Fremskridt og fattigdom.
Andel del af manuskript til en historisk skildring af
George og hans program.
Af Fernando Linderberg

Fra Højskolebladet, 1889
Siderne 891 – 1150 (med spring)

Endt er den fæle, lurende fejde
imellem rigdommen og arbejde.
Rigdommen bleven er kærlig,
lykkelig fattigdommen og ærlig.
Ej pjalter ses, ej misnøjd mine,
ej selv i de målløse verdensstæder.
Den glade arbejder nu bor i sine
alle beskyggede våningsstræder,
Så hvide og rene
som rigmandspaladsernes marmorstene.
Wergeland.

I. Opgaven

Hvad var det så for en bog, som det havde kostet så megen møje at frembringe og så mange vanskeligheder at få lagt frem for offentligheden?

En bog, der er enestående i det 19. århundredes litteratur! Det er i dette hovedværk, at Henry George med alle de våben, hvorover han råder, og som han fører med en lige beundringsværdig dygtighed og kraft, kæmper for sit livs store formål: alle menneskers lige adgang til den jord, hvortil alle fødes med lige ret. I dette værk har han nedlagt sin sjæls dyreste tanker og vidnesbyrdene om sin længsels højeste drømme, de dristigste forhåbninger for sin tro.

Uvilkårlig mærker man, at det er en mand med et bankende hjerte og en dyb følelse for de lidelser, som uretfærdige samfundsforhold fører over menneskeslægten, der har givet sig ud på det stats-økonomiske felt. Men følelsen er inderlig sammenvokset med en levende tro på, at der er mulighed for oprejsning, at en herlig fremtid venter det folk, der vil ordne sine samfundsforhold efter naturens krav og retfærdighedens bud. Denne håbefulde og kærlighedsrige tro gennemrisler det hele værk som en strøm af varmt hjerteblod.

I indledningen peger han på, at det har menneskenes forventning, at de store opfindelser skulle lette de tunge byrder og skabe lykke i livet. Havde en Franklin kunnet se ind i fremtiden og set, hvorledes naturkræfterne gennem maskinindustrien er gjort til mennesketankens lydige tjenere, ville han have troet, disse muskler af jern og sener af stål påtaget sig menneskeslægtens nedarvede forbandelse og gjort arbejdernes liv til en helligdag. Hidtil er alle forventninger i den retning blevet skuffede. Hvor civilisationen er mest fremskreden, befolkningen tættest og rigdommen størst, – dér findes også den hårdeste kamp for tilværelsen, den mest fornedrede armod. Rigdom og fattigdom udvikles side om side og vokser begge i samme grad. Landstrygeren kommer tilligemed lokomotivet, fattighuse og fængsler er lige så kendetegn på materielt fremskridt som kostbare våninghuse, fyldte lagre og prægtige kirker. I de med gas oplyste og af uniformerede politibetjente bevogtede gader venter tiggere på de forbigående. I skyggen af universiteter, biblioteker og museer samler sig hunner og vandaler, der er endnu forfærdelige og vilde end de gamle.

Det forjættede land flygter for os som et fatamorgana. Frugterne af kundskabens træ forvandles, så snart vi griber dem, til sodomsæbler, der bliver til støv ved den mindste berøring. De ny kræfter kan lignes ved en uhyre kile, som drives ind i samfundet, ikke nede fra, men midt igennem det. De, som er over delingspunktet, hæves op, de, som er under det, trykkes ned.

Hvor han søger at skærpe synet for den nød, der piner menneskene til døde midt i overfloden, er der formelig glød i hans pen:

“Fattigdommen er det ubarmhjertige helvede, som med vidt opspærret mund gaber under det civiliserede samfund. Og den er et helvede som forslår. Fattigdommen er ikke blot det at undvære, den betyder tillige skam og nedværdigelse, den svider de mest følsomme dele af vor moralske og åndelige natur ligesom med glødende jern, den forbyder de stærkeste drifter og de varmeste følelser, der slider i selve livsnerverne. Du elsker din hustru, du elsker dine børn; men ville det ikke være lettere at se dem dø end at se dem dømte til den bitre nød, hvori talrige klasser lever i alle højt civiliserede lande? Den stærkeste af alle dyriske drifter er den, hvormed vi knytter os til livet; men i civiliserede lande er det en dagligdags begivenhed, at menneskene af frygt for fattigdom tager gift eller skyder sig en kugle for panden. For hver en, som gør dette, findes der sandsynligvis hundrede, som har lyst til at gøre det samme, men som holdes tilbage af instinktmæssig rædsel for døden, religiøse hensyn eller familiebånd.”

Det ses her, at Henry George har et åbent blik for fattigdommen og dens ødelæggende følger. Men det er han ikke ene om. Adskillige begynder ret vel at forstå, at armoden er et virkeligt onde. Hvad der særlig på velgørende måde skiller ham fra mange, der bavler om fattigdomsspørgsmålet er det, at han hverken lyser forbandelse over de fattige som udskud, der selv er skyld i elendighed, eller indskrænker sig til at kræve fattigdomsspørgsmålet løst ved tilkastning af smuler fra overflødighedens bord! Heller ikke undrer han sig over, at de samfundstilstande, som iblandt os, udvikler et stadigt voksende antal forbrydere, eller mener, at man vil kunne modvirke dette ved strengere love og skærpede straffe.

Nej, hvad han undres over, er tvært imod det, at de lidenskaber, der giver sig udslag i forbrydelser, ikke raser endnu vildere iblandt os, end de gør.

“Skaf dig penge – på ærlig måde, om det lader sig gøre, men i hvert fald skaf dig penge! – det er den lære, som samfundet hver dag og time tuder ind i ørene på sine medlemmer.”

“At menneskene under sådanne forhold ikke er endnu mere vindelystne, end de er, viser den menneskelige naturs godhed og rigdom, den uophørlige strøm fra de evige kilder, som nærer deres moralske egenskaber. Vi har alle en moder, de fleste af os har børn. Derfor kan troen, renheden og uegennytten aldrig helt og holdent banlyses fra verden, hvor usle end samfundsindretningerne er.”

Stil denne menneskets naturlige godhed under de omgivelser, der fremmer og opdrager deres moralske evner: lad ingen kunne leve uden at arbejde, lad alle, der arbejder, selv høste arbejdets fortjeneste. Og menneskets moralske evner vil uddannes til fuldkommenhed!

“At forøge massernes velvære, frihed og uafhængighed er det samme som at berige deres ånd. Det er at kalde hjernen til hjælp for hånden, det er at benytte til livets daglige gerning den evne, som måler infusionsdyret og følger stjernernes baner.”

Vil man hæve de fattige til dydige mennesker, vil man indskrænke forbrydelsernes antal, må man finde og fjerne årsagen til den moderne fattigdom.

At finde denne årsag og give anvisning på, hvorledes den kan fjernes, – derom er det da, at den tankerække bølger, som lyser ud fra alle bladene i Fremskridt og fattigdom.

Med rette fremhæver han, at den kendsgerning, at fattigdom og fremskridt udvikler sig side om side med hinanden, er vor tids store gåde. Fra denne fremtoning stammer de industrielle, sociale og politiske vanskeligheder, der sætter verden i forvirring. Fra denne kendsgerning kommer de skyer, der hænger truende over de mest fremskredne og uafhængige folkeslags fremtid. Det er den gåde, som skæbnens sfinks forelægger vor civilisation. Kan vi ikke løse gåden, betyder det vor undergang.

II. Politiske standpunkt

Måske er der ingen, der har sagt sit folk så mange alvorlige og drøje sandheder som Henry George. Hvor det gælder om at pege på skyggesider, at påtale forsømmelser eller anklage for overgreb, sparer han ikke på de mørke farver. Han hører ikke til de doktrinære politikere, der mener, at alt er klappet og klart, blot man har en fri forfatning. Men desuagtet er han republikaner med liv og sjæl. Se en gang, hvad han skriver om kongedømmet:

“For ikke lang tid tilbage syntes kongedømmet at være en uundværlig samfundsindretning. Ikke blot kongerne selv men også de fleste af deres undersåtter troede virkelig, at intet land kunne klare sig uden en konge. Dog klarer nu Frankrig for ikke at tale om Nordamerika sig uden konge.

Og dronningen af England, som tillige er kejserinde af Indien, har ikke stort mere indflydelse på sit riges styrelse, end gallionsfiguren i forstavnen på et skib har på retningen af dets kurs. En del af Europas øvrige monarker sidder billedligt talt på dynamittønder!”

Det er derfor også kun et tidsspørgsmål, “hvor snart Europa vil blive en samling af republikker. USA er i denne henseende det mest fremskredne af alle samfund og går i en retning, hvori alle andre vil komme efter”.

Det fremgår heraf, at han ikke blot er en fuldtro republikaner men også bærer på en stolt følelse af at være medlem af et folk, der går i spidsen for civilisationen.

Ved siden heraf er han tillige en ædruelig politiker, der ikke bevæger sig i opstillede tankebygninger, men forstår at handle med de virkelige forhold for øje. “Han deler”, – som han selv siger, – “ikke den tro, at den republikanske forfatning er kilden til alle folkelige velsignelser”. Det er ham fuldt klart, at det er såre langt fra, at stemmeret og politisk lighed er nok til at betrygge et folks lykke. Han hører til de social­økonomer, der ser, at det først og fremmest gælder om økonomisk lighed. Ikke således at forstå, at alle skal være lige rige, men sådan, at alle skal have lige adgang til at tilgodegøre sig naturens gaver. Hvor dette ikke er tilfældet, hvor den politiske lighed mødes med en stadig voksende økonomisk ulighed, – der styrer udviklingen hen imod det værste af alle tyrannier: det organiserede tyrannis enevælde!

“I en stat med republikanske indretninger, hvor en klasse er alt for rig til at lide noget afbræk i sit overdådige levesæt, hvorledes end de offentlige forretninger ledes, og en anden så fattig, at nogle få kroner på valgdagen har større indflydelse på dem end alle mulige abstrakte teorier, – hvor et fåtal vælter sig i rigdomme og mængden skummer af raseri over en tingenes tilstand, som den ikke ved noget lægemiddel imod, må det til sidst gå således, at magten falder i hænderne på prangere, som køber og sælger den, eller på demagoger, som griber og beholder den for en tid blot for senere at erstattes af endnu væne demagoger.

At give stemmeret til løsgængere og fattiglemmer, til folk, for hvem det er et lykketræf at få arbejde, til folk, som må tigge, stjæle eller sulte ihjel, dersom de ikke får arbejde, er blot at indbyde ødelæggelsen til at komme. At lægge politisk magt i hænderne på mennesker, der er blevet bitre og fornedrede ved fattigdom, er at binde brændende fakler ved rævenes haler og slippe dem ind imellem det bølgende korn. Det er at stikke øjnene ud på en Samson og lægge hans arme rundt folkelivets søjler”.

Denne betragtning vil mange absolutister give hjerteligt bifald. Men derfor bliver de ikke let enige med George. Medens de fremhævede forhold er absolutisterne en grund til at nægte masserne stemmeret, vil George gå den helt modsatte vej for at råde bod på ondet: i stedet for at indskrænke valgretten vil han udvide formuen. Det vil sige, han kræver, at der skal skabes sådanne økonomiske tilstande, at ingen skal være i stand til at købe andres og ingen behøve at fristes til at sælge deres egen stemme.

Han er så langt fra at føle fristelse til at rejse krav om indskrænkning af de demokratiske institutioner, at han endog finder, at det, at styrelsen i Amerika under de rådende økonomiske vilkår ikke er meget mere dårlig, end den er, “taler stærkt til fordel for de republikanske institutioners  kernegodhed”.

Da  han  erkender,  at  ethvert  fremadskridende folk  før  eller  senere  må  gå  over  fra  kongedømme til republik, beklager han også, at “Europa holder på at gå over til republikanismen under forhold, der ikke tillader en ægte republikanisme – under forhold, som i det rolige og majestætiske frihedsbilledes sted sætter petroløsen og guillotinen”.

Ja, Henry George er i sandhed frihedsmand. Se her en hymne til frihedens pris:

“Frihed betyder retfærdighed, og retfærdighed er naturens lov – loven for sundhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirken.

De, som tror, at friheden har fuldbyrdet sin opgave, da den afskaffede arvelige forrettigheder og gav menneskene stemmeret, de, som tror, at den ikke har mere at gøre med livets daglige forhold, de har aldrig set dens virkelige storhed – for dem må de digtere, som har besunget den, synes lutter frasemagere og dens martyrer narre! Ligesom solen er livets så vel som lysets herskerinde, ligesom dens stråler ikke blot trænger gennem skyerne, men også fremmer al vækst, er årsagen til al bevægelse, og af det, som ellers ville være en kold og træg masse, kalder alle tilværelsens og skønhedens uendelige mangfoldigheder frem, således er også frihedens forhold over for menneskeslægten. Det er ikke for en tom talemåde, mennesker har kæmpet og blødt eller vidner og martyrer i hver en tidsalder stået frem!

Vi taler ofte om friheden som en ting for sig selv og om dyd, velstand, kundskab, opfindelses evne, folkelig styrke og folkelig uafhængighed som andre ting. Men friheden er alle disse tings kilde, moder, nødvendige vilkår; den er for dyden, hvad lyset er for farven, for velstanden, hvad solskinnet er for kornet, for kundskaben, hvad øjet er for synet. Den er opfindelsernes genius, folkekraftens nerve, den folkelige uafhængigheds ånd. Hvor friheden stiger, der vokser dyden, tiltager velstanden, udbreder kundskaben sig, mangfoldiggør opfindelsesånden de menneskelige kræfter, og kraft og ånd hæver det friere folk sig iblandt sine naboer som Saul blandt sine brødre, højere og skønnere. Hvor friheden synker, der visner dyden, velstanden tager af, kundskaben glemmes, opfindelserne hører op, og riger, der en gang var mægtige i krigens og fredens idrætter, bliver et hjælpeløst bytte for friere barbarer!

Kun i brudte stråler og et usikkert lys har frihedens sol hidtil skinnet blandt menneskene, men det er dog den,  der har kaldt alle fremskridt  frem.

III. Malthus’ befolkningslære

Henry George er en bestemt modstander af Malthus. Han har åbent øje for, at før dennes hjerteløse og i sit inderste væsen gudsbespottelige befolkningslære bliver omstyrtet, er det forgæves at vente, det skal lykkes at vække håb om en bedre fremtid eller lykkeligere kår for de fortrykte klasser i samfundet. Før han går over til at påvise, hvad der er årsagen til armoden, påviser han derfor grundigt og klart, at årsagen ikke er at søge i det, som Malthus har påstået, og som efter ham bestandig er bleven hævdet, nemlig i overbefolkning. Indlægget mod Malthusianismen danner således et vigtigt afsnit i hans hovedværk. Den slående kraft og overbevisende klarhed, han igennem dette lægger for dagen, har derfor også vundet ham mange venner og megen anerkendelse selv iblandt dem, der ikke i øvrigt kan tiltræde hans anvisning til løsning af den sociale knude.

Her kommer en kort fremstilling af det omhandlede afsnit:
Den herskende statsøkonomi hævder den lære, som Malthus har givet sit navn til, at befolkningen har en naturlig tilbøjelighed til at tiltage hurtigere end livsfornødenhederne. Det er efter denne lære befolkningens naturlige tilbøjelighed at fordoble sig i det mindste hvert 25. år og således tiltage i geometriske forhold – dvs. som 1-2-4-8-16-32 osv. –, medens de livsfornødenheder, som kan fås af jorden under de for den menneskelige virksomhed mest heldige omstændigheder, ikke kan vokse hurtigere end i aritmetisk forhold –dvs. som 1-2-3-4-5-6 osv. – og således kun hvert 25. år tiltage med lige så meget, som nu frembringes.

Kun to ting kan hindre menneskene i at øges ud over det antal, som jorden kan give det nødvendige underhold: forplantningens indskrænkning som følge af moralsk selvbeherskelse, eller laster og elendighed, der kan øge dødeligheden!

Uagtet denne teori i virkeligheden ikke er mere stridende mod troen på en ved skaberens godhed og visdom indrettet harmonisk verdensorden end den bekvemme ikke-teori, som kaster ansvaret for fattigdommen og dens følger over på forsynets uransagelige råd-slutninger uden en gang at gøre et forsøg på at følge dem i sporet, så gør den dog i tydelige ord laster og elendighed til nødvendige følger af et naturligt instinkt, hvortil de reneste og ømmeste følelser knytter sig, og kommer derved i voldsomt sammenstød med dybt rodfæstede anskuelser. Dog står den den dag i dag i tankens verden som en vedtagen sandhed, der endog tiltvinger sig deres anerkendelse, som helst ikke vil tro på den.

Hovedårsagen til denne læres sejrrige fremgang er den, at den ikke i ringeste måde truer nedarvede rettigheder eller kommer i modstrid med mægtige interesser. Tvært imod, den el’ ganske overordentlig beroligende og trøstende for de klasser, som med den magt, rigdommen giver, behersker tænkningen. På en tid, da gamle støtter begyndte at ramle sammen – den franske revolutionstid – , kom den som en frelsende engel for de forrettigheder, ved hvis hjælp nogle få mennesker dyngede denne verdens goder sammen, og forkyndte en naturnødvendig årsag til den mangel og elendighed, som måtte have fordømt enhver styrelse, hvorunder den fandtes, dersom den havde været at tilskrive politiske indretninger. Og nu som den gang afviser Malthus’ lære alle krav på reformer og beskytter egenkærligheden mod tvivl og samvittighedsnag ved at opstille en uundgåelig nødvendighed. Den leverer en filosofi, hvormed rigmanden ved sine fester kan holde sig fra livet billedet af den Lazarus, som vansmægter af sult ved hans dør, ved hvis hjælp rigdommen med god samvittighed kan knappe sine lommer til, når fattigdommen beder om en almisse, og som tillader den rige kristne om søndagen at bøje sig ned i sin vakre, stoppede kirkestol for at bede gud fader om hans gode gaver, uden nogen følelse af ansvar over for den skrigende elendighed, som råder i næste gade. Thi fattigdom, mangel og sult må efter denne lære hverken lægges personlig havesyge eller sociale misforhold til last. De er uundgåelige følger af verdenslove, som det er, om ikke ligefrem ugudeligt, så dog lige så unyttigt at kæmpe imod, som imod tyngdeloven. Fra dette synspunkt har den, der midt inde i fattigdommen har ophobet rigdomme, kun afgærdet sig en liden oase mod flyvesandet, som ellers ville have opslugt den. Han har vundet noget for sig selv men ikke skadet nogen anden.

En lære, der således retfærdiggør de riges havesyge og de mægtiges egenkærlighed, må nødvendigvis udbrede sig hurtigt og slå dybe rødder. I de senere år har den tilmed fået ny understøttelse ved den pludselige omvæltning i anskuelserne om menneskets oprindelse og arternes opkomst. Darwin siger selv, at kampen for tilværelsen “er Malthus’s lære anvendt med mange gange fordoblet kraft på hele dyre- og planteriget”.

Således anbefalet og tilsyneladende bevist bliver Malthus’ lære nu til dags almindelig anerkendt som en utvivlsom sandhed, i hvis lys alle samfundets fremtoninger må forklares. I en eller anden form har den vundet en næsten almindelig anerkendelse i den dannede verden, og i nutidens bedste så vel som middelmådige litteratur kan man se den brede sig i alle retninger. Den er anerkendt af statsøkonomer og politikere, af historieskrivere og naturforskere, af socialvidenskabelige kongresser og arbejderforeninger, af præster og materialister, af konservative af det reneste vand og af de radikaleste radikale.

Ikke desto mindre håber jeg, at det ved en upartisk undersøgelse skal vise sig, at dens grundlag falder sammen. Thi når vi underkaster selve læren en undersøgelse, der går lige løs på målet, så vil den, tror jeg, vise sig fuldstændig uholdbar. For det første bliver ikke denne lære bevist ved de kendsgerninger, som føres frem i række og rad  for  at  støtte  den.  Og  for  det  andet  er  der  kendsgerninger, som  uigendriveligt  modbeviser den.

Jeg går lige løs på sagens kerne, når jeg siger, at hverken erfaring eller sammenligninger fra andre områder retfærdiggør påstanden om, at der hos befolkningen findes nogen tilbøjelighed til at tiltage hurtigere end livsfornødenhederne. Af alle de tilfælde, der anses som bevis på, at laster og elendighed sætter en grænse for befolkningens vækst ved at indskrænke ægteskaberne og forkorte det menneskelige liv, er der ikke et eneste, hvori lasterne og elendigheden kan afledes af, at mundenes antal er vokset hurtigere end hændernes evne til at føde dem. I ethvert tilfælde viser det sig, at lasten og elendigheden enten skriver sig fra samfundsskadelig uvidenhed og havesyge eller fra en dårlig styrelse, uretfærdige love eller hærgende krige. Forgæves vil man gennemsøge jordkloden og historien fra ende til anden efter noget eksempel på et land, hvori man med rette kan tilskrive trykket af en voksende befolkning tilstedeværelsen af fattigdom og mangel. Hvilke mulige farer end en ubegrænset forøgelse af menneskene kan have, hidtil har de endnu ikke vist sig. Hvad end en gang i fremtiden kan ske, dette har aldrig været nogen del af de ulykker, som har hjemsøgt menneskeslægten.

Befolkningen skulle altså al tid have den tilbøjelighed at vokse hurtigere end levnedsmidlerne? Men hvoraf kommer det da, at denne vor jordklode efter alle de tusinder, ja, som man nu tror, millioner af år, hvori der har været mennesker på jorden, endnu er så tyndt befolket? Hvoraf kommer det da, at så mange arnesteder for menneskeligt liv nu er forladte, at fordum opdyrkede marker nu er bevoksede med krat, og at de vilde dyr slikker deres unger der, hvor det fordum vrimlede af flittige mennesker?

Det er en kendsgerning, som vi er så tilbøjelige til at glemme, at så vidt vi kender verdenshistorien, er en aftagen af befolkningen lige så sædvanlig som en forøgelse af den. Om jordens samlede befolkning nu er større end på noget tidligere tidspunkt, er noget, vi ikke ved, men kun beror på gætning. Og i sammenligning med sin evne til at underholde menneskeliv er jorden som et hele betragtet i hvert fald endnu meget sparsomt befolket.

Indien, Kina og Irland er de betydeligste eksempler, man sædvanlig anfører. Overbefolkning. I alle disse lande er store menneskemasser omkomne af sult, og hele klasser er bragt til en forfærdelig elendighed eller tvunget til at udvandre. Men kommer dette virkelig fra overbefolkning?

Disse lande hører langt fra til de tættest befolkede. I Indien har i umindelige tider de arbejdende klasser ved udsugning og undertrykkelse været bragte i en tilstand af hjælpeløs og håbløs nedværdigelse. Menneskealder efter menneskealder har jordens dyrkere regnet sig selv for lykkelige, hvis magthavernes udpresninger blot lod dem beholde nok tilbage til at friste livet og sørge for sædekorn. Al den formue, som kunne vristes fra folket, var i fyrsternes eje, og disse var kun lidt bedre end røverhøvdinge.

Denne ubarmhjertighed og rovbegærlighed ville have fremkaldt elendighed og hungersnød, selvom der kun havde levet ét menneske pr. kvadratmil og landet havde været en edens have. Og den selvsamme rovbegærlighed blev i den første tid fulgt af den britiske regering, endda støttet til en endnu mere uimodståelig magt. Macaulay skriver derom: “Umådelige formuer blev hurtigt dynget sammen i Calcutta, medens millioner af menneskelige væsner blev styrtet i den yderste elendighed. De havde været vant til at leve under et tyranni, men aldrig under et tyranni som dette. Det lignede mere en regering af onde ånder end af menneskelige tyranner. Stundom underkastede de sig i tålmodig elendighed. Stundom flygtede de for den hvide mand, hvis bærestol ofte blev båret gennem tavse landsbyer og stæder, som efterretningen om hans ankomst havde lagt øde.”

Over de rædsler, som Macaulay blot berører, kaster Burkes levende veltalenhed et endnu stærkere lys: hele distrikter overgivet til den utøjlede grådighed hos menneskeslægtens udskud, fattige bønder underkastet en djævelsk tortur for at tvinge dem til at udlevere deres små skatte, og en gang folkerige egne forvandlede til ørkener! Er det ikke klart, at det er dette tyranni og denne usikkerhed, der er årsag til Indiens fattigdom og udsultning? Indiens millioner har bøjet deres nakke under mange erobreres åg, men det værste af dem alle er det engelske herredømmes stadig knugende vægt, en vægt, der bogstavelig trykker millioner ud af tilværelsen. Indien ligner en stor jordejendom, som tilhører en fraværende udenlandsk herre. Den engelske styrelse koster årligt mindst 20 mio. £, der opkræves hos et folk, som tit selv i gode tider er fornøjet med at arbejde for 12 til 30 øre om dagen! De store summer går bort fra landet i form af skatter, som der ingen erstatning kommer tilbage for. Skatterne inddrives så hensynsløst, at bønderne i stort antal kastes i ågerkarlenes vold, der flår dem ved de mest ublu renter, 12 til 60%. Kunne bønderne beholde deres lille kapital, kunne de blive fri for en udsugning, som selv i de år, da der ikke indtræffer hungersnød, tvinger store masser af dem til et liv, som står under, hvad engelsk menneskekærlighed indrømmer forbryderne i fængslerne, så ville virkelysten leve op igen, antage mere produktive former og utvivlsomt strække til at underholde en endnu meget større befolkning. Der findes endnu i Indien store udyrkede strækninger, umådelige mineralskatte ligger urørte, og sikkert er det, at Indiens befolkning hverken nu eller nogen sinde tilforn i den historiske tid har nået den virkelige grænse for jordens produktionsevne eller endogså det punkt, hvor denne evne begynder at tage af som følge af de voksende fordringer, man stiller til den. Den virkelige årsag til nøden i Indien har været og er fremdeles menneskenes havesyge, ikke naturens karrighed.

III. Malthus’ befolkningslære. (sluttet)

Hvad der gælder Indien, gælder også Kina. Så tæt befolket det end er i mange egne, vidner dog mange kendsgerninger om, at den yderligefattigdom hos de lavere klasser må tilskrives de samme årsager som i Indien, men ikke nogen overbefolkning. Der hersker usikkerhed i landet, produktionen går for sig under de største vanskeligheder, ombytningen er lagt i lænker. I et land, hvor styrelsens virksomhed består i en række udpresninger, hvor menneskenes skuldre er det vigtigste transportmiddel for den indre samfærdsel, hvor sørøveri er en regelmæssig forretning, og røvere ofte kommer dragende i troppevis, dér må der herske fattigdom, og dér må en eneste dårlig høst ende med hungersnød, hvor tynd end befolkningen er. At Kina ville være i stand til at underholde en meget større befolkning, bevises ikke blot ved de store, udyrkede strækninger, som alle rejsende fortæller om, men også ved de umådelige ubearbejdede minerallejer, som man ved, findes dér. Kina skal f.eks. eje de største og bedste stenkulslejer, som man noget steds har opdaget. Hvor meget bearbejdelsen af disse kulgruber ville forøge landets evne til at underholde en større befolkning, kan man let forestille sig. Stenkul er ganske vist intet næringsmiddel, men produktionen af det har samme værdi som produktionen af næringsmidler. Thi ikke blot kan stenkul ombyttes med næringsmidler, således som det bliver gjort i alle bjergværksegne, men den kraft, som udvikles gennem kullenes forbrænding, kan benyttes til produktion af næringsmidler eller kan frigøre arbejdet til produktion deraf.

Hverken i Indien eller Kina kan derfor fattigdommen eller hungersnøden tilskrives befolkningens talrighed. Ikke den tætte befolkning, men de årsager, som hindrer samfundsorganisationen fra at komme ind i sin naturlige udvikling og arbejdet fra at give fuldt udbytte, er det, som holder millioner lige på grænsen af hungersnøden, og som nu og da driver millioner over grænsen.

Det samme er tilfældet i Irland, som er det af Europas lande, der hyppigst anføres som det store eksempel på overbefolkning. Bøndernes yderlige fattigdom, den lave arbejdsløn, den irske hungersnød og den irske udvandring bliver stadig anført som et bevis for Malthus’ teori, der føres lige for den civiliserede verdens øjne. Jeg for min del betvivler, at man kan anføre et mere slående eksempel på, hvorledes en forudfattet mening kan gøre menneskene blinde for tingenes virkelige sammenhæng. Sandheden er den, og den ligger lige for hånden, at Irland endnu aldrig har haft en så stor befolkning, at ikke landets naturlige kræfter til enhver tid rigeligt skulle have kunnet underholde den. På den tid, da det havde sin største befolkning, havde Irland noget over 8 millioner mennesker; det var i 1840-45. En meget stor del af denne holdt kun med nød og næppe livet i sig, boede i elendige hytter, var klædt i usle pjalter og fik næsten ingen anden næring end kartofler. Da kartoffelsygen kom, døde de i tusindvis. Men var det jordens evne til at ernære en så stor befolkning, der tvang så mange til at leve på denne elendige måde og udsatte dem for hungersnød ved en eneste høsts mislykkede udfald? Ingenlunde! Det skyldtes den samme samvittighedsløse havesyge, som berøvede den indiske bonde frugterne af hans arbejde og lod ham sulte ihjel midt i naturens overflod. Vist nok drog ikke ubarmhjertige skatteopkrævere plyndrende og pinende gennem landet, men arbejderne blev lige så fuldstændigt udsugede af en lige så ubarmhjertig skare godsejere, mellem hvilke jorden var blevet uddelt som ejendom uden hensyn til deres rettigheder, som levede på den.

Jordbruget blev for største delen drevet af forpagtere uden fast kontrakt, som, selvom den afgift, de måtte betale, havde tilladt dem det, ikke vovede at gøre forbedringer, der kun ville have været signalet til en forøgelse af afgiften. Arbejdet blev derfor drevet på den mest uvirksomme og mindst hensigtsmæssige måde, til ingen nytte bortødsledes arbejdskraft i lediggang, som uden afbrydelse kunne have været anvendt, når de havde haft sikkerhed for udbyttet af deres arbejde. Men selv under disse vilkår ernærede Irland faktisk mere end 8 mio. mennesker. Thi selv da befolkningen var på sit højeste, udførte det næringsmidler; ja, endog under selve hungersnøden blev korn og kød, smør og ost transporteret til udførsel langs landevejene, som var bedækkede med sultne mennesker, og forbi grave, hvori man havde samlet de døde. For denne udførsel af levnedsmidler, eller i det mindste for en stor del af dem, kom der ingen tilsvarende værdi tilbage. Hvad det irske folk angik, kunne disse levnedsmidler lige så godt været brændt eller kastet i havet. De gik bort som en skat, der blev producenterne aftvunget af mennesker, som ikke på nogen måde havde deltaget i produktionen.

Var disse levnedsmidler blevet hos dem, som havde frembragt dem, ville der have været fuldstændig nok til mageligt at underholde den største befolkning, Irland nogen sinde har haft. Kartoffelsygdommen kunne da været kommet og gået uden at berøve et eneste menneskeligt væsen et måltid mad.

For den, der har sat sig ind i den litteratur, som handler om den irske elendighed, således som jeg har måttet gøre, før jeg nedskrev dette kapitel, er det vanskeligt at tale i sømmelige udtryk om den letsindighed, hvormed selv i værker af så højsindede mænd som Mill og Buckle Irlands nød og lidelser tilskrives overbefolkning. Jeg kender intet, som er bedre skikket til at bringe blodet i kog end de kolde skildringer af det røveragtige, oprivende tyranni, som det irske folk har været underkastet, og som alene bærer skylden for den irske fattigdom og den irske hungersnød, medens derimod landets mangel på evne til at underholde sin befolkning ikke i nogen måde bærer ansvaret. Tager man ikke hensyn til den udmarvende indflydelse, som, efter hvad verdenshistorien viser, overalt er følgen af dyb fattigdom, ville man have vanskeligt ved at værge sig mod en følelse af foragt over for et folkeslag, der er blevet ægget af sådanne uretfærdigheder, og kun nu og da har – myrdet en godsejer!

Havde Irland af naturen været et land fyldt med bananer og brødfrugttræer, og havde de lavere breddegraders sol opvarmet dets fugtige jordbund til yppig frugtbarhed, ville alligevel de samfundsvilkår, som har hersket der, have bragt fattigdom og hungersnød med sig. Er ikke fattigdom og anden mangel nødvendige følger i et land, hvor fraværende godsejere tilegner sig i det mindste fjerdedelen af jordens nettoudbytte uden at give erstatning, hvor de sultende arbejdere desuden må underholde de i landet bosatte godsejere med deres heste og hunde, forvaltere og opsynsmænd, mæglere og retsbetjente, en fremmed for deres religiøse fordomme sårende statskirke og en hær af politiembedsmænd og soldater, hvis opgave er at undertrykke og knuse enhver modstand mod dette uretfærdige system? Er det ikke en gudløshed, som er meget værre end ateisme, at gøre naturlovene ansvarlige for den elendighed, der fremkommer på denne måde?

Hvad der gælder i disse tre tilfælde, vil ved nærmere prøvelse vise sig at gælde i alle tilfælde. Så langt vor kundskab rækker, kan vi trygt benægte, at forøgelsen af befolkningen nogen sinde har frembragt laster og elendighed, benægte, at forøgelsen i mennesketal har fremkaldt mangel på de nødvendige næringsmidler.

Lige fra Malthus og ned til vore dages lærebøger anføres der bestandigt, at det forholder sig med menneskene som med mange dyre- og plantearter: et eneste laksepar kunne fylde verdenshavet, et kaninpar kunne udbrede sig over en hel verdensdel, mange planter udstrør frø i hundredvis, nogle insekter lægger tusinder af æg. De forskellige dyr og planter har imidlertid hver især deres fjender, der sætter skranke for deres udbredelse. Også menneskene ville formere sig langt ud over eksistensbetingelserne, hvis ikke laster og elendighed på lignende måde satte grænse for deres forøgelse.

Men gælder virkelig denne sammenligning? Det er jo fra plante- og dyreriget, at mennesket tager sin næring. Den langt større genfrembringende kraft, som åbenbarer sig i disse riger, frem for i menneskesamfundet, beviser jo ganske omvendt, at næringsmidlerne har magt til at vokse hurtigere end befolkningen. Den kendsgerning, at alt det, som tjener til at opholde menneskelivet, er i stand til at forøge sig mangefold – nogle ting tusinde og millioner gange – medens menneskenes antal kun fordobles, beviser ikke den, at befolkningens tilvækst aldrig kan overskride livsfornødenhederne, selvom menneskeslægten forøgede sig i det fulde omfang, som den har evne til? Menneskene har det jo i deres magt at udvide grænserne, som sætter skranke for de arters formering, der tjener dem til føde. Når menneskene blot skyder høgene, så øges de spiselige fugle; fanger man rævene, bliver der dobbelt så mange harer; bierne følger menneskene ud i vildmarken, og de organiske stoffer, som menneskets nærværelse fylder floderne med, nærer fiskene sig af.

Pattedyret, insektet, fuglen og fisken tager kun, hvad de finder. Jo større deres antal er, jo færre næringsmidler bliver der til hver enkelt. Men menneskene indskrænker sig ikke til at fortære, de formerer tillige. Her er en af de væsentlige forskelle mellem dyret og mennesket: både høgen og :mennesket æder kyllinger; men jo flere høge, desto færre kyllinger, derimod jo flere mennesker, des flere kyllinger. Både mennesket og sælhunden æder laks. Men i samme grad som sælhunden formeres, aftager laksen. Menneskene kan derimod ved kunstig avl formere laksene næsten i det uendelige.

Mennesket kan i det hele hverken udtømme eller formindske naturkræfterne, hvad der følger af det umulige i at tilintetgøre stoffet, og af det umulige i, at kraften kan høre op. Lige som det vand, vi tager fra havet, må vende tilbage til havet, således er den føde, vi tager fra naturens forråd, fra det øjeblik, vi tager den, på vej tilbage til dette forråd. At jorden kunne underholde 1.000 billioner mennesker lige så let som 1.000 millioner, er en nødvendig følge af de uangribelige sandheder, at i det mindste for så vidt vor virksomhed kommer i betragtning, er stoffet evigt, og kraften må for evigt vedblive at virke. Livet opbruger ikke de kræfter, som opholder livet, heraf følger, at jordens befolkningsgrænse kun kan være rummets grænse. Men denne rummets begrænsning – denne fare for, at menneskeslægten kan vokse ud over muligheden for at finde albuerum – er så fjern, at den ikke har mere praktisk betydning for os end isperiodens genkomst eller solens endelige udslukning.

Heller ikke er det rigtigt, hvad der påstås, at jo mere man kræver af naturen, des mindre gavmild er den, så at det dobbelte arbejde ikke kan give det dobbelte udbytte, og at følgelig befolkningens forøgelse må nedtrykke lønnen og bringe dybere armod med sig, eller, som Malthus udtrykker det, ende i laster og elendighed.

Alt dette benægter jeg. Jeg påstår, at netop det modsatte er sandhed. Jeg påstår, at på et hvilket som helst givet civilisationstrin kan et større antal mennesker, som helhed betragtet, blive bedre forsørget end et mindre. Jeg påstår, at det er samfundets uretfærdighed, ikke naturens karrighed, der er årsag til den mangel og elendighed, som den herskende teori tilskriver overbefolkning. Jeg påstår, at de nye munde, som en voksende befolkning bringer ind i tilværelsen, ikke kræver mere føde end de gamle, medens de hænder, de bringer med sig, under tingenes naturlige gang kan producere mere. Jeg påstår, at jo større under ellers lige forhold befolkningen er, desto større vil den velstand være, som ved en ligelig fordeling af formuen ville tilfalde hvert enkelt menneske. Jeg påstår, at i en tilstand af lighed må befolkningens naturlige forøgelse stadig gøre hvert menneske rigere i stedet for fattigere. På samme civilisationstrin, på samme trin i de produktive erhverv, i statsforfatning osv. er de tættest befolkede lande altid de rigeste.

IV. Formuesfordelingen

Det fremgår af det foregående, at det ikke er overbefolkning, der, hvad statsøkonomerne hidtil har påstået, er årsagen til fattigdommen. Ikke blot frembringes der alt nu så megen velstand, at alle kunne blive rigelig forsynede, hvis den blev mere ligelig fordelt. Men naturen er så rig, at der kunne frembringes meget mere, og efterhånden, som befolkningen øges, vil den være i stand til i voksende grad at formere velstanden.

Kilden til armoden må derfor skjule sig et andet sted. I eftersøgningen af den virkelige kilde, som danner roden til elendigheden, rydder George en misforståelse til side, der ofte kommer frem i forhandlingen om de sociale forhold, og som særlig en vis social retning gør sig skyldig i. Der siges tit, at striden står mellem arbejde og kapital. Der påstås, at det er kapitalen, som plyndrer arbejdet. Disse påstande viser George eftertrykkeligt tilbage. Hvad der med rette kan kaldes kapital, kan aldrig komme i strid med arbejdet, thi det er kun opsparet arbejde, resultatet af menneskelig anstrengelse, arbejde, der er ophobet i stof, der, når det bruges, frigøres, ligesom den i kullene bundne solvarme frigøres i kakkelovnen.

For at forstå dette må det erindres, at der ved al videre dreven formueproduktion er tre samvirkende kræfter: jord, arbejde og kapital.[1]Under betegnelsen jord falder alle de råstoffer, som naturen yder; ved arbejde betegnes al menneskelig anstrengelse; kapital indbefatter al formue, som anvendes til at frembringe mere formue. Al frembragt værdi skal altså deles mellem disse tre faktorer. Den del, der tilfalder grundejeren som vederlag for adgangen til og brugen af jorden, kaldes jordrente; vederlaget for det menneskelige arbejde kaldes løn; vederlaget for brugen af kapital kaldes rente.

Hvis der nu skulle være nogen strid mellem arbejdet og kapitalen, da måtte det enten ligge i, at renten er et rov fra arbejdet, eller at kapitalisten er i stand til at tilegne sig værdier, der i form af løn rettelig burde tilfalde arbejderen.

Men ingen af delene er tilfældet. Renten tager intet fra arbejdet af, hvad arbejdets er. Det er selve naturens genfrembringende kræfter, der giver anledning til, at kapitalen med rette kan gøre fordring på renter. Køber man vin og gemmer hen, vil den få en øget værdi, som ikke frembringes ved arbejde. Anskaffer man om foråret bier, vil man om efteråret have både honning og flere sværme. Jager man en flok kvæg ind på en græsrig fælled, vil den inden årets udgang vokse betydeligt i værdi. Har man plantet en skov, vil dens værdi uden noget arbejde flere gange fordobles i løbet af en menneskealder. Det er disse naturens virksomme kræfter, som uafhængig af de menneskelige anstrengelser forvandler stoffet til formue, der er årsagen til renten. Ved udbetaling af renter erlægger man derfor ikke en værdi, som arbejdet har frembragt. Det er heller ingen fordel for arbejderne, at rentefoden er lav. Tvært imod. George påstår endog, at erfaringen viser, at rente og løn stiger og falder med hinanden. Hvor rentefoden er høj, er der også en høj arbejdsløn[2]; hvor rentefoden er lav, er også arbejdslønnen lav.

Heller ikke har kapitalisten i sin egenskab af kapitalist nogen adgang til at tilvende sig uberettigede fordele over for arbejderen.

Der findes en lov, der er den samme for statsøkonomien som tyngdeloven for fysikken. Den lyder således:  menneskene søger  at  tilfredsstille  deres ønsker med  den  mindst mulige anstrengelse.

På  hvilke  betingelser  kan  et  menneske  efter  denne lov leje  andre  til  at  arbejde  for  sig?  Det  afhænger af, hvad folk kan tjene ved at arbejde for egen regning. Arbejdsgiveren ønsker at betale så lidt løn som muligt, arbejderen at modtage så meget som muligt. For at arbejdsgiveren kan få folk, må han byde dem mere, end de kan tjene ved at sysselsætte sig selv.

Arbejdslønnen bestemmes således af det udbytte, arbejderne kan få ved at arbejde på egen hånd.

Men for at kunne arbejde selvstændig må arbejderen have adgang til jorden. Det menneske, der på naturlige vilkår kan få adgang til jorden, kan altid ernære sig. Den, der er stænget ude fra adgangen til jorden, må enten sulte eller nøjes med, hvad løn, arbejdsgiverne vil byde. På denne måde får kapitalisterne en uberettiget fordel over arbejdet.  Men  det  stammer  ikke  fra  kapitalen. Den  øvre  møllesten alene  kan  ikke  male. Ingen mængde af kraft vil knuse en æggeskal hvis den kun virker fra en side. Lige så lidt ville kapitalen kunne trykke arbejdet, hvis arbejdet havde fri adgang til jorden. Hvor der er adgang til brug af naturens råstoffer, kan der ikke blive nogen mangel på sysselsættelse eller findes sultne maver i forbindelse med arbejdsvillige hænder. Den uret, som øves mod arbejdet, stammer altså ikke fra kapitalen, men derfra, at menneskene er berøvet deres ret til jorden, at jorden er gjort til – privat ejendom. Det er jordejendomsretten, der er armodens kilde.

Alle kendsgerninger viser dette! Det er jordejerne, der ved tilegnelsen af jordrenten plyndrer både arbejdet og kapitalen.

Hvad er jordrente? Hvor en mand på en gang er ejer og bruger af jord, danner jordrenten i det væsentlige den del af hans indtægt, som han ville få ved at udleje eller bortforpagte jorden til en anden. Udbyttet af hans arbejde og kapital er lig det, som disse ville yde ham, hvis han selv skulle leje jorden i stedet for at eje den. Jordrenten er den andel af den frembragte formue, som den udelukkende ret til naturens råstoffer giver ejeren. Kapitalen og arbejdet får altså kun den del af udbyttet, som er igen, efter at grundejeren i form af jordrente har fået sin part. Deraf følger, at hvor meget end de produktive kræfter øges, så kan hverken arbejdsløn eller kapitalrente stige, hvis jordrentens stigning holder skridt dermed.

“I det øjeblik, man indser denne simple sammenhæng, kastes en strøm af lys over alt det, der før var uforklarligt, og tilsyneladende uforenelige kendsgerninger indordner sig selv under en tydelig lov. Den stigning i jordens pris, som går for sig i alle fremadskridende lande, viser sig med en gang at være den nøgle, som forklarer, hvorfor arbejdsløn og kapitalrente ikke stiger jævnsides med forøgelsen i produktiv evne. Thi den formue, der frembringes i ethvert samfund, deles i to dele ved, hvad man kunne kalde jordrentelinjen. Kun den del af udbyttet, der er under denne linje, går til arbejde og kapital. Hvad der er over linjen, går til grundejerne. Når under den øgede produktion, hverken arbejderne eller kapitalisterne får mere, følger deraf med nødvendighed, at jordejerne tager hele gevinsten.”

Den øgede produktions kraft – nye maskiner, anlæg  af jernbaner  etc.  – har  altid  til følge, at jorden stiger i værdi. Jordrenten opsluger således gevinsten, og fattigdommen ledsager fremskridtet.

Vi ser det overalt. I samme grad som jorden stiger i værdi, vokser også modsætningen mellem fattig og rig. Denne kendsgerning kan iagttages over den hele jord. Hvor jordens værdi er størst, viser civilisationen den største overdådighed side om side med den jammerligste fattigdom. Vil man se mennesker i den elendigste, mest hjælpeløse og håbløse tilstand, skal man ikke gå til de uindhegnede prærier eller de vidtstrakte heder, hvor mennesker på egen hånd kæmper med naturen, og jorden endnu intet koster, men til de store byer, hvor ejendomsretten til en liden plet jord er en formue.

Striden i interesser står således ikke mellem arbejde og kapital men mellem arbejde-kapital på den ene side og jordejendomsretten (jordmonopolet) på den anden.

At den øgede produktionskraft bestandigt bringer jordrenten til at stige, har fornemmelig tre grunde.

For det første er det en følge af menneskenes formering, at der stadig må tages ringere og ringere jord under kultur. I samme grad, som dette sker, må al bedre jord uundgåeligt stige i pris. Thi loven for jordrenten lyder således: “Jordrenten bestemmes ved det overskud i en jord­ejendoms afkastning (udbytte), som erholdes ud over, hvad man ved den samme anvendelse af midler kan få ud af den mindst indbringende jord.”

For det andet, jo tættere befolkningen bliver, desto mere værdi får jorden for dem, der ønsker ophold på den i andet øjemed end at dyrke den. Den øde mark har hverken værdi for lægen eller håndværkeren, læreren eller købmanden. Men for byggeplads i en folkerig by betaler de gerne mere, end jorden ved dyrkning kunne indbringe, selvom den gav hundrede fold. Herom giver ikke alene købstæderne men en række af jernbanestationer slående bevis.

Endelig for det tredje går alle tidens store opfindelser i retning af at bringe jordrenten til at stige.

Hensigten med opfindelserne er at spare menneskeligt arbejde. Maskinernes bestemmelse er, at man enten ved mindre arbejde skal nå samme resultat, som forud er nået ved håndkraft, eller med samme arbejde endnu større resultater. Men da der nu til al formueproduktion foruden arbejde tillige kræves jord – agerland, stenbrud, gruber etc. –, bevirker maskinerne, at der bliver en stigende efterspørgsel efter jord. Derved udvides jorddyrkningen, og – jordrenten stiger.

Og dette gælder, hvad enten den nye arbejdsbesparende maskine er en dampplov, et telegrafanlæg, en forbedret måde at smelte malm på, en mere fuldkommen bogtrykkerpresse eller en symaskine.

Da al formue er produktet af arbejde, der er anvendt på jorden eller jordens produkter, kan formuen ikke formeres undtagen ved stærkere brug af jorden. Hertil kommer, at mange af de kræfter, der ved indførelsen af maskinerne overflødiggøres i de forskellige håndværksgrene, kun kan finde den beskæftigelse, som det er deres menneskeret at opnå, ved at vende sig til jorden. Alt peger i samme retning: jorden bliver dyrere, jordrenten stiger.

Da vi nu ikke kan sætte nogen grænse for fremskridtet i opfindelser, formår vi heller ikke at sætte grænse for jordrentens stigning – andet end hele jordens udbytte.

Lad os tænke os, at de arbejdsbesparende opfindelser fortsættes, indtil man havde nået den fuldkommenhed, som der bestandig stræbes hen imod: at maskinerne kunne udføre arbejdet uden nogen hjælp af menneskehænder. Hvad ville da blive følgen? Simpelt hen, at der hverken blev rente at opnå til kapitalen eller løn til arbejderne.

Jordejerne ville i form af jordrente kunne tilegne sig alt, hvad jorden frembragte. Det ville da være ganske ligegyldigt, hvor stor eller lille befolkningen i øvrigt var. Kunne der overhovedet leve andre mennesker end jordejerne, ville de være fuldstændig afhængige af disses lune eller barmhjertighed. De måtte enten underholdes for jordejernes fornøjelse eller som fattiglemmer leve af deres nåde. Hvad der på denne måde ville ske, hvis den industrielle fuldkommenhed, selvarbejdende maskiner, blev opnået, viser os klart tendensen i hele tidens økonomiske udvikling. I samme grad, som maskinindustrien vinder fremgang, får jordejerne større udbytte, og arbejderne mindre at bestille, mindre løn og – mere sult!

At denne betragtning virkelig er overensstemmende med åbenbare kendsgerninger, kan bl.a. også forholdene i Danmark give vidnesbyrd om. Vort folk har i rigt mål tilegnet sig fordelene af de ny produktive kræfter. Vort fædreland har aldrig været så rigt som i dette øjeblik. Men vore arbejdere sulter, og en såre stor del af bønderne lever med fallitten over hovedet! De eneste ved landbruget, som lever højt, er de få, der ejer deres gårde gældfri, og prioritetshaverne, som er de faktiske ejere af jorden.

Det er sandt, hvad George skriver, i det han sammenligner den rullende jordklode, hvorpå vi lever, ved et skib: “Det er et vel provianteret skib, det, hvorpå vi sejler gennem verdensrummet. Når det ser ud til at blive knapt med kød og brød på mellemdækket, så behøver vi blot at åbne en luge, og frem for dagen kommer nye forråd, som vi ikke tidligere havde drømt om. Men en stor magt til at tilegne sig andres fortjenester er givet dem, som ved lugernes åbning har lov at sige: “Dette er mit!”

V. Den økonomiske reform

Det er jordmonopolet, den private ejendomsret til de naturens gaver, hvortil alle mennesker fødes med lige ret, der er årsagen til den moderne fattigdom. Vil vi ramme roden til tidens sociale sygdomme og hæve arbejdslønnen til, hvad den fra retfærdighedens synspunkt bør være, arbejdets fulde udbytte, må vi derfor i stedet for enkeltmænds private ejendomsret til jorden sætte hele folkets fælles ejendomsret.

Dette er lægemidlet mod den moderne civilisations uretfærdige og ulige formuefordeling og mod alle de onder, som udspringer deraf:

Vi må gøre jorden til fælles ejendom.

Denne reform, der er let at gennemføre, vil bringe lighed i stedet for ulighed, overflod i stedet for mangel, retfærdighed i stedet for uretfærdighed, social kraft i stedet for social svaghed og åbne vejen til større og ædlere fremskridt i civilisation.

Grundlaget for ejendomsretten er menneskets ret til sig selv og det af mennesket selv frembragte arbejde. Dette er ikke alene den oprindelige men også den eneste kilde til ejendom.

“Naturens love er skaberens anordninger. Der står ikke i dem skrevet nogen anden erkendelse af nogen anden ret end arbejdets. Men bredt og tydeligt står der skrevet i dem alle menneskers lige ret til at bruge og nyde godt af naturen, retten til at lægge alt sit arbejde på den og til at modtage og eje dens løn. Fordi naturen blot giver sine gaver til arbejdet, er anvendelsen af arbejdet til produktion den eneste retfærdige grund til ejendomsret.”

Anerkender vi dette, må vi på samme tid benægte fordringen på udelukkende ejendomsret til jord. Thi dels er jorden ikke frembragt ved arbejde, dels vil den, der ejer jorden, altid kunne tilegne sig en del af det udbytte, som andre frembringer på jorden. Retten til frugterne af eget arbejde kan derfor aldrig anerkendes uden at udelukke anerkendelsen af ejendomsret til jorden.

Alle menneskers lige ret til at bruge jorden er så klar som deres ret til at indånde luften. I naturen findes intet, hvoraf absolut ejendomsret over jorden kan udledes. Ingen magt i verden kan derfor retmæssigt give enkelte mennesker en sådan ejendomsret. Selvom endog alle nulevende mennesker blev enige om at bortskænke sine lige store rettigheder til jorden, kunne de dog ikke bortskænke efterkommernes ret. Thi hvad andet er vi vel end lejere for en dag! Den almægtige gud, der skabte jorden for mennesket og mennesket for jorden, har ved en lov, der er skrevet i selve verdenslivets forfatning, bestemt alle slægtled af menneskebørn til at tage den i arv – en lov, som ingen menneskelig handling kan udslette, ingen forskrift indskrænke.

“Uagtet slægt efter slægt stiltiende har indrømmet hertugen af Westminster ejendomsretten til hans jordegodser – det meste af London – , har dog det fattigste barn, som i dag fødes i London, lige så megen ret til denne jord som hertugens ældste søn. Og det bliver bestjålet, dersom man nægter det denne ret.”

Der påstås, at de, der dyrker jorden, må have ejendomsret til den, når de skal sikres fuldt udbytte af deres arbejde. Men dette er urigtigt. Der er ingen vanskelighed ved at bestemme, hvor den personlige ret ophører og den almene begynder. Værdien giver en fin og nøjagtig beregningsgrund. Et jordstykkes værdi er altid målestokken for forskellen mellem det og den bedste jord, som kan fås til brug uden betaling. Jordens pris udtrykker således i nøjagtig og håndgribelig form samfundets ret til den jord, som den enkelte har taget i besiddelse. Jordrenten angiver det nøjagtige beløb, som den enkelte bør betale samfundet for at fyldestgøre andre samfundsmedlemmers lige ret. Når vi derfor indrømmer uforstyrret benyttelse af jorden til dem, som allerede har den, men inddrager jordrenten i statskassen til samfundets fordel, så forener vi med den sikkerhed i besiddelse, som er nødvendig for at få jordejerne til at forbedre deres jord, en fuld og hel anerkendelse af alles lige ret til at bruge jorden.

Er trældom en uretfærdig ting, da er privat ejendomsret til jorden uretfærdig. Thi omstændighederne kan være, som de vil, så vil ejendomsretten til jord altid medføre en rådighed over andre mennesker, der ikke er mindre, men ofte endog både større og navnlig mere fordelagtig end selve ejendomsretten til dem.

Sæt hundrede mennesker på en ø, som det ikke er muligt at slippe bort fra. Enten du da gør et af disse mennesker til absolut ejer af de øvrige 99 eller til absolut ejer af øens jord, vil resultatet blive det samme både for ham og dem. I det ene som i det andet tilfælde vil den ene mand blive absolut herre over de 99, og hans magt vil endog strække sig over liv og død. Thi befalingen: ‘gå bort fra min ejendom’ er en dødsdom!

Trældommens væsen ligger deri, at den fratager arbejderen alt, hvad han frembringer, undtagen netop så meget, at han kan opholde sin dyriske tilværelse. Og til dette lavmål stræber under de nuværende forhold umiskendeligt også lønnen for det fri arbejde. I alle civiliserede lande er massernes vilkår en virkelig trældom under frihedens former eller i al fald på vej til at blive det. Og blandt alle arter af trældom er denne måske den grummeste og mest ubarmhjertige. De egentlige trælle havde på afgørende vigtige punkter store fordele frem for de frie arbejdere. Trællene var sikret dagligt brød. Men hvor de fri arbejdere ikke er så heldige at finde købere for den arbejdsevne, ved hvis brug de ene kan opretholde livet, består deres frihed kun i – friheden til at sulte! Da det nu er jordejendomsretten, der alle vegne og under alle forhold fremavler disse sørgelige kår for det store arbejdende folk, er det åbenbart, at den private ejendomsret til jorden er en lige så skrigende uret som ejendomsretten til trælle.

Jordmonopolet må derfor ophæves. Jorden må erkendes for hele folkets fælles eje. I intet andet middel ligger der det mindste håb.

Denne reform har blandt mange andre fordele også den, at den er let at gennemføre. For at gennemføre denne reform behøver vi end ikke at tage jorden fra nogen af dem, der for tiden sidder inde med den. Det eneste, vi har at gøre, er at tilegne os jordrenten.

Statens offentlige indtægter tages nu fra en mængde forskellige indirekte skatter, der hæmmer produktionen og hviler mest tyngende på det store menige folk. Afskaf alle disse skatter, – told, stempelskatter, kommuneskatter og drag ved en enkelt skat jordrenten ind i samfundets offentlige kasser.

Dette er alt, hvad der behøves. På denne måde kan staten blive den almene jordejer uden dog at antage denne titel og uden at påtage sig et eneste nyt hverv. I formen ville ejendomsretten til jord forblive aldeles den samme som nu. Men jorden ville i virkeligheden være fælles ejendom.

I ethvert civiliseret land, selv det yngste, er jordens værdi i dens helhed tilstrækkelig til at bestride alle offentlige udgifter. I de højere udviklede lande er den meget større, end hvad dertil kræves. Da jordværdien øges i samme forhold, som folketallet vokser, og det materielle fremskridt foregår, vil det voksende samfund i skatten på jordværdien have en stadig rindende kilde, der rigeligt vil være tilstrækkelig for alle stigende krav.

Skatten på jordværdien er også den skat, der sikrest rammer den virkelige skatteevne. Den er dertil let at bestemme, let at opkræve og vil aldrig kunne hæmme produktionen.

Den værdi, som jorden har uafhængig af de forbedringer, der er foretaget på den, er aldrig skabt af et enkelt menneske men skyldes ene sam­fundets udvikling. Samfundet kan derfor tilegne sig denne værdi uden i mindste måde at gøre indgreb i noget, der skyldes arbejdets frembringelse eller tilkommer arbejderen som løn.

Reformens virkninger vil blive gennemgribende.

For det første vil den have til følge, at jorden blev så let og lige tilgængelig for alle, at ingen arbejdsvillige mennesker behøvede at gå ledige. Vel ville ikke alle kunne blive jorddyrkere, men en så stor part af dem, for hvem det nu er aldeles umuligt, vil kunne blive det, så at arbejdsgiverne i alle andre fag i endnu højere grad vil komme til at kappes om at få arbejdere, end arbejderne under de nuværende forhold kappes om at finde arbejdsgivere.

For det andet vil alle de skatter, som nu hviler på arbejdet eller brugen af kapital, falde bort; der vil blive uhindret adgang til at arbejde og handle, bygge og forsende, hvilket i høj grad vil fremme produktionen.

For det tredje vil der skabes et stort og stadigt voksende fond til alment brug – til forsørgelse af invalider og gamle, til fremme af videnskab og kunst –, uden at pålægge driftigheden bøder i form af skatter.

Reformen vil først og fremmest gavne arbejderne. Den lette adgang til selvstændigt erhverv på den ene side, den øgede forretningsvirksomhed på den anden vil bringe arbejdslønnen til at stige, til den noget nær blev lig med arbejdets fulde udbytte. Men reformen vil langt fra blot blive til fordel for arbejderne. Den vil blive til gavn for alle, hvis interesser som jordejere ikke alt for meget overstiger deres interesse som arbejdere eller kapitalister. Dog vil selv de største jordejere i virkeligheden vinde. Thi den øgede produktion vil give mere forhøjet udbytte af arbejde og kapital, end hvad der tabes ved den private ejendomsret til jorden.

De arbejdende bønder vil reformen bringe store fordele. Den nuværende beskatning falder særlig hårdt på landbrugerne. De beskattes for alle de forbedringer, som de foretager, huse, lader, gærder, avl, besætning. Alle toldskatterne falder med hele deres tyngde på bonden. Når han rejser sig om morgenen, ifører han sig et par bukser, der er beskattede med 40%, tager et par støvler på, der er beskattede med 30%, tænder et lys med en fyrstikker, der er beskattet med 200%, og så fremdeles hele dagen og livet igennem, indtil han plaget til døde af beskatning sænkes i jorden med et tov, der er beskattet med 45%.[3]Alle disse skatters afskaffelse og afløsning af en enkelt skat på jordværdien vil således blive en virkelig gevinst for bondestanden.

Reformen vil ikke gøre andre fattigere end dem, der uden skade for sig selv kan tåle at blive en hel del mindre rige. Den vil ganske vist beskære de store formuer, men den vil ikke føre nogen til armod. Al frygt for store formuer kan man da lade fare. Thi når enhver får, hvad han ærligt fortjener, kan ingen få mere, end han fortjener ærligt. Og hvor mange mennesker gives der vel, som ærligt fortjener en million?

Hvor enhver er sikker på at få nok, vil ingen bryde sig om at gøre sig til pakæsel. Når frygten for fattigdommen er fjernet, ophæves årsagen, som driver menneskene efter dets vanvittige jag efter de store formuer. Der bliver da andre og ædlere måder at vinde opmærksomhed på end ved store rigdomme.

Og når alle sikres frugten af deres arbejde, vil den sløvhed forsvinde, der nu gør så mange mennesker lade og dovne. Det er ikke arbejdet i og for sig, som er mennesket imod, det er ikke den naturlige anstrengelse, som er en forbandelse. Forbandelsen hviler kun over det arbejde, der intet frembringer, over den anstrengelse, hvoraf man intet resultat kan se. Når menneskene bliver befriet fra denne, når de kan arbejde med udsigt til fremgang, vil de arbejde så meget hårdere og bedre.

Reformen må gennemføres. Retfærdigheden kræver det. Og ved enhver strid, der rejser lidenskaberne, vil kampen mindre dreje sig om spørgsmålet: “Er det klogt?” end om spørgsmålet: “Er det ret?” Det kommer af, at den måske dybeste sandhed, som vi formår at fatte, er den, at det alene er klogt, som er retfærdigt, det alene har varighed, som er ret. Ved at optage retfærdigheden iblandt sig optager menneskene kærlighedens tjenerinde. Fred og overflod følger i hendes spor og bringer hendes gode gaver ikke til nogle få men til alle.

VI. Det religiøse grundlag

Det er en helt ny statsøkonomisk betragtning, der her for første gang lægges frem. Vel har adskillige tænkere syslet med de emner, som Henry George behandler. Han har forgængere, der går helt tilbage til Mirabeau og Quesnay og fortsætter sig op gennem Robert Owen og Charles Fourier, Herbert Spencer og John Stuart Mill. Disse mænd så, hver på sin måde, i hvad retning man måtte styre, hvis man skulle opdage land. Enkelte af dem, som Mill og Spencer, kom så langt, at de øjnede landet og nåede endog ganske nær ind til kysten. Men de forstod ikke at styre ind i havnen. Først med Henry George kom den lods, der vidste, hvor kursen gik. Det gik med Henry George i statsøkonomien  som  med  hans  navnkundige  landsmand Benjamin Franklin i fysikken: Adskillige  havde  før  ham grundet  over  lynets egenskaber,  men  først  med Franklin kom den mand, der kunne svare på spørgsmålet og give anvisning på, hvorledes man i stedet for at beherskes af denne naturmagt kunne bekæmpe og beherske den.

På samme måde er Henry George kommet med det forløsende svar til de mange, hvis tanker hidtil forgæves har ruget over denne sociale gåde.

Han giver – for at bruge hans egne ord – “en stor og meget vigtig del af den statsøkonomiske videnskab, som den for tiden læres, en ganske anden skikkelse, kaster nogle af dets skarpsindige teorier over ende og spreder nyt lys over nogle af dens vigtigste spørgsmål”.

Det ny i den sociale opfattelse, som Henry George har gjort sig til talsmand for, er iøjnefaldende. Før ham var statsøkonomien væsentlig en retfærdiggørelse af den menneskelige egenkærlighed. Ved sofisteri havde den søgt at godtgøre, at de økonomiske tilstande er en følge af naturlige love, hvorved den i virkeligheden spottede gud som ophavsmanden til nøden i verden. Den hidtil rådende økonomiske betragtning miskendte menneskenes lige ret til naturens gaver, fornægtede arbejdets ejendomsret til dets frembringelse og gik endog så vidt i modstand mod naturlige love, at den stemplede folkeformerelsen efter den af skaberen fastsatte orden som en stadig voksende hindring for menneskeslægtens fredelige og lykkelige udvikling. Den nedbrød håbet for de ni tiendedele af menneskene og retfærdiggjorde masseslagterierne, de forfærdelige og ulykkebringende krige, som et naturligt middel til at holde folkemængden inden for de rette skranker.

Over for denne statsøkonomiske lære, der endnu behersker videnskaben, mødte Henry George som den store spørger, den store tvivler, men også som – den store forsoner!

Han bøjede sig ikke blindt eller på forhånd for statsøkonomernes autoritet. Han vidste jo, det gik med statsøkonomerne som med præsterne: de opretholdes og underholdes af de rige og mægtige. Og hvornår har nogensinde de riges og mægtiges tjenere gået i spidsen for massernes frigørelse? Var ikke Kristus en tømmermand? Var ikke Luther en fattig munk? Var ikke Lincoln en brændehugger?

Henry George følte sig inderlig i slægt med historiens ædle mænd, der havde arbejdet og lidt for samfundets ulykkelige. Han ville derfor ikke antage nogen af de økonomiske påstande, der var i omløb som sandheder, før han ved selvstændig granskning havde prøvet deres værd. Han gik til roden af tingene for at finde årsagen bag virkningerne. Og han arbejdede ikke forgæves. Ved sin virksomhed opdagede han, at statsøkonomien, rettelig forstået, bringer fuld forsoning til veje mellem de bedste iagttagelser af de moralske love.

Med rette fandt han, at statsøkonomien hidtil er bleven kaldt “den sørgelige videnskab”, thi som den sædvanlig forkyndes, er den håbløs og fortvivlet. Men det er kun “fordi, den er bleven fornedret og lænkebundet, dens sandheder forrykkede, dens harmonier oversete, det ord, den ville sige, kvalt på dens tunge, dens indsigelse mod uretfærdigheden fordrejet til stadfæstelse af uretfærdigheden. Frigjort i sin egen ejendommelige symmetri er statsøkonomien fuld af strålende håb”.

Fremskridt og fattigdomvidner om, at forfatteren ikke blot har gjort alsidige og grundige fagstudier, men at han tillige besidder en høj åndens og hjertets dannelse. En biograf giver ham følgende karakteristik:

“Der er langt mere af filosofi og langt flere skildringer af almene menneskelige tilstande og samfundsforhold i dette værk, end der er af tal og formler. Og hvor de herskende forholds uretfærdighed og skamløshed bringer hans menneskelige sind til at dirre i vrede, der tænder harmen en glød i hans pen og skænker hans ord en flugt, så vi studsende opdager, at denne moderne statsøkonom er digter – på samme måde som det gamle testamentes profeter.”

Denne karakteristik er træffende. Der er en levende forbindelse mellem George og de bibelske reformatorer. Ligesom han erkender, at “mennesket er skabt i guds billede”, forstår han også, at “lys uden varme er helvedes kval”. Det nytter derfor ikke blot at henvende sig til menneskenes forstand. Da enhver statsøkonomisk sandhed hviler på en moralsk sandhed, rammer man dybest ved at tale til de moralske følelser. Og blandt de moralske følelser er kærligheden til næsten den stærkeste: “Alt, hvad et menneske ejer, giver han for at frelse sit liv, – det er egenkærlighed. Men i lydighed mod højere drifter ofrer mennesket endog livet.” Det er – kærlighed!

Og denne Henry Georges tro på kærligheden som verdens stormagt hænger på nøje sammen med hans tro på skaberen som alkærlighedens gud.

Det største spørgsmål for ham var derfor ikke det: hvad er det klogeste, det mest forstandige? Hovedspørgsmålet, der bunder endnu dybere, var dette: hvad er det retfærdigste? Hvilket er mest i overensstemmelse med skaberens vilje? For at få disse spørgsmål besvarede rører George de dybeste strenge, der kan gennembæve en menneskesjæl.

Lad os kaste et kort blik på den religiøse betragtning, der danner grundlaget for hans social­program.

Fattigdommen – skriver han –, “som midt inde i overfloden piner menneskene og gør dem dyriske, og alle de onder, som udspringer fra den, har sin rod i, at vi fornægter retfærdigheden. Ved at tillade enkelte mennesker eneretten til de fordele – adgangen til jorden –, som naturen tilbyder frit til alle, har vi miskendt retfærdighedens grundlov, thi retfærdigheden er den højeste verdenslov. Ved at tillade én mand at eje den jord, som andre mennesker skal leve på og af, har vi gjort dem til hans trælle i en grad, som øges, jo mere det materielle fremskridt tiltager. Dette er den kløgtige trylleformel, som i alle civiliserede lande berøver masserne frugten af deres tunge arbejde på en måde, som ikke kan forstås af dem, som i stedet for det gamle, afskaffede slaveri indfører et nyt, endnu mere hårdt og håbløst; som skaber politisk despotisme ud af politisk frihed og snart må komme til at forvandle demokratiske indretninger til anarki.

Det er dette, som vender det materielle fremskridt til forbandelse.

En civilisation, som er bygget på en sådan grund, kan ikke vedvare. Verdens evige love forbyder det. Ruiner af døde riger vidner derom.

Den indre stemme i hvert menneskes bryst svarer, at det kan ikke ske. Der er noget større end velgørenheden, noget mere ophøjet end barmhjertigheden, – det er retfærdigheden selv, som kræver af os, at vi skal bøde på denne uret, den retfærdighed, som ikke vil afvises, som ikke lader sig spise af – den retfærdighed, som fører sværdet ved siden af vægtskålen. Skal vi søge at afvende slaget med klagesange og bønner? Skal vi søge at omgå en uforanderlig lovs bud ved at bygge kirker, når hungrige børn klager og trætte mødre græder?

Selvom man bruger bønnens sprog, er det dog gudsbespottelse at tilskrive forsynets uransagelige beslutninger den lidelse og råhed, som opkommer af fattigdom, at vende sig med foldede hænder til gud den almægtige og lægge over på ham ansvaret for vore store byers elendighed og forbrydelser. Vi fornedrer den evige. Vi bagtaler den retfærdige. Et medlidende menneske ville have indrettet verden bedre, et retfærdigt menneske ville med sin fod knuse en sådan rådden myretue! Det er ikke den almægtige gud, men os selv, som er ansvarlige for de laster og den elendighed, der tærer på vor civilisation. Skaberen udøser sine gaver over os, mere end nok for alle. Men ligesom svin, der rives om føden, træder vi dem i støvet – træder dem i støvet, medens vi river og sønderslider hverandre!

I selve midtpunkterne for vor civilisation findes der den dag i dag nød og lidelse nok til at gøre hver den syg om hjertet, som ikke lukker sine øjne og stålsætter sine nerver. Tør vi vende os til skaberen og bede ham afhjælpe nøden? Sæt, at bønnen blev hørt, og at solen på hans bud, der kaldte verden til live, glødede med en større kraft, ny underkræfter fyldte luften, frisk kraft gennemstrømmede jorden, at der for hvert græsstrå, som nu vokser, ville spire to frem, og at den sæd, som nu giver 50 fold, ville give 100 fold! Ville fattigdommen da formindskes og nøden afhjælpes? Visselig ikke! Alle de fordele, som ville udspringe deraf, ville kun blive forbigående. De ny kræfter, som da gennemstrømmede den materielle verden, ville vi blot kunne nyttiggøre os ved hjælp af jorden. Og da jorden er privat ejendom, ville de klasser, som nu har eneretten til skaberens gaver, også tage eneretten til de ny gaver. Jordrenten ville stige, men lønningerne ville fremdeles stræbe hen imod sultepunktet!

Dette er ikke alene en statsøkonomisk slutning, men noget, erfaringen viser os som en kendsgerning. I vor egen tid, lige for vore øjne, har den magt, der er over alt og gennem alt, den magt, der åbenbarer sig i hele verden og skaber alt, forøget gaverne til menneskene lige så virkelig, som om naturens gaver var blevet forøgede. På hvert område af næringsfliden er der opstået arme af jern og fingre af stål, hvis virkning på formueproduktionen har været netop den samme som en forøgelse af naturens frugtbarhed. Men hvad bar følgen været? Simpelt hen, at jordejerne har fået hele vindingen. Vort århundredes vidunderlige opdagelser og opfindelser har hverken forhøjet lønningerne eller lettet møjen. Virkningen har ganske simpelt været at gøre de få endnu rigere, de mange endnu mere hjælpeløse.

Er det muligt, at skaberens gaver ustraffet kan tages i beslag på den måde? Er det en ringe ting, at arbejdet berøves sin fortjeneste, medens havesygen vælter sig i rigdom, at mange lider nød, medens de få er overmættede? Man vender sig til historien, og på hvert blad kan man læse den lære, at sådan uret aldrig går ustraffet hen, at den gengældelse, som følger uretfærdigheden i hælene, aldrig udebliver, aldrig sover! Man ser sig om i dag! Kan denne tingenes tilstand vare længe? Nej, samfundets fartøj skælver allerede nu, og selve samfundets grundlag begynder at rystes af de ophobede kræfter, som gløder derunder og stræber efter at få luft. Den kamp, som enten må genoplive samfundet eller styrte det i ruiner, er nær for hånden, om den ikke alt er begyndt!

Men dersom vi, medens det endnu er tid, vender tilbage til retfærdigheden og adlyder den, dersom vi har tro til friheden og følger den, da må de farer, som nu truer, forsvinde, de kræfter, som nu begynder at rejse sig mod os, blive midler for fremgangen. Når nøden er tilintetgjort, havesygen forvandlet til ædle lidenskaber, når det broderskab, som fødes af lighed, træder i stedet for den skinsyge og frygt, som nu opægger menneskene mod hverandre, når de åndelige kræfter er frigjorte ved tilstande, som giver selv de lavest stillede hygge og fritid, hvem kan da måle den højde, som vor civilisation kan svinge sig op til? Tanken kan ikke finde ord! Det er guldalderen, som digterne har sunget om, og som begejstrede seere har forudsagt i billeder! Det er det herlige syn, som altid har foresvævet menneskene med stråler af vekslende glans. Det er, hvad han så, hvis øjne på patmos lukkede sig i henrykkelse. Det er kristendommens højdepunkt – Guds stad på jorden med mur af jaspis og med porte af perler!

Det er fredsfyrstens rige!

Så vidt Henry George. Hvem tør vel påtage sig at føje noget til en sådan fremstilling? Så vist som uorden, tvedragt og had følger af falskhed, er enhed, harmoni og skønhed sikre kendetegn på sandhed. Med føje kan det derfor siges om Georges lære, at den er gennemstrålet af retfærdighed og fuld af levende håb!

VII. Irske forhold

Medens Fremskridt og fattigdomendnu kun væsentlig i stilhed øvede sin virkning, foretog Henry George i løbet af efteråret 1881 en rejse til Irland som brevskriver for bladet, The Irish World, som udkommer i Amerika. Ved den lejlighed fik han adgang til selv at iagttage landboforholdene i det irske rige. De onde frugter, som den private ejendomsret til jorden alle vegne bærer, fik han her at se i hele den uhyggelige skikkelse, hvori de fremtræder overalt i England.

En nations styrke ligger i dens mennesker. Det er folket, som gør et land stort og stærkt, frembringer dets rigdom og giver det rang blandt andre lande. Men irlænderne blev af den engelske regering betragtet som overflødigt vrag, som i stor målestok blev udskibet til Amerika og kastet i land på lignende måde, som affaldet fra New York udskibes og kastes i Atlanterhavet!

Hvad der med denne fremfærd for øje først slog Henry George, var den kendsgerning, at Irland i det hele var overordentligt tyndt befolket. Han havde bestandig hørt tale om Irlands overbefolkning. Udskibningen tydede også på, at der måtte være for mange mennesker! Og nu så han, at der var store strækninger af jord, der enten kun delvis eller aldeles ikke var under kultur!

Udyrket jord – og for mange mennesker! En fremtoning som kun kan lignes ved en sulten familie, der nægtes adgang til sit eget af fødevarer overfyldte madskab!

Vi lader Henry George selv få ordet:

“Der findes fuldt op af god jord, men på den findes der kun fedt hornkvæg og får så rene og hvide, at man i begyndelsen skulle tro, de blev vasket og kæmmet hver morgen. En gang var denne jord under ploven og folkerig, men nu finder man kun spor af forfaldne landsbyer samt hist og her et liv, som ingen ildlænder kunne misunde ham. Thi “ejerne” af denne jord, der bor i London og i Paris, og af hvilke mange aldrig har set deres ejendomme, finder, at kvæg er mere lønnende end mennesker og derfor er menneskene blevne fordrevne. Det er kun, når man kommer til morads og klipper, på fjældene og ved stranden, at man finder en tæt befolkning. Her bor den tæt sammenpakket på en jord, som naturen aldrig har bestemt til mennesker at leve på. Den er for mager til græsgang, og derfor får de mennesker, der er fordrevne fra den bedre jord, tilladelse til at leve på den, så længe de svarer forpagtningsafgiften. Hvis det ikke var alt for sørgeligt, ville de lapper, som de kalder agre, vække latter. Ved umådeligt arbejde er småstenene samlet væk og opstablede i dynger, der tillige med de store blokke, som ligger igen, gør det umuligt at bruge ploven. Jorden er gødet med tang, som føres til den på mændenes og kvindernes rygge.

For sådanne pletter af klippeblokke og moser – jord kan det kun kaldes af høflighed – der blot ved uafladeligt arbejde er bragt til at frembringe noget, må disse mennesker årligt betale deres jorddrotter fra 30 til 100 kr. pr. td. ld. Dernæst må de betale en særlig afgift for den tang, som Atlanterhavets vilde brændinger kaster op på stranden, før de får lov til at tage den til gødning, samt yderligere en afgift for den mose, hvor de skærer deres tørv; disse mennesker må faktisk betale mere for jorden, end de kan udvinde af den. De tvinges i virkeligheden til at betale ikke blot for brugen af jorden og havet, men også for brugen af luften. I gode tider bliver de i stand til at klare sig med de få kr., som kvinderne tjener ved at strikke strømper, medens de bærer fiskekurvene til og fra torvet eller stranden, ved den fortjeneste, som mændene opnår ved at rejse til England og påtage sig høstarbejde, eller ved pengeforsendelser fra mænd eller børn, der har været så heldige at komme til Amerika. Men til trods for deres møjsommelige flid er disse menneskers fattigdom forfærdelig. Selv i gunstige tider lykkes det dem kun netop at holde sig over grænsen for sult. I dårlige tider, når sygdom angriber kartoflerne, må de spise tang eller tigge om hjælp af fattigkassen eller af verdens velgørende bidrag. Er de så velhavende, at de har nogle kyllinger eller en gris, tænker de ikke mere på at spise dem, end rigmanden tænker på at spise sine væddeløbsheste. De sælges for at betale forpagtningsafgiften. I indsøerne kan man se fed laks, som kommer op fra havet. Men om enhver af dem af naturen havde været mærket med indskriften: “Til lord N.N., London, med hilsen fra den almægtige gud”, kunne de ikke være længere ude fra de fattige irlænderes rækkevidde end nu. I landsbyernes butikker findes kun små oplag af de tarveligste fødemidler og de mest simple klædningsstykker. Så fattige er disse mennesker, så lidt findes der i deres elendige hytter, at en politibetjent, som i 1882 besørgede udkastelsen af henved 100 familier på et sted, erklærede, at alle deres ejendele ikke var 50 kr. værd.

Men jordejerne – nå jordejerne! – ja, de lever på en ganske anden måde. Når man færdes gennem dette land, træffer man atter og atter på en jordejers paladslignende residens, hvis prægtige marker er indhegnet med høje mure. Træd inden for disse mure, og det er næsten som at komme ind i en anden verden. Store strækninger af rige, fløjelsbløde græsplæner, bede af strålende blomster, stolte alleer af træer med hvælvede kroner og et rummeligt palads, forsynet med alle overdådighedens gaver, med store stalde, hundehuse og tilbygninger at alle sorter. Men skønt de har disse pragtfulde boliger, bor de store ejendomsbesiddere på få undtagelser i London eller Paris, eller de tilbringer en del af året i de store byer og resten i Schweiz eller Italien eller ved Middelhavets kyster. – De behøver ikke at arbejde, deres indtægter strømmer ind uden noget arbejde fra deres side, – alt, hvad de har at gøre, er at give penge ud. Selv deres forvaltere, som har det hverv at udpresse forpagtningsafgiften af de arbejdende irlændere, lever overdådigt. Men alle disse værdier, der dels står pragtfuldt til skue på den irske jord, dels fortæres i gylden lediggang i fremmede lande, frembringes af den slags mennesker, der som overflødigt gods i bundfattig tilstand udskibes og kastes i land på Amerikas kyster.

For at opretholde dette plyndringssystem oversvømmes Irland af politimænd og tropper, af spioner og angivere. Et folk, der kunne danne et værdigt led af den engelske nation, omskabes til en plage, en svaghed og en fare for nationen. Fra et økonomisk synspunkt er de irske godsejere ikke af større nytte end lige så mange store glubske skadedyr – flokke af ulve, hjorder af vilde elefanter eller sådanne drager, som st. Jørgen fortælles at have dræbt. Og hvad de ødelægger, er endog mere, end de fortærer. Thi ikke blot forvandles Irland til en lejr af militært politi og rødkjolede soldater, som skal holde folket roligt, medens det plyndres, men formuefrembringerne, der berøves deres kapital ved denne udplyndring af deres fortjeneste og derved dømmes til fattigdom og vankundighed, sættes ud af stand til at frembringe den formue, som de kunne og ville frembringe, hvis arbejdet fik sin fulde løn, og formuen overlodes til dem, som frembragte den. En statsmand, som virkelig fortjente dette navn, ville visselig foreslå, at hvis nogen skulle køres ud af et land, burde det være dem, som blot fortærer og ødelægger, og ikke dem, som frembringer.”

På den her anførte måde beskriver Henry George selv sine iagttagelser og sin opfattelse af forholdene i Irland. I øvrigt kom han ikke til landet som helt fremmed for dets vilkår. Med flere af de irske folkeledere, særlig med en af hovedmændene, den utrættelige Michael Davitt, var han forud personlig kendt. I flere år havde han haft den anskuelse, at Irland var kaldet til at spille en fremtrædende rolle i verdens historie, hvorfor han havde hilst den af Davitt stiftede Land-League som en løfterig begivenhed.

Mange irlændere var derfor også glade ved hans ankomst. Hans ophold i Irland varede omtrent et helt år. I juni måned 1882 holdt han foredrag om det irske landbospørgsmål for en talrig forsamling i Dublin. Ved denne lejlighed pegede han allerede på, hvad nu mange både i Irland og England begynder klart at indse, at det irske spørgsmål hverken løses, ved at Irland får sit eget parlament, eller ved at den engelske regering udkøber de irske godsejere og udstykker jorden til et større eller mindre antal bønder. Det første ville være meget utilstrækkeligt, og det sidste ville i mange måder kun vanskeliggøre forholdene. Formålet er ikke, at det engelske folk skal beskatte sig selv for at give et vist forøget antal af irlænderne adgang til jorden.

Vanskelighederne kan, så vel i England som i Irland, kun hæves ved, at alle får lige adgang til jorden, og at de, der påtager sig jordens dyrkning, får lov til selv at høste udbyttet af deres arbejde. Men dette opnås ikke ved opkøb og udstykning, men kun ved beskatning af jordrenten.

Da denne betragtning var ny for de fleste, vakte foredraget stor opmærksomhed og blev efterfulgt af megen forhandling og mange artikler i bladene.

Fra denne tid daterer sig den stadigt voksende indflydelse, som Henry George, navnlig gennem Michael Davitt har vundet i Irland. Han fik imidlertid snart at erfare, at han ikke blot havde vundet tilhængere. Fra det øjeblik af, da han trådte offentligt op som talsmand for nye sociale ideer, blev han fulgt med mistænkelige øjne af den irske regering. Før han forlod landet, fik han i alt fald en mundsmag af, hvad det betyder at være i opposition i Irland. På en rejse fra Dublin og vester ud i landet blev han anholdt af politiet i Loughred i grevskabet Galway kl. 9 om aftenen. Han erklærede, at han var en amerikansk borger af kendt hæderlig karakter, men det tog man ingen hensyn til. I 3 timer holdt man ham under lås og lukke, medens alt hans rejsegods og alle hans papirer meget nøje blev undersøgt. Først efter, at man på denne måde havde forvisset sig om, at han intet mistænkeligt havde i sin besiddelse, blev han frigivet.

Dagen efter rejste han til at Athenry, der kun lå i få miles afstand og under samme jurisdiktion, hvor han blev om natten. Den følgende morgen gæstede han en plads, hvor der lå nogle ruiner, og gik derefter til banegården for at drage videre med toget.

Ved ankomsten til banegården blev han atter anholdt og bragt i arrest, medens man på ny undersøgte alt, hvad han førte med sig. Denne gang måtte han blive 10 timer i arresten, hvad der havde til følge, at hans rejse blev forsinket en hel dag. På spørgsmål om årsagen til arrestationen, blev der svaret, at han havde været set i selskab med mistænkelige personer, det vil sige mænd, der iblandt en præst, der var kendt som oppositionelle agitatorer.

I anledning af denne medfart sendte han 26. august 1882 en klage til USAs præsident, hvori han bl.a. udtaler:

“Jeg ville ikke, hr. Præsident, henvende mig til Dem om denne sag, hvis den kun var et enestående tilfælde, thi da ville den blot vidne om bestemte embedsmands misbrug af deres myndighed. Men sådanne tilfælde hænder derimod uafbrudt. Mange amerikanske borgere har allerede i forskellige dele af dette land været genstand for lignende eller endog meget værre beskæmmelse. Og dette bevisligt ikke tilfældigt, men fordi de var amerikanere. Det er nemlig så, at medens folket kun nærer venlige følelser mod os, hvilket vi håber, altid må være til stede, er det til samme tid sikkert, at embedsmændene i visse dele af Irland betragter en amerikaner som en mand, der særlig bør være genstand for mistanke og fortrædigelse.”

Medens han for sagens skyld fandt sig foranlediget til at sende sin klage til præsidenten i Amerika, lod han ikke politiets smålige plagerier gøre noget skår i sit gode humør. Myndighedernes optræden imod ham havde også kun den virkning, at han blev så meget mere populær iblandt folket.

I efteråret 1882 vendte George tilbage til Amerika. I løbet af 1883 opholdt han sig i New York, hvor han udarbejdede og udgav sit andet større værk: Social Problems, der i 1886 under titlen: Samfundsspørgsmål, blev udgivet på dansk. George forfægter heri de samme tanker som i sit første hovedværk. Men tankerne er her fremsat i en mere fattelig form, og flere enkeltheder, der mere i forbigående er berørte i hovedværket, bliver her nærmere uddybet og begrundet. Vi kommer senere tilbage til bogen. Før vi går videre, er det nu på tide at se, hvad skæbne der i mellemtiden var blevet selve hovedværket til del.

[1]Det er kun ved de mest primitive erhverv, som samling af bær eller fugleæg etc., at der kun kræves de to faktorer: jord og arbejde.
[2]Dette gælder selvfølgelig kun for den naturlige rentefod, ikke for ågerrenten.
[3]Disse satser gælder for Amerika. Men vi kan over for de fleste poster sige: ligeså hos os!

 

Næste: Profeten fra San Francisco
Oversigt: Henry George og hans Program