fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 2, 1940
af F. Folke

Døden har i det sidste års tid taget en streng høst blandt danske frihedsmænd. Først Anders Vedel, så Abel Brink og nu Niels Bredkjær. Alle stod de i deres manddoms kraft, alle tre så og følte de faren for, at det danske folks livsvilje og modstandskraft skulle gå til grunde i den materialisme, der har bredt sig gennem alle samfundslag, også til dem, hvorfra fornyelsen hidtil var kommet –vort nøjsomt arbejdende menige folk. Alle tre mødte de denne udvikling hen imod en klassekamp af alle mod alle med hele deres kraft i arbejdet for frihed og fællesskab i lige ret for alle. 

I denne stræben var Niels Bredkjær en meget betydende medarbejder i kraft af sin store praktiske dygtighed, der skaffede ham ansee1se i vide kredse og fik især landbrugets mænd til at lytte til den klarte og overbevisende tale, hvori han evnede at fremstille sine tanker. Også når de gjaldt de frihedsidealer, der udsprang af hans rige, varme menneskelighed. 

Ved hans jordefærd på Store Bededag fra Landboskolen i Tune skildrede magister Johannes Bredkjær i sin tak ved broderens kiste, hvorledes disse tanker havde fået vækst og form, den gang Niels Bredkjær i sin højskoletid på Vallekilde af Bennike var blevet indført i Henry Georges livsværk. Sit liv igennem havde han holdt fast ved dem til trods for, at det ofte førte til, at de mænd, som han i sin vidt spændende gerning arbejdede sammen med, og  som  sendte deres sønner til  hans  skole, kom  til  i ham at  se en  politisk  modstander.  Det  tjente begge parter og ikke mindst Niels Bredkjær til ære, at landboskolen i Tune stadig var fyldt til sidste plads. 

Nu sad disse mænd med Madsen-Mygdal i spidsen side om side med Jørgen Jørgensen og Uffe Grosen på bænkene foran Niels Bredkjærs kiste i skolens gymnastiksal. Der var smykket fra gulv til loft med blomster og grønt, som var sendt fra hele landet. Salen var fyldt til trængsel. Mange måtte blive stående udenfor, og flere ville der have været, om ikke færdselen over Store Bælt havde været standset og derved mange også af den nærmeste slægt forhindret i at komme. 

Foruden Johannes Bredkjær talte en af skolens lærere, Thorkild Glad, og pastor Even Marstrand ved kisten. Og ind imellem klang salmerne med en egen alvor og kraft. 

Det blev et stort følge, der fulgte Bredkjærs kiste de 3 km. Op til Tune kirke. Dagen var kold og regnfuld, præget af det sene forår, som bonden måtte stride med i tillid til sommerens komme. 

Efter jordefærden samledes man til kaffe i skolens foredragssal og spisestue. Skolens elever måtte blive ude på gangen for at skaffe plads til gæsterne. Her talte realskole­bestyrer Egekvist, der havde skrevet et meget smukt og lødigt digt til Niels bredkjærs minde. Senere fulgte konsulent Svendsen, Tune, Uffe Grosen, gdr. P.M. Paulsen, Jørgen Jørgensen og flere talere, der tilsammen gav udtryk for, hvad Bredkjær havde betydet for sit folk og for sin skole, for landbrugets fremgang og den enkeltes udvikling, for sine medarbejdere og for sine nærmeste. 

Hvad han havde betydet for den danske Henry George bevægelse. søgte jeg kort at fremdrage med følgende ord: Det er blevet mig pålagt at bringe en hilsen her til Niels Bredkjærs jordefærd fra den danske Henry George bevægelse – fra kampen for. at Danmarks folk kan blive og forblive arving til sine fædres land med lige ret for alle. Vi hørte af hans broder om, hvorledes disse tanker lå bag ved alt, hvad Niels Bredkjær virkede og ville – var målet for al hans stræben. Og hans stræben blev stærk ved de rige evner, der var ham givet, og ved den ansvarsfølelse, hvormed han gjorde brug af dem. Derved vandt han sig en i vor tid helt enestående tillid i vide og vidt forskellige kredse. Om Niels Bredkjær kan det siges, at han var lige så kendt og anset i byerne – også inde i den store by – som han var respekteret og elsket ude på landet. Forrest stod han i arbejdet for at fjerne den ulykkelige spaltning i vort folk – kløften mellem by og land. 

Den respekt, der stod om Niels Bredkjærs gerning, skabte også respekt om de idealer, som han bekendte sig til, overfor de mange i vor materialistiske tid, som gerne ville vise dem hen til fantasiens verden. Ingen kunne nægte, at Niels Bredkjær stod med fødderne fast plantet i virkelighedens muld, eller at hans syn på fremtiden var den praktiske mands. I dag ved hans kiste er mange ved at få øjnene op for de farer, som han forudså. Måske er de også ved at forstå, at den særlige tillid, som Niels Bredkjær nød, netop havde sin rod i erkendelse af, at den mand holdt fast ved sin ungdoms idealer. 

Derinde ved kisten sang vi Kr. Østergårds nybyggersang: “Vi er fæstere her for en tid”. Jeg kan tænke mig, at det var, fordi Niels Bredkjær holdt meget af den. Den passede også på ham. Med sit frejdige sind og sin glæde ved ihærdigt praktisk arbejde frem mod fjerne mål var han typen på en pioner. Han var just en af de mænd, som Danmark ser sig om efter i denne stund. En af dem, der evnede at samle og at bære. Derfor faldt budskabet om hans død så tungt ved os, men derfor kan vi også hente håb og styrke til vor egen gerning af mindet om Niels Bredkjær. 

Eftermælet 

I Berlingske Tidende – lør 15. april skriver C. T.:
fra Grundskyld, nr. 2, 1940 

Niels Bredkjærs død vil vække sorg i de videste kredse. Dansk landbrug havde ikke mindst i dag brug for en vejleder med hans anseelse, kyndighed og sunde sans, en mand, hvis ord ikke blot på faglige områder havde vægt, men som tillige havde evnen til at anlægge almene menneskelige synspunkter. 

Der stod respekt og anerkendelse om Bredkjærs navn og virke på Tune. Gennem ledere som Svendsen og Brink Lassen havde Tune Landboskole helt tilbage i forrige århundrede været placeret som en af vore fornemste landbrugsskoler, da Niels bredkjær blev forstander i 1917, kun 29 år gammel. Valget var det bedst mulige. Bredkjær, som var født i Randlev ved Odder, hvor faderen var gårdejer, havde allerede fra 1911 til 1913, straks efter at han var blevet landbrugskandidat været lærer på Tune, men rejste så til Jylland, først som konsulent i Ringkøbing Amt og derefter fra 1915 som husdyrbrugskonsulent for de samvirkende jyske landboforeninger. 

Man kendte ham på Tune. Og i Jylland havde han trods sin ungdom slået sit navn fast som en mand, der besad naturlig myndighed, havde evne til at omgås mennesker, og som forstod at meddele sin viden i en form, der skabte ham villigt lyttende skarer, og æggede til at prøve det nye. 

Under vanskelige vilkår holdt Bredkjær og hans udmærkede hustru, en datter af gårdejer Poul Sams, Svendsbjerg i Vallekilde, deres indtog på Tune. Det var netop, medens den spanske syge rasede voldsomst, og Bredkjær har fortalt, at til alt det, der i øvrigt møder en ny mand på en så betydningsfuld post, kom for det første, at det var i den strengeste rationeringstid under den forrige krig, at der var megen sygdom blandt eleverne, således at skolen nærmest var et sygehjem, hvor det kneb svært med at skaffe det nødvendigste til livets ophold og de syges pleje. 

Med stor energi og arbejdsevne, med sikkert håndelag og et solidt praktisk greb, med et lyst sind og en sund optimisme gik Bredkjær til sin livsgerning, og det lykkedes ham ikke blot at hævde Tunes traditioner, men at styrke og øge skolens placering på en førende plads. 

Overalt i landet sidder i dag landmænd, som med sorg har modtaget budskabet om Niels Bredkjærs alt for tidlige død, og som med varme i sindet dvæler ved minderne fra den tid, da de var hans elever. 

Niels Bredkjær overkom ikke blot sin skole og dens landbrug. Han forstod at lede og vejlede uden at fortabe sig i småtingen. Han fik tid til at virke udenfor skolen, først i den lokale landboforening, dernæst i den sjællandske samvirksomhed, og han blev snart sine kollegers førstemand som formand for foreningen af danske landbrugsskolelærere. Han var medlem af det kongelige danske landhusholdningsselskabs bestyrelsesråd, og da radiofonien kom frem, forstod han straks dens værdi i folkeoplysningens tjeneste. Helt naturligt blev han formand for landbrugets radioudvalg, og gennem sine månedlige landbrugsoversigter i radioen, skabte han sig el kendt og beundret navn langt udenfor landbrugets kreds. Det lader sig ikke måle, hvad han gennem sine livlige og underholdende foredrag gavnede dansk landbrug ved at skabe interesse og forståelse om dets problemer i bybefolkningen. I øvrigt drev han i det hele en omfattende foredrags- og skribentvirksomhed. 

Bredkjær var ingenlunde en mand, der gled med strømmen. Han havde sine meninger og sine meningers mod. Han kunne ægge til modsigelse og modstand, men ingen drog nogensinde hans motiver i tvivl, og hans anseelse øgedes stedse. 

Niels Bredkjær har skrevet sit navn i dansk landbrugs historie. I en brydsom efterkrigstid tabte han ikke modet, og uden at lukke øjnene for tidens vanskeligheder holdt han modet oppe hos mange.