af forstander Jakob E. Lange.
fra Det Frie Blad, nr. 16, 1930 

Selv mange af dem, der er fortrolige med Henry Georges grundtanker og ivrige grund­skyldstilhængere, har kun et begrænset kend­skab til hans samlede forfatterskab. Jeg har derfor tænkt, at det kunne være nyttigt at give en samlet oversigt, i sammentrængt form. (Selve hovedværket, Fremskridt og fattig­dom, er kun ganske kort omtalt, da det vil blive udførligere behandlet ved en senere lejlighed.)
***
En oversigt over Henry Georges hovedvær­ker vil belyse, hvorledes hans centrale idé står i forhold til samfundsspørgsmålet i dets mangfoldige faser. Tillige viser den, hvor vidtspændende en ånd han var. Skønt hans produktion næppe strækker sig over 20 år, kommer den i berøring med snart sagt alle tidens betydningsfulde tankestrømninger. 

Listen over hans større værker ser så­ledes ud: 

1. Fremskridt og fattigdom (1879)*
2. Det irske jordspørgsmål (1881)
3. Samfundsspørgsmål (1883)*
4. Jord-ejendomsretten (1884)
5. Beskyttelse eller frihandel« (1886)*.
6. Arbejdets kår« (1891)*.
7. En forstyrret filosof (1892). **

Den socialøkonomiske videnskab, (1897).** 

(de med * mærkede er oversat på dansk.
Tilføjelse ved pma:
De med ** mærkede er oversat til dansk i 2012: Den socialøkonomiske videnskab; og i 2019: En forvirret filosof
Georges første værk: Vor jord og vor jordpolitik er ikke nævnt. Ikke oversat)) 

Fremskridt og fattigdom kan med rette betegnes som hovedværket indenfor Georges produktion. Han var jo også en fuldmoden mand – henimod de 40 –, da han skrev denne gennembrudsbog. Dens socialøkonomiske syn er almenomfattende. Men i særlig grad er den jo skrevet for at belyse den monopolistiske udvikling, der havde begyndt at indspinde Amerika i sit net og som satte sig spor i øko­nomiske kriser, spekulation og ‘overproduk­tion’. Men fra Amerika og øjeblikket udvider han synet til verden og fremtiden. 

Det irske .jordspørgsmål er som en første prøve på Fremskridt og fattigdoms grund­sætninger anvendt på tidens problemer. Jordspørgsmålet i dets mest akutte form var jo, hvad der lå bag ved Irlands nød og trængsel. Frihedskampen var mere end en politisk løsrivelseskamp, det var tillige en kamp mod de fremmede jorddrotters overvælde. 

Denne kamp fulgtes med særlig interesse af de millioner af irske bonde- og husmands­sønner, der, fordrevne, af godsejerne, nu var blevet amerikanske borgere, men stadig havde blikket vendt mod den grønne ø. Bogen vakte af denne grund særlig opmærksomhed i Amerika og bidrog ved sin uforbeholdne tale til at gøre Fremskridt og fattigdoms ideer kendte og forståede.  

Den kapitalistiske liberalismes epigoner, der endnu beherskede tankegangen i Amerika og Europa i 80’erne, sætter han ind imod i den bog, han kalder Samfundsspørgsmål. 

Oprindelig skrevet som en række kronikker i et New Yorkerblad er den i sin form måske den mest populære af Georges bøger. Natur­ligvis hviler den som helhed på Fremskridt og fattigdoms grundtanker, men den behand­ler en hel række aktuelle problemer: ind­vandringen, statsgælden osv. 

Navnlig Henry Georges behandling af stats­gældsproblemet er så dristig og uforbehol­den, at vist mange af hans meningsfæller først nu, efter verdenskrigen, helt har lært at indse, hvor afgørende rigtig hans stilling var, når han uden videre erklærede, at for et folk at forrente sin såkaldte statsgæld er som for en søn at betale rente af købesummen for den strikke, hvori hans fader blev hængt! 

Et mærkeligt intermezzo i Georges skribent­virksomhed var Ejendomsretten til jord. Hertugen af argyll – en skotsk storgodsejer med litterære pretentioner – havde i et en­gelsk tidsskrift skrevet en artikel: Profeten fra San Francisco, hvori han fordømmer og spotter den nye uretfærdighedens profet, der uden videre fornægter den jordejendoms­ret, hvorpå samfundet hviler (og til hvis op­højede repræsentanter hertugen hører). George optog handsken og sønderflænger her­tugens argumenter til forsvar for herrernes ret til jorden, så der ikke bliver trævl på trævl tilbage til at skjule monopolistens nø­genhed. 

Men fra denne korte tvekamp vendte han sig igen til større opgaver. Protektionismen var i Amerika vokset ud over alle grænser. Frihandelsvenlige strømninger begyndte at opstå under indtryk af handelshæmningens meningsløshed. “Demokraterne” begyndte så småt, om end yderst forsigtigt og forbehol­dent, at tale om toldreform. George griber da igen pennen. Og i Beskyttelse eller fri­handel tager han tyren ved hornene, viser, hvorledes al nølerpolitik og moderation på toldlovgivningens område blot gør frihan­delsvennerne svage og tvivlesyge uden at mindske fjendernes modstand. Han klarlægger, hvorledes “beskyttelsen” i enhver hen­seende bærer sit navn med urette, hvorledes protektionismen fører til goldhed, frihande­len til frugtbarhed. – Men han fører friheds­fanen videre frem, idet han påviser, at den blotte toldfrihed ingensinde i det lange løb kan hjælpe et folk, at de økonomiske onder har dybere rod: arbejdet er som en mand overfaldet af røverflokke. Men sidst på vejen står jordmonopolet, “den røver, som tager all, hvad de andre har levnet”. Ikke frihan­del alene, men først den fulde handlefrihed, som arbejdet kun vinder gennem den lige ret og adgang til jorden, til naturrigdomskil­derne, kan give arbejdet sin fulde løn. 

I 1891 skrev Henry George sin mindste, men i sin slags måske mest fuldkomne bog: Ar­bejdels kår, et gensvar til pave Leo XIII. – Den kloge og forfarne pave skrev i 1890 et hyrdebrev om det sociale spørgsmål, hvori han udtaler sympati for arbejderne, til en vis grad også for deres organisationsbestræbel­ser, og advarer kapitalismens repræsentanter mod ubarmhjertig udbytning – men dog først og fremmest advarer den katolske verden mod at lytte til tidens farlige røster om alles lige ret til jorden. ­

George griber her lejligheden til at få denne så afspærrede verden i tale. Og i sit svar til paven, som han kalder Arbejdets kår, reducerer han pavens velmente, men snæversynede betragtninger og fordoms­bundne argumenter til intet. Han viser, hvor­ledes det, netop fra et religiøst grundstade ­hvis det er ægte – er uforsvarligt at fornægte folkets lige ret, og hvorledes kirkens lunkne og valne stilling til den sociale retfærdskamp er dødbringende for den selv, medens den mere end nogen anden samfundsmagt kunne bi­drage til at føre disse tanker til sejr og der­ved redde samfundet fra indre opløsning el­ler ødelæggelse. Sjældent i verdenslittera­turen finder man en så fuldkommen tilintet­gørende kritik. Og dog er den ikke blot i formen ærbødig, men præget af Henry Georges store personlige respekt og ærbødig­hed for pave Leo. 

Efter dette fremstød mod Rom vender han sig mod den moderne filosofis fornemste re­præsentant i datiden, Herbert Spencer. Men medens hans stilling til paven er oprigtig ær­bødighed og frimodig kritik, er hans angreb på H. Spencer af en yderst uforbeholden og tilintetgørende art. Og ikke uden grund. 

Herbert Spencer havde i sine ungdoms­arbejder, særlig i Social statics, med stor styrke hævdet jordejendomsrettens uretfær­dighed som et overgreb mod ligeretten. Dette var dog gået ret ubemærket hen, accepteret som en videnskabelig sandhed uden prak­tisk betydning. Men nu, en menneskealder senere, da Herbert Spencer var blevet en højt anerkendt autoritet, var hans stærke ord bleven grebet af den nye tids radikale arbejderordførere og brugt som rambuk mod godsejervældets bastille. Herbert Spencer søgte at unddrage sig vanskelighederne, tog ikke åbent afstand fra sine ungdomsideer, men indhyllede dem i et filosofisk blækspruttemørke for at slippe ud af den ubehagelige situation. Dette oprørte Henry Georges retlinjede natur. Og med en sviende og ætsende spot, som ellers er et sjæl­dent våben i hans rustkammer, driver han Herbert Spencer ud af tusmørket til offentlig beskuelse i ynkelig nøgenhed. Bogen gav han den spottende titel A perplexed philosopher, der vel kan gengives “filosoffen i forvirrende bekneb”. 

Forarbejderne til det hovedværk, Den so­cialøkonomiske videnskab, som Henry George længtes efter at skrive, blev ved dette og andre forhold afbrudt og sinket. Og Henry Georges kræfter, på hvilke der var trukket så store veksler, var kendelig nedbrudte. Men han tog dog atter fat med godt mod i 90’ernes midte. Dog, den sidste forcerede valgkamp i New York – han havde givet efter for vennernes ønsker og sat sig i spidsen for frihedens hær i kampen om storbyen styre – brød hans kraft. Og ved hans død et par dage før val­gets afgørende hovedslag var bogen kun en torso. – Den blev dog udgivet (ubearbejdet) af hans hustru. Selv i sin ufuldførthed vidner den højt om Henry Georges klare blik og over­ordentlige evne til at udrede og retlede. Dens linier peger mod den fremtid, han ikke skulle opleve, da socialøkonomiens klare sandheder bliver grundlaget for samfundets økonomiske frigørelse.