(udgivet i september 1888.)

Hvem mindes ikke, selv i vort eget udstillingsår, den elektriske udstilling i Paris i 1881 og dens bebudelse af nye overraskende produktive kræfter i menneskeåndens tjeneste i en hidtil uanet målestok. Nu vel, samtidig med denne udstillings strålende løfter om opdagelsen af en ny verden, hvortil man mente at kunne knytte håbet om en lettelse af livets møje, om en mindre hård og bitter kamp for tilværelsen, kom fra selve guldlandet, fra San Francisco i Californien, en røst, der sagde: hvad kan det alt sammen nytte, fattigdommen med dens laster og elendighed vil dog vedblive. Trods al rigdomsforøgelse vil byrden ikke hvile et gran lettere på den arbejdende mands skuldre, trods naturkræfternes stønnen for vogn, plov og ambolt vil der ikke segne færre udtærede mødre i fabrikkerne, ikke færre børn drives fra hjem, skolestue og legeplads til ånds- og legemsfortærende arbejde endnu før musklerne har strammet sig og knoklerne fået bærekraft i deres lemmer; ikke bygges færre fængsler og fattighuse, ikke opføres færre bordeller. Og ikke blot dette, men jo større rigdomsforøgelsen bliver, jo hurtigere den tilvejebringes, des hurtigere vil den  moderne civilisation ile sin undergang i møde, og det fordi selve fremskridtet bærer dødens spire i sig i den uret eller det fejlgreb, det slæber med sig. Vor civilisation vil derfor dø som dens forgængere til trods for kirker, skoler og asyler, til trods for damp, dynamit og elektricitet, ikke på grund af en fejl eller selvmodsigelse i den guddommelige verdensordning, men som følge af menneskelig uagtsomhed og blindhed, på hvilken intet mikroskop eller teleskop endnu har kunnet bøde.

Således omtrent lyder røsten fra guldlandet.

Og dette er vel at mærke ingen socialistisk eller nihilistisk røst, ligesom forfatteren er alt andet end ateist. Det er en ungdomsfrisk udpræget individualitet således som det kan ventes af sønnen af Bret Hartes pionerer. Det er en amerikansk selfmade man, en simpel arbejder, der er klatret op ad stigen til videnskabens højder og fra dette stade kaster et frejdigt blik udover jorden og dens trængsel, mener at få øje på fejlen og den uret, menneskene tilføjer sig selv, og så sender en advarende røst udover den civiliserede verden i et sprog, hvis sprudlende liv og anskuelighed river læseren med sig og ofte hæver sig til en veltalende pathos, der langtfra at svække indtrykket af forfatterens med stor lærdom og logisk stringens fremførte argumenter, giver udviklingen en vis fremmedartet, men sympatisk kolorit.

Forfatteren siger i fortalen til det værk, hvoraf dette uddrag er taget, at han i sine nationaløkonomiske og sociologiske undersøgelser ikke anser noget for bevist, ikke anerkender nogen autoritet eller teori før den har bestået prøven for en undersøgelse af dens første principper, ikke viger tilbage for nogen slutning, men følger sandheden hvorhen den end fører, at han ikke vil vakle eller vende om, om end de resultater, hvortil han kommer, støder an mod vore fordomme. Og det resultat, hvortil han kommer efter indgående strengt metodiske undersøgelser, er dette: årsagen til armoden midt i rigdommen må udelukkende søges i ejendomsretten over grunden, dvs.: i monopoliseringen af de i jordbunden hvilende naturkræfter – i kke af grundens forbedring ved kapital og arbejde – og på sin vej til dette resultat støder han ateisme, darwinisme og materialisme til side, kaster Malthus på videnskabens pulterkammer og behandler Ricardo og Stuart Mill omtrent som Kierkegaard behandler Münster–Martensen. Da han ser al elendigheds kilde i denne monopolisering af naturens gaver til fordel for de få, vil han ikke plyndre ejerne eller berøve dem ejendomsretten over de forbedringer (ordet taget i den videst mulige betydning: bygninger, veje osv.) som de selv eller forgængere har foretaget – det er jo ikke kapitalens eller arbejdets løn han vil til livs – men simpelthen i statskassen inddrage indtægten, fordelen af dette monopol, altså hvad videnskaben kalder jordrenten. Dette skal ske gennem ekspropriation eller gennem beskatningen, altså gennem en virkelig landskat, der absorberer jordrenten, og hvis udbytte vil gøre alle andre skatter overflødige. Herved vil kapital og arbejde få et spillerum som ingensinde tidligere og jorden ophøre at være den partiske stedmoder, som den er blevet under menneskenes vanrøgt. – George er ikke den første, der har troet at skimte en ny og lykkeligere æra ad denne vej, men ingen har før ham ført sine argumenter frem så indtrængende og med en så malerisk klarhed – han har jo rigtignok også været øjenvidne til skabelsen af en hel ny verden – på engang med så stor filosofisk dybde og populær friskhed. Pessimist overfor de nuværende økonomiske eller rettere agrariske forhold, bliver han optimist, når han udkaster et billede af de følger, som jordrentens ekspropriation til fordel for det offentlige ville drage efter sig; radikal i dette punkt, er han streng konservativ i andre, navnlig overfor ejendomsretten over alt, hvad mennesker har frembragt; religiøs af sind, er han revolutionær overfor alt, hvad mennesker har villet pådutte guddommen, og skønt demokrat, afslører han dog skånselsløst det amerikanske demokratis svagheder og korruption, således at et af hans mest gribende kapitler netop er dette, hvori han påviser, at De forenede Staters regeringsform med hurtige skridt går anarki og militærdespoti i møde. Derfor vil han dog intet halvt, han opstiller en skarp og klar teori, og, falsk eller sand, har den fortjenesten af stor enhed og fasthed. Og selvom resultatet måtte blive fundet for let, vil han dog bringe et sandskorn til den bygning, forf. har villet rejse alene, et bidrag til den sandhed, alle tiders ædleste ånder, har søgt, og som han alene vil have fundet. –

Efter en række af turneringer til forsvar for sit system ikke alene i Amerika, men på engelsk grund med de første navne på videnskabens område, står Henry George nu som leder af et udbredt parti i sit fædreland og vil utvivlsomt komme til at udøve en stor indflydelse også udenfor Amerika.