunne siges, at jeg tjente for min ret til at leve og virke, og at jeg fortjente retten til at hvile. Jeg har ønsket at gøre min pligt mod mig selv og mine medmennesker ved at bidrage til at fremhjælpe bedre livskår for dem, end de nuværende. Jeg ønskede at være med i arbejdet for, at småbørn ikke længere skulle sulte, mødre ikke længere græde og fædre ikke længere skulle stønne under de byrder, som skyldes jordmonopolet.” / Joseph Fels.