fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 11, 1926
af fru Signe Bjørner

29. marts 1858 -7. marts 1926. 

Vor gode ven og store vejleder i retfærdighed er gået bort. Han gav sit liv for den sag, han elskede for menneskehedens skyld. 

Det er næsten ikke til at fatte, vi ikke har ham mere at vende os til. Aldrig gik man forgæves, når det gjaldt et foredrag, en artikel – hver time, hver fridag fra universitetet var optaget af arbejde, af oplysning om det, som lå ham på sinde, det første fornødne: retfærdighed på jord. 

Og ved siden af sit store arbejde på universitetet med de unge studenter, foruden de ekstraordinære forelæsninger, han forberedte med så stor omhu og gennemførte – indtil døden afbrød det hele så brat – med en livfuldhed og en åndelig kraft, der øgede hans tilhørerkreds fra uge til uge, foruden de anstrengende foredragsrejser, der sled uforholdsmæssigt på hans kræfter, arbejdede han stadig med sin store sociologi, den, han aldrig kunne få fuldkommen nok, men stadig sleb og forbedrede, så at bogen, når den blev færdig, måtte være et uangribeligt våben i sandhedens kamp. Og dog – trængte man til en samtale om et og andet i den daglige gerning, så havde han også tid til det. 

Men det var jo ikke alene i de senere år, professor Starcke således ustandselig virkede for den sag, han havde kær. Den fulde modning, harmoniseringen af alle de frihedstanker, hvoraf hans menneskelige idealer var sammensat, kom vel nok til ham, da han i samvirken med mænd som professor Geismar, dr. Axel Dam, dr. Severin Christensen og flere skabte retsstatsprogrammet. Her var levendegørelsen af den politiske, den økonomiske – og på grundlag deraf det allervigtigste – den åndelige frihed, alt det, som han i følge sin stærke, uafhængige ånd måtte anse for nødvendige vilkår for menneskenes vækst. Alt det, han på forskellige områder – navnlig skolens og det politiske livs – havde kæmpet for, samlede sig her som i en vision: retfærdighed og frihed var et og det samme. 

Og det, som gjorde det muligt at samle billedet, var løsningen af den økonomiske friheds problem, oprettelsen af ligevægtsforholdet mellem menneskers efterspørgsel efter plads og samfundets tilbud af jord. Med denne sag havde professor Starcke allerede arbejdet i mange år, lige fra Henry George foreningens første 10-år. Det var ham, der – foruden Jakob Lange og Sophus Berthelsen – med sin fængslende personlighed og enestående evne til at få folk i tale gjorde det grundlæggende oplysningsarbejde for grundskylden. Det var ham, der i 1911-12 samlede folk landet over til ugekursus, hvor de fik en grundig og uforglemmelig undervisning i samfundets og samfundslivets vilkår. Joseph Fels vidste nok, hvad han gjorde, da han bad Starcke gøre sagen denne tjeneste og satte kredsene i stand til at bære de ydre omkostninger derved. 

Nu er professor Starcke gået samme vej som denne ven og beundrer, som Henry George selv og som mange flere af de store vejledere. Med deres død har de bekræftet for os de ord, som Henry George skrev i Fremskridt og fattigdoms slutning: 

“Den sandhed, jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke finde nogen let fremgang. Havde det været muligt, ville den aldrig være blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den, og – om det kræves – dø for den. Så stor er sandhedens magt.” 

Måtte der altid findes ungdom, der vil tage faklen op og føre lyset videre i deres ånd, aldrig gående på akkord, aldrig på glipveje, men med kravet om retfærdighed, helt og fuldt, uden så meget som en tanke for at ombytte kampens strenge arv med den øjeblikkelige magts letkøbte tilfredsstillelse. 

Og det kan jo ikke være andet. Vi af den ældre slægt sørger, fordi vi ser på det uoprettelige tab, men der må jo, blandt alle de unge, som professor Starcke har givet lejlighed til at drage lære af hans personlighed, være dem, der skal føre deres folk videre, når vi –  trætte og modløse, fordi vi må erkende, at livet er kort og kunsten lang – står stille ved ploven og tænker på de ledere, vi har mistet. Professor Starcke var en af dem, der tjente, den største iblandt os, fordi han arbejdede mest. Ære være hans minde!
***

Næste nummer af Det Frie Blad vil være et mindeblad for professor Starcke og indeholde bl.a. professor Geismars tale ved jordefærden, der foregår i krematoriet lørdag den 13. ds. Kl. 3.

Det Frie Blad, nr. 12, 1926 indeholder: /pma
Lektor V. Bredsdorff:
– Til C.N. Starcke
– Tale ved mindesammenkomsten
Taler ved bålfærden af:
– Professor Ed. Geismar
– Forfatter A.C. Andersen
Ingeniør Th. Claudi Westh:
– Fra det sidste møde
Henriette Beenfeldt:
– Carl Nivilai Starcke
Signe Bjørner:
– Professor Starcke og Det Frie Blad
Ingeniør F. Folke:
– Et minde
samt en fortegnelse over C.N. Starckes skrifter

Efter Signe Bjørners mindeord et tidligere indlæg af C.N. Starcke:

Fattigdommen. 

Vore samfunds onde samvittighed er den store fattigdom, som dræber glæden og livsmodet i så mange hjem og sætter så mangfoldige arbejdsdygtige og arbejdsvillige mennesker ud af stand til at ernære sig selv og sikre sig mod sygdom og alderdom. 

Årtusinders erfaringer har lært os, at det, der skaber fattigdom, ikke er nogle menneskers større duelighed til at frembringe værdier, som er tilstrækkelige til at opretholde et menneskeværdigt liv, som nogle menneskers magt over arbejdsmulighederne, så ingen kan komme til at arbejde uden deres tilladelse eller få lov til at beholde det, han skaber ved sit arbejde. Slaveriet er den første typiske form for det ene menneskes magt over det andet og for hans adgang til at skaffe sig indtægter uden eget arbejde. Men slaveriet er kun en primitiv og ufuldkommen form for at skabe sig rigdom på bekostning af andres nød. Vor tid har udviklet ganske anderledes virksomme metoder. 

Slaveriet er afskaffet, og enhver besidder nu under lovens beskyttelse sin personlige frihed. Med jubel har man hilst den personlige friheds gennemførelse, men med forfærdelse har man erfaret, at mennesket ikke derved bliver frit, men tværtimod endnu mere prisgivet til en hårdhjertet udbytning. Den personlige frihed betyder nemlig kun såre lidt, når mulighederne for at komme til at arbejde ikke er fri. Det er ikke blot personen, der må være fri; men også jorden, som må være frit tilgængelig. 

Ved at bearbejde jorden og dens råstoffer, frembringer mennesket alle de værdier, som er i stand til at tilfredsstille hans fornødenheder. Jo ivrigere og dygtigere han er til sådant arbejde, desto større velstand kan han skaffe sig, og desto større velstand skaber han også for andre, idet han forøger den fælles fordelagtige mulighed for at samvirke eller gensidig bytte varer med hinanden. Men når han for at få jord må betale en stigende andel af sit arbejdsudbytte, svinder alle hans drømme om bedre forhold, og hvis man kan spærre afsætningen for ham, standses også hans velstandskilder. 

Det er dem, der har magt til afspærre jorden og til at spærre markederne, der er årsag til fattigdommen, og de tager af arbejdets udbytte hensigtsløst, hvad de kan få uden at bekymre sig om deres skæbne, som har udført arbejdet. Kun gennem denne magt over arbejdsmulighederne skabes rigdom, og menneskets begær efter besiddelse fører ham derfor til at jage efter denne magt og til at forsmå det egentlige arbejde. 

Det er denne kilde til rigdom med dens nødvendige sidestykke, fattigdommen, som det nuværende samfund lader strømme frit, og som det gælder om at standse, hvis ikke alt skal ende med en voldsom sprængning. Intet samfund kan tåle, at hele dets jord samles på nogle få hænder, heller ikke kan det finde sig i, at dets trafikmidler ejes af nogle enkelte. Men som det betød lidet, at man afskaffede slaveriet og gav mennesket personlig frihed, når man ej gav arbejdsmulighederne fri, vil det betyde såre lidt, om man nominelt forøger jordejernes tal eller hindrer, at enkelte monopoliserer trafikmidlerne, så længe muligheden for at benytte dem beherskes af de få, der råder over kreditten. Derom kommer kampen til at stå. Og midlet til at bryde storfinansens magt er at forhindre, at den kan gøre jord og trafikmidler til kapital. 

Indførelsen af en grundskyld tilintetgør jordens kapitalværdi og umuliggør, at trafikmidlerne kan få større kapitalværdi end deres anlægsværdi. Først så bliver bonden og borgeren fri og i stand til selv at skabe sig den velstand, hans duelighed og arbejde berettiger ham til al få. Men før vore love og institutioner på denne vis gøres retfærdige, vil vor onde samvittighed bestandig stærkere pine os og sige til os: det er din skyld, at al denne fattigdom og elendighed findes, fordi du ikke vil gøre dit til at tage magten til at udbytte andre ud af de uretfærdiges hænder. 

C. N. Starcke.