Fra Fernando Linderberg:
Henry George og hans social-program.
Udgivet 1889.
Dele heraf tidligere bragt i Højskolebladet.

“Gud har aldrig bestemt, at millioner af fattige mænd og kvinder skulle arbejde, så kødet falder af deres fingre, og leve af vand og brød for at fylde lommerne på nogle få tusinde personer, som står bag dem og tilegner sig frugten af deres arbejde. Nej, denne ordning er ikke af gud; ingen bekræftelse af den kan findes i skriften. Og guds røst, som lyder til ethvert menneske gennem samvittighed og forstand, fordømmer denne tilstand som forræderi mod de første menneskerettigheder.”
The London Christian Commonwealth.

Forord.

De sociale forhold vækker i stedse stigende grad alle menneskevenners alvorlige bekymring. Et lille mindretal af folket samler ustandseligt mere rigdom og får stadig adgang til ny behageligheder. For det store flertal af det egentlige arbejdende folk bliver det bestandigt mere vanskeligt at føre en blot nogenlunde menneskeværdig tilværelse. Alt sundt og naturligt folkeliv trues med at kvæles mellem de to onde magter: de overmættedes reaktion og de hungriges revolution.

Ikke få begynder allerede at fortvivle over folkenes fremtid. Betegnende i så henseende er en udtalelse, hvormed Viktor Rydberg sluttede sine universitetsforelæsninger i sidste forår. Ifølge Morgenbladetaf 30. juli d.å. udtalte han sig som følger:

“Det er håbløst at vente en forbedring ved udgangen af den kamp mellem klasserne, hvis begyndelse allerede nu spores i truende forløbere, og som rimeligvis vil fylde det næste århundrede med rystende tildragelser. En udjævning mellem dem er ikke at vente; en sådan ville være mulig, hvis klogskab og billighed fik lov at råde; men det er allerede tydeligt nok, at klogskab og billighed ikke har noget at sige, når der kæmpes om brødet. Og derfor findes der kun to løsninger på det store sociale problem.
Hvis arbejderklassen bukker under i striden, vil fortidens slaveri blive genindført. Samfundet kommer til at bestå af et antal kapitalister, af en stående hær, som kapitalen lønner for at holde styr på slaverne, samt af den store mængde slaver, som mere og mere bliver til levende maskiner med slumrende intelligens og sløvede følelser, legemligt afpassede til det arbejde, som de skal udrette, og som mere og mere mister det menneskelige præg.
Eller også sejrer arbejderklassen, og da har man al anledning til at vente socialistiske republikker med den størst mulige centralisation, med en mandstærk og ind i privatlivets mindste enkeltheder indgribende styrelse, som tilintetgør al personlig frihed og anordner hvert enkelt individs daglige virksomhed, så at han kun bliver et hjul og intet andet i det kolossale statsarbejdsmaskineri. Også dette bliver slaveri, slaveri under en enkelt statskapital i stedet for under flere forenede privatkapitaler.”

Det er i sandhed et lidet lysteligt fremtidsbillede, den lærde tænker her opruller for vort syn. For Viktor Rydberg er alt allerede håbløst. Hvad enten arbejdsgiverne eller arbejderne sejrer, er der efter hans opfattelse kun udsigt til slaveri. Og denne opfattelse er han sikkert ikke ene om. Det er let forståeligt, at en sådan opfattelse kan komme frem. Så længe man kun har blikket fæstet på den Bismarck’ske og Karl Marx’ske socialisme, kan man vanskelig undgå at komme til den slutning, at hvilken en af disse parter der end sejrer, vil resultatet dog blive det samme: folkenes trældom.

Det er Henry Georges store fortjeneste, at han har givet anvisning på, at der findes en anden og skønnere løsning af tidens sociale opgave end den, som søges fremmet af Bismarcks og Karl Marxs disciple, en løsning, der ikke alene bevarer men giver adgang til en altid fuldere og mere udviklet personlig frihed. Man kan derfor kun med glæde se på det kraftige tag i tidens sociale udvikling, som Henry George har fået i det sidste tiår. Ti hvor hans tanker vinder udbredelse, må håbløsheden forsvinde. Det lys, som Henry George spreder over tidens dunkle gåder, fylder hans tilhængere med et levende håb om en lykkelig fremtid.

Måtte da også nærværende bog bidrage til, at talrige mænd og kvinder ville samle sig til en alvorlig og kraftig kamp mod den overhåndtagende armod således, at det lige såvel måtte lykkes at bryde den reaktion, hvis blinde bærere finder, at alt, som det er, er såre godt, som at hæmme den revolution, hvis ukloge talsmænd mener at kunne genføde folket ved at drukne det gamle samfund i blod. Kunne vort folk blive blandt de første i kappestriden for social frigørelse, ville vi sikkert herigennem bedre end på nogen anden måde sikre vort fædrelands fremtid. –

Kilderne til skildringen af Henry George er dels en kort biografisk skitse af Henry Rose, som i 1884 udkom i London, dels og fornemmelig Georges egne skrifter, særligt det af ham siden 1887 udgivne blad The Standard.

Finder nærværende bog velvillig modtagelse og forventet udbredelse, er det min hensigt senere at udgive en slags fortsættelse, hvori jeg vil skildre Georges senere liv og georgebevægelsens udvikling i de forskellige lande.

For at få et overblik over, hvorledes de her hævdede, sikkert for de fleste nye tanker bliver modtaget, og om muligt i den bebudede fortsættelse at kunne give svar på indvendingerne, vil jeg være meget taknemmelig, om dhr. redaktører eller anmeldere vil tilstille mig et eksemplar af de blade, hvori bogen måtte blive anmeldt.

Frederiksberg, i september 1889
Forf.