Henry George –
Hans liv og hans værk
af P. Larsen
Henry George Forlaget 1916
Personligheden dannes
Barndommen
Henry George er født i Philadelphia den 2. september 1839. Hans forældre var begge af jævn, borgerlig engelsk æt. De havde 10 børn, 6 piger og 4 drenge; men de to yngste døtre døde tidligt. Henry var nr. 2 i rækken og den ældste af drengene.
Faderen, Richard George, var bogforlægger, men havde tidligere været skriver på toldboden. I sine drengeår havde han været »A, nr. 1« blandt sine kammerater og fører for en tapper skare; han havde da følgende leveregel: »Gør intet, som du må skamme dig over, og lad intet levende menneske gå dig for nær!« I sine ungdomsår havde han været en dygtig idrætsmand og sømand, der kunne svømme som en and og løbe godt på skøjter, styre en båd og gå til tops som den bedste matros. Moderen, Catharine Vallance, havde fået en god opdragelse i en kostskole. Sammen med en søster ledede hun selv en lille privatskole, da Richard George tog hende til hustru.
I 17 år virkede Richard George som forlægger. På hans forlag udkom kun religiøse skrifter (søndagsskolebøger o.lign). I året 1848 blev forholdene med hensyn til boghandelen således, at det lille forlag ikke længere kunne svare sig; han opgav det da og vendte tilbage til toldboden; der var han nu ansat i omtrent 14 år.
Richard George og hans hustru var ivrige og nidkære kirkefolk. Streng, alvorlig gudsfrygt prægede det lille hjem. Der holdtes morgen- og aftenbøn hver dag; om søndagen var man til gudstjeneste i kirken både morgen og eftermiddag, tit endog om aftenen med. En biskop Horstmann fra Cleveland, der i sine drengeår kendte Georges familie, har sagt: »Jeg kan huske, at jeg så Henry George gå til kirke hver søndag. Han gik imellem sine to ældste søstre, og forældrene fulgte bagefter – alle pæne, pyntede, stille.«
På den tid, da Henry George var lille, gik det godt med bogforlaget. Familien havde derfor sit gode udkomme. Børnene blev da sendt i privat skole hos en fru Graham, og der gik Henry i skole i 3 år. I sit niende år kom han i en offentlig skole; men et år senere blev han sat i en kirkeskole. Der blev han dog heller ikke ret længe. Skønt faderen nu ikke mere udgav kirkelige bøger, havde han opnået at få Henry i kirkeskolen på de samme billige vilkår, som ellers kun gjaldt for præstesønner. Drengen syntes, at det var noget, han ikke rettelig havde adkomst til, og han troede, at alle de andre drenge i skolen vidste noget derom. Det var måske grunden til, at det ikke gik ham rigtig godt der. Han bad i hvert fald om lov til at komme ud af skolen, og hans fader føjede ham. Derefter blev han i nogen tid undervist af en hr. Lauderbach, som skulle forberede ham til optagelse på gymnasiet. Henry George syntes altid siden, at det bedste udbytte af hele sin smule skolegang fik han i den korte tid, da hr. Lauderbach underviste ham. Lidt over 13 år gammel kom Henry George så i gymnasiet. Det var en god skole, men han sagde dog senere hen i livet, at han mest drev og spildte sin tid der. Måske lokkede verden ham; måske havde han også en følelse af, at han nu selv burde sørge for sit ophold. Familien var jo blevet stor, og faderen havde kun sine 800 $ fra toldboden. Nok er det: efter knapt 5 måneders skolegang kom Henry George ud af skolen. Det var ham selv, der havde ønsket det, og han fik sin vilje. Han kom nu ikke til at gå i skole mere, men blev sat til praktisk arbejde. Han var da ikke fyldt 14 år.
Det var således kun en ringe og brudstykkeagtig skoleuddannelse, Henry George fik. Mange, især iblandt de såkaldte lærde, har derfor også senere haft svært ved at forstå, at han skulle være blevet til noget andet og mere end en flink dilettant. Historien er jo imidlertid fuld af talende vidnesbyrd om, at naturen selv ofte har fostret og udviklet de største mennesker. Havde Henry George gået den sædvanlige slagne skoleuddannelses vej, var han muligvis blevet til en lærd pedant som så mange andre; men nu blev han i det praktiske livs skole den originale tænker og geniale seer.
Hans første plads var i en glas- og porcelænsforretning, hvor han var beskæftiget med afskrivning og indpakning og hvor han tillige måtte løbe ærinder. Lønnen var 2 $ om ugen. Senere fik han noget skrivearbejde på et søvæsenskontor.
Men skønt Henry George helt havde sagt skolen farvel, blev hans åndelige uddannelse dog ikke standset. Han var kommet til at elske læsning. Først lærte han bibelen at kende, og ved læsningen af denne bog, der havde så stor indflydelse på de ældres tænke- og væremåde, fyldtes hans sjæl med tusinder af levende billeder. I de bøger, som faderen havde udgivet, læste han meget om missionærerne og deres oplevelser i fremmede lande. Også andre bøger fik han fat i: historie, rejseskildringer, eventyr og poesi. Sit ægte demokratiske sindelag og sin sans for det praktiske havde Henry George nærmest efter faderen, men sin kærlighed til poesi havde han efter moderen. Hun kunne endnu som ældre huske en mængde af de digte, hun havde lært som ung pige, og fremsige dem, vers efter vers. Hun elskede Walter Scotts digtning, og hun havde smag for Shakespeares skuespil, skønt hun rigtignok aldrig havde set noget af dem på teatret. I en tale i Liverpool mange år senere sagde Henry George: »Jeg er opdraget i en meget streng tro. Min familie og de folk, som jeg kendte i min barndom, var af den mening, at teatret er et meget slemt sted, og de ville ikke på nogen måde komme der.« Af religiøse grunde var meget i romanernes og eventyrenes verden forbudt ham; men så blev et og andet læst i smug på kvistkammeret. Bog efter bog blev slugt med en iver, som viste, at den unge sjæl var i stærk virksomhed. Henry George sugede kundskab, som den tørre jord om sommeren indsuger regn. Og det, som han optog i sig, holdt han fast.
Ved en onkels hjælp fik Henry George i 15 års alderen adgang til at høre folkeligt videnskabelige forelæsninger på Franklin-instituttet. Dette institut var opkaldt efter den navnkundige philadelphiaborger Benjamin Franklin og var på den tid en udmærket læreanstalt. Her åbenbaredes naturlærens vidundere for Henry George gennem et letfatteligt sprog og til dels ved hjælp af lysbilleder. Denne undervisning lyste op i ham, og den kom på en sund måde til at gå hånd i hånd med den omfattende læsning, som han af egen drift havde kastet sig over.
Henry Georges fader vidste meget at fortælle om søen og sømændenes færd. Når han og sønnen gik sammen langs med havnen, talte de om skibene, om vind og vejr, om havets og de fremmede landes vidundere. Skibsværfterne kom derved til at øve en stærk tiltrækning på drengen. Der var hans bedste tumleplads, og der tilbragte han meget af sin legetid sammen med sine kammerater, klatrede i skibene, svømmede og sejlede med legetøjsbåde. Der drømte han om at drage ud til fremmede, fjerne lande og søge lykken. Læsningen gav disse drømme næring, og til sidst blev hans længsel efter at komme til søs så stærk, at han fik gjort udvej til at komme om bord på en gammel ostindiefarer, »Hinduen«, som skulle sejle til Australien og Indien.
Richard George var vel ikke glad ved, at drengen ville til søs; men han vidste, at han bar på længselen, og han kendte hans viljestærke natur; derfor fandt han det klogest at give efter. Han var vel i virkeligheden også bange for, at sønnen skulle løbe sin vej, hvis han modsatte sig hans ønske. Han huskede, hvorledes det var gået ved en tidligere lejlighed: Henry havde engang, mens han gik i skole, givet sin moder et næsvist svar, og derover var faderen blevet vred, havde irettesat ham og givet ham et slag. Men at blive slået af sin fader var noget så usædvanligt, at han blev yderst krænket derover, tog sine skolebøger og lidt mad med sig og gik sin vej med det forsæt aldrig at komme tilbage mere. Han blev borte til klokken halv ti om aftenen. Da vendte han tilbage, tam i sindet, og fik tilgivelse. Richard George var klar over, at når drengen skulle til søs, så skulle det være med forældrenes samtykke. Han sagde altså ja; men han bad skibskaptajnen om ikke at gøre hans køjeplads for hyggelig og i det hele taget lade ham føle sømandslivets hårdhed, for at han om muligt kunne få sin lyst styret på denne ene rejse.
Rejsen gik til Melbourne i Australien og Calcutta i Indien.
Til søs. 16-17 års alderen
Australien og Indien lå for drengens indre syn som et strålende hav af guld. Australien, dette øfastland, der var næsten lige så stort som De Forenede Stater og tegnede til at kunne blive disses medbejler på den sydlige halvkugle, havde netop tiltrukket sig verdens opmærksomhed. Der var nemlig i begyndelsen af halvtredserne opdaget guldlejer, og rige skatte var draget frem af jorden, næsten lige så rige som dem i vidunderlandet Californien. Australien var det ny lykkens land, hvor fattige, ukendte mænd blev rige på en eneste dag. Og Indien, dette mærkelige land med junglekrat og aber, tigre og elefanter, med opiumsrygere, malede afgudsbilleder og sære lærdomme; dette hemmelighedsfulde land, som var gammelt, da Ægyptens pyramider var unge, hvor strålede det ikke for ham gennem sit pragtfulde tropiske løvværk med glimt af guld og kostelige stene! Alt, hvad han som dreng havde læst, lige fra bibelen til »Tusind og een nat«, og alt, hvad han havde hørt, både i prædikener og foredrag, både af sømænd og rejsende, brændte i hans sind og gjorde ham ivrig efter at komme af sted.
Søndag den 1. april (1855), efter gudstjenesten, fik Henry George en bibel. Næste morgen sagde han farvel til sine forældre, slægtninge og venner og rejste til New York, hvorfra »Hinduen« skulle afgå en af de nærmeste dage. Man har endnu et par breve, som han skrev på skibet, inden han kom af sted; (der er mange stavefejl i dem). I det ene at dem står der bl.a.: »Jeg spiste i dag mine første måltider på sømands vis, og jeg var slet ikke ked af det. Arbejdet i den friske luft giver sådan en appetit, at man kan spise næsten hvad det skal være. Vi stikker til søs på mandag morgen tidlig. Hvor ville jeg dog gerne se jer alle en gang endnu, inden jeg skal at sted! Men det er umuligt.«
Det varede imidlertid flere dage, inden »Hinduen« kom af sted, for det var vanskeligt at få tilstrækkeligt mandskab. En af de dage hændte det, at bådsmanden, som var i lag med at splejse, sendte drengen efter en smule tjære. Han så sig om efter en pind til at tage den med; men sømanden bød ham uden videre tage tjæren med hånden.
I det andet brev, som han skrev til sin moster, står der: »Når I læser dette brev, må I huske på, hvor det er skrevet: på låget af min kiste i agterkahytten. Jeg må dyppe min pen i flasken næsten for hvert ord. Farvel, far og mor, tanter og onkler, brødre og søstre, fætre og kusiner og venner! Gud velsigne jer alle sammen, og gid vi alle må mødes igen!«
Så stak da »Hinduen« i søen, og med en ladning på 500.000 fod tømmer og en besætning på 20 mand i alt gav den sig på sin lange rejse. Henry George førte dagbog på denne rejse, og enkelte udtog af denne sømandsdagbog skal her vedføjes:
– 11. april: »Det vil vare længe, inden vi kommer tilbage til denne verdensdel igen. Tolv hele måneder; hvordan skal de gå?«
– 15. april: »Første søndag på havet. I stedet for at sidde i St. Pauls kirke pløjer vi nu oceanet tusinde mile borte.« Tankerne vendte stadig tilbage til hjemmet, og mere end een gang skrev han omtrent således: »Hvad ville jeg ikke give for at være hjemme til frokost !«
– 12. august: »Hele natten voldsomme byger med vind og hagl. Skibet tog stadig vand ind. En sø, som kom ind midtskibs, nåede helt agterud og fyldte kahytten med vand.«
– 13. aug.: »Stærk vind fra vest med stærke hagl. Og regnbyger. Vejret koldt. Der lå nu og da et helt lag hagl på dækket. Det er umuligt at beskrive havets og himmelens storhed.«
– 24. aug.: »Da vi var i færd med at rebe det store mærsesejl, blev vi glædeligt overrasket ved at høre råbet: »Land, ohøj !« Det var 2. Styrmand, som havde set det. »Hvor?« råbte kaptajnen. »Lige forude,« var svaret og rigtigt, der lå det land, som vi så længe havde spejdet efter, lige for os — det første faste land, vi havde set i 137 dage. Det var en dejlig eftermiddag. Skyerne, som om morgenen havde mørknet solen, var nu borte. Skibet gik for en sagte vind. Utallige fugle, en slags albatrosser, fløj omkring os og styrtede nu og da ned efter en fisk. Landet var højt og øjensynlig tæt skovklædt. For de fleste af mandskabet var dette land løfternes land, hvor alle kunne få guld. De fleste af dem havde travlt med at finde ud af, hvad de skulle gøre, hvor de skulle drage hen, og hvorledes de skulle bruge pengene, når de fik dem.«
Næste dag kastede de anker i Melbourne.
De fik at vide, at der var dårlige tider i landet. Tusinder af mennesker var uden arbejde og uden føde. Alligevel ønskede mandskabet at komme af sted straks. De gik alle som een til kaptajnen og sagde, at de ville have deres afsked. Det nægtede han dem, men så nedlagde de arbejdet. I flere dage nægtede de at udrette noget og krævede at få den amerikanske konsul i tale. Dette skete. Konsulen kaldte dem for sig, en for en, og med loven i hånd lod han dem vide, at deres hyre ikke var til ende, før ladningen var udskibet. Kaptajnen lovede dem da, at hvis de ville blive på skibet til det var losset, ville han give dem deres løn og lade dem gå i fred. De ville have ham til at give dette løfte skriftligt; men han ville kun give dem sit ord. Da de så ikke ville genoptage arbejdet på »Hinduen«, blev de hentet af politiet og dømt til en måneds hårdt arbejde på fangeskibet. Inden kaptajnen sejlede videre, tog han nyt mandskab om bord.
I dagbogen er der intet, der tyder på, at Henry George fandt kaptajnens fremfærd uretfærdig; men hele sagen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Han fik at se, hvilken uhyre tyrannisk magt søfartslovene lagde i en kaptajns hænder, og det blev senere af betydning for ham i den kamp, han førte for de menige sømænds ret.
Det Australien, Henry George så, svarede ikke til det, han havde drømt om. Løfternes land blev en skuffelse. Der var ikke meget guld at få. Jordejendomsretten og spekulationen havde taget fat og spærret den fattige mand adgangen til naturens forrådskammer.
Også Indien blev en skuffelse. Det indtryk, han fik at landet, stod siden altid levende for ham og gjorde sit til at vejlede hans tanker om samfundsspørgsmål.
Drømmenes Indien forvandledes til virkelighedens Indien, landet med de stærke modsætninger af lys og skygge, rigdom og fattigdom, overdådighed og elendighed, landet, hvor de få har så meget og de mange så lidt, hvor ædelstenene blinker i elefanternes kostbare ridetøj, og hvor endog ådselfugle regnes for mere hellige end menneskeliv.
I nogle blyantsoptegnelser fortæller Henry George om den travle færden på og ved Ganges. Langs med flodens bredder lå de indfødtes små bambushytter, og, nærmere ved byen, de rige englænderes skønne villaer.
»Noget, som var ejendommeligt ved Calcutta, var den mængde døde kroppe, der flød ned ad floden i mere eller mindre opløst tilstand, helt dækkede af krager, søm var i lag med at hakke dem i stykker. Første gang, jeg så et at disse lig, fyldtes jeg med rædsel og væmmelse, men ligesom de indfødte vænnes man snart til dem og hører op med at lægge mærke til dem.«
Medens skibet lå for anker i Calcutta, gjorde Henry George udflugter i omegnen. Men det største, han oplevede der, var dog vistnok det, at han fik brev hjemmefra, det første brev siden afrejsen.
Den 15. januar 1856 styrede »Hinduen« med en ladning på omtrent 1200 tons ris, sæd osv. og med nyt mandskab ned ad Gangesfloden og hjemefter. I sin dagbog skrev Henry George den 1. April: »Et år er gået siden hin søndag, da jeg sagde farvel til mine venner, et år, som for mig har været rigt på oplevelser, og som vil få megen indflydelse på mit valg af livsstilling, måske mere, end jeg nu kan se.«
Den 14. Juni kastede »Hinduen« anker i New Yorks havn efter en 14 måneders rejse.
I bogtrykkerlære. 17-18 års alderen
I hjemmet var der meget, som var godt og tiltrækkende for den unge George; men der var også meget, som han følte sig tynget og trykket af. Livet til søs havde givet ham smag for frihed i tanke og handling; men i hjemmet var det således, at selv det uskyldigste kortspil regnedes for synd, og en køretur på en søndag regnedes for en vanhelligelse af Herrens dag. Den energiske unge mand fik atter udlængsel, og da der ikke i øjeblikket kunne findes nogen passende beskæftigelse til ham til lands, tænkte han atter på at komme til søs. Hans forrige kaptajn rådede ham dog stærkt fra det, og forældrene var også meget stærkt imod det.
Da lykkedes det endelig faderen at få ham sat i lære i et større bogtrykkeri i Philadelphia. Formålet dermed var trefoldigt: at holde sønnen hjemme, at skaffe ham en livsstilling og at lære ham at stave rigtigt. Hans retskrivning var nemlig alt andet end god.
Læretiden i bogtrykkeriet er et betydningsfuldt trin i Henry Georges udvikling. Han blev kendt med et helt nyt område af menneskelig virksomhed, og de mennesker, han kom til at omgås, havde en ikke ringe åndelig dannelse. En mand, som i 1856 var sætter på trykkeriet, har senere udtalt: »Henry George var en mærkværdig forstandig dreng. Han var altid i ordskifte med en eller anden af lærlingene. Han kom da i den vane at komme til mig om hjælp, når han skulle have sine påstande godkendt, hvad enten det gjaldt historiske eller politiske emner.« Han samlede sig således en del kundskaber og lærte både at iagttage og at fremsætte sine tanker. Mange ting, som andre ikke ænsede, gemte han i sin hukommelse, og meget af det kom senere til orde i hans skrifter.
På den tid, da Henry George stod i bogtrykkerlære, var det, at et socialøkonomisk spørgsmål første gang for alvor satte hans tanker i virksomhed. En gammel bogtrykker sagde engang til ham, at arbejdslønnen altid er høj i de ny lande og lav i de gamle. Drengen prøvede at sammenligne De Forenede Stater med Europa, og dernæst Californien og Australien med Pennsylvania og New York. Den gamle bogtrykkers udtalelse syntes at være rigtig nok; men hverken han eller drengen kunne sige hvorfor. Spørgsmålet havde imidlertid sat sig fast i hans tanker og ventede på svar.
I 50-erne satte slavespørgsmålet alle sind stærkt i røre. Det republikanske parti, der var imod slaveriet, dannedes; men Richard George var demokrat, og han og hans hustru havde endnu det gamle syn på tingene. Sønnen blev ivrigt optaget af spørgsmålet og stredes med sin moder derom. Han var modstander af slaveriet, men hun holdt på det for fredens og for ejendomsrettens skyld, og fordi hun mente at finde støtte derfor i skriften. Hun påstod, at fortællingerne om slavemishandling var overdrevne; nogle slaveejere var måske nok brutale, men de fleste at dem var det sandsynligvis ikke; de fleste af dem var utvivlsomt menneskelige mennesker ligesom hun selv. Drengen holdt tappert sin stilling og svarede, at hun talte om, hvad slaveejerne sandsynligvis gjorde, men han talte om, hvad de kunne gøre; »for hvis slaverne er ejendom, så kan deres herrer, som jo har lov til at gøre med deres eget, hvad de vil, mishandle dem, eller endog dræbe dem, om de har lyst.« Man mærker her, ikke alene den unge Georges selvstændighed overfor tilvænnet opfattelse og politisk partimening, men også hans stærke krav om, at moralens, etikkens bud skal være den højeste lov også i praktisk politik.
Mange år senere skrev Henry George: »Jeg husker godt, hvorledes jeg atter og atter har hørt slavespørgsmålene blive slået ned med den erklæring, at negrene var deres herres ejendom, og at frigive en mands slave uden at betale for ham var lige så stor uret som at tage hans hest fra ham uden at betale for den.«
Ilter og voldsom, som Henry George i sin ungdom var, kunne han tit pludseligt skifte sind. Fra september 1856 til juni 1857 havde han arbejdet stadigt på trykkeriet; men så kom han en eftermiddag i ordstrid med en arbejderformand, der havde villet hovmestrere ham, og straks forlod han sin plads.
Det var nu hans ønske at komme ud i vesten, hvor nogle kendinge havde givet ham udsigt til bedre løn for bogtrykkerarbejde. Men det var en lang rejse til Oregon eller Californien, og han måtte vente på bedre lejlighed.
Sammen med nogle kammerater stiftede han på denne tid et litterært selskab, som imidlertid efterhånden blev alt andet end litterært. Man fortalte spøgelseshistorier, boksede, fægtede og drev andre løjer. Men hvor uskyldigt alt dette end kan have været, så viser det dog tydeligt, at hjemmets indflydelse var ved at gå tabt.
Det liv, Henry George førte, tilfredsstillede ham ikke. Han tog da plads på en skonnert, der sejlede med kul fra Philadelphia til Boston. På denne rejse høstede han megen ros for sin dygtighed som sømand, og det var han altid siden stolt af.
Efter denne lille sørejse syntes udsigterne til lands ham endnu mørkere end før. Han ejede snart ikke en skilling og måtte afkræve en ven 5 dollars, som han havde tilgode. Nogle dage senere skrev han til et medlem af kongressen og bad ham om hjælp til at få en plads om bord på et af fyrvæsenets skibe, den lille damper »Shubrick«, som skulle til Californien. Til sin store glæde fik han pladsen som magasinforvalter på skibet med en løn af 40 $ om måneden. Men han måtte rigtignok ligesom det øvrige mandskab underskrive en kontrakt, som gjaldt et helt års tjeneste – altså ikke bare en rejse til Californien. Og mere end en sådan rejse havde han jo ikke ønsket.
Den 22. december 1857 sagde han farvel til sine kære, og med den lille damper gav han sig på den lange rejse sønden om Sydamerikas sydspids. Han var da 18 år gammel.
Bestil gratis pdf for at læse videre
bog @ bibliotek1.dk