Fra Højskolebladet 1889
Siderne 1-74; med spring.

Profeten fra San Francisco.
Brudstykke af manuskript til en biografi af
Henry George.
Af Fernando Linderberg

I. Fremskridt og fattigdom

Der er næppe nogen anden af det 19. århundredes bøger, der har vakt en så overordentlig opsigt og følgerig verdensomfattende bevægelse som Henry Georges Fremskridt og fattigdom. Havde der været vanskeligheder forbunden med at få første oplag udgivet, gik det så meget lettere med de følgende. Anden udgave blev solgt lige så hurtigt som den første. De første par år sporedes ingen særlige virkninger deraf. Men tiden gled ikke langt op i firserne, før der viste sig tegn på, at de ny tanker begyndte at gøre sig gældende. Efterspørgselen efter bogen blev bestandig større. Det ene ny oplag måtte udgives efter det andet. Dens virkekreds var heller ikke blot indskrænket til Amerika. I England vakte den mindst lige så megen opsigt som på den anden side af verdenshavet. Men selv det engelske sprogs grænser var den for trange. Den måtte over omkring på fastlandet. De europæiske statsøkonomer begyndte at anmelde bogen og diskutere dens program. Selv flere af dem, der ikke kunne tiltræde programmet, erkendte, at bogen indeholdt så mange udmærkede og fortrinlige ting og var skrevet i et så mesterligt sprog, at den fortjente at kendes og læses af mange. Oversætterne kom i bevægelse. På tysk blev bogen udgivet i Berlin, på svensk i Stockholm, på dansk i Kristiania, på spansk i Madrid. Nye oplag blev udgivet i England og Australien. I Californien blev den indført som skolebog.

Fra alle verdenshjørner modtog George breve, der vidnede om taknemlighed og glæde over det ny social-program. Tankerne var slået an. Mange hilste George som en ny Morten Luther, som en Columbus i den sociale videnskab. Adskillige gik endog så vidt i deres begejstring, at de stillede Fremskridt og fattigdomved siden af selve biblen!

Dog var det ikke alene begejstring og tilslutning, bogen vakte. Det manglede heller ikke på vidnesbyrd om noget af anden og modsat art. Havde bogen vundet hengivne og glade venner, havde den ikke mindst fremkaldt harmfulde og fnysende modstandere. Den sikkerhed, hvormed George havde ramt Malthus’ befolkningslære, bragte jorden til at ryste under de privilegerede klasser, der hidtil havde hvilet så trygt på de af Malthus velsignede polstrede hynder. Privilegiernes mænd kom derfor i voldsom bevægelse og rejste sig vrede for at rette et dræbende slag mod den ny Josva i tankernes verden. Selv Lord Salisbury greb til våben imod ham.

II. Hertugen af Argyll

En længere anmeldelse af Fremskridt og fattigdom, som blev givet af hertugen af Argyll i det engelske tidsskriftl, The Nineteenth Century, gav et samlet udtryk for den stemning, som George havde vakt imod sig blandt Englands store jorddrotter. Til oplysning og overvejelse hidsættes følgende sammentrængte brud stykke af anmeldelsen (læs evt. hele hertugens anmeldelse her):

“De kommunistiske ideer har måske aldrig antaget en mere kunstig form end i Henry Georges skrifter[1]. Forfatteren er frem for alt pessimist, der uundgåelig fristes til at bruge den mørke farve.[2]Han kræver, at ethvert stykke jord uden erstatning skal tages jordejerne, som har anvendt år af deres arbejde på jorden, og som under dette har stolet på statens sikkerhed og regeringens ære. Det er en lære, der i fordærvelse og ødelæggende vanære vidt overgår alt, hvad selv den værste regering i et hvilket som helst land nogen sinde har været beskyldt for at foretage. Under de voldsomme og røveragtige regeringer i de gamle tider løftede Israels profeter deres røst imod alle former af uret og plyndring og forkyndte en særlig velsignelse for den, der ikke undlod at aflægge vidnesbyrd, selvom det var til hans egen skade. Den ny profet af San Francisco er af en anden mening. Akab kunne have undgået alle sine besværligheder og Jezebel sparet sine rænker, dersom de havde haft mr. Henry George ved deres side. Elijah var en dåre. Hvad ret havde Naboth til at tale om “arven fra sin fader?” Hans fader havde ikke mere ret til at erhverve ejendomsret til agrene på Jezreel bjærg end sønnen til fortsat at beholde dem i sin uretmæssige besiddelse. Ligegyldigt, hvorledes end hans skøde på ejendommen var. Ingen mand, ingen samling af mænd, ikke dommerne, ikke Saul, ikke david, end ikke Salomon i al sin herlighed kunne skænke Naboths fædre en del af guds jord imod de udødelige fordringer af hele folket i Israel.

Det er den lære, som den ny profet forkynder. Hermed åbner der sig en ny følgerig udsigt for os. Dersom den sætning skal anerkendes, at ingen forpligtelse skal opfyldes over for jordejerne, må da ikke den samme grundsætning anvendes så vel på forpagtere som på ejere? Dersom et slægtled ikke kan binde det næste til at anerkende et køb, kan da et slægtled binde et andet til at anerkende en forpagtning? Dersom et løfte kan brydes og bør brydes, – hvorfor skal da et andet anerkendes som bindende? Dersom den værdi, der opsamles gennem mange års eller endog gennem slægtleds arbejde, kan og bør tilegnes, er der da nogen vanskelighed ved at lægge den mørke farve beslag på den indtægt, som hvert år bringer?

Nej, meget mere, er der nogen grund til at anerkende den sætning, at forpligtelserne mod jordejerne ikke skal opfyldes, da er der ingen grund til at indskrænke sætningen til ejere og forpagtere af jord. Dersom store og små jordejere kan og bør berøves det, som samfundet i umindelige tider har tilladt dem, ja opmuntret dem til at erhverve og kalde deres eget; dersom tusinder af mænd, kvinder og børn, som middelbart eller umiddelbart lever af renter, enten i form af gengæld for forbedringer, som lån, de har ydet i egenskab af kapitalister, eller som testamenter til enker og børn, alle i lige grad skal ruineres ved konfiskering af den fond, hvorfra indtægterne kommer – da er der mange andre fonde, der vil blive fejet bort af det samme misundelige had.

I Amerika er alt udviklet efter en stor artet målestok – endog dets former for skurke streger. Og de skændigheder, der forsvares af mr. George, er en illustration til disse, der er lige så slående som mammouth-gravene i Kentucky eller bedragerierne af den berygtede “Tammany·ring” i New York. Verden har endnu aldrig set en sådan apostel for uretfærdighed som Henry George. Thi han går til roden af tingene og viser, hvor ugrundede reglerne for ærlighed og retsindighed er, og hvilken urimelig overtro det er, som holder på de forpligtelser, der kun alt for længe har været anerkendt.

Dersom vi kan tage deres ejendom, der har stolet på vor ære, må det sikkert være endnu mere lovligt at tage ejendommen fra dem, der ikke har vist os en sådan tillid. Dersom vi kan flå den offentlige kreditor, må der i det mindste være lige så åben adgang til at flå alle andre, der på anden måde har anbragt deres private formue. Den formue, som industrien frembringer, må lige så rettelig være genstand for beslaglæggelse. Hvor som helst “folket” ser en formue i hænderne på en mand, må det have ret til at kræve den for at spare sig selv tor den nødvendighed at måtte underkaste sig beskatning. Dette er det nye evangelium af Profeten fra San Francisco.”

Sålunde skrev den hertugelige angriber! Havde det stået til ham, var der nok blevet sat en stopper for Georgebevægelsen i England. Men den hertugelige evne holdt heldigvis ikke mål med den tilstedeværende vilje. Det bedste ved angrebet var det, at det tydelig viste, at hertugen ikke havde forstået et muk af Georges program. Men indvendingerne er lige fuldt ret lærerige at tage i øjesyn. Thi de er hverken værre eller bedre end de ni tiendedele af de indvendinger, vi også her hjemme træffer i bøger og blade mod Georges forslag. Hertugens anmeldelse kan da i hvert fald tjene til at give andre et vink om, at de hverken i tale eller skrift bør give sig til at angribe Georges program, før de har sat sig ordentligt ind i, hvad programmet indeholder.

Til belysning af dette kan det være værd at medtage et brudstykke af det svar, som “profeten” gav hertugen i det samme engelske tidsskrift.

III. “Profetens” gensvar

Jeg er villig til at underkaste ethvert statsøkonomisk spørgsmål sædelærens dom. Så vidt som jeg kan se, er der ingen social lov, som ikke er i overensstemmelse med den moralske lov, intet socialt spørgsmål, der ikke hurtigere og sikrere kan afgøres ved en appel til den moralske følelse end ved appel til forstandens erkendelse. Angående udfaldet af denne prøve kan der heller ikke være nogen strid mellem os. Hertugen beskylder mig for at overtræde den moralske lov ved at foreslå røveri. Jeg erkender, at røveri er en overtrædelse af moralloven. Viser det sig derfor, at hertugen har ret i sin beskyldning, er jeg dermed dømt.

Hvad er røveri? Det er – derom er vi begge enige – at tage eller tilegne sig, hvad der retteligt tilhører en anden. Men læg mærke til: hvad der med rette tilhører en mand, falder ikke altid sammen med, hvad der lovlig tilhører ham. Det ligger uden for denne forhandling at påvise, i hvilken udstrækning menneskelige love kan skabe ret. Thi det, som jeg foreslår, går kun ud på at ændre, ikke at overtræde bestående menneskelige love. Hertugen påstår, at den af mig foreslåede forandring vil være uretfærdig. Derved indanker han sagen for moralens domstol, der står over alle menneskelige love, og hvoraf alle menneskelige love skal dømmes.

Lad mig understrege dette. Jordejerne må efter eget ønske vælge at indanke sagen enten for den menneskelige lov eller for den moralske domstol. Påstår de, at jorden med rette er deres ejendom, fordi de af mennesker vedtagne love anerkender denne ejendomsret, kan de ikke beskylde dem for røveri, som vil forandre disse love. Erklærer de imidlertid, at en sådan forandring af de bestående borgerlige love vil være røveri, da er de skyldige at bevise, at jorden med rette er deres ejendom til trods for alle menneskelige love.

Det, der retmæssig kan betragtes som ejendom, omfatter kun, hvad der er produkter af arbejde. Sådanne ting må fra begyndelsen have en ejer, hvem de tilhører, fordi de er frembragte ved hans møje. Denne art af ting er retmæssig ejendom på grund af den ret, ethvert menneske har til sig selv og frugterne af sit arbejde. Og denne ret er det moralske grundlag for al ejendomsbesiddelse. Det er denne ret, der gør de frembragte ting til retmæssig ejendom til trods for alle menneskelige love.

Gyldigheden af det ottende bud stammer ikke fra menneskelige bestemmelser. Det er skrevet på naturens klare kendsgerninger og selvindlysende for menneskenes iagttagelse. Var der kun to mennesker i verden: fisken, som den ene fangede i søen, dyret, som han gjorde til bytte på jagten, frugten, som han samlede på marken, eller huset, som han byggede, ville være hans retmæssige ejendom, som den anden aldrig ville kunne tage fra ham uden overtrædelse af den moralske lov. Men hvorledes skulle nogen af dem kunne fordre verden som sin retmæssige ejendom? Eller hvis de blev enige om at dele verden imellem sig, – hvad moralsk ret ville deres overenskomst have mod den næste mand, som kom ind i verden?

Det er imidlertid ikke nødvendigt at bevise, at ejendomsretten til jorden kun hviler på menneskelige bestemmelser, der til enhver tid kan forandres uden at overtræde den moralske lov. Thi ingen vil for alvor vove at påstå, at den har noget andet grundlag at hvile på. Der siges undertiden, at ejendomsretten til jorden stammer fra, at ejerne oprindelig med rette har tilegnet sig den. Men de, der påstår dette, tror det egentlig ikke selv. Thi tilegnelse kan aldrig give ret. Manden, som drager et bæger vand fra floden, erhverver sig en ret til dette bæger; men denne ret stammer fra arbejdet, ikke fra tilegnelsen. Hvorledes skulle han kunne erhverve sig ret til floden ved blot at tilegne sig den?

Columbus drømte ikke om at tilegne sig den nye verden for sig og sine arvinger. Og havde han gjort det, ville man kun have kunnet stemple ham som vanvittig. Det var nationer og fyrster, der delte Amerika imellem sig. Men deres foretagende hvilede kun på “magtens ret”. Og den og den alene er det, der giver tilegnelse gyldighed. De, der taler om tilegnelsens ret, kan derfor kun mene erobringens ret, spydstageretten!

Men jeg anerkender aldrig, at erobring eller nogen anden udøvelse af magt kan skabe ret. Jeg hævder, at intet folk i noget land, for nærværende, i den forbigangne eller i den kommende tid har nogen anden ret til jorden end brugsretten, og at ethvert menneske hertil har lige ret. Brugsretten til jorden tilhører alene de levende, de døde har hverken magt eller ret over den. Jorden er ikke skabt for et enkelt slægtled men givet som en bolig til alle slægter. Den nuværende tids mennesker kan derfor aldrig være bundet til at anerkende nogen tilladelse til at eje jord, som er givet af menneskene i den forbigangne tid; og lige så lidt kan de bortskænke de menneskers ret til jorden, som kommer i fremtiden. Der som folket i noget land blev enigt om en anvendelse af jorden, der fornægtede den lige ret af blot en eneste i dets midte, øvede de en uret. Og blev de alle enige om at bortskænke deres egen ret, havde de dog ingen som helst myndighed til at bortskænke børnenes naturlige og lige ret til jorden.

En mand bør ikke hånes på grund af hans forfædres synder. Nej – men han bør heller ikke have adgang til at søge vinding ved dem. Nu er det imidlertid en kendsgerning, at den absolutte ejendomsret til jorden i ethvert land har sin oprindelse fra magt og bedrag, egennyttig begærlighed og samvittighedsløs snuhed. Ligesom alle onde institutioner skyldes dens fremkomst menneskenes dårlige lidenskaber, ikke deres iagttagelse af, hvad der er ret eller deres erfaring om, hvad der er klogt.

Dog er det tillige en kendsgerning, at ejendomsretten til jorden er forholdsvis ung af alder. Mindst 999 af hver 1000 mennesker, der har levet i verden, har aldrig drømt om den.

Men det er unødvendigt at dvæle ved dette. Der er en højere grund, hvorpå jeg kan møde hertugen. Han tror på en vis skaber og ser hensigt og plan i naturen. Han mener, at det kun er ved at handle i overensstemmelse med de alt omfattende love, at mennesket kan beherske sin stilling og opfylde sin bestemmelse.

Kast da blikket omkring i verdens lande, hvor kunst, videnskab og fysiske kræfter er bragt til den højeste udvikling: se, hvor få af menneskene der helt kan drage fordel af civilisationens fremskridt. Folkenes store masser må fremdeles kæmpe for den blotte eksistens! Er dette i overensstemmelse med naturens hensigt?

De, der ikke finder nogen vis plan eller hensigt i naturen, kan mene, at dette er, som det må være. Men hvem, der i verdensordningen ser et værk af en almægtig og vis skaber, kan standse et øjeblik for at overveje, om den store forskel mellem den klare hensigt og den tilstedeværende tilstand skyldes naturens love eller vor fornægtelse af disse love. Vi behøvet ikke at gå langt for at finde svaret.

Tænk på et skib, der sendes ud på havet med overflødig forsyning for alle passagererne: Hvad vil der ske, hvis enkelte af de rejsende tager forsyningen i besiddelse og nægter at dele med de øvrige?

Tænk på en verden, der er skabt og ordnet således, at menneskene, der er anbragte på den, kan finde overflødig forsyning for alle deres krav: må der ikke nødvendig blive mangel og elendighed, hvis en del af menneskene gør overfladen, hvorfra næringsmidlerne kommer, til sin udelukkende ejendom og nægter andre adgangen til den? Her som over alt er 2 +2 = 4, og når alt er taget fra noget, bliver intet tilbage!

Både en hertug og en fæster er skabninger af samme art med de samme organer og de samme krav. Naturens bestemmelse er, at begge skal leve på jorden, bruge jorden, på samme måde og i samme grad. Må det da ikke erkendes, at der gøres brud på naturens bestemmelse ved love, der giver den ene langt mere jord, end han på nogen måde er i stand til at bruge, og nægter den anden enhver del i jorden? Er ikke en mand, der af naturen er udrustet til at dyrke jord, hvis hele tilværelse afhænger af brugen af jord, men lige fuldt nægtes enhver ret til at bruge jord, en lige så unaturlig og elendig skabning som en fugl uden luft og en fisk uden vand? Kan naturens bestemmelse mere klart overtrædes end ved love, der frembringer slige uregelmæssigheder?

Menneskene er i dag som i alle tidligere slægtled skabte til at bruge jorden. Derfor er det en dårlig tale, som føres af dem, der påstår, at vel havde menneskene oprindeligt lige ret til jorden, men denne lige ret er tabt ved handlinger, der er foretaget, eller ved tilladelser, der er givet af mellemliggende slægtled. Det er en meget ulogisk tale, der føres af dem, som erklærer, at medens det ville være retfærdigt at fastslå den lige ret til jorden i lovene for et nyt land, hvor folk nu begynder at skulle leve, ville det være uretfærdigt at fastslå den samme ret i et gammelt land, hvor folket har levet længe.

Moralsk ret og uret har ikke deres oprindelse fra fortilfælde (præcedens). Gentagelse af en uret kan dulme den moralske følelse men aldrig skabe ret. Et røveri er ikke mindre et røveri den tusinde millionte gang, det bliver begået, end det var den første gang. Dette glemmer de, der hævder, at slavehandel er røveri, men legaliserer slaveri af dem, som allerede er gjort til slaver. Det samme glemmer også de, som anerkender den naturlige ret til jorden men lige fuldt påstår, at det ville være uretfærdigt nu at gøre fordring på den. Thi ligesom det at holde en mand i slaveri lige så meget er en overtrædelse af naturlige rettigheder som bemægtigelsen af hans fjerne fædre, således er det røveri, som er indesluttet i den nuværende fornægtelse af den naturlige ret til jorden, lige så meget et røveri som den første handling af magten eller listen, der overtrådte eller tilsidesatte denne ret.

De, der påstår, at det ville være uretfærdigt, om folket nu gjorde fordring på dets naturlige ret til jorden uden først at yde erstatning til de nuværende jordejere, sammenblander ret og uret lige så åbenbart som dem, der hævdede, at det var en forbrydelse, hvis en slave flygtede uden først at betale den mand, som han tilhørte, hvad han havde kostet ham. De har aldrig forstået, hvad den private ejendomsret til jorden betyder! Thi den betyder ikke blot en fortsat udelukkelse af mennesker fra det element, som de er skabte til at leve på, men indbefatter en fortsat tilegnelse (konfiskering) af arbejdet og arbejdets frugter.

Det er jo nemlig ikke fra selve jorden, at jordejerne drager deres store indtægter. Hvis der ingen mennesker levede og arbejdede på deres jord, hvad indtægt mon de da ville få ud over den, som de kunne frembringe med deres egne hænder? Nej, det går her aldeles på samme måde, som hvor der holdes trælle: jordejernes indtægter repræsenterer den værdi, som arbejdet frembringer på jorden. Hvad enten man tillader hertugen at behandle jorden som sin private ejendom, eller man gør et vist antal af hans landsmænd til slaver, vil virkningen blive den selvsamme: at sætte ham i stand til at tilegne sig en vis, som oftest meget betydelig del af den værdi, som de arbejdende frembringer. Sandelig, får man øje for dette, må det erkendes, at uretfærdigheden fremkommer ikke ved at ophæve en ordning, som på den måde tillader enkelte mænd at plyndre andre, – men ved at fortsætte den! Det må vel forstås, at enhver fordring på erstatning fra jordejernes side ikke blot er en fordring på at beholde, hvad de forud har taget fra arbejdet, men på betaling for, hvad de i fremtiden ville være i stand til at tilegne sig af arbejdets udbytte, men denne fordring er fuldstændig af samme art som slaveholderens, hvis sande karakter viste sig deri, at ban krævede mere erstatning for en stærk slave, som endnu kunne yde meget arbejde, end for en udlevet, af hvem han allerede havde tvunget næsten alt det arbejde, han var i stand til at yde.

Gå fra grundsætningerne til kendsgerningerne. Se på de frugter, som den private ejendomsret til jorden frembringer i ethvert land, hvor den forefindes. Tag for eksempel Skotland[3]. Hvad er resultaterne der? At vilde dyr har forjaget menneskene; at dale, der engang fremsendte tusinder af kæmpende mænd, nu er optaget af nogle få hyrder, der fører tilsyn med de vilde dyr; at der er en ødelæggelse og nedværdigelse, som ville være en skam for vilde folkeslag; at små børn hungrer og forknyttes i væksten af mangel på pleje; at kvinder er tvunget til at gøre dyrenes arbejde; at unge piger, som burde uddanne sig til hustruer og mødre, må arbejde i fabrikkerne eller, hvad der er endnu mere sørgeligt, strejfe om på de offentlige gader; at medens nogle få har slotte og paladser, lever mere end en tredjedel af de skotske familier i lejligheder med kun et værelse, og mere end to tredjedele har kun to værelser; at tusinder af tønder land ligger udyrkede som jagtgrunde for fremmede, medens masserne af folket ikke ejer så meget af deres fødelands jord, som er nødvendig til en eneste blomst, ja er endogså stænget adgangen til moser og bjærge og vover ikke at tage en ørred fra en sø eller en laks fra en fjord.

Man kan her finde små, pjaltede, hungrige børn, som, når man giver dem et stykke brød, løfter deres øjne mod himlen, folder hænderne og takker vor himmelske fader for hans gode gaver! Jeg spørger: Får sådanne børn, hvad vor himmelske fader har bestemt for dem? Er han så nærig? Hvis ikke, hvem er det da, som står mellem sådanne børn og vor faders gavmildhed? Dersom det er en institution, er det da ikke vor pligt mod gud og vore medmennesker ikke at hvile, før vi har ødelagt den? Dersom det var en mand, ville det da ikke være bedre for ham, om en møllesten var hængt om hans hals, og han var kastet i havets dyb?! –

Der tales om jordejernes fortjenester. Vel! Den samme person kan være både jordejer, kapitalist og arbejder, men i sin egenskab af jordejer er han ikke producent. Det er en åbenbar kendsgerning, at jordejerne som sådanne intet frembringer. Økonomisk betragtet øver jordejerne kun den samme virkning på produktionen som røverbander og sørøvere. Deres indflydelse på den nationale velstand er kun lig med kornbillen i aksene, rotternes i laderne og rævens i hønsegården!

Påstanden om, at jordejerne understøtter produktionen, er af samme art som den, der hævdede, at det var slaveholderne, som underholdt slaverne![4]

Slaveholdernes og jordejernes tilegnelse af det menneskelige arbejde er væsentlig af samme art. Da det en gang er af jorden og på jorden, mennesket skal leve, hvis det overhovedet vil leve, bliver trældommen lige så stor, når det er jorden, som når det er ens eget kød og blod, der tilhører en anden. Og i det mindste efter, at et vist punkt i den sociale udvikling er nået, bliver det slaveri, der hidrører fra, at menneskene er berøvet den lovlige adgang til jorden, mere grusomt og demoraliserende end det, der gør deres legemer til en andens ejendom.

Negerslaveriet havde sine mørke skyggesider, men de var ikke så mange eller så sorte som dem, der knytter sig til det slaveri, der viser sig i vore store byer på grund af, at jorden er gjort til privat ejendom. Slaveejernes egennytte, om ikke deres menneskelige sympati, ville have hindret dem i at lade negrene bo i sådanne boliger, underholde af slige fødemidler og beskæftige på den måde, som mange af de såkaldte fri mænd må finde sig i i civilisationens midtpunkter!

Ejendomsretten til jorden giver dens ihændehavere en alt omfattende magt. Alle må erkende, at intet menneske bør have adgang til at råde over andre menneskers religiøse tro. Men selv denne magt har jordens ejere! Ved bruddet i den skotske kirke for nogle og fyrretyve år siden jog jorddrotterne ikke alene de forpagtere fra deres ejendomme, som forenede sig med frikirken – en udjagelse, der i mange tilfælde var lig med ruin og død – men nægtede absolut at give plads til bygning og kirker. Ja, de gik endnu videre, de nægtede endog tilladelse for folket til at stå på jorden og dyrke gud efter samvittighedens bud. En præst, der blev forbudt at leve på landet, måtte indrette sig et hjem i en liden båd på havet. Store forbund af de frie menigheder måtte holde deres gudstjeneste ved vejsiderne ude i bjergene uden ly for regn og storm og ved kysterne, hvor tidevandet slog dem om fødderne, medens de nød sakramenterne! Et enkelt tilfælde illustrerer den slaviskhed, som jordmonopolet har fremavlet i Skotland. En menighed var i 6 år nægtet adgang til nogen som helst plads, hvorpå den kunne holde gudstjeneste. Efter de 6 års forløb viste hertugen sig så nådig, at han tillod menigheden at bruge en grusgrav til deres gudelige sammenkomster. Denne indrømmelse vakte en sådan glæde, at menigheden vedtog at tilsende hertugen en taknemmeligheds adresse![5]

Den slaviskhed, som åbenbarer sig herigennem, er almindelig. Store distrikter, der engang var befolket af en slægt, der, om end mulig noget rå, dog var dydig og brav, er nu optaget af får, kvæg og vilde dyr. Ingen kan læse om de afskyeligheder, der har været øvet mod det skotske folk, uden at føle noget, der ligner yderlig foragt for mennesker, der, løver ude, hjemme var sådanne får, at de tålte disse forhånelser uden at slå et slag for deres gamle ret, selvom det endog ville have vist sig frugtesløst. Men forklaringen hertil ligger ganske nær. Grunden til denne feje underkastelse ligger i den vanærende måde, hvorpå religionen er blevet forkyndt. Folket er dybt religiøst. Når de af jorddrotterne blev fordrevet fra deres gamle hjem, forkyndte præsterne, at det var en prøvelse fra gud, som de måtte underkaste sig, hvis de ikke ville lide straffen af evig fordømmelse!

På en rejse kom jeg nylig i samtale med en skotsk godsejerdatter. Samtalen faldt på bjergboernes fattigdom.

“Ja,” sagde hun, “de er fattige, men de fortjener ikke bedre, thi de er så snavsede. Jeg har ingen deltagelse for kvinder, som ikke holder deres hjem rene og deres børn i orden.” Jeg indvendte, at man næppe kunne fordre megen renhed af kvinder, der hver dag skulle vandre mile med kurve af frø og tang på deres skuldre.

“Ja,” svarede hun, “de må arbejde strengt. Men det er ikke så sørgeligt som hestenes strenge liv. Har De nogen sinde tænkt på hestene? De må arbejde hele deres liv, til de ikke længere er i stand til at arbejde. Det gør mig ondt at tænke på dette. Der burde være store marker, hvor hestene kunne lukkes ud, når de har arbejdet nogle år således, at de kunne få lov at nyde livet, før de dør.”

“Men folket,” indvendte jeg atter, “det må også arbejde, så længe det kan.”

,,O ja,” svarede hun, “men folket har sjæle, selvom de derfor har det strengt her, vil de, dersom de er gode, gå til himlen, når de dør, og derefter bliver lykkelige. Men de stakkels dyr har ingen sjæle. Dersom de ikke får adgang til at nyde livet her, får de slet ingen adgang dertil.

Denne dame, der talte i fuldt alvor, repræsenterer meget af det, der i Skotland har været undervist som kristendom. Men, gud være lovet, dagen er i frembrud. Den gudsbespottelse, som har været prædiket som religion, vil ikke blive hørt meget længere. Stiftelsen af den skotske Land-Restoration-League, der kalder på folket til en højtidelig forbundspagt for at ødelægge den synd og skam, som følger med jordejendomsretten, er lærkens varsel om den frembrydende vår. Og den samme ånd, som bærer dette forbund, den samme sandhed, som den forkynder, er overalt i færd med at bryde sig vej.

Dette var i korthed “profetens” svar. Gengivelsen er overordentlig sammentrængt. Flere større, i og for sig gode stykker, er udeladt. Men det medtagne må være tilstrækkeligt. Svaret gjorde den tilsigtede virkning: Hertugen blev tavs!

–––––––

[1]Der er nemlig slet intet slægtskab mellem Georges og kommunisternes program.
[2]Lige det omvendte er tilfældet: George ser netop lyst på livet og har tro på det gode i menneskene.
[3]Lå nærmest, da hertugen, som G. skrev imod, var fra Skotland.
[4]Jævnfør det 18. århundredes godsejeres påstand om, at det var dem, der underholdt bønderne!
[5]Lignende hindringer har jorddrotterne enkelte steder herhjemme gjort ved at nægte jord til opførelse af forsamlingshuse, brugsforeninger, skydebaner etc.