fra Det Frie Blad, nr. 4, 1930

Sophus Berthelsen
af Jakob E. Lange

Ved godsinspektør Berthelsens død mister Danmarks offentlige liv en af sine ejendommeligste og betydeligste skikkelser, folket og frihedens sag en utrættelig forkæmper og vogter, Henry Georges ideer deres mest fremragende talsmand. Ikke mindst i øjeblikket, da så mange reaktionære kræfter samler sig for at hindre og tilbagetrænge den – om end med små og yderst beskedne skridt – begyndte udvikling i retning af udvidelsen af adgangen til jord og hævdelse af folkets fælles ret til jordværdierne, vil han blive savnet. Intet angreb eller snigløb undgik hans altid vagtsomme blik, altid var han rede til at kaste sig ud i forsvar eller angreb, og hans overvældende sagkundskab ikke mindre end hans store journalistiske evne gjorde ham til en farlig modstander, selv hvor hans ubegrænsede iver lod ham vove sig ud over de beskyttende fæstningsmures dække. –

Berthelsen kom forholdsvis sent med i den bevægelse, for hvilken han skulle få så stor en betydning. Han var ikke med i den lille skare, der i 80’erne og 90’erne søgte at føre Henry Georges fanemærke frem i vort folk, men som ikke nåede stort ud over frisindet orienterede højskolekredse. Først omtrent ved århundredskiftet, på et tidspunkt, da – i en politisk og folkelig slaphedstid den fremtrængende agrarpolitik var ved at kvæle de spirende frihedstanker og drive hovedmassen af det frisindede bondefolk over i sit stillestående leje, var hans syn blevet vakt for Henry Georges ideers betydning. Han stod en kortere tid kritisk til dem, men så snart han virkelig havde tilegnet sig dem; blev han fuldt og fast overbevist om deres værdi og betydning. Og han kastede sig fra dette øjeblik med sådan styrke og iver ind i kampen, at den hensygnende interesse straks vaktes på ny og ideernes kvælningsdød forhindredes.

Trods uforfærdede forsøg fra hans og anden side viste det sig ganske vist ugørligt at vække ny forståelse i det gamle Venstres af bondehartkornet tyngede folkelag. Men bedre kår fik oplysningsarbejdet, da de mere fremskridtsvenlige elementer udskilte sig i 1905 under navn af Det Radikale Venstre. Her var sindet åbent for nye sociale ideer og trangen til et virkelig frisindet socialt program meget følelig. Og her voksede derfor på naturlig måde forståelsen frem. Men forinden var der allerede sket et andet, for fremtiden endnu mere betydningsfuldt gennembrud: den moderne husmandsbevægelse. Berthelsen nævnte i senere år altid med særlig stolthed og forkærlighed “Køgeresolutionen” (vedtaget af De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger ved deres konstituerende møde i Køge 1902). Og ikke med urette. Thi den var det første uforbeholdne udtryk for, hvad den nye folkehær bar i sit skjold og satte sig som mål: den økonomiske frigørelse på ligerettens grund. Og intet har for et folk større betydning, – end hvilke faner de nye mænd vil fylke sig under. Og vel var – foreløbig – resolutionens ordlyd mere Berthelsens end husmændenes; vel var det mere en stormende bejlers kærlighedserklæring end den ombejlede bruds bevidste ja-ord. Men ordene var jo alligevel sande, og for hvert år, der er gået siden, er husmandsbevægelsen fastere blevet forskanset på den ligerettens bjergskråning hvor Berthelsen først plantede fanen med de klare farver-

Og da i de følgende år – under presset af den voksende stemning i husmændenes voksende hær – de frisindede partier inddrog arbejdet for jordspørgsmålets løsning og grundskyldens indførelse i den praktiske politik, blev han den allestedsnærværende, altid vågne og aktive førstemand på skansen. Blev det i kraft af sin slagfærdighed, sin journalistiske begavelse, men først og fremmest af sin dybt rodfæstede begejstring, sin omfatttende, saglige viden og sit uforfærdede sind. – Hvad enten det gjaldt en videnskabelig diskussion med lærde Doctores Politici, en årelang drøftelse i kommunale udvalgs praktisk kyndige mænds forsigtige kreds, mod hartkornets forstokkede storrepræsentanter eller mod betænkelige politikere, altid var han den utrættelige oplyser, angriber, anklager, forkynder.

Selv de mest irriterede modstandere måtte modstræbende indrømme ham i alt fald nogen ret. Det var i så henseende betegnende, hvad et af de konservative medlemmer af den store kommunale skattekommission sagde, da den afsluttede efter to års forhandlinger: “Det er godt, det nu er forbi, ellers var vi vist blevet georgister alle sammen”

Berthelsen fik mange offentlige hverv – overskyldrådsmedlem, medlem af fæstekommissionen osv. –, men derimod blev han aldrig praktisk politiker. Da Det Radikale Venstre tonede flag for grundskyld og frihandel, sluttede han sig vel til dette; men med dets langsomme og forsigtige kurs kunne han vanskelig forliges, og lunkne tilhængere var ham en pestilens. Derfor vedblev han væsentlig at være en “fri lanse”. Og partiets ledelse vovede aldrig at gøre brug af hans eminente dygtighed som medlem af dets vekslende ministerier.

På den anden side var han gennem sit arbejde i de jævne husmænds kreds, for dagen og vejen, blevet knyttet så tæt til det virkelige liv og dets kår, at han ikke kunne finde sig til rette i de teoretiserende politiske dilettanters lejr. Og om end “Retsstate” så at sige var støbt i hans billede, blev han dog aldrig medlem af Retspartiet. Ja, hvor anti-marxistisk han end var indstillet, følte han sig endog tiltrukket af vort arbejderparti og hilste navnlig i de senere år med glæde den udvikling indenfor dette, som pegede imod en videre og dybere forståelse af betydningen af folkets økonomiske frigørelse.

Mest betød han dog, når han svingede sin frilanse: ikke blot i de utallige dagblade, der villigt eller modstræbende åbnede deres spalter for ham, men over en lang årrække gennem sit eget månedsskrift RET – og senere i Henry George Foreningens blad, som han redigerede til sin død.

Der kunne være noget rastløst over Berthelsens altid ivrige sind. Og han havde et digterisk følsomt naturel, for hvilket små ting kunne have overvættes betydning. Man kunne trække tov med ham i timevis for at få lov til at nedskrive et “skæbnesvangert” til “uheldigt” i en af de talløse resolutioner, han fremsatte. – Men på den anden side var hans sag ham så stor, hans digteriske fremblik så levende, at han kunne tillægge selv de mindste skridt i den rigtige retning overmåde stor betydning og fryde sig over dem som sejre, som sporskifter, der af sig selv ville føre udviklingens tog ud i den nye retning.

Derfor ejede hans sind også den optimisme, som gjorde ham til en folkelig mand. Han troede på fremtiden og på folket – og denne tro var det, der nærede han energi til det utrættelige arbejde – trods de hidindtil små og fattige resultater på lovgivningens område.

Berthelsen havde den lykke at falde stående. Han egnede sig mindst af alt til at sidde som åndelig rentier eller aftægtsmand.  Høsten skulle ikke spises op, men bruges til ny udsæd. Under hans billede kunne med føje sættes de linjer, han selv engang skrev i et digt:

Sædemanden synger sin frejdige sang,
sin trøstige sang.

For sidste gang
af Signe Bjørner

Kort før jul – ja, så tæt op mod jul, at travlheden havde forhindret mange i at komme, der ellers gerne ville, så vi var for lille kreds, der hørte ham – talte Berthelsen i Retsforbundets Ungdom. Emnet var jo “Henry Georges livsbetragtning”, og med sin omtale af den gav Berthelsen os et dybere indblik også i sit eget sjæleliv, end det ellers var hans skik. Det var, som om der et øjeblik blev åbnet for de kilder, hvorfra hans eget rige og frugtbare sind hentede sin kraft – den kraft, der tilsyneladende var uudtømmelig, og som fik ham til at glemme, at kræfterne var begrænsede.

Mon det ikke er gået andre som mig, at det er faret som et stik igennem hjertet: “Hvor længe får vi lov at beholde ham?” Det blev ikke længe. Nu, da han så stærkt længtes efter rigtig at komme i kast med modstanden overfor vor sag, efter at han årevis har måttet nøjes med at bekæmpe lunkenhed og misforståelser, netop nu skulle han herfra. Da jeg stod og så for sidste gang på hans smukke hoved med de stærke træk, nu så rolige, tømt for det rastløse, dådkraftige liv, som var ham, måtte jeg mindes nogle ord, som en discipel af Rudolf  Steiner sagde om sin lærers alt for tidlige død_ “Han måtte bort fra sit legeme, fordi der nu er brug for ham så mange steder. Ånden var hæmmet, stedfæstet. Nu er den fri.” Ja – kan vi tænke os andet, end at ånden lever og virker?

Hvem mindes ikke, når Berthelsen rigtig var “i ånd”, hvorledes tankerne strømmede og ilede, så ordet kun alt for langsomt kunne vinde med. Billede på billede tonede frem, det havde hast! Men de stod der, brændte sig med deres egen varme ind i tilhørerens sind.

Der er sagt om Berthelsen, at han var en mand med en idé. Måske, men i så fald var det ikke en snæver idé. Hvor praktisk han end var, og hvor fast han end stod i kundskab om og indsigt i livets “realiteter”, i den økonomiske, materielle verden, så blev grundskylden aldrig for ham en blot skattereform, en praktisk måde at give enhver sit. Det var den – men som en retfærdshandling havde den sit udspring i loven bagved alt, loven for det menneskelige fremskridt, samfundslivets morallov. Og enhver, der blot har fulgt Berthelsen nogenlunde gennem årene, ved, hvor rigt nuanceret hans interesse var. Hvor fandtes der en spire til ny frihed, som han ikke opdagede og skaffede plads i solen?

For Johan Pedersen, “fri valgret”s skaber, blev han også budbringeren, der fik forbindelsen i stand med den kreds af frisindede mennesker, der bedst var i stand til at fatte betydningen af denne dybtgående reform af folkestyret. Ja, selve navnet: fri valgret (som noget mere end almindelig valgret) har Berthelsen givet, og det har været det slagord, hvorunder Samstyre tiltrak sig opmærksomheden fra frihedsvenners sidé. Men gennem RETs årgange kan man bedst følge den mangesidige oplysning, den frugtbare vekselvirkning, som Berthelsen gjorde sig til tjener for. Hans ildhu og hans dygtighed har givet slagkraft til en idé, som i sig selv er så rigtig og sand, at den må sejre. Det er ikke for meget at sige, hans virksomhed har fremskyndet sejren herhjemme – og betydningen heraf er endnu uoverskuelig. En gang vil man måske sige: “Det var godt, Danmark netop den gang kom over det døde punkt.” og den slægt, der da lever, skal lære, at der var en mand, som hed Sophus Berthelsen, hvis fortjeneste ikke alene bestod i, at han var en tro discipel af Henry George, men også i, at han var så sand og ægte, så jævn og dansk tillige, at den verdensomspændende tanke, der er udgået i Henry Georges fremmedklingende navn, blev så inderlig tilegnet, gennem hans – forkyndelse, tør man vel næsten sige – at danske husmænd og mange andre nu synes, det er noget, de altid må have vidst.

Fra Silkeborg Venstreblad.
Midtjyske radikale venstrepresse
N.H.

Til minde om S. Berthelsen,

Så, min gamle principal, godsinspektør S. Berthelsen, er død! Dermed har et uroligt sind, et ildfuldt temperament, en højspændt natur fundet hvile. Han har på et enkelt område: Grundskyld-ideens, udrettet et kolossalt arbejde, der her i Danmark vil sætte spor gennem tiderne. Der er endog dannet en hel “skole”, ja, et helt parti på hans arbejde for Henry Georges skatteteorier. For nogle få dage siden fik jeg brev fra ham. Det var ikke just ros, der i brevet faldt af til disse “kyllinger”, der nu ville være meget klogere og meget bedre end “hønen”. Noget var der ved Berthelsen, der mindede om muhamedanerne: Henry George var stor,  og her i Danmark i hvert fald var Berthelsen hans profet!

På en måde yndede Berthelsen at være profeten, forudsigeren, forkynderen. Han kunne ikke samarbejde med andre, kunne ikke tåle indvendinger eller imødegåelse. På de store kampmøder, han deltog i forløb han sig gerne. Han blev vred, ubehersket, når han mødte modsigelse. Afdøde lektor Hammer fortalte mig engang at Berthelsen havde talt – og han talte godt, utrætteligt med et væld af argumenter – ved et stort møde i Gentofte. Han havde ved sit indledningsforedrag vundet mange venner for sagen, men i diskussionen blev han hidsig, ‘gik over gevind’ og spolerede helt aftenens gode indtryk. Efter mødet bebrejdede fru Hammer ham på sin ligefremme måde, at han sådan forløb sig. Men Berthelsen svarede kun: Hvem tæller vel på sejrens dag de tabte slag!

* * *
Sommeren 1901, da jeg fik ansættelse på “Nørager med flere godsers godskontor i Høng” var på mange måder skæbnesvanger for dansk venstrepolitik. Vi havde fået systemskiftet med ministeriet Deuntzer, og vi hørte nu, at der skulle en takkedeputation til kongen i den anledning. Mange havde en følelse af, at der ved det nye venstre-ministerium var noget muggent, Alberti. Man havde lige fået frihandelsmanden, Peschcke-Køedts toldreform stemt ned af hensyn til den fattige mands snaps – og der var unægtelig nogen mudder hist og her i Venstres rækker i den anledning. Endelig ymtedes det, at nu ville der i stedet for en toldreform komme en stor skattereform, der ophævede de gamle hartkorns- og gammelskatter og gav en del bestillinger til veltjente venstremænd landet over. Et bevinget ord herom kom ud. Det lød omtrent således: Nu vil vi give vore egne hunde vore egne ben!

Sådan lå dansk politik, da jeg i sommeren 1901 begyndte det samarbejde med godsforvalter Berthelsen, der ikke blev indskrænket til godskontorets løbende forretninger  alene, men for Berthelsens vedkommende tog sigte på intet mindre end at gøre Henry Georges tanker til hovedhjørnestenen i dansk politik.

I virkeligheden gik Berthelsen de første år fra sejr til sejr. I 1902 fik han vedtaget Køge-resolutionen, der siden blev grundlaget for husmændenes sociale program. I 1903 kunne han og Jakob E. Lange begynde organisationen af de første Henry George foreninger og i agitationen mod ophævelsen af hartkornsskatterne var han lige ved at få medhold af vore ledende nationaløkonomer med direktør Marcus Rubin i spidsen. Men så var det som tingene gik i stykker for ham, – hvorfor skal jeg vanskelig kunne sige, da jeg 1. nov. 1903 fratrådte stillingen for at trække i “Kongens klæder” – og i et par år ikke stod i nøjere forbindelse med Henry George bevægelsen. Men allerede i 1902 havde hans vanskelighed ved at samarbejde med meningsfæller, ja med en så ypperlig og ligevægtig talsmand som Jakob E. Lange, givet sig kendelige udslag.

Berthelsen gik derfor sin vej alene. Ved støtte af Joseph Fels Fonden oprettede han tidsskriftet “RET”, som han skrev fra ende til anden. Da det radikale Venstre dannedes i 1905 gik Berthelsen med i partiet – ikke straks og stærkt, som det hedder nu i visse blade, men nølende og kritiserende gennem mange år, at en lille rigsdagsgruppe (Folketingets Venstre) havde en væsentlig andel ved partiets dannelse. Men senere, da han af vort parti udpegedes til adskillige hverv i kommissioner, fæstekommissionen, overskyldrådet, etc. blev hans stilling overfor partiet ikke mere et ligefremt ‘baghold’, men et forholdsvist loyalt medarbejderskab.

I de bevægede år, fra 1900 til 1903, da Berthelsen for alvor blev kastet løs fra den trygt forankrede livsstilling som godsforvalter for at gå ud på en sejlads, der måtte bringe hans stilling i fare, (hvilket for øvrigt skete, idet han allerede i november 1903 mistede administrationen af flere godser) mindede han meget om dr. Stockmann i “En Folkefjende”. Han troede på sin sag, derom var der ikke tvivl. Han troede samtidig på sin egen ufejlbarlighed. Sagen og han var ét. Og sagen var for ham en livssag for Danmark, hvis afhængigheden af privatkapitalismens prioritets-erobringer skulle undgås, så den frie borgers økonomiske uafhængighed kunne sikres. Danmarks fremtid … det var spørgsmålet om, med hvor stor kraft Berthelsen selv kunne føre ideerne igennem. Tåber, der ikke forstod det! Besjælet af den opfattelse, denne utålmodighed efter resultater, blev han efterhånden en ensom mand. De folk af det ægte danske sind, der ikke går med til en ting, før de har fået deres komma med i en resolution, dem havde han ingen stunder til at bie på.

Sådan stod Berthelsen da ved sin død: alene. Retsstatsmændene, der lever på hans utrættelige agitation, havde efter hans mening givet grundskyldstanken gift med deres erstatningsforslag, og den demokratiske regering var ikke helt efter hans sind. Dog, de to nu foreliggende grundskyldsforslag anerkendte han og udtalte atter og atter sin glæde over.

* * *
Gennem årene bevarede jeg forbindelsen med Berthelsen. Han sendte mig fortryk af sine artikler og forslag om et meget vanskeligt spørgsmål: Prioritetshavernes stilling ved indførelse af fuld grundskyld, vekslede vi i de sidste 3-4 år utallige breve. Jeg tro i grunden, at her var det eneste område, hvor hans stilling ikke var helt afklaret. På den anden side må jeg sige, at hans “Finansplan” til den 25-årige overgang var meget løst skitseret, så der kan næppe bygges videre på den i dag, I virkeligheden var det denne “Finanplan”, der fik dr. Starcke til at opstille den umulige Finansplan, der nu for tid og evighed skal danne grundlaget for Retsstaten.

* * *
På ét område har vort blad i de senere år været uenig med Berthelsen: Vurderingerne.
Vi har kritiseret disse vurderinger stærkt og skrevet, at de sammenlignet for landet som helhed er ganske uretfærdige. Vi brugte først et materiale fra en skyldkreds i det nordligste Jylland, senere kom redaktør Carl Hansen med eksempler fra Salling og redaktør Nygård med eksempler fra Vestfyn. Til en begyndelse var Berthelsen (vort partis repræsentant i overskyldrådet) ikke til at råbe op. Men efterhånden kom han til at indse betydningen af en helt igennem ensartet vurdering. Jeg kan ikke slutte disse linjer uden at udtale ønsket om, at hans efterfølger i overskyldrådet må blive en mand, der har forståelse af en ensartet vurdering for hele landet, en kortlægning af boniterings- og beliggenhedsvurdering.

– Sophus Berthelsen ejede den egenskab at have mod til overfor få eller mange, i forsamlingshuse eller private hjem, i arbejderkredse som i de højeste kapitalist-klubber at vedstå sine meninger. Det er en egenskab, der er sjælden i vore dage, hvor man helst vil gå i flok. Denne egenskab gjorde ham til en mand, der ragede højt op i det danske folk. Hans minde vil leve længe i Danmark.

Tanker ved godsinspektør Sophus Berthelsens død
af J. Fabricius

De sande, stærke og ædle tanker kommer ind i verden ved de få udvalgte personligheder. Tankerne bliver sået i hjerterne hos de mennesker, der søger efter sandheden, de bliver sandhedens disciple og går ud til folkene som budbringere og læremestre. Sandheden, som kom til verden gennem Henry Georges forkyndelse, greb Sophus Berthelsen i hans ungdom, og han blev en sådan budbringer og læremester i vort folk.

Det er et meget tungt tab for Henry George sagen i Danmark, at vi har mistet godsinspektør Sophus Berthelsens personlighed. Man var altid så rolig, når man vidste, han var der; var trådene end blevet nok så indfiltrede, han skulle nok med sit klare blik trænge igennem og forhindre, at sagerne blev forkludrede. Således står det for mange af os unge nu ved hans død, at vi gennem ham fik noget, som vi ikke kunne få andet steds, noget, der kom fra hans dybtgående kendskab til samfundets økonomiske opbygning – og så fra hans stærke og modige personlighed. Vi unge, der i de sidste år havde den lykke at blive hans elever, føler, at vi gennem ham har modtaget et indblik i og et syn på de økonomiske problemer, der vil præge vore tanker livet igennem.

Selv omfattede han ungdommen med stor kærlighed og nærede stor fortrøstning til den; beredvilligt stillede han sit livs erfaringer, sin rige indsigt i alle forhold til ungdommens rådighed. Vi mindes med glæde og taknemmelighed de to foregående vintres studiekredse i Retsforbundets Ungdom, hvor han gennemgik henholdsvis jordspørgsmålet  og “penge og renter” med os. Vi forstod, at der til grund for den viden, der her blev stillet til vor rådighed, lå en dygtig og målbevidst mands arbejde i mere end en menneskealder. Selv lagde han ofte de unge på sinde, at det ikke var nok med at begejstres for en sag, man måtte gå ind i et alvorligt arbejde, ellers nyttede det intet.

Og selv gik han da altid i spidsen – sparede sig aldrig! –

Også hans store arbejde for jordlovgivningen i Danmark, hans klarhed i dette spørgsmål, hans kærlighed til denne sag må jeg nævne. – Det hører til vore bedste minder, da vi en smuk sommerdag 1928 mødtes med ham på Frederiksborg Højskole, hvor han talte til os og højskolens ungdom om sin livssag, og hvor vi sang hans smukke sang: “Fædreland – folkets land”. – Det billede af den grånede mester blandt ungdommen står så levende for os. – Den samme dag førte han os til den nærliggende udstykningskoloni – efter loven af 4. oktober 1919 – den, der knæsatte det princip, han havde fremsat allerede i 1904. – og hvis sejr han havde sin meget store andel i.

Det var ham altid en glæde, at disse brug – og det er sandheden –trods alle forsøg på at bilde os andet ind, klarer sig så smukt. Vi fik da også selv her et indtryk af den glæde og stolthed, det giver at være fri mand, således som husmanden på disse brug er det.

Det sidste minde, vi har om ham, er så smukt. – Længe havde det ligget ham på sinde at tale til os om Henry Georges livssyn, således som det finder udtryk i Fremskridt og fattigdoms sidste kapitler – det var kort før jul, den 16. december, at han havde lovet os at tale om dette emne, og trods den netop da begyndende sygdom, kom han og udlagde disse skønne tanker for os på en så gribende måde – selv var han også synlig bevæget – og således står det nu for os – som en afsked med vor lærer og ven, hvor han for sidste gang pålagde os at kæmpe for den store livssag.

Selv har han givet et livs arbejde, og det kendes, at arbejdet har båret god frugt i vort fædreland. Hans minde vil vi holde højt i ære.

Døden gør tavs
Sophus Berthelsens minde.
af Viggo Bredsdorff

Mester, der spilled’ på tusinde strenge,
sprogets behersker, blev tavs i et nu;
tavshed, som ingen kalden kan sprænge.
Døden gør tavs med ængstende gru.

Stilhed i stuen – stille i salen,
lyttende vendes øret mod ødet,
håber at fange en genklang af talen,
ordet, der henrev af ånden forsødet.

Tavshed er alt – selv mindernes tale
kues af døden, som spirer af kulde.
Vårmild er vinter i Dannemarks sale,
mindets erantis alt knejser i mulde.

Stridsmand for retfærd – men også for striden,
kampen var kær – men målet var kærer’,
så skal han stå – ukuet af tiden.
Fanen vi sænker. – Hans minde vi ærer.

En blomst til mindekransen.
af Hans Hansen

Når et stort træ I skoven falder, da virker det, som om alt et øjeblik forstummer; som om alt i et kort nu holder andagt som om livet et øjeblik standser i et dybt naturens åndedrag – et kort sekund – og livet går sin gang, til den næste kæmpe falder.

Når jeg skriver disse linjer og tænker på Sophus Berthelsen, da er det, der er sket ved hans bortgang, for mig billedlig talt, som en mægtig eg er falden.

Forbinder jeg et øjeblik mine personlige erindringer med, hvad Sophus Berthelsen har givet som indsats for Henry Georges tanker, står der uvilkårligt et firkløver af mænd, hver på sit område lige betydelige, so, har haft afgørende betydning for min hele åndelige og  politiske indstilling.

Disse fire mænd nævner jeg i den rækkefølge, hvori jeg har truffet dem i forbindelse med Henry Georges tanker: Harald Balslev, Carl Kock, Karl Mortensen og Sophus Berthelsen.

Jeg tror, at hver en, der har mødt Henry Georges tanker og er blevet grebet deraf har følt dette som en oplevelse – en forøgelse af livets værdi – og at dette møde for de enkelte danner et særligt livsafsnit, med særlige minder, der varer livet ud; jeg ved, at de, der forstår Henry Georges tanker til bunds, også forstår min mening her.

Mange flere har jeg senere mødt, med hvem jeg har følt fællesskabet; men disse fire danner en særlig gruppe af mægtige ege i skoven.

To af disse er i forvejen faldet – nu den tredje!

Der går som et suk igennem os, et ængsteligt spørgsmål: “Er Sophus Berthelsen ikke mere?”

Stærk og absolut stod han, ukuelig, når han stred for sin sag, altid i kamp og på vagt.

Elskelig, betagende, ja næsten barnlig blød, var han som menneske.

Sådan står mindet om Sophus Berthelsen for mig, omkranset af minderne om de særlige begivenheder for ca. 25 år siden.

Stille, stille, står vi et øjeblik, små og ærbødige – en kæmpe for vor sag er falden, men gudskelov, vi har hans indsats og hans arbejde tilbage. Hvad han har givet, er som et fundament, vi fremdeles står på, så sandt som det ene slægtled står på det andets arbejde. Vi bøjer vort hoved i tak til Sophus Berthelsen for, hvad han var, og hvad han gav, og så – fremad på ny til ære for hans minde!

En folkets stridsmand.
af Adler Lund

Gennem henved 30 år har jeg kendt Berthelsen som den uforfærdede stridsmand for det danske folks ret, og nu ved hans bortgang føler jeg trang til at vidne, at han var en af dem, der lagde grundvolden for fremtidens folkelige politik i vort land – og når forlængst mindet er blegnet om de små døgnpolitikere, der har ment at kunne se Berthelsen over hovedet, så vil han mindes som talsmanden for det store, menige folk. Om ham gælder Grundtvigs ord: “Om kort, om langt blev løbebanen spændt, den er til folkegavn, den er til grøde.”

Lad os da hædre Berthelsens minde ved at fortsætte hans virke i vort folk og bringe sejr for de tanker, han viede sit liv!

Sophus Berthelsen
af Henriette Beenfeldt

For os, der så ham segne, forekommer hans bortgang som en urimelighed, man så at sige vægrer sig ved at tage til sig som en kendsgerning.

For ham selv var tanken om, at det nu skulle være ude med ham, sikkert så fjern som vel muligt. I hans hjerne vrimlede det med planer til den forestående kampagne mod jordlovsmodstanderne, og stor og rørende hans sorg, fordi sygdommen tvang ham at opgive at tage til et planlagt møde på Falster, hvor han gennem føreren Madsen-Mygdal ville levere venstre et bråvallaslag, som han sagde med en glose, der er typisk for hans grundtvigsk prægede udtryksform.

Hvad han har betydet for den store sag, han viede sit liv, kan andre bedre end jeg udrede, og eftertiden måske bedst. Men den frygtløshed, hvormed han forsvarede den i selv de fjendtlige forsamlinger, var enestående og sikrede ham hans fællers beundring og modtandernes respekt, og disse sidste vil komme til at sande den gode mening i et lille dårligt vers, jeg tilfældigt husker: “Det er, at ofte en taler kan hverken begejstre eller røre; først når han tier, mærker man, at vel han var værd at høre.”

Hans hustru, der klog og begejstret delte hans interesser, og for den, der i ham mistede en ven, der velvillig og opmuntrende fulgte ens svage bestræbelser på den samme bane, vil det kun langsomt og smerteligt gå op, at man aldrig skal se ham mere.

Et tungt slag
af Chr. Olsen, Store Torøje

Godsinspektør Berthelsen var for vor sag det, som vanskeligt nogen anden kan blive. Men gudskelov: hans sag – vor sag – dør ikke, fordi en af os må give op. Jeg lærte denne mand at kende i dette forår for 30 år siden; det var Palmesøndag år 1900, jeg første gang så ham, hørte ham tale, hørte ham holde et af disse, alt med sig rivende foredrag, som kun han kunne holde. Hvad der er sket i løbet af disse 30 år – ja, det er store ting. Et oprydningsarbejde i den mosede, blødagtige og sumpede grund; et afvandingsarbejde, således at grunden fastner og er til at færdes på, er udført i den tid, og han var hovedmanden, den mand, som intet sparede, heller ikke sig selv, for at fremme oplysningen om den sag, der var hans hjertebarn. Dette er vigtigt: at gøre folk = folket begribeligt, at det er Guds retfærdighed, vi mangler i vore samfundsforhold, for at vi kan leve lykkelige og glade uden sorg for timelig næring. Om den mand, der formår det, tør vi sige, han har ikke levet forgæves!

Nu er der heldigvis opvokset en stab af både ældre og yngre, som er trådt ind i rækkerne som medarbejdere; ja, der er jo mange endnu af de ældre, der sammen med Berthelsen har deltaget i arbejdet og undertidén brudt en lanse for at finde den rigtige vej, men altid i enighed om målet.

Ære være hans minde!

Eftermæle
fra ‘aviserne’

Rundt om i landets blade får S. Berthelsen det smukkeste minde – og det af modstandere som af meningsfæller. Af alle de gode ord ville han måske selv have sat mest pris på det, som de sjællandske husmandsforeningers formand, folketingsmand N. P. Andreasen, siger:

“Det er Berthelsens ære, at den danske husmandsbevægelse fik et social-politisk program, der ikke alene formår at samle alle organiserede husmænd inden for Danmark, men dette program blev tillige kendt verden over for sit frisind og sit retsstandpunkt. Berthelsens navn vil aldrig gå af minde indenfor den danske husmandsstand.”

Redaktør Hans Hensen, Sorø Amtstidende, nævner Berthelsens energi og dygtighed på det praktiske område og tilskriver ham æren for gennemførelsen af Høng-Tølløse banen, hvis direktions formand han vedblev at være til sin død, og beklager nærmest, at hans evner blev indfangede i arbejdet for Henry George sagen:

“Her var og er vi, som bekendt, hans absolutte modstander, men ved graven sænkes kården. Fra vor side (Venstres) skal derimod anerkendes hans ubetingede tilslutning til frihandelens idé.”

Redaktør Erik Svarre, Østsjællands Folkeblad, Køge, skriver bl.a.:

“Til sine sidste år bevarede Berthelsen ungdomssindets begejstrede tro på idéen, og endnu kunne han bruse op, når han mødte noget, han anså for anslag imod, forræderi imod grundskyldstankens store idé, der for ham var hellig.”

Efter nogle ord om Berthelsens forhold til det radikale parti, for hvilket han ofte var besværlig, fordi han ingen lunkenhed tålte, fortsætter hr. Svarre:

“Når der nu eksisterer et retsstatsparti her i landet, og når grundskyldstanken har så vid udbredelse, som den har, også indenfor de store politiske partier, så tilkommer æren herfor i første række Berthelsens energiske og utrættelige agitation i skrift og i tale på tusinder af møder gennem årene.”

I Politiken har både brandchef Folke og redaktør Eskelund skrevet. Sidstnævnte omtaler Berthelsens enestående evne til at fænge i en forsamling, kalder ham en ypperlig folketaler med ord, der havde vinger, og med glød i sin tale, og skriver endelig:

“Berthelsens indsigt i alle spørgsmål vedrørende vor landboret var sikkert større end nogen andens. Han har i årenes løb deltaget i overmåde meget praktisk arbejde ved udformningen af hele vor ejendomsbeskatning bl.a. i den store kommunale skattekommission og i overskyldrådet – og hans praktiske erfaring, parret med hans omfattende teoretiske viden, gav ham her en overordentlig indflydelse, der har sat sig mange vigtige spor i lovgivning og administration.”

“Mærkeligt, at hans død indtræffer netop samtidig med, at en regering og et folketingsflertal har knæsat de tanker, som han gav et livs hele arbejde på at fremme og udbrede.”

Også Berlingske Tidende, Nationaltidende og andre hovedstadsblade bringer bidrag til det gode eftermæle, for hvilket disse få citater er typiske. Til retfærdstankernes udvikling i Danmark er Sophus Berthelsens navn uløseligt knyttet.

og flere – som ikke bringes…

Og i tidsskriftet Grundskyld, nr 2, 1930, skriver dr. Severin Christensen: 

Skulle man benytte et enkelt udtryk for at betegne S. Berthelsens offentlige personlighed, kunne man sige, at han var en Henry George i dansk oversættelse. Han havde sit forbille­des klare intelligens og indtrængende frem­stillingsform; men den var støbt i den danske folketalers lignelse. Den grundtvigske høj­skoles udtryksmåde faldt ham naturlig og bidrog til at jævne kredse udover hele landet, hvori han i yngre dage næsten stadig færde­des havde let ved at forstå og “indføle” sig i hans tankegang.

Hvis man vil have et indtryk af denne for ham ejendommelige veltalenhed, skal man f.eks. læse forordet til hans store bog Ret og Skel (1912). Lige så mundret det lyriske sving i dette forord måtte forekomme hans folkelige læsere på landet, lige så fremmedartet teer det sig for en akademisk bybo. Men det var en del af hans styrke, at han kendte vejen til de tilhørere, mange af os andre ikke let får i tale.

I øvrigt giver intet værk bedre besked om godsinspektør Berthelsens evner og hele virke end det nævnte betydelige værk Ret og Skel. Deri samlede han en række afhandlinger fra sit tidsskrift RET og desuden forskellige taler og betænkninger fra tiden 1899 til 1911.

Og der er to forhold, man særlig lægger mærke til, når man gennemblader den indholdsrige bog.

For det første, at han ikke opfatter sin tilslutning til Henry George som alene grundet på den økonomiske velstand, han lovede os af the single tax. Man skal også læse indledningsartiklen til RETs første nr. – noget af det smukkeste, han har skrevet – for at blive klar herover. Hvad der driver ham til at fremkalde en politisk renaissance herhjemme er den naturlige retssans. Juristens sag, siger han, er det at udrede, hvad der er gældende lov. Men loven udtrykker ingenlunde altid, hvad der er ret. Og fordi Henry George stod for ham som “en apostel for rettens ide”, derfor giver han ham sin ubetingede tilslutning.

Den anden side, jeg vil pege på, er den praktiske sans, hvormed han ofte fører sine teorier over i praksis. Det var hans stærke side at føre trådene helt ned i det daglige aktuelle liv og anvise politikerne, hvorledes man skulle få begyndt. Ofte udformer han sine tanker endog til positive lovforslag. Det er f.eks. tilfældet med det emne, han i Ret og skel kalder “arbejdets førsteret«, og som a1tid har stået for mig som et særlig skarpsindigt arbejde.

Da det centrale for S. Berthelsen altså var spørgsmålet om ret og uret på alle politiske felter, var det en simpel konsekvens, at han med interesse fulgte de bestræbelser, der udfoldedes for at tegne et helstøbt politisk retsideal. Mange årgange af RET vidner da også herom.

Men skønt han vistnok til det sidste sympatiserede med ideen om, at hele det politiske område, ikke blot det økonomiske skulle ses under denne synsvinkel, veg han tilbage for den konsekvens, flere af hans tidligere meningsfæller drog ved at danne et selvstændigt politisk forbund. Veje og midler måtte derfor skille ham fra flere af hans tidligere medkæmpere.

Han forblev en streng og påpasselig kritiker af alle Retsforbundets gerninger; men ganske kort efter selv det heftigste angreb kunne han rose, hvor han fandt noget godt, og han stillede sig altid beredvillig til tjeneste med sin på grundskyldsområdet enestående indsigt.

***

Og Sophus Berthelsen var ikke medlem af Henry George Foreningen.
I et svar på et læserindlæg i RET nr.5, feb. 1915 (Omslagets bagside) skriver SB,

Citat:
Jeg er ikke længere medlem af nævnte forening, og ved ikke hvad der foregår, men kan dog umuligt tro sligt. Rygtet skriver sig vel fra, at foreningens formand, ganske for egen regning har offentligt taget ordet for principmæssigt at acceptere en vis indkomst- og formueskat som led i en skattereform i overgangstiden. Men foreningen står, såvidt mig bekendt, ganske udenfor dette forslag, der desuden fremsattes under en forudsat politisk situation, som nu næppe vil foreligge, hvorfor forslaget mulig endog må anses ganske bortfaldet.
Citat slut,

som svar på:
Citat:
Hr. B.! Herved tillaeder jeg mig at forespørge, om der indenfor Henry George Foreningen er planer oppe om at forlade H.G.s enkle lære, som jo kun er grundværdibeskatning, og samtidig overgå til indkomst og formueskat.
Citat slut..

/pma 2020