fra tidsskriftet RET, okt.-nov. 1917
Thomas Helweg:
Henry George. Et foredrag 

I nærheden af inkvisitionens palads i Rom er der blevet rejst en statue for Galilei, han, som kom og fortalte os menneskenes børn, at jorden gik rundt om solen. Man valgte at sætte statuen i nærheden af inkvisitionens palads, fordi netop der havde Galilei i sin tid siddet i fængsel. 

Det er naturligvis uhyre let for os nu at rejse en sådan statue, efter at vi gennem mangfoldige erfaringer har haft lejlighed til at forvisse os om rigtigheden af den teori om jorden som Galilei således forkyndte for første gang. Men at rejse en sådan statue beviser ikke, at vi er blevet klogere end fædrene – det beviser vi kun ved, at vi forstår at skønne på vor egen tids profeter. 

At hylde fortidens profeter er en smal kunst, det er hvad Jesus kaldte: at smykke profeternes grav. Men han gjorde også opmærksom på, at det kan så uhyre let lade sig gøre at rejse statuer for fortidens profeter og så slå de profeter ihjel, som er samtidig med os. Kraftbeviset for, at vi forstår os på profeter, er dette, om vi erkender de­ profeter, der er samtidig med os. Rejse en statue for Galilei beviser aldeles ikke, at vi er blevet mere forstandige med hensyn til profeter, end fortiden var. 

Vi har også vore fængsler og dødsstraffe. Vi taler meget om i vore dage at tie noget ihjel. Det er også en dødsstraf, og den fuldbyrdes af den tusindtungede stemme, som hedder pressen. Hvor pressen bestem­mer sig til at tie noget ihjel, der fuldbyrdes en dødsdom; den er ublodig men derfor kan den godt være grusom i fuldbyrdelse. Det er en døds­traf, som fuldbyrdes på samtidens profeter og fuldbyrdes med sindsro af de samme, som smigrer sig med at rejse statuer for fortidens profeter. 

Der har iblandt jer herovre i Amerika levet en mand ved navn Henry George. han blev i 1883 af en en landsmand (hertugen af Argyll) døbt med kendingsnavnet: Profeten fra San Francisco. Det var tænkt som et spottenavn, men historiens ånd har mange gange forandret et spotte­navn til et hædersnavn, så det er gået som vi i en salme beder hel­ligånden om at ville gøre med Jesus af Nazarets navn: O, tag det op, ud­tal det ret …! 

I Danmark har den samme mand fået et andet kendingsnavn, idet en af hans danske lærlinge ved navn Sophus Berthelsen har kaldt ham: Vor tids Hejmdal. Meningen med at kalde ham således er den, at Hejmdal betyder hjemdeleren, den, der udmåler jorden og anviser enhver sit hjem. Derfor er Hejmdal landmålerens gud. En landmåler hed i gamle dage rebsmanden, fordi han udspændte målesnoren. Henry George er vor tids rebsmand, vor tids hjemdeler, vor tids Hejmdal og det er han blevet derved, at han har opdaget en af Guds love med hensyn til jorden: og det er den, at jordens værdi tilhører samfundet, for så vidt som den er skabt ved samfundets udvikling. 

Hejmdal eller den hvide As. Han kaldes i asalæren også ‘morgen­galeren’, gudernes vagt ved himlens ende, hvor han værger adelsvejen fra Mandhjem til Asgård, den trefarvede gyngebro, Bifrost. Han trænger til mindre søvn end en fugl og kan se i bundrede miles afstand. Han kan høre græsset gro i enge og ulden på fårene, og han har en lur, genlydshornet, der kan høres over hele verden. Hejmdal er forstanden på asernes side, derfor skal han som landmåler »gøre ren (agerren) og ret skel alle vegne. Han kaldes af Hyndla: Den fredsæle Mand. – –­

Henry George er født i Philadelphia 1839 og død i New York 1897. Da han skulle ud i verden skrev hans moder til ham, at han skulle holde sig borte fra det store kapløb efter at blive rig, thi det var ikke det vig­tigste i livet at samle guld, men at få stadigt arbejde. Men til sin elskede søster Jennie skrev han: “Penge skal der til. Selv vort hjertes reneste og helligste attrå kræver ofte guldet for at komme til udfoldelse.” 

Med det stadige arbejde, som hans moder anbefalede ham var det småt bevendt. Pressen tiltalte ham mest, og til den vendte han stadig tilbage, snart som sætter og snart som redaktør, men ellers tumlede han på ægte amerikansk rundt i alt. Han blev agent for en ny slags vogn­bremser, og han blev agent for vridemaskiner – efter 5 dages slid lykke­des det ham at få solgt en, så det kunne ikke give ham udkommet. 

Midt i denne hårde kamp for livsopholdet giftede han sig 1861 med Annie Fox, en forældreløs, kun 17 år gammel pige fra Melbourne i Austra­lien. Hun blev ham en god kone, og hun delte trofast fattigdommens dage med ham. Han ville ikke have mad med, når han gik på arbejde om morgenen – han kunne jo købe sig noget, når han blev sulten, sagde han. Men hun vidste godt, at købe kunne han ikke, for han havde ingen penge, men han ville ikke tage det fattige mundforråd fra hende og barnet. Da hans andet barn fødtes ved vintertide 1865, gik han ud på gaden for at finde en ven, der ville hjælpe. Den første, han mødte, lånte ham 5 dollars, og han takkede senere gud for, at det var gået så glat, thi hans sindsstemning var således, at havde han fået et afslag, syntes han, han kunne have slået det menneske ned. 

Som ægte amerikaner lavede han sig engang i sin ungdom sine 10 bud. Han fik dog kun opstillet 7 sådanne leveregler: 

1. Du skal benytte enhver lejlighed til at tjene, hvad du kan, selv om det kun er en øre. 

2. Du må ikke give flere penge ud end højst nødvendigt. 

3. Læg mindst 5 øre til side hver uge, selvom du skal låne dem. 

4. Derudover må du aldrig indlade dig på at gøre gæld. 

5. Enhver, som du kommer sammen med, skal du gøre lil din ven og medarbejder. 

6. Du skal være selskabelig anlagt. 

7. Du skal altid stræbe at tænke klart og hurtigt. 

Medens Israels 2 første bud handler om menneskets forhold til Gud, så handlede disse Henry Georges første 4 bud om penge. Gud havde han i sin ungdomstid ikke megen tanke for, det var først i manddomsgerningen, al hans øjne blev opladt for en lovgiver med et hjerte; det var først, da han forsøgte sig i at udgranske menneskesamfundets love og ikke blot lovene for sin egen lille bedrift, at han gik ud fra som givet, at først da havde han fundet den rette samfundslov, når den pegede tilbage, ikke blot mod en vis gud, men mod en gud, som var både vis og kærlig. 

Han tvivlede lidt på, om det var rigtigt af hans moder at anbefale det jævne, stadige arbejde. Hvad hans egen udvikling angik, så havde han heller ikke stor tro til det jævnt fremskridende, det skulle helst gå i spring. Somme tider lykkedes det ham også at komme frem i spring; således opdagede han pludselig i 1876 under et præsidentvalg sin mund. Han talte ved et vælgermøde og blev straks erklæret for Californiens første taler. 

l Californien fandt han sin kongstanke. Han havde prøvet, hvad det vil sige at stå ledig på torvet, han havde prøvet arbejdsløshedens forfærdelige kvaler, han havde våndet sig under den uforskyldte fattig­doms rædsler og han havde lovet, at han ville se at udfinde årsagen til fattigdommen. Han kunne ikke slå sig til ro med den israelitiske forklaring, at Gud er den, som gør fattig og gør rig. Da han en gang på et offentligt møde i London mange år senere blev spurgt om, hvem der havde sat de fattige ind i verden, svarede han dristigt: “Gud!” Men han var så også straks klar med el modspørgsmål: “Har den almægtige gud sat dem ind i verden, hvor tør vi så opretholde en samfunds­orden, der truer med at sætte dem ud af verden?” 

1860 begyndte det allerede at dæmre for ham, at fattigdommen altid i vore dage følger i rigdommens kølvand. Da drøftede man med stor iver i San Francisco udsigterne til at få byen sat i jernbaneforbindelse med omverdenen. Og man var sikker på, at en jernbane ville blive en uudtøm­melig kilde til rigdom. Et teater, som forstod sig på forretning, havde anskaffet sig et tæppe, hvorpå man så malet det længselsfuldt ventede tog suse ind i San Francisco. Hver gang tæppet gik ned, jublede til­skuerne i glad forventning, thi et jernbanetog betød en guldalder. Henry George måtte spørge sig selv, om det nu også blev lykke altsammen. For nogle ville det betyde velstand, men han syntes at have lagt mærke til, at fattigdom følger altid i kølvandet på rigdommen. 

Hvad der dæmrede for ham i 1860 klarede sig først ret, da han kom øst på til New York. Der var forholdsvis gammel kultur, og der havde man råd til at studere tilværelsen – langt ude i vesten gjaldt del ude­lukkende om kamp for tilværelsen. Nu fik han syn for tilværelsens love, og i året 1879 sætter han i en stille nattetime det sidste punktum i sin store bog, som hedder Fremskridt og fattigdom. Han falder da på sine knæ og græder som et barn i tak til Gud for alt, hvad han har fået at se. Nu havde han gennemskuet fattigdommens gåde. Det var nok det, han tænkte, at den almægtige Gud kunne ikke være i strid med sig selv; og har han skabt os som samfundsvæsener, så må han også et sted have skabt en kilde til underhold for dette samfund. Han havde opdaget en af Guds love med hensyn til jorden, nemlig at der skal to magter til at skabe jordens værdi: den ene er samfundet, den anden er det enkelte menneske, og derfor har de begge ejendomsret til jordens vær­dier. Samfundet har ejendomsret til den værdi, som samfundsudviklin­gen giver jorden; den enkelte har ejendomsret til de værdier, som den enkelte ved sit arbejde kan udvinde af jorden. De to værdikilder flyder og har flydt bestandig, men de er gået i de gale pengeposer. Den samfundsskabte jordværdi er gået i de private pengeposer – den enkeltes ar­bejdsudbytte må fylde den enkeltes pengepung og statskassen. Men det kan den ikke mere, den enkeltes ejendomsret til jorden (og dens værdi) er gjort ubegrænset, og til gengæld gøres der bestandig mere fortvivlede indgreb i den enkeltes ubegrænsede ejendomsret til arbejdsudbyttet. Vore lovgivere slider og aser i det for at udfinde skatteobjekter, men det ene store skatte­objekt – Guds grønne jord kan de ikke se. Gud har bestemt jordens sam­fundsværdi til at være folkesamfundenes rigt vældende indtægtskilde. 

Jo mere storproduktionen udvikler sig, jo mere arbejdsmåden forbedres og jo mindre arbejdsomkostningen bliver, des mere synker produkterne i værdi, men samtidig stiger jorden bestandig i værdi, og derfor røber den sig som den indtægtskilde, Skaberen har givet os til dermed at bestride samfundets behov, og kun når vi på dette som på alle andre punkter bøjer os for Guds lov har vi lykken med os – det hævner sig altid at krænke guds lov. 

Henry George brugte både mund og pen flittigt, men når han gjorde sine store rejser – overalt indenfor det engelske sprogs område – så var der en egen slags hastværk over ham –det var såmandens hastværk. Når han havde talt, og han kunne skønne, at ordet havde fænget i nogle enkelte sjæle hist og her i forsamlingen, så var den hellige ild tændt og så måtte han videre. Han oplevede så tit, at når han steg op på taler­stolen blev han modtaget med agtelsesfulde håndtryk af honoratiores; når han var færdig, og når han med ubarmhjertig klarhed havde vist, hvorledes de bestående love hjemlede tyveri og røveri, så hilste man ofte af med kolde buk. Men det anfægtede ham ikke. Sæden var sået, kræfterne var udløst, så behøvedes den enkelte ikke mere. 

Ved et møde i London 1881 blev han som sædvanlig budt velkommen af en ordstyrer, der ved denne lejlighed bemærkede, at England havde haft 4 George-konger, men de havde alle været nogle kludremikler, nu kom en ukronet kong George d. 5. for at hjælpe på samfundsnøden med sin skarpe tanke og ædle vilje. 

England havde den gang en stor tænker, en mand med så skarp en tanke, at man skulle synes, England trængte ikke til Henry George. Det var Herbert Spencer, og man kunne med så meget mere fortrøstning se hen til denne mand, som han alt havde udtalt det, at enkeltmands ejendomsret til jorden var en uretfærdighed. Men da irerne rejste sig til kamp mod det engelske herremandsvælde på irernes ø, så gik engelskmanden i Herbert Spencer af med sejren over tænkeren, og han halede i land. Henry George fandt Herbert Spencer indbildsk, og så kunne han efter Henry Georges mening ikke være nogen virkelig stor mand, og det har han sikkert ret i. 

“Jeg har aldrig sagt, at jeg var arbejdernes ven. Lad os holde op med dette råb om særlige rettigheder for arbejdet. Arbejdet trænger ikke til særlige forrettigheder. Jeg har aldrig forsvaret eller krævet særlige forrettigheder for arbejderne. Det, jeg kæmper for, er lige ret for alle men­nesker.” 

Disse herlige ord udtalte Henry George d. 28. oktober 1897. – Den 29de oktober døde han, segnede om midt under en valgkamp, der gik ud på at få ham til borgmester i Brooklyn i New York. 11 år tidligere havde arbejderne stemt på ham til borgmester i Brooklyn, men da sejrede Theo­dore Roosevelt. Ved den lejlighed havde han strittet imod, idet han ganske rigtigt bemærkede, at han havde valgt blænkerens, vejbryderens, pionerens gerning og skulle træde spor der, hvor senere millioner af vælgere med deres politikere skulle gå. Derfor var det sikkert også en lykke for ham, at han ikke blev borgmester i Brooklyn, selvom hans tidlige bortgang måtte beklages; han blev kun 58 år. 

En gang spurgte han sin hustru om, hvad hun mest beundrede hos en mand. Hun svarede: Modet! Henry George svarede: Dyden! Nej, det mente hans kone ikke, thi dydige, det skulle både mand og kvinde være – men modet var mandens særkende. Henry George var ikke så glad ved den be­sked, for han var en lille, spinkel mand, som ikke kunne øve heltebedrifter – men hans kone mindede ham om, at der er mange slags mod –, og det ypperste er det moralske mod, som består i, at man står ved sin overbevis­ning, selvom man skal stå ene mod hele verden. Således var Henry George en modig mand, og hans arbejde var et herkulesarbejde med at rense en Augias stald.
Thomas Helweg. 

***

(Ovenstående manuskript blev efter fars død fundet blandt hans papirer. Det er udarbejdet til brug på en foredragsrække i Nordamerika i sommeren 1908 og blev holdt flere steder derovre bl.a. i New York og i Clinton. Så vidt jeg ved, er det her i Danmark kun benyttet en gang, nemlig ved et sommermøde på Falster. Foredraget var ikke bestemt til at trykke, og manuskriptet, der var henlagt blandt andre benyttede foredrag, er her gengivet uforandret. Derfor er slutningen lidt brat. Den egentlige afslut­ning var ikke nedskrevet, men kun antydet med et par linier, medens den, når foredraget blev holdt, udformedes udfra øjeblikkets stemning. Kernen i den var, at far ikke talte som den sagkyndige nationaløkonom, men som lægmanden, der grebet af den store og simple sandhed følte trang til at bringe den videre. Jeg har ofte ved andre lejligheder hørt far betegne sin stilling til Henry Georges tanker som lægmandens. Sandheden i Henry Georges lære tvivlede han ikke om og var det sandt, skulle det høres. Så fik fagfolkene om at sætte det l system, så det kunne bruges i sam­fundsmaskineriet. Hensigten med foredraget var da også kun at pege på profeten, der var ukendt i sit eget fædreland; så kunne hvem der ville høre, selv tilegne sig hans lære som de havde kundskab og forstand til.
Nykøbing S., Sept. 1917.) Hjalmar Helweg.