af J. L.Bjørner
fra Grundskyld, nr. 2, 1948
(mærkeligt at der ikke er en nekrolog  tidligere?)

En Pioner.

Første gang jeg traf murer og husmand Niels Peter Kristensen. Lille Torøje, var da han sammen med sin mangeårige kampfælle, husmand Chr. Olsen. Store Torøje, stod som medindbyder til stiftelsen af Den danske Henry George Forening den 2. marts 1902.

Chr. Olsen åbnede mødet, og N. P. Kristensen sluttede det. Det var et par husmænd, der kendte deres eget værd. De var alt andet end trykkede af situationen. Blandt de fremmødte var dog højesteretssagfører og trafikminister Svend Høgsbro – der var et par flotte officerer med mange blanke knapper og lang sabel – der var brede rigsdagsmænd og så os andre jævne mennesker. Det var N. P. Kristensen, der sagde, at vi skulle danne en forening, hvis formål var: hurtigst muligt at gøre sig selv overflødig.

Senere samme år var N. P. Kristensen med ved de sjællandske husmænds store mode i Køge, da den nu næsten verdensberømte køge­resolulion blev vedtaget. Her sagde, for første gang i vor tid, en erhvervsorganisation: vi ønsker ikke understøttelse eller hjælp fra staten. Vi forlanger frihandel, jordmonopolets afskaffelse og skattefrihed for arbejdsindtægter og på livsfornødenheder.

I sit lange liv – og N. P. Kristensen blev en meget gammel mand – har han holdt mængder af foredrag og skrevet en mangfoldighed af artikler om vor sag. Han skrev fortrinsvis i Østsjællands Folkeblad. Han var en stolt mand. Han havde en dygtig og meget flittig kone, der var en god mor for børneflokken.

Det mærkedes på N. P. Kristensen, at han var gammel højskoleelev. Jeg tror, han kunne det meste af højskolesangbogen udenad. Det fortælles, at han, den dag han døde, sad op i sengen og sang. Så blev der stille, og da man så ind til ham, var den gamle pioner gået bort. Fanestangen var faldet ud af hans hånd; men yngre hænder vil gribe den og bære frihedens banner ind i fremtidens land.

Og en stor fødselsdag:

 af F. Folke
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 10, 1932

Hver gang køgeresolutionen bliver nævnt, samler tankerne sig om S. Berthelsen, hvis kloge hånd førte den pen, der skrev det klare og vidtskuende økonomiske frihedsprogram, som husmændene gjorde til deres faneindskrift. Med rette nævnes S. B. som resolutionens fader, men dens moder var den danske husmandsbevægelse. Mange i samtiden og siden hen ville påstå, at barnet var en skifting, at husmændene ikke forstod, hvad de dengang skrev under på, og at de snart skulle komme på andre tanker end at ønske sig skat på deres jord. Til megen forbavselse for mange kloge politikere har husmændene dog indtil denne dag holdt fast ved deres gamle frihedsfane og ført den frem mod den stride storm af snæversyn og standsegoisme, der hærger verden.

Det har vist sig, at køgeresolutionen ikke, som de kloge hoveder troede, var et træk af en dreven prokurator, men at den netop er et ægte udtryk for det sind, som gror af det selvstændige og ansvarlige arbejde med jorden hos den, der er sin egen arbejdsgiver og arbejder. Hans krav er billig jord og frihed for skat på arbejdet.

Men erkendes må det, at dette krav, der ligger så højt over den klassekamp, som nu sønderslider verden, aldrig havde fået form og magt i vort folk, hvis de danske husmænd ikke havde talt mænd, der var sig dette sind bevidst og evnede at gribe tanken i flugten. Lykkeligst var det, når det hændte, at mand og hustru sammen blev grebet af de nye tanker, så at de fik lys og håb over deres gerning hjemme og ude. Af sådanne talsmænd har grundskyldsbevægelsen kendt flere par. Billedet, der står under disse linjer, (ikke med her/pma) vil vække genkendelse hos mange både af dem, der var med fra første færd, og af dem, der kom senere til. Niels Peter Kristensen fra lille Torøje var én af de tre indbydere til det møde, hvor den danske Henry George Forening blev stiftet den 2. marts 1902. De to andre var husmand Chr. Olsen. St. Torøje – hans nære ven og medarbejder – og sagfører S. Berthelsen, Høng.

N. P. K. var altid at træffe, når der var politisk møde på Stevnsegnen, og ofte deltog han i diskussionen og vakte opmærksomhed ved sin lune slagfærdighed. Utallige er de foredrag, han har holdt om Henry George sagen ud over landet, særlig i husmandskreds.

Niels Peter Kristensen og hans hustru var de første georgistiske husmandsfolk, jeg traf på, og jeg må tilstå, at jeg blev en smule betuttet ved det sving, der var over en sådan sjællandsk husmandskone, der kom agende til stationen i deres jumbe for at hente mig til et møde, som manden var henne at ordne. Der var en iøjnefaldende forskel fra hendes fæller på min jyske hjemegn. Men hun var nu også i alle henseender en sjælden prægtig kone. Helst skulle man se dem sammen i huset derhjemme i Lille Torøje, hvor det lå ved vejsvinget inde i haven, hvis blomsterfylde vidnede højt om husmoderens kyndighed, og med en flok af glade børn myldrende sammen med gedekiddene omkring deres gode mor. Hendes sunde og klare omdømme om mange ting skaffede hende b1andt venner tilnavnet “Den kloge .kone fra Stevns”. Nu er hun forlængst borte. Niels Peter Kristensen har i de senere år lagt murerprofessionen på hylden, den, der i sin tid bragte ham og hans ideer i berøring med så mange på hans egn. Når han nu på søndag den 16. oktober i anledning af sin 70. fødselsdag er indbudt af sognets folk til en fest i Hårlev kro, så kan han deri blandt andet se et udtrvk for den agtelse, der samler sig om en mand, der er blevet sin ungdom og dens idealer tro. Gamle venner landet over s1utter sig i tankerne til kredsen.

Tilføjelse:

N.P. Kristensens erindringer er udgivet som bog på Forlaget Viben i 2000 ved J.P. Skou.
Kan lånes på Henry George Bibliotek1.