fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 20, oktober 1939
af F. Folke og Hans Torbøl
Kristen Bjerring
marts 1873 – 24. Juli 1939
Fra New Zealand er det kommet efterretning om, at Kristen Bjerring er død. Det er nu 17 år siden at han efter sin første hustrus død drog ud med sine 8 børn til det fjerne land i håb om, at de derovre skulle kunne vinde frem til økonomisk selvstændighed. Her hjemme var de efter hans mening henvist til landarbejderens trange lod. Hans håb gik i opfyldelse. I et brev fra 1936 fortæller han, at 5 af hans gifte børn malker om ved 20-25 køer og at de alle klarede seg vel. Selv havde han da 55 køer og 14 kvier og dertil en planteskole med 36.000 salgbare træer + 150.000 Eukalyptus.
Ja, Kristen Bjerring og hans flok har klaret godt for sig i det nye land, som de nåede til uden andre midler end deres arbejdskraft. I de første år tjente han som landarbejder på forskellige egne for at blive kendt med forholdene; senere kom han i gang med at køre fløde til mejeri (mælken betalte det sig ikke at transportere), og derefter gik det snart rask fremad.
Når han dog kunne klage over, at det gik småt, var det især med tanke på den indsats, han havde håbet at gøre for grundskyldstankerne.Det tog tid at orientere sig og vinde den position, som skal til for at give ét ord vægt. Under de nye forhold blev han også optaget af andre problemer, såsom ‘pengespørgsmålet’, sådan som det vil være læsere af Det Frie Blad bekendt.
Her hjemme vil han mindes som en af vore mest fortrinlige talsmænd fra årene under og after verdenskrigen. Det var en fest at opkeve ham på en talerstol. Klar. Slagfærdig og med et smittende tørt lune var han uimodståelig i en diskussion. Klarhed prægede også hans artikler og skrifter om Arbejdsløshed og Hvorfor bør danske bønder arbejde for en grundskyld? De er desværre endnu begge udmærket aktuel læring.
Intet under, at vor sags venner søgte at holde Kristen Bjerring tilbage med en henvisning til, hvad han skyldte vor sag og sit fædreland. Men han svarede trøstig, at grundskyldstankerne var gyldige under alle himmelstrøg, ikke mindst i New Zealand, og at han syntes, at han skyldte det land, hvor hans børn fremtid lå, endnu mere. “Men så dine venner da. Vil du ikke komme til at savne dem, tror du?” “Åh, hvis der er noget ved dem, holder de vel fast ved mig.” “Men så er der nogle unge frugttræer, som du har plantet på din lod. De er nu vistnok i god vækst. Hvordan er det at skilles fra dem?” “Ja, det er det værste.”
I det svar har vi bonden Kristen Bjerring. Han elskede jorden som noget helligt – det af skaberen givne livsgrundlag.
Det var denne stærke bondefølelse, der gjorde ham til georgist og fik ham til at bruge sin forstands klare lys og sin tales varme lune først og fremmest på at overbevise danske bønder om deres pligt til at kræve retten til jorden bevaret for de slægter, der skal arbejde på den, og ikke sat i pant til finansmagten. Mindet om en ædel og klar skikkelse som Kristen Bjerring skinner nu til os som lys igennem en mørk tid.
F. Folke.
***
Kristen Bjerring tog i 1922 – efter sin hustrus død – til New Zealand med sine otte børn, og nu er der kommet bud om hans død.
For de yngre betyder hans navn vel intet, men for os ældre, som har arbejdet med i de små bevægelser, så som Henry George sagen, Johan Pedersens selvstyre og selvstyre sagen eller lokalismen, forholder det sig anderledes. Vi mindes ham endnu som han stod på talerstolen. Vi mindes hans indlæg med de klare tanker og de korte afstande mellem ethvert punktum. Han ligesom hamrede de selvindlysende sandheder ind i hovedet på enhver, som vilde høre; men man fik desværre også det indtryk, at der var alt for mange, som hverken ville høre eller forstå.
Spørger de unge om, hvordan han var, mener jeg, man bedst kan gøre det begribeligt ved at sammenligne ham med apostlen Paulus. Paulus fortæller selv, at datiden anså hans skrifter eller breve for vægtige, men hans tale var der ikke meget ved. Man får også det indtryk, at den lille Paulus engang i en diskussion med den store smed, Alexander, har været på nippet til at give op. (jf. 2 tim. 4,14.) Hvor den lov gjaldt, at den, som kunne råbe højst, fik ret, kunne det vel også knibe for Kristen Bjerring, men han lod sig, ligesom Paulus ikke løbe over ende. Han levede i samme tro som vi andre, at retfærdighed og sandhed må sejre til sidst.
Hvor var vi ikke naive for en 20-40 år siden. Vi troede at når blot folk blev belært om retfærdighed og sandhed, så ville de følge os. På Kristen Bjerrings skrift Jordspørgsmålet læser man således “1. Oplag”. Som bekendt er ethvert arbejde for en sag, der ligger forud for tiden, kun det rene tab. Jeg tvivler endog om, at han fik restoplaget foræret bort, før han forlod landet. “2. Oplag” lader vente på sig. Hvilke triumfer har løgn og uret ikke fejret i mellemtiden!
Kristen Bjerring var, sammen med Herman Hansen og undertegnede, medstifter af det lille blad Selvstyrebladet i de ni årgange 1913-22. Vi arbejdede for bestemmelsesrettens lokalisation eller lokalisme. Den størst mulige bestemmelsesret på stedlig grund. For at styret kunne nå ned til hvert voksen menneske, krævede vi i modsætning til, hvad der ker i nutiden, at enhver stat i henseende til indbyggere og landområde skulle have en passende størrelse, så den kunne glide ind som et naturligt administrativt område imellem amt og “forbund af stater”. Hvor anderledes er det ikke gået! Og det samme gælder om styrelsen indadtil i den enkelte stat. Om dette sidste spørgsmål skriver Kristen Bjerring jævnt og naturligt, så enhver kan forstå det:
“Det er i grunden let at sige, hvorledes styrelsen bør fordeles:
Vi ser kun efter, hvad der er hjemmets, hvad der er sognets, hvad der er amtets og hvad der er statens interesse. Hver af dem varetager sit.
Og er der en enkelt gang tvivl om, hvor interessen nærmest ligger, da må styrelsen altid lægges så nær til folket som muligt.
Selvgjort er nemlig velgjort. Og den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på. Derfor bør stedlige spørgsmål altid afgøres på stedlig grund.”
Med denne regel for styre er det let at se, i hvilken retning udviklingen er gået her i landet siden systemskiftet i 1901. Også her er vi på vej mod diktatur.
Det vil glæde Kristen Bjerrings gamle venner, at han ikke gav tabt under de nye forhold: han stod her i et fremmed land og i et andet sprogområde. Først måtte også de materielle forhold fra hånden, om ikke for andet, så for børnenes skyld. Hans ældste søn, Holger Bjerring, skrev til mig om faderens død på engelsk i et brev, der først er nået mig langt om længe. Han skriver, at han nu er bedst hjemme i dette sprog. Han skriver bl.a., at faderen dernede har været med i arbejdet for “Social credit”, en bevægelse fremført af major Douglas, og ugen før sin død skulle han have holdt et foredrag om “Samstyre”. Forannævnte søn, Holger Bjerring, Golden Valley, Waihi, N.Z., har forgæves søgt efter en bog om dette emne. Jeg har sendt ham Johan Pedersen: Selvstyre, Vejledning ved valg efter kvalitetsmetoden og Reduktionsregler, som jeg havde stående. Hvis nogle mener, at disse ikke kan give tilstrækkeligt begreb, bedes de suppleret.
Kristen Bjerring var en mand af den rigtige slags. Trods dette, at han i sin ungdom måtte tage afsked som lærer på grund af en øresvaghed, trods dette, at hans syn svandt ind i de senere år på grund af “stær”, trods dette, at han i en sen alder måtte virke i et fremmed sprogområde, gav han ikke tabt. Det var anfald af hjertelammelse, som blev hans helsot.
Efterhånden som menneskeheden får øjnene op for, at vejen mod imperialisme og centralisation kun fører til skidt, løgn og ondskab, og at vi i stedet for må vende bøtten for at nå frem mod bestemmelsesrettens lokalisation, opdager man vel også Kristen Bjerrings indsats. Han var som sagt en mand af den rigtige slags!
Velsignet være hans minde!
Hans Torbøl.