Henry George – Borgmesterkandidat

Fra Henry Georges første optræden,
som kandidat til borgmesterembedet
i New York, 1886
Nogle erindringer ved S. J. Loria.
Fra tidsskriftet RET, nr. 8, 1905

Det er nu snart en snes år siden, at der i New York vaktes et, selv i USA, ualmindeligt røre ved ovenstående budskab, et røre, der nogenlunde kan jævnføres med det, der opstod i kongens København, da Louis Pio i 1873 opstilledes som folketingskandidat i byens 5. kreds mod Bille, kun at bølgegangen derovre selvfølgelig var vældigere.

George indlod sig kun yderst modstræbende på det ham tiltænkte tillidshverv, og lod sig først bevæge dertil efter gentagne indtrængende opfordringer fra det forenede arbejderpartis side. Han foreholdt først de delegerede, at meget andet påtrængende arbejde påhvilede ham, at han ikke attråede noget embede; desuden, det forsmædelige nederlag, partiet få år i forvejen havde lidt, hvor tilmed dets kandidat ej engang havde fundet tilbørlig støtte fra selve fagforeningernes side; vel var han villig til at træde op for principper, men ingenlunde til at gøre sig latterlig ved et alt for usselt stemmetal.
Endelig ved en tredje opfordring bøjede han sig for deres ønske, idet de forsikrede ham, at arbejderpartiet denne gang stod enigt om hans navn, og i fald han fastholdt sin vægring, ville de spørge ham om grunden hvorfor. Dog stillede han det vilkår, at der tilstilledes ham en skriftlig opfordring med mindst 30.000 underskrifter, der forpligtede sig til at møde og afgive stemme på valgdagen. Dette ville være ham en garanti mod et alt for ydmygende nederlag, og en tillid, han ej kunne afslå. Man modtog denne usædvanlige betingelse med almindelig jubel, og 35.000 underskrifter samledes i en håndevending. Den 5. oktober proklameredes hans kandidatur officielt fra “Clarendon Hall” af det dér forsamlede “forenede arbejderpartis” delegerede.

Der stod, foruden George, fire andre kandidater i marken, så at Georges valg – under almindelige forhold – endog var sandsynligt, thi fagforeningerne alene talte henved 65,000 medlemmer. Men arbejderpartiet befandt sig den gang uden politisk “maskine” – den skulle først stampes frem – uden pengemidler og agitationsfond, og sådant havde, under daværende forhold, grumme meget at sige. Lovene var af den beskaffenhed, at stemmekøb og andet underslæb, valgsnyderi i det store, hørte til dagens orden. En kynisk modstander kunne med rette udbryde: “George kan aldrig sejre! “Hvorledes skulle han det? Han har ikke en gang “afstemnings-inspektører!”De to ældre partier så sig ikke desto mindre nødsagede til at bilægge deres indbyrdes tvist, og i stedet for deres alt opstillede kandidater at udpege andre, forholdsvis mere respektable. Således enedes demokraterne om kongresmedlem Abram S. Hewitt, en svigersøn til den afd. berømte filantrop Cooper, der oprettede det bekendte “Cooper-Institut” – og republikanerne enedes om den nuværende Præsident, den den gang endnu ungdommelige Theodore Roosevelt, hvilken sidste dog i valgkampens løb, i samfundsstøtternes interesse, måtte finde sig i at “afstå” 10.000 stemmer til sin demokratiske modkandidat, for at George ikke skulle løbe af med sejren. Yderst betegnende for det herskende valgsjakreri!

Den almindelige bestyrtelse, der havde grebet alle sande “samfundsstøtter”, gav sig et drastisk udslag under en privat samtale, som en af lederne, Wm. M. Ivins, søgte og opnåede hos George. Han foreholdt denne umuligheden af at han kunne blive valgt til borgmester i New-York lige meget hvor mange stemmer han opnåede og at G. var ukendt med de virkelige kræfter, der beherskede forholdene i New York. Men om han ville trække sig, tilsikrede han ham i “Tammany”s­ og “County demokratiet”s navn et sæde i forbundskongressen; man ville udvælge en sikker kreds, hvor opstilling som kandidat i deres navn var ensbetydende med at være valgt. Han skulle hverken have udgift eller ulejlighed derved – og kunne f.ex. begive sig til Europa eller hvor som helst og ved sin hjemkomst forefinde sit valgbrev i fix og færdig stand. George afbrød ham nu: “De fortæller mig, at jeg umulig kan blive valgt; hvorfor foreslår de mig da, at jeg skal trække mig og tilmed under så gunstige vilkår?” Ivins svarede: “Vælges kan De under ingen omstændigheder til borgmester-embedet, men Deres kandidatur vil medføre et helvedes røre”. Derpå udbrød George: “Tak, dermed er al min forundring svundet; rigtignok attrår jeg ikke borgmester-postens byrde og ansvar; men at oprøre helvede (to raise hell) er netop det, som jeg ønsker! Sagen er afgjort. Jeg stiller mig!”

Thi selve embedet var det han mindst attråede, men at få frøet nedlagt. Han skrev til en ven: “Det er vistnok ikke helt umuligt, at jeg bliver valgt; men så meget er sikkert, at når jeg indtræder på arenaen, vil jordspørgsmålet optages i den praktiske politik og virke livligere til at gøre folkebevidstheden fortrolig dermed end årelang skribentvirksomhed. Det er det, der frister mig.”

Af George’s kandidat-tale skal jeg indskrænke mig til at gengive indledningen:
“Det skridt jeg er i færd med at foretage, er vel overlagt. Da man først nævnte min kandidatur, anså jeg den for utopisk. Attrå nærede jeg ikke. I sin tid følte vistnok også jeg politisk tilbøjelighed, men det er nu allerede adskillige år siden. Senere har jeg lært at indse, hvad praktisk politik betyder. Jeg så, at under vore forhold må den, der vil gøre politisk karriere, krybe og logre, intrigere og smigre; hvorfor jeg besluttede ikke at fornedre mit menneskeværd på den måde. En anden løbebane åbnede sig; den sti, jeg søgte – den, hvorved mit blik fæstedes – var nærmest pionerens, den, som bryder banen, som millioner efter ham skal vandre. Den, forekom mig at være mit kald, og siden min kandidatur er blevet bekendt, hat jeg modtaget brev på brev fra venner på denne og hin side af oceanet, med formaninger om “ikke at stryge flaget”, som de udtrykker sig, ikke at svigte min livsgerning for et kommunalt embede.
Men jeg tror og har længe troet, at arbejderen bør befatte sig med politik. Jeg tror og har længe troet, at det er vejen, den eneste vej ved hvilken noget virkeligt og varigt kan sikres ham. Dog ønskede jeg på ingen måde selv at betræde denne vej, jeg mente, at det måtte påhvile andre. Da imidlertid Deres delegerede rettede de ord til mig: “De er den eneste, om hvem vi kan samles, De bedes derfor bestemme Dem, men i fald De afslår at meddele hvorfor”, – da fremtrådte sagen i et nyt lys for mig. Da formåede jeg ikke længer at nægte, men stillede mine betingelser, en garanti for en ærlig vilje. Jeg fordrede håndgribeligt bevis for, at mine medborgere ønskede min fremtræden, dette bevis har de ydet; alt hvad jeg krævede, ja mere… …”

Talrige begejstrede og tæt fyldte møder afholdtes i de rummeligste lokaler, der var at opdrive, og utallige under åben himmel, med en fjællevogn som talerstol, ved aften under fakkelbelysning. Mange af de sidste måtte afholdes, fordi intet lokale kunne rumme de tusinder, der strømmede til, og talerne måtte vekselvis tale både inde og ude. Blandt talerne nævner vi først og fremmest Edw. Mcglynn, den katolske, rettroende præst, mod hvem kirken i den anledning slyngede ban­strålen, den ligeså rettroende protestantisk-biskoppelige præst, “father” Huntington, en søn af biskoppen i New-York, fritænkeren Robert G. Ingersoll, der sengeliggende skriftligt sendte sin varmeste tilslutning, formanden for Knight of Labor (arbejdets riddere) Therence V. Powderly, dr. R. Heber Newton og mange flere, mænd af alle klasser, kunstnere, litterater, gejstlige af alle trosbekendelser, lærere, handlende, fabrikanter osv. osv. greb ordet ofte ved møderne, og tolkede i de mest veltalende foredrag deres sympati for bevægelsen, der derved viste sig i alfald ikke at være en “klassebevægelse”.

Til en sådan agitation, så opofrende de enkelte hver især end viser sig, er alligevel pengemidler fornødne til lokaler, tryksager m.m. Adskilligt indkom ved større bidrag fra velhavende meningsfæller, men størsteparten ved hat- og tallerken-indsamling under møderne. Samtlige officielle autoriteter og pressen i det hele ydede den mest fanatiske modstand. På George’s side var kun det tyske socialistiske arbejderblad Volkszeitung og et midlertidigt udgivet engelsk agitationsblad Yhe Leader, under Louis F. Posts ypperlige ledelse, med et dagligt oplag på 35.000. Her viste sig en vistnok enestående mærkværdighed, at medens samtlige herskende presseorganer, som anført, indtog den aller fjendtligste holdning, var det stik modsatte tilfældet med disse blades medarbejderstab, der uden undtagelse gratis leverede de mest velskrevne artikler til The Leader, ja deltog i bladets redaktion og øvrige ledelse, uden godtgørelse, under hele valgkampagnen.

Modkandidaten, Abram S. Hewitt, afslog, skønt han var en slagfærdig taler, George’s gentagne opfordring til at deltage i en offentlig diskussion ved fællesmøder, idet han beklagede, at han “på grund af Georges anerkendte skarpsindighed, snarrådighed og litterære evner, for hvilke han nærede den dybeste beundring, ikke kunne indlade sig derpå.” I 1880, 6 år forinden, havde H. ikke ord nok til lovprisning af den netop udkomne Fremskridt og fattigdom og anbefalede den varmt til forlæggerne d. Appleton & co. Men nu, under valgkampen, undså den samme mand sig ikke ved at benævne George som “anarkisters, nihilisters, kommunisters, socialisters og øvrige teoristers fælle”, medens hans blade opvartede med skældsord som “landstryger”, “fornægter af andre menneskers ret, lighedsstræber, fattigmands-udplyndrer, revolutionær, anarkist og ødelæggelsens apostel, angriber af den hellige ejendomsrets grundlag, en fra friheden frafalden” og lignende smagfuldheder, hvoraf man ser, at ordflommen overfor sandhedens forkæmpere overalt i verden er enslydende. Valgdagens resultat den 2. nov. blev, at Hewitt – som det lød – valgtes med 90.552 stemmer, medens George fik 68.110 og Roosevelt 60.435.
***

Sluttelig skal jeg tilføje et afsnit af George’s tale ved budskabet om valgets udfald:

“Mine venner og brødre!
I aften føler jeg mig stoltere ved jeres hyldest, ved jeres støtte, ved jeres venskab, ved den hengivenhed og offervillighed, I har vist den store sag og dens principper, hvis forkæmper jeg er, end om jeg i dette øjeblik var valgt til USA’s præsident.
Jeg lykønsker jer, mine venner, i aften til den sejr, vi har vundet. Ved en retmæssig stemmetælling ville jeg i aften være byens valgte borgmester. Såfremt, hvad der er sandsynligt, embedet ikke tilkendes mig, er det formedelst pengemagten, bestikkelsen, korruptionen, den perverse og hensynsløse presse, de uvidende rigmænds ufornuftige frygt og de håbløst fattiges nedværdigelse. Dog, I vakre mænd! Jeg modtog ikke jeres kaldelse for embedets skyld, så lidt som I støttede mig derfor. Hvad vi søgte var, at indføre ærlige grundsætninger i amerikansk politik. Og derfor lykønsker jeg jer til den sejr vi har vundet!

Lad dem bestikke, lad dem optælle falsk, lad dem med fule kunstgreb omstøde, hvad der er folkets ærlige valg; vi vandt i al fald det, hvorfor vi kæmpede. Vi har, gud ske tak; gjort begyndelsen. Vi har påvist arbejdets politiske magt. Aldrig, nej aldrig mere vil politikere skue ned på arbejderbevægelsen med ringeagt! …

I ved, I arbejdets mænd ved, hvorledes I aften på aften har arbejdet uden en øre, I mænd, der stod ved stemmeurnen hele dagen, uden en cent, i kender de misforhold, hvorunder denne kamp er stridt. Er dette begyndelsen, hvad vil da enden blive?
Jeg føler mig i aften en stolt og lykkelig mand! Jeg takker jer alle af et fuldt hjertes dyb. Jeg takker jer inderligere og oprigtigere, end om I havde skænket mig det højeste embede, for den hengivenhed I har vist, for måden, hvorpå I har glemt al indre splid, for måden, hvorpå samtlige forskelligartede elementer har opfattet sagen og ladet al smålig skinsyge, der hidtil splittede jer, fare.

Fremtiden. Ja, fremtiden er vor. Dette er vort “Bunker Hill”. Man har drevet os tilbage, ligesom fastlandstropperne blev drevet tilbage fra Bunker Hill. Vandt de end ingen teknisk sejr, så vandt de en sejr, der genlød over den vide verden og genlyder endnu. De vandt en sejr, der gjorde vor republik til virkelighed, og, gud ske tak – vi har nu ved denne kamp vundet en sejr, der sikrer fremtidens sande republik – endnu i vor levetid! De fleste af jer er yngre end jeg, og har en længere livsbane foran jer, og I vil med stolthed skue tilbage på denne valgkamp! …”