Herbert Spencer, 27. april 1820 – 8. dec. 1903
af C. N. Starcke
fra Det nye Aarhundrede, okt. 1903 – marts 1904
Medtaget her, da Henry Georges bog
A Perplexed Philosopher,
er en kritik af Spencer.
(Spencer er den forvirrede filosof,
men det nævner Starcke ikke her.)
For 50 år siden kredsede endnu menneskenes tanker om det gådefulde i al den orden og hensigtsmæssighed, som findes i tilværelsen. Jo stærkere opfattelsen af den mekaniske virkemåde i den døde natur var blevet, desto dybere følte man brodden i det problem. Som hele den levende organiske verden syntes at stille. Hvorledes bliver der plads for et system af formål og midler i en verden, som kun kender til blinde mekaniske årsagsrækker? Til enhed i verdensopfattelsen var det umuligt at nå, så længe de principper, ud fra hvilke man søgte at forklare de forskellige hovedgrupper af fænomener, syntes så radikalt modsatte, som tilfældet er med en mekanisk og en teleologisk betragtning. Utallige var de forsøg, der i tiderne løb var blevet gjort på at forene disse betragtningsmåder; ikke blot således som det sker til daglig i vor bevidsthed, hvor vi lever livet på lidt af hvert efter som det passer os, uden at lægge synderlig mærke til modsigelserne, eller i det mindste uden at lade os genere synderlig af dem; nej man havde stadig søgt en forsoning, der kunne bestå den nøjeste eftertankes prøve. Men stadig var disse forsøg glippede, og omkring år 1800 var det endelig kommet dertil, at man indså, det måtte være slut med dem. Kun en eneste vej havde videnskaben, ad hvilken den kunne komme frem, kun i samme grad som verden kunne opfattes som et system af mekanisk virkende årsager, ville det være muligt at erkende den. Hvis der findes fænomener, som ikke lader sig forklare på den måde, da er vor stræben efter at udstrække vor erkendelse til alle tilværelsens fremtoninger tom og frugtesløs. Kants afgørende undersøgelser henviste ethvert forsøg på at forestille sig verdensgangen som styret af en magt, der i lighed med vor ånd arbejder efter forud lagte planer, til drømmens verden, og Aug. Comte påviste, at en sådan bestræbelse til alle tider har stået i sammenhæng med uvidenheden, og kun beroliger den søgende ånd ved tomme ord. Og Comte påviste ikke blot, at al verdensopfattelse og naturforklaring begynder med en naiv teleologi og ender med en eksakt, positiv, mekanisk analyse, han mente også at kunne påvise, at alle fænomener kan forklares ad positiv vej, så erkendelsesarbejdet ikke behøver at resignere på noget afgørende punkt.
I denne sidste henseende havde Comte dog taget fejl; der var mange fænomener, som man kun syntes at kunne få ind under en mekanisk forklaring ved at øve en utilbørlig vold mod dem, eller ved helt at skyde dem til side. Den psykologi, som knyttede sig til Comtes forskning, var ensidig. Den tænkte sig individets sjæl som en tom tavle, hvis indhold blev bestemt af de erfaringer, hvert individ kom til at gøre. At man ad opdragelsens vej skulle kunne bestemme ethvert menneskes evner og karakter, syntes så afgjort at stride mod de aller- elementæreste erfaringer, at det måtte vække mistro til selve det videnskabelige princip, en sådan psykologi byggede på.
Og så værdierne! Hvorledes skulle det blive muligt at påvise et brugeligt skelnemærke mellem godt og ondt? Udvikling og fremgang er ord, som findes på hver mands læber og betyder noget, der står i sammenhæng med det håb, hvorpå han lever, og med den tillid, der bærer hans stræben. Hvad kunne nu sådanne ord betyde, når den gamle teleologiske opfattelse blev skudt til side. At frøkornet udvikler sig, når det spirer og vokser op til plante og sætter blomst og frugt, men derimod ikke, når det visner eller fortæres af en fugl, det syntes man at kunne forstå, så længe man opfattede det som en god forklaring, at gud i frøkornet havde nedlagt et anlæg, givet det en bestemmelse, der opfyldtes ved væksten, men derimod tilintetgjordes ved opløsningen. Men i en mekanisk verdensorden kunne der ikke være tale om sådanne anlæg eller forudbestemmelser, og det måtte da anses for at være lige værdifuldt for frøkornet, enten det spirede og voksede eller blev spist af en fugl.
Det er overfor alle disse afgørende problemer, at vi i vore dage står anderledes, som følge af de tanker, Herbert Spencer for 50 år siden satte ind i verden, og som han indtil det allersidste arbejdede på at gennemføre og gennemklare. Som alle store grænseflyttende tanker er Spencers, når vi nu ser tilbage til den, simpel og ligetil. Hvad vi alle så godt har kendt i denne eller hin forbindelse, giver han blot en almen rækkevidde. Vi har alle set, at alt, hvad der udvikler sig, går over fra simplere og mere ensartede tilstandsformer til sammensatte og mere uensartede. For Spencer bliver denne forskel både det afgørende kendemærke på udvikling og midlet til at forstå udviklingen som en nødvendig tildragelse i den mekaniske verdensorden. Dermed er muligheden bragt til veje for både at drage alle hine fremtoninger, som tidligere syntes at kræve en formålsvirken for at forstås, ind under en mekanisk forklaring, og for ikke blot at bevare værdiernes verden uskadt, men endogså give den en større og fastere underbygning.
På et enkelt område havde den positive forskning allerede før Spencer nået til at forstå verden som en verden i udvikling. Det astronomiske verdenssystem, som var blevet fremstillet af Kepler og Newton, havde man først til fulde forstået, da det lykkedes at føre dets imponerende orden tilbage til simple mekanisk virkende årsager, og for kant havde muligheden af på så stort et område at give en mekanisk forklaring af verdensordenen været af væsentlig bestemmende indflydelse. En tilsvarende opfattelse af vor jords bygningshistorie blev det grundlag, hvorfra Spencer kom til at gå ud. Geolologiens forsøg på at forklare jorden som opbygget ved de samme kræfter, der styrer den i vore dage, gjorde Spencer opmærksom på den betydning, som det har at regne med de små fremskridt og de lange tidsrum. Mange af de indvendinger, der kunne rejses mod den tidligere prøvede mekaniske forklaring af forskellige fænomener, kunne føres tilbage dertil, at disse fænomener ikke kunne forklares som opståede på en gang eller i et kort tidsrum; ved at regne med den gradvise opbygning gennem ofte umådelig lange tidsrum, ville meget være forståeligt, som ellers måtte anses for ubegribeligt.
Med disse og tilsvarende undersøgelser blev Spencer tidlig fortrolig. Fra sit hjem i Derby var han vant til at iagttage, hvad der foregik omkring ham og til at tænke over det på sin egen måde. Hans fader var skolemand og bestemt modstander af den sædvanlige undervisning, der kræver bestemte lektier lært udenad.
Da Spencer omsider kom i skole, var han derfor ikke nogen tilfredsstillende elev; men samtidig med, at han stod tilbage for sine kammerater i kundskaber og havde ondt ved at være rolig og opmærksom i timerne, var han en ivrig og tænksom iagttager af naturen omkring ham. Særlig drev han på egen hånd ivrige zoologiske studier, og fra disse studier fik han efter sit eget udsagn de første ideer om den store udviklingslov. Al organisk udvikling, som den viser sig i det enkelte dyrs vækst fra kim til fuldfærdigt individ og i vor opfattelse af dyreklassernes indbyrdes trinrækker, bærer nemlig det tydelige kendemærke, at der finder en overgang sted fra ensartede tilstande til sammensatte. Hvad vi kalder død, tilbagegang, afbrydelse af en organisk udvikling, er omvendt en tilbagevenden til mere ensartede former.
Spencer ansås ikke af sine slægtninge for egnet til at gå til universitetet, og det var meningen at anbringe ham i skolegerningen. Men kun et årstid forblev den unge mand i en sådan stilling. Han søgte og fik derefter ansættelse på kontoret hos en civilingeniør, der skulle anlægge banen fra London til Birmingham. Han var dengang kun 17 år gammel, og den retning, hans studier nu fik, faldt godt i tråd med hans barndoms interesser. I 8 år medvirkede han ved sådanne store ingeniørarbejder, men så måtte han til at søge en ny levevej, fordi der indtrådte en krise, hvorved jernbanebyggeriet for en tid standsedes. Enkelte små afhandlinger af teknisk art, som han i den forløbne tid havde skrevet, førte ham til nu at forsøge at tjene sit brød ad denne vej. Fra sit hjem i Derby sendte han artikler til forskellige tidsskrifter, og således grundlagdes hans forfattervirksomhed. Hans interesser udvidede sig fra de tekniske områder til emner af mere almentilgængelig art.
Fra sit barndomshjem havde han modtaget stærke, men uensartede religiøse påvirkninger; hans egne religiøse forestillinger var tidlig blevne ubestemte, løste fra enhver som helst dogmatisk iklædning. Derimod havde han fået en stærk interesse for politiske spørgsmål. 13 år gammel var hans videre oplæring blevet betroet til hans onkel, der var sognepræst i nærheden af Bath, og denne mand havde været ivrig optaget af den store kamp for korntoldens afskaffelse. I den gjaldt det netop først og fremmest om at overvinde den modstand, som udsprang af troen på, at man kan ordne et samfund ved love og anordninger, og i stedet bane vej for den overbevisning, at samfundet vokser frodigst, når man hæmmer dets vækst så lidt som mulig ved kunstige og vilkårlige indgreb fra statsmagtens side.
Spencers første store værk så lyset, da han var 30 år gammel, og medens han endnu sad midt i sin journalistiske skribentvirksomhed. Social Statics 1850 har netop sit emne i denne opfattelse, at samfundet er at sammenligne med en organisme, der har sine naturlige livsbetingelser, som ingen lovgivning formår vilkårlig at ændre.
Udvikling og omdannelse sker ved en indre vækst, og denne vækst tager tid, den kan ikke skabes ved love fra den ene dag til den anden. Det gælder for samfundet som for organismen, at dets livsytringer er desto mangfoldigere og mere fuldkomne, jo mere sammensat dets bygning er. Jo flere forskellige organer et legeme besidder, desto mere ordnede og indbyrdes afhængige er de; jo mere ensartede delene er, desto mere selvstændige er de over for hinanden. Og således forholder det sig også med kultursamfundet. Opdragelsens og lovgivningens arbejde på at sikre individets og samfundets beståen ved at støbe de enkelte i samme form og give dem en ensartet uddannelse og ensartede virkevilkår er derfor så langt fra til gavn, at det tværtimod må kaldes kulturfjendtligt. Spencers store forfattervirksomhed begyndte således med, at hele den store del af fænomenverdenen, hvor det er værdimålet, som må blive det afgørende, og som tidligere netop derfor var blevet stillet i den skarpeste modsætning til de områder, naturvidenskaben kan magte, indordnedes under almindelige biologiske synspunkter; og den klare og bevidste formålsvirksomhed fremstilledes som uendelig fattigere på muligheder end den ubevidste blinde vækst, som finder sted, når samfundslivets kræfter får frihed til at søge deres egne veje.
Denne udviklingslov, den stigende koncentrations og differentiationslov, samler nu Spencers udelte opmærksomhed. I en lille afhandling fra 1852 ser han udviklingen som uafhængig af særlige organiske formålsvirkende kræfter; udviklingen er blot resultatet af organismernes uensartede påvirkning af en mangfoldighed af forskellige ydre forhold gennem lange tidsrum. Syv år før Darwins store værk om arternes oprindelse udkom, havde Spencer således påvist de synspunkter, ud fra hvilke en videnskabelig forståelse af den organiske verden bliver mulig. Men hans studier vendte sig i de følgende år til et område, der i endnu højere grad end det biologiske voldte forståelsen vanskeligheder. Med så stor iver kastede han sig over psykologiske studier, at hans helbred tog varig skade deraf, men til gengæld blev det værk, han i 1855 offentliggjorde som Principles of Psychology (sjælelivets hovedlove) af epokegørende betydning.
Individets sjæleliv, påviser han, er helt og holdent underkastet den almindelige udviklingslov. Overalt træffer vi en samling af simplere elementer og overgang fra simplere til mere sammensatte tilstande. Men denne udvikling foregår ikke på bar bund i hvert enkelt individ. Det er en slægtsudvikling, vi må regne med; i de tidligere slægters erfaringer og udvikling bliver det nye individ delagtig gennem arvelige anlæg. På utallige: områder viser denne udviklingslære sig i stand til at give en forklaring, hvor man tidligere stod ganske hjælpeløs; hvad der ikke kan forstås som opstået ved individets egne erfaringer, behøver ikke at skyldes mystiske teleologiske medfødte anlæg, men kan forklares som det nedarvede resultat af foregående slægters erfaringer. Individet bliver ikke længere isoleret, det har sin brede sammenhæng i slægten og bliver selv delagtig i bestemmelsen af fremtidens slægter. Anvendelsen af de evner, man har, bliver ikke længere en sag, der kun vedrører en selv og de nærmeste omgivelser, men den bliver tillige af den største interesse for de kommende slægter.
Tanken om udviklingen som en verdenslov, der står i sammenhæng med alt det, vi ellers går ud fra i vor forsken, var nu modnet og trådte klart frem for Spencers bevidsthed. 1857 fremstillede han dette i en lille mesterlig afhandling Progress, its Law and Cause (Fremskridtet, dets lov og årsag). Og kort efter udstedte han indbydelse til subskription på et værk, som i en række bind skulle gennemføre denne opfattelse på de forskellige videnskabers område. For at blive i stand til at hellige dette værk alle sine kræfter søgte han, anbefalet af mænd som Stuart Mill, Huxley, Tyndall og fl., at opnå statsunderstøttelse, men uden held. Henvist til egne kræfter gav han sig i kast med den uhyre opgave, og trods sygdom og økonomiske vanskeligheder er det lykkedes ham at føre den til ende. Midt under udarbejdelsen, da han havde tilsat alt hvad han ejede, medens hans bøger, trykt i små oplag, henlå næsten usolgte, måtte han bekendtgøre, at han ikke kunne fortsætte. Stuart Mill tilbød ham at bære omkostningerne; men Spencer ville ikke tage mod hans tilbud. Uvilkårlig kommer man ved denne lejlighed til at mindes, hvorledes Spencers franske forgænger Aug. Comte stillede sig under tilsvarende forhold. Comte var så opfyldt af forestillingen om sin gernings betydning, at han betragtede det som sine venners pligt at give ham den fornødne støtte. Spencer havde næppe mindre forståelse af sit værks betydning; men han så helt anderledes på sammenhængen mellem dette og sin egen personlige uafhængighed. Imidlertid ydedes der ham rundt om fra England og Amerika tilstrækkelig støtte til at fortsætte udgivelsen. Og omsider vendte lykken sig. Hans bøger solgtes i store oplag, og han selv hædredes fra alle sider. Ydre hædersbevisninger, titler eller sligt afslog han stadig; han vedblev at leve som privatmanden Herbert Spencer.
I dette store systematiske værk er det første bind helliget påvisningen af det almindelige grundlag for vor erkendelse, dennes natur og grænser. For at tynges så lidt som mulig af de religiøse problemer, der for ham er uden al videnskabelig værdi, fremhæver han med den største skarphed, at erkendelsen kun angår fænomenernes verden; kun det relative, forholdsbestemte kan vi erkende; det absolutte er et “unknowable” (uforståeligt), som vi ikke skal søge at udforske, fordi det ligger uden for det område, erkendelsen i følge sin natur har med at gøre. For det relatives verden gælder derimod med fuld sikkerhed den store lov, som udspringer af energisætningen, at der altid må finde en overgang sted fra ensartethed til uensartethed, fra spredthed til samlethed og fra kaos til orden. Ensbetydende med stadigt fremskridt er denne udvikling ikke; samling og opløsning går hånd i hånd, og udviklingen kan føre til en så stærk samling, og delene kan miste deres selvstændighed i en sådan grad, at livets kilder udtørres.
I de følgende bind om biologi, psykologi og sociologi gives så brede, stærkt i det enkelte gående påvisninger af udviklingens vilkår og forløb. Disse værker er ved deres bredde og tørhed ofte trættende at arbejde sig igennem. Derimod har Spencer samtidig i en mængde mindre afhandlinger (4 bind essays) udtalt sig om en række af de vigtigste spørgsmål, som optager os kulturmennesker; og disse afhandlinger lader ofte den almindelige læser i langt højere grad forstå, hvor dybt denne udviklingslære griber ind i vor opfattelse af de forhold, som berører vor livsførelse stærkest.
Kulturlivets store opgave er at skabe det rigest mulig udviklede samfund med de fleste betingelser for individernes livslykke. At bøje og tildanne individerne således, at de bliver egnede til samfundslivet, er den ene side af opgaven; den anden er at uddanne samfundet således, at det bliver i stand til at lade individet leve efter sin natur og finde lykken deri. Det er den store forsoning mellem individets personlige lykketrang og dets indordning under slægtens formål, som det gælder om at opnå. Spencer stiller sig her på en gang resigneret og fortrøstningsfuld. At individets natur vil kunne omdannes således, at det ikke søger anden tilfredsstillelse end den, som også stemmer med slægtens tarv, nærer han ingen tvivl om. Men det vil ikke ske i en hast. Udviklingen er langsom og smertefuld. Men gennem denne udvikling skabes og virkeliggøres værdiernes verden, og principperne for vor etiske livsførelse er given i denne vor naturs sammenhæng med slægten. For nogle naturer falder det allerede let og selvfølgeligt at forme deres personlige liv i samklang med vilkårene for slægtens fremgang; for andre falder det svært, og tugt og smerte følger den genstridige natur.
Af Spencers enkelte småskrifter kan vi danne os en forestilling om, med hvilken grundstemning Spencer selv betragter livet. I en opsats som Man versus the State (individ og stat) får man et levende indtryk af den ironi, hvormed han ser på de forsøg, menneskene gør på at tvinge den sociale udvikling ind i de spor, de i deres kortsynethed anser for de rette. Af de talrige love, som parlamentet ofrer tid og kraft på at gennemføre, får de allerfleste kun et stakket liv; enten går de virkningsløse hen, eller de må efter kortere eller længere tids forløb tilbagekaldes. Det er livet, som det rører sig i de enkelte borgeres kamp for tilværelsen, der bærer samfundet frem.
I bogen om opdragelse træder der os i møde en glæde over livet, en tro på dets magt og en forståelse af dets formers mangfoldighed, der virker som lidt af en åbenbaring på den, som rundt om sig ser opdragelsen ledet af en bekymring, der viser den dybeste mistro til barnets anlæg og den snævreste begrænsning i opfattelsen af, hvorledes et menneske skal være. Evnen til at elske således, at man intet forlanger for sig selv, men finder sin glæde i at være med til at gøre livet lyst for de andre, er den største kulturbærende magt, men der er langt frem, inden denne bliver fælles eje. Den findes endnu kun hos nogle få, og i disses hænder burde vi betro vore børns opdragelse. De fleste af vore opdragere vil forme barnet til en ny udgave af dem selv og føler mere glæde over deres egen myndighed end over alt det, der vokser frem i barnet. Måske er der intet, som stærkere eller i alt fald med mere direkte adresse til os alle, lader skellet træde frem mellem den gamle tid og den nye tid, som vokser frem i læ af Spencers tanker. Det gælder ikke blot om at stille kravene til de unge, men at skabe motiverne til at efterkomme dem; det gælder ikke om at binde den unge til det samfund, han skal leve i, ved at slå ned på alt det i ham, som synes os at fjerne ham fra de kendte veje. Nej, det gælder at vide, at vil du binde et menneske til dig, så forstå hans længsler og skærm hans naturlige stræben. Møder samfundet den unge som den magt, der skærmer ham og skaber tilfredsstillelse for den dybeste trang i ham, så bøjer han sig også i hengivenhed ind under det. Hans dygtighed forøges, fordi den kraft, han besidder, ikke spildes i retninger, der er den fremmed, og hans karakter bliver ædlere, fordi kærligheden til samfundet fylder ham stærkere og på en inderligere måde.
Vil man have en målestok for den magt, hvormed Spencers tanker brød ind i gamle tilvante forestillinger og fuldstændig omskabte bevidsthederne, kan man finde den i den betydning, disse tanker har haft for Danmark i den sidste menneskealder.
Omtrent samtidig med det store åndelige gennembrud, som knytter sig til Georg Brandes første forelæsninger i 1871, blev gennem Høffdings værker og J.P. Jacobsens oversættelse af Darwins bøger de spencerske ideer kendt herhjemme. Det blev livsfrejdigheden i Spencers lære, som her med et slag bragte grøde over alt. De manges lykke blev målet. Troen på slægtens velfærd som målestokken for alt individets arbejde blev den bærende kraft for hele vor udvikling. Den lethed, hvormed et lille folk som vort kan gennemarbejdes i modsætning til en af de store nationer, giver i mange henseender den udvikling, som vi har gennemgået, en typisk betydning. I England selv, i Frankrig og Tyskland er de spencerske ideer endnu næppe trængt ud i det brede folk, og deres fremtrængen hos de ledende kredse kan hvert øjeblik stå fare for at møde modstand gennem det tilhold, som de gamle transscendente og supranaturalistiske forestillinger har i de brede folkelags bevidsthed og instinkter. Men herhjemme er der snart ikke en skolelærer på landet, som ikke på seminariet har fået sin andel i de Spencerske tanker, snart ikke et menneske, som ikke i sin avis eller sin forening har set de ham nærmest liggende samfundsspørgsmål og grundlaget for alt, hvad der giver hans eget liv rygrad og glans, stillet i forbindelse med ideer, som skyldes Spencer. Enten Spencers navn er nævnet eller ej, enten man i det enkelte er enig med ham eller ej, hele ånden i den offentlige debat, de ledende synspunkter, man går ud fra, det er de spencerske. Det er velfærdsmoralen og troen på individets sociale grundbestemmelse. Lige fra kampen for folkets politiske selvstyre til modstanden mod pryglestraffen kan man se den samme tro gøre sig gældende, troen på, at det ikke er tvang, men udvikling, ikke regeren, men organiseren, det kommer an på.
I enhver videnskab forskes der i vore dage på grundlag af Spencers tanker; i enhver politisk forsamling arbejdes der under indflydelse af den offentlige mening, som Spencers skrifter har vakt. Kun få mennesker har set deres livs gerning krones med så stort held. Og dog ville Spencer selv med et let smil møde den, som ville tro, at vi nu er stort længere fremme end før hans tid. Det er heller ikke derfor, vi bør være Spencer tak skyldig, at han har bragt os så særlig langt et stykke vej frem. Hvad han har gjort er at dreje vejsporet en kende; og en gang om mange år vil det kunne måles, hvor langt det mål, denne nye vej fører os til, ligger fra det, som vi ad den gamle vej ville være kommet til.