Fremskridt og fattigdom.
Første del af manuskript til en historisk skildring af
Henry George og hans program.
Af Fernando Linderberg

Fra Højskolebladet, 1888
Siderne 577 – 857 (med spring)

“Langsomt men sikkert begynder offentligheden at se, hvad ikke få alvorlige tænkere er stærkt overbeviste om: at vi i Henry George har fundet en Columbus i social videnskab og politisk økonomi.”
Henry Rose.

1. Drengen.

I begyndelsen af indeværende århundrede nedsatte en engelsk søkaptajn, der bar navnet George, sig i Philadelphia og blev amerikansk borger. Han var på denne tid en velstående mand. Men under den engelsk-amerikanske krig i 1812 blev hans to skibe – hans hele rigdom – , som gik ud fra Pennsylvanias hovedstad, ødelagte af engelske krydsere. Dermed var hans formue tabt. Han og hans familie sank ned i armod. En af kaptajnens sønner,
Richard Samuel Henry George, blev fader til den mand, hvis levnedsløb i det følgende skal fortælles. Richard George virkede i flere år som religiøs skribent men var fra 1831 til 1861 ansat på toldkontoret i Philadelphia.Han var gift med en miss Vallence, der på fædrene side var af skotsk og på mødrene side af fransk slægt.

De to ægtefæller var oprigtige kristne, der opdrog deres børn i ‘tugt og herrens formaning’. Deres hjem havde et noget tungt og alvorligt præg. Tro mod overleveringen fra de gamle kvæker- og puritanerfædre blev en fornøjelse som skuespil betragtet som syndig, hvorfor familien aldrig kom i teater. Både Richard George og hans hustru er først for få år siden døde i en alder af noget over 80 år.

Den 2. september 1839 fik de sønnen, som bærer navnetHenry George. Allerede fra sin tidligste barndom røbede Henry ualmindelige evner. Indtil sit 12. år gik han i en almindelig borgerskole. Men 12 år gammel blev han optaget på en videregående skole. Her lagde han sin dygtighed således for dagen, at forstanderen, dr. Hare, ofte over for faderen udtalte, at Henry var skolens dygtigste elev. Hans ophold på skolen blev dog kun af kort varighed. Da han havde været der i 1 år, klagede han til faderen, at “de underviser ikke i andet, end hvad jeg forud kender eller dog tror at kende. Der er noget ufuldstændigt ved denne skole. Jeg ønsker ikke at gå her længere. Jeg længes efter at komme ud i verden.”

Med tilbageblik på denne tid har faderen fortalt følgende: “Fra sin barndom var Henry en selvfølende men altid en god dreng. Jeg havde således ingen frygt for at lade ham gå ud verden på egen hånd. Han var dygtig men ville følge sin egen vilje. Da jeg fandt, at jeg ikke kunne påvirke ham til at forandre sin opfattelse af skolen, lod jeg ham få, sin vilje, hvorfor han ikke mere kom på skolen. Men derfor forlod han ikke bøgerne. Historie var hans særlige yndlingsstudium. Da han var 14 år gammel, havde en smuk bogsamling, der overvejende bestod af historiske værker og rejsebeskrivelser.”

I sin barndom oplevede han at se det første jern dampskib, som krydsede Atlanterhavet på vejen mod Philadelphia. Rygtet om dets ankomst lød for hans øre omtrent som et eventyr om en drage af jern eller en ørn af træ. Hvorledes skulle vel et jernskib kunne flyde? Opfyldt af spændt forventning ilede han sammen med en kammerat ned på bryggen for at tage uhyret i øjesyn. Kammeraten opdagede imidlertid hurtigt, hvori hemmeligheden stak. De havde ikke været længe ombord, før han i en foragtelig tone udbrød: “Å pyt! Jeg ser nu, hvorledes det har sig. Hun er garneret med træ over hele rummet; derfor er det, at hun flyder!”

I øjeblikket kunne Henry ikke gendrive ham. I god overensstemmelse med den grundighed, der altid har udmærket ham, fandt han sig lige fuldt ikke tilfredsstillet ved den forklaring. Da kammeraten, hurtigt tilfredsstillet over sin formentlige opdagelse, var gået, satte Henry sig på bryggen og begyndte at gruble. Snart kom han til den slutning, at hvis det var det indvendige træ, som bar skibet, da måtte det flyde desto bedre, jo mere træ der kom ned i lasten. Da han var kommet så vidt, begyndte han i tanken at lade skibet med træ. Gennem dette tankeforsøg blev det ham hurtigt klart, at jo mere træ, der kom ned i skibet, desto tungere ville det flyde, og at man ved at øge byrderne ligefrem ville bringe det til at synke. Han vendte da tankeforsøget om og tog alt træet ud, hvorefter han forstod, at skibet ville flyde lettere. På denne måde kom han til den fuldstændig rigtige slutning. Grunden til, at jernskibet kunne flyde, lå ene i dets hulhed og dets derved forstyrrede rumfang (deplacement).

Da Henry var l6 år, blev han sat i bogtrykkerlære. Ved denne virksomhed kunne han dog ikke ret længe slå sig til ro. Arbejdet med typerne var ham for ensformigt og værkstedet for trangt. Det gamle, slægtsinstinkt i forbindelse med hans lyst til kundskab og praktisk erfaring fyldte ham med en hvileløs længsel efter at gå til søs. “En dag” – fortæller faderen – “sagde Henry til mig, a han ønskede at gå søvejen til Indien. Naturligvis blev jeg forbavset over denne drengens hensigt. For en tid ville hverken hans moder eller jeg lytte til hans forlangende. Men drengen erklærede, at han havde læst så meget om det ulykkelige land, at intet ville tilfredsstille ham, medmindre han selv fik de ting at se, som han havde læst om. Knøsen ville undersøge de indiske statsforhold! Omsider måtte de lade ham drage af sted. På skibet Hindoo, der var bestemt til Calcutta, fik han plads som kahytsdreng. Rejsen varede i 3 år. De forklaringer, han efter hjemkomsten gav om tilstanden i Indien, var alt andet end smigrende for den fremmede magt, som havde tilegnet sig retten til at herske i det land.”

Som Henry i sin voksne alder er blevet kendt som en stor menneskeven, var han alt i barndommen en dyreven. På rejsen medførte han en lille abe, der sov hos ham og tit brugte hans ansigt som hovedpude. Medens Henry sov, gjorde aben fortrinlig tjeneste ved at bortfeje kakerlakkerne.

Det var i 1856, at han vendte tilbage fra Indien. Da det nu var hans bestemmelse at blive hjemme, fortsatte han sin uddannelse som sætter. Fra denne tid har han det vidnesbyrd, at “han var en mærkværdigt forstandig dreng, der bestandigt var i forhandling med andre drenge”.

II. Matrosen og guldgraveren

Året efter, at Henry George på ny var begyndt at uddanne sig som typograf, gik bogtrykkeriet, hvor han arbejdede, fallit. George kom derved ud af virksomheden, endnu før han havde udstået sin læretid. Længselen efter at komme ud i den store, vide verden faldt da atter over ham med uimodståelig magt. Det syntes, som han var skabt til søen. Da han en dag gik langs havnen, opdagede han en lille damper, der lå og indtog kul og andet mere. Det var et fragtskib, der gik mellem Philadelphia og Boston. George fik plads på damperen som kok og blev i denne stilling til begyndelsen af året 1858, da han som matros gik over på dampskibet The Shubrick, der skulle gå til San Francisco uden om Cape Horn. The Shubrickvar kun et mindre skib. En dag var det nær sunket i åben sø. Kun i en meget dårlig forfatning anløb det Rio de Janeiro. Men derfra gik det godt. San Francisco blev nået i god behold.

Fra denne rejse sendte George et brev til en af sine venner, mr. Wallatz, hvori han skildrede en på søen foretaget begravelse, der var ledsaget af visse særlige ceremonier. Vennen fandt brevet så velskrevet, at han besluttede at offentliggøre det i et af Philadelphias blade, hvorfra det senere gik over i en af New Yorks tidender. Dette var den første afhandling fra Georges hånd, som blev trykt. Mr. Wallatz fandt idet hele artiklen så fortrinligt affattet, at han opfordrede George til at skrive til bladene, en opfordring, der også senere blev efterkommet.

Da The Shubrickvar ankommet til Californien, var der ikke mere brug for George ombord. Han stod derfor ene og uden beskæftigelse midt i det fremmede land. At få arbejde i hans særlige fag som typograf var noget vanskeligt, da han på grund af fallitten var kommet ud af virksomheden uden at blive udlært. Langt fra hjemmet, ene iblandt fremmede og kun med få dollars i sin lomme var udsigten alt andet end lys.

Dog, om det end ikke var guldalderen, der åbnede sig for ham – det var dog guldlandet, han var kommet til. Det lå kun 10 år tilbage, at en soldat ved at tage vand af en flod opdagede noget glimrende på bunden, der viste sig at være guld og derved åbnede guldgravningens tidsalder i den ny verden. Endnu hændte det, at mænd efter få heldige spadestik fandt hele formuer.

I de samme dage, hvori George gik ledig og spejdede efter beskæftigelse, nåede det rygte San Francisco, at der var opdaget en ny rig guldmine ved floden Frazer i den øvre del af den britiske besiddelse i the far north-west. Der blev påstået, at guldet fandtes i sådan mængde, at mange blev rige på mindre end en måned.

Dette var noget for George. Kunne han pløje søen med samme dygtighed, som han håndterede typerne, var han også mand for at bore sig ned i jorden for at drage rigdommen ud af dens skød. Han var straks rede til at gå ud for at søge lykken i guldminerne.

Udsigterne var strålende, til han nåede Victoria i Vancouvers Island. Men her begyndte det at blegne. Denne engelske by var fuld af guldgravere. Men kun meget få af disse havde fundet, hvad de søgte. Resten gik om med skuffede forventninger. George tabte dog ikke modet men gik videre. Få dage efter stod han ved mundingen af Frazerfloden. Havde han i dette øjeblik kendt de genvordigheder, han gik i møde, og den skuffelse, rejsen ville bringe, er det mest sandsynligt, at han her havde standset og gjort omkring.

Men ukendt hermed drog han videre frem. I følge med flere og med to indianere tilvejvisere gik han om bord i en kano og styrede op ad floden. Farten her var overordentlig vanskelig. Det skal være lettere at stige op ad det stejleste bjærg end at sejle op ad denne flod. På de mest heldige dage kunne de kun tilbagelægge 2½ mil. Men som regel var det et strengt arbejde at nå blot en mil frem. Floden danner en næsten uafbrudt fortsættelse af fosser og vandhvirvler. På en strækning af 2½ mil måtte selskabet 2 gange sætte kanoen på land, løfte den på deres skuldre og under vaklende gang bære den over de ubanede veje, til de atter kunne sætte den i vandet. Der forløb ikke en eneste dag, uden at kanoen mindst 2 á 3 gange måtte bæres større eller mindre strækninger over land; som oftest hændte det et halvt dusin gange om dagen. Trods denne alt andet end behagelige befordring måtte de medføre adskilligt både af levnedsmidler og andre ting, thi alle livsfornødenheder var på bestemmelsesstedet så dyre, at de knapt kunne købes for penge. Smør kostede således omkring ved 10 kr. pundet.

Hvorledes blev så anstrengelserne lønnede, da målet endeligt blev nået? George og hans ledsagere gjorde den samme erfaring som tusinde andre: guldgravningen lovede meget men holdt kun lidet. Den var et lykkespil, og som i alt andet spil var det også her kun de færreste, der fik de store gevinster. Guldgravningen var begrænset til et forholdsvis lille område. Dertil kom, at minerne kun kunne bearbejdes nogle få måneder om året, i det vinterens strenghed og umådeligt snefald hindrede arbejdet i vintertiden. Under disse forhold havde George ingen lyst tilat blive længe i denne barske egn. Næppe synderligt rigere end ved ankomsten vendte han efter et par måneders forløb tilbage til San Francisco.

George var dog ikke den mand, der lod skuffelsen nedslå sit unge mod, kunne han ikke blive rig ved at grave i jorden, måtte han i hvert fald kunne tjene sit daglige brød ved sit ærlige håndværk. I Californiens hovedstad var han også snart så heldig atfå arbejde på et trykkeri, hvor han endelig, da han var 21 år, fik fuldført sin uddannelse som typograf.

III. Franklins discipel

Henry George er født i den by, hvorfra Benjamin Franklins navn beundret er gået ud over verden. Byen Philadelphia er deres fælles hjem. Men der er adskilligt mere, der sætter fælles mærke på Franklin og George. Begge havde fra barndommen haft lyst til havet og kærlighed til kundskab. Begge har begyndt deres rige livsbane fra sætterens beskedne stilling. Har George end ikke endnu nåetden høje stilling, hvortil Franklin svingede sig op, meget tyder dog alt på, at hans liv vil få endnu mere følgerige virkninger endhans store forgængers. Vi finder også, at han alt fra ungdommen af begyndte at træde i forgængerens Spor.

Om den måde, hvorpå Franklin, medens han endnu arbejdede som sætterlærling i sin broders trykkeri, begyndte sin virksomhed som skribent har han selv fortalt følgende i sine Livserindringer:

“Min Broder havde blandt sine Venner nogle dygtige mænd, der fornøjede sig med at skrive små artikler i bladet, hvilke gav det anseelse og øgede dets udbredelse. Disse herrer besøgte os ofte. Ved at høre på deres samtaler og skildringen af de lovtaler, som blev deres arbejder til del, blev jeg grebet af lysten til at forsøge på samme måde. Men da jeg endnu var et barn, frygtede jeg, at min broder ville vægre sig ved at trykke i bladet, hvad jeg skrev, hvis han vidste, at jeg var forfatteren. Jeg fandt derfor på at forandre min håndskrift, og da jeg havde skrevet min artikel, stak jeg den om aftenen under døren til trykkeriet. Der blev den fundet den følgende morgen. Min broder viste den til sine venner, der kritiserede den i min nærværelse, og jeg havde den overordentlige glæde at høre, at den vandt deres bifald. Dette forsøg opmuntrede mig; jeg skrev flere artikler og afsendte dem på samme måde, og de havde det samme held. Jeg bevarede min hemmelighed, indtil jeg havde udtømt mit kundskabsforråd. Da gav jeg mig til kende”.

Så vidt Franklin. Det følgende vil vise, at George prøvede sig frem på en lignende forsigtig og beskeden måde.

Medens han håndterede typerne, begyndte han tidligt at følge de offentlige begivenheder. Da spørgsmålet om negertrællenes frigørelse blev dagens brændende spørgsmål, stod han med hele sin ungdommelige varme sammen med det Parti, der kæmpede for frigørelsen.

Første gang, han deltog i en valgbevægelse, var under den heftige valgkamp i 1860, da Abraham Lincoln blev valgt til præsident i USA. Ved de valgmøder, som den gang blev holdte i Californien, var det undertiden ved at gå på livet løs. Kandidaterne, der krævede negerslaveriet fortsat, mødte flere steder med skarpladte pistoler, som de lagde foran på talerstolen for til enhver tid at kunne tiltvinge sig ørenlyd.

Ved Lincolns valg hørte George til det sejrende parti. “Det er den eneste gang, han har haft den fornøjelse. Siden har han stadig hørt til den opposition, der er gået slagen ud af valgkampen.

I året 1861 fik han ansættelse på et trykkeri, hvorfra der udgik et blad ved navn: Alta California, der på den tid var et af statens hovedblade.

Medens han arbejder her, er det, at han begynder – ligesom i sin tid Franklin – uden navn at sende breve til bladet. Brevene blev optaget. Han havde indimellem den fornøjelse selv at sætte de breve, som den ukendte fremmede var så venlig at tilstille bladet. Ikke sjældent hændte det, at brevene endog blev optaget som ledende artikler.

Om dagen beskæftiget med sætterarbejde og om aftenen med skriveri får han pludselig det rystende budskab, at den heltemodige forkæmper for slavernes frigørelse, præsident Abraham Lincoln, er blevet myrdet den 14. april 1865. George fyldes af en dyb og ædel harme. Med en glødende pen skriver han en artikel på 9 spalter om martyr-præsidentens liv og virksomhed. Denne artikel vakte en sådan opmærksomhed, at den i udtog gik over i næsten alle mod præsidenten venligsindede Blade i de forenede stater. Men endnu var der ingen, der kendte forfatteren!

Det var først efter, at George var gået over til et nyt trykkeri, hvorfra der udgik et blad, som bar navnet San Francisco Times, at hans skribentvirksomhed kom for dagen. Bladets udgiver, dr. Gunn, ville endelig have rede på, hvem den ukendte, fortjenstfulde medarbejder var. Længe forblev dog de foretagne undersøgelser uden resultat endelig lagde han mærke til, at brevene altid fandtes i en brevkasse ved foden af en trappe, som førte op til kontoret. Da han var blevet opmærksom på dette, lod han sætte en skjult vagt ved brevkassen.

Det hænder da en dag, at George, idet han som sædvanlig går til sit arbejde på trykkeriet, lægger et brev i kassen. Da han har fjernet sig, bliver kassen hurtigt åbnet, brevet udtaget og bragt til kontoret med en erklæring om, at dets afsender var inde på trykkeriet. Straks rejser dr. Gunn sig, går ind til sætterne, hvor den vagthavende, som havde haft post ved brevkassen, udpeger George som gerningsmanden. Medens George er i færd med at tage frakken af og iføre sig blusen for at begynde arbejdet, kommer dr. Gunn hen til ham, viser ham brevet og spørger, om han vedkender sig håndskriften? George måtte gå til bekendelse og – var færdig med håndværket. Udgiveren erklærer: “Unge mand, De må ikke spilde mere tid som sætter. Jeg har en plads til dem på kontoret”.

Tilbuddet blev modtaget. Henry George blev journalist. Ikke mere end 3 måneder efter var han bladets ansvarshavende redaktør.

IV. Redaktøren

Fra denne Henry Georges første virksomhed som redaktør foreligger der kun sparsomme oplysninger. Vi ved kun herom, at han ved siden af sin travle virksomhed stadig fandt lejlighed til at samle nye kundskaber og arbejde på sin åndelige udvikling. Det bedste indblik i, hvorledes han på denne tid levede, og hvilke krav han særligt stillede til de unge, giver en opbevaret artikel, som er skrevet i det første år, han var redaktør. Den har overskriften: Den fordelagtigste brug af tiden.

Artiklen er egentlig en ejendommelig amerikansk prædiken over teksten: Ud over de høje fjelde!

George sænker sin tanke ned i en ynglings sjæl, der higer etter at komme frem i verden men mangler noget af den viljekraft, som skal til for at bane sig vej gennem livets genvordigheder.

Og så taler han med ynglingens eget sprog:

“Jeg længes bestandigt mod velstand. Den store afstand mellem mine ønsker og midlerne til at få dem opfyldt, holder mig i en stadig uro.
Velstand ville bringe mig behageligheder, som jeg nu ikke kan opnå; den ville give mig adgang til fornøjelser og venner; den ville sætte mig i stand til at danne mit sind og give mine kræfter en større virkeplads. Den ville udruste mig med større midler til at glæde dem, som jeg elsker mest. Derfor er mit vigtigste formål at opnå velstand eller i det mindste at blive mere velstående, end jeg for tiden er. Jeg undersøger ikke, om dette er ret, jeg må kun erkende, at det er således. Når jeg ser tilbage på mit forbigangne liv, ser jeg, at jeg kun har gjort få eller ingen fremskridt, hvilket fremkalder min utilfredshed. Betragter jeg mit nærværende liv, er det vanskeligt at se, jeg bevæger mig fremad. Al min trøst må jeg søge i håbet om, hvad fremtiden kan bringe.
Mit håb er dog kun blegt og mat. Hvor jeg kommer uden for de banede veje, hvorpå jeg hidtil har tjent mit brød, er mine bestræbelser kun stødvise og ustadige. Min virksomhed tilfredsstiller ikke mine ønsker, men jeg arbejder flittigt og trofast. Har jeg intet andet at gøre, længes jeg efter det arbejde, der skal føre mig fremad mod mit mål. Men jeg ved aldrig, hvorledes jeg skal nå målet.
For at sikre sig bestemte resultater er det blot nødvendigt at anvende den fornødne kraft. Vel kan nogle mennesker hurtigere end andre frembringe slående resultater. Men de allerfleste har evner nok til at fuldbyrde meget mere, end de almindeligt gør, når blot kræfterne bliver stadig og vel anvendte.
Alene de timer, som jeg har ødslet bort og spildt ved en samvittighedsfuld gøren ingen ting, ville have været tilstrækkelige til at gøre mig til mester i et eller andet nyttigt fag. Havde jeg øvet mig i bogføring eller aritmetik, kunne jeg nu have været en erfaren mand i disse dele. Havde jeg villet, kunne jeg måske nu have kunnet ordbogen uden ad på mine fingre, været en dygtig skribent eller bogtrykker, dygtig i at læse og skrive fransk, spansk eller et andet gammelt eller moderne sprog. Dygtighed i en eller flere af disse ting ville have givet mig midler til fremgang og skænket mig den vinding, som altid ligger i åndelig virksomhed.
Dette er sandheder, som ikke nyligt er blevet opdaget. De har i flere år været mig lige så klare som i dette øjeblik. Men altid ønskende en lejlighed til et pludseligt løb fremad har jeg aldrig kunnet fæste min tanke på eller samle min kraft om disse langsomme fremskridt, der kræves overalt såvel i åndelig som i materiel henseende.
Min sjæl arbejder bestandigt. Dersom blot en tiendedel af dens virksomhed var rettet mod et bestemt mål, hvor meget ville den så ikke efterhånden få udrettet, hvor meget ville den ikke kunne underlægge sig og gøre sig til herre over.
For at samle alt i en hovedsum: Det er mig klart, at jeg hverken har brugt den tid eller de midler, der har stået til min rådighed, som jeg burde have gjort. Følgelig har jeg mig selv at dadle i det mindste for en del af mit uheld. Og gælder dette om den forbigangne tid, vil de samme resultater flyde af lignende årsager i fremtiden. Skønt jeg vel af erfaring ved, at det er meget lettere at tage gode beslutninger end at bringe dem til udførelse, vil jeg nu lige fuldt forsøge at tilegne mig en dygtighed, der kan lede mig fremad. Først vil jeg ved skriftlige forsøg prøve at tilegne mig færdighed i at udtrykke mine tanker. Ved disse prøver vil jeg ikke mindre stræbe efter en smuk håndskrift end et ejendommeligt og velformet sprog.”

Her har vi den unge redaktørs anvisning på, hvorledes man på den bedste måde skulle bruge tiden. Viser artiklen, hvad han lærte andre, oplyser den sikkert ikke mindre, hvorledes han selv gik frem. Det mest fremtrædende træk i hans ungdomsliv er netop hans stadige higen fremad. Men når han higer fremad, er det på en hel anden måde end vor nordiske Arne: Arne vugger sig i vemodstunge drømme. George kender som praktisk amerikaner, at vejen til fremgang går gennem arbejde og kamp.

V. Rigmanden og Lazarus

Endnu på denne tid var Henry George kun en mand af den almindelige amerikanske skole.

Han var en driftig, fremadstræbende personlighed, der følte sig stolt af at være borger i en mægtig republik. Som alle amerikanere var han opvokset i den tanke, at med den åndelige frihed og det politiske selvstyre havde alle samfundsspørgsmål en gang for alle fundet deres løsning, den almindelige valgret gjorde folket til herre i sit eget hus, den høje beskyttelsestold, som lukkede for udenlandske varer, sikrede arbejderne beskæftigelse til god fortjeneste. Med negerslavernes borgerlige frigørelse var det sidste arbejderspørgsmål blevet løst i det fri, lykkelige Amerika!

Dette var den almindelige tanke, og George delte den helt og fuldt. Meget syntes også at tyde på, at tanken var rigtig. Der var fremgang på alle områder. Selve den by, hvori George levede, voksede med kæmpeskridt. Før midten af århundredet var San Francisco kun en ubetydelig plads med nogle få hundrede indbyggere, der boede i træhuse. I løbet af den følgende halve snes år forvandledes den til en prægtig storstad. Træhusene gav plads for bygninger af murværk. Der kom skoler og universiteter, teatre og rigt udstyrede hoteller. Handelen blomstrede frem. Alle vegne var der liv og virksomhed. Var det ikke alt sammen synlige vidnesbyrd om frihedens og selvstyrets rigeste velsignelse?

George skulle snart lære, at hverken åndelig frihed eller politisk selvstyre i og for sig er nok til at læge folkenes sår. Han skulle snart få det første rystende indblik i, at for talrige skarer betyder friheden selv i verdens frieste land kun frihed til at sulte midt i naturens og kulturens overflod!

I 1867 begyndte en mand ved navn John Nugent udgivelsen af et nyt blad The Herold i San Francisco. Mr. Nugent ansøgte om at blive optaget som medlem af de forenede bladudgivere, der bl.a. var fælles om de telegrafiske nyheder og derved fik disse til en betydeligt lavere pris end den sædvanlige, men ansøgningen blev afslået. Mr. Nugent gjorde da skridt til selv at sikre sig de fornødne telegrammer, i hvilket øjemed han tilbød Henry George pladsen som fast korrespondent i New York. George tog imod tilbuddet. I året 1868 tog han ophold i USAs hovedstad.

Hvervet som korrespondent blev røgtet fortrinligt. The Herold modtog regelmæssigt de sidste nyheder både fra Amerika og Europa. Men de hermed forbundne udgifter blev for store.

Da Mr. Nugent ikke var blevet optaget blandt de forenede bladudgivere, kunne han ingen rabat få på sine telegrammer. Hvad de andre blade fik for 100 kr., måtte mr. Nugent betale med 1.000 kr. Herved blev kappestriden umulig. Bladet kunne ikke bære de overordentlige udgifter. På mindre end 1 år bukkede The Herold under.

En mindelse herom er det sikkert, der uvilkårligt flyder George i Pennen, når han senere skriver om “Det store Telegrafselskab, som ved den magt, der ligger i den ophobede kapital, berøver Amerikas folk den fulde nytte af en velgørende opfindelse, forfalsker telegrammer og knuser de blade, som vover at angribe det”.

Blev Georges ophold i den store verdensstad ikke af lang varighed, blev det lige fuldt af indgribende betydning for hans hele senere liv. Det var forholdene i New York, der første gang åbnede hans øjne for kløften mellem menneskene i nutidens samfund og åbenbarede ham den kendsgerning, at hvor civilisationen har nået sin højeste udvikling, findes den sorteste armod side om side med den mest overdådige rigdom.

New York indesluttede to helt forskellige verdener. Den ene verdens mennesker levede på de pragtfulde hoteller og i hovedgadernes paladser. Dens unge damer og herrer ilede i smagfulde ridedragter gennem alleerne på fuldblodsheste, efterfulgt af rideknægte i kravestøvler og fint liberi, medens de ældre sad mageligt i ekvipagerne, der blev trukne af det fyrige firspand. For denne verdens mennesker var livet kun et kredsløb af baller, selskaber, teatre og udflugter, en eneste helligdag, der kun dræbtes ved bestandigt nye adspredelser. Hvor forskellig fra denne strålende verdens liv var vel ikke den gamle kones, som fra morgen til aften sidder på den smudsige gade ved siden af sit lille lager af æbler og sukkertøj, de pigers, som hele dagen står foran disken i butikken, bag væverstolen på fabrikken, eller sidder og bøjer sig over symaskinen i lange, møjsommelige timer, eller deres endnu mere ulykkelige liv, der om aftenen strejfer om på gaderne på jagt efter mænd. På de offentlige pladsers bænke fandt han i stort tal disse mænd siddende, fra hvis mørke, slappe ansigter kraftens ild og håbets lys var forsvundne – “Landstrygere og eventyrere, det knækkede, rådne menneskelige drivtømmer, samfundets bundfald”.

Medens den fornemme verden i sommervarmen søgte frisk luft ved kysterne eller på fjeldene, måtte masserne af befolkningen lade sig stege i de 8-10 ja indtil 15 etager høje lejekaserner. Gaderne vrimlede af smudsigt liv og genlød at ukæmmede børns støj, børn, der aldrig havde set en grøn eng eller brændingens skum. Trætte kvinder søgte at berolige hentærede småbørn, som græd og jamrede af mangel på sund føde og frisk luft.

Et medlem af New Yorks højesteret betroede ham: “Her findes en stor klasse af befolkningen, som lige netop kan opholde livet, og for hvem familiens forøgelse af to børn ufravigelig betyder en dreng til fængslet og en pige til bordellet!”

George fandt her, at “Den ene frådser og den anden sulter med kun få fods afstand imellem sig og dog skilte fra hinanden ved et lige så svælgende dyb som det, der er befæstet mellem den rige mand i helvede og Lazarus i Abrahams skød”.

Hvorledes synet af al denne menneskelige fornedrelse virkede på ham, har han selv skildret i følgende ord: “Da jeg første gang virkelig så den gruelige elendighed, som råder i en stor by, forfærdede og pinte det mig. Tanken om, hvad årsagen dertil vel kunne være, og hvorledes den skulle kunne ophæves, gav mig ingen ord”.

Det var med stum forfærdelse, han i førstningen skulle ned i armodens dyb. Men – kunne elendigheden for en tid gøre ham stum, kunne den også give ham mæle. Fra denne stund begyndte han at tænke. “En følelse, meget stærkere end nysgerrighed, blev vakt hos mig.” De tanker, der nu var blevet kaldt til live hos ham, ville ikke forlade ham igen. Der var blevet rørt ved hans sjæls dybeste strenge.

Året 1868 kom til at stå som en mærkepæl på hans løbebane. Hvad var årsagen til den ejendommelige fremtoning, at fattigdommen var størst der, hvor kulturen har skudt sine skønneste blomster? Dette spørgsmål blev fra nu af hans livs store spørgsmål. Ban havde nu lært at indse, at folkemasserne trængte til andet og mere end almindelig valgret. For den, der savner dagligt brød, er valgretten af ringe og tvivlsom værd. Vigtigere end noget andet er det at sikre menneskene økonomisk selvstændighed. På hvilken måde skal dette opnås? At finde svaret på dette spørgsmål var fra nu af Henry Georges første og større opgave. Han følte det nu som sit kald at finde løsningen på tidens sociale gåde.

Med dette for øje begyndte han på denne tid de grundige og omfattende statsøkonomiske, historiske og sociologiske studier, der førte ham til den overbevisning, som han senere har fremlagt i sine socialreformatoriske skrifter.

VI. The Evening Post.

I begyndelsen af 1869 vendte Henry George tilbage til Californien, hvor han i den følgende tid arbejdede som journalist. Ved siden af virksomheden som pennefører fordybede han sig navnligt i de statsøkonomiske skrifter af Adam Smith, Malthus og Stuart Mill. Disse berømte statsøkonomers tanker fyldte ham for en tid med levende beundring. Allerede efter et par års forløb begyndte han at skrive om landboforholdene og offentliggjorde bl.a. herom en række breve i et af de ledende blade i New York. Men de resultater, han ad denne vej kom til, tilfredsstillede ham ikke. Jo mere han tænkte og iagttog den økonomiske udvikling, der foregik så vel i de unge stater, som Californien, som i de gamle, som New York, des mere følte han sig skuffet. Så kastede han alle de slutninger, han hidtil havde gjort, over bord og begyndte en hel ny og selvstændig undersøgelse. Den første frugt af denne fornyede undersøgelse fremlagde han 1871 i et flyveskrift: Vort land og landpolitik, (Our Land and Land Policy/pma) hvori han ligesom trækker grundlinjerne til sit senere mere udførligt begrundede social-program.

Ved at iagttage de forhold, som omgav ham, var han blevet opmærksom på den kendsgerning, der viser sig overalt, at følgen af de materielle fremskridt bestandigt munder ud i, at jorden stiger i pris. “Jordlodder i omegnen af San Francisco steg med hundrede og tusinde procent.” Dette gav anledning til, at agerjorden i stor mængde blev opkøbt og holdt på spekulation. Virkningen heraf var, at alle tegnene på overbefolkning begyndte at vise sig i San Francisco trods det, at staten havde større naturlige hjælpekilder end Frankrig men endnu ikke talte en million indbyggere. Masser af arbejdere måtte gå ledige, skønt der var jord nok at arbejde på. Hvorfor? Fordi jorden er gjort til privat ejendom og af dens ejere med fremtiden for øje holdes i så høje priser, at det er umuligt med fordel at købe eller forpagte den.

Samme år udgav George et andet mindre skrift: Det demokratiske parti og jernbanespørgsmålet, hvori han navnlig søgte at fæste opmærksomheden på, at “bygning af jernbaner, før der virkelig er behov for dem, tiltrækker arbejde og kapital fra mere til mindre produktive foretagender og snarere gør et land fattigt end rigt”.

I 1872 begyndte George med fire andre mænd udgivelsen af et billigt skillingsblad: The Daily Evening Post (Aftenposten) i San Francisco.

De kvikke ledende artikler, der var skrevet af George, skaffede hurtigt bladet en betydelig læsekreds. I løbet af kort tid fik det tusinde af abonnenter, hovedsagelig blandt arbejderne.

Allerede her blev der lagt mærke til Georges mesterlige sprog, der i så fremtrædende grad udmærker hans senere skrifter. Men hverken han selv eller andre anede dog endnu, hvad der boede i ham. En af hans yndlingsfornøjelser på denne tid var at ride en vild, brunfarvet hest, som han med en simpel rebgrime styrede gjennem de mest befærdede gader i byen. Men ingen, der her så den lille rødhårede redaktør, tænkte på, at han skulle blive en stor skribent om den største sag, der kan optage de menneskelige tanker og fylde verdensdele med sit ry.

Det blev dog snart kendeligt, at George ikke var en de af sædvanlige redaktører. Overalt, hvor noget godt skulle fremmes, var han i første række. Gjaldt det endog store personlige ofre, – George veg ikke tilbage. Hans dybe retfærdighedsfølelse gjorde ham til en altid slagfærdig kampfælle for sandhed og ret.

Under hans redaktørvirksomhed hændte det bl.a., at en kaptajn og to styrmænd blev anklaget for hensynsløs behandling af det om bord værende mandskab. Det blev bevist, at tre matroser var sprunget over bord for at undgå mishandling. Ikke desto mindre tog rederiet parti for de anklagede. Vel blev kaptajnen arresteret, men begge styrmændene, der var de egentlige overtrædere, fik lejlighed til at undslippe. Pengemagten kom sådan i virksomhed, at der var udsigt til, at misdæderne helt skulle gå fri for straf.

Oprørt over dette besluttede George at tage sig af matrosernes sag. For egen regning antog han en af de mest udmærkede sagførere, W. H. L. Barnes, til at forfølge sagen og udlovede en belønning af noget over 3.000 kr. for pågribelsen af de undslupne forbrydere. Dette virkede. Styrmændene blev arresteret. Deres og kaptajnens venner gjorde alt for at få dem frikendt. Men forbrydelsen hele karakter blev alt for klart bevist til, at det var muligt at frifinde dem. Den første styrmand blev dømt til 4 års fængsel, kaptajnen og den anden styrmand til fængsel på kortere tid. Retten fik således sin gang. Men for at opnå dette havde George i alt ofret noget over 5.000 kr.

Også et andet eksempel giver os et oplysende vidnesbyrd om den iver, hvormed George kastede sin indflydelse i vægtskålen til fordel for en god sag.

Det lå i de stedlige myndigheders hånd at afgøre, om de ville tillade handel med spirituøse drikke i mindre partier end 5 potter. I San Francisco var lovens bestemmelser blevet brugt således, at der var givet tilladelse til handelen med spiritus også i mindre dele. Dette havde haft til følge, at der var dannet en whisky-ring, der tjente umådelige pengesummer og tillige havde tilvendt sig en enestående magt i byen. Drikkeriets modsætning: total afholdenheden begyndte da at løfte sit hoved. Totalafholdende mænd og kvinder optrådte som anklagere over for spiritus­drikkeriet og påviste alle de onde følger af handelen med spiritus. Sindene kom i oprør. En dag hænder det, at nogle rå drankere på åben gade overfalder nogle af de kvinder, som havde mod til offentligt at arbejde for ædruelighedens fremme.

Dette var mere, end George kunne finde sig i. Han var ikke selv totalafholdenhedsmand. Men når det kom dertil, at ærbare kvinder ikke kunne gå i deres lovlige kald uden at forulempes at drankere, –da måtte alle andre hensyn vige, så måtte drikkehandelen behandles. Det var ham fuldstændig klart, at angreb på whisky-ringen var det samme som at stikke hånden i en hvepserede. Men det fik ikke at hjælpe. Han havde mod til at vove sin trøje. Ene iblandt alle redaktørerne i San Francisco tog han kampen op. Whisky-ringen repræsenterede 4.000 brændevins­udsalg og 40.000 brændevinsdrikkere. Da George lagde ud mod spiritushandelen, mødte ringens folk som en samlet armé, der fra private huse, butikker og restaurationer kastede Aftenpostenpå gaden. Men også George havde sin hær. De mænd og kvinder, der satte pris på ædruelighed og fri forhandling, kom ham virksomt til hjælp. For hver gang en abonnent sagde bladet af, meldte der sig ti nye i stedet for. Ønskede George laurbær til sit hoved – der er skaldet af bare visdom –, vandt han dem rigelig i denne strid. Modstanderne blev tvunget til at yde ham respekt i samme grad, som vennerne skænkede ham højagtelse. Kampen blev imidlertid ikke ført til ende, før der var nogen, som fandt anledning til at lægge sig på tværs af Aftenpostens virksomhed. Da det blev kendelig, hvilken overordenlig indflydelse bladet øvede, var der en del politikere, som fik lyst til at få det i sin tjeneste. Med dette for øje opkøbte de alle, som havde penge stående i bladet, med undtagelse af George og en af dennes nærmeste venner, mr. Hinton.

De ny ejere, som bladet således havde fået, søgte at foreskrive George, hvad han skulle føre frem i sine ledende artikler. Men herimod gjorde George indsigelse. Han ville intet lade sig foreskrive. En del af de ny ejere fandt da, at det var bedst, han kom bort. De herrer politikere var så kloge, at de endog påstod, enhver anden ville kunne fylde hans plads, thi det var ikke ham men bladet, der havde publikums yndest.

Dels for at det kunne blive klart, om de kloge politikere havde ret, dels for at slippe ud af vrøvlet, solgte George og mr. Hinton så også deres parter i bladet til de nye mænd. Politikerne havde således fået deres vilje. Georges indflydelsesrige blad var gået over i deres hænder, Aftenpostenstod ganske til deres tjeneste.

Men resultatet svarede kun i ringe grad til deres forventninger. Da læserne måtte give afkald på Georges pen, fandt de, at de lige så gerne kunne give afkald på bladet med. Abonnenterne faldt fra. Efter få måneders forløb var politikerne blevet så grundigt helbredt for den tanke, at det var bladet og ikke George, der havde publikums yndest, at de tilbød ham og mr. Hinton hele bladet for et betydeligt mindre beløb end det, disse ved salget havde fået alene for deres egne parter.

George blev da igen Aftenpostens redaktør. Aldrig så snart var George atter i spidsen for bladet, før abonnenterne på ny i stort tal flokkede sig om det. Aftenposten blev igen det ledende blad i San Francisco. For at gøre alle de ved bladet beskæftigede arbejdere interesserede i foretagendet, blev udgivelsen overdraget et samvirkende selskab, hvori arbejderne blev optaget som medlemmer. Snart efter blev bladet udvidet og abonnements-prisen forhøjet. Bladet fik derefter en sådan betydning, at man ikke længere under de for hånden værende forhold så sig i stand til at fyldestgøre de berettigede krav. Selskabet tog da bestemmelse om at flytte trykkeri og kontorer til en større bygning i en a byens hovedgader og at anskaffe en ny presse.” Men for at sætte dette i værk måtte man have ny driftskapital, hvorfor der blev taget beslutning om at optage et større lån. Da bladets status var fortrinlig og forretningsudsigterne de bedste, var det let at få penge. Et lån på 30.000 dollars blev optaget hos mr. John P. Jones, senator for Nevada i senatet.

Pengene blev sat i forretningen, flytningen foretaget og pressen anskaffet. Nyt opsving var følgen heraf. I den ny skikkelse vandt Aftenposten øget indflydelse dag for dag. Regnskaberne viste, at det ville være let at afbetale enhver dollars til rette tid.

Da hændte det pludselig i 1875, at banken i Californien standsede sine betalinger. Bankens formand, William Ralston, begik selvmord. En finansiel krise fugte. De fleste af de mænd, der havde stået som samfundsstøtter i pengeverdenen, blev i større eller mindre grad trukket med i faldet. Banken indkaldte alle sine udestående fordringer, hvilket fremkaldte almindelig forstyrrelse.

Også de penge, som Aftenpostenhavde lånt, blev opsagt til øjeblikkelig udbetaling. Denne fordring var det umuligt at opfylde. Under de forvirrede forhold var det umuligt at få nyt lån. Følgen var, at man måtte overgive Aftenposten i kreditorernes hænder. Uden en dollar i sin lomme måtte George for anden gang forlade det blad, der ved hans dygtighed og energi var blevet hævet til et af statens mest indflydelsesrige blade.

George stod dog ikke længe ledig på torvet. Man havde lært at kende ham som en dygtighed, der var brug for i de offentlige virksomheder. Inden årets udgang udnævnte guvernør Irvin ham til et lille embede, der sikrede ham en mindre årlig indtægt og skænkede ham en betydelig fritid. Nogle måneder om året var han endog næsten helt fritaget for embedsvirksomhed.

Herved vandt han øget lejlighed til at kaste sig over sine sociale studier. Hvad han end i øvrigt havde foretaget, hovedformålet for hans virksomhed var dog bestandig at finde løsningen på gåden: fattigdommens vækst midt under den stadig voksende rigdom. Det var ham derfor både til gavn og glæde, at han nu med mere kraft end nogensinde før kunne hengive sig til den sociale granskning.

VII. Forfatteren

For at kunne give et bestemt svar på det spørgsmål, som vor tids sfinks forelægger de moderne samfund, foretog George de grundigste og mest omfattende studier. I løbet af 9 år – fra 1868 til 1877 – læste han alt, hvad der af de forskellige tiders store statsøkonomer er skrevet om de sociale forhold og den økonomiske udvikling. Ved siden af det økonomiske studium fordybede han sig særligt i historien og i skildringer af de forskellige landes samfundstilstande. En meget læst bog, hvoraf han sikkert har draget mere lærdom end ret mange andre, er Daniel Defoes berømte skrift: Robinson Crusoe. Den bog, der dog mere end nogen anden var ham bøgernes bog, var bibelen. Blandt alle de bøger, som han har læst og atter læst, er der utvivlsomt ingen, hvoraf han har draget sådan næring for sin ånd eller fået sådan lys over sin tanke som den hellige skrift. I Moseloven fandt han en indsigelse med personlig selviskhed, et bolværk mod undertrykkelse, en sikkerhedsvagt om menneskenes rettigheder, en lov for et broderskab til en guddommelig tjeneste, der hovedsagelig bestod i at opfylde pligten mod sine medmennesker.

Bibellæsningen, de økonomiske studier, historiens vidnesbyrd og den personlige iagttagelse stadfæstede for ham den kendsgerning, at der overalt er en og samme årsag til armoden i verden og kløften mellem menneskene: den private ejendomsret til jorden. Da denne kendsgerning var blevet ham klar, lod han indrykke en række artikler i bladene, hvori han fremlagde sin ny sociale betragtning. Disse artikler vakte en sådan opmærksomhed, at han endog i 1877 (efter opfordring) holdt økonomiske forelæsninger for studenterne ved universitetet i Californien.

Først hen på sommeren i det samme år fandt han, at han var blevet så klar over gangene i den statsøkonomiske labyrint, at han turde begynde udarbejdelsen af sit senere så navnkundige værk: Progress and Poverty, der i 1886 blev udgivet på dansk[1]under titlen: Fremskridt og fattigdom. Det var nu lykkedes ham at opnå et fuldstændigt herredømme over de største tænkeres arbejder. Han gennemskuede klart alle de økonomiske begreber og var i stand til i lige grad at blotte den sædvanlige statsøkonomis falske slutninger og bekræfte, hvori den havde ret.

Omtrent 2 år var han optaget af selve bogens udarbejdelse, der blev udført med den største omhyggelighed. Fangede han nye tanker eller blev opmærksom på ny synspunkter af væsentlig betydning, undte han sig ingen ro, før de var knyttet til papiret. Hverken indbydelsen til venners selskab eller midnatsklokkens slag kunne drage ham fra arbejdet, når han på nævnte måde blev fængslet af nye ting. Ikke sjældent hændte det således, at han kom til at arbejde til den lyse morgen.

Når han havde fået sine tanker lagt i den rette form, brugte han sin ældste søn, den unge Henry George, til at renskrive manuskriptet. Men opdagede faderen mangler i det renskrevne manuskript, måtte selv dette atter i støbeskeen. Sønnen var ofte nær ved selv at fortvivle, når han så sine med så megen umage renskrevne og nydelige ark under faderens behandling. Selv mindre ændringer kunne stundum give anledning til en hel uges fornyet arbejde med renskrivning. Stod noget tilbage at ønske med hensyn til tydelig mening eller smukt og velformet sprog, blev hele afsnit omarbejdet.

På denne måde gik hen imod 2 år. Endnu medens han nedskrev sine tanker, var han en hyppig gæst på de offentlige og private bogsamlinger, der stod ham åbne. Aldrig hastede han mod fuldendelsen. Det var hans faste bestemmelse, at bogen, når den en gang var færdig, ikke blot skulle give et bestemt og afgørende svar på tidens sociale spørgsmål men tillige danne et mønster på tankeklarhed og velformet stil. I det tidlige forår 1879 var værket fuldført. Med en lettende følelse kunne George lægge pennen til side. Arbejdet havde ikke blot varet længe, det havde tillige været overordentlig vanskeligt. For at skaffe plads til sin egen betragtning havde han først måttet bortrydde en række af gamle, forstenede, hævdvundne meninger. Og samtidig havde han stadig at arbejde for det daglige brød til sig og sin familie.

Da bogen var færdig, gjaldt det om at finde en forlægger. Men dette var lettere sagt end gjort. George havde den samme skæbne, som rammer de fleste unge skribenter. Der var ingen boghandlere, der ville udsætte sig for det tab, som de frygtede, der ville være forbundet med bogens udgivelse. Det var blevet en næsten fast overlevering, at statsøkonomiske skrifter aldrig betalte sig. Ingen turde derfor vove forsøget med Georges skrift. Udsigterne var alt andet end lyse. Lykkedes det ikke at få bogen udgivet, var den ikke mere værd, end om den aldrig var blevet skrevet.

Manuskriptet blev sendt til New York. Nogle venner her ville gøre et forsøg med at finde en forlægger. Men det var forgæves. De, der læste bogen, kunne ikke straks forstå den. Den helt nye betragtning forekom dem revolutionær. George fik manuskriptet tilbage.

Endelig var der en af Georges venner i San Francisco, der påtog sig at trykke 500 eksemplarer på den betingelse, at han solgte dem til en pris, der kunne give ham dækning for udlægget til trykningen. Om vederlag til forfatteren kunne der ikke blive tale. For at få bogen frem for offentligheden gik George ind på betingelserne. I begyndelsen af april måned 1879 – altså i år for 10 år siden – udkom første oplag af Fremskridt og fattigdom. Oplaget blev udsolgt hurtigere, end nogen havde tænkt. Nu var der ikke længere noge

t i vejen for at finde en forlægger. Efter et grundigt gennemsyn af forfatteren blev andet oplag udgivet af mr. D. Appleton i New York.

[1]I Viggo Ullmanns oversættelse, og udgivet i Kristiania (Oslo) /pma

Næste: Henry George og hans program – Anden del
Oversigt: Henry George og hans Program