“Fremskridt og fattigdom” i en nøddeskal
af Louis F. Post og P. Larsen – 1908
(Forord. – Mangen gang er den tanke kommet frem, at Henry Georges hovedværk Fremskridt og fattigdom burde sammentrænges og tilrettelægges for dem, som ikke har tid eller lejlighed til at gennemarbejde det store værk. At sammentrænge det mægtige tankeindhold, som Fremskridt og fattigdom rummer, er imidlertid ret umuligt; thi værket indeholder intet, som godt kunne undværes. Alligevel vil en ledetråd igennem dets tankebygning sikkert kunne være til megen nytte, både for dem, som har læst Fremskridt og fattigdom, og for dem, som endnu ikke kender den. Selve værkets umådelige farvefylde og billedrigdom lader sig naturligvis ikke gengive i en lille ledetråd.)
Indledning. – Opgaven.
Hvad er årsagen til de “hårde tider”, som atter og atter vender tilbage, de tider, da kapital går til spilde og arbejde står stille, medens der på én gang er en vidt udbredt nød og elendighed og en tilsyneladende alt for stor arbejds- og frembringelsesevne?
At der må være en almindelig årsag, fremgår deraf, at disse tilstande viser sig i alle fremskredne lande; og at denne årsag enten må være selve det materielle fremskridt eller noget, som står i samhør dermed, fremgår deraf, at “hårde tider” ikke er andet end en særlig kraftig udfoldelse af noget, som altid følger med de materielle fremskridt.
Hvad er det for en lov, som knytter fattigdom til fremskridt, som øger nøden samtidig med, at rigdommen vokser?
Det må være muligt for samfundshusholdningsvidenskaben at opdage denne lov. Denne videnskab søger jo dog, lige så vel som naturvidenskaben at sammenstille og iagttage visse rækker af kendsgerninger for derigennem at udfinde årsag og virkning. Dens fremgangsmåde er som andre videnskabers: sammenlignen og adskillen, og dens grundlag er hverdagslivets simple, klare sandheder. Disse kan alle føres tilbage til den ene grundsætning:
Menneskene søger at tilfredsstille deres livs krav med den mindst mulige anstrengelse.
Denne lov svarer til naturlærens bevægelsesgrundlov: enhver bevægelse går ad den korteste vej i den retning, hvor den møder mindst modstand.
1. Bog. – Arbejdsløn og kapital.
1. kapitel. – Det, der er årsag til, at fattigdommen øges midt under den voksende rigdom, er det samme som det, der er årsag til, at arbejdslønnen stadig holdes nede ved det mindst mulige, det allernødvendigste til livets ophold. Kort og godt bliver vort spørgsmål altså dette: hvad er årsagen til, at arbejdslønnen trods den voksende produktionsevne stadig holdes nede ved det lavest mulige (“sultepunktet”)?
2. kapitel. – Lad os imidlertid først fastslå, hvad vi mener med de udtryk, vi bruger. Ved arbejdsløn forstår vi ethvert vederlag for arbejde, og vi skelner skarpt mellem arbejdsløn og indtægt af kapital eller jord. Ved formue forstår vi alle de ting, som er frembragt ved arbejde på og med jorden, men ikke jorden selv. Ved kapital forstår vi den del af formuen, som skal tjene, ikke til direkte brug, men til frembringelse af mere formue. Al kapital er altså formue, men formue er ikke altid kapital. Kapital er formue, som er under omdannelse og omsætning. Virkelig formue er kun de ting, hvis tilvirkning øger den samlede rigdom, og hvis tilintetgørelse formindsker den samlede rigdom, med andre ord: de ting, som vel hidrører fra naturen, men som ved menneskeligt arbejde er ændrede således, at de tilfredsstiller menneskelige livsfornødenheder. Ved jord forstår vi hele naturen, hvori og hvoraf menneskene lever. Jord er altså alle naturtingene og alle naturkræfterne. Kun ved at have adgang til jorden kan menneskene skaffe sig deres livsfornødenheder.
3. kapitel. – Arbejdslønnen frembringes ved selve det arbejde, som den er vederlag for. Når arbejderen arbejder for sig selv, er dette tydeligt nok. Det er ligeledes tydeligt, når han, selvom han arbejder for andre eller med andres kapital, får sin løn in natura af arbejdsproduktet. Endelig også, når lønnen beregnes in natura, men ydes i penge. Men det er ikke mindre sandt, når lønnen er “fast” løn. Udbetaling af arbejdsløn forudsætter altid, at et arbejde er ydet, og at arbejde ydes vil sige, at formue frembringes. Hvis den frembragte formue skal bruges til ny formuefrembringelse, er den kapital. At kapital udbetales som arbejdsløn forudsætter altså, at kapital er blevet frembragt ved arbejdet. Det er ikke som arbejdsgiver, at man har kapital nødig. Hvis kapital er nødvendig for mig ved min virksomhed, da er det, fordi jeg handler med, spekulerer i eller ophober forråd af arbejdsprodukter.
4. kapitel. – Et arbejde, som ikke straks giver brugelig formue, kan meget godt gå sin gang, uden at der har nødig at være livsfornødenheder på oplag til arbejdernes underhold. Det er kun nødvendigt, at der et eller andet sted inden for et vist omsætningsområde tilvirkes tilstrækkelige livsfornødenheder til arbejderne, og at der er villighed til at ombytte disse livsfornødenheder for den ved arbejdet frembragte formue. Forbruget opvejes af den samtidige tilvirkning, og efterspørgselen efter livsfornødenheder bestemmer den retning, tilvirkningen tager. Enhver arbejder, der frembringer ting, som andre arbejdere skal bruge, driver derved andre til at frembringe de ting, som han selv skal bruge. I virkeligheden frembringer han dem altså selv. Hvis han laver knive og spiser hvede, da er hveden lige så godt et produkt af hans eget arbejde, som om han selv havde avlet den og ladet hvededyrkerne lave deres knive selv.
5. kapitel. – Kapital kan øge arbejdsevnen, 1) ved at muliggøre bedre og lettere arbejdsmåder, 2) ved at fremme og lette udnyttelsen af naturens frembringende kræfter, 3) ved at muliggøre arbejdsdeling. Kapitalen tilvejebringer ikke de råemner, som arbejdet omdanner til formue; dem yder selve naturen. Kapitalen øger ikke arbejdslønnen; thi lønnen frembringes ved selve arbejdet. Kapitalen yder ikke arbejderne underhold; de underholdes ved deres eget arbejde, idet de ombytter de ting, som de laver, med de ting, som de bruger. Kapitalen danner altså ingen grænse for arbejdsvirksomheden; det eneste, der er afgørende for virksomheden, er adgangen til naturen.
2. Bog. Befolkning og livsvilkår.
1. kapitel af denne bog giver en fremstilling af Malthus’ lære om, at menneskemængden overalt har tilbøjelighed til at tiltage stærkere end levemidlernes mængde, og at dette er grunden til den stadig hårdere kamp for udkommet. I 2. kapitel undersøges de kendsgerninger, hvorpå denne lære er bygget. I 3. kapitel undersøges de forhold, der synes at være til støtte for læren, og i 4. kapitel fremstilles de kendsgerninger, der taler imod den. I disse kapitler påvises det ikke alene, at arbejdslønnens nedtrykken til det lavest mulige ikke skyldes folkemængdens tiltagen, men at denne tiltagen tværtimod øger produktionsevnen efter en langt større målestok end folketallet, og at den derfor burde medføre højere arbejdsløn.
3. Bog. Fordelingens love.
1. kapitel – Svaret på vort spørgsmål kan ikke findes i formuefrembringelsens love, det må da søges i formuefordelingens love. Produktionsfaktorerne er jord, arbejde og kapital, og alt, hvad der frembringes, må derfor deles i tre tilsvarende parter. Tre udtryk for disse særskilte parter er derfor nødvendige. Jordrente er udtrykket for den part, der går til jordens ejere. Arbejdsløn er udtrykket for den part, arbejdet får. Kapitalrente er udtrykket for den part, der tilfalder kapitalen som vederlag for dens brug. Ens indtægter kan hidrøre fra den ene af disse kilder alene, fra to af dem eller fra dem alle tre. Men når det gælder om at udfinde fordelingens love, må vi nøje holde de tre ude fra hinanden.
2. kapitel – Jordrenten er den del af arbejdsudbyttet, der tilfalder jordejeren som ejer uden hensyn til, om han selv arbejder eller ej. Jordrente er det samme som jordleje; men jordrenten ydes lige så fuldt, når ejeren selv er bruger, som når han ikke er det. Jordrenten kan også finde udtryk i jordens salgspris, idet salgsprisen er den kapitaliserede jordrenteafgift. Jordrenteloven, som klart og rigtigt er blevet udtrykt af tidligere socialøkonomer, er denne:
Jordrenten forholder sig ligefrem som jordværdien og retter sig efter, hvor stort et udbytte jorden kan give i forhold til den dårligste jord, der tages i brug.
Eller med andre ord:
Ejendomsretten til jord giver ejeren magt til at tilegne sig så meget af arbejdsudbyttet, som hans jord kan give mere end den bedste jord, der er til at få for intet,
forudsat, at der anvendes lige meget arbejde og lige stor kapital på jordens udnyttelse. Dyrkningsområdets yderkant, den dårligste jord, som arbejdet i det hele taget vil give sig i lag med, eller den bedste jord, som kan fås for intet, kaldes dyrkningsgrænsen. Jo lavere dyrkningsgrænsen er, desto højere er jordrenten af den bedste jord. Jordrenteloven gælder overalt, i byer og i mineegne så vel som på landbrugsjord. Den er i virkeligheden den samme som loven for konkurrencen og hviler på den simple grundsætning, at menneskene søger at tilfredsstille deres livs krav på den nemmest mulige måde. Af jordrenteloven følger loven for arbejdsløn og kapitalrente. Det er ligegyldigt, hvor meget arbejdet og kapitalen tilsammen kan frembringe på jorden, de vil aldrig kunne få større udbytte deraf end det, de ville kunne få ved beskæftigelse ude på dyrkningsgrænsen; fordi:
produktion = jordrente + arbejdsløn + Kapitalrente;
altså:
arbejdsløn + kapitalrente = produktion – jordrente.
Arbejdsløn og kapitalrente er altså det, der er til rest, når jordejeren bar taget sin del (jordrenten) ud af den samlede produktion.
Følgen deraf er, at når jordrenten holder skridt med produktionen, så kan hverken arbejdsløn eller kapitalrente blive større.
3. kapitel. – Kapitalrente omfatter ethvert (normalt) vederlag for brugen af kapital, altså ikke alene det, der går fra låner til långiver. Derimod er risikopræmie noget helt andet end rente. Præmie for risiko er kun en udligning af vinding og tab mellem forskellige kapitalforetagender indbyrdes. – Al produktion falder i tre afdelinger: tillempning, avl og omsætning. Ved tillempning ændrer eller flytter man naturtingene således, at de bliver tjenlige til at tilfredsstille livets krav. Ved avl benytter man sig af naturens selvvirkende livskræfter. Ved omsætning øger man den almindelige formuemængde ved at sætte tingene i bedre forhold til de naturlige kræfter og menneskelige evner, som er forskellige efter tid og sted og andre omstændigheder. Ved tillempning er kapital ikke absolut nødvendig; derimod er den nødvendig ved avl og omsætning. Ved tillempning ligger kapitalens nyttevirkning i, at den bruges; ved avl og omsætsætning ligger nyttevirkningen i, at kapitalen øges. Hvad der udvindes i første tilfælde, tilkommer egentlig arbejdet, medens det, der vindes i andet tilfælde, tilkommer kapitalen. Men hverken arbejdet eller kapitalen vil indlade sig på en vis produktion, så længe nogen anden produktion, der giver bedre udbytte, står åben for dem; derfor vil arbejdets deling og formuens omsættelighed nødvendiggøre en udligning af udbyttet ved de forskellige anvendelser af kapital, og der fremkommer således en gennemsnitsrentefod. – Kapitalen vil ikke kunne få hele udbyttet ved avl og omsætning, men må nødvendigvis afgive så meget til det derved beskæftigede arbejde, som dette ville kunne få ved at gå over til tillempning, og på den anden side vil arbejdet ikke kunne få hele udbyttet af tillempningen, men må afgive så meget til kapitalen, som denne ville kunne få ved at gå over til avl og omsætning. Kapitalrenten er ikke vilkårlig, men naturlig, og den er derfor retfærdig.
4. kapitel. – Den tro, at renten er et rov fra arbejde og flid, skyldes for størstedelen en mangelfuld skelnen imellem, hvad der virkelig er kapital, og hvad der ikke er det, og imellem, hvad der er ægte kapitalrente, og hvad der hidrører fra andre kilder end brugen af kapital. – Det bør stadig huskes, at intet kan være kapital, som ikke tillige er formue, dvs. virkelige, håndgribelige ting, som er tildannede således, at de i sig selv har evne til at tjene menneskelige livsfornødenheder.
5. kapitel. – Under frie forhold vil den højst mulige rente være hele den tilvækst, som kapitalen medfører ved at sættes i virksomhed, og den lavest mulige rente 0. For kom renten op over det førstnævnte punkt, ville lån være forbundet med tab, og sank den ned under det sidstnævnte, ville kapitalen ikke kunne holdes ved lige. – Hvis arbejdslønnen synker, må rentefoden også synke, da det ellers ville blive mere fordelagtigt at sætte arbejdet ind på kapitalfrembringelse end på frembringelse af de ligefremme livsfornødenheder. Hvis rentefonden synker, må arbejdslønnen også synke, da kapitaldannelsen ellers måtte standse. Den lov, at menneskene søger at tilfredsstille deres livs krav på den lettest mulige måde, virker således til at opretholde ligevægt imellem arbejdsløn og kapitalrente. Under indvirkning af den samme lov vil den almindelige rentefod være bestemt ved det udbytte, kapitalen kan give på den ringeste jord, som den i det hele taget sættes i, eller, hvad der er det samme: på den bedste jord, som den har adgang til uden jordrenteafgift. Med andre ord: Kapitalrenten afhænger af dyrkningsgrænsen. – Det viser sig altså, at kapitalrenteloven, søgt ad selvstændig vej, fuldkomment svarer til jordrenteloven.
6. kapitel. – Arbejdslønnen er vel forskellig efter de forskellige arbejderes evner og beskæftigelse; men der er dog et almindeligt forhold imellem de forskellige lønningstrin, og al løn stiger og falder efter en fælles lov. Den grundlov, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker på den nemmest mulige måde, udligner lønningerne således, at samme slags arbejde under ens vilkår lønnes ens. Under frie forhold kan arbejdere ikke lejes for en ringere løn end den, de ville kunne tjene ved at arbejde for sig selv. Hvis arbejdslønnen på noget tidspunkt stiger op over eller synker ned under denne højdelinie, vil der straks indtræde forhold, som søger at drive den tilbage dertil igen. Men formue er et produkt af to faktorer: jord og arbejde, og det udbytte, som et vist mål af arbejde giver, vil være forskelligt efter de forskellige slags jord, hvorpå arbejdet anvendes. Den lov, at menneskene søger at tilfredsstille deres livsfornødenheder så nemt som muligt, vil derfor fastsætte arbejdslønnen efter udbyttet af det arbejde, der anvendes på den bedste jordrentefri jord, eller, hvad der er det samme, efter udbyttet på den ringeste jord, som arbejdet i det hele taget indlader sig på at bruge. Den løn, en arbejdsgiver må ud med, retter sig derfor efter arbejdsudbyttet på dyrkningsgrænsen; den stiger eller falder, efter som dyrkningsgrænsen højnes eller sænkes. Det viser sig altså, at også lønloven, søgt ad selvstændig vej, fuldkomment svarer til jordrenteloven. –
Hvor jorden er fri, og arbejdet ikke støttes af kapital, vil hele udbyttet tilfalde arbejdet som løn. – Hvor jorden er fri, og arbejdet støttes af kapital, vil arbejdet få hele udbyttet så nær som den del deraf, der er nødvendig, for at kapital i det hele taget kan blive opsparet. – Hvor jorden er i privat eje, og jordrente altså må afgives, retter lønnen sig efter det udbytte, som arbejdet kan få af den bedste jord, der står det åben uden jordrenteudbetaling. – Hvor naturens rigdomskilder alle er monopoliserede, kan arbejdslønnen ved konkurrence mellem arbejderne altid trykkes ned til det mindst mulige, det, som er absolut nødvendigt, for at arbejderne kan opholde livet og avle og opdrage børn.
7. kapitel. – Fordelingens love svarer således til hverandre. Grundloven, at menneskene søger at tilfredsstille deres livs krav på den lettest mulige måde, bliver i forholdet til jorden jordrentelov, i forholdet til kapitalen kapitalrentelov og i forholdet til arbejdet arbejslønlov. – Jordrenten afhænger af dyrkningsgrænsen; den stiger, når dyrkningsgrænsen sænkes, og falder, når den hæves. – Arbejdslønnen afhænger af dyrkningsgrænsen; den falder, når dyrkningsgrænsen sænkes, og stiger, når den hæves. – Kapitalrenten afhænger af dyrkningsgrænsen; den falder, når dyrkningsgrænsen sænkes, og stiger, når den hæves.
8. kapitel. – Det er den stigende jordrente, som er skyld i, at arbejdslønnen, der er en del af arbejdsudbyttet, ikke stiger samtidig med den stigende produktionsevne. –
Tre ting forener sig ved produktionen: jord, arbejde og kapital. Tre må dele produktet: jordejeren, arbejderen og kapitalisten. Når produktionen stiger, men arbejdslønnen og kapitalrenten ikke samtidig stiger, så følger deraf, at det er jordrenten, der opsluger den hele vinding. Og kendsgerningerne stemmer overens med denne simple følgeslutning.
4. Bog. Det materielle fremskridts indvirkning på formuefordelingen.
1. kapitel. – Men hvad er det, der får jordrenten til at stige, efterhånden som den materielle udvikling skrider frem? De ændringer, som ligger til grund for, eller som bidrager til den materielle udvikling, er tre: 1) folkemængdens tiltagen, 2) forbedringer i produktions- og omsætningsmåden, 3) fremskridt i kundskab, opdragelse, regering, politik, sæder og skikke, for så vidt som de tjener til at fremme produktionsevnens udfoldelse. – For at blive klar over disse ændringers indvirkning på formuefordelingen må vi undersøge den første uafhængigt af de andre to (som i virkeligheden øver samme indflydelse), og disse to uafhængigt af den første.
2. kapitel. – Befolkningstilvæksten øger jordrenten og formindsker som følge deraf den del af udbyttet, der tilfalder arbejdet og kapitalen. Dette går for sig på to måder: 1) ved at dyrkningsgrænsen sænkes, 2) ved at jorden får tilførsel af visse evner og kræfter, som ellers ikke ville komme til udfoldelse.
3. kapitel. – Den første virkning af fremskridt i kunst og videnskab er at spare arbejde eller, hvad der er det samme, at øge arbejdets evne til at frembringe formue; og da efterspørgselen efter formue aldrig når at blive tilfredsstillet, vil formue stadig blive anvendt til at frembringe mere formue. Men jord er nødvendig til al frembringelse af formue, og derfor vil den næste virkning blive den, at arbejdet må tage fat på jord, som af naturen er mindre gavmild. Med andre ord: dyrkningsgrænsen sænkes; jordrenten bliver højere.
4. kapitel. – Den tillidsfulde forventning om fremtidig jordværditilvækst, som hidrører fra den stadige jordrentestigning i alle fremskridtslande, fører til, at jord holdes henliggende mere eller mindre uudnyttet for at vente på højere pris, og derved tvinges dyrkningsgrænsen endnu længere ned, end produktionen nødvendigvis kræver. Deri ligger det materielle fremskridts evne til stadig at øge jordrenten stærkere end produktionen og til stadig at tvinge arbejdslønnen nedad, ikke alene forholdsvis, men også absolut.
5. Bog. Opgaven løst.
1. kapitel. – Hovedårsagen til de “hårde tider”, som atter og atter vender tilbage, er jordspekulationen og den deraf følgende kunstige jordværdistigning, der tvinger arbejdets og kapitalens løn urimelig langt ned og lægger hindringer i vejen for produktionen. – I ethvert fremadskridende samfund stiger jorden stadig i værdi; derved fremkaldes der spekulation med hensyn til de forventede højere jordpriser. Når disse spekulationsværdier er skruet så højt op, at arbejdet og kapitalen ikke mere kan få nogen rimelig del af udbyttet, begynder produktionen at standse, eller, hvad der i et fremadskridende samfund er det samme, at gå forholdsvis langsommere fremad end den øvrige udvikling. Denne produktionsstandsning på visse punkter viser sig på andre punkter ved nedgang i efterspørgselen og deraf følgende ny produktionsstandsning, og således udbredes lammelsen gennem alle handelens og værkflidens sammenvævede tråde, indtil det ender med noget, som kaldes “overproduktion”, når det ses fra den ene side, og “overforbrug!, når det ses fra den anden side. – De trykkede tider vedvarer så længe, 1) til spekulations-jordværdien er gået tabt, eller 2) til arbejdsevnen øges så meget, at den naturlige jordrente når op på højde med spekulations-jordrenten, eller 3) til arbejde og kapital bliver vænnet til at nøjes med mindre udbytte end før, eller – vel snarere – 4) til alle disse tre forhold har samvirket så meget, at ligevægt atter er opnået. Så kommer der en ny virksomheds- og fremgangstid med ny jordværdistigning. Ny jordspekulation, ny produktionsstandsning osv. hele omgangen rundt.
2. kapitel. – Grunden til, at arbejdslønnen, trods den stadig voksende produktionsevne, vedbliver at holde sig nede ved det mindst mulige til livets ophold, er altså den, at Jordrenten overalt har tilbøjelighed til at stige endnu stærkere end produktionsevnen.
– Den fremadskridende udvikling øger menneskearbejdets evne til at tilfredsstille menneskelige fornødenheder. Egentlig skulle den altså kunne udrydde fattigdom og bortfjerne al nød og al angst for nød. Men dette lykkes ikke, fordi arbejdet bliver afskåret fra at indhøste sin egen frugt. Da jorden, som er det nødvendige grundlag for arbejdet, nemlig er i privat eje, vil ethvert fremskridt i produktionsevne kun tjene til at opskrue jordrenten, dvs. den pris, som arbejdet må betale for at kunne komme til at virke. Og af den stadige jordrentestigning avles der en spekulationslyst, som altid ophæver virkningerne af fremtidige forbedringer ved at hidføre unaturligt opskruede jordpriser. Virkningen af alt dette er, at arbejdslønnen altid trykkes ned til “sultepunktet”.
6. Bog. Midlet.
1. kapitel. – De midler, som man i almindelighed venter sig noget godt af, når der er tale om at hidføre bedre sociale forhold, er: 1) Større sparsommelighed i statshusholdningen. – Dette ville lette skattebyrderne og være enstydigt med en øget netto produktionsevne. Men udbyttet deraf ville til syvende og sidst gå til jordejerne. 2) Bedre oplæring, bedre driftsmåder, bedre sædvaner. – Dette ville ligeledes, når det blev almindelig gennemført, øge produktionsevnen og komme jordejerne til gode. At opnå noget almindeligt gode ad denne vej, er lige så umuligt, som det er for alle deltagerne i et væddeløb at vinde prisen. Flid, nøjsomhed, legemlig og åndelig dygtighed kan kun hjælpe den enkelte, for så vidt som han ved disse evner når op over det almindelige jævnmål. 3) Arbejdersammenslutninger. – Disse kan højne arbejdslønnen noget, men dog ikke i nogen stor udstrækning eller med nogen synderlig varighed, hvis ikke alle arbejdere slutter sig sammen. En sådan almindelig sammenslutning er praktisk talt umulig; og at højne lønnen på visse arbejdsområder er en opgave, der stadig vokser i vanskelighed; thi jo højere lønnen tvinges op over jævnhøjden for arbejdsløn, desto stærkere bliver den modstand, som søger at tvinge den tilbage igen. 4) Industrielt samvirke (kooperation). – Samvirke er af to slags: samvirke til vareforsyning og samvirke ved varetilvirkning. Den første slags samvirke kan kun mindske omsætningsomkostningerne, og den anden slags samvirke kan kun opnå at sætte forholdsvis løn i stedet for fast løn. Det bedste, der kan siges om det industrielle samvirke, er, at det øger arbejdernes lyst og flid; men dette vil med andre ord sige, at det øger produktionsevnen og dermed altså jordrenten. 5) Regeringsindgreb og styre fra oven. –Alt, hvad der smager af regereri og indgreb i virkefriheden, er i sig selv af det onde, og det skal man ikke ty til, så længe, der er nogen anden udvej til at nå målet. 6) En mere ligelig fordeling af jorden. – Den almindelige bevægelse i retning ad stordrift viser, at det slet ikke vil kunne nytte noget alene at tillade eller lette en stærkere jordudstykning; og at fremtvinge en stærk jordudstykning ville snarest blive at indvirke hæmmende på produktionen. Men dertil kommer så den slemme omstændighed, at jordudstykning slet ikke ville kunne tvinge jordrenten nedad og altså heller ikke kunne hæve arbejdslønnen opad. Måske vil den velstillede klasse blive noget større; men den laveste klasse ville ikke blive bedre stillet.
2. kapitel. – Der er kun én udvej til at fjerne et onde, og det er at fjerne dets årsag. Fattigdommen bliver værre, alt som rigdommen vokser, og arbejdslønnen tvinges ned, alt som produktionsevnen bliver større – alt sammen fordi jorden, som er kilden til al rigdom og grundlaget for alt arbejde, er i enkeltes eje. Midlet imod den uretfærdige formuefordeling og alle de onder, som følger deraf, er derfor at gøre jorden til samfundseje.
7. bog. Midlets retfærdighed.
1. kapitel. – Den sande ejendomsret hviler først og fremmest på menneskets ret til sig selv, til at bruge sine egne kræfter og nyde frugten af sit eget arbejde. Alt det, som et menneske selv frembringer, er hans eget, fuldt og helt. Det har han ret til at bruge, at sælge eller at bortgive, som han selv vil. Ejendomsretten til arbejdsskabte ting har derfor et virkelig ægte grundlag, idet den hidrører fra den oprindelige ejer, selve frembringeren. Dette er ikke alene det eneste naturlige retsgrundlag for ejendom, men enhver godkendelse af noget andet ejeretsgrundlag er uforeneligt med og nedbrydende for dette. Når mennesker, der ikke selv arbejder, i form af jordrente kan afkræve andre mennesker en vis del af deres arbejdsudbytte, da krænkes i samme grad arbejdernes ret til deres arbejdes frugt.
2. kapitel. – Er slaveri uretfærdigt, så er privat jordeje også uretfærdigt. Jordeje vil nemlig altid medføre menneskeeje i samme grad, som der er trang til at få jord til brug, eller i samme grad, som den uundværlige jord er vanskelig at få fat i. Dette er kun et andet udtryk for jordrenteloven.
3. kapitel. – Det vil ikke være retfærdigt at give jordejerne erstatning, når deres jordejeret skal afløses. Et folk skal ikke købe og betale, hvad der med rette er dets eget. Jordejeretten er et rov. Den er ikke alene et rov fra fortiden, men den er hver dag et rov og vil vedblive at være det, så længe den står ved magt. Den er et vedvarende rov, fordi jordrenten altid tages af arbejdsudbyttet.
4. kapitel. – Den fælles ret til jorden har oprindelig været anerkendt alle vegne, og privat jordejeret er ingensteds opstået uden ved vold eller svig, ved ran eller anden uretmæssig tilegnelse.
5. kapitel. – At vilkårene har været bedre i Amerika end i den gamle verden skyldes det åbne land, dets fri jordområde; men republikken er nu kommet ind i en gænge, i hvilken jordmonopolet vil øve sin indflydelse med stadig stigende styrke. Det åbne landområde svinder ind. Jordejendom koncentreres. Den del af folket, der ikke har nogen lovlig ret til den jord, som de lever på, bliver større og større. Hvis folket ikke vender tilbage til de simple grundsandheder og anerkender alles lige ret til jorden, vil alle dets fri institutioner være virkningsløse, alle dets folkeskoler betydningsløse. Alle dets opdagelser og opfindelser vil kun tjene til at øge den magt, der trykker de lavere klasser nedad.
8. Bog. Midlets anvendelse.
1. kapitel. – Hvad der er nødvendigt for den rette brug af jorden, er ikke, at brugerne har ejendomsret til den, men at de har sikkerhed for udbyttet af deres arbejde på den. Hvis vi giver jordens brugere en sådan sikkerhed, kan privat jordejendomsret godt af· skaffes. Privat jordejendomsret står i virkeligheden i vejen for jordens rette brug. Var jorden samfundsejendom, da ville den blive brugt og forbedret, netop når det tiltrængtes, netop når den burde bruges og forbedres; men er den privatejendom, da har hver enkelt ejer lov til at forbyde andre at bruge eller forbedre den jord, som han ikke selv kan eller vil gøre noget ved. Hvis den bedst mulige brug af jorden skal være det, der dømmes efter, så er det private jordeje dødsdømt, – ligesom det også må dødsdømmes ud fra ethvert andet synspunkt.
2. Kapitel. – Men hvorledes skal midlet anvendes? Hvorledes skal jorden gøres til samfundseje? Retfærdigheden ville blive fyldestgjort, og alle økonomiske krav ville kunne blive rettelig opfyldte, dersom man uden videre ophævede alle skøder, gjorde jorden til offentlig ejendom og lejede den ud til de højestbydende på sådanne vilkår, at privatejendomsretten til arbejdsudbytte og forbedringer fuldt ud hævdedes. Men dette ville forårsage en unødvendig rystelse og kræve en unødvendig udvidelse af regeringsmaskineriet. Vi kan allerbedst og nemmest hævde den fælles ret til jorden ved at inddrage jordrenten til fælles brug. I form af skatter tager vi allerede nu en del af jordrenten; vi har kun nødig at indføre nogle få simple ændringer i beskatningsmåden for at kunne tage hele jordrenten. Det, som jeg foreslår, er da: At inddrage jordrenten ved beskatning af jorden efter dens værdi. Og da jordværdiskatten nødvendigvis må vokse i samme forhold, som de andre skatter afløses, kan vi give forslaget følgende form: afskaf alle skatter undtagen skatten på jordværdierne!
3. kapitel. – Den skat, der bedst skal svare til sit formål, må opfylde følgende krav: 1) Den må røre produktionen så lidt som muligt, fordi den ikke må hæmme den almindelige formueforøgelse; 2) den må være let og billig at indkræve, og den må falde så umiddelbart som muligt på de egentlige skatteydere, thi man bør tage så lidt som muligt fra folket ud over det, som medgår til regeringsførelsen; 3) den må være bestemt, thi den må give den mindst mulige anledning til tyranni og vilkårlighed fra myndighedernes side og den mindst mulige fristelse til lovbrud og snyderi fra skatteydernes side; 4) den må være ligelig for alle, thi den bør ikke give nogle borgere fortrin frem for andre eller gøre nogles vilkår vanskeligere end andres. – Alle disse krav opfylder jordværdiskatten, og kun den alene.
4. Kapitel. – Grundlaget for den slutning, at jordværdiskatten er den bedste af alle mulige skalter, er enten åbenlyst eller stiltiende blevet godkendt af alle socialøkonomer af betydning, siden jordrenteloven blev fastslået, således af Ricardo, McCulloch, J. Stuart Mill og Fawcett, og de franske socialøkonomer i det 18. århundrede, med Quesnay og Turgot i spidsen, foreslog ligefrem jordværdibeskatning.
9. Bog. Midlets virkninger.
1. kapitel. – Afløsningen af alle skatter undtagen skatten på jorden ville løfte hele den vældige skattebyrde bort fra det frembringende arbejdes skuldre; den ville give plads for ny virksomhed på jorden, eftersom ingen mere ville holde fast på jord, som de ikke fuldt kunne udnytte, og den jord, der nu henligger ubrugt (på spekulation), ville blive tilgængelig for arbejdet. Dette gælder ikke alene agerbrugsjord, men al slags jord. Den præmie, der nu alle vegne skal udbetales, inden arbejdet kan komme til på jorden, ville helt bortfalde. Tilbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet ville ikke mere blive ensidig, eftersom den største af alle arbejdsgivere, selve arbejdet med sit ubegrænsede forbrug, ville være kommet med ind i spillet som arbejdskøber, og denne købers efterspørgsel bliver ikke tilfredsstillet, før al trang er tilfredsstillet.
2. kapitel. – Ved at frigøre alt arbejde og al kapital for skat og lægge byrden over på jorden ville man modvirke klassedelingen i folket, og nåede man dertil, at hele jordrenten blev inddraget, så ville årsagen til den sociale ulighed være fuldstændig fjernet. Den frembragte formue ville da falde i to dele: 1) arbejdsløn og kapitalrente, 2) jordrente. Den første af disse dele ville tilflyde de enkelte samfundsmedlemmer alt efter deres særlige virksomhed i formuefrembringelsens tjeneste; den anden ville tilflyde samfundet som helhed og gennem de offentlige velfærdsindretninger komme alle dets medlemmer ligeligt til gode. Den stadigt stigende jordrente, der nu virker som årsag til den voksende ulighed, ville således komme til at virke i retning af større og større lighed.
3. kapitel. – Alle de, der mere lever af deres arbejde (og kapital) end af jordrente, ville få direkte vinding af jordskyldsreformen. Tag f.eks. en almindelig husmand eller gårdmand. Hans jords salgspris ville ganske vist blive mindre, ja, teoretisk taget, til sidst endog lig 0; men jordens brugs- eller nytteværdi ville blive uforandret, og da al jords handelsværdi ville dale i samme forhold, så ville han have lige den samme sikkerhed, som han nu har, med hensyn til at kunne beholde sin jord; skulle han købe jord, ville han endog ligefrem vinde ved selve jordprisernes sænkning. Også på andre måder ville han vinde.
Vel målte han komme til at svare større afgift af sin jord; men hans bolig og andre forbedringer på jorden, al hans personlige ejendom, alt, hvad han spiser og drikker, og alt, hvad han klæder sig med, ville blive fuldstændig skattefrit. Og samtidig ville han få meget større indkomster, fordi al arbejdsløn ville højnes, og der ville komme stærkere liv i al handel og omsætning.
4. kapitel. – Der ville kunne opnås en langt større simpelhed i hele styresættet. En mængde administration ville bortfalde. Færre magtmidler ville være nødvendige til hævdelse af ret og retfærdighed. Statsgæld ville forsvinde. Stående hære ville der ingen brug være for. Regeringen kunne med langt større kraft tage sig af de forskellige opgaver, som samfundets velfærd kræver løst. Lidt efter lidt ville styrelsen fuldstændig skifte karakter og blive til samvirke i stedet for undertrykkelse.
10. Bog. Loven for det menneskelige fremskridt.
1. kapitel. – Hvis den slutning, at jorden bør være fælleseje, er rigtig, da må den stemme overens med en højere almenlov. Lad dette blive godtgjort gennem en ny undersøgelse af spørgsmålet, ud fra et højere synspunkt! Hvorledes er loven for det menneskelige Fremskridt? Den sædvanlige opfattelse er den: at civilisationens fremskridt skyldes kræfter, der langsomt ændrer menneskets karakter og udvikler og danner de menneskelige evner; at det civiliserede menneskes fortrin frem for den vilde er resultatet af en langvarig raceopdragelse, der efterhånden har fæstet sit særpræg uudslettelig fast, og at denne udvikling stadig går for sig i retning ad højere og højere civilisation. Denne teori kan forklare forskellen mellem den vilde og kulturmennesket; men den giver ingen forklaring af de tilfælde, hvor udviklingen, efter at have nået en vis højde, er gået i stå, eller af de tilfælde, hvor udviklingen endog er gået tilbage. I tidernes løb har enhver civilisation haft sin vækst- og blomstringstid, sin standsnings- og stilstandstid, sin tilbagegangs- og forfaldstid. Jorden er lige så vel de døde rigers som de døde menneskers grav. Men skal vi derfor tænke, at folkeslagene eller racerne må have deres visse levnedsløb, ligesom de enkelte mennesker har deres? Det ville være overfladisk at slutte således. Da et samfund uafladelig reproduceres og får tilgang af ny og frisk ungdomskraft, kan det ikke blive gammelt således som det enkelte menneske, eller blive alderdomssvagt på grund af kræfternes hendøen. Og dog, i denne sammenligning mellem samfundets og den enkeltes liv åbenbarer der sig en anelse om en virkelig sandhed, den sandhed nemlig, at de hindringer, som kommer i vejen for udviklingen og til sidst standser den, opstår under selve udviklingsforløbet, og at det, som har nedbrudt alle tidligere civilisationer, er noget, der er blevet til ved selve civilisationens vækst. Skal teorierne om det menneskelige fremskridt have nogen gyldighed, da må de kunne forklare dette.
2. kapitel. – Forskellen mellem folk af forskellige civilisationer på forskellige steder og til forskellige tider hidrører ikke fra de enkelte mennesker, men fra samfundsforholdene. Samfundet er det moderskød, hvori menneskevæsenet udfolder sig, og hvorfra det får sit præg. Dér overføres evnerne. Og dér opsummes kundskaben. Og det menneskelige fremskridt går for sig således, at de fuldkommenheder, som det ene slægtled har opnået, bliver det næste slægtleds fælleseje og derved atter udgangspunkt for nye fremskridt.
3. kapitel. – Fremskridtets drivkraft er den evigt utilfredsstillede higen, som er indlagt i menneskenaturen. Det er ved de åndelige evners hjælp, at mennesket går fremad, og det er igennem de åndelige evner, at ethvert fremskridt fæstnes og bliver udgangspunkt for nye fremskridt. Menneskene går fremad i forhold til den åndelige kraft, de lægger ind i fremskridtsbevægelsen. Men kun en del af menneskenes åndelige kraft kan ofres på fremskridt, nemlig den del, som er til overs, efter at en vis kraftmængde er medgået til virksomheder, der ikke er fremskridt. Disse virksomheder gælder livets ophold og den indbyrdes kamp. Med livsopholdet menes der her ikke selve livets, men også de opnåede livsgoders bevarelse. Med kampen menes der ikke alene den åbenbare krig, men også den gensidige udsugning og modstand imod udsugning. Kun ved sammenslutning, der muliggør arbejdsdeling, kan åndelig kraft frigøres til tjeneste for højere formål end selve livsopholdet, derfor er sammenslutning det første hovedpunkt i loven for fremskridtet. Og da det åndelige kraftspild ved livskampen er større eller mindre, efter som moralens lov, der stiller alle lige i rettigheder, krænkes eller lydes, er lighed det andet hovedpunkt i fremskridtsloven. Således er da sammenslutning i lighed udtrykket for loven om det menneskelige fremskridt. Jo tættere menneskene slutter sig sammen, desto stærkere bliver fremskridtsevnen; men i samme forhold som uligheden i livsvilkår udfolder sig, vil denne fremskridtsevne blive hæmmet eller standset eller endog sat i tilbagegang.
4. kapitel. – En civilisation som vor må enten gå fremad eller tilbage; stå stille kan den ikke. Det, der har ødelagt alle tidligere civilisationer, er den ulige formue og magtfordeling. At denne ulige fordeling med stigende styrke gør sig gældende i alle nutidens fremskridtssamfund er kendeligt nok, og virkningerne er stærkest dér, hvor fremskridtet er stærkest. Dér er arbejdsløn og kapitalrente stadig nedadgående, jordrente stadig opadgående; de rige bliver meget rigere, de fattige mere hjælpeløst og håbløst fattige; mellemstanden forsvinder mere og mere.
5. kapitel. – De onder, som opstår ved denne uretfærdige og ulige formuefordeling, er ikke udslag af fremskridt i og for sig; de har netop tilbøjelighed til at standse fremskridtet. Disse onder helbredes ikke af sig selv; hvis deres årsag ikke fjernes, vil de tværtimod drive os tilbage til barbariet. De er imidlertid ikke til i kraft af naturens love, men hidrører alene fra den slette samfundsordning, der krænker naturens love. Fjerner vi ondernes årsag ved at gøre jorden til samfundseje, således som jeg har foreslået, da vil vi give udviklingen et mægtigt fremstød. Det nytter ikke, at vi bliver ved at snakke om menneskenes ukrænkelige rettigheder, så længe vi fornægter den ukrænkelige ligeret til naturens rigdomskilder. Men hvis vi, medens det endnu er tid, vender os til det gode og lader retfærdigheden og friheden råde, da vil de truende farer svinde bort og de nedbrydende kræfter forvandle sig til opbyggende.
Slutning. – Det individuelle livs gåde.
Bag samfundslivets gåder ligger det individuelle livs gåde. Håbet om et nyt liv ligger dybt i menneskenaturen; men for de fleste mennesker, der jo nu ikke mere bøjer sig under de blotte troslærdommes herredømme, synes dette håb at være tomt og barnagtigt. De ideer, som nedbryder håbet om et fremtidigt liv, har deres kilder i hine politiske og socialøkonomiske lærdomme, der hævder, at naturen har tilbøjelighed til at frembringe flere mennesker, end der kan blive føde og klæder til; at laster og elendighed er noget, der hører med til naturens orden og er nødvendigt for udviklingen, og at det menneskelige fremskridt går for sig gennem en langsom raceudvikling. Vi har imødegået disse lærdomme, og ved at påvise deres falskhed har vi uddrevet den onde ånd, der dræber troen på et fremtidigt liv. Alle vanskeligheder er ikke dermed fjernet; thi hvilken vej vi end vender os, kommer vi til sidst til noget, som vi ikke kan fatte. Men vanskeligheder, som synes afgørende og uovervindelige, er ryddet bort. Derfor lever håbet op på ny – håbet, som er det inderste i alle religioner, håbet om det, som digterne har sunget om, og seerne har talt om, håbet om det, som menneskehjertet i sine dybeste længsler higer efter.