David Lloyd George er ikke alene folkets ven og fortaler, men forkæmper for deres ret, som arbejder og er besværede, skrev den unge, nu afdøde nationaløkonom Alfred Pedersen 1914 i et storartet lille skrift: Lloyd George og jordspørgsmålet i England. 

Lloyd George forstod folket, og han forstod at tale til det. Hans brændende iver og glødende begejstring, han stemningsfulde tale og hans gnistrende vid greb folk om hjertet og fik dem til at lytte, når han forklarede, hvordan dårlig lovgivning havde rejst kunstige skranker mellem folk, og hvordan uretten skulle bekæmpes og retten igen sættes i højsædet. 

“Fædrelandets fremtid beror på afskaffelsen af det jordmonopol, som lægger jorden øde, trykker lønnen ned, hindrer uafhængigheden og driver folkets masser ind i usunde boliger, der forgifter deres kraft”,

telegraferede Lloyd George til George-kongressen i Cardiff i 1913, og det er egentlig hovedindholdet af de fire store taler, han holdt samme år, og hvori han for offentligheden forelagde sit store program om forbedring af Englands sociale forhold. 

Da Lloyd George holdt disse taler, var han finansminisier i Venstreministeriet Asquith. Man var ikke straks klar over, om Lloyd George havde det øvrige ministerium bag sig, eller om han modigt ene stod frem og sagde sin mening om bekæmpelsen af jordmonopolet, men folket hyldede ham ved disse store møder, og ved mødet i Glasgow 1914 blev det udtrykkeligt betonet, al Lloyd George talte ikke på egne, men på hele regeringens vegne. Det var lykkedes ham blandt de ledende liberale politikere at overvinde modstanden mod en grundskyld. 

Henry George bevægelsen havde udført et godt forberedende arbejde for tanken og havde navnlig inden for den liberale f1øj mange tilhængere. I parlamentet havde en del grundskyldsvenlige underhusmedlemmer dannet en Land Values Group med det formål at fremme grundskyldens gennemførelse i praktisk politik, og denne gruppe havde sørget for fremskaffelsen af et meget nyttigt statistisk materiale. 

Tanken om en grundskyld burde heller ikke være englænderne fremmed, for indtil 1660 var skatten faktisk en afgift til staten, svarende til den nøgne jordværdi, stigende og faldende med denne. Først efter “revolutionen” vedtoges det, dog kun med 2 stemmers flertal i parlamentet, at afskaffe de gamle grundskatter og lade brugerne af jorden betale skat af deres arbejde. 

1907 forelagde regeringen forslag om en samlet jordvurdering; det vedtoges med stor majoritet i Underhuset, men forkastedes af Overhuset. Da også andre gode økonomiske love standsedes af Overhuset, besluttede man at forsøge at gennemføre en grundskyld på finansloven. Overhuset har nemlig efter gammel tradition ingen indflydelse på finanslovens enkeltheder, kun vetoret; og hidtil var det aldrig hændt, at det havde forkastet en finanslov. 

1908 opfordrede Land Values Group med støtte af 250 underhusmedlemmer finansministeren til på finansloven at stille forslag om en grundskyld, og året efter fremsatte Lloyd George forslaget og støttede det med kraft og udholdenhed. Det vedtoges i Underhuset med 230 stemmers majoritet. Overhuset turde ikke stemme imod, men forlangte forslaget fremsat for vælgernes domstol. Derefter fulgte en bevæget kamp. To gange blev Underhuset opløst, begge gange kom venstre ind med fornyet flertal, og til sidst måtte Overhuset bøje sig. Finansloven blev vedtaget, og Overhuset mistede ved samme lejlighed sin vetoret. 

Vurderingerne blev straks påbegyndt, og grundskyldens venner tog med begejstring fat på arbejdet med at bekæmpe jordmonopolet. 

I den tid, der gik med det forberedende arbejde for grundskylden, kastede Lloyd George sig over andre opgaver, først og fremmest forsikringslovene, og så kom den første verdenskrig, og med den reaktionen. 

Nu ved Lloyd Georges død har man sikkert også i England gennemlæst hans taler fra den gang, han var ung og stærk; og man må håbe for verdens fremtid, at England nu har energiske og modige mænd, der vil kæmpe for folkets ret til fædrelandets jord og lyde Lloyd Georges råd, når han siger:

“Vi må ikke være frygtsomme og forsigtige i valget af vore midler. Vi må handle rationelt. Vi må gøre som forretningsmænd gør. Når en forretning gennem mange års vanrøgt er gåett næsten på grund, er det til ingen nyttc at lappe lidt hist og her. Så må selve grundlaget ændres, og der må tages kraftigt fat.” 

“Hvem skabte jorden? Jorddrotterne gjorde det i sandhed ikke. Hvorfor skal de så kunne holde den ubrugt hen? Det er foreslået at afkøbe dem jorden, så ville det vare mindst 500 år, før vi blev færdig med vor jordreform. Vi må forandre vort nuværende skattesystem, som straffer den flittige mand, der forbedrer sin jord, og belønner den dovne og ligegyldige, der lader sin jord ligge ubrugt hen.

Tusinder af vore bedste unge udvandrer til Amerika for at få billig jord. Vort mål må være at skabe dem et Amerika herhjemme, så de kan finde lige så gode vilkår i det fædreland, de elsker.” 

Det mål skulle gerne nås nu. Ikke blot i England, også her i Danmark, ja helst hele verden over. 

* * 

Af Lloyd Georges tale i Swindon den 22. oktober 1919: 

“Det er et stort arbejde, vi står overfor. Det er et kæmpemæssigt værk, vi har at udføre – men vi har til hensigt at føre det til ende. (bifald.) Det kan være, det tager tid. Thi vi vil komme til at kæmpe imod stærke interesser. Vi er vant til det. (bifald.) Vi har før kastet bestående interesser over ende, og vi vil gøre det samme på ny. (bifald.) Men det er et værk, som, når det er fuldført, vil have bragt Storbritannien et langt skridt fremad mod et nyt daggry. Jeg tror, det ikke blot vil have den virkning at skabe en lykkelig, velstillet og tilfreds bondestand, men at del vil gøre mere end dette. Det vil befri vore byer fra arbejdsløshedens, udbytningens og elendighedens mareridt, det vil give os et nyt fædreland (bifald) – et fædreland, hvis børn kan fryde sig og som vore landsmænd i jordens fjerneste egne kan fyldes med stolthed over.”

En af Lloyd Georges historier, af en tale i Holloway: 

“I 1776 boede der 600 mennesker i byen St. Pancras. Nu bor der ¼ million. Den gang var der kun tre eller fire gader, nu er der 90 mile gader, anlagt på det offentliges bekostning. Der er 630 gaslamper og 991 elektriske lamper – og trods alt det lys vælger de, tror jeg, en eller to højremænd til parlamentet. Den elektriske forsyning må være mangelfuld – men alt, hvad der er, betaler skatteyderne for. 

Det var anlæggelsen af en vej på offentlig bekostning, der gav mulighed for hele distriktets bebyggelse. Jordejerne ydede ikke en skilling til hverken gader, kloakker, lys eller noget som helst andet. Men de har draget millioner ud af den jord. Den årlige værdi i St. Pancras er nu sådant noget som 2½ million. I løbet af en generation fra nu af vil alt dette falde i hænderne på så mange jorddrotter, som jeg har fingre. 

Hvorfor? 

Byggede de disse huse? Anlagde de disse gader? Anvendte de overhovedet penge på noget som helst formål af den art? De stod der simpelthen med revolveren i hånden og sagde: “Hid med jeres penge – eller væk med jer!” Og da de stakkels mennesker jo skulle bo et eller andet sted, måtte de gå ind på at betale i henhold til jorddrotternes betingelser. Men jorddrotterne selv havde ikke bidraget en øre til de store rigdomme, som blev skabt til dem i St. Pancras. Bør disse forhold ikke ændres?”

* * 

“jeg er ikke her for at udforme et program i alle enkeltheder, men for at fremstille de ledende grundsætninger, hvorpå det skal bygges. Der er et stort, dybt og grundlæggende princip, som må gælde alle sunde og retfærdige og gavnlige jordreformer – nemlig dette, at jorden i ethvert land blev skabt af Gud til gavn for det folk, som bor i landet, og at ethvert monopol eller privilegium og enhver rettighed, ligegyldig af hvilken oprindelse, som for en tid er knyttet til ejendomsretten til jorden, men som er uforenelig med dette princip, bør for samfundets skyld uden betænkning ophæves.”

Det var på Lloyd Georges initiativ, at Jakob E. Lange i 1927 rejste til England for at gøre sig bekendt med britiske landboforhold og, som en slags konsulent, udtale sig om jordspørgsmålet. Jakob Lange udarbejdede en rapport om sin rejse, en lille bog, under titlen: A Danish view of British Farming -­ “Den bog, som jeg selv regner for et lille kunstværk”, skriver Lange i sine erindringer. Her fortæller han også om et besøg hos Lloyd George. Dette stykke gengives i næste nr. 

På det foran gengivne portræt af Lloyd George, fra 1913, (ikke med her /pma)  er han endnu en forholdsvis ung mand, kun 50 år. Det er fra den tid, hans største bedrifter blev øvet: under kampagnen for jordreformen. 

Født i 1863 som søn af en skolelærer, opdraget hos en onkel i Wales, uddannet til sagfører, blev Lloyd George i 1890 medlem af Underhuset og en stærkt benyttet agitator landet over. I 1905 blev han handelsminister i ministeriet Campbell-Bannermann, 1908 finansminister i ministeriet Asquith og under forrige verdenskrig –

1915 – premierminister. Kort før sin død i marts 1945 var Lloyd George blevet adlet. Men det ændrer ikke noget i hans eftermæle. Han var i sin manddom den mest hadede (af godsejerklassen) og den mest elskede (af den jævne befolkning) af alle tiders engelske politikere.