Severin Christensen – Retsmoralens skaber
af Christian Lambek (fra svensk ved B. Pedersen)
fra Grundskyld, nr. 5, 1953

Den 19. januar 1933 døde en af Danmarks største sønner, dr. Severin Christensen. Man vil mindes ham som en fremstående læge, men frem for alt som retsfilosof. Hvilket tab, de som stod ham nær led, kunne man tale længe om, men sådant hører jo privatlivet til. Severin Christensen var på mere end en måde en stilfærdig mand, et hjemmemenneske, men han var i høj grad en personlighed, som levede et rigt og kraftfuldt indre liv, på samme tid præget af karakterens fasthed og et dybt hensynsfuldt sindelag. Men det er i særdeleshed hans litterære livsværk, der taler til en større offentlighed. Det væsentligste i dette, dr. Christensens retsfilosofiske indsats, har et format og en praktisk rækkevidde, som på grund af ideernes enkle og retlinede karakter snarere udsættes for at blive undervurderet end overvurderet. I betragtning af den sociale nød og knugende uro, som i vore dage findes i alle kulturlande, må det socialpolitiske program, hvis fornemste repræsentant og toneangivende leder Severin Christensen var, have noget at sige til alle vågne og søgende sjæle over hele jorden.

Retningslinjerne kan i korthed antydes ved at nævne, at det folkelige drejer sig om en fornyelse af liberalismen, hvorved ideen om folkelig frihed og selvstyre på samme tid rendyrkes og fuldføres. Som enhver indviet ved er dette et særdeles omfattende arbejde, som omfatter en vrimmel af forhold og områder – hele samfundslivets indviklede fletværk. Severin Christensen har imidlertid ikke været ene om arbejdet. Siden 1906-1908 har en lille kreds af mænd, hos hvem disse ideer samtidigt spirede og slog rod, under gensidig påvirkning arbejdet på organiseringen af hele det idékompleks, som nu kaldes for retsmoral og retsstatsteori. Hvad hver enkelt af medarbejderne har udrettet har ingen været interesseret i at holde regnskab med, og det kan man med fuld sindsro overlade til den historiske forskning. På det grundlag, som forelå i 1919, opstod samme år en folkebevægelse, der ret hurtigt fik karakter af et politisk parti Danmarks Retsforbund, og som dets egentlige ophavsmand betragtes almindeligvis Severin Christensen.

Når jeg her skal forsøge at give et begreb om den idébygning, som kaldtes retsstaten, må jeg dels holde mig til slutresultatet af det samlede tankearbejde, dels nøjes med at anføre de vigtigste hoveduddrag. Det samlede princip turde være kendt og erkendt i alle demokratiske lande, det er nemlig intet andet end kravet om social ligeberettigelse, kravet om, at alle myndige samfundsborgere med hensyn til grundvilkårene står ens i alle sociale mellemværender, intet tyranni og ingen ydmygelser. Men på trods af, at dette ligelighedsprincip har vundet almindelig anerkendelse, findes der mærkværdigvis nok intet land på jorden, hvor det tilnærmelsesvis er blevet realiseret. Det kommer ganske enkelt deraf, at hvor enkel en sag end kan se ud, er den dog fuld af vanskeligheder. Det er langt fra tilstrækkeligt, at alle medborgere stilles lige for loven. Lovgivning er og må være lappeværk, og hver lovparagraf kan tilsigtet eller utilsigtet formuleres således, at den i forbindelse med de øvrige lovparagraffer begunstiger en del af befolkningen på den øvrige dels bekostning. Hvad lovene organiserer er i grunden intet andet end det gensidige forhold individerne imellem, og principperne om social ligestilling kræver derfor, at ret og pligt lægges så at de som helhed taget nogenlunde modsvarer og opvejer hverandre for hver enkelt borgers vedkommende.

De fleste vil sikkert kunne indse, at så forskelligartet som de forskellige medborgere er udrustet, er det fuldstændig umuligt at udforme en lovgivning, som ikke skaber gunstigere kår for den ene og ringere for den anden. Hvordan skal det kunne blive muligt at få hele det vidtforgrenede lovsystem så ens i sin konstruktion, at sol og vind er delt lige for alle i social henseende. Det kan kun ske ved at opstille en grundplan, hvortil hver enkelt lov henføres og sammenlignende stilles op mod hverandre. Det hovedpunkt, som retsstatspolitikerne stiller op til nævnte kriterium er lige så velkendt som ligelighedsprincippet. Det er ejendomsretten, ganske vist i noget udvidet betydning, idet den også omfatter bestemmelsesretten over egen person, den såkaldte personlige frihed og selvbestemmelsesretten. Denne udvidelse af ejendomsretten er dog ikke vilkårlig, men ganske naturlig.

Ejendomsretten er ligesom lighedsprincippet noget, som opstår og hævder sig i kraft af naturens bud. Takket være vor natur er vi tvungne til at erkende og adlyde visse sammenhængskrav, som er forankrede i netop det forhold, at vi er mennesker. Ingen kan således se bort fra, at der findes en forbindelse mellem frembringeren og det frembragte. Den sandhed står fast enten den er individet til behag eller besvær: Hvis man går ud fra dette grundlag, forstår man, at ejendomsretten og ansvaret er to alen ud af et stykke. Ligesom enhver kræver at eje og råde over sit arbejdes frugter, således må også enhver stå inde for sit ord holde sine løfter og erstatte den skade, som han forvolder andre gennem sine handlinger. Dette hænger sammen med det forhold, at vi regner os vore gode gerninger til gode.

Denne uforanderlige lov må blive en bom, som den kommunistiske bevægelse kan sprænge. Kommunismen er ikke fremskridt, men reaktion, tilbagegang. Den er reaktionen mod begåede forsyndelser, mod den hidtidige tomhed og halvhed i liberalismen. Vejen fremad går gennem ejendomsrettens fuldstændige gennemførelse, gennem afskaffelse af alle særrettigheder, især de økonomiske monopoler – først og fremmest jord- og toldmonopolet – som skaber åbenbare modsætninger til principperne om social ligestilling.

Udformningen af reglerne for ejendomsretten i overensstemmelse med princippet lighed for loven er meget enkel og ligger lige for hånden. Det bliver i alt 4 regler, som alle egentlig siger det samme, men vender sig mod hver sit forhold:

1) Bestemmelsesretten over sig selv, sit levesæt, erhvervsvirksomhed, samarbejde med andre, sine interesser, venskabsforbindelser m.v.

2) Bestemmelsesret over de værdier man selv frembringer enten personlig eller med hjælp af sin ejendom eller løsøre.

3) Fri overdragelsesret gennem handelsoverenskomster, gaver eller testamente.

4) Lige andel i bestemmelsesretten over udbyttet af naturlig fællesejendom, dels de værdier, som naturen selv giver om gave til alle i fællesskab (jord, luft, vand) og hvis monopolistiske udnyttelse underminerer al ejendomsret. Dels de værdier, som fremkommer ved samfundets vækst og samlede virksomhed. Disse regler er altomfattende og det kan til punkt og prikke bevises, at de ikke forfordeler nogen.

På grundlag af den moralske ejendomsret drages så grænsen mellem private og offentlige anliggender, mellem individerne og statsmagten. Udformningen heraf er i særlig høj grad Severin Christensens fortjeneste. I den retsmoralsk organiserede stat indskrænkes de offentlige anliggender til sådanne, som ikke kan ordnes tilfredsstillende ved privat initiativ og som alle og enhver er lige interesseret i: retsvæsen, politi, forsvar, sundhedsvæsen, pengevæsen, kontrol med koncessionerede virksomheder, forvaltning af fælles værdier, omsorg far umyndige, invalider, sindssyge osv. Ejendomsret på retsmoralsk grundlag overflødiggør social understøttelse til arbejdsføre personer. Det nuværende understøttelsessystem er blot at betragte som et bødesystem, som det påhviler vælgerne at rette sig efter, for at de kan tolerere lovbunden krænkelse af ejendomsretten. Kulturlivet skal og kan i retsstaten hvile på frie sammenslutninger og på frivillig betaling. Statens indgriben trækker kulturlivet nedad og svækker den enkeltes interesse derfor. Kun statens fulde kulturelle neutralitet kan sikre den åndelige frihed.

Først på grundlag af de nævnte forhold kommer den frie konkurrence til ren og fuldkommen udfoldelse. Enhver får da sin løn bestemt af hele medborgerkredsen gennem individernes frie og ansvarlige vurdering og efterspørgsel. Det er ikke sandt, at de stærke og højt begavede under den frie konkurrence vil trykke de ubemidlede ned, forholdet. er snarere omvendt. De kyndige vil bære de ukyndige oppe ved at skabe betingelser for udbytte af mangfoldig art også for de svage og enfoldige.

Endvidere kommer ved de optrukne retningslinjer det parlamentariske styre til at gennemgå en nødvendig forhandling og konsolidering. Bristen har hidtil været, at en temmelig ubegrænset mængde sager er blevet afgjort efter flertallets forgodtbefindende, som om retfærdighed var et spørgsmål om flertal, om vælgernykker og demagogisk agitation.

Ubegrænset flertalsstyre er i princippet kommunisme.

Man kunne nævne adskillige enkeltheder, som viser, at det antager en lige så enkel og klar, solid, ja næsten eksakt form. Men i denne henseende henvises læseren til Severin Christensens skrifter, specielt til hovedarbejdet Retsstaten.[1]

De teoretikere som i en række år har arbejdet med retsmoralen og retsstatsteorierne er usædvanligt enige i udformningen af kravene, de grundlæggende regler. Den eneste væsentlige uenighed dem imellem drejer sig om den filosofiske grund, urklippen som skal være fundamentet for hele tankebygningen. Jeg må erkende, at jeg ikke her kan følge Severin Christensen, som antog, at tillidsfuldt samliv og trygt samvirke skulle betragtes som grundvold. I tilslutning til en del moralfilosoffer har jeg den opfattelse, at moralen ikke kan grundes på noget enkelt formål. Et summum bonum eksisterer ganske enkelt ikke andre steder end i indbildningen. Adskillige behov er nogenlunde lige dominerende, direkte eller indirekte, det ene må passe det andet ikke forsømmes. Jeg har tilladt mig denne indvending, fordi jeg ligesom Severin Christensen selv gjorde, anser det for at være af vital betydning for retsmoralen, at den kommer ud i verden med det rette ben forrest. Så vidt jeg kan forstå kan man ikke finde nogen anden forankring end de indre sammenhængsforhold i vor menneskelige natur, sammenhængsforhold af fysisk og psykisk natur i vor organisme.

Kan der da her findes grundlag for morallove, for moralske retsprincipper. Det mener jeg. Lige så lidt som man kan forsvare en åbenbar logisk modsigelse, fornægte en klar konsekvens, lige så lidt kan man forsvare noget åbenbart nonsens i sin måde at handle på. Ingen kan for sit eget vedkommende afstå fra kravet om social lighed, acceptere et underlegenheds- eller mindreværdsforhold som sin sociale basis i alle mellemværender, men så må han også anerkende andres krav i samme henseende. Bevisbyrden angående ligestilling påhviler den, som fornægter den. Ingen vil for sit eget vedkommende afstå fra ejendomsretten sådan som den her er beskrevet. Tyven protesterer mod at blive berøvet sit tyvegods, selvom det ikke kan anses for en mere gyldig erhvervsmetode at stjæle end at frembringe. Han må derfor følgelig anerkende tyveris forkastelighed. Morderen modsætter sig vold fra andre, hermed erkender han de andres protest mod hans overgreb og sin egen erstatningspligt, sin straf. Ingen foretrækker principielt tvang for selvbestemmelsesret, kravet om personlig frihed indenfor ligestillingens rammer er almengyldigt. På samme måde kan det punkt for punkt bevises, at fornægtelse af de retsmoralske principper modsiger sig selv. Hans påståede pligter og rettigheder afvejer ikke hinanden, selvom han selv fordrer, at der er balance. Retsmoralens teoretikere har gjort sig klart, at denne tankebygning kun kan gælde i samlivets område, ikke for den private individuelle livsførelse, og at den kun giver et grundlag for dannelse af tvangsforholdsregler i sådanne forhold, som melder sig for social lovgivning. Det kan diskuteres, om der kan gøres indvendinger herimod eller ej. Hvad mig angår har jeg ikke kunnet finde nogen uløselig moralkonflikt mellem individuel etik og retsmoral. Individuelle behov fritager ikke fra opfyldelse af sociale forpligtelser, men berettiger kun visse opsættelser, hvis skadevirkninger dog må godtgøres. På den anden side står det fast, at retsfilosoffen først og fremmest må have klarlagt, når pligten til at handle ret er forsvarlig og hvori forsvaret består.

Kan retsmoralen – med den ene eller anden motivering – vinde varigt indpas, da vil Severin Christensens minde leve længe.

Christian Lambek. (Fra svensk ved B. Pedersen.)

[1] Læseren henvises til 1. udgave. 2. udgave var mere tidsbestemt og mindre følgerigtig. P. C. P.

Nå – det burde jeg have vidst. Jeg har genudgivet 2. udgave i 2020. / pma