Ernst Brandes (1844-1892)
af Axel Fraenckel
fra Særtryk nr. 5 af Vejen Frem, 1942
Indeholder også Ernst Brandes tale

Det vakte nogen interesse, da Vejen Frem nylig i nogle numre optrykte det foredrag Ernst Brandes i 1886 holdt i Fremskridtsklubben. Af mange grunde. Det har ikke før været kendt, at Politiken på to juledage i nævnte år fyldte en stor del af bladet med en gennemgang af den da lidet kendte amerikanske tænkers andet store værk. Og man vil i magasinernes og illustrationernes tid studse særligt derover. Måske kan det også undre, at foredraget er holdt og trykt samme år som bogen kom ud i Amerika. Vi plejede ikke herhjemme at være så hurtige i vendingen. Ernst Brandes, der var lige så stor en begavelse som hans ældre og yngre broder, har altså også haft disses føling med ny tanker i udlandet.

Det var nærmest et tilfælde, at artiklen for snart et år siden blev fundet. Thi universitets­biblioteket, der har et større aviskartotek – naturligvis også over emner som told og georgisme, om end kun fra to blade – havde mærkelig nok ikke fået det med.

Som man vil se, drejer det sig om en klog, klar og velskrevet, såre populær gennemgang af Beskyttelse eller frihandel? Optrykket er som artiklerne stod i Politiken. Kun skydes nu nogle underrubrikker ind. Det må moderne læsere have, og det gør livligere og lettere overskueligt.

Ernst Brandes var født 1844 og døde allerede 1892. Han tjente sig som vekselerer en ret betydelig formue på få år og trak sig tilbage fra forretningslivet for at studere og skrive. En årrække var han Politikens økonomiske medarbejder og den første der populariserede tabeller og kurser og økonomiske bevægelser i pressen. Til Tilskueren under N. Neergårds redaktion skrev han vægtige artikler, og 1885 udsendte han den talentfulde bog Samfundsspørgsmål. Det er her kun hans opgave at skildre tilstandene som de er, ikke at angive nye veje.

Men skriftet er gennemsyret af harme over uligheder og urimeligheder i samfundsordningen. Meget i hans opfattelse og argumentation ligger tæt op ad Henry Georges; men det er usandsynligt, at han har læst Fremskridt og fattigdom, da han skrev sin bog i 84 og 85. Ellers kunne han næppe have undgået at nævne den. Det er rimeligst at antage han har opdaget den samtidig med den her behandlede, idet den senere filosofiske professor Cl. Wilckens i Tilskuerens to sidste hefter det år havde en større afhandling om Fremskridt og fattigdom og strejfede Arbejdets kår.

Ernst Brandes har nok snart efter læst bøgerne, men næppe skrevet derom. På forhånd har han været lidt skeptisk indstillet. I en tidsskriftartikel fra 1875 tror han, som mange økonomer den gang, ikke på en adskillelse af arbejds- og samfundsskabte værdier. Det drejer sig om en anmeldelse af Vilh. Arntzens og Kr. Rings Nationaløkonomi, der er ret fremskreden i sit syn på jordspørgsmålet og monopolismen – ligesom den fem år før udkomne større bog af Frederik Bing og Julius Petersen. Brandes skriver: “Vi indrømmer således, at den ved seddelemissionen indvundne fordel rettelig tilkommer samfundet i sin helhed, men nægter på grund af de praktiske vanskeligheder, at noget samfund vil kunne tilfredsstille den fordring, forff. opstiller overfor jordbesiddelsen, at nemlig den forøgede værdi, som en jordejendom ved, tilfældige af ejeren, uafhængige forhold opnår og hvorved dens udbytte forøges, efter simpel retfærdighedsfølelse skal tilfalde alle samfundsmedlemmer.” Og så havde dog de to samfundsøkonomer kun talt om at beslaglægge fremtidig stigning og ligesom bogen fra 1870 bestemt taget afstand fra at røre den eksisterende grundrente. Længere var man ikke den gang! Der manglede i bevidsthederne et ideologisk tvangsmoment, der ikke er andet end konsekvent retsforståelse. I sin bog fra 85 skriver Ernst Brandes: “Grænselinjerne mellem driftsherrefortjeneste og kapital- og jordrente er – forekommer det mig – næsten ikke til at finde.” Det er straks en lidt venligere tone, og man husker vel på, at egentlig jordvurdering i moderne forstand intet sted fandtes den gang.

Ernst Brandes har altså ingen fordomme haft mod inddragning af grundrenten, således som de fleste finansmænd også langt senere, ja, endog sådanne der indtog ledende stillinger i kredse hvor man ville gå den vej. En pengeudlåner giver nødig afkald på den sikreste basis: grundrenten. Men Samfundsspørgsmål viste til fulde, at sådanne fornemmelser havde den forhenværende vekselerer ikke. Der er mange ting i denne bog, der aldeles svarer til betragtninger hos George, og ved enkelte ting spørger man sig, om han dog ikke har læst den, men blot ikke har turdet nævne den, fordi det jo i denne bog kun var hans agt at beskrive tilstandende, som de var. Det gør han til gavns.

Morsomt nok fremkommer anmeldelsen i 1875 i det bind af Det nittende Aarhundrede – og få måneder efter – hvor Georg Brandes om Lassalle skrev følgende: “Sæt en stor fabrikant har 4.000 arbejdere, og sæt han lægger den kolossale sum af 200.000 kroner op om året? Betragter vi hele summen som kapitalpræmie og fordeler den, får hver arbejder kun 50 kroner mere årligt. Lassalle har overset, at det er den private grundbesiddelse, hvilken alle ved arbejdet skabte merværdier uden alt arbejde komme til gode, der fortrinsvis indsuger arbejdets frugt.” Det må anses for givet, at hans broder har læst, måske har han inspireret de ord.

Men vi vender os til Samfundsspørgsmål. Allerede i afsnittet om Malthus er slægtskabet med George påfaldende. Villads Christensen citerede da også noget herfra i sin artikel om Georges hovedværk i bogen Økonomisk frigørelse fra 1920.

Brandes’ betragtninger om den såkaldte overproduktion og om statslån svarer til Georges, hans harme over uretten både i fortid og nutid er ikke ringere end dennes. De er begge både sympatisk og kritisk indstillet overfor liberalismen og har begge læst Laveley, hvis bog om jordspørgsmålet er oversat til dansk. Kun enkelte ting skal citeres her fra Brandes’ bog. Det hedder et sted: “Man kan nemlig med fuld berettigelse betragte både kapital- og jordrenten – kapitalrenten dog med enkelte undtagelser – som dele af driftsoverskuddet; og man vil da se, hvorledes udviklingens gang lægger en voksende del af produktionsudbyttet over til den samlede driftsherrefortjeneste.” Han viser, at der “kun undtagelsesvis er mulighed for konkurrence mellem lønarbejdere og driftsherrer” og skriver kort efter: “De nioghalvfemsindstyve procent af de sager, som vi tilhandler os hos hinanden, svarer vel jordrente.” Han er klar over, at de tekniske fremskridt næsten ikke har gavnet arbejderne og siger, at de velhavende landmænds arbejdere savner menneskeligt husly. Og arbejderen er ikke blot ufri, men har i vore dage ikke stort større indflydelse på anvendelsen af arbejdskraften end de ægyptiske slaver havde.

Selvom denne bogs formål er begrænsede og at den naturligvis ikke når Henry Georges bøger i ånd og fylde, kan den læses med udbytte endnu i dag.

I det foredrag der nu gengives her, spores en stærk beundring og sympati for Henry George. Har Brandes mon fulgt den store diskussion som Jakob E. Lange få år efter indledte i Højskolebladet? Det er sandsynligt; men han har næppe behandlet sagen. På det tidspunkt var han ved at overtage Kjøbenhavns Børstidende, der før kun var en række kurslister, tabeller og annoncer, men nu blev en kæk lille avis med fremragende skribenter som medarbejdere*. Til større sociale undersøgelser blev der ikke plads, og få år efter døde redaktøren. Frejlif Olsen har sat ham et smukt minde i sine erindringer. Henrik Pontoppidan har i det sidste –uheldige – bind af sin ellers så værdifulde levnedsbog leveret noget ondsindet pjank om ham**. Men Pontoppidan plejer jo at rette og forkorte sine bøger. Så erindringerne når han vel at få renset.

Det vides, at Politiken til 60 årsdagen for bladets grundlæggelse vil udgive dets historie. Her vil naturligvis Ernst Brandes blive husket. Men den nu optrykte lille afhandling bør ikke glemmes i omtalen af ham. Også fordi han forudser tilbagefaldet til tolden. Dette kom dog først en snes år efter den nogenlunde forstandige toldlov af 1908, der fortsatte frihandels­linjen fra 1798-1863. Hans mistillid til arbejdernes forståelse af sagen har i det lange løb vist sig at være rigtig. At Hørups blad skulle gå med til at bilde befolkningen ind at told kan skabe beskæftigelse, og at det enkelte land i sin lovgivning på dette område var afhængigt af udlandet, lå nok udenfor mulighederne selv for en både fremsynet og skeptisk mand som Ernst Brandes.

Ernst Brandes døde den 6. august 1892, lige for 50 år siden. Den dag han døde, stod der i hans blad en af hans sædvanlige børsoversigter. En del af den berører frihandelen. I de samme dage havde danske protektionister rørt på sig i særlig grad og kaldt frihandelsmænd for mørkets magter og talt om anarkisme og meget andet. Det kan hænde, siger Brandes i sin artikel, at vore frihandelsmænd undertiden tager munden for fuld og behandler modstandere som var deres meninger dikteret af velbevidst egoisme. Nu gør protektionisterne gengæld og har for en tid helt formået at stoppe munden på deres modstandere.

Ernst brandes skriver derefter:

“Er da frihandelen – eller som den nu lader til at skulle kaldes: den antinationale fri-konkurrence – virkelig død? Går vi nu ind i en periode, hvor afsætningsområderne afgrænses så snævert, at frembringerne indenfor hvert enkelt område kan slutte aftale med hinanden, medens regeringerne stadig sænker og hæver tolden, eftersom det forekommer dem, at producenterne bør nøjes med ringere fortjeneste eller rettelig kan kræve større?

Ja, – industrimødets tilhørere tog vel dette fata morgana for virkelighed.

Men se dog en gang hen til Tyskland. I Tyskland har man haft høj beskyttelsestold, og Tysklands jernindustri har benyttet sig af udelukkelsen af den udenlandske konkurrence til at slutte de karteller, hvis lovsang det danske industrimøde hørte. Men alligevel er den tyske jernindustri gået tilbage. Det slette resultat kom, skønt tyskerne intet havde forsømt af det, der nu anbefales de danske industridrivende: de holdt de hjemlige priser højt, de sendte ud af landet og solgte til billige priser de varer, som Tysklands forbrugere ikke kunne købe. Men det viste sig, at man ikke på en gang kan fastsætte høje priser og tiltvinge sig stor afsætning. Det tyske forbrug aftog hurtigt – og nu sætter tyskerne ikke længere deres håb til den høje told og til en fornyelse af kartellet; de tørster derimod efter en liberalere toldpolitik, der på ny muliggør den antinationale frikonkurrence.

Og den toldpolitik, der er mislykket i det store Tyskland, den skulle lykkes for det lille Danmark? Tyskland rummer indenfor sine grænser de naturlige betingelser for så megen industri, at man forstår den tanke, at Tyskland kan være sig selv nok; det er næsten utroligt, at en lignende tanke kan opstå for Danmarks vedkommende og finde genlyd herhjemme.

Udlandets høje toldsatser er for en stor del kamptold. Det vil sige, tolden er bleven skruet op så højt af hensyn til den gengæld, der kan opnås for deres nedsættelse, og rundt omkring i Europa afsluttes der handelstraktater, hvorved de kontraherende parter bryder med et stykke af deres toldmure. Købmænd og industridrivende tager med glæde imod disse toldnedsættelser, ja, selv det blotte håb om en traktat og en toldnedsættelse forekommer dem et glædeligt varsel. – Danmark derimod skal for ramme alvor afsondres; vi skal ikke indføre høje toldsatser for at lave noget, hvorpå vi kan give afslag; men de danske landmænd skal tvinges til at betale klæder, maskiner, porcelæn, mursten, tømmer, møbler og skotøj med de dyre priser, som sammenslutningen af toldbeskyttede industridrivende finder for godt at diktere. – Og man fortæller, at almindelig velstand herved skal spredes over dette agerdyrkende land.”

Ja, det var Ernst Brandes’ sidste ord om en sag, der havde hans store interesse.

Desværre var i mellemkrigstiden hverken vi eller andre lande klogere på den sag. Danmark brød med den moderate, men tydelige frihandelslinje gennem 135 år. England genindførte protektionismen, hæmmede derved som Danmark yderligere sit erhvervsliv og formindskede som Danmark sin andel i verdenshandelen, mens arbejdsløsheden steg i begge lande. Englands protektionisme gav langt større bagslag end den tyske i slutningen af forrige århundrede, fordi landet var langt mere indstillet på samhandel.

Forhåbentlig vil afspærringernes direkte og indirekte ulykker fremkalde en ændring efter den anden store krig. De mægtige tekniske fremskridt har bødet i nogen grad på protektionismens fordærv og måske derved skjult sandheden for mange. Man har jo haft et reservefond til delvis dækning af kraftspildet. I længden er der ikke råd hertil. Derfor må frihandelstanken sejre og folkene blive mere modne til at tage fremskridtene i deres tjeneste.

– – –

Noter:

* : Med bl.a. Henrik Pontoppidans: Den gamle Adam, som skaffede Brandes en blasfemidom. Se fx Fund og Forskning XXI, 1974. /PMA.

**: Hvorfor nu det, når Brandes måtte bøde for HPs skriveri? /PMA