fra tidsskriftet RET, juni 1917 af S. Berthelsen.
Etatsråd Wilhelm Moldenhawer
Administrator ved det schimmelmannske fideikommisgods.
12 juli 1831 – 16. maj 1917.

En foregangsmand 

Den nu afdøde administrator W. Moldenhawer, hvis billede er optaget foran, indgav i året 1853 som 22-årig assistent i finansministeriet og fun­gerende sekretær hos finansminister Sponneck, til denne et motiveret forslag om indførelsen af en grundværdistigningsskat. Desværre kendes ord­lyden af forslaget ikke idet det overgaves ministeren privat, og derfor ikke blev optaget i ministeriet registre eller kopibøger. Men efter Moldenhawers mundtlige meddelelse, hvorpå her i det hele bygges, omfattede forslaget en almindelig grundværdistigningsskat for hele landet, som basis for vort lands finanspolitik og grundlagt på periodiske vurderinger af jordrenten. 

Gennemførelsen af en sådan skatte- og vurderingsreform allerede for mere end 60 år siden ville utvivlsomt – som tidligere omtalt – have ­haft en gennemgribende betydning for hele vort lands økonomi og poli­tik, og det kan derfor kun beklages, at unge Moldenhawers velmente forslag ikke dengang optoges af Sponneck, der dog – som hans ypperlige bog om toldvæsenet viser – var en overordentlig indsigtsfuld og frisin­det statsmand. 

På den anden side er det lidet træffende, når det om Moldenhawer senest nu ved hans død, offentligt er udtalt, at han på grund af frem­sættelsen af hint forstag kunne kaldes “Danmarks Henry George”, eller at dette forslag, som det bl.a. hedder i Kraks Blå bog, indgaves af Mol­denhawer “18 år før et lignende forslag fremsattes af Henry George i Amerika”. Forslaget af 1853 indeholdt – efter Moldenhawers egne udtalel­ser kort før hans død – ikke nogen anerkendelse af den grundsætning, som er Henry Georges store indsats i nationaløkonomien, nemlig at hele grundværdien, også den såkaldte “allerede skabte”, tilhører folket, fordi dette hver dag indbringer renten deraf påny. Forslaget af 1853 hvilede derimod på den af Stuart Mill kort forud fremsatte tanke om ind­dragelse til det offentlige af den fremtidige grundværdi, medens den “allerede skabte” grundværdi reserveredes den øjeblikkelige private be­sidder. 

Dette bekræftes til fuldkommenhed ved et lille skrift, som Moldenhawer udsendte i 1855: En historisk og critisk fremstilling af de for­skellige theorier om jordrenten, (se her) der fortjener langt større opmærksomhed end hidtil er vist det af vore hjemlige økonomer – medens derimod en yngre norsk forfatter, Wilhelm Keilhau, nylig med anerkendelse har fremdraget den gamle pjece. 

Denne indeholder nemlig på sine 52 små sider en klar og vellykket redegørelse for de på den tid fremsatte jordrente-teorier, og en noget knap, men ganske skarp og overlegen bedømmelse af disse. Afhandlingen var skrevet som besvarelse af en opgave til en konkurrence om et pro­fessorat i statsvidenskab ved Københavns Universitet, og det kan kun beklages, at den ganske vist meget unge forfatter ikke opnåede denne stilling og derved fik lejlighed til at udvikle sin utvivlsomme skarp­sindighed på de mange nationaløkonomiske opgaver, som den følgende tid bragte. Han ville sandsynligvis derved have påvirket de studerende i en anden og heldigere retning end den, der ellers har kendetegnet vort universitets gerning på dette område i den forløbne tid. 

Moldenhawer gør i sin afhandling først rede for jordrenten, udfra Dr. Anderssons allerede i 1777 udsendte værk, der mere end Ricardo’s bog af 1812 bør nævnes som grundlæggende. Men Moldenhawer går videre end disse og andre forgængere, der væsentlig går ud fra den ved ager­dyrkning på jord af forskellig godhed skabte jordrente. Han siger ud­trykkelig: “En jord giver jordrente, ligegyldig om den benyttes til ager­dyrkning, bjergværksdrift eller til opførelse af bygninger, så snart den ved sine naturlige egenskaber, sin gunstige beliggenhed, eller indskrænkede mængde, sætter mennesket i stand til at realisere et udbytte, der er større end hvad der er fornødent for med den sædvanlige gevinst at tilbageerstatte den ved benyttelsen anvendte kapital”. Selvom enkelte udtryk i denne de­finition kunne tænkes bedre, er den dog en rammende og god forklaring på jordrentebegrebet, og er næppe givet bedre af nogen hjemlig viden­skabsmand. 

Særlig bør det fremhæves, at Moldenhawer alt dengang med så over­legen dygtighed kunne afvise den opfattelse af jordrentespørgsmålet, som amerikaneren Carey fremsatte i 1837 (og 1852), og som bl.a. den senere danske professor W. Scharling mærkelig nok sluttede sig til – til stor skade for vort universitets holdning til dette spørgsmål i mere end en menneskealder. 

Careys hovedpåstand er, at jordens værdi – ganske som andre vær­dier – udelukkende er en arbejdsværdi, at jordværdien derfor har ten­dens til at synke under produktionsomkostningerne (!), at renten for be­nyttelsen af jorden erlægges efter samme principper som godtgørelsen for brug af maskiner, heste og huse, og at der  –  som følge heraf – aldrig er blevet betalt noget for brugen af naturfaktorerne og “ville sådant også have været en umulighed” (!). 

Moldenhawer imødegår omhyggeligt og med dygtighed alle disse vrange påstande, delvis, men langtfra udelukkende, ved hjælp af Stuart Mill’ske argumenter. Careys påstand, at beliggenhedsværdien ikke er en natur­lig værdi, men udelukkende arbejdsskabt, vil næppe nogen længere fast­holde. Derimod findes der endnu dem, der med Carey mener, at al jord­værdi kun er frugt af tidligere anvendt kapital, uanset om denne for­længst er tilbagebetalt dem, der gjorde udlægget, ved så meget højere ud­bytte. Men også dette imødegår Moldenhawer med gode grunde, idet han påviser den bestemte grænse mellem kapitalgevinst og jordrente. Han be­nytter således det originale tankeeksempel, at københavn pludselig op­hørte at være den fæstning, som den var i 1855, og at derved de byen omgivende jorder skiftede karakter og følgelig værdi og jordrente –uden arbejde. Og han citerer udførlig Stuart Mill’s ypperlige argument mod den Carey-ske påstand om, at renterne af den på jorden tidligere fra Gorm den Gamles tid anvendte kapital (derunder til veje, kanaler etc.) fremdeles er en del af jordrenten. 

Som det vil ses var alt den gang tilstrækkelig imødegået de carey-ske påstande, som mange af vore hjemlige eftersnakker-nationaløkonomer sta­dig har hævdet overfor Henry Georges venner. Således vil erindres nu­værende amtsforvalter N. P. Jensens mange forsøg i den retning, ligesom selv mindretallet i det radikale venstres jordudvalgs betænkning af 1910 var stærkt påvirket af de Carey-Scharlingske påstande. 

Hvorledes Moldenhawer i sin næsten 60-årige administratorgerning søgte at praktisere sine ungdoms-tanker om jordrenten, bl.a. ved udform­ningen af nogle jordfæste-forhold, skal ikke her berøres. 

Derimod skal til slutning gengives det indlæg, som han i 1900 sendte Nationaløkonomisk Tidsskrift som bidrag til en da stedfindende diskussion om værdistigningsskatter: 

I forbindelse med det i Nationaløkonomisk Forenings møde den 29. november af dr. Cassel holdte foredrag om det offentlige ejendoms- eller beskatningsret overfor værdiforøgelsen af byernes grunde tillader jeg mig at fremsætte følgende bemærkninger: 

I 1853 altså 18 år før Henry George i Amerika på tryk berørte denne sag, indleverede jeg til den daværende finansminister, grev Sponneck, et forslag til beskatning af den ekstra-indtægt, som kaldes jordrente, og som hidrører fra det privilegium, som grundejendomsbesidderne uden anstrengelse og bekostning ligesom sovende opnår ved tidernes og for­holdenes gunst. – Denne beskatning af jordrenten, der i teorien sikkert må erkendes som retfærdig, kan dog vanskelig gennemføres i praksis overfor det egentlige landbrug, men det forhindrer jo ikke, at det kan ske overfor de til bygninger i byerne benyttede arealer og da navnlig i Københavns og Frederiksberg kommuner, for således at skaffe udsigt til en, om end ikke øjeblikkelig, så dog fremtidig indtægtsforøgelse, der kan holde nogen­lunde skridt med den udgiftsforøgelse, som ufejlbarlig vil fremkomme i stigende grad efterhånden som København og Frederiksberg mere og mere tiltager i omfang og befolkningstal. Idet jeg som oplysende bilag henviser til den af mig i 1855 udgivne pjece om jordrenten, tillader jeg mig derfor at henstille følgende forslag til rette vedkommendes overvejelse og bedøm­melse, navnlig med hensyn til, om det ikke måtte være muligt, ad den vej at forhindre, at København og Frederiksberg kommuner atter ad åre kommer i en lignende pengeforlegenhed som for tiden: 

1. Der foretages ufortøvet en vurdering af samtlige til Københavns og Fre­deriksbergs kommuner henhørende grundarealer, såvel de bebyggede som de ubebyggede, hvoraf det kan ses hvilken værdi i handel og van­del de for tiden har uden bygninger. 
2. Efter forløbet af et antal år foretages atter og atter med passende mellemrum en sådan vurdering af samtlige grundarealer uden bygninger.
3. Af den således hver gang udfundne forøgede værdi, for så vidt den ikke hidhører fra pengenes værdiforringelse, beregnes den til hver tid gængse årsrente, og det således fremkomne beløb, der er ligt jordrenten af bemeldte grundarealer, indkræves enten helt eller helst delvist som kommuneskat.
4. Hensigten at indkræve dette beløb som skat bringes til offentlighedens kundskab samtidigt med, at den første vurdering finder sted, så at der i mellemtiden ved køb og salg kan blive taget alt fornødent hensyn hertil.

Hvis dette forslag var blevet godkendt i 1853 da jeg første gang frem­satte det, altså på en tid, da grundarealer i København og Frederiks­bergs kommuner endnu ikke havde fået den ved sporvejsanlæggene, vold­sløjfningen, befolkningstilvæksten, de nye gadeanlæg med vand, gas, ma­kadamisering, brolægning og kloakker m.m. fremkaldte umådelige værdi­forøgelse, som disse ejere uden arbejde og bekostning ligesom sovende ved tidernes og forholdenes gunst har erhvervet, så ville København og Frederiksberg kommuner sikkert for tiden i pekuniær henseende have været således stillede, at det ikke havde været nødvendigt, som nu tilfældet, at gå omkring med lygte for at søge om et passende skatteobjekt. Men, hvad der er sket en gang, det kan ske atter, og så vist som København og Frederiksberg endnu langtfra har nået deres kulminationspunkt, så vist vil også en lignende værdiforøgelse efterhånden indtræde som følge af frihavnsanlægget, jernbaneomlæggelsen m.m., i hvert fald for alle de mange til nævnte kommuner henhørende for tiden endnu ubebyggede are­alers vedkommende, og derfor gælder det om at benytte tiden og snarest muligt at skride til den nævnte første vurdering. Finder man denne vur­dering for besværlig, vil det være let for de sagkyndige at finde en anden mere praktisk fremgangsmåde, hvorved man kan ramme denne ekstra­indtægt eller jordrente, når man først har erkendt, at den afgiver et pas­sende skatteobjekt. Som et eksempel på, hvilken umådelig størrelse ­denne ekstraindtægt kan nå, skal jeg endnu oplyse, at de mange opfyldte arealer ud for ejendommene langs med den gamle strandpromenade (nu Strandboulevarden), som disses ejere vistnok i opfyldt stand har erhver­vet for en pris af omtrent 4 kroner pr. kvadrat-alen, efter frihavnsan­læggets fuldførelse sikkert uden forøget bekostning kunne sælges for omtrent 40 kroner pr. kvadrat alen.“

Selvom vi ikke kan underskrive hvert ord i dette indlæg – og sær­lig ikke kan indrømme de praktiske vanskeligheder ved jordrentens ud­findelse på landbrugsjorden – kan vi kun anerkende den faste holdning, som den næsten 70-årige Moldenhawer endnu da indtog i spørgsmålet om jordrentens inddragelse til samfundet. 

Han var da også lige til sin død – og med rette – stolt over, at han på dette område havde været en foregangsmand herhjemme. 

***

PMA: Se også:
Helsingør Leksikon
Tikøb Kommune – Lokalhistorie
Begge sider gør Henry George til englænder – men det kan vi vel leve med?
**
Moldenhawers henvendelse til Sponneck i 1853 nævnes i
lex.dk
Den har jeg ikke fundet. Men her er, fra Helsingør Dagblad, 17/11 1909, – fundet i S. Berthelsens ‘avisudklip’ – se her – K.J. Møllers replik til et indlæg af Hr. Moldenhawer fra 16/11 1909:
Moldenhawer og Jordrenten
Moldenhawers eget indlæg bringes, når jeg har fundet det!