Markus Hansen (1871 – 1934)
fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 20, 1934
af Signe Bjørner
Kun 63 år gammel er denne djærve, kloge og gode forkæmper for Retsstaten gået fra os. Det synes så meningsløst, det gør døden vel altid, når den rammer en af dem, vi synes er uundværlige, en, som står midt i arbejdet, på en plads, som de fylder ud til alle sider.
Sjældent har en mands eftermæle lydt så enstemmigt, fra venner og modstandere, som det, Markus Hansen får. Det blad, der repræsenterer det radikale parti, som Markus Hansen tilhørte, inden han var med til at gøre Retsforbundet til parti, Vendsyssel Folkeblad, skriver meget smukt om ham som menneske og skolemand og slutter:
“Markus Hansen var stor i politik, hans klare logik, hans lysende forstand skar altid lige gennem vrøvlet, han var en sjælden dygtig taler, og han var et geni som skribent. Hans artikler manglede aldrig prikken over i’et.
Men det kønneste hos Markus hans hjertes renhed og uskyldighed og hans stille ydmyghed overfor det åndelige liv.
Der er vel dem, der ikke har kunnet forlige sig med, at Markus Hansen skiftede politik. For os var det et bevis for hans store oprigtighed. Han havde en overbevisning, og den fulgte han, selvom den ikke just fulgte strømmen.
Markus Hansen var en sand forkæmper for sit folk. Og han var en af folkets egne – en af børnenes egne. Han gav sig selv helt, for sit hjem, for sin skole og for sine idéer, lige til det sidste.
Markus Hansen nåede ikke at se retten sejre over uretten – det når måske ingen – men han gjorde sin indsats, han øvede sin gerning i troen på retten og på det bedste i livet, og derfor vil hans minde leve længe blandt os”.
Talrige venner har skrevet i hele retsstatspressen om, hvad han betød for dem og for Retsforbundets vækst. Men der kunne skrives meget mere om hans pionerarbejde fra den tid, Henry George foreningen var næsten ene om at kæmpe for Retsstaten, fra den tid, den kom til at præge det Radikale Venstres politik. Det betød så meget den gang, at en betydelig, klarhjernet og praktisk mand, en, der i alle henseender havde sine medborgeres tillid og sine bekendtes hengivenhed, lagde sig i selen for sagen. Og det var netop, hvad Markus Hansen gjorde – aldrig sparede han sig eller gik på akkord.
I et brev, som hans mangeårige ven og medarbejder i Vendsyssel, pastor Evald Kristensen, Elling, skrev straks efter Markus Hansens død, fortælles der bl.a. om et møde:
“Det er ikke længe siden, han her i Elling Præstegård talte til fulde stuer om det sociale spørgsmål, og han gjorde det så klart, så dygtigt, ja fornøjeligt, samtidig med, at han talte så dybt alvorligt gang efter gang, at det greb os. Det var en troende mand, der talte, en mand, der troede på Gud og fra ham hentede kraft til at tale både varmt og klart. Og at han var en ægte Henry Georges discipel, lagdes der ikke skjul på et eneste sted.”
En anden ven blandt de yngre, der mindes Markus Hansen i dyb taknemlighed, læge Thomas Olsen, slutter sin smukke mindeartikel i Retsstatsbladet:
“Markus Hansen var frihedens talsmand ikke blot i politik, men i alle livet forhold var tvang ham inderligt imod. Mange har nydt godt af hans hjælpsomhed, og for vi yngre var han som en faderlig ven og rådgiver.”
Adjunkt Riedel, Hjørring, maler et karakteristisk billede i følgende lille skildring:
“Få steder evnede han med sin godlidende og dog rammende humor at tale grundskyldens, frihandelen og retsmoralens sag som på talerstolen i en tælpakket, ofte halvbelyst og tobaksfyldt forsamlingsbygning. Det skulle da lige være i en lille sluttet kreds, med meningsfæller eller med fagkolleger.
Sidste gang, jeg traf ham, var netop i en sådan indercirkel, blandt lærere en junidag i år. I Markus Hansens selskab endte vi altid alle som tilhørere ved et improviseret retsstatsforedrag – og det uden at han nævnte vor sag med et ord. Han havde den evne tilsyneladende at tale om alt tilfældigt og i virkeligheden få sagt, hvad han tænkte til venstre, til højre – og ligeud!
Ja, hvor fyldte han rummet med sit lune. Opposition eksisterede der ikke så tæt inde på livet af ham. For hver sværtbevæbnet modstander var allerede lammet af hans pudsige fortællemåde. Han kunne tage brodden af selv en spydig finte med sit skælmske blink bag lorgnetten.
Men alvoren, nidkærheden og modet i kampen for retfærd, lå bag hans lune, der aldrig forceredes til kådhed og spot. Hans våben var blanke.”
Ja, en sandhedens og retfærdighedens utrættelige riddersmand, med blanke våben, der vel bed, men aldrig forgiftede – det var Markus Hansen, og hans minde vil altid omgærdes med kærlige tanker.