fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 15, 1930
af ingeniør J. Forsmann, Finland. 

Professor, dr. Franz Oppenheimer: Kapitalismus, Kommunismus, Wissenschaftliche Sozialismus. Berlin 1919. 

Da jeg ikke mindes, at ovennævnte forfatter er blevet omtalt i Det Frie Blad, tillader jeg mig her at anmelde hans arbejde med ovens­tående titel. 

Det pågældende arbejde er dateret i Frank­furt am Main pinsen 1919, på et tidspunkt, da det økonomiske liv i hele Europa og ikke mindst i Tyskland lå lamslået efter ver­denskrigen og folkene i alle lande gjorde for­tvivlede forsøg på at lægge en sikrere, ret­færdigere grundvold for sin fremtidige eksistens end den, der med grund ansås for at være årsagen til denne verdenskatastrofe. 

Og det være sagt straks: trods den kritisk­ videnskabelige form bar resultatet af det præsterede arbejde tydeligt præg af den rå­dende nødstilstand. Forfatteren kommer ­bevidst eller ubevidst, det må her være usagt – til et resultat, en vej til tysklands sa­nering, som politisk set ligger, eller i hvert fald lå, indenfor mulighedens grænse. 

Oppenheimers ovennævnte arbejde udgør en særdeles fængslende kritik af Karl Marx: Das Kapital, som han giver al anerkendelse for genialitet, uden dog at slutte sig ubetinget til Marx’ materialistiske historieopfattelse. I hov­edsagen kan Oppenheimers arbejde betegnes som en kritik af Marx’ lære om merværdi og om den kapitalistiske akkumulation (kata­strofeteorien). Forfatteren viser indgående, at den reservearme af arbejdssøgende, som almindeligt erkendes for at være grunden til kapitalens udbytningsevne, ikke hidrører fra den sammenhobede kapital, det, som forfatte­ren kalder: de producerede produktionsmidler. Marx’ store fejltagelse ligger i den antagelse, at den kapitalistiske produktionsform skulle medføre samme virkninger indenfor industri og landbrug, nemlig at de små producenter blev opslugt af de store. For landbrugets ved­kommende er udviklingen gået i stik modsat retning. 

Men man kan meget vel påstå, at det er den store jordejendom, der er ophav til denne reservearme, som ikke en gang den modne industri er i stand til at beskæftige. Denne påstand har forfatteren i et tidligere udgivet arbejde: Grosseigentum und die Soziale Frage (1898) bevist dels induktivt ved at på­vise, at Tysklands dyrkbare jord kunne føde en dobbelt så stor landbefolkning som der fandtes, dels også rent deduktivt. Marx er industricentrisk, forfatteren agrocen­trisk indstillet. “Arbejdslønnen bestemmes på landet – også byarbejderens”. 

I sammenhæng hermed hævder forfatteren, at muligheden for at tilegne sig merværdien bunder i jordmonopolet, – ikke i kapitalen, der som noget, der stadig kan reproduceres, ikke i og for sig danner et monopol i egentlig forstand. Derimod opponerer forfatteren be­stemt imod den forestilling, at den merværdi, der unddrages arbejdslønnen, skulle være identisk med jord- eller grundrenten (i Ri­cardos mening). Jeg citerer: 

“Og så gives der som den meget enkle for­klaring på profitten følgende: 

Folkemassens udelukkelse fra grund og jord har skabt den frie (ledige) arbejdskraft og klassemonopolforholdene. Ethvert medlem af overklassen, der besidder tilstrækkelig jord og dermed råstoffer til at frembringe pro­duktionsmidler, så han kan beskæftige ledig arbejdskraft, er kapitalist. Den, der besidder bedre eller mere værdifuld jord i by eller på land, får yderligere grundrente som udbytte af et overmonopol.” 

“Den største guldbesiddelse giver ikke ud­bytningsmagt, hvis ejeren ikke derfor kan købe eller forpagte jord til fabrik el. Lign.«–

“Kun ved arbejdernes udespærring fra jor­den, hvorved dette klassemonopol (kapitalis­men) fremkommer, opstår merværdien, profitten.” 

Oppenheimer bebrejder her Marx, at han for­klarer profitten som stammende udelukkende fra kapitalen, medens i følge Oppenheimer jordbesiddelse er det ufravigelige vilkår for profittens fremkomst. Imidlertid bemærker Oppenheimer ikke, at profittens størrelse er uafhængig af jordbesiddelsens størrelse, men vender sig, som jeg skal påvise, alene mod storejendommene. 

Til forsvar for sin teori, at kapitalprofitten kan udledes af jordmonopolet – ikke blot kvalitativt, men kvantitativt –, nævner for­fatteren den kendsgerning, at det trods store anstrengelser endnu ikke er lykkedes den teo­retiske nationaløkonomi at løse problemet om kapitalprofittens opståen, uagtet dette pro­blem må betegnes som det centrale indenfor denne videnskab. Den af Henry George for­fægtede fruktifikationsteori betegner Oppen­heimer som naiv. Det virker i øvrigt rent ud for­bløffende, at en forfatter, der som Oppenheimer grunder hele sin lære på jordmonopolet, ikke nævner Georges navn mere end denne ene gang. Lige så lidt refereres der til Frem­skridt og fattigdom. Ricardos klassiske lære om grundrenten forkaster Oppenheimer, uden, på på nogen måde at modbevise den. Marx beskyldes stadig for, at han står under Ricardos indflydelse.

Med tilfredsstillelse følger man derimod Oppenheimer, når han opponerer imod klassikernes fremstilling af de nuværende ejen­domsforhold som naturlige eller naturret­lige, hvorved de på skæbnesvanger måde forveksler den politiske økonomi med den så­kaldte rene ditto. Forfatteren viser udførligt, hvorledes de rådende produktionsforhold og den nationaløkonomiske fordeling er en følge af politiske magtudfoldelser, tidligere direkte erobringer, senere en på magt grundlagt lov­givning. Den nuværende stat er blot en fæst­ning for privilegierne. Retsvæsen og forfat­ning har blot til hensigt at sikre en overklasse merværdien. Til dette formål tjener de tvende opgaver, som enhver stat anser for at være de vigtigste: grænseværnet udadtil og retsbeskyt­telsen indadtil. 

Efter en samfundsanalyse, der er fri for for­domme til højre eller til venstre, er det ikke uden interesse, man imødeser slutningen, syntesen: 

“De, der ejer jorden, ejer magten. Al yder­ligere demokratisering må forblive virk­ningsløs, så længe jordspærringen oprethol­des. Det må derfor fastholdes, at jordbesid­delsen er den første og vigtigste opgave. Den omfatter begrebet indre kolonisation.” 

De brushoveder, som på grund af analysen fordrer en nationalisering af al jordejendom eller en konfiskation af al grundrente, affær­diger Oppenheimer meget kort: 

“Denne radikalisme beror på en ufuldkom­men erkendelse af den økonomiske sammenhæng.” Man kan hjælpe sig med betydelig mindre midler: Det er nok at ekspropriere så meget af storgodserne eller for at undgå alle forstyrrelser indkøbe jord, så at de, der nu trænger til jord – de jordhungrende -, kan komme i besiddelse af dette produktionsmid­del: “Da er jordspærringen og kaptalforhol­dene sprængt.” Den frie konkurrence, som Oppenheimer hele værket igennem tillægger den største betydning, og hvis udelukkelse af de kommunistiske systemer gør diss.e uan­tagelige, skulle hermed være opnået. 

Det er her, man uhjælpelig forbavses. For­fatteren mener, det er nok, at der af de 17 millioner hektar, som nu falder ind under stor­godsbetegnelsen i Tyskland, ved statens mel­lemkomst indkøbes 1 eller højst 2 mill. hektar til udstykning blandt arbejderbefolkningen i by og på landet. Følgerne af en sådan for­anstaltning skildres i begejstrede vendinger, forøvrigt stærkt mindende om dem, vi georgister kender så godt fra vore egne blade. Men læg mærke til dette: Ikke et ord om noget be­skatningsforhold eller om toldproblemet, som forfatteren tydeligt mener skal forblive ved det gamle! Ganske vist erkender han, at en smule jordrente kan oppebæres af visse jord­ejere, men det betyder kun lidet, når ledige arbejdere ikke længere behøver’ at lade sig udsuge af kapitalister. 

Man må beklage, at en forfatter, som i kri­tikken af bestående samfundsteorier udviser så meget skarpsind, som Oppenheimer gør i dette arbejde, kommer til et så ynkeligt resultat. Man tager måske ikke fejl, når man antager, at forfatterens varme følelser for det nødlidende fædreland her har spillet en skæbnesvanger rolle.