af Sophus Berthelsen
fra RET, nr. 12, sept. 1915

En politisk idealist

Da Niels Bransager – hvis billede vi i dag bringer (ikke med her /pma) – i foråret gik bort, mistede dansk folkelig politik en af sine få virkelige idealister.

Dette hædersnavn er stundom ringeagtet – af dem, der ikke forstår dets dybde, og mener, at idealisme er uforenelig med streng virkelighedssans og praktisk håndelag. Det er ganske vist også kun givet de færreste at forene disse tilsyneladende modsætninger, men de må være forenede i den fødte folkefører, der skal fastholde de høje og måske fjerne mål som usvigelig rettesnor gennem tåge og uvejr, samtidig med, at han forstår at styre sit skib mellem hverdagens klipper og skær, som realpolitikeren skal det.

Bransager viste det straks i sine første små journalistiske artikler, hvorved han forstod at skabe levende interesse blandt hovedstadsfolk for landbrugets ganske jævne spørgsmål.

Og som medlem af studentersamfundet og dels bestyrelse søgte han på samme måde at skabe forståelse indenfor de salon-liberale kredse af de dybe, realpolitiske spørgsmål, som gærede ude i landet.

Det var Bransager, som, efter flere forudgående samtaler, gav den, der skriver disse linier, mod og lyst til at møde frem i studentersamfundet den 17. nov. 1900 med et foredrag om Skatter og skatte – hvori vistnok for første gang Henry Georges lære i fuld renhed forkyndtes for hovedstadens akademikere, samtidig med, at denne lære stilledes i forhold til dagens og tidens hjemlige politik.

Foredraget var, som mange begynderes, for langt og bredt til at kunne fængsle de akademiske tilhørere, blandt hvilke sås Georg Brandes. For taleren betød det dog et stærkt gennembrud, og det vil, – når det i en nær fremtid fremkommer offentligt – mulig få den påskønnelse, som studenterkredsen hin aften for snart 15 år siden kun delvis ydede det.

Men Bransager hørte til dem, der forstod det nye, som her var fremført. Da diskussionen efter foredraget sent på natten sluttedes af Bransager som mødets leder udtalte han, med benyttelse af en vending i foredraget, at aftenens lære var den, at vi trængte ikke blot til personer og politisk frihed, men frem for alt til økonomisk frihed i vort folk og vor tid.

Og dette blev ikke blot et nyt slagord for radikale politikere – det blev tillige en ledestjerne for Bransager selv, at dømme efter mange samtaler med ham gennem de år, som derefter svandt.

Bransager, som besad det sikreste instinkt for vor landbostands tankeverden og følemåde, havde samtidig den intelligenteste forståelse af den store politiks høje mål, og blev derved den ypperste formidler mellem disse to i virkeligheden ligeløbende åndsstrømme, som han gennem sin glimrende folkelige fremstillingsevne ligesom forenede til en stor og kraftig fremskridtsflod.

Derfor formåede han klart at afsløre den grove, private jordspekulation, der lå bag både den Ole Hansenske skattepolitik og den fæsterpolitik, som kun i egen interesse ville tiltvinge sig billig fæstejord. Men han evnede også i ikke ringe grad at tilføre den daværende københavnske liberalisme – nationalliberalismens tvivlsomme sildeføding – den forståelse af de økonomiske grundspørgsmål, som den så temmelig havde savnet, og desværre endnu ikke ganske har nemmet. Derved skabte Bransager den bro, som forbandt og endnu forbinder by og land indenfor Det radikale Venstre, men som vil sprænges den dag, da de ledende mænd måtte glemme Bransagers hovedværk i vort politiske liv,

Derfor blev det med rette ham, som måtte udforme væsentlige dele – de økonomiske spørgsmål – af den forklaring til Det radikale Venstres Odenseprogram, som partiet udgav i 1906, og som med føje er blevet kaldt Bransagers politiske testamente.

Ved redeligt at hævde dette værks grundsætninger vil Det radikale Venstre ikke blot rejse Niels Bransager den stolteste mindestøtte, men samtidig sikre sin egen politiske fremtid som det ledende parti i vort land.