af Fernando Linderberg
fra Højskolebladet, 10. dec. 1897
Den, der i dette øjeblik skulle fremstille Grundtvigs betydning, ville sikkert komme i stor forlegenhed, hvad der allerede fremgår af de sidste års gentagne gange rejste spørgsmål: går Grundtvigianismen frem eller tilbage?
Det samme gælder den, der for tiden skal påvise Henry Georges betydning. Vort århundrede er vel mere end noget tidligere de politiske partidannelsers århundrede. Men hverken Grundtvig eller George har dannet politiske partier, end ikke politiske skoler. Det ligger da så nær at fremstille deres fremtoninger og indflydelser som forbigående eller svindende.
Dette er dog ikke de eneste lighedspunkter mellem disse to stormænd. Tværtimod, der vil let kunne påpeges en hel række af parallel punkter, hvor deres betydning falder endog fuldstændig sammen.
Først og fremmest var de begge åndsfrihedens mænd. Grundtvig hævder med styrke, at en person kan være et godt menneske selv uden at være en kristen. George optræder lige så bestemt mod den sekteriske snæverhed, som kun i egen religiøse opfattelse vil se udtrykket for den absolutte sandhed.
Begge mænd har først og fremmest virket befrugtende. Det vil være vanskeligt at påpege ret megen arv fra Grundtvig, som større antal af hans tilhængere sværger på som ufejlbarlig. Men des flere vidnesbyrd foreligger der om, at Grundtvig snart på alle livets områder har virket både vækkende og befrugtende. Det samme gælder Henry George. Hans lære er lykkeligvis ikke løbet ud i en ny social dogmatik, men har sin blivende fortjeneste ved den måde, hvorpå den har vakt og befrugtet utallige menneskers erkendelse og deltagelse.
Først og fremmest socialt. I Th. Kirkups Socialismens historie[1] hedder det således: “Agitationen forbundet med Henry Georges navn er i virkeligheden begyndelsen til en radikal forandring af engelsk økonomi.” Når man ved, hvilken magt konservatisme har i England, og hvilke ødelæggelser den konservative nationaløkonomiske opfattelse dér har anrettet såvel moralsk som religiøst, er alene den kendsgerning, som historikeren her giver udtryk, et kæmpeværk. Af den george’ske virksomhed fremsprang også det fabiske selskab, hvis medlemmer alt nu i ikke ringe antal virker både som præster og redaktører. Fra det samme selskab udgik senere en hel række af de mænd, som senere stiftede det ny selskab af kristne socialister, som ledes af selve biskoppen af Durham. Og hertil kommer både særlige george’ske selskaber og den meget talende kendsgerning, at de george’ske ideer i stadig voksende omfang finder indgang i de kæmpemæssige organisationer af Trades union og kooperative selskaber.
Og med alt dette bevæger vi os endnu kun i England. Hertil kommer endnu hans indflydelse både i Amerika, Australien og på det europæiske fastland.
Lad os gøre holdt ved selve verdens mægtigste socialistiske parti: socialdemokratiet. Alt i flere år har dette parti søgt efter et nyt agrarprogram. Dette program vil det først finde i samme øjeblik, som det finder georgismen. Og denne vil det så meget lettere finde, som Karl Marx og Henry George på det rent sociale område stod hinanden meget nærmere, end det hidtil har været kendt.
På socialdemokratens hoved pranger endnu den sætning: arbejdet er kilden til al rigdom. I modsætning hertil fremfører George, at ikke arbejdet, men naturen er kilden til al rigdom. Nu viser det sig, at Karl Marx sagde akkurat det samme som Henry George. Den socialdemokratiske sætning om arbejdet som kilden til al rigdom fandtes også i det tyske socialdemokratis kompromisprogram af 1875. Men den og mere blev på det skarpeste kritiseret af Karl Marx i et brev til partiledelsen. Marx stempler den nævnte sætning som en frase og hævder, at det er naturen, der fuldt så meget som arbejdet er kilden til rigdommen. Men dette brev blev først offentliggjort længe efter Marx’s død, nemlig først i 1891. Som dette viser, at der var nære berøringspunkter mellem de to bannerførere, skal det også nævnes, at George på ny i sine sidste dage syslede meget med de marx’ske skrifter og få dage inden sin død udtalte sig med stor begejstring om Karl Marx.
Hvad der afgjort skilte ham fra denne, var hans religiøse standpunkt. Marx kom gennem sin filosofi til den erkendelse, at al religion kun er et produkt af de økonomiske tilstande! Henry George vidner selv, at han under sine studier fandt noget, han ikke havde ventet at finde; det var troen på den personlige gud og det evige liv.
Om hans stilling til Kristus foreligger et ejendommeligt vidnesbyrd fra et besøg, han på en af sine englandsrejser aflagde hos kardinal Manning. “Jeg elskede folket”, sagde H. G. – “og denne kærlighed bragte mig til Kristus, som dets bedste ven og lærer.” “Og jeg”, svarede kardinalen, “elskede Kristus; på den måde kom jeg til at elske folket, som han døde for.”
Derefter blev de et øjeblik stående tavse og så ind i hinandens øjne, en tavshed, der, siger en tredjemand, var mere veltalende end mange ord.
Af bibelord, der var særligt kære for Henry George, var sådanne som dette: De rene af hjertet skal se gud. I overensstemmelse dermed var han fyldt af en brændende begejstring for at leve et rent og retfærdigt liv og gennem arbejde for at fuldbyrde retfærdighed udføre guds vilje, som den udføres i himlen.
Ateister så han på, ikke med harme og vrede, men med medlidenhed. Det samme gjaldt de mennesker, som kun i al ting ser udslag af egoisme. Sådanne mennesker betragtede han som blinde for kendsgerninger, hvoraf verden er fulde. Vil du bevæge mennesker til handling, da skal du ikke henvende dig til deres selviskhed eller deres lommer, men til deres medfølelse og kærlighed. Alt, hvad et menneske ejer, giver det for at frelse sit liv. Det er egenkærlighed. Men i lydighed mod højere drifter ofrer det endog livet. Det er kærlighed.
Ved siden af sin offentlige virksomhed var Henry George en hjemmets mand. Han giftede sig i en ung alder, fast bestemt på at vise, at det er usandt, at ægteskabet er en hindring for store foretagender. Og med inderlig kærlighed hang han altid ved sin familie. På mange af hans længste rejser ude i den store verden havde han altid sin hustru og ofte de mindre børn med.
George var født i Amerika af engelsk slægt, gift med en kvinde, som var født i Australien af irsk slægt. Allerede i dette familieregister, kædet til boligen i New York, ligger nøglen til forståelsen af hans vide, rummelige såvel menneskelige som religiøse livsbetragtning. Men trods hans verdensborgerlighed og trods hans skarpe øje for dårligheden i Amerika elskede han den amerikanske republik og så i denne den politiske repræsentant for menneskehedens højeste og største håb.
På dennes slagmark faldt han som en trofast borger morgenen den 29. oktober. Født 1839 blev han således kun 58 år.
Han var for anden gang opstillet som kandidat til borgmesterembedet i New York. Og meget tydede på, at der var mulighed for, at han ville bringe sejren hjem. Var det sket, havde det muligt også kun været et tidsspørgsmål, når han var gået videre til præsidentstolen i Washington.
Men hans kræfter var opbrugt. Hans nærmeste venner havde alt forud frygtet, at en borgmesterkampagne ville dræbe ham.
Men George kendte ikke til at skåne sig selv, når pligten kaldte. Det kunne gerne kaldes en stadfæstelse på hans egen påstand, at mennesket i kampen for en god sag ofrer endog selve livet.
Selv i døden er der en vis lighed mellem ham og Grundtvig. De arbejder begge til det sidste, – som Grundtvig havde prædiket dagen før sin død, havde George dagen før talt ved flere møder, – og, ramt af et hjerteslag, sover begge stille hen,
som sol i høst går ned!