16. februar 1864 – 17. oktober 1922
fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 41, 1922 

Dr. Villads Christensen var søn af lærer Chr. Christensen i Nørbæk. Han blev student i 1882, cand. mag. i 1888 og fik året efter universitetets guldmedalje. I 1890 blev han assistent ved pro­vinsarkivet i Viborg og var samtidig som adjunkt lærer ved latinskolen dér, hvor han bl.a. havde Johannes V. Jensen som elev. I 1896 blev han arkivar ved Københavns Rådstuearkiv, i 1900 doktor philosophiæ pp afhandlingen Båreprø­ven. Fra 1907 redaktør af Historiske meddelelser om København; næstformand i studentersam­fundet 1905-06, formand i den danske Henry George Forening 1906, redaktør af foreningens tidsskrift fra 1916 til 1919. I bestyrelsen for Jo­seph Fels-fonden fra 1909.
I bestyrelsen for det jyske historisk-topografiske selskab siden 1896 og for højskolen for moderne samfundsvidenskab og politik. I forretningsud­valget for selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie 1906-09.
Søndag den 22. ds, blev dr. Christensen fulgt til graven af en talrig skare venner og medarbejdere fra hans videnskabelige arbejde såvel som fra arbejdet for grundskylden. Efterårssolen strå­lede ned over det gyldne bøgelov, hvormed kisten var smykket, og over et prægtigt flor af alle de dejligste blomster. Bl.a. var der kranse fra ma­gistratens første afdeling, Rigsarkivet, Landsarkivet for Sjælland m.fl., Selskabet for Jysk Historie og Topografi. Deltagerne i studenterforeningens rejse 1922, Den danske Henry George Forening. Henry George Foreningens Køhenhavns kreds, Politiken og Københavns radikale Venstreforening, 1. Kreds,
Efter at koret havde sunget salmen Solen sank bag høj og hav – talte pastor Frederiksen fra Getsemane kirke ved båren: Hvad der prægede Villads Christensen som videnskabsmand og forsker, var den ganske usæd­vanlige redelighed og kærlighed til sandheden, som også satte sit præg i hans indre liv . Han tørstede efter sandheden og stræbte at være den tro i kær­lighed. Den trang gennemførte han til det sidste. Han gik aldrig på akkord med sig selv, men ved­blev at søge gennem hele sit fine og noble liv. Og i dag kan vi samles i den overbevisning, at på den anden side graven, hvor alle gåder løses, har sandhedens store mester taget imod ham, som var af sandheden.

Villads Christensen
af Signe Bjørner

I de mange anerkendende og respekt­fulde artikler, som aviserne har bragt om Rådstuearkivar, dr. phil. Villads Christen­sen, fremhæves især hans grundige og flit­tige historiske forskning, hans samvittig­hedsfulde virksomhed fra arkivet – kort sagt, den enestående Og værdifulde arbejdskraft, han var i besiddelse af og så trofast forvaltede. Hans liv var arbej­de, og arbejdet var hans største lyst. 

Men helt og ægte menneske, som han var, tog han på ar­bejdet uden al kunst­let højtidelighed. Uden mindste forsøg fra hans side på at gøre sine bøger populære, prægedes de således af hans jævne og ­naturlige person­lighed, at de er fol­kelæsning i bedste forstand. Som en modersmålets elsker og fintmærkende dyrker, der forstod at vælge sikre og nøjagtige udtryk for de stemninger, den tankegang ­eller den tidsånd, han ville skildre, skabte han den frugtbareste forbindelse mellem videnskaben og folket.

Og fra sit eget dybt følsomme sind hent­ede han forståelsen af alt menneskeligt, der ikke alene gjorde ham til en så levende skildrer af svundne tiders mennesker, men gjorde ham så værdifuld som ven. Det var til fest at være sammen med ham i vennela­g, hvor hans lune og hans evne til at gen­give sine indtryk og oplevelser kunne virke så hjertevarmende. Men også hvor for­knytte og fortrykte mennesker trængte til medfølelse, til nyt livsindhold, kunne han finde den rette vej til at hjælpe. Kun få ved – fordi hans mange venner kun i ringe grad var kendt med hverandre –, hvor mange gamle og ensomme mennesker han har bragt glæde og friskhed i sindet ved sine besøg. Og han kunde gøre det på en måde, så de fik det indtryk, at det var ham, der gik rigere fra dem, end han kom, ja, sådan var det også, så vist som godhed og velvilje øges ved at bruges. 

Han troede på det evige liv, døden stod for ham som livets største oplevelse, som indgangen til den klarhed, hvor tilvæ­relsens dunkle spørgsmål blev oplyste – den havde ingen gru for ham. Dog har det sikkert været svært at forsone sig med at skulle forlade så me­get ufuldendt arbejde, ikke nå at få samlet sit livsværk, det, som skulle hjælpe andre til at komme lettere hen over den vej, han så nøjsom­meligt var med til at bane: vejen tilbage til forfædrenes erfaringer og på baggrund af disse frem til større livsforståelse. 

Der er et lille digt, som han har skrevet i sin tidlige ungdom, der i sit vemod må synes hans venner nu som en forudfølelse. Digtet er trykt i Illustreret Tidende i 1891, men skrevet langt tidligere. Det lyder således: 

Forår. 

Grønnes langsomt, knopper små i lunden ;
Det har ingen hast med somrens løv.
Tidsnok kommer efter morgenstunden
Middagshedens tid med sol og støv, 

Vokser langsomt, friske strå på engen;
Eders fagre liv er dog så kort.
Snart går leen gennem blomstersengen
Og som vissent hø I vejres bort. 

Spirer langsomt, blomsterskud i haven!
Kun i løftets tid er livet smukt.
Kronens fulde pragt alt dækker graven,
Døden venter bag den modne frugt. 

Forårsdage, livets ungdomsdage!
mål mig karrigt hvert et kort minut!
Thi når ingen fler I har tilbage,
Da er håbet endt og glæden slut. 

Der ligger en udvikling mellem dette lille tungsindige digt og et andet som også blev trykt først i halvfemserne i samme blad, nemlig: 

På cykle. 

Tøvende jeg standsed’ under bakken,
Den var stejl – jeg måtte bøje nakken
Helt tilbage, mens jeg lod mit øje
Måle toppen af de nøgne høje.

Og jeg sagde : “Det er spild af kræfter!
Der er ingen ting at ride efter!
Vejen er jo lang og tung og sandet ­–
Hist som her, det bliver aldrig andet!”

Dog jeg red derop, skønt tid det tog mig,
Tænkte stjålent: “Andre håb bedrog mig,
Men måske – man kan jo aldrig vide
Er der skønhed på den anden side.” 

Op jeg kom og spejded’ over bakken:
“Ja jeg tænkte nok, at det blev takken!”
Vejen sled sig fremad, tung og sandet –
Her som hist og ej det mindste andet. 

Op ad mange bakker har jeg redet
Og for hver: et håb til jorden stedet.
men bestandig bli’r jeg ved at ride
Efter skønhed – på den anden side. 

Dette digt er så karakteristisk for den modne mand, således som vi, hans ven­ner og medarbejdere, nu kendte ham – og udtrykt i billedet fra hans færden på den befordring, som var ham kærest, som han holdt fast ved og brugte til sine lange ture lige til den allersidste dag, han fik lov al færdes. At hans cykleture i den jyske sand så vel som i de nordsjællandske skove Ikke har givet lutter skuffelser, der­om vidner del tredje og sidst gengivne digt (fra månedsskriftet Jylland, der udkom 1891), som hedder: 

Genkomst til Jylland. 

Ja, jeg ser det igen, og jeg kender det alt,
trods lidt nyt, som blev bygget, lidt gammelt, som faldt;
det er hjemmet, jeg møder, hvor minderne bor,
og jeg står på min fædrene jord.

 Dette land, med de vidtstrakte moser og kær’,
med den sorgklædte lyng og de krogede træ’r –
dette land det er mit, skønt fra hav og til hav
ej en tomme jeg ejer deraf 

Ja så vidt er det mit, som mit øje kan nå
over markerne ud i det svimlende blå.
Fra den lyngklædte ås til den blinkende Fjord
Så langt går min fædrene jord.

 Thi jeg kender det alt: denne slyngende å
gennem dalbrede enge med kvæghjorder på,
disse ‘vigende bakker, den susende skov ­–
og bonden, der går bag sin plov. 

Ja, jeg kender mit land til den fjerneste krog,
jeg kender dets tanker, dets liv og dets sprog:
det hjerte, som rummer dets nød og dets lyst,
er det samme, som slår i mit bryst.

Men jeg kender dog bedst og jeg elsker især
denne fattige plet mellem heder og kær,
med en lerklinet hytte til husmandens ly
og en markvej til nærmeste by. 

Og jeg kender dog bedst, og jeg ærer især
Denne fattige udflytters tanke og færd,
Hans slidfulde liv, hans stilfærdige død
Og den smule lykke, han nød.

I fattige folk på min fædrene jord!
Jer løn er kun ringe, jer gerning er stor.
Ærbødig jeg går eders hytter forbi
Min stolthed; min styrke er I! 

Denne stolthed og ærbødighed for det trofaste og lidet påskønnede slid, det jævne folks arbejde med jorden, finder atter sit udtryk i hans eget trofaste og utrættelige arbejde for at gøre hele folket til sit fæ­drelands grundejer, ikke alene som medejer af dets skønhed, således som han selv blev det, men i ligefrem og bogstavelig forstand, så at enhver blev andelshaver deri, ma­terielt som åndeligt. 

Når vi i i Det Frie Blad søger, gennem disse spredte mindeord, at give endnu vi­dere kredse et indtryk af, hvor meget der er tabt ved Villads Christensens død, er det ikke for, at sorgen over vort store tab skal forplante sig. Kunne derimod noget af hans arbejdsevne, hans trofasthed og energi for­plante sig til os alle; kunne vi inderligt og ærligt sige til os selv: se, hvad vi har mi­stet – hvordan skal vi bære os ad med at virke endnu stærkere, end vi gør, så at tomheden efter ham ikke skal føles alt for smerteligt – da vil han endnu i sin død have tjent den sag, han helst af alle tjente i live. 

– – –

I sandhed og skønhed.
af Hans Kyrre. 

Ingen af os fik ham sagt det, mens han levede, hvor højt vi elskede ham. 

Sine egne følelser, så rige de end var, gav han aldrig umiddelbart til kende, og mod andres udtryk værgede han sig med sit fine, ironiske smil. Han ville så gerne give, men havde svært ved at tage. Selv en ærlig følt tak kunne han vanskeligt tage imod, og derfor søgte hans gaver helst de skjulte veje. 

Men nu, han er gået bort, kan vi uden sky sige ham, hvor vi havde ham kær. Vi finder aldrig en bedre ven. Og indenfor Henry George kredsen, ved vi, kan han ikke erstattes. 

I den kreds følte han sig gennem mange år mere hjemme end noget andet sted. Det var, som hans væsens inderste tone, det lyse retsind, den klare tanke, det altid medfølende hjerte, her fandt en aldrig svig­tende sangbund. 

Henry George tanken var ikke en ide, han teoretisk havde antaget og læmpet sin opfattelse til rette med; den var så nøje i overensstemmelse med alt, hvad der var hans, at man tit fik en følelse af, at om dem ikke var opstået hos Henry George, ville den være blevet til hos ham, så fuldstæn­dig udløste den kræfterne og retningen i hans vilje og væsen. 

Det faldt så naturligt, at det også blev i denne kreds, han fandt sine kæreste, per­sonlige venner. Overfor dem kunne han åbne sig, eller i alt fald åbne for glimt af det usædvanlige, det rige og gode, der boede i ham. 

Han yndede paradokset. For fuldt at nyde samværet med ham, måtte man i begyndelsen ligesom lære et helt nyt sprog. En egenartet, personlig udtryksmåde. Han ejede et poetisk stemt sind, med kærlighed iii digtning og musik – i sit forfatterskab udtrykte han sig som kunstner –, men i al sin ydre fremtræden bar han prosaklæ­der. Et sindbillede for dette væsen fandt han måske selv i den plante, han holdt så meget af, sit hjemlands brune lyng med de stride grene og den blide blomst. Usvi­gelig trofast og nøjsom som den slog han rod i sin egen verden, og bestandig som den var han i væsen og vaner, – var han til det sidste, da han ensom og uden kunstig hjælp helst havde ønsket at gå sit livs afslutning i møde. 

Kun himlen og træerne bad han om at se fra sit sidste leje.
For ham var sandhed og skønhed ét, og mod denne forening gik hans livs utræt­telige stræben. 

Jeg mindes en aften, han fra bunden af en af sine skrivebordsskuffer fandt frem et par gamle digte; de var personlige og ægte som alt, hvad han lod komme til udtryk, og han læste dem op uden sentimentalitet. Det ene var en Cyklevise. Og jeg hid­sætter efter hukommelsen det sidste vers: 

Op ad mange bakker har jeg redet
Og for hver: et håb til jorden stedet.
men bestandig bli’r jeg ved at ride
Efter skønhed – på den anden side.

Nu har han gjort rejsen over den sidste. Og vi, der kendte ham, ved, at han satte sit håb til “på den anden side” at finde den fulde skønhed, han her kun stykkevis mødte. 

Ad den vej kan vort øje ikke følge ham. Men for de veje, vi her fik lov til at van­rdre sammen med ham, siger vi ham vor tak i savn og kærlighed. 

***

Kredsens midtpunkt
af C. N. Starcke. 

Det er vel en god snes år siden, jeg havde læst Henry Georges Fremskridt og fattigdom, og den havde grebet mig dybt, som den har grebet så mange mennesker. Så mødtes jeg med Villads Christensen: hvorledes det gik til, husker jeg ikke mere. Men det var vel en naturnødvendighed, at enhver, der kom ind under Henry Georges tankekreds, også kom i forbindelse med Villads Christensen. Han var sjælen i en lille kreds, som af og til samledes i et lille bitte lokale for at tale om de store ting, om den menneskelige urets forbandelser og den guddommelige retfærdigheds simple love, der ville sætte alt på plads, om mennesker blot ville følge dem. I denne kreds fandt jeg mennesker, som jeg har lært at højagte, og som ha gjort livet mere værd at leve for mig, og om ikke over dem alle, så som det naturlige midtpunkt stod Vil­lads Christensen. Altid vidste man, hvor han stod, aldrig brugte han overflødige ord for at komme uden om en sag, altid klar og skarp som selve den ubøjelige retsindig­hedslære, han havde optaget i sig. Der var ikke gnist af personlig forfængelighed i ham, ingen trang til at gøre sig selv gæl­dende, kun en aldrig svigtende glødende iver for at få Henry Georges tanker til at blive levende hos andre. Hvor kunne man føle sig selv lille, når man så, hvor stor han var i sin fuldstændige hengivelse til den store sag, han ville tjene. Og hvor næn­som og hensynsfuld var han ikke i alt det menneskelige, som kunne komme frem mel­lem ham og dem, med hvem han samledes om den store centrale sag. Så stor en tro gav han os alle, at den sag ville og måtte sejre. Så al forsagthed veg. At han var i vor midte, var os et pant på fremtiden, en lykke, som gør sorgen over hans bortgang dyb og tung, men også former den som en fast beslutning at føre den kamp videre, hvori han var med fra første færd, denne tak får være det bedste vidnesbyrd om hvor meget han var værd. . 

***

Ved en vens bortgang
af J.L. Bjørner.

Villads Christensen stod mig ikke alene nær som meningsfælle – som en trofast George mand –  men også som personlig ven. 

Han var en skarp kritiker, og ofte blev diskussionen varm, men han var ingen negativ natur. Han havde sin bestemte – ­sommetider meget bestemte – mening om tingene. Men ikke sjældent gav forholde­nes udvikling ham ret. 

Han var en sprogets mester. Hør blot den festlige indledning til hans store anmeldelse af Henry Georges hovedværk den gang, den i Jak. E. Langes oversættelse udkom på dansk: 

“Fremskridt og fattigdom! Hvilken klin­gende titel! Hvilken dristig tankeforbin­delse! Alt det sejrrige, stolte og lyse, der rummes i fremskridtets forgudede navn, ­alt det pinefulde, ydmygende og nedvær­digende, som ordet fattigdom dækker over! Hvem har vovet at stille de to begreber op ved siden af hinanden? 

Amerikaneren Henry George har vovet det – og han har gjort det grundigt. Med tan­kens og sprogets stærkeste bånd har han lænket de ord således sammen, at de ikke let vil blive adskilte mere, førend begge or­dene har fået en ny betydning – en gang når ‘fremskridtet’ fuldt ud er blevet menneskenes lydige tjener, og når ‘fat­tigdommens’ mørke gåde er løst.”

Han var historiker af profession, men vor sag nød også her godt af hans evner. Et af hans tidligste småskrifter var: Den før­ste Henry George bevægelse i Danmark, hvori han skildrer vor bevægelses historie fra Ullmanns første taler til stiftelsen af Den Danske Henry George Forening. Han sagde selv: “Hvem skal mon skrive vor hi­storie, fra foreningens stiftelse til vore idéers anerkendelse i det praktiske lovgiv­ningsarbejde?” 

Ja, hvem skal – Nu? 

Han var digter af natur. Når man har læst hans lille bog Hjem fra møde, må man indrømme, at socialøkonomi kan gøres til poesi. Han var redaktør af Den lige vej 1916-1919, og uden forklejnelse for andre, tør jeg vel nok sige, at han var bladets bedste redaktør, ikke mindst fordi han i den tid skrev nogle af sine allerbedste artikler. Han var en trofast deltager i Henry 

George stævnerne og flere gange var han foredragsholder ved disse populære sammenkomster. På det første ­stævne på Høng Højskole 1906 holdt han foredrag om: Jesuiterstaten i Paraguay. Et foredrag, der atter er blevet aktuelt i denne tid, hvor der er planer oppe om statsstøttet udvandring og udenlandsk ko­lonisation med fællesdrift. Hans fore­drag er den skarpeste advarsel mod slige eksperimenter. 

Der siges, at ingen er uundværlig. – Det er vel nok i almindelighed rigtigt. Men Villads Christensen vil, i alt fald, ikke blive let at erstatte, og jeg ved, at han efterlader et dybt savn. 

Ære være hans minde.