Jeg forventer om kort tid at udgive en dansk oversættelse af Henry George: A Perplexed Philosopher. (En forvirret filosof). Da der heri henvises til flere af Herbert Spencers værker, ville jeg undersøge hvilke af disse, der evt. tidligere er oversat til dansk. Her fandt jeg i første omgang nedennævnte afhandlinger i oversættelse af Høffding – hvorfra biografisk skitse er taget. Senere fandt jeg yderligere 2 oversættelser: Se nederst på denne side. Afhandlingerne er ikke relevante for Bibliotek1 – eller for A Perplexed Philosopher!
Men her om Spencer – ‘af Spencer’, se note –
Fra Mindre afhandlinger – i Harald Høffdings oversættelse… lettere moderniseret.
Biografisk skitse[1]
Herbert Spencer blev født i Derby den 27. april 1820. Han stammer fra en slægt af pædagoger, idet både hans fader, hans bedstefader og hans onkler har virket som lærere. Han har skrevet en bog om opdragelse, som nogle anser for ‘teoretisk’, men den var udsprunget af erfaringen, for den metode, han fremstiller i sin bog, er for en stor del blevet anvendt på ham selv.
Spencer’s fader var en mand af fin dannelse, vindende optræden og oplyste anskuelser, hvilke han lagde for dagen ved sin virksomhed som lærer. Han følte sig meget frastødt af den herskende måde at meddele kundskaber på, hvorved man overlæsser hukommelsen med boglig viden. Han troede, at sand åndelig udvikling kun kan ske ved selvundervisning, og han opmuntrede stadig sine disciple til selv at finde ud af tingene. Han anså det for meget vigtigt at nære tankens uafhængighed og selvstændighed. Derfra stræbte han at vække interesse, videbegærlighed og lyst til undersøgelse hos de unge, og lod dem så selv løse deres problemer. En af de ting, han stadig søgte at opnå, var at give konstruktions- og opfindelsesevnen liv og frit spil. Han var en udmærket matematiker, men stillede sig i sin undervisning formål, der i reglen ikke anerkendes ved dette studium. Han udarbejdede til brug for begyndere en lille lærebog, som han kaldte ‘inventional geometry’, der indeholder spørgsmål og problemer, der skulle gøre disciplen fortrolig med geometriske forestillinger og øve hans opfindelsesevne ved praktiske og nøjagtige konstruktioner med afbenyttelse af simple instrumenter.
På denne forsigtige måde, uden nogensinde at proppe eller stoppe, men stadig søgende at vække hans interesse og overlade meget til ham selv, ledede den ældre Spencer sin søns opdragelse. Da Herbert var tre år gammel, måtte hans fader, hvis helbred var nedbrudt, opgive sin skole og flytte til Nottingham, hvor han slog sig på maskinfabrikation af kniplinger, der just den gang var i flor. Herbert var det eneste barn, der levede, og hans helbred var så skrøbeligt, at hans forældre kun havde lidet håb om at beholde ham. Som større dreng var hans helbred ikke stærkt, skønt han ikke var syg; hans konstitution var i god ligevægt, men ikke kraftig. Da hans fader var bange for, at han skulle bukke under for hårdt arbejde, nødte han ham ikke til læsning. Tre år tilbragte familien i Nottingham, i løbet af hvilke drengen en kort tid besøgte en almindelig børneskole, som holdtes af en dame.
Da Herbert var imellem seks og syv år, vendte familien tilbage til Derby; den ældre Spencer overtog dog ikke sin skole igen, men gav sig af med privat undervisning. Drengen kunne ikke læse, før han var syv år. Den første bog, han følte sig tiltrukket af, var Sanford and Merton. Da han senere kom i skole, var han meget uopmærksom og doven, fordi det var ham modbydeligt at lære lektier, og han aldrig kunne gengive et pensum nøjagtigt, når det skulle læres udenad. Dog blev han mildt behandlet, da hans fader vistnok havde indskærpet, at man ikke måtte drive på ham. I sine drengeår var han meget hengiven til alle slags leg, fiskeri, omstrejfen på landet og samlen af fuglereder, vilde frugter og svampe; hver lørdag eftermiddag blev gerne anvendt til sådanne idrætter. Ved siden af skolearbejderne lærte hans fader ham tillige at tegne, især efter genstande. Samtidig opmuntrede han ham også til at opbevare insekter under deres forvandlinger, og i mange år var det en stadig yndlingsbeskæftigelse for ham at frede og udklække larver og at fange og bevare vingede insekter. Han blev også tilskyndet til at aftegne sådanne insekter. Sjældent sluttede han venskab med større drenge, da han afskyede alt, hvad der lignede vold. Men hans fader omtaler i et brev, at de mindre drenge holdt meget af ham, måske fordi han lige så lidt tyranniserede dem, der var mindre end ham, som han selv ville tyranniseres af dem, der var ældre. Den sidste del af hans skoletid i Derby tilbragte han i en skole, der var stiftet af en onkel af ham, der også havde fornuftige pædagogiske meninger og gennemførte hans faders anskuelser. Han stod tilbage for sine kammerater i de ting, der beroede på hukommelse og udenadslære, men stod over dem i forstandig tænkning. Han fortsatte sin tegning efter naturen. Der blev givet nogen undervisning i mekanik, ledsaget af eksperimenter, og Herbert gav sig til at læse en hel del, han gennemlæste Rollin’s Histoire ancienneog mange bøger af forskelligt indhold. I sin faders hus fandt han meget afvekslende litteratur. Den ældre Spencer var sekretær ved det videnskabelige selskab i Derby og tillige medlem af en metodistisk bog komité. Foruden mange bøger af enhver art kom der forskellige tidsskrifter og magasiner, The Lancet, de metodistiske kvartalskrifter, Athenæum, Chambers, Journal, rejsebeskrivelser og lejlighedsvis større værker. Alle disse læste han stadig i som dreng og opsamlede derved medicinske, mekaniske og forskelligartede kundskaber. Den ældre Spencer og hans brødre diskuterede stedse, når de var sammen, alle slags spørgsmål, politiske, etiske, religiøse og videnskabelige. Alle vare frisindede og selvstændige tænkere; de var radikale på en tid, da radikalismen var upopulær. Begge forældrene vare opdraget i metodismen, men medens Herbert var dreng, fattede hans fader så stærk en modbydelighed for metodisternes præstelige organisation, at han snart hørte op at besøge deres gudstjeneste og gik til kvækermøder; uden at gå ind på kvækernes særegne skikke, billigede han deres upræstelige system. Da moderen vedblev at være metodist, blev følgen, at Herbert om søndagen gik med sin fader om morgenen og med sin moder om aftenen. Den tvungne udenadslære af salmer og den tvungne læsning af bibelske afsnit frembragte hos ham en varig modbydelighed for skriftsprog.
Den ældre Spencer opmuntrede sin søn til alle slags små konstruktionsarbejder, som træarbejde, forfærdigelse af egne fiskeredskaber osv. Derved udvikledes kyndighed i at bruge hånden.
På denne tid havde den ældre Spencer af og til sine elever samlede i sit hus for at se elektriske og mekaniske eksperimenter. Ved disse var Herbert altid til stede og blev derved fortrolig med kendsgerningerne, forklaringerne og den praktiske eksperimenteren. Samtidig foretog han kemiske eksperimenter. Han skildres som genstand for meget mishag på grund af sin ulydighed, hvilket gav anledning til slette spådomme om hans fremtid.
Tretten år gammel blev han sendt til sin onkel, en gejstlig, hos hvem han blev i tre år. Denne onkel rev. Thomas Spencer, rektor i Hinton, var en mand af videnskabelig dannelse, der med hæder havde taget sine grader i Cambridge. Han var en meget frisindet mand, havde fremskredne politiske anskuelser og frie teologiske meninger; han var den første gejstlige i statskirken, der tog offentlig og fremtrædende del i bevægelsen for kornlovenes ophævelse, og skrev meget om dette emne.[2]
For omtrent 25 år siden foretog han en rejse i Nordamerika og holdt lejlighedsvis offentlige foredrag. Onkelen ønskede, at Herbert skulle forberede sig til universitetet; men denne var utilbøjelig dertil, og det var et tvistepunkt imellem dem. Dog levede hans onkel længe nok til at erkende, at Herbert vist nok havde set rigtigt. Men de foreskrevne studier var de, der udgør den sædvanlige forberedelse for et universitetskursus. Latin og græsk, som man var begyndt på i Derby, skønt med lille fremgang, genoptoges i Hinton, men dyrkedes uden interesse, og der blev ikke gjort tilfredsstillende fremskridt i dem. Derimod gjorde eleven hurtig fremgang i matematikken, så han nåede eller endog overgik medstuderende, der var flere år ældre. Man gennemgik geometri, trigonometri, algebra, mekanik og begyndelsen af Newton’s Principia. Medens han aldrig havde nogen god hukommelse for enkeltheder, tilegnede han sig derimod principperne således, at han beholdt dem. Sin tilbøjelighed for uafhængig forsken viste han ved af sig selv at opstille problemer og udfinde nye beviser. Den tugt, Herbert her var underkastet, var strengere end den havde været i hjemmet; men adskillige gange under sit ophold i Hinton blev han anklaget for ulydighed og var derfor genstand for mishag.
Seksten år gammel (1836) vendte Herbert tilbage til hjemmet og tilbragte et år med forskellige, ikke meget stadige studier. Han gennemgik perspektivlæren med sin fader efter den selvstændige opdagelses princip: de successive problemer fremsattes i en sådan orden, at han blev i stand til selv at finde løsningerne. Der var øjensynlig naturlige anlæg til stede, ti i dette år fandt han en mærkelig læresætning i deskriptiv geometri, der siden blev offentliggjort tillige med beviset i Civil Engineer’s and Architect’s Journal.
I sommeren 1837, da han havde været et år hjemme, fik han tre måneders erfaring i at undervise, idet han blev medhjælper ved den skole, hvor han først havde gået som dreng. Hans fader havde stedse ønsket, at han skulle ofre sig for lærervirksomheden, hvis betydning han satte højt. Dette ønske forstærkedes ved det held, han havde med hint forsøg, idet han viste stor naturlig fremstillingsevne og forstod at indgyde eleverne interesse for, hvad de lærte, ved vidtløftige og nøjagtige forklaringer.
Samme efterår blev der tilbudt den unge Spencer en plads hos Charles Fox (senere sir Charles Fox), en civilingeniør, der havde været hans faders elev, og som siden blev vidt bekendt som bygmester for den store udstillingsbygning 1850. På denne tid var han fast ingeniør på London-Birmingham banen, som den gang blev bygget. Her tilbragte den unge Spencer et år, til dels med at gøre overslag og tegninger. Han fortsatte stadig sine matematiske studier og viste i sine breve, at hans tanker syslede meget med opfindelser og forbedringer. I efteråret 1838 blev han anbefalet til kaptajn Moorsum, ingeniør ved Birmingham-Gloucester jernbanen. Han tog denne plads og tilbragte nu omtrent atten måneder med at udføre ingeniørtegninger og andet jernbanearbejde, samt med at skrive nogle bidrag til Civil Engineer’s Journal, hvori han beskriver forbedrede metoder og konstruktioner. Med slutningen af denne periode blev han for en tid kaptajn Moorsum’s sekretær og opfandt på denne tid det lille instrument, han kaldte velocimetret og beskrev i Civil Engineer’s Journal. Dets øjemed var ved mekaniske midler at beregne hurtigheden af lokomotiver, når afstande og tidslængder var givet i brøker, hvilket ellers voldte meget besvær. Derpå fulgte en periode omtrent på seks måneder, som optoges af virksomhed i fri mark, idet han dels havde opsyn med konstruktionernes udførelse, dels prøvede maskinernes brugbarhed.
På denne tid førtes han – ved at samle forsteninger – til studiet af geologien og læste sir Charles Lyell’s Principles, som dengang netop var udkommet. Det blev af betydning, at Lamarck’s lære om arternes udvikling fremstilledes, bekæmpedes og forkastedes i dette værk. Spencer kan ikke sige, om han i forvejen havde gjort bekendtskab med denne lære, men han erindrer, at Lyell’s argumenter ikke formåede at gendrive den for ham, og han blev derpå en tro tilhænger af den almindelige tanke, at alle organiske væsener er opstået ved udvikling (1839). Han havde så dyb en tro på naturlig lovmæssighed og i det hele så stærk en trang til at se processernes enhed i tingene, at en hypotese af denne art, der gik ud på, at organismernes oprindelse skyldtes fysiske virksomheder, måtte forekomme ham stemmende med den tingenes sammenhæng, erfaringen viser os. En forestilling som den om mirakler, der aldeles ikke harmonerede med de ideer om årsag, lov og orden, der var indgroet i hans bevidsthed, kunne han ikke gå ind på, og derfor fremstillede den eneste mulige opfattelse, som endnu var tilbage, sig for hans tanke som åbenbart nødvendig. Intet har nogensinde senere rokket denne tro. Naturligvis fulgte hermed en gradvis opgivelse af de gængse teologiske meninger, skønt Spencer ikke kan sige, når den begyndte, eller når den endte. Tanken om tingenes naturlige oprindelse trådte lidt efter lidt i stedet for begrebet om den overnaturlige oprindelse, og tilslutningen til den herskende tro tabte sig efterhånden.
I april 1841 vendte Spencer tilbage til sit hjem, efter at have afslået et tilbud om ansættelse som ingeniør; det var hans hensigt at fortsætte sine matematiske studier. Men denne hensigt blev kun for en lille del opfyldt, og han tilbragte to år i hjemmet med forskellige, til dels tilsyneladende ubetydelige sysler. Botanikken lagde i nogle måneder beslag på hans interesse; han indrettede en botanisk presse og et herbarium. Han beskæftigede sig en del med tegning og tog blyantsportrætter af flere af sine venner. Frenologien, hvis fejl han dengang ikke så, tiltrak sig hans opmærksomhed. Stedse havde han dog travlt med en eller anden opfindelse. Han syslede med forbedringer i urfabrikationen, med maskiner til at forfærdige bogstavtyper ved sammenpresning af metallet i stedet for ved støbning, med en bogtrykkerpresse af en ny form og med anvendelsen af elektrotypen til gravering (den siden bekendte glyptograf). Efter den store oversvømmelse i Derby i året 1842, som forårsagedes ved den pludselige stigen af en biflod til Derwent, skrev Spencer en detaljeret rapport om den til byrådet med forslag om forebyggende foranstaltninger. Dette skrift lod byrådet trykke. Samme års sommer tilbragte han i Hinton, hvor han modellerede en buste af sin onkel; i det foregående år havde han nemlig lagt sig noget efter denne kunst. Han begyndte også her at skrive en række breve til Nonconformist om regeringens rette område; de fuldendtes samme efterår. Kort efter begyndte der i England en bevægelse, som kaldtes complete suffrage agitation (agitation for fuldstæundig valgret), der opstod ved et lille skrift af Nonconformist‘s udgiver, Miall. I denne agitation tog Spencer virksom del. Han blev sekretær for Derby og sendtes senere som repræsentant til et møde i Birmingham, hvor der blev gjort et unyttigt forsøg på at arbejde sammen med kartisterne. I foråret 1843 gik han til London i den ubestemte hensigt at søge litterær beskæftigelse. Medens han var der, fik han i nogle måneder arbejde som ingeniør, hvorpå han atter vendte hjem til Derby og syslede med opfindelser. Den jernbanemani, der opstod i året 1844, førte ham igen over til ingeniørvæsenet, og han var en tid ansat på et kontor i London, hvor han havde omtrent tres mennesker under sig. Vinteren og den følgende sommer anvendtes til forhandlinger med parlamentets komiteer. Men de linjer, til hvilke han var knyttet, blev ikke bevilget, og han fik nu megen erfaring i juridisk procedure, idet han hjalp ingeniøren med at få sine omkostninger tilbage.
I 1846 og begyndelsen af 1847 var han beskæftiget med opfindelser og tog patent på en save- og planeremaskine, men da den af hans venner, som skulle være hans kompagnon, gik til Indien, blev foretagendet til intet. I disse år var han medarbejder af Philosophical Magazine og Zooist; i et af disse tidsskrifter fremsatte han en opfattelse af sympatiens natur, som han senere fandt, at Adam Smith tidligere havde fremsat. I året 1848 begyndte han at skrive Social Statics. Samme efterår blev han medudgiver af Economist, og det var medens han beklædte denne post, at han udgav sit første betydelige arbejde, Social Statics (1850 /pma).
[1]Denne skitse, som hr. Herbert Spencer har været så god at sende mig, er forfattet af en ven af ham på grundlag af hans egne meddelelser. Den tryktes i det amerikanske tidsskrift Popular Science Monthly i marts 1876. Oversætteren.
[2]I et af sine Essays (II p. 356) siger Herbert Spencer: “Skønt statskirkens gejstlige ifølge deres stilling skulle være retfærdighedens og barmhjertighedens forkyndere, og skønt de stedse er beskæftigede med at fordømme selviskhed og foreholde menneskene et stort eksempel på selvopofrelse, var de dog så beherskede af de verdslige interesser, de anså for truede, at de gjorde en næsten enstemmig modstand mod den foreslåede forandring (kornlovenes ophævelse). Af omtrent 10.000 officielle venner af den fattige og trængende var der kun én (rev. Thomas Spencer), der tog virksom del i afskaffelsen af denne skat, der var lagt på folkets brød til fordel for godsejernes indtægter.” Thomas Spencer skrev også om fattiglovene og virkede til deres reform. (Herb. Spencer. The study of Sociology. p. 407). O.A
Til dansk oversatte værker af Herbert Spencer
- Mindre afhandlinger (Til dansk af Harald Høffding – 1878)
– Fremskridtet, Dets lov og dets årsag. (1857).
– Udviklingshypotesen (1852)
– Latterens fysiologi (1860)
– Antropomorfismens nytte (1852)
– Sandhedens kendemærke (Mill kontra Hamilton) (1865) - Om opdragelse (Til dansk af Harald Høffding 1895- 2. oplag)
- Religion og filosofi – En bestemmelse af erkendelsens grænser (Til dansk af S. Hansen; forord af Harald Høffding 1887).
Ja – og siden er der ikke til dansk oversatte tekster af Spencer.