Jordreformen i Danmark

Fra Fernando Linderberg:
Henry George og hans social-program.
Udgivet 1889.
Dele heraf var tidligere bragt i Højskolebladet.
Her afsnit IV: Jordreformen i Danmark.

“Det er ikke blot altid ubilligt, altså i grunden uretfærdigt, at jorden, som vi alle skal leve af, falder i nogle få rigmænds eller herremænds hænder, så hele det øvrige folk må leve af hånden i munden; men det er tillige nu om stunder rent ødelæggende.
“Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret, så det er kun nytten og brugen af jorden, der retmæssig kan fordeles ved landsloven og blive genstand for køb og salg, og disse ting bør da ordnes ved love, som har fælles bedste for øje og tager særlig hensyn til landets forsvar og landefredens håndhævelse.
“Hvad juristerne kalder fuld ejendomsret, som man kan have over sine penge, sine klæder og sit boskab, det har ingen selv over sit hus, og ingen uden hele folket over jorden, som skal bære og føde det.”
F. S. Grundtvig.

IV: Jordreformen i Danmark

1. Overblik.

Det er gået George som alle store foregangsmænd for retfærdighed og sandhed: han er blevet et modsigelsens tegn!

Også her i Danmark har han fundet både forargede modstandere og varmt hengivne venner. Modstanderne, der hidtil er trådt op imod hans tanker, er dog kun få i sammenligning med de venner, der åbent har sluttet sig til ham.

Heller ikke kan man sige, at modstanderne fylder i vægt, hvad de savner i tal. Medens Georges tilhængere let kan godtgøre, at de er i overensstemmelse med mesteren, er der ikke en af de mænd, der her hjemme har forsøgt at lyse George ideerne i ban, der har vist, at de er trængt ind til kernen i Georges program, eller har fattet, hvorledes programmet skulle gennemføres, eller på hvilken måde det efter Georges opfattelse vil vise sine virkninger i samfundslivet. Med andre ord: vi har ikke blandt Georges modstandere fundet nogen, der har været i stand til at give en sanddru og pålidelig redegørelse for, hvad George vil, og dernæst med klare grunde godtgjort, at dette, som er Georges virkelige hensigt og mål, er enten umuligt eller uretfærdigt.

Før jeg ser ham, tror jeg heller ikke på, at nogen sådan modstander vil komme. Jeg tror ikke, at den mand er født, der med overbevisende grunde vil  kunne  godtgøre,  at  det  vil  være  enten uretfærdigt  eller  umuligt  at  gennemføre Georges  program.

Den fremgangsmåde, som modstanderne af George hidtil har fulgt, har været den, at de har tillagt ham planer, der aldrig er opstået i hans hjerne, og dernæst haft let ved at påvise, at disse vilde planer selvfølgelig ville være både umulige og uretfærdige. Men slag af denne art er naturligvis slag i luften. De er så langt fra at ramme den, mod hvem de sigtes, at de kun falder tilbage på dem, der retter dem.

Nogle af dem, der har gjort sig kendt med Georges skrifter, har ment, at reformen mulig ville kunne være brugbar i Amerika og England. Men her hjemme har vi ingen brug for den. Ja, en i øvrigt meget fornuftig og frisindet mand har endog på forhånd erklæret sig imod Georges program, blot fordi det er amerikansk og som sådant hans “danske følelse imod!”

Men er det så, at der er brug for reformen i Amerika, – hvad der utvivlsomt er, – så har vi endnu meget mere brug for den her i Danmark. I Amerika ligger der endnu store uopdyrkede jordarealer hen, der kan fås for overordentligt lave priser. Hos os kan jorden snart ikke vejes op med guld. Dernæst er der adskilligt, som gør det meget vanskeligere at gennemføre reformen i Amerika end i Danmark. Amerikanerne er opvoksede med den bevidsthed, at den politiske frihed og selvstyret i og for sig er nok til at råde bod på alle onder. Dette i forbindelse med de store uopdyrkede landstrækninger bevirker, at såre mange amerikanere bar ondt ved at komme til forståelse af, at der kan være nogen som helst trang til en sådan reform.

Men ingen af disse forhold virker forstyrrende hos os. Vi har hverken overflod på jord eller overtro på, hvad der kan udrettes ved politisk frihed og selvstyre. For så vidt må vi have langt lettere ved at komme til erkendelse af, hvor nødvendigt det er ved adgang til jorden at sikre menneskene dagligt brød.

Vi har trang til reformens gennemførelse her i Danmark. Og vi har de bedste betingelser for og den letteste adgang til at kunne gennemføre den til gavn for det hele folk.

2. Vore sociale forhold.

Uden i nogen måde at agte de værdier ringe, som indvindes fra havet, – og disse værdier kan mangefold øges, – må det erkendes, at den langt overvejende del af det danske folk er henvist til at leve af jorden. Det er jorden, der skænker os den alt overvejende del af, hvad vi skal bruge til næringsmidler og beklædning, boliger og varme. Og vor danske jord er så frugtbar, at den skænker os alle disse dele i overflødig mængde. Og endda bliver den langt fra udnyttet, som den kunne og burde. Ved en mere hensigtssvarende dyrkning ville vor jord i det hele kunne give et mange gange større udbytte end det, den giver i dette øjeblik.

Lad os da se på, i hvilket forhold det danske folk står til den danske jord.

Danmark har med et rundt tal 2 mio. mennesker. Af disse lever lidt over den ene fjerdedel i byerne, knapt de tre fjerdedele på landet. Af disse tre fjerdedele ejer noget mindre end den ene fjerdedel i alt fald formelt al Danmarks jord.

Mellem denne lille fjerdedel er jorden fordelt som følger:
– herregårde, c: gårde på over 12 td.; hartk. ca. 2.000
– bøndergårde, c: fra l til 12td. hartk.: 72.000
– huse, ¼ til 1 td. hartk.: 68,000
– huse uden jord og op indtil ¼ td hartk,: 100.000

Antallet af jordejere er dog ikke nær så stort, som det synes at fremgå af denne oversigt. Dels er der nemlig adskillige herremænd, som ejer flere herregårde, dels er der ikke mindre end ca. 8.000 gårde og ca. 13.000 huse, hvis besiddere kun er fæstere. Tallet på egentlige ejere kan derfor næppe sættes højere end til ca. 120.000. Vor landbefolkning er altså i det væsentlige fordelt således: 120.000 ejer al landets jord, 100.000 er så godt som fuldstændig jordløse. Disse besiddelsesløse arbejdere i forbindelse med arbejderne i byerne, der udgør ca. 80.000, tæller tilsammen i alt 180.000.

Da det nu hovedsageligt er af jorden, vi alle skal leve, må det være klart, at hvis det skal kunne forsvares at lade jorden være i folkets ene lille fjerdedels besiddelse, så må det kunne godtgøres, at denne ordning ikke blot er til gavn for den lille jordejende fjerdedel men for det hele folk.

Lad os da kaste et blik på, hvilke kår den stand lever under, der danner den ene tredjedel af vort folk, altså den største, nemlig arbejderstanden.

Vi tager landarbejderne først. Det er statistisk godtgjort, at en arbejder på landet, der er gift og har to børn, ikke kan leve ordentligt, dvs. få det nødvendige daglige brød, klæder og husly, under 500 kr. om året. Men det er tillige statistisk godtgjort, at landarbejderne gennemgående kun har fra 300-400 kr. om året. Og dog har de ikke sjældent mindst ½ dusin børn!

Det er således fuldstændig umuligt, at arbejderne på landet kan få, hvad der er nødvendigt til et ordentligt livsophold. Og kan de ikke få, hvad der er nødvendigt i ren materiel henseende, kan de endnu mindre få del i alle de andre goder, hvorved den åndelige og sjælelige udvikling foregår, som hæver mennesket over dyret. Det erkendes også næsten fra alle sider, at landarbejderens løn er for lille. Men, føjes der til med et mere eller mindre ærligt ment suk: jorden kan ikke bære højere løn!

En mærkelig fremtoning! Jorden giver overflødighed af rigdom – og kunne frembringe endnu meget mere – men den arbejder, der særlig uddrager rigdommene af jordens skød, kan den kun give – sulteløn! Hvis dette er rigtigt, viser det da ikke klart, at her må være en fejl i arbejderens forhold til jorden?

Følgen af, at arbejderne ikke kan tjene opholdet på landet, er, at de i overstrømmende mængde går til byerne. Forholdene her er i slægt med lotteriet. De, der er heldige og får gevinsterne, dvs. de gode pladser, får det langt bedre end på landet. Men den store mængde får det endnu ringere.

Vi har ret udførlige statistiske undersøgelser af, hvad der tjenes i byerne, og hvad der her kræves til et tarveligt livsophold. Sætter vi de tal lavt, som man har fundet ved disse undersøgelser, kræves der fx. til livsopholdet i København:

For mand og hustru mindst 1.000 kr. om året, for hvert barn mindst 150 kr. Den familie, som for disse beløb skal kunne skaffe sig et nogenlunde ordentligt hjem, få tilstrækkelig føde og holde klæderne i god stand, skal være meget sparsommelig og føre en meget økonomisk husholdning. Men ikke desto mindre: i hovedstaden og på Frederiksberg findes iblandt arbejderne hen imod 20.000 familiefædre, der har fra 2-7 børn, men under 800 kr. om året! Mange har endda meget under 800 kr.! Jordarbejderne må i reglen arbejde for 2 kr. á 2½  kr. om dagen. Og de har sjældent arbejde mere end 6-9 måneder om året. Dette bliver ikke stort mere end halvdelen til tre fjerdedele af de 800 kr.!

Hvorledes bjærger da arbejderne livet? Ved at konerne i stedet for at opfylde pligterne som hustruer og mødre: passe hjemmene og opdrage børnene, må vaske trapper og stå i vaskebaljer eller ligge på roemarkerne, medens hjemmene bliver til grisestier og børnene går for lud og koldt vand på gader og i rendestene! Og ved en ting til – ved at sulte!

Sulten i arbejdernes hjem har nået et sådant omfang, at flere af vore læger offentligt erklærer, at de sygdomme er i stadigt fremskridt, som stammer fra mangelfuld ernæring! Et vidnesbyrd i denne retning er aflagt af lægen, justitsråd Cold, der støtter sin påstand derom med 27 års erfaring. Og distriktslæge Schleisner giver justitsråd Cold sin tilslutning ved at tilføje, at dette “kan de fleste læger tiltræde, i det vi har gjort den samme erfaring!”

Altså: i et land, hvor jorden skænker os overflødighed af alt, hvad der behøves til livets ophold, må folkets største klasse, arbejderklassen, i den grad leve på sultekår, at det giver sig udslag i stadigt voksende sygdomme!

Ikke skulle dette vel pege på, at der må være en fejl i folkets forhold til jorden?

Vi har betragtet arbejderstandens kår. Lad os et øjeblik se inden for til de såkaldte jordejere. Mulig vi her kan finde noget, der kan give os et fingerpeg om, hvorfor jorden ikke er i stand til at bære højere arbejdsløn.

Det oprindelige og naturlige er, at den, der arbejder, selv høster frugten af sit arbejde. Endnu er det jo så, at når mennesker går ud i skoven eller på heden og samler bær, så får de derved ret til værdien af de indsamlede bær. Når fiskerne drager ud på havet for at fiske, så får de derved ret til værdien af de indvundne fisk. På samme måde burde også de, der nedlægger sit arbejde på almindelig jord, være sikret udbyttet af dette arbejde. Men dette er end ikke de såkaldte selvejere, endnu langt mindre, – hvad vi har set – de lønarbejdere, de bruger i deres tjeneste.

Det viser sig også i Danmark, at det er slående sandt, hvad Henry George hævder, at civilisationens fremskridt altid munder ud i, at jorden stiger i pris.

Ved midten af det 18. århundrede var prisen på jord i Danmark ca. 700 kr. pr. td. hartkorn. I begyndelsen af det 19. århundrede var prisen pr. td. hartkorn steget til ca. 1.000 kr. Ved midten af vort århundrede gik prisen op til noget over 2.000 kr. 1860 nåede den godt 4.000 kr., 1870 5.000 kr., 1880 7.000 kr., 1884 – det sidste år, hvorfra der foreligger oplysning 7.500 kr.

Følgen af denne stigning i jordpriserne er, at det er kapitalen, der stadig får større magt over jorden. Om så jorden kom til at give 100 fold, ville det under de nuværende forhold ikke hjælpe nogen af dem, der enten i egenskab af bønder eller arbejdere skal leve af det arbejde, de nedlægger på jorden. Følgen ville simpelt hen blive, at det blev pengemændene, der i egenskab af prioritetshavere – altså ikke ved noget af dem udført arbejde · tilegnede sig den langt overvejende del af den øgede rigdom.

Hvorledes alt nu pengemagten tilegner sig de værdier, som med rette tilhører de arbejdende folk, ser vi jo klarere dag for dag.

Selvejendommen er på vej til at blive en tom form. Det er prioritetshaverne, der er ved at blive de egentlige ejere af Danmarks jord. Prioritetsgælden vokser som en lavine, der truer med at rive alt med sig i sit vilde løb.

I årene fra 1871 til 1885 voksede landbrugets prioritetsgæld med 643 mio. kr. I femåret 1880-85 var den gennemsnitlige årlige øgning af prioritetsgælden på landet – altså af det beløb, hvormed den nye gæld oversteg, hvad der blev afbetalt på den gamle – ca: 43 mio. kr. Landbrugets samlede prioritetsgæld anslås for tiden af kyndige mænd til ca. 1,200 millioner kr. Tænk nu på, hvilken sum der hvert år skal udredes alene for at forrente denne overordentlige gæld. Renten – ansat til 4% af 1.200 mio. kr. er 48 mio. kr.!

Da statens samlede indtægter kun er lidt over 50 mio. kr. om året, fremgår det heraf, at pengemændene årlig brandskatter landbruget for næsten lige så store summer som statens samlede indtægter! Mon det så egentlig er så underligt, at mange bønder lever med fallitten over hovedet, og at arbejderne sulter?!

Hvor vil denne udvikling bære hen? Hvor længe vil det vare, før et mindretal af rigmænd i form af prioritetshavere har gjort sig til de egentlige ejere af al landets jord? Og hvem er så disse pengemænd? Hvem er det egentlig, der ejer vort fædrelands jord?

For en meget væsentlig del er det nok udenlandske pengemænd! Hvad om vi en skønne dag gjorde den opdagelse, at de obligationer, der gør ihændehaverne til de egentlige ejere af jorden, var i hænderne på et trekløver med en Bismarck i midten?[1]

Et lysteligt syn – ikke sandt? Vi gør nok bedst i at indrømme rigtigheden af, hvad greven, professor Hamilton erklærede på den national­økonomiske kongres i København 1888: “Fördelen af eganderrättsinstitutet varder uphäfd genom skuldsättningen, som gör en annan än brukaren till den verkllge egaren.

Vil vi råde bod på de her påpegede onder, vil vi bevare jorden i folkets hænder, vil vi bryde pengemagtens åg, vil vi sikre jorddyrkerne udbyttet af deres arbejde og arbejderne nødvendigt dagligt brød, har vi kun én vej at gå: efter Henry Georges anvisning at gøre jorden til folkets fælles eje.

3. Vort skattesystem,

I realiteten går Henry Georges forslag ud på at gøre jorden til folkets eje. Efter den måde, hvorpå han vil have forslaget gennemført, er det kun en blot og bar skattereform, han vil foretage. For at komme til forståelse af, om der her i Danmark vil være mulighed for på retfærdig måde at gennemføre en sådan skattereform, må vi undersøge det skattesystem, som vi for tiden lever under.

Statens indtægter udgør rigelig 50 mio. kroner om året. Af dette beløb hæves ca. to tredjedele ved indirekte skatter, hvoraf atter omtrent tre fjerdedele, nemlig ca. 26 mio. kr., er toldskatter og afgifter af brændevin. Så godt som alle de indirekte skatter hviler som en hæmsko på produktionen og omsætningen. De fleste af toldskatterne går særligt ud over arbejderne. Tolden hviler med så store beløb på de almindelige livsfornødenheder: kaffe, the, sukker, ris, petroleum, kul, beklædningsstoffer etc. etc., at det er udregnet, at en almindelig arbejdsmand på landet betaler en årlig toldskat af mindst 30 kr. Dette er et meget sigende tal!

En arbejder på landet, der i almindelighed kun har 300 kr. om året i indtægt, betaler 30 kr. alene i toldskat, altså 10% af sin indtægt! Ved enhver ny social reform møder modstanderne bestandigt op med råbet om indgreb i den hellige ejendomsret. Men herom skulle man tale så sagte. Mon det ikke er et indgreb i ejendomsretten, når samfundet tager 10% alene i toldskat af den fattige mand, der ikke er i stand til at tjene så meget, at han kan fri sin familie fra at lide sult? Jo, det er et indgreb i ejendomsretten så åbenbart og så voldsomt, at denne toldbeskatning, kun retteligt kan betegnes som en ligefrem –plyndring!

Hvad en mand ærligt fortjener ved sit arbejde, er hans retmæssige ejendom, hvilken fra enhver side burde respekteres som urørlig og ukrænkelig.

Enhver skat, der hviler på arbejdet eller arbejdets produkt, er et ran fra den retmæssige ejer, et indgreb i ejendomsretten. Men den bliver det dobbelt, når man gennem beskatningen forholdsvis pålægger den fattige mand langt større byrder end den rige.

Går vi fra statsskatterne over til de kommunale skatter, åbenbarer det rådende skattesystem de samme uretfærdigheder. De kommunale skatter hviler dels på hartkornet, dels på formue og lejlighed. At der er noget galt ved denne beskatning, har længe været erkendt. Men den måde, hvorpå man har villet reformere, har ikke givet synderligt vidnesbyrd om, at man har tænkt ret dybt i sagen. Man har mange steder været harmfuld på herremændene, hvoraf kommunerne, hvad herregårdene angår, så godt som ingen skatter får, fordi herremændene som oftest tager bolig i København eller andet steds. For at rette på dette forhold har man foreslået en ny mellemkommunal skattelov. Men dette råder ikke bod på ondet. Sæt, at herremændene, hvad ikke så sjældent er tilfældet, for en længere tid af året tager bolig uden for landet, – hvor bliver så skatten af? Så får man simpelthen ingen skat![2]

Man betragter i reglen hartkornsskatterne som meget uretfærdige og ønsker at reformere ved øgede skatter på formue og lejlighed. Men dette udgangspunkt er galt. Vi skal akkurat den omvendte vej. Som vi straks skal se: hartkornsskatterne er i virkeligheden de mest retfærdige af alle vore skatter. Det er skatten på formuen, der er uretfærdig.

Lad os tænke os to bønder, der bor i den samme landsby.

A. er en dygtig og driftig mand, der sætter sin gård i fortrinlig stand og fører en økonomisk husholdning: han beskattes højere i samme grad, som han lægger sig penge op!
B. er en doven lømmel, der lader sin gård forfalde og ødelægger sine indtægter på kroen: Han beskattes mindre i samme grad, som han dovner og drikker!

Skatten på formuen virker således lige frem som en præmie på dovenskaben og en mulkt på fliden! Og sådan virker den mere eller mindre i alle tilfælde og under alle forhold.

En mand i en købstad har liggende en tom byggegrund. Heraf svarer han kun den forholdsvis ringe grundafgift. En anden mand rejser på grunden ved siden af et stort hus, der kan tjene til bolig for mange mennesker: straks mulkteres han for sin driftighed i form af bygningsafgift!

Hvad virkning skatter på produktionen har ser vi bl.a. ret tydeligt på hundeskatter: jo højere skatter, des færre hunde, jo lavere skatter, des flere hunde.

Således over alt. Ved at beskatte arbejdet og arbejdets frugter hæmmer vi produktionen, belønner dovenskaben og mulkterer driftigheden. Derfor er formueskatterne uretfærdige.

Men kan vi ikke rettelig beskatte arbejderne gennem toldsskatter og heller ikke rettelig hæve indtægterne ved direkte skat på formuerne, – hvorledes skal vi da beskatte?

Vi skal holde os til hartkornsskatterne. Vi skal, som Henry George foreslår, samle alle skatter i en enkelt skat på jorden, pålignet efter jordens værdi.

Vor opfattelse af hartkornsskatterne viser bedst, med hvor lidt eftertanke, vi hidtil har behandlet de økonomiske spørgsmål. Vel kan der nok gøres indvendinger mod vor nuværende hartkornsbeskatning. Men de indvendinger, der med rette kan gøres imod den, er af ganske anden art end de, der almindelig fremføres.

Se en gang på de eksempler, hvormed man i almindelighed begrunder hartkornsskatternes uretfærdighed.

Vi har to mænd med hver 10.000 kr. A. køber for sin kapital en lille gård på godt l td. hartkorn. På denne gård hviler en årlig hartkornsskat  af  ca.  100 kr.  Altså  må  A., fordi  han  har  sat  sine  10.000  kr.  i jorden,  betale  en  årlig skat af 100 kr.

B. sætter sine 10.000 kr. i en sparekasse og slipper måske da med at svare en årlig direkte skat af 10-12 kr.

Er det da ikke en åbenbar uret, der øves imod A.? De er begge lige formuende, men A. må betale 100 kr. i skat, medens B. måske slipper med 10 kr.

Jo, for en overfladisk betragtning ser det unægtelig ud til, at A. lider uret. Og man kan endog let få eksemplet endnu grellere.

A. kunne være i det tilfælde, at han slet ingen penge havde. Da han lige fuldt ønskede at få den samme lille gård, overtog han den mod at forrente hele købesummen. B er derimod så heldig stillet, at han ejer en gård af samme størrelse og godhed fuldstændig gældfri.

Er det da ikke selvindlysende, at der gøres stor uret imod A., når han skal betale de samme skatter som B? Jo – for en betragtning, der kun holder sig til overfladen. Søger vi at se til bunds i sagen, tager det sig noget anderledes ud.

Vi betragter det første eksempel først. Hvorfor er det, at A., der har sat sine 10.000 kr. i jord, må betale 100 kr. i skat, medens B, der har sat pengene i sparekassen, kan slippe med 10-12 kr.? Simpelt hen fordi, at A. har fået sin gård så meget billigere, end han ville have fået den, hvis der ingen hartkornsskat hvilede på den.

Dette er noget, som ligger i selve sagens natur. Lad os tænke os to lige store og lige gode gårde, der ligger ved siden af hinanden i den samme by. På den ene hviler der en årlig hartkornsskat af mindst 100 kr. Den anden er skattefri. Mon der da findes den mand i landet, der ville betale samme pris for disse to gårde? Utvivlsomt ikke.

Var den ejendom, som A. betaler med 10.000 kr, skønt der hviler en årlig hartkornsskat på den af 100 kr., hartkornsfri, ville den mindst koste så meget mere, som det beløb, der kan forrentes med 100 kr., altså mindst 12.500 kr. Hartkorns­skatten bliver således en del af købesummen eller af renterne, der betales som vederlag for jorden. Svarede A. derfor ikke de 100 kr. i hartkornsskat, ville det ikke bevirke, at han blev fri for at udrede disse penge. Følgen ville kun blive, at han kom til at betale så meget mere enten i kontant. købesum eller i renter af købesummen. Og så kom han endda i tillæg hertil til at udrede sin del af de almindelige skatter.

I henhold hertil bliver det også fuldstændig retfærdigt, at A. – som i det andet eksempel nævnt – betaler lige så store hartkornsskatter som B., trods det, at han forrenter hele gårdens værdi, medens B sidder gældfri. Sagen er jo den: forrenter han nu, da gården har en hartkornsskat af 100 kr., 10.000 kr., da ville han, hvis der ingen hartkornsskat var, og alt andet var lige, komme til at forrente mindst 12.500 kr. Det ville ikke i ringeste grad formindske A.s byrder, at der ikke fandtes nogen hartkornsskat. Virkningen ville kun være, at hvad han sparede i skat, ville han komme til at betale i renter.

At denne beregning nu virkelig er rigtig, kan der ikke være allerringeste grundet tvivl om. Den bekræftes af alle kendsgerninger. Vi har jo erfaring om ejendomspriser både fra lavt og højt hartkorn. Vi har gårde i Jylland, der med lavt hartkorn koster 8 å 10.000 kr. pr. td. Vi har gårde på Sjælland, akkurat lige så gode, der på grund af højt hartkorn sælges for 4-5.000 kr. pr. tønde.

Hartkornsskatten er for så vidt en ypperlig skat. Den lægger ingen byrder på arbejdet, den raner ingen af arbejdets frugter. Hartkornsskattens eneste virkning er den, at hvad jorddyrkeren betaler i hartkornsskat, det sparer han i købesum, når han overtager jorden.

Ikke desto mindre klæber der en væsentlig mangel ved den nuværende hartkornsskat. Denne mangel består deri, at hartkornsskatten væsentlig fremtræder som en arealskat i stedet for, at den bør være en værdiskat. Det vil sige, hartkornsskatten er beregnet efter jordens godhed og flademål; et vist flademål af en vis godhed udgør en td. hartkorn. Der tages intet hensyn til jordens beliggenhed. Følgen deraf er, at der svares den samme skat af l td. hartkorn, som ligger oppe ved Skagen, som af l td. hartkorn, der ligger tæt ved København, endskønt det ligger i sagens natur, at l td. hartk. ved København har langt større værdi. Det er dette, der er det uheldige ved hartkornsskatten. Virkningen deraf er, at jorden ofte mange steder ved købstæders udvidelse, ny byers opståen, anlæg af jernbaner, bygning af stationer osv. stiger overordentlig i værdi, uden at de pågældende grundejere i den anledning kommer til at svare nogen øget skat. Men denne ulempe kan selvfølgelig mindst af alt afhjælpes ved, hvad der har været en tilbøjelighed til at antage, at afskaffe hartkornsskatten. Det er en mangel, som der kun kan rådes bod på ved i overensstemmelse med Henry Georges tanker at forandre hartkornsskatten til en jordværdiskat, der foruden flademålet og godheden også tager hensyn til beliggenheden. Skatten vil da ramme købstadboere så vel som landboere, mine- og grubeejere så vel som agerdyrkere. Enhver, der bor på eller arbejder med jord, vil komme til at svare en skat, der står nøjagtig i forhold til den nytte, han har af jorden, uanset det arbejde, han nedlægger på den.

For at nævne et eksempel: fiskeri bliver som sådant skattefrit, idet havet ligger åbent for alle. Men af den jord, som fiskerne bruger til landingsplads og beboelse, vil de komme til at skatte i samme grad, som den plads, de vælger, er mere værdifuld end andre, fjernere liggende pladser, som de kunne få helt eller delvis gratis. Således overalt. Gennem jordværdiskatten kommer enhver til at svare en skat, der står i bestemt forhold til den fordel, han særlig nyder af fædrelandets fælles jord. Gennem jordværdiskatten kan samfundet til dets fælles kasser tage noget nær den sidste krone af jordens samfundsmæssige værdi, uden at gøre indgreb i noget, der som frugt af arbejde med rette tilhører arbejderen.

Lad os tænke os, at vi lader grundskatten stige, til den opsluger hele renten af jordens salgsværdi. Hvad forskel ville der da være på stillingen nu og da?

For tiden er forholdet således: A. har 10.000 kr. Han ønsker at blive jorddyrker. Følgelig sætter han sine penge i en ejendom, der har noget over en td. hartkorn. Alle hans penge går med til købesummen. Han må derfor straks gøre lån for at få driftskapital.

Var derimod skatten lagt over på Jorden således, at den slugte hele renten af jordens værdi, ville adgangen til jorden være meget lettere. Det samme jordstykke, som A. før kun kunne få ved at købe det for 10.000 kr., kunne han nu komme i besiddelse af ved årligt at betale renten af denne kapital, altså mod at udrede 400 kr. om året.[3]

I stedet for, at A. under de nuværende forhold må udbetale hele sin kapital for at komme i besiddelse af jorden, må gøre lån for at få driftskapital og af arbejdets produkter betale sin part af en mængde forskellige skatter, der følger ham fra morgen til aften, fra vuggen til graven, – ville han da kunne overtage jorden ved blot til stat og kommune årligt at svare de 400 kr. i afgift. De resterende 9.600 kr., som han derefter havde i behold efter at have udbetalt første årsafgift, kunne han bruge til driftskapital, og så blev han tillige fri for alle andre skatter.

At dette ville være en overordentlig vinding for jorddyrkeren, er åbenbart.

Den jorddyrker, der kan overtage jorden på disse betingelser, vil blive ganske anderledes fri og uafhængig end de nuværende. Virkningen for bondestanden ville blive noget lignende, kun endnu mere følelig, som hvis man nu en dag kom og sagde til bønderne: Ved at betale eller forrente eders gårde har i fyldestgjort alle de krav, der kan rettes til eder; I skal derfor nu være fri for alle skatter. Hvilket befrielsens jubelråb ville der ikke ved et sådant tilsagn gå gennem bondestanden!

Men det er netop dette resultat, vi ville komme til, dersom vi efter Henry Georges anvisning samlede alle skatter i en enkelt skat på jordværdien. Samfundet ville da tage den betaling, som nu går til privatmænd og gennem prioritetsrenterne til de store pengeinstitutter, der er i færd med at æde al landets jord. Men medens landmændene nu foruden disse købesummer og renter må betale en mængde skatter, ville de, til gengæld for at lade disse købesummer og renter gå over til samfundets fælles kasser, i øvrigt blive fuldstændigt skattefri.

I formen ville selvejendommen blive helt bevaret. Bygninger og forbedringer, der blev udført på jorden, ville som produkt af arbejde blive anerkendt som uindskrænket selveje. Disse dele ville derfor kunne sælges og bortskænkes i arv aldeles som nu. Kun vidste enhver, der overtog ejendommen, at han havde den forpligtelse at svare renten af jordens værdi, jordrenten, til stat og kommune. Overtagelsen af en gård ville komme til at foregå på en noget lignende måde, som når man for tiden overtager en gård, der helt ejes af en kreditforening. Der udbetales da ingen købesum. Overtageren har kun at svare renter og afdrag. Som kreditforeningen i sådanne tilfælde har prioritet i ejendommen til et beløb, der er lig med ejendommens værdi, således ville staten, når al skatten blev lagt på jorden, have første prioritet i selve jorden til et beløb lig jordens værdi.

Staten ville på denne måde være den egentlige ejer af al landets jord. Jorden ville i virkeligheden være folkets fælles eje. Men det ville være på en hel anden måde og under en hel anden form, end socialdemokraterne kræver det. Socialdemokraterne kræver ikke alene statseje af jorden, de vil tillige have statsdrift. Efter deres anvisning er det den øverste statsmyndighed, der skal forestå jorddyrkningen, medens jorddyrkerne skal være en slags underordnede embeds- og bestillingsmænd. Forskellen på det George-ske og det socialdemokratiske system i denne henseende er: Socialdemokraterne venter sig alt af statens faderlige omsorg, hvorunder individerne mere eller mindre umyndiggøres. Georgisterne tror, at det er sundere at lade individerne arbejde i frihed og under ansvar

4. Reformen

Hovedvanskeligheden ved landreformens gennemførelse i Danmark ligger navnlig i to ting: l) at en meget stor del af landets jord er prioriteret bort, således at den kun rent formelt ejes af de såkaldte selvejere, og 2) at en meget væsentlig del af disse prioriteter ejes af udenlandske pengemænd.

Da prioritetshaverne er de egentlige og virkelige ejere, burde de udrede den del af jordskatten, som falder på den del af jorden, hvoraf de er de egentlige besiddere. Men det vil være meget vanskeligt, for manges vedkommende ganske umuligt, at få prioritetshavere til at udrede jordskat. En meget betydelig del af de obligationer, der gør deres ihændehavere til de faktiske ejere af jorden, er i hænderne på udenlandske pengemænd. Men da vi ikke er i stand til at beskatte andre landes borgere, må vi på forhånd opgive at få skat af de udlændinge, som har prioriteter i dansk jord.

Den fremgangsmåde, som bliver at følge ved indførelsen af jordskatten, vil da navnlig afhænge af, om man ønsker den indført forholdsvis hurtigt eller i løbet af en længere årrække.

Vil man gå den langsomste men mulig sikreste vej, kan man indskrænke sig til at lægge skatten over på jorden efterhånden, som den for hånden værende prioritetsgæld afbetales (amortiseres). Afbetalingen (amortiseringen) af lån i faste ejendomme sker jo i almindelighed i løbet af 40-50 år. Mere end et halvhundrede år behøves der således ikke – selv i værste tilfælde – til reformens fuldstændige gennemførelse. Men finder man denne overgangstid for lang, kan man også gå andre veje. Idet man stadig må have det for øje, at de prioriteter, der står i jorden, må udbetales, må bestræbelserne først og fremmest være rettet på at hindre, at der tages ny prioriteter. Dette kan formentlig ske på en af to følgende måder: man pålægger jorden en årlig skat til et beløb lig jordens hele værdi; samtidig lader man enten staten overtage prioriteterne eller tilstår de enkelte jordejere fritagelse for en så stor del af jordskatten, som det beløb udgør, der bevisligt medgår til renter og afdrag på de en gang efter en vis given tid stiftede prioriteter. Ad denne vej vil man på en gang opnå, så hurtigt som man i øvrigt måtte ønske det, at få den fulde jordskat af den ikke prioriterede jord og at hindre, at der optages ny prioriteter.

Om man så i øvrigt vil følge den ene eller den anden fremgangsmåde, en hurtigere eller en mere langsom, er noget, der afhænger af mange forskellige forhold: af folks sindelag, af tid og omstændigheder.

For min egen del ser jeg ikke noget afskrækkende i, at der kom til at medgå en 30-40 år med at gennemføre en så stor, gennemgribende og virkningsfuld reform. Ikke blot anerkender jeg i almindelighed med Grundtvig, at

sent skal alt fra hånden gå,
hvor alt godt skal ske med lempe,

men jeg tror særlig, at det med hensyn til denne sag er både nyttigt og nødvendigt, at forandringen kommer langsomt og gradvist.

Er det nemlig sandt, at uden mad og drikke er helten ingen ting, er det ikke mindre vist, at mennesket lever ikke af brød alene. Vi gør derfor ikke menneskene lykkelige blot ved at skaffe dem bedre økonomiske kår. Er dette end en første og uafviselig betingelse, er det lige sikkert, at der kræves andet og mere hvis livet i nogen måde skal blive, hvad det er bestemt til og bør være. Selvom vi derfor tænkte os, at det var muligt i løbet af kort tid at hæve de fattige masser til velstillede kår, er det meget tvivlsomt, hvor meget lykke vi dermed ville skænke dem. Der er jo mangfoldige mennesker, der sidder i gode økonomiske kår men lige fuldt lever et alt andet end lykkeligt liv, hvad der nok som beviser, at gode økonomiske kår er såre langt fra at være det ene fornødne. Blev den store mængde af fattige mennesker pludselig hævet til velstand, er det mest sandsynligt, at det ville gå dem på lignende måde som mennesker, der pludselig ledes fra mørket til lyset. Som disse står i fare for at blive slået med blindhed, ville hine let fristes til fråseri og andre udskejelser, der lige så vel som armod kan ødelægge og fornedre menneskene. Skal de forbedrede kår blive menneskene til velsignelse, må der hånd i hånd med arbejdet for rigeligere dagligt brød gå et alvorligt arbejde for menneskenes religiøse og sædelige opdragelse. Forsømmes dette, vil alt andet være forgæves. Kun i samme grad, som det lykkes gennem opdragelse og oplysning at forædle menneskenes ånd og tanker, har de betingelser for at bruge livets goder på en sådan måde, at de virkeligt bliver dem til gavn og glæde. Men et folks opdragelse, løftning og forædling af de store i så lang tid tilsidesatte masser, det er noget, der ikke sker i en håndevending. At løfte hele folkelag, hvoraf mangfoldige desværre er så fornedrede, at de mest ligner dyr i menneskeham, løfte dem op til ædelt og skønt menneskeliv, det er ikke års men hele slægtleds arbejde.

I henhold hertil tør det sikkert anses for givet, at den reformbevægelse virker gavnligst, der ikke skrider hurtigere frem, end at den forbedrede opdragelse, den almene oplysning kan holde skridt med de forbedrede økonomiske kår. Lad derfor kun reformarbejdet skride langsomt frem. Selvom målet derved i øjeblikket kommer til at ligge noget fjernt, er det dog overordentlig glædeligt, at vi ikke blot alt nu kan øjne det forjættede land, men have grundet håb om, at vi efter en vis tids forløb skal betræde dets hellige grund. Men finder man, at der ikke er tid til at vente, kan man gøre overgangsprocessen så kort, som man finder ønskeligt.

Hvorledes skal vi da tage arbejdet op?

Skønt det ikke tilkommer enkeltmand at foreskrive regler for, hvorledes denne store reformbevægelse skal ledes, skal jeg dog kort pege på, hvor jeg tror, at vejen mod målet går. Så vidt jeg i øjeblikket kan se, vil vore reformkrav, når der skal gås den langsomme vej, som jeg foretrækker, nærmest fremkomme i følgende orden:

  1. afskaffelsen af al beskyttelsestold; ophævelse af tolden på livsfornødenheder;
  2. afskaffelsen af alle indirekte[4]skatter; indførelse af direkte skat;
  3. den direkte skat lægges særlig på alle virkelige jordejere (indenlandske prioritetshavere og gældfri selvejere);
  4. al skat lægges på jorden (agerjord, gruber, købstadgrunde etc.)

Ved at følge denne fremgangsmåde, hvori der åbenbart intet revolutionært er, vil vi langsomt men sikkert nå det mål, hvorved der er vundet følgende fordele:

  1. staten har første prioritet i al jord til et beløb lig renten af jordens værdi; følgelig er jorden folkets fælles eje;
  2. ingen private pengemænd vil derefter kunne få prioriteter i jord; følgelig vil ingen kapitalister kunne tilegne sig udbyttet af jorddyrkernes arbejde;
  3. pengemændene tvinges til at anbringe deres kapital i foretagender, der er produkter af menneskehænder; derved skabes der udvidet beskæftigelse for arbejderne;
  4. alle mennesker får lige ret til jorden i fædrelandet;
  5. alt arbejde bliver fuldstændigt skattefrit;
  6. den lette adgang til brugen af jorden, det udvidede arbejdsmarked, afskaffelsen af skatterne på arbejdet vil sikre rigeligt arbejde til god fortjeneste;
  7. arbejdernes øgede indtægter vil give dem en tilsvarende øget forbrugs evne; derved bliver der ny og voksende afsætning for jordens produkter; al ‘overproduktion’ vil forsvinde;
  8. med fjernelsen af ‘overproduktionen’ vil der komme nyt liv i den hele forretningsverden;. jævnhøjden for almenvellet vil blive løftet overordentlig i vejret.
  9. ingen herremænd, grosserere eller fabrikanter vil kunne unddrage sig for beskatning eller gennem øgede varepriser vælte skatten over på forbrugerne.
  10. al den værdiforøgelse, som jorden får på grund af den fremadskridende civilisation, vil gennem den i forhold til værdiforøgelsen stigende jordskat gå ind i folkets fælles kasser,følgelig komme almenvellet til gode.

Skulle ikke et sådant mål, der kan nås på den roligste og fredeligste måde, være værd  at arbejde imod? Jo, målet er så godt, som det  er skønt. Her er det, at fremtiden gror.

5. Mulighed og retfærdighed.

Det ligger i sagens natur, at et skrift som  dette hverken sigter på eller kan blive udtømmende.  Kan imidlertid kun de almene grundlinjer komme  til at stå nogenlunde klare, skal der forhåbentlig nok senere blive adgang til at give fyldestgørende  besked om alle enkeltheder.

Hvad der i det foregående er fremhævet, må  dog vist i ethvert fald være nok til at vise, at  det ikke lader sig gøre at bekæmpe Henry George med påstande om, at hans program er umuligt  eller uretfærdigt.

Ingen kan med nogen som helst blot skygge af  ret påstå, at det skulle være umuligt efterhånden,  lidt efter lidt, at overflytte alle skatter på jorden. Hvad man end ellers vil indvende her imod, muligheden af, at det kan ske, nødes man til at anerkende.  Så bliver kun spørgsmålet om retfærdigheden tilbage. Over for dette må vi straks være på det  rene med, at den absolutte retfærdighed aldrig nås  i denne syndige verden. Øjemedet kan og bør derfor aldrig være at gribe efter fuldkommenheden,  men kun helt jævnt at arbejde for mere retfærdighed, end der for tiden er til stede iblandt os.

Holder vi dette fast, er det også min alvorlige  overbevisning, at man vil nødes til at anerkende, at selvom også nogle i overgangstiden – hvad der i og for sig ikke er sandsynligt – skulle blive ramt hårdere af jordskatten, end det i og for sig er ønskeligt, vil ingen ved denne blive ramt blot tilnærmelsesvis så hårdt, som arbejderne for tiden rammes af toldskatterne.

Går man ud fra, at en arbejder på landet gennemgående betaler 30 kr. om året i toldskat, da betaler selvfølgelig arbejderne i byerne betydeligt mere. Da nu arbejderne i by og på land tilsammen udgør hen imod 200.000, kan vi således meget lavt regnet sætte arbejdernes samlede toldskatter til ca. 6 mio. kr. om året. Ved at flytte disse toldskatter over på hartkornet ville vi, da alt landets hartkorn med et rundt tal udgør 380.000 td., få en øget hartkornsskat på omkring 16 kr. pr. td. hartk. De eneste, der ville komme til at føle denne forøgede hartkornsskat, ville være de nuværende besiddere. For så snart jorderne gik over på ny hænder, ville ingen mærke forhøjelsen, i det jo alt, hvad der skulle betales mere i skat, ville blive betalt mindre i købesum. Men mon der selv blandt de nuværende besiddere ville være nogen, der af denne forhøjede hartkornsskat blot tilnærmelsesvis ville blive ramt så hårdt, som toldskatterne nu rammer de 100.000 landarbejdere, fra hvem den tager 10% af deres årlige indtægt?

Utvivlsomt ikke. Vi vil sikkert kunne lægge alle skatter både til stat og kommune over på jorden, uden at nogen eneste jordejer derved får en blot tilnærmelsesvis så tung skattebyrde som den, arbejderklasserne for tiden må bære. Men nærmere at angive, hvorledes skatten i det enkelte vil virke, vil næppe for tiden kunne lade sig gøre. Som før nævnt, må vi, før jordværdiskatten kan træde i kraft, have en ny matrikel, der på ethvert sted tager hensyn til jordens virkelige nuværende værdi. Kun så meget kan allerede nu siges med sikkerhed: jorden vil rigelig kunne bære alle samfundets skatter, uden at man vil behøve at lægge skat på noget som helst, der er produkt af arbejde.

Jordværdiskatten vil selvfølgelig blive betydelig højere end den nuværende hartkornsskat. Men denne øgede jordskat vil ingenlunde blive lig med en øget skattebyrde for jordbesidderne. Det bør vel erindres, at jordskatten kun søges pålagt efterhånden, som både alle andre indirekte skatter og prioritetsrenter forsvinder. Mon det så skulle være muligt, at denne enkelte jordskat selv fra nogen af de forhånden værende besiddere ville tage så meget, som de nuværende toldskatter tager af, hvad der er arbejdernes retmæssige ejendom?

Det tror jeg ikke. – Vore jordbesiddere kan hovedsageligt deles i to klasser: en, der lever af det arbejde, som de selv nedlægger på jorden, en anden, der lever af det arbejde, som andre udfører på jorden.

Med andre ord: Vi har en klasse landmænd, der i egentlig forstand lever af at være jorddyrkere; det er de produktive, hvortil størstedelen af gårdmændene og alle husmændene hører. Vi har en anden klasse, der langt overvejende lever af at være jordejere; det er de uproduktive, der kun fortærer de værdier, som andre frembringer. Til disse hører en mindre del af gårdmændene og så godt som alle herremændene. …

Over for disse forskellige landmænd vil jordskatten virke på den måde, at den vil blive en stor og ubetinget vinding for alle jorddyrkerne, for da arbejdet bliver skattefrit, får de selv lov til at beholde hele udbyttet af deres arbejde. Men jordejerne vil jordskatten bringe tab, for den værdi, de tilegner sig i egenskab af ejere, vil blive taget til folkets fælles kasser.

Men er heri nogen uret? Langt fra. Uretten består ganske omvendt i at opretholde en tilstand, der sætter en vis mindre del mennesker i stand til at tilegne sig værdier, som et større antal af andre mennesker frembringer!

Vil man ikke anerkende dette, vil man ikke indrømme, at ethvert menneske har ret til frugten af eget arbejde, vil man ikke medgive, at arbejdet er den eneste berettigede grundvold for den ejendomsret, der skal respekteres som ukrænkelig, – da giver man sig ikke ud for arbejderven eller udseende af at ville øve ret, da tilstår man åbent og ærligt, at man er en modstander af arbejdernes berettigede krav, en modstander af retfærdigheden!

Ingen kan have dybere ærbødighed for ejendomsretten end Henry George og hans disciple. Den store hovedgrund til vort reformkrav er netop den, at samfundet under de nuværende forhold dels gennem beskatning af arbejdet plyndrer borgerne for deres retmæssige ejendom, dels gennem den private ejendomsret til jorden sætter en enkelt klasse af folket i stand til at tilvende sig værdier, som andre og større klasser frembringer. Den reform, som vi foreslår at gennemføre, vil gøre ret og skel til alle sider. Den giver samfundet, hvad samfundets er: renten af jordens værdi, og arbejderne (alle, der arbejder), hvad arbejdernes er: frugten af deres arbejde.

Når det ikke sjældent fremholdes, at jordskatten særligt vil ramme, ja endog ruinere landmændene, da viser dette kun, at man taler som den blinde om farverne. Så vist som intet menneske kan leve uden for jorden – selv sømændene må jo have landingspladser –, så vist vil også hvert menneske komme til at bære sin del af jordskatten. Og det bør vel erindres, at jorden også har værdi til andet end til dyrkning. I mange tilfælde har jorden endog en mange gange større værdi til andre øjemed end til agerbrug og andet lignende. Grundene i købstæderne koster jo ofte lige så meget eller mere pr. kv. alen som hele skæpper land, der ligger fjernt fra byerne. Følgelig skal jordskatten nok blive følt af enhver, der ønsker at bo på byernes dyre grunde. Man kan derfor roligt spare sig den meget almindelige sorg over, at de rige fabrikanter og grosserere i købstæderne under jordskatten vil blive skattefri. I egenskab af arbejdere vil de ganske vist som alle andre blive skattefri. Men da de ikke længere vil blive i stand til at berige sig ved at holde arbejderne på sulteløn, vil de meget vanskeligt kunne blive millionærer. Og i egenskab af boende på købstædernes kostbareste strøg vil de få deres rigelige part i byrden af grundrenteskatten.

Fra hvilken side vi end betragter sagen, skal det nok vise sig, at jordværdiskatten er den eneste virkeligt retfærdige skat. Den tanke, hvorpå den hviler, er så klar, at det fuldt ud gælder om den:

Den behøver kun at blive forstået for at være bevist.

6. Samfundets frelse.

»Jorden og alt jordisk er til for menneskets og folkets skyld og skal benyttes til deres bedste.
“Der står i visen:
“Få har for meget og færre for lidt.”
“Skal så stort og så godt et mål nås, da må vore statsmænd tænke på andet end almindelig valgret og nøjagtig stemmetælling, hvorunder både selvejet kan dø og al ting gå af lave og alle folk sulte ihjel, de må først og sidst tænke på virkelig frihed og lighed og broderskab, som de kan findes, måske ikke hos noget af de store folk, men kan sikkert findes, når de rettelig søges, og vokse, når de omhyggeligt næres og opelskes, hos det hele danske folk, der har en mageløs kærlighed til det fredegode i alle måder og vil, for at nå og beholde det, gøre alle mulige opofrelser.” N. F. S. Grundtvig.

Den georgistiske reform øver ret mod alle. Og den vil i sine følger blive til gavn for alle. Men – lad os et øjeblik tænke os, at dens gennemførelse virkelig blev til tab for nogle. Ville så dette være nok til at hindre en for samfundet i almindelighed velgørende reform?

Vi kan dele vort folk i tre omtrent lige store klasser: en mellemste, der nyder et jævnt alment velvære, en øverste, der svælger i overdådigt vellevned, en nederste, der vansmægter i åndelig og legemlig hunger.

Skulle det med dette forhold for øje være uretfærdigt at søge en reform gennemført, der vil forringe den øverste klasses indtægter så meget, at dens levevis vil blive draget nedad mod mellemklassens på samme tid, som den forøgede den nederste klasses indtægter så meget, at dens kår blev hævet op imod mellemklassens?

Når samfundet trues af en ydre fare, kræver vi, at dets enkelte medlemmer endog skal ofre livet for dets frelse! Skulle det da være ubilligt at forlange, at samfundets rigmandsklasse skal give afkald på en del af sine forrettigheder, dvs. sin ved uret tilegnede overflødighed, for at afværge den indre fare, som dagligt vokser i omfang og styrke så længe, som et stadigt større antal af samfundets børn vansmægter i mangel, uvidenhed og råhed?

Skulle der slet intet være i vore dage af dette: adel forpligter? Kan der ikke med rette kræves opofrelser, endog store opofrelser, for at afvende den bestandigt mere truende fare, som er til stede overalt, hvor større dele af folket går omkring med velbegrundet følelse af uret, bitterhed i sjælen og – knyttede næver?

Lad os lære at sande, hvad en bonde nyligt så smukt udtalte: Ja, det er muligt, at min gård ved gennemførelsen af Georges reform vil tabe en væsentlig del af sin værdi og jeg dermed den formue, jeg har stående i den. Men kan reformen have den virkning, at mine børn kan gå ud i verden med sikker adgang til erhverv, der giver rigeligt dagligt brød, da vil det være mere værd, end om jeg under de nuværende forhold kunne give dem adskillige tusinde kroner hver.

Dette er sandt, slående sandt. Kan kun alle – altså også rigmandens børn – ved ærligt arbejde få rigeligt dagligt brød, så er hverken den rigmand at beklage, som muligt måtte tabe nogen formue, eller det rigmandsbarn, der i stedet for at døse livet hen i lediggang blev nødt til at arbejde for sit ophold. Alene den tanke, at ingen arbejdsvillige og arbejdsdygtige mennesker længere behøvede at lide savn! Hvilken husvalelse og sjælefryd måtte den ikke skænke til hvert eneste ædelt og rettænkende menneske! Måtte ikke glæden over dette fremskridt være en gylden erstatning endog for tabte formuer! Jo, alle, der sætter almenvellet over den enkeltes interesser, næstekærligheden over egenkærligheden, vil sikkert efterhånden fylke sig om Henry Georges fane til kampen for samfundets økonomiske frelse:

Men nu de egenkærlige? Ja, de vil gøre modstand. Også her må vi sande med Henry George: “Atter og atter er sandhedens og retfærdighedens fane bleven løftet i denne verden. Atter og atter er den trampet ned – mangen gang i blod. Hvis de kræfter var svage, som stod sandheden imod, hvorledes kunne da vildfarelsen råde så længe? Hvis retfærdigheden kun behøvede at rejse sit hoved, for at uretfærdigheden skulle flygte for den, hvorledes kunne da de fortryktes klager så længe råbe til himlen?”

Hvor en god sag skal fremmes her i verden, trænges til andet og mere end sandhed og retfærdighed. Der kræves tillige ærlig vilje, udholdende arbejde, aldrig svigtende mod. Men sådanne arbejdere, mænd og kvinder med faste hjerter, besjælede af tanken om til guds ære og til folkegavn at fremme menneskevel og menneskeglæde, tør det håbes, der også her i vort fædreland vil samle sig for ved fælles kræfter at gennemføre den store, sociale reformation, der ene kan frelse samfundet fra undergang.

Måtte det også her i Danmark finde stadfæstelse, hvad Henry George skrev i sit hovedværk:

“Hvad skæbne denne bog end får, så vil den dog blive læst af nogle, som i sit hjertes dyb har taget korset til et nyt korstog.
Den sandhed, jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke finde nogen let fremgang. Havde det været muligt, så ville den være bleven antaget for længe siden. Havde det været muligt, ville den aldrig være blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. Så stor er sandhedens magt!”

––––––––––––

[1]At virkelig tyske pengemænd ejer en stor del af den danske jord, bekræftes bl.a. også af følgende meddelelse, der i august måned d.å. stod optaget i Aalborg Stiftstidende: “Et værdifuldt vognlæs, vistnok det mest værdifulde, der nogen sinde er afgået fra Aalborg, drog i tirsdags med første tog sydpå fra Aalborg. Ca. 20 millioner af den jydske husmands-kreditforenings kasse­obligationer, nedlagte i tillåste blikkasser og ledsaget af kreditforeningens administrerende direktør og kassereren fra Landmandsbankens filial i Aalborg, rullede af sted med husmændenes prioritetsgæld i en stadselig salonvogn. Rentenedsættelsen fra 4 til 3½% af de cirkulerende husmandskreditobligationer gjorde deres indkaldelse og omskrivning udvendig. De fleste af disse obligationer var overgået på tyske hænder. Derfra er de arriveret til kreditforeningens kontor i Aalborg, hvorfra de nu, omskrevet og i fornyet skikkelse, vender tilbage til deres ejere på denne som på hin side af grænsen.”
[2]Vi har jo godsejere, der ikke blot til enkelte tider tager bolig uden for landet, men som gennem flere slægtled har levet i udlandet og fortæret de værdier, som deres arbejdere drager ud af den danske jord. Eksempelvis nævnes slægten Jenitz, ejere af bovedgården Kalø, hvortil der er hen imod 1.000 td. ld. gode jorder. I sådanne tilfælde ville en formueskat bogstaveligt intet virke.
[3]For at få eksemplerne så simple og klare som muligt tænker vi os, at det i begge tilfælde kun er nøgne jordstykker uden bygninger etc. vi har for os.
[4]Om man af særlige ikke finansielle grunde skal beholde skatten på spiritus og lignende dele, lader jeg indtil videre stå hen.