fra tidsskriftet RET,  feb.-marts 1917
af Valdemar Bennike.

Thorvald Helveg (1855-1917)
var præst af en ganske egen slags. Af sin meget lærde fader var han blevet uddannet til en af vore grundigste bibelkendere og teologer. Men mens faderen havde ondt ved at tale og skrive, så folk kunne forstå det, evnede sønnen begge dele. 

Det var sikkert en lykke for ham, at han kom til at begynde sin virk­somhed om fri præst for danske menigheder og som højskoleforstander i det fri Amerika, hvor ens praktiske sans nødvendigvis må blive udviklet, og hvor man nødes til at regne med livets virkelige forhold og ikke med usikre teorier, om man vil begå sig derovre. 

Vist er det, at da Thorvald Helveg efter 14 års virksomhed i Amerika som 40-årig mand, kom her til Vallekilde for at tage den dobbelte gerning op efter Hoff og Trier, var han ingenlunde nogen teologisk stiv stikker. Rank og frejdig gik den smukke, lille mand om imellem os, så man næ­sten kunne se på ham, at det var en mand, der turde hævde sig over for alverden og ikke var til sinds at underordne sig gamle fordomme og gam­mel slendrian. Thi sådant hadede han mest af alt, så at han, for at få sligt rykket ud af sine omgivelsers tankegang, tit kom frem med meget vovede udtalelser, der ikke altid var talt ud af hans hjertets dyb, men snarere syntes udsprungne af en sær lyst til at sige imod og ruske folk op til selvstændig eftertanke. 

Helveg havde sin særlige styrke i hjertet og følte varmt for de små i samfundet, for de fattige, fortrykte og tilsidesatte. Da han således en­gang så en fraspændt tørvevogn stå udenfor et hus, som beboedes af en gammel, svagelig kvinde, der ikke var i stand til selv at aflæsse tørvene, fik præsten fat i en høkurv og hvilede ikke, før han – med en tilkom­mende håndsrækning – havde båret dem alle op på hendes loft. Og når hans kone bagte æbleskiver, så man ham gerne med en blikspand på armen ile op ad den stejle bakke til  nabobyen Bjerresøs fattiggård for al delagtiggøre de gamle i herlighederne, inden de blev kolde. På denne vandring mødte han en dag sognepræsten, der spurgte ham, hvad han egentlig havde så meget at gøre på fattiggården efter, da de gamle koner jo ikke hørte til hans menighed. “Alle gamle koner kommer mig ved” svarede Helveg uden at betænke sig og ilede videre. 

Han følt da også varmt for alt det arbejde, der gøres i vor tid for at forbedre samfundsforholdene. Efter at være rejst fra Vallekilde skrev han engang til mig: “Nu har jeg begyndt at holde Husmandsbladet for det er nok værd at følge med i, hvad der kommer fra det samfundslag. Jeg skal også have bestilt tjenestefolkenes blad; der må også være noget at lære.” og Severin Christensens Retsstaten læste Helveg med en sådan tilfreds­stillelse, at han bag efter målte have fat i hans Naturlig ret. 

Henry Georges syn på samfundsforholdene var han dog til at begynde med helt fremmed for; og når jeg i de første år, han var her på Valle­kilde, søgte at få ham ind på det, kunne han svare: “Nej, socialismen er det eneste, der er nogen mening i.” Men så fik han Arbejdets kår at læse, og da overgav han sig straks, så han udtalte: “Nu ser jeg, at ret­færdigheden kræver en sådan ordning, som Henry George fremsætter, og så skal vi sætte alle kræfter ind på at få dem gennemført, selvom man, som jeg, ikke kan regne ud, at den vil få alle de gode virkninger, som I udmaler for os.” Dette standpunkt blev han ved at indtage, så længe han levede, og satte en ære i at vedkende sig det. Ved et efterårsmøde på Langeland talte en højskoleforstander om det så vanskelige og ind­viklede samfundsspørgsmål og ytrede i sin tale: “Den mand er ikke født, der kan løse det.” Da brød Helveg ham af med et: “Han er både født og død!” Og på spørgsmålet om, hvem han mente dermed, sva­rede han: “Det er Henry George.” – Da vor meningsfælle, land­inspektør Weitemeyer blev jordfæstet (1906) fra Svinninge sognekirke, der var fyldt ikke blot af Vallekilde valgmenigheds medlemmer, som han var formand for, men også af det agtværdige borgerskab fra Svinninge, be­gyndte Helveg sin tale over ham med de ord: “Med den mand, her hviler, har retfærdigheden mistet en af sine talsmænd her på jorden!” Og så omtalte han Weitemeyer’s kærlighed til de små i samfundet og påviste, hvordan han, da han mødtes med Henry Georges kongstanke straks gav sig helt hen til den. Ja, ikke sjældent fik Helveg lejlighed til at nævne Henry Georges navn i sine prædikener. Og efter hans forslag samledes vi, sagens venner, en vinter en aften om ugen på om­gang i hjemmene og læste Fremskridt og fattigdom højt sammen og samtalede derom. Og vi, som deltog deri, mindes grant den festlige glans, der – særlig ved Helvegs friske, sprudlende liv – var over disse små sammenkomster. 

Siden han rejste fra Vallekilde og blev sognepræst på Falster, har han ikke så sjældent i breve til mig aflagt bekendelsen som den tro tilhænger af Henry George, han blev ved at være. Sådan skrev han i 1908: “Det går godt med Henry George-sagen herovre. Vi bar nu haft Bjørner to gange, og folk synes godt om ham, og nu skal vi nok i lag med Berthelsen. Husmændene er godt stemte for Henry George. Blandt de taler, jeg til sommer skal føre med på foredragsrejsen til Amerika, vil jeg også have en lægmandstale om Henry George, for det skal høre med til mine opgaver at henlede vore danskeres opmærksom­hed på den store amerikaner. Han nævnes aldrig i de danske blade, jeg ser der ovre fra. Ligesom Grundtvig sagde, at han ville til England for at lære engelskmændene de diamanter at kende, de ejede uden selv at vide af det, mens de stadsede sig med glasperler, således vil også jeg nævne denne amerikanske diamant for vore udvandrere.” 

Som formand for dansk-amerikansk mission fik Helveg tit besøg af danske præster fra Amerika, og dem gav han regelret en overhaling, fordi de havde levet åringer i et land uden at kende dets største mand. 

Vallekilde Højskole, 8. Marts 1917.
Valdemar Bennike. 

RETs udgiver ønsker også her at bringe den afdøde ven, Thor­vald Helveg, en tak for hans gode hjælp og støtte i arbejdet for Henry George-sagens fremme, og mindes med særlig glæde, hvorledes han ­ved en lejlighed, da der handledes ilde mod bladet og dets mænd sendte disse en opmuntrende hilsen med værdifuld påskønnelse for udrettet arbejde. 

Også husmandsbevægelsens mænd har taknemmeligt vidnet om den hjælp, som husmændenes præst, Thorvald Helveg, ydede dem og deres sag i tale og skrift ved mere end en lejlighed. Det var også ham, som ved et møde pålagde sine tilhørere at gentage for sig selv de ord: “Jordværdien er samfundsskabt” tre gange hver aften. 

Alle gode venner af en retfærdig samfundsordning vil med tak og vemod mindes denne djærve og frisindede forkynder af retfærdsevangeliet 

S. B.