Henry George – Uortodoks amerikaner
Artikel af Albert Jay Nock
bragt i tidsskriftet Scribner september 1933
Oversættelse ved Signe Bjørner
Der var krise i 1864. I de dage blev depressioner som regel ikke kaldt ved deres latinske navn, undtagen når folk ville vigte sig med det, man kaldte dem simpelthen for dårlige tider. Denne stribe dårlige tider lå meget tungt over stillehavskysten. Den forværredes ved en stor tørke, som afbrændte kornhøsten og sved græsgangene, så det meste af kvæget døde. Landbruget havde ingen indtægter, industrien lukkede og handelen var gået i stå.
På denne tid var Henry George 25 år gammel og boede elendigt i San Francisco, hvor han efter en lang kamp med modgang og uheld havde etableret et lille accidens-bogtrykkeri. Han havde hustru og barn, og hans kone skulle snart føde igen. Han kunne ikke få arbejde, hverken ved trykkeri eller noget andet og kunne heller ikke bede nogen om hjælp, thi alle de, han kendte, var lige så fattige som han selv. Længe efter kunne han, når han talte om denne periode, fortælle, at efterhånden som det blev ringere og ringere,—
»Jeg var ved at sulte ihjel. En gang var jeg så nær ved det, at jeg virkelig tror, jeg havde gjort det, hvis der ikke var kommet en bestilling på nogle kort, der satte os i stand til at købe en smule majsmel. I denne mørkeste tid i mit liv blev mit andet barn født«.
Da denne begivenhed indtraf havde han ingen penge, ingen mad, ingen midler til at skaffe sin kone den pleje, hun trængte til; han var ene i et bart logis med en hjælpeløs, lidende kvinde og et nyfødt barn. I fortvivlet sindstilstand forlod han huset og greb til den elendiges sidste tilflugt.
»Jeg gik på gaden og besluttede at få penge af den første velklædte mand, jeg traf. Jeg standsede en mand, en fremmed, og sagde, jeg måtte have fem dollars. Han spurgte mig, hvad jeg skulle bruge dem til. Jeg fortalte ham, at min kone lå i barselseng, og at jeg ikke havde noget, hun kunne få at spise. Han gav mig pengene. Havde han ikke gjort det, tror jeg, min fortvivlelse var så stor, at jeg kunne have dræbt ham.«
Henry George havde før kendt krisetider. Da han var seksten år, oplevede han en i Australien, hvor han en måned lå i havn som udkigsmand på en gammel Ostindiefarer, der sejlede fra New York til Melbourne og Calcutta. Dér fandt han, at »tiderne var meget hårde i land, tusinder uden arbejde og uden noget at spise«. To år senere, i 1857, kastede en anden krise ham ud i arbejdsløshed i Philadelphia og sendte ham på vandring ud mod vestkysten. Og igen i 1864 blev han ødelagt ved en ny krise, da de forfærdelig hårde tider, der fulgte efter panikken i 1873, opløste i rækkefølge to avisforetagender, der havde beskæftiget ham, så han atter var ude i det uvisse og uden indtægter.
Således var det, at spørgsmålet trængte sig på: hvorfor indtræffer der sådanne kriser? Ingen syntes at vide det. Folk tog deres kriser, som de tog tuberkulose og tyfus, som man i middelalderen tog pesten, som noget, der måtte komme og som man skulle finde sig i. Det skete og var altid sket med visse mellemrum, og det ville utvivlsomt blive ved med at ske — og det var det. Og dog syntes det ikke at være i naturens orden, at det skulle være sådan. Der var rigeligt af erhvervsmuligheder for alle, overflod på alt, hvad nogen kunne trænge til. Landet var ikke fattigt og overbefolket, tværtimod. Det var endogså fabelagtig rigt og havde en tynd og spredt befolkning. Og dog kom disse kriser med mærkværdigt regelmæssige mellemrum, med deres hårde tider, hvor store masser af folket stod uden arbejde og uden brød.
Dette måtte have en årsag, som endnu ikke var opdaget, og Henry George besluttede, at hvis han levede, ville han finde denne årsag.
På en eller anden måde lykkedes det ham at eksistere. Hvordan det nu gik til, kom han over toppen af sine vanskeligheder, og fire år senere, i 1868, kom han fra Californien til New York som udsending for et dagblad. Han var da knap tredive år gammel og havde endnu ikke en dollar i sin lomme, som han kunne kalde sin. New York gav ham en splinterny erfaring. Indtil den tid havde han ikke været sådan stillet, at han havde fået øje på noget særligt eksempel på ulighed i fordeling af rigdommen. I hans drengeårs Philadelphia var tilværelsen enkel og jævn, og det rå og ny Californien, hvor han tilbragte sin ungdom, levede det ene menneske omtrent som det andet. Men nu så han, i New York i 1868, vor vestlige Palmyra i hele sin anløbne glans fra efterkrigstiden, og efter hvad der forlyder, må det have været et fælt syn, fuldt så afskyeligt, som det er skildret hos Dickens og G. W. Curtis. Uægte rigdom, tarvelige skuespil, falske idealer og slet smag, usle mennesker — og på den anden side hele folkeslag af huleboere i de elendige slumkvarterer, væsner, der levede i en næsten ufattelig elendighed og nedværdigelse.
Mange år senere sagde George: »Her fandt jeg for første gang den rystende modsætning mellem umådelig rigdom og nedværdigende armod.« Hvad var nu årsagen til dette? Atter var der ingen, der syntes at vide det. Som kriserne og pesten blev det anset for at være en del af naturens orden. Sådan havde det altid været i store handels- og fabrikscentrer, tilsyneladende var det nødt til at være sådan, og det måtte man altså finde sig i. Der var ingen hjælp for det, så vidt man da vidste. Alt, hvad man kunne udrette, var at tage den værste brod af forbandelsen ved hjælp af privat godgørenhed af en eller anden slags, og det var man da også i færd med, ja, man var endogså ved at organisere godgørenheden efter en større målestok, end det dengang kendtes i noget andet land.
Alligevel, overvejede George med sig selv, dette må jo have en årsag; der sker aldrig noget i naturen uden grund. Og hvis denne årsag blot kunne findes, fandt man vel også et middel; men at prøve på at råde bod på en virkning uden at kende dens årsag, var som at famle i mørket. Her var altså det andet problem, som George satte sit liv ind på at løse. Det første spørgsmål var: hvad er årsagen — ikke den overfladiske, tilsyneladende årsag, men den sande, underliggende årsag — til de tilbagevendende erhvervskriser? Det andet spørgsmål var: hvad er den sande, tilgrundliggende årsag til den enorme ulighed i fordelingen af livets goder?
Det lykkedes George, medens han endnu var en forholdsvis ung mand, at besvare begge disse spørgsmål til sin tilfredshed. Det var også det eneste, der nogensinde lykkedes for ham; alt, hvad han ellers tog fat på, mislykkedes. Men denne ene rigtige løsning førte ham også gennem et af de mærkeligste og mest betydningsfulde levnedsløb, der nogensinde er opnået i Amerika, eller for den sags skyld i verden.
II
I princippet, som politikerne plejer at sige, fulgte Henry George i sine drengeår den bane, der var den traditionelle for historiebøgernes romantiske skildringer af amerikansk liv. Han løb ikke just hjemmefra og stak til søs, men han gjorde noget, der kom ud på det samme. Han lagde så kraftigt pres på sine forældre, at de besluttede at lade ham få sin vilje. Med hensyn til skolen kunne det være lige meget, mente de, for han var ikke videre bevendt til boglig syssel. Han klarede sig gennem underskolen og fik et halvt års mellemskoleundervisning, så strøg han flaget og fik aldrig senere skoleundervisning.
Han sagde senere, ret strengt, at i sit halve år i High School, var han doven og spildte tiden. Det er muligt, men i så fald var det noget enestående for ham, thi som dreng og mand var han aldrig skødesløs eller letsindig, men altid en flittig arbejder med et ualmindeligt fond af intellektuel videbegærlighed og videnskabelig fantasi og fremstillingsevne. Hans værste fejl var, at han var hastig og utålmodig, hans rastløse sind har måske været en medvirkende årsag til, at forældrene mente, den bedste mulighed for, at han kunne opnå den nødvendige disciplin, var, at han fik lov til at følge sin lyst og komme til søs.
En ting, der står i forbindelse med denne periode i hans liv, er værd at lægge mærke til. Da han var fyrre år gammel, fremstod han pludselig for verden som en sprogets mester med en pragtfuld engelsk prosastil, som meget få skribenter kan stå mål med. Alle og enhver, der havde den mindste smule litterær sans og erfaring, undrede sig forbløffet over, hvor i alverden han havde den fra og hvorledes og hvornår. Hans liv lå åbent. Uden nævneværdig skolegang havde han været sømand, typograf, landstryger, vejer i en rismølle, skibshovmester, ekspedient, bogtrykker, gasmålerkontrollør, guldsøger, landarbejder. Der var åbenbart intet i nogen af disse bestillinger eller i dem alle sammenlagt, der kunne hæve en mands prosastil til dette høje stade. Hvordan var han kommet efter det?
Det bliver gerne sagt, at han lærte at skrive ved flittig øvelse, navnlig mellem 1865 og 1870, og det er rigtigt, at hans karriere som skribent begyndte i den periode. Men det var ikke den gang, han fik sin stil. Den havde han altid haft. Småstykker af en dagbog, han førte som syttenårig, viser, at han skrev det samme klare, nøjagtige og smukke engelsk den gang, som da han blev fyrre. F.eks.:
»Onsdag den 11te. Jeg blev vækket af en sund søvn klokken tolv for at gå på dækket og overtage min vagt. Da jeg tørnede ud, fandt jeg, at der var sket stor vejrforandring. Vinden havde drejet sig til NW og var blevet kold og skarp. Skibet løb dødt foran den i retning SØ og gjorde henved 8-9 knob. Efter en kold og trist vagt til kl. 4 blev vi afløst. Om eftermiddagen var alle mand beskæftigede med at få ankrene fastgjort på fordækket og sikrede for en lang rejse. Søens farve er grøn ved pejling, tonen varierende efter vandets dybde, og en dejlig blå på overfladen; så klar, at genstande kan skelnes på stor dybde.«
Eller dette, som en hvilken som helst kritiker uden betænkelighed ville lade passere som skrevet af R.H. Dana (videnskabsmand og dybhavsforsker, og en af Amerikas bedste forfattere af havskildringer):
»Vinden, som havde været stik agter dagen før, døde hen under mellemvagten og efterfulgtes af blikstille indtil kl. 8, da der rejste sig en stiv kuling fra syd, ledsaget af regnbyger. Kl. 12 middag blev alle mand kommanderet til rebning. Medens fore mærssejlet blev rebet, gik rå-rakken i stykker, hvad der voldte stort besvær og holdt alle mand fra middagsmaden. Klokken var over halvtre, før vort hold kom ned til den blommegrød, der i dagens anledning trakteredes med. Resten af dagen var regnfuld, med stadig skiftende vinde, der holdt os ved tovene. Således endte den elendigste 4. juli, jeg nogensinde har oplevet.«
Når en dreng på sytten år udtrykker sig på et sådant engelsk, dag efter dag, blot for sine egne øjne, burde det, han præsterer som fyrreårig, ikke overraske nogen. Det er ikke let at ramme netop den sammensætning af nøjagtighed, klarhed, enkelhed og gratie — lad læseren lige forsøge det. George har aldrig skrevet en sætning, som man behøvede at læse om for at blive klog på, ikke alene hvad den betød, men også, at den kun kunne betyde dette ene og aldeles ikke kunne bringes til at betyde noget andet. I denne henseende står han ene ved siden af den mest drabelige forsvarer for det bestående, som han måtte tage det op med — professor Huxley —, og med al sin styrke af klarhed og nøjagtighed ejer hans stil en skønhed i sin varme og farverigdom, som Huxleys ikke har.
Men som George selv ville have udtrykt det, en mands stil må stamme fra noget, den må have en årsag. Et menneske er ikke simpelthen født med viden om, hvordan sådan noget gøres. Det er mest sandsynligt, at han fik den ved at vokse op med det sprog, der hørtes i hans hjem, og fra sit kendskab til bibelens og lærebogens engelsk. De af familiens breve, som endnu eksisterer, er yderst velskrevne, og hans skolekammerater og venner, biskop Henry Potter, og hans broder, biskop Horstmann, James Morgan Hart, doktor R. Heber Newton og hans broder, var afgjort blevet opdragne til at nære respekt for deres modersmål, så det er sandsynligt, at George fra sin tidligste barndom har været vant til at høre udmærket engelsk. Hans fader var kirkeværge ved den gamle St. Pauls kirke og opdrog sine børn i den strenge gammeldags evangeliske protestantisme med det resultat, at Henry synes at have kunnet kong James udgaven praktisk talt udenad, så hans eget sprog kan være modelleret, mere eller mindre bevidst, over dens fortællende stil.
Han gik til søs i april 1855, og hans rejse med skibet Hindoo varede et år og to måneder. Hun var en gammel træskude på 600 tons, i ikke alt for god stand, købt brugt til en slags tramptjeneste, efter 25 års slid og stød som ostindiefarer. Hun gik fra New York til Melbourne med trælast. Journalerne beretter, at hun bar en halv million fod tømmer, hvad der synes noget af en overbelastning for et skib af hendes størrelse, en akavet last, i hvert fald. Som det lille udtog af Georges dagbog viser, krævede hun en hel del reparation. Før hun havde været ude en uge, gik rorstammen midt over, rådden i kærnen som den var, men heldigvis var søen rolig nok til at mandskabet kunne sætte midlertidige stænger fast til roret og styre dermed, indtil tømmermanden kunne få lavet nye grejer. Når undtages sådanne tildragelser og nogle dages slemt vejr i Det Indiske Ocean, var rejsen begivenhedsløs, således at George var i stand til at lære sømandshåndværket under så gode vilkår, som det rimeligvis har været muligt. Hans kaptajn synes at have været en flink mand, der sørgede for, at mandskabet blev så godt behandlet som skibets forfatning tillod.
George gik ikke ret meget i land, endskønt Hindoo lå omtrent en måned ved Melbourne. Han så een gang på byen og brød sig ikke om den. Dette var tre år efter guld-indvandringen i 1852, og en »reaktion« var indtruffet, rent ud sagt hårde tider, der fik alt til at se forfaldent ud. Alle de mennesker, han så, var fattige, ledige og nedslåede. Calcutta skuffede ham også. Han gjorde sin pligt overfor landskabet langs floden og fandt det meget smukt, og han tilegnede sig de træk af de indfødtes liv, der måtte synes ejendommelige for amerikanske øjne: bambushytterne, det hjemmelavede lertøj, den mærkelige facon på flodbådene, om hvilke han skrev, at »for at hjælpe på farten havde de sejl, hvori der var flere huller end hele tråde«. Han lagde mærke til de flotte landsteder på begge sider af floden, tilhørende de rige englændere, og tillige modsætningsvis til de utallige lig, der flød på floden, i alle grader af opløsningstilstand, dækket med modbydelige sorte fugle, der hakkede dem itu. Det første, jeg så, fyldte mig med rædsel og væmmelse,« skrev han, »men ligesom de indfødte holder man snart op med at lægge mærke til dem.«
I det hele taget var det ikke det Indien, som en dreng drømmer om på afstand. Han fandt, som han senere sagde, at det var et land, hvor selv rovfuglene regnedes for mere hellige end menneskeliv. En kort undersøgelse af tingene i land var nok for ham, og da Hindoo havde fået sine tusinde tons ris ombord, var han glad ved at forlade landjorden og komme tilbage til det åbne hav. Han havde sømandsblod i årerne, fra sin faders slægt, to slægtled tilbage, hvilket måske har givet ham noget af den sande sømands fribytternatur. Skønt han glædede sig levende til at gense familie og venner i Philadelphia, skrev han mod slutningen af den årlange rejse: »Om jeg dog skulle opleve det hele igen forfra!«
Søen var dog ikke færdig med ham. Efter at gensynet med hans pårørende var overstået, lå det for at se sig om efter noget at gøre. Hans fader skaffede ham plads hos en bogtrykker som typograflærling, og her blev han i 9 måneder, længe nok til at blive en dygtig sætter, men så tog han sin afsked som følge af en strid med formanden. Han fik tilbud fra et andet firma, men lønnen var ikke værd at reflektere på, og han tog ikke imod det. Nedgangstiden var inde. Krisen i 1857 var i anmarch, og de få arbejdsgivere, der havde en plads at tilbyde, skambød arbejderne. Der var simpelthen ikke noget at gøre i Philadelphia, og han tog da arbejde på et kulskib for at tjene rejsen til Boston. Her var der imidlertid heller ikke noget for ham, så da han vendte hjem og hørte rygter om de formuer, der tjentes på Stillehavskysten, gik han ombord i fyrtårntenderen Shubrick, der skulle på den lange rejse udenom Sydamerikas spids for at gøre tjeneste udfor San Francisco.
Medens han lærte typograffaget i Philadelphia havde han taget aftentimer i skrivning og bogholderi, hvad der blev ham til nytte. Da hans håndskrift var fuldt udviklet, var den lille og meget karakteristisk, men meget klar og ordentlig. Når faderen var opsat på at få ham til at lære som typograf, var det dels med den tanke at forbedre hans ortografi. Som mange andre store skribenter, navnlig Leo Tolstoj, havde han ondt ved at stave rigtigt. Denne gren af forfatterskabets teknik synes at kræve en eller anden mystisk, medfødt evne, som George altså ikke besad. Han mente selv, sætterarbejdet forbedrede ham noget, men det kan nu ikke have hjulpet ret meget, thi han stavede de simpleste ord forkert hele sit liv igennem.
Medens han arbejdede ved sætterkassen, indtraf der også en af disse ubetydelige tildragelser, der viser sig at få en vigtig indflydelse på livsbanens retning. Han hørte en gammel trykker sige, at i et nyt land er lønnen altid høj, medens den i et gammelt land er lav. George blev slået af denne bemærkning, og ved at tænke efter blev han klar over, at den var rigtig. Lønningerne var utvivlsomt højere i De Forenede Stater end i Europa, og han erindrede, at de var højere i Australien end i England. Ydermere var de højere i de ny dele end i de gamle egne af samme land, højere i Oregon og Californien for eksempel, end i New York og Pennsylvania.
George plejede at sige, at dette var den første lille opgave i socialøkonomi han kom i forbindelse med. Han tænkte nu ikke meget på den før længe efter, ja, han siger endogså, at han ikke begyndte at tænke dybere over det økonomiske spørgsmål, førend forholdene i Californien tvang ham til at beskæftige sig dermed. Men da han så endelig tog fat på det, vendte den gamle trykkers ord tilbage i hans erindring som en milepæl i hans søgen efter årsagen til erhvervskriserne, og årsagen til uligheden i rigdomsfordelingen.
III
Som så mange andre, der har foregrebet Horace Greeleys klassiske råd til den unge mand, drog Henry George vestpå efter lettjente penge og masser af dem. Han havde ikke til hensigt al blive guldgraver, men snarere »prospector«. Det vil sige, han ville ikke arbejde i en mine, men se at få fat på minejord og så enten sælge den eller få den udnyttet i samarbejde med andre, som ville gøre det egentlige minearbejde. Kort sagt, som han ville have udtrykt det i senere år, det var hans hensigt at gøre sin lykke ved at tilegne sig »den økonomiske rente af naturens rigdomskilder« (jordrenten, som vi kalder den), fremfor at arbejde med udnyttelsen af disse.
Men der var altfor mange i forvejen, der havde haft den samme hensigt. Selvom Californiens mineralegne er lige så omfattende som de britiske øer, fandt han, at disse fremsynede kammerater havde forud optaget hver fodsbred af dem. Han prøvede uden større held Oregon, alt medens han slog sig igennem som han bedst kunne ved landarbejde, som handlende, landstryger, kolportør; og da han omsider vendte tilbage til sit håndværk, var det kun som en anden slags surrogat, thi synerne af hurtigt og let tjente rigdomme spøgede stadig i hans sind. I et brev til sin søster siger han, at han i drømme natten forud havde skovlet rigdomme ud af jorden i håndfuldvis, ellevild ved tanken om alt det, han nu kunne udrette, og hvor lykkelige de alle ville være; og han tilføjer lidt vemodigt, at han formodentlig drømmer dette, ligesom sultende mennesker drømmer om herlige gæstebud og den vildfarne vandrer i ørkenen om bække og kilder.
Hans håndværk bød ham kun et meget usikkert udkomme, for selv den gang var forholdene ikke lette, og der var ikke videre efterspørgsel efter tryksager eller typografer. Han fik plads så ved ét dagblad, så ved et andet, hvor, som han siger, »Jeg sled til mine klæder hang i laser og jeg gik med tæerne ude af støvlerne. Jeg sov på kontoret og gjorde alt, hvad jeg kunne for at indskrænke mit behov, men omsider var jeg dog kommet i gæld for tredive dollars for kosten«. Han forlod sin stilling og gik påny i drift; og da uden arbejde, uden udsigter og med kun en eneste mønt i lommen, gik han hen og giftede sig med en ung australsk pige, Annie Fox.
Deres giftermål var ikke klogt — derom kan der ikke være tvivl —, men til gengæld vidunderlig vellykket, thi deres ægteskab synes at være forblevet fuldkomment indtil hans død i 1897 opløste det. Balzac henledte opmærksomheden på en lidet kendt sandhed, da han sagde, at »en stor kærlighed er et kunstnerisk mesterværk«, og der er måske lige så få virkelige kunstnere på dette område, som på noget andet. Ydermere må et mesterværk på dette område bero på samarbejde, og sandsynligheden for, at to første rangs kunstnere finder hinanden, er yderst ringe, beror praktisk talt på det rene held. En Daphne kan i enhver tidsalder vandre over hele jorden uden at støde på sin Chloe, og en Cynthia kan lade legioner af mænd passere revue for sig og aldrig få øje på en Claudius. Georges møde med sin hustru var omtrent de eneste virkelige held, han nogensinde har haft, men det var også et stort held. Natten til den tolvte oktober 1883 skrev han følgende seddel, som han lagde på hendes seng, for at hun skulle se den straks om morgenen:
»Det er i aften 23 år siden, vi først mødtes, jeg kun en måned eller to ældre end Henry, du ikke ret meget ældre end vor Jenny. I tre og tyve år har vi stået hinanden mere nær end nogen anden i hele verden, og jeg tror, vi agter hinanden mere og elsker hinanden bedre, end da vi begyndte at elske. Du er nu »fair, fat and forty«, og for mig er den modne kvinde endnu skønnere og elskeligere end den splejs af en pige, som jeg traf for tre og tyve år siden uden at vide, at mit liv skulle knyttes så tæt sammen med hendes. Vi er ikke rige — netop nu så fattige, at jeg ikke har andet at give dig på denne mindedag end et lille kærestebrev — men der er ingen, vi har råd til at misunde, og i hverandres kærlighed har vi det, som ingen rigdom kan opveje. Lad os derfor fortsætte, trofaste og elskende, i tillid til at Han vil føre os fremdeles, der har båret os indtil nu, uden at vi har stort at angre.«
George holdt sig til sit fag, eftersom der ikke viste sig noget mere indbringende, og efter sin sultetid i 1864 begyndte han at få et lidt bedre udkomme som bogtrykker, selv om der ikke var megen fremgang, og han begyndte tillige at skabe sig en nogenlunde agtet stilling i byens liv. Aldrig så snart var han dog kommen godt i vej, førend han satte sin anseelse overstyr ved at tage del i en eventyrlig ekspedition til hjælp for de mexikanske patrioter, der ville bekæmpe den franske kejsers skæbnesvangre plan om at gøre Mexico til et vasalrige med den østrigske ærkehertug Maximilian på tronen. Ekspeditionen var et rent operetteforetagende, og forsynet stod afgjort ved Georges side, da statsmagten satte en stopper for det, inden det løb af stabelen.
Men uden at have fået nok af denne groteske forestilling gik George straks med til en anden. Han deltog i stiftelsen af Monroeligaen, der, skulle indlede el nyt korstog til Mexico. Ligaen havde et malerisk ritual, som godt kunne have været sat i scene af Gilbert and Sullivan. Medlemmerne måtte sværge med hånden på et nøgent sværd og Mexicos republikanske flag, og mrs. George, stakkels sjæl, aflagde eden som det eneste kvindelige medlem. Man undres over, hvad hun i virkeligheden har tænkt derved. Ligaen døde kort efter af mangel på næring og uden at have udrettet noget, og George foretog sig intet yderligere til støtte for de forurettede mexikanere.
Disse to tildragelser afslører den eneste skavank i Georges naturlige begavelse, og den, der tiltrods for hans overdådige gaver, hans fremragenhed og hans åbenbare indflydelse over en stor og begejstret offentlighed i det lange løb svækkede virkningen af hans optræden.
Han var ubestrideligt en af de tre eller fire store, opbyggende statsmænd i det nittende århundrede — ja vel endog af et hvilket som helst århundrede, i rang med Turgot. Hans karakter var uden sidestykke i hele hans tidsalders offentlige liv. Han var ædelt alvorlig, storslået modig og så oprigtigt redelig, at selv hans fjender, af hvilke han havde mange, ikke kunne tale andet end godt om ham. Han var strålende åndrig, i besiddelse af ikke ringe vid og havde en fin, ironisk form, men han var ganske blottet for humor. Han var lige så blottet for komisk sans som Oliver Cromwell, en født korsridder, endog af gammeltestamentlig format, overbevist om, at han havde den mission at hugge Agag i stykker.
IV
George havde nu helliget sig dagbladsvirksomheden, dragende fra den ene avis til den anden, i alle slags stillinger, fra sætter til redaktør og parthaver, og i 1868 var han blevet velhavende nok til at oprette en bankkonto. Hans redaktionelle virksomhed var meget livlig, han var uafladelig i spektakler, og medens det kan siges, at han altid, når han behandlede offentlige lokale eller statslige anliggender, var på den folkelige side, tabte han altid. Han gjorde det hedt for den sammensluttede presses nyhedsmonopol, men endskønt han fik en antimonopollov gennemført i statens lovgivning, skete der ikke andet end at monopolet tog livet af hans blad. Han bekæmpede det store fragtmonopol Wells-Fargo og tabte atter. For mange penge imod ham. Han angreb Central-Pacific banens tilskud og stillede sig som demokrat til borgerrepræsentationen på den sag, men atter var der for mange penge på den anden side — demokraterne tabte, jernbaneselskabet opkøbte hurtigt hans blad, sluttede det sammen med et andet, og George var sat udenfor.
Sådan gik det. Enhver bevægelse i det offentlige liv fremhævede de gamle, påtrængende spørgsmål. Selv her i Californien opdagede han nu symptomer på den samme ulighed, der havde trykket ham i New York. »Minekongerne« var ved at komme i forgrunden, og fire tidligere handlende fra Sacramento, Stanford, Crocker, Huntington og Hopkins havde lagt sig uhyre formuer op, tjent på Central-Pacific banen. Jernbanen førte befolkning og varer dertil, hvilket efter alles mening var udmærket, og dog var lønningerne nedadgående, ganske som den gamle trykker i Philadelphia havde sagt, og masserne fik det ringere i stedet for bedre.
Angående dette lønspørgsmål havde George nu andre vidnesbyrd, foruden den gamle trykkers. På sin rejse til Oregon, en halv snes år tidligere, var han kommet i lag med nogle minearbejdere, der talte om kineserne, og han tillod sig da at spørge, hvad skade dog kineserne kunne gøre, når de holdt sig til de fattige lodder. »Ingen skade lige i øjeblikket,« sagde en af minearbejderne, »men lønningerne vil ikke vedblive at være så høje som nu i Californien. Efterhånden som landet vokser til og folk strømmer herind vil lønnen gå ned, og der vil komme en dag, da hvide folk gladelig vil tage fat på at grave dér, hvor kineserne nu holder til.« George sagde, at denne bemærkning, sammenstillet med det, den gamle trykker havde sagt, gjorde et stærkt indtryk på ham — sær tanke, at »efterhånden som landet tog til med alt det, vi håbede ville vokse frem, blev vilkårene for dem, der måtte arbejde for deres udkomme, ikke bedre, men tværtimod slettere«. Og dog var dette akkurat, hvad der fandt sted for øjnene af ham i løbet af en halv snes år.
Og dog, skønt hans to store spørgsmål blev stadig mere påtrængende, kunne han endnu ikke besvare dem. Hans tanker var endnu uden sammenhæng. Han kredsede rundt og rundt om sin endelige løsning, som man famler efter noget på et bord, i mørke, ofte berørende det, men uden at vide, hvad det var. Endelig gik det op for ham, i et udbrud af ligefrem paulinsk eller cromwellsk dramatik, ud af »det dagligdags simple svar, som en forbipasserende kusk gav på et dagligdags spørgsmål«. En dag i 1871 red han sig en tur, og da han standsede for at lade sin hest hvile på en af de højder, hvorfra man overskuer San Francisco-bugten, »spurgte jeg en vognmandskusk, der kom forbi — af mangel på andet emne — om, hvad jorden vel kunde være værd på de kanter. Han pegede på nogle køer, der græssede så langt borte, at de ikke så større ud end mus, og sagde: »Jeg véd det ikke så nøje, men derovre er der en mand, som er villig til at sælge noget jord for et tusind dollars pr. acre.« Som et lyn slog det ned i mig, at her var årsagen til fremadskridende fattigdom i følge med den fremadskridende rigdom. Med befolkningens vækst stiger jorden i værdi, og de, der arbejder med den, må betale mere for adgang dertil.«
Ja, her havde han det. Hvorfor var arbejdslønnen pludselig steget så højt i Californien i 1849, at kokkene i San Franciscos restauranter fik 500 dollars om måneden? Grunden var nu klar og enkel. Det var fordi de guldholdige pladser blev fundet på jord, der ikke tilhørte nogen. Enhver som helst kunne tage fat og arbejde med dem, uden at skulle betale nogen ejer for at få lov dertil. Hvis jorden havde tilhørt nogen, ville det være jordværdien i stedet for arbejdslønnen, der så pludselig var skudt i vejret.
Det var netop dette, der fandt sted på disse græsgange, hvorfra man overskuede San Francisco-bugten. Central-Pacific banen skulle have sin terminal i Oakland. Den forøgede befolkning ville få brug for jorden omkring Oakland til at slå sig ned på, og jordværdien var sprunget op til tusind dollars pr. Acre (ca. 1 td. Land). Og så naturligvis, sluttede George, jo mere det offentlige forbedrer, jo flere samfærdselsveje, jo større tilstrømningen, jo mere handel og industri, kort sagt: jo mere af alt, hvad der fremkalder velstand, des mere vil jordværdien have tilbøjelighed til at stige, og des mere vil arbejdslønnen og kapitalrenten have tilbøjelighed til at falde.
George red hjemad i dybe tanker, optaget af at overføre vognmandskuskens dagligdags svar til socialøkonomiens tekniske betegnelser. Han funderede på, at der er tre faktorer i produktionen og kun tre, nemlig naturkilderne, arbejde og kapital. Når naturens kilder ikke er beslaglagte, kan hele udbyttet af produktionen åbenbart deles i løn til arbejdet og rente til kapitalen. Men når de er beslaglagt, må produktionen bære endnu en tredje udgift: jordrente. Ydermere, hvis der ingen jordrente er, vil arbejde og kapital reguleres ved den frie konkurrence, men jordrente er en monopolgevinst, og derfor i stand til at tage »alt, hvad trafikken kan bære«.
Altså, eftersom disse naturlige rigdomskilders værdi er helt igennem af social art og oprindelse, skabt ved samfundets tilstedeværelse, burde jordrenten da ikke tilhøre samfundet, i stedet for den enkelte? Hvorfor i det hele taget beskatte erhverv og foretagsomhed. Hvorfor ikke simpelthen opkræve jordrenten? Det vil ikke være nødvendigt at gribe ind overfor den private udnyttelse af rigdomskilderne. Lad bare en enkelt mand lægge beslag på lige så meget, han har lyst til at råde over, og få så meget ud af det, som han kan, ubeskattet. Men lad ham betale til samfundet den årlige rente af værdien, der simpelthen er bestemt ved, hvor meget andre mennesker ville give for brugen af det samme stykke. George kunne se berettigelsen af løn og kapitalrente, grundet på naturlig ret, og for privat ejendomsret til naturlige rigdomskilder, grundet på hensigtsmæssigheden, men han kunne ikke finde nogen berettigelse for den private tilegnelse af jordrenten. I hans øjne var dette rent tyveri. Hvis han havde ret, måtte heraf følge, at når jordrenten forblev uinddraget, var den offentlige beskatning af flid og foretagsomhed det rene rov, og da især toldbeskatningen, der ligefrem gav de beskyttede industrier skatteprivilegier.
George fremsatte disse teorier i en foreløbig form i en 48 siders pjece med titlen Vor jord og jordpolitik, der ikke nåede ud til ret mange læsere, men føjede noget til hans ry som forsvarer af folkets ret. Emnet gærede i hans sind gennem fem år tilbragt ved bladvirksomhed, hvorefter han atter mistede sin avis og endnu engang var ude i det uvisse. Han havde påbegyndt en tidsskriftartikel om årsagen til erhvervskriserne, men var utilfreds med den. Det var umuligt at få skik på emnet på så lille en plads. Hvad der trængtes til, var en solid afhandling, som skulle omforme hele den gængse socialøkonomiske videnskab.
Han følte, at han kunne skrive en sådan afhandling, men hvorledes skulle han og hans familie eksistere i den tid, det ville tage? Han havde brugt sin indflydelse på demokratisk side i den foregående valgkampagne og havde været særdeles medvirkende til at få guvernøren valgt; derfor skrev han til guvernør Irwin og bad ham om at give sig en plads, hvor »der er lidet at bestille, men lidt at fortjene, så jeg kan foretage mig noget vigtigt, skriftligt arbejde«. Guvernøren gjorde ham da til statens kontrollør (inspektør) af gasmålere, hvad der var en nogenlunde godt betalt stilling og et »ben«. Dette var i januar 1876, og i marts 1879 afsluttede han manuskriptet til en bog, der hed: Fremskridt og fattigdom. En undersøgelse af årsagerne til erhvervskriser og af fattigdommens vækst samtidig med rigdommens forøgelse. Midlet derimod.
V.
Ingen ville trykke denne bog, ikke så meget fordi den var revolutionær (omendskønt et firma afviste den eftertrykkeligt netop af denne grund), men fordi den havde dårlige udsigter. Intet værk om socialøkonomi, med undtagelse af skolebøger, havde nogensinde opnået et sådant salg i USA eller England, at det fristede til nye forsøg i den retning. Desuden holdt den hidtil uovertrufne krise i halvfjerdserne alle forlagene så tæt til vinden, som de overhovedet kunne sejle. Logisk set burde en bog om årsagen til de trange tider jo netop interessere folk i en sådan tid, men bøger købes nu en gang ikke efter logiske hensyn, og forlæggerne véd det.
Hvordan det end gik til, George og hans venner fik skrabet så mange penge sammen, at bogen blev sat; George satte selv en del af den. Bogen skulle så udkomme i 500 eksemplarer på forfatterens forlag. Til 3 dollars stykket solgte han nu så mange eksemplarer, at udgiften blev dækket; senere skrev firmaet Appleton, der havde kasseret manuskriptet, og bad ham overlade det satsen; forlaget ville så lade hans bog udkomme i en udgave til 2 dollars, og dette blev gjort.
Den faldt så dødt som Cæsar og fik ikke en gang en ordentlig anmeldelse i Amerika i flere måneder. George sendte nogle eksemplarer til udlandet, hvor den vakte noget mere opsigt. Emil de Laveleye roste den meget i Revue Scientifique, den blev oversat til tysk, og anmeldelserne var overstrømmende. I marts 1880 begyndte den at blive solgt, efter en strålende anmeldelse i The New York Sun, der efterfulgtes af mere eller mindre betydningsfulde omtaler i andre blade i øststaterne; men det hele forslog ikke ret meget.
Sandheden om den senere meteorlignende succes, der blev denne bog til del som forlagsartikel, er, at det var et ret tilfældigt held. Tiderne var ikke alene helt rigtige for en sådan bog, men de vedblev at være rigtige i tyve år. Den offentlige menings retning spillede den heldet lige i hænde, ikke blot i Amerika, men i hele den engelsktalende verden. Det er betegnende, at i de lande, hvor interessen tog en anden retning, nemlig i Frankrig, f.eks., gjorde den ikke lykke. I den engelsktalende verden skyldes dens umådelige popularitet for en stor del, at den blev udtryk for den almindelige utilfredshed med det bestående, eller i bogverdenens slagudtryk, at den var »a hellraiser« — en urostifter. Men alligevel (for enhver, der har en smule menneskekendskab) er den kendsgerning, at en solid afhandling som Fremskridt og Fattigdom kunne opnå et salg på over to millioner eksemplarer, utrolig fantastisk, og det havde den dog virkelig. Fra først til sidst er historien om amerikansk civilisation en nedslående læsning; men den, der vedrører tiåret, i hvilket Fremskridt og Fattigdom fremkom, er måske uden sidestykke i hele beretningen, når netop undtages vor egen tid. Det er ikke nødvendigt at dvæle ved det her, man føler sig ganske fornedret ved erindringen derom. Georges bog traf akkurat tidevandet på sit højeste, da den voldsomme reaktion indtraf, der indledede Clevelands reformæra i 1884 og forløb ret kraftigt helt ud igennem halvfemserne. Georges død i 1897 markerede tilnærmelsesvis denne periodes fuldkomne ophør.
Flodbølgen bar såvel George selv som hans bog; han kastede sig ud i dens top. Han ventede, at der ville komme noget godt ud af den almindelige uro, og han satte al sin energi ind på den opgave at oplyse de vågnende sociale kræfter og give dem, hvad han mente var den rigtige retning. Tidens temperament fyldte ham med forhåbning. Oprigtig republikaner, som han var, stod han som en anden Jefferson i sin naive idealisering af den jævne mands intelligens, uselviskhed og evne til loyal hengivelse for en stor sag. Derfor passede det ham godt at være urostifter; Peter Eremitten havde været urostifter, Savonarola havde ikke set anden udvej end at få den jævne mand rigtig oprørt. Førend George blev opstillet som borgmesterkandidat i New York i 1886, sendte Tammany (»demokraternes« politiske organisation, berygtet for sin korruption) William M. Ivins hen for at købe ham til at afstå fra sin kandidatur, mod løftet om et mandat som kongresmedlem. Ivins sagde, at han dog ikke ville blive borgmester – og der er faktisk ringe tvivl om, at han tabte ved svigagtige metoder ved stemmeoptællingen og George spurgte, hvad man i så fald kunne have imod, at han stillede sig. Ivins sagde rent ud til ham, at det var, fordi hans kandidatur ville »slippe helvede løs«, og George svarede med tilsvarende oprigtighed, at det var netop, hvad han havde i sinde.
Med dette formål for øje var George altså kommet til New York i hælene på sin bog, idet han solgte den smule han ejede i Californien. Mit yndige lille hjem. hvor jeg befandt mig så vel, er borte,« skriver han vemodigt, »og jeg er atter ude at svømme, fattigere i mit to-og-fyrretyvende år, end da jeg var en-og-tyve. Jeg klager ikke, men det er en smule bittert.« Det første år i New York, medens hans kære bog lå som død, levede han i det skjulte, elendigt fattig; og så kom den tid, da han kunne drage fordel af noget, som hele den engelsktalende verdens øjne hvilede på, nemlig den irske rent-war (jordrente-opstand).
VI
Irland var den gang forsidestof i enhver avis, der blev trykt i det engelske sprog. Parnell og Dillon drog over havet, talte i 62 amerikanske byer, talte i repræsentanternes hus og hjemførte et stort fond af amerikanske dollars, hvormed de skulle kæmpe for de jordrentehærgede irske forpagtere. De efterfulgtes af bevægelsens bedste mand, Michael Davitt, der kom over sent i 1880 for at puste til den ild, som Parnell og Dillon havde tændt. George traf ham og fik ham »omvendt«, som vækkelsesprædikanterne siger, og George skrev da en pjece, der hed: »Det irske jordspørgsmål: hvad det omfatter og hvorledes det kan løses«.
Fra det øjeblik var, i ordets gode betydning, Henry Georges lykke gjort. Pjecen var et mesterstykke af polemik, et opråb til kamp og en profeti, det hele i eet. Den blev udgivet samtidig i Amerika og i England og fik en umådelig succes. George var forbavset over den modtagelse, den fik i den østlige presse. »Det er helt forbløffende, så gode kommentarerne er. Jeg bliver åbenbart berømt, selv om jeg ikke tjener penge.« Det er vanskeligt at forstå, hvorledes en mand, der blot har gjort en lille smule arbejde ved et dagblad, kan udtale sig så fantasiløst. Så stærk som den irske indflydelse var på hele østkysten og på en tid, da enhver irlænder sad oppe om natten for at forbande de hadede Sassenach-jordherrer og deres redskab, regeringen, hvor kunne så omtalen være andet end god? Øststaternes aviser vidste simpelthen, på hvilken side deres brød var smurt.
En sværm af fortryllede og højrøstede irlændere omringede den skikkelige forfatter, rimeligvis uden at spekulere for meget over hans tanker med hensyn til det irske spørgsmåls løsning, men alligevel helt »for ham«. Han var imod regeringen og imod jordherrerne, og det var nok. I denne henseende var de akkurat som den store mængde læsere, der havde ladet sig lokke til at stikke lidt til Fremskridt og Fattigdom, fordi de havde hørt, at bogen gav udtryk for deres utilfredshed; måske var der ikke fem af dem, der nogensinde læste den helt igennem eller i så fald forstod, hvad de havde læst, men de var ikke desto mindre alle »for den« og for at forherlige Henry George. Den amerikanske afdeling af The Land League sendte straks George ud på talerstolene, og da de irske uroligheder kulminerede med Davitts, Dillons, Parnells og O’Kellys fængsling, sendte et irsk dagblad, der udkom i New York, George til kampskuepladsen som korrespondent.
Han nåede til Dublin, fulgt i hælene af den hemmelige efterretningstjeneste, og holdt en tale til offentligheden, som havde den virkning, at hans publikum simpelthen gik amok. Folk var vilde af begejstring. Han skriver til en ven, at han ligefrem havde det største besvær med at formå mængden til at lade være med at spænde hestene fra hans vogn og trække den gennem gaderne til hans hotel. Hans beretninger til The Irish World, som hans blad hed, fik en meget stor udbredelse. Da han drog over til England, åbnede interessen for ham mange døre til politiske kredse, og nysgerrigheden åbnede endnu flere. Han spiste til middag hos mange af tidens løver: Besant, Herbert Spencer, Tennyson, Justin Mc. Carthy, Wallace, Browning, Chamberlain, John Bright, og gjorde et udmærket indtryk. Han skrev til sin hustru, at han med lethed selv kunne være blevet til ‘løve’, men mente, det var nok så godt at holde sig klar af den slags ting.
Han holdt foredrag i England og talte til mægtige tilhørerkredse i Skotland. Da han vendte tilbage til Irland, fik han endnu større ry, fordi han to gange blev sat fast på mistanke. De komiske forhørsmetoder, der mindede hele England om mr. Nupkins forhør over pickwickerne, hjalp også til hans berømmelses vækst. George greb denne lejlighed til at sende præsidenten i USA et gnistrende brev om den amerikanske ambassadør, Lowells, krybende tåbelighed, og dette gav ham ikke blot en anden slags berømmelse, men havde også gode praktiske virkninger. Udenrigsministeren udsendte et kraftigt cirkulære for at opstramme udenrigstjenesten og bad George om at indsende sit erstatningskrav. Dette afslog George dog, idet han sagde, at det var ikke det, der interesserede ham, men kun hensynet til, at amerikanske borgere i udlandet fik en retfærdig behandling.
Al denne berømmelse var en god løftestang for Fremskridt og Fattigdom. Bogen blev pludselig en international bestseller. The London Times gav den en femspaltet anmeldelse, der gjorde dens lykke i alle britiske lande og kolonier. Samme dags eftermiddag, som anmeldelsen kom om morgenen, havde forlaget solgt hvert eneste eksemplar af oplaget. Da en ny udgave i hast blev fremskaffet, havde en eneste boghandler i Melbourne bestilt 1300 eksemplarer, og 300 blev sendt til New Zealand. George blev inviteret alle vegne, fejret ved banketter, bedt om at holde tale ved alle mulige lejligheder, anmeldt vidt og bredt; og da han forlod de britiske øer for at rejse hjem, var han måske den mest omtalte mand på begge jordens halvkugler.
Han havde haft til hensigt al blive i udlandet tre måneder, men blev et år. Da han landede i New York, fandt han sig selv, som han beskedent sagde, »næsten berømt«. Straks blæste aviserne i basun for ham, arbejderorganisationerne arrangerede et vældigt massemøde for ham, og, så mærkeligt det end kan lyde, en del af Wall Streets øverste lag gav en bedre middag for ham hos Delmonico (den gang New Yorks fineste) med de største berømtheder blandt talerne. Ingen véd, hvorfor de gjorde det. Måske var det mere eller mindre et høflighedsbevis overfor en amerikaner, der havde skabt sig et navn i England; måske en billig og uforbindende måde at glæde de indflydelsesrige irlændere, måske en venskabelig gestus overfor en mand, der var godt på vej til at blive en farlig fjende, men muligvis kunne føres til at se på det sociale spørgsmål lidt mere ud fra deres synspunkt. Hvad der så end har været anledningen, så var det en stor begivenhed, og George var situationen voksen med let og elskværdig værdighed.
I en vis forstand har denne festlige middag betydet et skel for George, selvom ingen, allermindst George selv, har været klar over det på det tidspunkt. En reformator har valget mellem tre veje. Han kan føre sine idéer direkte ud til folket og fremme dem væsentlig ved de politiske metoder; han kan omvende folk med magt og indflydelse og fremme sin sag ad omveje; eller han kan blot udforme idéerne, stille dem frem til beskuelse og lade dem vinde anerkendelse ved deres egen styrke.
Den første vej følges som regel af evangelister og missionærer, og for en overbevist tilhænger af det attende århundredes politiske teorier som George måtte det være den eneste rimelige — den er helt ud republikansk, helt i overensstemmelse med den amerikanske tradition. Det kan være interessant at spekulere over, hvad der ville være sket, dersom han, i hvert fald for et stykke tid, havde forfulgt sin eneste chance for at få dem i tale, der virkelig rådede for landets umiddelbare fremtid, eller om han var gået den tredje eller sokratiske vej. Men han gjorde ingen af delene. Han var en tro republikaner eller bundet af den republikanske metode.
I de følgende to år levede George for offentlighedens øjne, han talte og skrev uophørligt og dirigerede sin idés udvikling i udpræget politisk retning. På den tid var pressen meget mere organ for meninger end den nu er, meget friere og mere kraftfuld, så hans forfatterskab var i vælten. Selv et populært tidsskrift som Leslies bad ham om en serie artikler om tidens problemer, medens The North American Review, helt på den anden ende af skalaen, tilbød at udgive et rent politisk og økonomisk ugeblad under hans ledelse.
Dog, skønt hans metoder var de samme som evangelistens, brugte han aldrig demagogens eller den praktiske politikers taktik. Han var måske den mest virkningsfulde offentlige taler i sin tid — The London Times anså ham for at være fuldt på højde med Cobden eller Bright, om ikke endnu bedre —, men han misbrugte aldrig sit publikum eller smigrede galleriet eller efterlod sig den ringeste tvivl om, hvor han stod eller hvad der var hans mening. Da man f.eks. havde præsenteret ham på en følerisk måde for et arbejderpubliklum som »én, der altid var for den fattige mand«, begyndte George sin tale med at sige: »Mine damer og herrer! Jeg er ikke for den fattige mand, jeg er ikke for den rige mand, jeg er for menneskeheden.«
Det viste sig i virkeligheden snart, at hans urostiften vakte lige så megen uro blandt hans tilhængere og mulige venner som blandt hans fjender. Ligesom Strafford i gamle dage var han for grundig, lige meget, hvis hoved, der måtte rulle. Eller hvis tæer der blev trådt på. Alle de irske førere, selv Davitt, afkøledes til frysepunktet, da det gik op for dem, at han var imod Kilmainham-traktaten og absolut misbilligede ethvert kompromis for jordrentens vedkommende, og enhver udvanding af det program, der krævede Irlands jord tilbagegivet med hundrede procent til alle hundrede procent af Irlands befolkning. Socialisterne var ikke uvenlige lige straks, og nogle af Georges tilhængere mente, der kunne etableres et slags praktisk politisk samarbejde med dem, men da George angreb deres kollektivistiske og statssocialistiske politik, viste de ganske naturligt alle deres tænder. George fastholdt med Paine og Jefferson, at regering i bedste fald var et nødvendigt onde, og jo mindre regereri, des bedre. Derfor var det rigtigst at decentralisere magten så meget som muligt og begrænse statens magt og funktioner til det absolut minimale, hvilket han mente, at jordrentens inddragelse ville besørge rent automatisk, medens kollektivisternes forslag om at konfiskere og bearbejde naturrigdommene som et statsforetagende ville have nøjagtig den modsatte virkning — det ville virke til at ,gøre staten til alt og individerne til intet.
George var endvidere en rædsel for rutinepolitikeren. Da republikanerne pludselig rejste beskyttelsesspørgsmålet i 1880, bad demokraternes forretningsudvalg ham blive partiets agitator (»go on the stump«, som det så malerisk hedder på amerikansk, med et billede fra skovhuggerlejren, hvor taleren sprang op på en træstub). Det ordnede en lang række møder for ham, men efter at han havde talt en enkelt gang, opfordrede det ham telegrafisk til ikke at tale oftere. Kærnen i hans tale var, at han havde hørt om høj-told-demokrater og om lav-told-demokrater, men selv var han en ingen-told-demokrat, der ville have sand frihandel, og han var ude efter det eller intet. Og naturligvis kunne ingen god parti-bestyrelse finde sig i sådan tale, især fra en mand, der virkelig mente det.
Men på den anden side, da den officielle frihandelsforening i de østlige stater med Sumner, Godkin, Beecher, Curtis, Lowell og Hewitt i spidsen åbnede ham sin favn, nægtede han at falde i den. Hans frihandelstaler under Clevelands anden kampagne var i virkeligheden lagt an på at vise, al disse frihandlere var nogle hule herrer og at deres forestilling om frihandel var humbug. Hans taler skadede Cleveland mere end de hjalp ham, og det rev ud mellem George og nogle af hans nærmeste medarbejdere i denne anledning. Efter Georges anskuelse ville handelens frihed ikke gavne folkets masse det fjerneste, med mindre den var forbundet med produktionens frihed; hvis den ville det, hvor kunne det så være, at befolkningen i frihandelslandet England, for eksempel, ikke stod sig bedre end befolkningen i det protektionistiske Tyskland? Ingen af de officielle frihandelsmænd kunne svare på dette spørgsmål, naturligvis, for der var ikke noget svar. George havde allerede tilfulde udviklet sine tanker om handelen i en bog: Beskyttelse eller Frihandel, der udkom i 1886 — for resten en bog, der giver sin læser den bedst mulige forberedelse til Fremskridt og Fattigdom.
På samme måde havde han sagt sin mening til fagforeningerne, arbejderorganisationerne, og peget på, at der ikke eksisterede noget arbejderproblem, men derimod et monopolproblem, og at når monopolet på naturrigdommene forsvandt, ville ethvert spørgsmål om løn, arbejdstid og arbejdsvilkår forsvinde med det. Den politiske liberalisme fik dog den allerhårdeste omgang. George synes at have betragtet den som den værste af alle hindringer for samfundsudvikling, en uappetitlig blanding, halvt kæltring, halvt nar, og ækelt krydret med opblæst dydighed. Da John Bright, liberalismens Moses, efterfølgende George som taler ved et stort møde i Birmingham, kaldte hans forslag »det største, det vildeste, det besynderligste — nylig indført hertil af en amerikansk opfinder«, kunne George ikke finde andre ord — i et privat brev — end at »den gamle mand er fuldkommen uvidende om det, han taler om«, hvilket var absolut sandt; og om Frederic Harrisons foredrag i Edinburgh og Newcastle sagde han blot, at »hvis man skal dømme efter referaterne, er dette en ganske vanvittig opposition«.
VII
Således stod han intellektuelt overfor enhver organiseret styrke i hele misfornøjelsens lejr: uvenner med socialisterne, med de professionelle irlændere, med de professionelle arbejderførere, professionelle fremskridtsvenner, med liberalismen og kværulanteriet. Hans sympati og kærlighed stod dog altid på række med dem, der gjorde oprør imod den bestående økonomiske ordning, hans hjerte var med alle, der stred imod, selv om hans tænkning ikke helt kunne være med dem. Og dette bidrog til, at man i de to år, der forløb efter hans første besøg i England, gav ham det skudsmål, at han blot var en proletarisk klassefører, hvis principper og hensigter var af den sædvanlige, begærlige art. Som Abram S. Hewitt ganske samvittighedsløst udtrykte det, var »hans hensigt kun den at rotte arbejderne sammen imod de rige«.
Så hændte der ved udløbet af disse to år akkurat det ene, der var fornødent for at fastslå hans rygte. Da fagforeningsbevægelsen i New York City besluttede at tage del i borgmestervalget i 1886, anså de George for den bedste stemmesamler, der fandtes, og opstillede ham som deres kandidat. Hermed svandt for stedse den anseelse, han ellers måtte have vundet sig i Amerika som økonom og filosof, efterladende ham blot den usikre og kortvarige prestige, der bliver en politisk demagog, en agitator, til del.
George havde sine skrupler, ikke med hensyn til, om han blev valgt eller ikke, men angående stillingen som kandidat og dens konsekvenser, men det var for silde. Den retning, han var slået ind på år tilbage, havde ført ham lige ind i den praktiske politiks hængedynd, og nu sad han i det. Han trak det ud med opstillingen, forlangte tredive tusinde underskrifter fra vælgere, der ville stemme på ham, hvilket øjeblikkelig fremskaffedes — og dér sad han!
Kampagnen var ualmindelig bitter. De andre kandidater var Theodore Roosevelt og Hewitt, og deres metoder overfor George var stærkt angribelige på en måde, som Hewitt i det mindste måtte have stejlet over, thi han var en dannet mand — men ikke desto mindre gik han med til dem. Det var nemt nok at udskælde George, thi den anklage, at han var en proletarfører, var jo for så vidt sand nok; han var officielt og ved sin opstilling, en kandidat for arbejderne. Nogle af dem, der støttede ham, forstod naturligvis hans idéer og mål og troede på dem, men det var et relativt fåtal. Majoriteten var blot medrend. Hewitt sejrede ved valget, i hvert fald nominelt, sandsynligvis blev han »talt« ind. Men Georges stemmetal var så stort, at The New York Times anså det for at være en begivenhed, der krævede den allerstørste opmærksomhed og agtpågivenhed, medens The St. James Gazette, London, bedstemoderligt formanede »alle velansete amerikanere til at sætte smålige partihensyn til side og stå sammen overfor denne ny fare, der truede samfundet«.
Hvad George angik, var der ingen grund til denne advarsel, thi hans politiske dag var omme. Efter denne ene kampagne var han færdig. Han var ikke længere en mand, der måtte frygtes — eller bare regnes med. For dem, der var inde i den praktiske politik, var han for fremtiden i håbløs miskredit som en af de værste af alle debetposter, en dumpekandidat. For Amerika som helhed var han bare én til af det utallige kor af forhenværende profeter og fallerede talekunstnere. Og desuden brød stemningen i tiden sammen. De idealistiske samfundsstormere delte sig i sekter, og offentlig opmærksomhed sløvedes af en hel række mænd og sager, hvis optræden på arenaen blev rigtig snedigt manipuleret*). Har der nogensinde været en sådan sværm af slagord og slagord-kolportører sluppet løs i ét tidsrum på denne jord? Intet under, at mr. Jefferson sukkede, idet han skuede ud over Amerikas udsigter: hvilket galehuslem mennesket er! Inden et år var gået, var George sunket tilbage til en historisk plads mellem alt dette ragelse, som bare endnu en punkteret demagog.
Han lod sig en gang opstille til et statshverv i 1887, men fik næppe halvdelen af de stemmer i New York, hans faste borg, som han fik ved borgmestervalget året før.
De sidste ti år af hans liv var væsentlig helliget et ugeblad, The Standard, i hvilket han vedblev at fremsætte sine økonomiske idéer, men det blev ikke til ret meget. Han oplysningsbesøgte atter England, hvor han fandt, at hans tidligere popularitet endnu stod ved magt. Han rejste også en tur jorden rundt og blev fyrsteligt modtaget i sin tidligere hjemstavn, Californien og i de britiske kolonier. Hans væsentlige arbejde i dette tidsrum var dog at skrive sin »Videnskaben om den politiske økonomi«, der blev afbrudt ved hans død; lykkeligvis ikke førend den var så vidt færdig, at resten af hans tilrettelagte plan let kunne udfyldes.
I dette tidsrum var hans forhold iøvrigt, for første gang i hans liv, ret gode. Han havde modtaget nogle gaver og små legater, og senere sørgede et par velhavende venner for, at han kunne gøre sit arbejde færdigt, uden at nære bekymringer for brødet. Det er en interessant kendsgerning, at George er enestående i Amerikas historie som en forfatter, hvis bøger er solgt i millionvis, og som en taler, hvis ord er blevet hørt af tusinder, men som aldrig har tjent en dollar til sig selv på nogen af delene.
Hans død formede sig som det store drama eller den store pathos, om man vil. Den kommunale uhyrlighed, der kaldes Stor-New York, blev samlet sammen sidst i halvfemserne, og nogle af Georges venner og medarbejdere, stadig lige uforbederligt politisk anlagte, påplagede ham det forlorne håb at lade sig opstille som uafhængig kandidat til borgmesterstillingen i 1897. Seth Low, daværende præsident for Columbia University og Robert van Wyck, som var det uindtagelige tammanys kandidat, Var i marken. Udfaldet var klart, og dog gav George efter. Det er utænkeligt, at han kan have haft det fjerneste håb orn at vinde; det er mest sandsynligt, at han har tænkt, det ville være endnu en anledning, temmelig sikkert hans sidste, til at bære vidnesbyrd overfor folket i hans by med det levende ord.
Han havde allerede i 1890 haft et anfald, der afslørede en svækkelse i hjernens blodkar, og hans tilstand var nu en sådan, at enhver læge på det bestemteste måtte hævde, at han ikke ville kunne tåle en valgkampagnes strabadser. Det viste sig da også. Han åbnede sin kampagne med stor kraft, talte ved et eller flere møder hver aften, næsten altid med sin sædvanlige klarhed og styrke. Tre uger før valget talte han ved fire møder på én aften og gik til sengs i Union Square Hotel, meget udmattet. Tidlig næste morgen, da hans hustru vågnede, fandt hun ham stående i et tilstødende værelse, i talerstilling, med sin hånd på en stoleryg, sit hoved højt og øjnene vidt åbne. Han gentog det ene ord »ja« mange gange med forskellig betoning, og derefter blev han tavs og talte ikke senere. Mrs. George lagde sin arm om ham og førte ham med besvær tilbage til hans seng, og dér døde han.
VIII.
Fremskridt og Fattigdom er den første og eneste grundige, fuldkomne videnskabelige undersøgelse, der har fundet sted, af den underliggende årsag til erhvervskriser og ufrivillig fattigdom. Århundredets dygtigste hjerner har været sat ind på at angribe og tilbagevise den — professor Huxley, hertugen af Argyll, Goldwin Smith, Pave Leo den 13de, Frederic Harrison, John Bright, Joseph Chamberlain. Ikke desto mindre kunne George sige i forordet til den endelige udgave, hvad vistnok få forfattere af et teknisk arbejde hat været i stand til, at han ikke har truffet en eneste indvending eller kritik, som ikke fuldt ud var forudset og besvaret i selve bogen. I årevis har han drøftet dens grundprincipper med enhver, der havde lyst til at forsøge sig, og han blev aldrig gendrevet.
Men underligt nok, skønt der har været mange erhvervskriser siden Georges død i 1897 og nogle af dem har været meget strenge, er bogen gået så fuldkomment under i det ry for klassepropaganda, som Georges politiske optræden fæstede på ham, at det knap nok er kendt, at den er skrevet. I hele den nuværende krises forløb er der med en enkelt undtagelse ikke nævnt et ord om den af nogen fremragende offentlig personlighed. For to år siden gav præsidenten for Columbia University i sin rektortale George en oprejsning fra de døde, men på en måde, der viste, at han næppe har læst ham.
Det er også interessant, nu da en række kriser trykker selve kapitalisten mere og mere, akkurat som George har forudsagt, at se, hvorledes George og hans anti-monopolister fra for fyrre år siden lader til at skulle blive de bedste venner, kapitalisten har at holde sig til. Fast i sit standpunkt for kapitalens ret, overfor kollektivisternes krav om konfiskering af kapitalrente såvel som af jordrenten, har George formuleret et forsvar for denne ret, som er uigendriveligt. Alle de, der har prøvet på at bide i filen, har simpelthen knækket tænderne på den. Det er en skæbnens ironi, at den klasse, der nu er begyndt at lide særligt under de gentagne kriser og den stadig voksende byrde, som statsovermagten lægger på den, er den selvsamme, der angreb George på det mest rasende som »revolutionær, anarkist og samfundsfjende«. Og dog kunne den fremadskridende udvikling af statsovermagt og kollektivisme have været forudset; der var alle varsler om den, og den kapitalistiske klasse skulle have været den første til at se disse varsler og udlægge dem klogt. Bismarck så, hvad der var i vente, og selv Herbert Spencer spåede forfærdelige tider for England og endnu mere forfærdelige for Amerika — »en lang årrække med statsovermagt og kollektivisme, så borgerkrig, uhyre blodsudgydelse, endende i et militært despoti af den strengeste art«.
IX
Ligesom John Bright har næsten enhver tillagt den »amerikanske opfinder« en splinterny opdagelse med hensyn til hans idé om inddragelse af jordrenten. George kom jo virkelig også ganske selvstændigt til sin idé, men andre, om hvem han aldrig havde hørt, var langt tidligere end han kommet til den. Ganske det samme forslag var blevet stillet i det attende århundrede af mænd, som mr. Bright måske havde betænkt sig to gange på at spotte — den franske skole, der kaldes fysiokraterne, indbefattende Quesnay, Turgot, du Pont de Nemours, Mirabeau, le Trosne, Gournay. De brugte endogså betegnelsen l’impot unique, the single tax, som Henry Georges disciple i Amerika opfandt selvstændigt, og som George godkendte. Tanken om at inddrage jordrenten gik også op for Patrick Edward Dove omtrent samtidig med, at George undfangede den. Den havde allerede et århundrede tidligere været fremsat i England af Thomas Spence og atter i Skotland af William Ogilvie, en professor i Aberdeen. Georges forklaring vedrørende inddragelse af jordrenten som samfundsskabt værdi var også udførligt foregrebet af Thomas Paine, i hans pjece: Agrarian Justice (dansk: Ligeretten til jorden).
Georges særlige fortjeneste er altså ikke den oprindelige opdagers, selvom hans opdagelse var original, lige så fuldt som Darwins og Wallaces. Den var simpelthen ikke ny. Turgot havde endogså fremsat selve det princip, som George udformer i lønningsloven, skønt George ikke vidste af, at nogen havde gjort det.
Georges store fortjeneste ligger i at have udarbejdet sin opdagelse i sine logiske konsekvenser til et komplet system, hvilket ingen at hans forgængere havde gjort; derved gjorde han ikke alene socialøkonomien til en sand videnskab, men tydeliggjorde og fremhævede dens forbindelse med historie, politik og etik. Nøglen til forståelse af Georges levnedsløb kunne findes i en lille historie, som Lincoln Steffens fortæller om en køretur ovenpå en Fifth Avenue bus i selskab med djævelen. Djævelen var i ualmindelig godt humør den dag og underholdt Steffens med en række ramsaltede historier, da Steffens pludselig fik øje på en mand på fortovet, der omhyggelig bar på en lille pakke sandhed. Steffens puffede til djævelen, der kastede et ligegyldigt blik på manden og snakkede videre, uden at ænse ham. Da Steffens kunne få et ord indført, sagde han: »Hør, lagde du ikke mærke til ham, der gik? Han havde fået fat på et lille stykke af sandheden.« »Jo, naturligvis så jeg det,« svarede djævelen. »Hvorfor?«
»Ja, men det er da virkelig en meget farlig sag,« sagde Steffens. »har du ikke i sinde at gøre noget ved det?«
»Det haster slet ikke, min gode,« sagde djævelen overbærende, »det er en meget simpel sag; jeg render nok på ham igen en af dagene, og så skal jeg få ham til at organisere den.«
Det er naturligvis umuligt at gætte på nu, hvad Georges historiske stilling havde været, dersom han havde haft mindre af religionsstifterens sind og mere af en Sokrates’ erfarne og gennemtrængende humor, med en tilsvarende mistillid til propaganda efter de republikanske metoder. Spørgsmålet er ørkesløst, men for en gransker af civilisationen er det af største interesse i Georges karriere, at man for hvert skridt, han tager, må stille sig dette spørgsmål. Måske ville han under alle omstændigheder være blevet trampet ned af den gadarenske flugt*) og dænget indtil udslettelse. Måske — næsten sikkert — ville hans idé være blevet samlet op og taget i tjeneste af en eller anden sekterisk klassepolitik, som ville have gjort den ukendelig. Erfaring, humor og forstand får meget lidt at sige, når de kolliderer med det, som Ernst Renan så udmærket kaldte la materialisme vulgaire, la bassesse de l’homme interesse (den materialistiske historieopfattelse). Og dog kan man ikke frigøre sig for den tanke. at George hurtigere ville være dukket frem af glemselens mørke, og at hans idéer ville have stået i et klarere og mere fordelagtigt lys, dersom han havde fulgt en anden vej.
Af meget større betydning er dog spørgsmålet, hvorvidt Georges tillid til den jævne mands fælles (kollektive) dømmekraft er berettiget — hvorvidt en sådan tillid overhovedet nogensinde er berettiget. Har den jævne mand tilstrækkelig åndskraft til at begribe tænkningens udvikling rigtigt, og tilstrækkelig karakterstyrke til at følge den uselvisk? Hele fremtiden for det attende århundredes politiske doktrin, den idé, hvorpå vor republik i hvert fald nominelt blev oprettet, afhænger af dette spørgsmål, spørgsmålet kort sagt, om ikke folkestyret har lagt en byrde på den jævne mand, som han ikke er i stand til at bære.
George var ikke et øjeblik i tvivl om svaret. Alligevel, under indtryk af den slags politisk førerskab, som den jævne mand uvægerligt valgte at give sig ind under, og den slags sager, der uvægerligt tiltrak ham, sluttede han Fremskridt og Fattigdom med en klar advarsel, for lang til at citeres her, imod den jævne mands omsiggribende korruption ved selve den regerings- og styreform, han selv havde opstillet. Det er vel værd at læse nu.
Enhver må afgøre med sig selv, hvorvidt man vil finde roden til denne den jævne mands korruption ved styret, i selve den jævne mands karaktersvaghed og evneløshed, eller man vil finde den, som George gjorde det, i den ulige fordeling af livsgoderne. Hvilket resultat man så end kommer til, kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at Georges advarsel har vist sig at være en profeti.
NOTE: Her er noter jeg ikke har fået med — dem finder jeg, og bringer snarest!/PMA