af Jakob E. Lange
fra Grundskyld, nr. 4, 1941

Det er en lykke for et menneske i en ung alder at komme med i en stærk og betydningsfuld bevægelse, dobbelt lykkelig, hvis man ikke blot bæres frem af den, men evner al tilføre den noget af sin egen energi og selvstændige initiativ. 

På to felter må dette siges at gælde gamle gartner Mose, som vi nys har fulgt til graven, efter at han med ære havde nået de syvti syv. 

Fra omkring 1890 begyndte en eksempelløs hurtig udvikling af dansk havebrug. Vi taler med stolthed om landbrugets udvikling fra den tid til nu, vel en 3-4 dobling. Men gartneriernes produktivitet er vel snarere l00 doblet i mængde og har nået kvaliteter, man overhovedel ikke kendte for et par menneskealdre siden. – Mose var med fra begyndelsen. Omkring den plet jord, hvor hans første lille drivhus byggedes for nogle få hundrede kroner i 1889, ikke ret langt fra Glamsbjerg station, rejstc han efterhånden en hel by af drivhuse, der vist nu dækker hen imod 4 hektar, fyldt med roser, nelliker osv., der spredes ud over landet og langt ud over landets grænser. 

Men den lille gartner var en beskeden mand, hvem storbedriften ikke gik til hovedet. Ud mod gaden sås stadig kun en beskeden butiksrude med et lille R. H. Mose. Gartneri, som om det var en almindelig persillegartners forretning. Jævnhed og beskedenhed – dog ikke uden forståelse af eget arbejdes værd – blev ved at karakterisere ham, 

Men endnu førend han var begyndt selvstændigt gartneri, var han blevet grebet af frihedskampens stærke strømning. I provisorietiden kunne dette være en farlig sag for en ung herregårdsgartner. Slotsherren, hos hvem han var gartner, bød ham ganske vist en efter tidens forhold meget stor løn. “Men så skal De lade være med det venstre-wühleri og afholde Dem fra at stemme.” Mose sagde nej, og begyndte så for sig selv. – Greven troede nok ikke, jeg kunne undvære ham,” sagde han mange år senere, “men det gik jo endda.” 

Dybt rodfæstede, som frihedstankerne var hos ham, holdt de sig levende og stærke til det sidste. Tidlig uddybedes de for ham ved at komme i berøring med Henry Georges ideer og blive socialt prægede. Da Det radikale Venstre optog grundskylden på sit program, blev han en ivrig støtte for det nye parti. Det var ham kun en sorg, når i de senere år kravene om økonomisk frigørelse ligesom trådte i baggrunden, og perspektivet med de lange linier indsnævredes til “at gøre dagens gerning”, som slagordet lød. Han kunne harmes, når han mødte denne form for afspænding hos sine meningsfæller.

Ikke sådan at forstå, at Mose blot fortabte sig i en luftig og tom idealisme; tværtimod var han næsten på alle felter optaget af selv at gøre dagens gerning. Friskolen og frimenigheden var han en trofast støtte. De gamles Hjem var han hovedmand for at skabe osv. Men hans ivrige og energiske natur krævede arbejde for “de lange mål”. 

Han var ikke af de højtflyvende naturer. Jævnheden prægede hele hans færd. Og han var en mild mand. Ikke at han ikke kunne blive harm, når han mødte svigtende vilje i frihedskampen, træghed og uforstand. Men var han “end stærk i sagen”, var han “mild i måden” (som det gamle latinske ordsprog lyder). 

Der blev sagt ved hans båre, at han var en stridsmand. I den kommende tid vil måske både af indre og ydre grunde frihedskampen ikke blive let. Lad os ønske, idet vi mindes ham, at det må ske, som Johan Ottesen skrev: 

For de gamle, som faldt,
Er der ny overalt,
De vil møde, så snart der bliver kaldt.