(af Frode Sadolins utrykte bog: Jeg og de andre)
fra Grundskyld, nr. 6, 1951
(Men bogen er ikke utrykt. Er bestilt og kommer her senere. Okt. 2020/pma)

Retsmoral i en nøddeskal har man i ordlaget “enhver sit”. Jeg mit, hurra; men da enhver anden også skal have sit, kan jeg ikke få mere, end der tilkommer mig. Hverken mere eller mindre. Hverken mere eller mindre, end der med rette tilkommer mig; det er hvad hæderlig mand og kvinde vil finde rimeligt som almengyldig forskrift. Og der er vel kun få, der vil kræve mindre som deres del, og vist lige så få, der med rene ord tør kræve merc. Så har man da det at gøre at slå loven fast og sætte al kraft ind på at skelne mellem mit og dit. Det er opgaven for de kræfter, som nu farer vilse omkring i en moral, hvor ingen ved ud ej heller ind.

For velfærdsmoralisten, som nu er statsanerkendt, er spørgsmålet det, hvad man skal tvinge menneskene til for at få dem gjort lykkelige. Derpå kan han grunde til dommedag, og der vil aldrig komme andet end kludder ud af hans hovedbrud. For lige så lidt som til tro eller til håb eller til kærlighed kan man tvinge menneskene til lykke. Retsmoralen blander sig ikke i, om menneskene vil være lykkelige eller ulykkelige. Men den giver dem, så godt som det står i menneskelig magt, frihed til at være lykkelige på deres egen måde. – Frihed, det er med en løjerlig fornemmelse, man nedskriver det ord. Man ligesom omskylles af en bølge af “ja men”: og “ja vist så, men, men”, og man hører som et bulder af tomme tønder, hule talemåder og indholdsløst ordbram, man ser et tog af tyranner, som bugter sig afsled, viftende med det ord malet på sorte og røde og hvide duge. Frihed for mig, ingen hindring på min vej, ingen ret for de andre, hvor de kommer mig på tværs. Naturligt nok, at mangen retsindig mand blev besk i sindet og fik lede ved det ord. Alligevel er friheden menneskets livsluft. Hvor ilde der end fares frem i dens navn, så vedbliver den at være dette. Tages friheden bort, så lever mennesket åndeligt af kampen for at genvinde den. Frihed er samfundets helsebod – trods alt.

Således er det, og således vil det vedblive at være. Derfor er det enkeltmands såvel som samfundets ve og vel om at gøre, at begrebet frihed ikke plumres.

… I menneskeligt samfund er mennesket ufrit, når det slænges inde af andre menneskers vilje. Den, der selv vil være fri, må have viljen til også at lade de andre være fri. Ellers falder talen om ordnede forhold bort, og der er ingen brug for ordet moral. I menneskeligt samfund har den enkeltes frihed derfor en selvfølgelig grænse, dér, hvor den møder de andres frihed. Det er igen skellet mellem mit og dit, mellem den enes ret og den andens ret og mellem en-mandsret og mange-mandsret.

Her ligger retsmoralens vanskeligheder, i de tusinde tilfælde små og store skel-spørgsmål. For selvsagt er der vanskeligheder; når det drejer sig om samlivets flet af talløse tråde, kan ikke enhver kendelse være som fod i hose. Der vil være hårdknuder iblandt. Men det er vanskeligheder, som ligger på en vej, der fører fremad. Det er ikke spildte kræfter, de, der sættes ind her. Grundlaget er godt, og arbejdet vil give udbytte.

– – –

Et lille land kan ikke påbyde verdensfred, kan end ikke holde sig selv ude af krig, heller ikke ved afvæbning. For ingen har fred længere, end hans nabo vil. Er landet lille bitte, så er det stedt mellem stormagterne som den enkelte er stedt i samfundet. Det har da det al gøre at øve ret på eget område og i alt samkvem at føre retsindig tale overalt, hvor det har et ord med i laget.

Er et folks vilje blevet retfærd så god, at det vælger al leve under de kår, den byder, så kan man vel tilmed vente, at det vil blive et mønsterland, for flid og snilde får friest virke, når retten sidder i højsædet.

Og så gør det folk, hvad det kan, viser den fremkommelige vej til verdensfreden.