(28. august 1853 – 6. februar 1944)
af Signe Bjørner
fra tidsskriftet Grundskyld, Nr. 1, 1944
Den kloge fører for de danske husmænd, hvis 90 års fødselsdag den 28. august f.å. blev mindet i Grundskyld nr. 4, 1943, er nu gået bort. Et langt liv i arbejde er afsluttet. Arbejdet gjaldt ikke blot udkommet for den store familie, der voksede op på det lille husmandssted i Skørringe på Lolland. Det lykkedes godt og glædeligt for ham. Vandman havde sat sig det store mål at hjælpe sine standsfæller frem til bedre kår og til social forståelse, og han løste også denne opgave på beundringsværdig måde. Husmænd over hele landet vil mindes ham med tak, men også i videre kredse, hvor hans stærke og trofaste personlighed har sat sig spor, vil Vandmans minde blive holdt i ære.
Rasmus Jensen Vandman – 90 år
af Signe Bjørner
i Grundskyld, nr. 4, 1943
En af husmandsbevægelsens foregangsmænd og en af Henry George bevægelsens veteraner, R. J. Vandman, fyldte den 28. august i år 90 år og blev hyldet ved fest og i bladene for sin store indsats gennem de mange år. Få har som han kunnet samle sig om en gerning, hvori alle hans væsens sider kom arbejdet til gode. I det praktiske arbejde for husmændenes fremgang drog han nytte af sin viden om samfundslivets love og i kampen for at fremme tankerne om disse loves udformning i det praktiske liv fik han god brug for sit dybtgående kendskab til det arbejdende livs vilkår.
En skildring af Rasmus Jensen Vandman, hans liv og virke for husmandssagen, skrevet af Axel Pille, udgivet af Lolland-Falsters Venstreblades bogtrykkeri, giver et smukt billede af et liv i arbejde og samarbejde. Den bør læses i sin helhed, men følgende citat kan vi ikke nægte os at gengive – det er så betegnende for Vandmans stilling og hans trofaste arbejde for Køgeresolutionens sejrsgang. Det var i den værste krigs agitation i sommeren 1931, skriver Axel Pille, at Vandman drog køgeresolutionen frem og i fortsættelse heraf skriver:
“Denne udtalelse er der grund til at fremdrage, da der nu fra det store landbrugs side på ny arbejdes på ejendomsskatternes afskaffelse, hvad der jo ville være en fordel for de mange, der jævnlig møder med et skatteskema, hvorpå indtægterne er betegnede ved 0. Når så ejendomsskatterne også var strøget, kunne det være rart nok for vedkommende således at blive skattefri.
Men det ville blive til ubodelig skade for hele samfundet således at bortskænke folkets ret til grundværdierne, idet kapitalen da ville få lejlighed til yderligere at beslaglægge den danske jord. Således gik det i 1903, da man vedtog at afskaffe hartkornsskatterne. Dette førte til, at der efterhånden blev lejlighed til at belaste ejendommene med større og større prioriteter, hvilke for en væsentlig del er skyld i den nuværende landbrugskrise, da flertallet af landmændene jo nu må trælle for kapitalen.
Når man fra det store landbrug ønsker noget indført til gavn for dette, gælder det altid om at få husmændene med, således også nu. Så hedder det, at landbruget må stå sammen, såvel store som små, og at dette er upolitisk. Ja, hvor ofte har vi ikke hørt den tale. Men hvor er de henne, når man ønsker, at der skal gøres noget for de dårligere stillede i samfundet, f.eks. ved at lette adgangen til at få jord at dyrke, hvad der også vil bidrage til at formindske arbejdsløsheden. Så træffes de ikke hjemme. Så er der ikke noget, der hedder at stå sammen.”
***
Alle vi, der år efter år samledes på Henry George stævnerne med Vandman, og så ham fryde sig i vennernes kreds, så de klare øjne stråle og det gode smil, når vi mødtes og skiltes, sender Vandman vore hilsener og håndslag i taknemlighed for trofast samarbejde.