af Fernando Linderberg
fra Henry George og hans Social-Program (1889)

Georgebevægelsen.

Havde det stået til hertugen af Argyll, var der nok blevet sat en stopper for George-bevægelsen i England. Men heldigvis holdt den hertugelige evne ikke mål med viljen. Så vel i England som i Amerika, på det europæiske fastland og i Australien har George-ideerne i de forløbne år gjort ustandselige fremskridt.

Da det imidlertid er min hensigt senere at udgive et skrift, hvori jeg udførligt vil skildre Henry Georges senere liv og George-bevægelsen i de forskellige lande, indskrænker jeg mig her til at give en kortfattet oversigt over bevægelsens hidtidige udvikling.

I Amerika er der dannet en række af selskaber, foreninger, klubber, der virker for at fremme Georges program. Virksomheden for at gennemføre The single tax– den enkelte skat – har sit midtpunkt i New York, hvor Henry George siden nytår 1887 udgiver sit store ugeblad The Standard, der læses over hele den civiliserede verden. Men i øvrigt er der i flere forskellige stater både blade og foreninger, der arbejder under løsenet: the single tax.

Når det til tider har set ud, som om Henry George tidligere havde haft større tilslutning end nu, er dette et bedrag.

Den gang, George trådte frem som stats­økonomisk forfatter, blev han blandt andet af mange socialister modtaget med åbne arme. Vel var hans grundbetragtning vidt forskellig fra socialisternes. Men mange af disse ventede lige fuldt, at de ved at slutte sig om ham skulle opnå at drage ham over til deres parti. Fra ledende socialisters side blev det offentligt erkendt, at de ventede, George endnu ikke havde sagt ‘sit sidste ord’. For en tid gik derfor mange socialdemokrater med til at anerkende ham som fører. Dette i forbindelse med mere, som det ligger uden for min plan her at komme nærmere ind på, havde til følge, at George for en del meget imod sin vilje ligefrem blev fører for et stort arbejderparti i New York.

Derved kom han for en stund i en noget skæv stilling. For det står ham fuldstændig klart, at tanker, der skal kunne reformere det hele samfund, ikke kan fremmes af en klassebevægelse, altså heller ikke gennemføres af et arbejderparti. Hvad der skal reformere et samfund, kan kun fremmes på rette måde af en samfundsbevægelse.

Heldigvis kom han snart ud af den uheldige stilling. Det viste sig hurtigt, at det særlige arbejderparti, som havde samlet sig om ham, ikke bestod af tilhængere, der havde til hovedformål at fremme hans ideer. Partiet var sammensat af forskellige bestanddele, som hver på sin måde tænkte at bruge Henry George. Men er der nogen, der ikke vil lade sig bruge, da er det netop Henry George.

Han blev stående på det en gang indtagne standpunkt og gik lige frem mod det mål, han fra første færd havde haft i sigte.

Derved vakte han misfornøjelse til flere sider. Social-demokraterne følte sig skuffede over, at han ikke ville gå deres ærinde. Andre ville tvinge ham over i en stilling, hvorved han ville komme til at gå imod sine tidligere åbent udtalte anskuelser. George ville imidlertid hverken lade sig drage til højre eller venstre. Skønt man endog truede ham med, at partiet ville vende ham ryggen, svarede han kun, at det at se sig forladt af partiet ikke havde den mindste rædsel for ham. Han bejlede ikke til partiførerens stilling. Hans attrå lå højere. Hans ønske var at gå foran i arbejdet for en god sag.

Så lod han partiet gå. Og det er dette, der har bidraget til den opfattelse, at han nu har mindre tilslutning end før. Men dette er så urigtigt som vel muligt. Hvad han har haft af virkelige tilhængere, har han fremdeles. Og tilhængerne vokser stadig i tusindtal.

Slår ikke alle solemærker fejl, er der ingen anden enkeltmand, der i dette øjeblik øver så mægtig indflydelse i den amerikanske verden som George.

Hans blad The Standard, der helt er helliget hans program, har en overordentlig stor udbredelse. Under særlige forhold, som fx. under den sidste valgbevægelse, indsamler hans venner store pengesummer for at udstrø bladet i tusinder og atter tusinder af eksemplarer over det hele land. Selv er han stadig på rejse fra stat til stat for at holde foredrag i de store byer. Stundom indbydes han endog til at tale i rigsdagslokaler for selve medlemmerne af de lovgivende forsamlinger.

Hans disciple tæller mangfoldige tusinder af alle samfundslag; arbejdere og bønder, præster og lærere, borgere og professorer.

Georges tanker har alt i Amerika slået så dybe rødder, at det kun er et tidsspørgsmål, når hans program dér vil blive gennemført.

I England havde der omkring ved midten af vort århundrede været en såkaldt kristelig social­bevægelse. Men den var omtrent døet bort med Charles Kingsley midt i halvfjerdserne. Nu med Henry Georges Fremskridt og fattigdom blev den atter kaldt til live. En mand, der endog erkender, at han er en modstander af George, har offentlig erklæret: “Den nærværende engelske, folkelige social-bevægelse daterer sig fuldstændig fra offentliggørelsen af Fremskridt og fattigdom.

Allerede i 1884 blev George indbudt til at holde en længere række foredrag i England. Efter en 3 måneders vellykket rejse samledes repræsentanter med ham fra alle dele af Det forenede Kongerige og dannede selskabet: The English Land Restoration League. Dens program er kort udtrykt: Englands jord for Englands folk. Hovedlederen for bevægelsen i England er forhenværende parlamentsmedlem William Saunders, redaktør af selskabets organ, The Democrat og medlem af det ny kommunalråd i London.

Flere engelske blade virker for at udbrede kendskabet til programmet. Deriblandt The London Star, som med 300.000 abonnenter helt står på Georges program. I en artikel kort efter nytår 1889 skrev dette blad bl.a.: “Beskatningen af grundrenten er en reform, der for så vidt allerede er afgjort, som den er optaget på de liberales program og derfor sikker på endelig sejr.”

I indeværende forår var George atter i England for i løbet af 3 måneder at holde foredrag ud over det hele land. At George også her øver en indflydelse, mod hvilken socialismens betydning er for intet at regne, viser sig bl.a. derved, at det er selve de liberale foreninger med mænd og kvinder af alle samfundslag, som i stadigt voksende antal fylker sig om hans fane. Hans disciple tæller både parlamentsmedlemmer og universitets­lærere i sin midte. Den religiøse grundbetragtning, hvorpå hans program hviler, har også skaffet ham talrige tilhængere blandt Englands præster. Flere af hans møder blev holdt i frimenighedernes kirker. –[1]

I forskellige dele af Australien – for at tage hele den engelsk talende verden på én gang – findes også både selskaber og blade, der virker for George-programmets fremme. I Syd-Australien arbejder George-bevægelsen endog under særligt gunstige vilkår. Hvor vidt det skyldes selve George­bevægelsen eller indflydelse fra anden side, ser jeg mig ikke i stand til at afgøre, men der er i ethvert fald her taget et stort skridt hen imod indførelsen af Georges program. I begyndelsen af indeværende år blev der nemlig i Syd-Australien vedtaget en lov, hvorefter al skat til kommune og amt skal hvile på den uforbedrede jordværdi. De derværende disciple af George har hilst denne reform med levende glæde.

I Schweiz, Holland og Tyskland er der danet flere selskaber til fremme af Georges program. I oktober måned 1888 stiftede 118 borgere i Frankfurt am Main et selskab, for hvilke dr. Wehberg valgtes til præsident. Hovedmanden for bevægelsen i Tyskland er en fabrikant og større landejendoms­besidder Michael Flürscheim, der er præsident for forbundet: German bund fur Bodenbesitz Reform, og redaktør af forbundets organ Deutsch Land.

Den 10.-11. juni i år (1889) holdt georgisterne den første internationale konference i Paris. Ved denne lejlighed var følgende lande repræsenterede: Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Amerika, England, Frankrig og Italien. Foruden Henry George mødte her sagens to hovedmænd i den gamle verden: William Saunders fra England og Michael Flürscheim fra Tyskland. Fra Danmark mødte forfatteren af nærværende bog.

Konferencen valgte en komité til at varetage alle fælles anliggender og vedligeholde forbindelsen mellem tilhængerne af landreformen i de forskellige lande.

Følgende resolution vedtoges enstemmigt:

• Da jorden ikke er frembragt ved arbejde, men danner råmaterialet eller kilden, hvorfra alt det må drages, der er nødvendigt til opholdet;
• da arbejdet er det eneste naturlige grundlag for ejendomsretten;
• da arbejdernes trældom og ranet af arbejdets frugter er en følge af den private ejendomsret til jord;
• Daendelig de forhåndenværende sociale forhold giver anledning til fare, hvilken, dersom den ikke modvirkes, vil umuliggøre al borgerlig orden;

erklærer denne forsamling, at den private ejendomsret til jord skal ophøre og afløses af folkets fælles ejeret for det almene vel. –

I Norge er det stortingsmand V. Ullmann, der har æren og fortjenesten af først at have indført Georges skrifter på dansk-norsk sprog, og som gennem tale og skrift virker for at fremme kendskabet til de georgeske ideer.

Af andre mere kendte mænd i Norge, som har søgt at vække deltagelse for Georges tanker, kan særligt nævnes Christopher Bruun. Med Bruuns udtalelser om George skal jeg slutte nærværende korte oversigt over George-bevægelsens hidtidige udvikling. I det hefte, hvormed han sluttede sit i så mange måder fortjenstfulde og udmærkede tidsskrift: For frisindet Christendom, udtalte han sig om det her omhandlede på følgende måde:

“Det var socialismen, som først havde mod til at give sig i færd med løsningen af den opgave at råde bod på den mest skrigende uretfærdighed og den rædsomste nød, som verden sukker under, den største af alle samfundsopgaver, som foreligger i vor tid. Og så meget der end kunne være at udsætte på den løsning, som socialismen har foreslået, så havde den dog – forekommer det mig – krav på den mest deltagende opmærksomhed fra alle kristne, som virkelig har hjertelag for menneskeslægtens nød og tro på muligheden af en lindring. Og var det tilfældet allerede med socialismen, så må det jo endda langt mere være tilfældet med Henry George, som har ført planerne om at afhjælpe fattigdommen og at knække pengevældet ud af de voldsomme omvæltningers og ind i den rolige udviklings og de lovlige beslutningers spor. Jeg har ikke indsigt nok i statshusholdningen, til at jeg tør sige, hvorvidt Georges jordskat er den praktiske løsning af hele det store spørgsmål. Men at tanken i alle fald er et skridt på vejen hen imod den virkelige løsning synes jeg er utvivlsomt, og den styrker troen på, at en løsning lader sig finde både på fredelige veje og i langt fuldere udstrækning, end man hidtil har haft let for at tænke sig. Tanken er udgået af en levende tro på Guds faderlighed, og den virker styrkende tilbage på denne tro.”

[1]En engelsk præst, der nylig i et blad optrådte som modstander af George, erklærede samtidig med beklagelsen, at han derved kom i opposition til “tusinde af sine embedsbrødre.”