P. Larsen, Ølstykke (1868 – 1931)

af J. L. Bjørner.
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 7, 1931

Atter er en af Henry George bevægelsens veteraner gået bort. Lærer P. Larsen – eller som vi kaldte ham: P. Larsen, Ølstykke – er ikke mere blandt os.

Det var et mægtigt arbejde, han nåede at få gjort for vor store sag.

P. Larsen var ikke taler. Han var ikke meget for at gå op på en talerstol. Han har dog holdt foredrag ved et par Henry George stævner. Første gang på Klank Højskole 1908, hvor han talte om: Vor sags stilling i udlandet. Det var i det hele taget et emne, der interesserede ham meget. Utallige artikler og oversættelser om arbejdet i udlandet er i årenes løb kommet fra hans hånd. Det var som skribent han virkede i sagens tjeneste. Også rent teknisk var han en mester i dette fag; thi han var blandt typograferne berømt for sin enestående smukke og lydelige håndskrift og sit sirlige arbejde. Hvert bogstav sad, som del var tegnet. Jeg husker en gang – det var under frihandelskongressen i Antwerpen 1910, hvor vi delte værelse sammen en uges tid –, at vore visitkort slap op. Så fik P. Larsen fat på nogle blanke kort og skrev vore navne og adresser derpå så fint og ens, som var de lavet af en xylograf – og det gik i en fart.

Hans første bog i vor sags tjeneste, Henry George, hans liv og hans værk, udkom 1907. Så kom den bekendte Fem samtaler om George-reformen, der udkom i flere oplag, og Henry George og jordskyldsreformen (1915). Hans sidste bog: Kirken og det sociale spørgsmål udkom 1929.

Det største enkeltarbejde, han udførte, var dog oversættelsen af Henry Georges andet hovedværk: Beskyttelse eller frihandel (Gyldendals forlag, 1912), og sammen med sønnen, Svend Larsen, oversatte han Henry Georges: Samfundets livsspørgsmål (Martins Forlag, 1918). Kendt er også hans oversættelse af The Land Song –  Hører I, hvor frihedsluren kalder.

P. Larsen var medstifter af Kristelig-Socialt Forbund og udførte også i denne bevægelse et stort arbejde. Ved siden af sit arbejde for samfundsspørgsmålet var P. Larsen en meget kendt skolebogsforfatter.

P. Larsen, Ølstykke, var en enestående retlinet mand. Man vidste altid, hvor man havde ham. Vi gamle vil savne vor trofaste og flittige arbejdefælle. Hans minde vil leve længe. Sporene af hans indsats vil sent forgå.

af Signe Bjørner
fra tidsskriftet Det frie Blad, nr. 27-28, 1931

P. Larsen, Ølstykke.

Netop som sidste nummer af Det frie Blad var trykt, kom budskabet om P. Larsens død. Med ham er den anden af dette blads medstiftere gået bort, og omend han i de senere år ikke har bidraget så meget til bladets indhold, var han dog en af dem, der ved starten og gennem mange år gjorde et trofast arbejde og fik stor betydning for den fri­presse-bevægelse, der fandt sit udtryk her.

Det var særlig tildragelserne i udlandet, i forbindelse med de moderne frihedsideer, der gav ham stof til sine meget læste og skattede artikler. Gennem mange år havde P. Larsen forsynet Henry George bevægelsens blade med sine beretninger fra udlandet. Flittig læser og korrespondent, som han var, foregik der ikke meget af interesse i den forbindelse, der ikke kom til hans kundskab og gennem ham fandt vej til medarbejderne. Og da han ved bladsammenslutningen 1921 overtog redaktionen af Henry George Foreningens afdeling i dette blad og heri fortsatte Den lige Vejs fortrinlige virksomhed, udstrakte han sin gerning til andre felter. Talrige klare og udmærkede bidrag til forhandlingerne findes i spalterne for disse følgende år.

Om hans betydning og virksomhed inden for Henry George bevægelsen og Kristelig­Socialt Forbund vil andre fortælle. Han drog ikke snævre grænser for sin gerning, og skønt det var hans natur imod at optræde offentligt, kunde han dog også overvinde sig hertil, når det krævedes for den retfærdighedssag, der lå ham så stærkt på sinde.

Et af de arbejder fra P. Larsens hånd, der er særlig kendt og skattet, især blandt ungdommen i vor bevægelse, der synger den med forkærlighed, er hans oversættelse af den britiske jordsang, der i hans danske gengivelse er blevet nok så poetisk og udtryksfuld som i originalsproget. Dertil kommer, at vi i stedet for den noget krigerske, engelske marchmelodi, sangen var skrevet til, har fået en kraftig ægte tone, der svarer til sangen, af komponisten E. Emborg. Begge dele fremkom i Det frie Blad nr. 37, 1924 og gengives i dette nummer.

I Det frie Blad nr. 1. 1925 står der en artikel af P. Larsen om “Jesus og det sociale spørgsmål”. Den er et af forarbejderne til det større værk: “Kirken og det sociale spørgsmål” som beskæftigede ham i flere år, og indholdet er kvintessensen af den livsanskuelse, der prægede hele hans gerning. Derfor kan der ikke sættes ham et smukkere minde end nedenstående linjer, der står i slutningen af denne artikel:

“Jesus vidste fuldt vel, at ret og retfærdighed, som Moses og profeterne gang på havde talt om, var en ufravigelig forudsætning for kærligheden. Uden retfærdighed mellem menneskene er kærligheden umulig, kærlighedsbuddet uigennemførligt. Uden retfærdighed kan menneskene nok være godgørende mod hverandre, velvillige imod hverandre; men de kan ikke i sandhed elske hverandre. Kærlighed er lovens fylde, men retfærdighed er dens grundlag. Retfærdighed er ikke det største, men det første.”

P. Larsen blev begravet den 30. juni ved Ølstykke kirke, hvor han i tredive år havde værett organist og kirkesanger, og fulgt til jorden af dem, hvis børn han havde været lærer for, og som selv havde gået i skole hos ham – foruden af mange, der kom langvejs fra. Provst Bekker takkede i sin tale for detr trofaste samarbejde; fra P. Larsens side var bistanden aldrig blot pligtmæssig, han var med af hele sil hjerte. Ud af sin brændende tro til retfærdighed havde han været Henry George en god discipel; det var naturligt, at det netop blev denne, der greb hans sind. Og P. Larsens stilling til retfærdighedens sag – også med henblik på skuffelser, ja, selv tilsyneladende tilbagegang, var dikteret af de ord, som han ofte gentog: “Men Guds ord bliver evindelig”. For ham var Gud i sit ord, og sandhed og retfærdighed så dybt forankret heri, at der ingen tvivl kunne være om dens endelige sejr. Provsten læste, dybt bevæget, det smukke digt, som P. Larsen havde skrevet for år siden ved sin hustrus død, og sluttede sin varme og jævne tale med en velsignelse over det gode minde, denne mand havde sat sig i sin gerning der på egnen.

Derefter talte pastor Norlev, der bragte en tak fra Kristelig-Socialt Forbund, i hvis udvalg P. Larsen havde siddet og hvis arbejde han så trofast havde fulgt. Også pastor Norlev talte om den brændende iver, hvormed P. Larsen havde omfattet arbejdet for Henry George sagens fremme. Den stærke retssans, der har præget hele hans færd, som i ethvert forhold var redeligheden selv, udsprang af hans dybt religiøse sind. I sin undertiden meget skarpe kritik af kirken – som f.eks. i sin sidste bog: “Kirken og det sociale sporgsmål”, retter han især den bebrejdelse imod den, at den har forsømt at følge sin herre og mester, hvis kærlighedslov ikke kunne fuldbyrdes på andet grundlag end retfærdighedens. Det var Guds kongeherredømme på jord, Gudsrigets komme iblandt os, der var målet for hans stræben.

Det store følge havde knapt kunnet rummes i kirken – og da kisten sænkedes i graven på den dejlige, fredelige landsbykirkegård, tæt ved P. Larsens gamle hjem, lød det vidunderlig skønt fra de mange røster: »Til himlene rækker din miskundhed, Gud” – og lærer Svend Larsen, Rye pr. Gørlev, takkede på familiens vegne de mange venner, der var mødt, og ikke mindst folk fra egnen, der i den sidste, trange tid havde vist, de ikke havde glemt hans far.

Det var en god mand og trofast medarbejder, vi havde sagt farvel. –  Ære være hans minde! 

***

(Her nævnes ikke P. Larsens oversættelser af bl.a. Henry Georges værker: Samfundsspørgsmål og Beskyttelse eller fri handel.  Sidste sammen med sønnen Svend Larsen. / pma)

Og mere: Ser lige (nov.2020), i udkast til Knud Tholstrups Erindringer, at P. Larsen var Knuds morbror. Se her. Det kom dog ikke med i den endelige version. / pma

Også interessant er et brev, som P. Larsen skrev til Joseph Fels i 1913: Om interne stridigheder i Henry George bevægelsen. Et flot håndskrevet brev. De kunne noget dengang! / pma
P. Larsen fik en note fra Fels’ sekretær, som sagde at Fels i forvejen var utilfreds med stridigheder i DK. Hvilket førte tilæ at P. Larsen bad om og fik sit brev retur!
Se Note her

En mappe med P.Larsens korrespondance findes på Bibliotek1.