Dr. Adolf Damaschke – (1865-1935) 

af F. Folke
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 3, 1935

I sin alders 70. år er den tyske jord­reformbevægelses stifter for nylig afgået ved døden i Berlin. Hans gerning tilhørte nu historien og nåede vel sin største betydning, da han ved sine forbindelser indenfor kejsertidens militære kredse fik sat igennem, at den tyske koloni Kiautschau i Kina blev grundlagt på det rene grundskyldsprincip. Ved sin vidunderlig hastige opblomstring (fra 500 til 62.000 indbyggere i løbet af 14 år) henledte den verdens og da navnlig østens opmærksomhed på, hvad dette princip var værd i praksis, med det resultat, at den konkurrerende engelske koloni Hankow indgik til den britiske regering med petition om tilsvarende skattereformer inden for dens område.

Under verdenskrigen var Kiautschau en af de tyske besiddelser, som holdt mest trofast fast ved moderlandet, medens andre, der var grundlagt på de sædvanlige kapitalistiske principper, hurtigt faldt fra. Den blev derfor også grundig ødelagt af japanerne.

Under den internatonale grundskyldskongres i København i 1926, hvor der var adskillige betydelige tyske repræsentanter til stede, holdt dr. Damaschke sig borte, ikke blot fordi han allerede dengang stod fremmed overfor de yngres mere dybtgående bevægelse i jordspørgsmålet også i Tyskland, men især fordi han ikke anså det for opportunt at tiltræde den nøje sammenknytning af kravene om grundskyld og frihandel.

Det følgende år besøgte han Danmark og redegjorde i et foredrag på den internationale højskole i Helsingør for sit standpunkt, idet han bekendte sig som en elev af Henry George, men holdt sig til Paulus’ ord om at være græker med grækerne og jøde med jøderne.

Han henviste herved navnlig til de praktiske resultater, der var opnået på byggelovgivningens og udstykningsvæsenets område, og endelig til, at der i den tyske republiks forfatning var optaget en løfteparagraf om, at den private jordbesiddelses interesser skulle vige for statens højhedsret.

Heroverfor blev det danske synspunkt formuleret af undertegnede i følgende udtalelse:

“Som jordspørgsmålets betydning er universel, således må grundskyldsbevægelsen blive det, og derfor er Den internationale union for grundskyld og frihandel, som blev stiftet her i København i 1926, vel nok en af de naturligste og mest tiltrængte af alle internationale organisationer og en af dem, der har sat sig det højeste mål i løsningen af det sociale spørgsmål.

I kraft af sin universelle karakter bliver jordspørgsmålet som et spejl, hvor de forskellige folkeslags ejendommelige, historiske, politiske og sociale forhold viser sig i deres stilling til grundskyldsidéerne. Det er den angelsachsiske økonomiske videnskab, der har gennemforsket problemet og udviklet ideerne, og overalt, hvor der arbejdes for løsningen af dette vor kulturs livsspørgsmål, bliver Henry Georges navn holdt i ære. Når dette navn vist nok har en bredere folkelig klang her i Danmark end i noget andet land, når de, der var med ved grundskyldskongressen, oplevede det brus af begejstring og hengivenhed, der strømmede Henry Georges datter i møde, da hun besteg talerstolen i en stor forsamling af repræsentanter for danske husmænd, når grundskyldstankerne herhjemme alle dage har haft deres kraftigste støtte i den jordejende befolkning på landet og særlig småbrugerne, så skyldes også det i første linje vor ejendommelige folkelige udvikling, der sætter menigmand i stand til at tænke ud over sin egen næse; men det beror tillige på, at Henry Georges disciple her fra første færd har gjort retskravet til det centrale i deres arbejde. Mens den tyske bodenreformbevægelse har opnået sine største resultater ved at appellere til sit lands intelligens (embedskredse – admiralstab), er vi her i landet gået til folket. Vi har holdt os klare af alle kompromisser og alene stræbt efter gennemførelsen af den rene principrigtige grundskyld. Deraf er også de resultater prægede, som vi har opnået i lovgivningen. De er ikke store, men grundlæggende og tilstrækkelige til at bære den offentlige vurdering af alle landets jordværdier. Og hermed må enhver generel grundskyldsreform begynde.

Vi anerkender fuldt ud, at der kan være mange veje, der fører mod målet også i arbejdet for grundskyldsidéerne; vi er selv meget tilbøjelige til at søge hver sine veje, vi yder vor højeste anerkendelse til enhver, der har fundet en vej frem inden for sit folk, og vi vil gerne tage ved lære efter bedste evne. Derfor holder vi alligevel fast ved, at modsatte veje kan man ikke gå samtidig. Kravet om frihandel står for os fuldt så vel som et retskrav som grundskylden. En protektionistisk grundskyldsmand forekommer os lige så mærkværdig som en flyvende skildpadde.

Også vi har søgt tilslutning indenfor alle partier, men ikke for enhver pris. Vi mener, at sagens betydning måles ikke mindre på modstandens end på tilslutningens styrke. Også vi har søgt de enkelte opgavers vej, navnlig indenfor udstykningen og i boligspørgsmålet. Vi tvivler ikke om, at vi på dette område kan have meget at lære af det store kulturfolk, der er vor nabo mod syd, og som gennem tiderne har øvet en mægtig indflydelse på udviklingen af vor nationale kultur. Vi håber, at der til gengæld også kan være noget at lære hos os.

Når vi i dag har den ære at se den tyske jordreformbevægelses højt ansete, mangeårige fører som vor gæst, da betyder det rige muligheder i begge retninger. I et lille land som Danmark råder der en almen klarhed over, at der må tilstræbes forståelse mellem nationerne, hvis vor kultur skal bestå, og at det er en livsbetingelse for vort folk og land at komme til virkelig forståelse med det tyske folk, så det gamle fjendskab kan blive afløst af samarbejde. Derpå har vi anlagt vor grænsepolitik. Derfor hilser vi med taknemmelighed ethvert forsøg på at gøre os delagtige i det udviklingsarbejde, der foregår i det tyske folk, og allermest, når dette arbejde har frihed og retfærdighed til mål; thi derved lægges grundlaget ikke blot for den sociale fred, men også for fred mellem folkene. I dr. Damaschke hilser vi en fremragende repræsentant for dette arbejde i det tyske folk, fremragende ikke blot ved, hvad han har udrettet, men ikke mindre ved det mod, hvormed han i sin manddom lagde sit erhvervsarbejde til side for ene at hellige sine rige evner den sag, som han havde gjort til sin, og som han forblev tro gennem et langt og arbejdsrigt liv.”

Dette liv er nu sluttet. Og selvom det vel nok løb ind i en blindgyde, og kompromisernes vej gennem de høje sale næppe førte til andet end skuffelser, så blev dr. Damaschkes liv dog et vidne om, hvad der kan blive af en mand, når en stor og sand tanke falder i et levende og frugtbart sind.

Se også:
Adolf Damascke und die Bodenreform